31. marts 2006

Bent Nørby Bonde om mediernes rolle i folkedrab… i Rwanda, på Balkan… og Viby, Århus

Lasse Jensen bragte i Mennesker og Medier i denne uge et længere indslag med RUC-Ph.D Bent Nørby Bonde, der forsker i mediernes rolle i folkedrab, og derfor var helt vildt kompetent til at kommentere Muhammadsagen. Fra programomtalen… 

KRIGSOPHIDSERE – OG FREDSSKABERE
På Balkan og i Rwanda var medierne i høj grad med til at hidse befolkningsgrupper op mod hinanden og dermed bidrage til borgerkrig og folkemord. Hvordan kan man styre eller hjælpe medierne til at bidrage til forståelse i stedet for det modsatte – uden at sætte ytringsfriheden overstyr.  Den tidligere chef for TV2 Bornholm og Baltisk Mediecenter, Bent Nørby Bonde forsvarer fredag en Ph.d.-afhandling om dette emne – midt i en meget aktuel debat om Mohammed-tegninger og danske mediers rolle. Han er ugens gæst hos Lasse Jensen.

Lasse Jensen forsøgte at nedtone associationen, men det var svært for Bent Nørby Bonde havde tydeligvis nogle ting han gerne ville have frem. Her lidt fra det 25 minutter lange interview.

“Der er to ting i det, den ene ting er, at medierne nødvendigvis må bringe de synspunkter der nu engang er i samfundet, og det er klart, at hvis der synspunkter i samfundet, som, og det har der været i faktisk en del år, som kan være synes jeg – måske meget kritiske overfor indvandrere og flygtninge, måske meget kritiske overfor muslimer, og måske [trækker vejret dybt], og måske mere kritisk end det er pænt og rart at høre [griner afværgende] Så er medierne nødt til at bringe det. Men de er, der hvor jeg mener man kan sige danske medier har svigtet, det er i noget så banalt som repræsentationen af mindretallene herhjemme. Nyhedsbrevet A4 lavede en undersøgelse af 9000 artikler og radio-tv-udsendelser, som handlede om dagligdagsting, skoler og børnehaver, dagligdagsliv og politik og sådan nogle ting. Hvor mange af de artikler og reportager er minoriteterne med i, og det viser sig det var de i 0,6 pct. af tilfældene, at der var nogle der repræsenterede minoriter, indvandrere og flygtninge, men de udgør jo seks-syv pct. af befolkningen, og det vil sige at vi hvide danskere bliver ti gange så ofte repræsenteret som mindretallene gør herhjemme… de naturlige og nemme historier er konflikterne, men hvis vi taler om almindelige børnehavesager, skolesager, hvor vi danskere er overrepræsenteret ti gange fordi vi er, jeg ved ikke hvorfor, formodentlig hvordi vi er hvide og danskere… 

“… f.eks. i konflikten i Irak, så vi både de amerikanske medier, og til en vis grad også de danske medier være patriotiske i opstarten af konflikten i deres valg af kilder, i deres valg af kildernes holdninger, og det er jo sådan nogle ting – det strider mod mine journalistiske instinkter, at et amerikansk medie skal være mere loyal overfor en amerikansk regering, end det skal afspejle begge sider i en konflikt. Det er jo netop når der er konflikter på dagsordenen, er det, det mere vigtigt at medierne afspejler begge sider ligelig og går efter en eller anden form for sandhed i konflikten.”

“… der er det nok vigtigt, at man også sørge for at opsøge den anden side, altså opsøge i det her tilfælde muslimerne og få nogle andre historier, nogle andre vinkler end kun dem vi høre fra visse politikere.”

“Jeg blev interviewet til Mandag Morgen forleden, og der var min pointe i den artikel de lavede, at jeg mener Muhammedsagen, de der tegninger aldrig var blevet den kæmpekonflikt de blev hjemme, og dermed spredt til hele verden, hvis ikke der havde været denne langsomme optrapning af fjendebillederne, denne langsomme optrapning af konflikten mellem hvide danskere og muslimer over de sidste ti år i virkeligheden…”

“… der vil gå mange år før Danmark igen er velset i store dele af verden…”

Medierne er ikke deres ansvar voksen, og er med til at skabe fjendebilleder. At muslimernes holdning ikke skulle være blevet hørt nok under Muhammedsagen er et grotesk udsagn – her er ‘fjendebilledet’ jo tydeligvis skabt af kulturforskelle, ikke en særegen dansk chauvinisme promoveret i medierne.

Ligeledes selvmodsigende, er det også at Bent Nørby Bonde i starten af programmet talte varmt om radiostationer der aktivt arbejdede for at skabe en bedre ramme for udvikling, men senere problematiserede USA-understøttede medier i Irak.

Slutteligt det meste fra RUCs pressemeddelse.

“Afhandlingen rammer midt ned i dagens aktuelle debat. Er det muligt internationalt at støtte medierne, så de bidrager konstruktivt til at nedtrappe konflikter og opbygge en fælles fremtid for forskellige befolkningsgrupper, uden at pressefriheden af den grund bliver krænket?

Bent Nørby Bonde analyserer i afhandlingen, hvordan medierne aktivt blev brugt til at starte krigene i Balkan og gennemføre folkemordet i Rwanda. Ud fra mediernes rolle under konfliktoptrapningen udvikler forfatteren modeller for, hvordan man internationalt kan arbejde med medier og kommunikation i områder med væbnede konflikter, så man bidrager til opbygningen af fred og forebygger fornyede konflikter.

Afhandlingens teoretiske fundament er en nyskabende kombination af kommunikations-, konflikt- og socialpsykologiske teorier og modeller. Bag Ph.d.-afhandlingen ligger endvidere Bent Nørby Bondes ønske om at systematisere mere end 10 års arbejde med medier i konfliktområder så forskellige som Balkan, Mellemøsten, Afghanistan og Nigeria.

I forelæsningen gennemgår han afhandlingens modeller for støtte til indhold i medierne, nye mediestrukturer og udvikling af journalistisk etik. Bent Nørby Bonde slutter af med at trække linierne fra den nuværende konflikt om Muhammed-tegningerne til hans egen model for at løse tilsvarende konflikter.


Tegneserie-Ph.D og humorforsker om Muhammedtegningerne

Hvis man skal rose P1, så må det være evnen til at grave de mest vel-studerede typer frem som alle mener det samme. Onsdagens udgave af Apropos havde fået overskriften Hvorfor er der forskel på hvad vi griner af?, og som den erfarne P1-lytter jeg efterhånden er blevet ventede jeg stille og roligt på at det blev drejet ind på Jyllandspostens forbrydelse. Her et par citater fra udsendelsens to eksperter:

“Det der er typisk for humor i det hele taget, det er at det altid går nedefra og op. Det er en humor der vendt mod dominerende systemer og autoriteter, og det er derfor det ikke er sjovt for dem at lave grin med pædofili, børnemishandling og sådan nogle ting, for det går oppefra og ned. Og det er måske også en af bevæggrundene for den konflikt som vi har oplevet med Muhammedtegningerne, fordi muslimer har jo netop opfattet sig som en udsat gruppe i forhold til Vesten, og derfor har man måske oplevet at humoren er gået oppefra og ned, og det oplever man ikke som sjov, det er der ingen der oplever som sjov, og derfor skal man måske ikke klandre muslimerne så meget for manglende humor, det er jo et generelt fænomen med humor.” (Ph.D i tegneserier, Hans Christian Christiansen)

I forbindelse med spørgsmålet om profet-tegningerne, der burde vi have været klogere på baggrund af, når man har kendskab til hvad man må spøge med i forskellige kulturer, så burde man være mere eftertænksom inden man ytrer forskellige former for humor, som kan opfattes stødende, måske også fuldstændigt utilsigtet. […] Når man ved hvilken konsekvens humor som kommunikationsform kan have, så er jeg sikker på, at man vil være mere omhyggeligt i sin brug af humor, og en karikatur er jo bare en kommunikationsform for at udtrykke noget humoristisk. Der er nogle tegnere, som får et emne, og det her emne omsætter de via deres blyant eller deres farver til noget morsomt, og så kommer spørgsmålet – hvad er budskabet, hvem er modtageren, og vil modtageren betragte det her som morsomt. Eller er det overhovedet ikke vigtigt at modtageren betragter budskabet som morsomt. Er det kun vigtigt, at give udtryk for noget som man selv synes er morsomt. […]  Når man kommer med noget man selv betragter som morsomt, så er man nødt til at leve med, at der måske er nogle som reagerer på en anden måde end man har forventet. (Psykolog og humorforsker, Martin Führ)

For god ordens skyld, må jeg hellere fortælle at udsendelsen også omfattede et interview med en familie fra Højbjerg hvor manden var tysk indvandrer. Han mente det samme, men pakkede det ikke så fint ind.

Oploadet Kl. 19:13 af Kim Møller — Direkte link5 kommentarer
Arkiveret under:

Udefra (21/3-06) – Zarqawi, Terror-fantomet (portræt i den post-koloniale tradition)

Udefra havde forrige tirsdag titlen Zarqawi, Terror-fantomet, omhandlende terroristen Abu Musab al-Zarqawi. Den viste dokumentar var også denne gang fransk (Fouad Hussein for ARTE, Article Z, Firehorse Films), og bærer originaltitlen Zarkaoui – La question terroriste. Jeg har ikke tidligere kritiseret Udefra for at skære i dokumentarerne, men det virker altså ikke optimalt at skære 40-45 minutter fra en udsendelse på hele 90 minutter.

Den officielle programomtale.

“Jordaneren Abu Musab al-Zarqawi er verdens mest eftersøgte mand. Prisen på hans hoved er 25 millioner dollars – det samme som Osama bin-Laden. Fra sine skjulesteder i Irak har han opbygget et omfattende og effektivt terror-net, der står bag halshugninger og selvmordsbomber. Hans mål er en borgerkrig, der kan føre til en islamisk stat.”

Dokumentaren omhandlede mere personen som sådan, end terrorismen som fænomen og var derfor ikke udpræget politiserende, selvom de adspurgte eksperter gav en islamtolkning helt i tråd med den post-koloniale tradition.  

Al-Zarqawi kom fra Jordan, var ikke en typisk lederskikkelse, tog til Afghanistan, kom med i kredsen omkring Osama bin Laden, og endte i Irak som oprørsleder.

Blandt eksperterne var Nadine Picandou, Loretta Napoleoni og bedst kendt Gilles Kepel. De talte om terrorbegrebet var blevet forsimplet af medierne, at man må forstå terroristerne og mere i samme stil.

Et citat.

“… hver dag bringer nye ofre for vejsidebomber, selvmordsbomber, skudattentater, og deciderede henrettelser, og det ser ud til at blive værre og værre.” (Tyge, speak)

Min downloadede kopi af Udefra går kold efter 32 minutter, så jeg har ikke haft mulighed for at gense godt halvdelen af udsendelsen, hvorfor jeg ikke føler mig kvalificeret til at kommentere yderligere.

Oploadet Kl. 18:55 af Kim Møller — Direkte link2 kommentarer

Kampen for ytringsfriheden… eller sinofobi anno 1967

Weekendavisen har i denne uge en længere historie om kinesiske protester imod nogle karikaturtegninger af formand Mao, Dagbladet Aktuelt offenliggjorde i 1967. En direkte sammenligning med Muhammedsagen er indlysende. Stor cadeau til Jesper Vind Jensen, der må have gravet dybt i bunker af mikrofilm for at kunne give denne indføring i det han betegner som ‘Krags karikaturkrise’. Her essensen fra Da Mao blev gal på Danmark:

“Under den kinesiske kulturrevolution 1966-69 stiger dyrkelsen af landets kommunistiske leder, Mao Tse-tung, til hysteriske højder. Overalt i Kina hænger der store portrætter af formand Mao. Han bliver forgudet i forbindelse med jævnlige massedemonstrationer. Befolkningen bærer mao-kasketter. Hans mest fanatiske tilhængere, rødgardisterne, lærer »den lille røde« med Mao-citater udenad. Fra højtalere i byerne høres deres slagsang »Østen er rød, solen står op. I Kina træder Mao Tse-tung frem. Han arbejder for folkets vel. Han er folkets store frelser.« Mao bliver nærmest dyrket som en religiøs figur. Og millioner af kinesere, der ikke følger trop, bliver fyret, fordrevet eller likvideret. Rødgardisterne i Kina laver også optøjer, der får voldelige konsekvenser på udenlandske repræsentationer. I Peking afbrænder rødgardister udenlandske ambassader, og holder diplomater og familie som gidsler. I august 1967 går kinesiske diplomater i London endda til angreb på britiske politibetjente med økser, koste, golfkøller og jernlænker uden for den kinesiske ambassade. […]

Den kinesiske ambassade har… meddelt pressen, at man den 21. august har afleveret en officiel protestnote til den socialdemokratiske regering, fordi den kinesiske folkerepublik føler sig krænket over en lang række karikaturtegninger af Mao i det socialdemokratiske, LO-ejede dagblad Aktuelt. Dråben der får bægeret til at flyde over er tegneren Bent Eskestads to uger gamle karikaturtegning i Aktuelt af formand Mao, som alle aviser nu genoptrykker i deres dækning af sagen. Bent Eskestad tegnede den 9. august en Dagens Satire, der forestillede en tydeligt oppustet og overvægtig Mao med sin »lille røde« i hånden, og som var ved at blive slugt af en drage – for at udstille, at Mao ikke har styr på den eskalerende kulturrevolution i Kina.

I protestnoten til den danske regering under ledelse af Jens Otto Krag – der både var stats- og udenrigsminister – skriver kineserne: »Den 9. august havde det danske regeringsdagblad ’Aktuelt’ en tegning, der var ondskabsfuld bagvaskelse af formand Mao, det kinesiske folks store leder. Tegningen var et yderligere bevis på bladets fjendtlighed over for det kinesiske folk. Det er en handling, som det kinesiske folk absolut ikke kan tolerere og ambassaden protesterer derfor kraftigt imod dette.«

Noten fortsætter: »Ambassaden må kraftigt understrege, at Aktuelt flere gange har haft karikaturtegninger af denne art, og at den kinesiske regering ved flere lejligheder har bemærket dette over for den danske regering. I februar i år beklagede den danske regering dette forhold. Men til vor store beklagelse har den danske regering svigtet sine løfter. Den danske regering har sagt, at den ikke kan ’gribe ind over for pressens frihed’ og har således forsøgt at snige sig uden om sit ansvar. Regeringen har nægtet at følge den kinesiske regerings krav og fortsætter med at opmuntre til kinesisk-fjendtlig propaganda.«

Videre truer kineserne: »Ambassaden kræver endnu en gang, at den danske regering øjeblikkelig tager skridt til i fremtiden at hindre sådanne handlinger. Hvis den danske regering fortsat fastholder sit stædige standpunkt, fortsat anvender pressen til kinesisk-fjendtlig propaganda og underminerer de fredelige forbindelser mellem de to lande, må den danske regering bære det fulde ansvar for de alvorlige følger dette kan få.« […]

Stats- og udenrigsminister Jens Otto Krag, der er bortrejst til nordisk ministermøde i Helsinki den 21. august 1967 bliver straks orienteret om den truende kinesiske note og udtaler til Ritzaus Bureau, at den vil blive besvaret næste dag, og tilføjer, »at der selvfølgelig ikke kan være tale om at tage forholdsregler som censurerer dansk presse.« […]

Altså en blank afvisning fra Krag & Co. til kinesernes krav om indskrænkninger af ytringsfriheden. […]

Konflikten udløser også en tematisk behandling af satire og ytringsfrihed i pressen. Aktuelt… har den mest omfattende dækning – bringer den 23. august 1967 artiklen… Samme dag bringer Jyllands-Posten en tegning, hvor en fedladen Mao sammenlignes med Hitler. Også i Weekendavisen (dengang Berlingske Aftenavis) kommenteres krisen med en Mao-karikatur… […]

I en ny og skarpere note af 29. august fra den kinesiske ambassade til den danske regering betragter kineserne det som »vildledning« og »bagvaskelse«, at den danske regering afviser kineserne, og at Aktuelt fortsætter med at bringe karikaturer. I noten står der blandt andet:
»Besjælet af ønsket om at bevare de fredelige forhold mellem Kina og Danmark har den kinesiske regering mere end én gang højtideligt forklaret den danske regering, hvilke ædle følelser det kinesiske folk nærer for formand Mao og forlangt, at den danske regering skal tage forholdsregler for at få standset de handlinger, dets eget organ gør sig skyldig i, og som alvorligt har såret det kinesiske folks følelser.«

Noten understreger Maos ophøjede status: »Det kinesiske folk nærer de inderligste, de nobleste følelser over for formand Mao. Enhver smædelse af formand Mao er uacceptabel for det kinesiske folk og udtryk for en fjendtlig handling over for det kinesiske folk. Men den danske regering har ignoreret alle disse henvendelser og opført sig bevidst fjendtligt over for det kinesiske folk.« […]

Den nye kinesiske note truer derefter igen Danmark: »Man må med eftertryk pege på, at det er en fjendtlig handling af den danske regering mod det kinesiske folk, hvis formand Mao fornærmes af det danske regeringspartis organ. Det har overhovedet intet at gøre med ’pressefrihed’. I sit forsøg på at bruge ’pressefriheden’ til at undvige
sit politiske ansvar kommer den danske regering ingen vegne.
Hvis den danske regering fortsætter med at handle egenrådigt og egenmægtigt, må den drages til ansvar for alle de alvorlige følger deraf.« […]

Stats- og udenrigsminister Jens Otto Krag er imidlertid ikke til at rokke, og den danske regering svarer på den nye note som på den første. »Vi foretager ikke noget som helst indgreb over for den danske presse,« fastslår Krag. […]

I Dagbladet Information bakker chefredaktør Børge Outze fuldtonet op om Aktuelt og ytringsfriheden. Han sammenligner kinesernes optræden med nazisternes i 30rne… […]

Derimod klandrer Jyllands-Posten i lederen »Aktuelts affære« Aktuelts håndtering af ytringsfriheden. Indledningsvis forsvarer Jyllands-Posten pressens ytringsfrihed. Men JPs lederskribent fortsætter så i en stil, der kan minde om Politikens ledere knap fyrre år senere: »På den anden side skal også vi passe på. Det kan således være fristende i de kommende måneder i karikaturtegninger og på anden måde at gøre grin med udskejelserne i Kina, hvilket naturligvis er helt legitimt. Derimod er det hverken legitimt eller tilgiveligt at tilsøle en stor og alvorlig politisk konflikt ved som led i den at fremstille Mao som en ond asiatisk dværg eller kineserne som orientalske djævle omgivet af Orientens sædvanlige attributter, thi striden får på den måde let racemæssige overtoner, som hverken er forenelige med sandheden eller det danske system, hvis ideer det er, vi prøver at forsvare.« Lyder det formanende fra JPs lederskribent i 1967.”

Repræsentanter for godt en millard verdensborgere kritiserer med baggrund i ‘religiøse følelser’, den danske ytringsfrihed og måden den bruges på specifikt rettet mod karikaturtegninger. En statsminister var sit ansvar voksen. Avisens politiske modpoler misbrugte sagen politisk.


Mikael Jalving om den småborgerlige venstrefløj

Fra dagens Berlingske Tidende – Mikael Jalving om den småborgerlige venstrefløj. 

De småborgelige

Kun en snes ord om Arla. Fødevaregiganten er en privat virksomhed og kan groft sagt prioritere, som den vil, og det er ikke imod landets love at ville handle med hvem som helst eller udsende patetiske pressemeddelelser. Dem om det. Anderledes med landets politiske opposition, der gør krav på regeringsmagten ved at gentage sangen om, at Danmarks omdømme har taget skade af Muhammed-sagen. Holdningen er interessant. Efter i mindst 100 år at have gjort grin med al småborgerlighed er venstrefløjen nu selv blevet offer for den. Hvad tænker naboen mon ikke? Svenskerne synes, vi er racister. Og hvad så? Finnerne går med kniv. Det er med naboer som med totalitære stater: Man kan altid få fred. Man skal bare bukke dybt nok, og det gør den så, venstrefløjen, bukker og skraber for magten, selv om den i generationer har lært os at være kritiske over for autoriteter af enhver slags. Var det bare gas alt sammen? Her stirrer vi lige ind i venstrefløjens blinde øje, dens behagesyge, dens opportune væsen, hvorfor det er en kilde til stadig glæde at se venstrefløjen amputere sig selv lem for lem, dag for dag. Når de småborgerlige er i opposition, er det godt, at de borgerlige sidder i regering.

Oploadet Kl. 08:24 af Kim Møller — Direkte link10 kommentarer


30. marts 2006

Mellemkulturel dialog på arabisk – Vi dræber jer først

Dialog er et ord, man her efter Muhammedsagen vanskeligt kan bruge uden at få en grim smag i munden.

Fra MEMRI TV – et uddrag fra ‘dialogen’ under en studenter-konference i Damaskus mellem den arabiske studenterforening og Dansk Ungdoms Fællesråd, sendt på Al-Jazeera sidste fredag. [transkript / video]

Ahmad Al-Shater, Chairman of Arab Students Union: The cartoons, which appeared in the Danish newspaper, were a premeditated plan, by parties known to all, to divert global and Arab attention away from the crimes and massacres committed in Iraq, in Palestine, in Abu Ghureib prison, and in many occupied Arab territories. The plan was to divert attention away from what is going on. […]

What is peculiar and surprising is that to this very moment, the Danish government does not want to punish this paper, and has not apologized. This only strengthens our feeling that the Danish government is behind this.

Muhammad, Chairman of the Sudanese Student Union: I’d like to tell you that harming the Prophet is not a new thing. 1,400 years ago, the Jews tried to kill him in Al-Madina. In our religion, harming the Prophet is where we draw the line. We are prepared to die to prevent this.

As you know, Bush killed 110,000 people in Iraq, while Saddam did not kill even one third of this figure. Saddam did not kill even 30,000 people throughout his rule. I would like to welcome you on this visit, because the image of Denmark and the Danish people has become very negative in the Arab and Islamic world. In conclusion, I would like to say that tomorrow America will pass a resolution in the UN Security Council, calling for international military intervention in Sudan. Among these forces, obviously, there will be Danish forces. I would like to inform you that because the Sudanese people are so angry over this affront, they will kill the Danish soldiers before they kill the others.

Ahmad Al-Shater: Don’t translate that word for word. Just say that the Sudanese will put up resistance against them.


Nahid Riazi, en højreorienteret kommunist – om en religiøs fascist der blev DR2-vært

Mest for at puste lidt til Onkel Henings venstreradikale korthus, så lad mig lige smide seneste pressemeddelelse fra Foreningen for indvandrerkvinders Rettigheder ind fra højre.

Vis din / jeres protest mod islamisternes tilstedeværelse I Danmarks Radio som Tv-værter!

I en række tv-programmer, som bliver vist på Danmarks Radio (DR2), optræder en kendt islamisk kvinde som tv-vært! Asma Abdul Hamid skal sammen med en journalist, Adam Holm, stille spørgsmål til en række personer i en række debatprogrammer, hvor de skal diskutere integration, religion, Mohammeds tegninger, mv. med programmets gæster. Programmet hedder ”Asma og Adam”!!! Her skal Asam brugs som den sande muslim, som med sine religiøse holdninger, kan udfordre gæsterne!

Asma er en islamisk fanatiker og tilhænger af Sharia. Hun var en af aktørerne i islamisternes og imamernes provokationskampagne i forbindelse med Mohammeds tegninger. Asma har også udtrykt sine fanatiske holdninger omkring religionen og kvindernes ligestilling på mange forskellige måder. Hun har bl.a. sagt at: ” Man behøver ikke at tilegne sig fuldstændigt samme værdier og forestillinger om hvad der er ligestilling i et multikulturelt samfund. Mænd og kvinder er jo ikke fuldstændigt ens af sind.” ( Politiken 25.9.05).

Asma Abdul repræsenterende desuden 21 islamiske organisationer i Mohamads sagen, herunder Minhaj – Ul – Quran, som går ind for en islamisk stat og arbejder for en islamisering af samfundet i bl.a. Pakistan.

Det er ikke første gang DR bruger disse kræfter som ”eksperter” eller værter. I en række Radioprogrammer ( ca. 20 programmer) brugte DR både Asama og en imam som eksperter for religionen, hvor især Asma udtrykte sine fanatiske holdninger.

DR legaliserer på den måde de mest fascistiske kræfters tilstedeværelse i en public – medie som ellers ikke skulle huse nazister, fascister eller islamister med at bruge dem som ”tv –værter” eller ”eksperter”! 

Desuden baner DR vejen til, at public medier bliver et sted, hvor værterne må optræde med deres religiøse og politiske symboler. Seerne skal fremover blive konfronteret med værternes religiøse eller politiske ståsted, når de bl.a. vil se nyhederne eller andre programmer i en public medie. De skal se værternes kalotter, tørklæder, turbaner eller store korser, når de åbner for deres fjernsyn!  .

Trods den kendsgerning, at fastholdelse og fremhævelse af borgernes religiøse tilhørsforhold kan skabe dybere kløfter og farlige konfrontationer i samfundet, bidrager DR med mere adskillelse mellem samfundets borgere med at fremhæve folks religiøse baggrund. I stedet for at fastholde at , religion er en privat sag og skal derfor ikke blandes i samfundets anliggender, og skal religiøse symboler fjernes fra de offentlige steder, legaliserer DR konfrontation på tv-skærmen med at tillade værterne at bære religiøse symboler.

Det er et tilbageskridt og en farlig udvikling i samfundet. Alle frisindede mennesker og progressive organisationer, som bekymrer sig for de fascistiske kræfters optræden på DR som tv-værter og er imod legalisering af brug af religiøse symboler på et public tv, skal vise deres protester til DR, som endda bliver finansieret at borgernes penge.

Vær med til at sætte en stopper for DR´s misbrug af en public tv til fordel for de mest fanatiske og reaktionære religiøse kræfter og for at skubbe samfundet tilbage til de middelalderlige tilstande, hvor religionen spillede en stor rolle i det offentlige rum. 

Nahid Riazi er kommunist, men bruger da i det mindste tiden bedre end stalinisten Carsten Kofoed der nu definitivt har overgivet sig til det nationalsocialistiske Baath-parti.


Tøger Seidenfaden – “et af de største efteruddannelsesprojekter i dansk dagspresse”

Fra seneste nummer af Journalisten – en længere nedsabling af Politikens Tøger Seidenfaden. Her lidt fra Er Seidenfaden vandtæt?:

“Politiken er normalt forvænt med en åben debat på det interne elektroniske debatforum ’efterkritikken’. Helt i tråd med Tøgers egen stil. Men en række Politiken-journalister fortæller, at snakken er flyttet fra intranettet til krogene. Derude trives blandt andet rygtet om, at visse medarbejdere har følt sig presset af Tøger.

Historierne nåede for nylig også kantinen, hvor avisens tillidsmand, Lars-Bo Larsen, sad. Han bad med det samme om et møde med chefredaktøren.

»Der kører mange ting i øjeblikket. Historien var, at Tøger havde været for engageret. Han havde været inde og diskutere nogle ting, som han ikke skulle have været. Derfor tog jeg en snak med ham. Og som jeg ser det i dag, så har Tøger været for over-ivrig i én situation, hvor han ikke skulle have været det. Og det har vi snakket om,« siger Lars-Bo Larsen.

’Situationen’ er den såkaldte mappe-historie. […]

Søndagshistorien bliver diskuteret heftigt på Politiken, hvor der er bred enighed om, at rubrikken mangler dækning. Rygtet løber også hurtigt om, at det er Tøger, der har været på spil.

Normalt blander Tøger sig kun sjældent i den daglige journalistik. Det lader han den journalis-tiske chefredaktør, Per Knudsen, om. Men under Muhammed-sagen har Tøger været langt mere aktiv end normalt. Selv om han ikke er uddannet journalist og heller ikke er berygtet for sine journalistiske evner. Tillidsmand Lars Bo Larsen sagde således til Journalisten tidligere i år, at ’Tøgers ansættelse her hos os er et af de største efteruddannelsesprojekter i dansk dagspresse’.

De fleste ved, at Tøger var meget engageret i mappe-historien. Det var Tøgers egen idé at lave den kritiske gennemgang af mappen. Han har talt med de journalister, der har arbejdet på historien. Og at han ikke har lagt skjul på, at han opfatter oversættelsen af mappen – og ekspertkommentarerne – som en frifindelse af imamerne. […]

Efterfølgende skriver Tøger Seidenfaden nedenstående usædvanlige indlæg på intranettet:

»(…) Generelt ligger det mig meget på sinde, at mit engagement også i vores journalistik – jeg tænker især på mappesatsningen i sidste PS, som jeg var meget inde over – endelig ikke må opleves som et pres i retning af at undergrave vores factsbaserede, tilstræbt objektive journalistik, som er noget af det, jeg og hele chefredaktionen/redaktionsledelsen lægger allermest vægt på. Det er da netop også, fordi den var så dokumenteret og facts-dreven, at den historie er blevet meget rost af læserne.

Lad mig derfor understrege: Vores journalistik skal være fri og uhildet – også af mit eget engagement og min tilbøjelighed til at gentage mig selv i diskussioner. Det er facts og argumenter, der tæller.”

Og på falderebet: Hvis og når vi begår fejl i dette eller andet forløb, er jeg den første, der kommer til at betale prisen. Så hvis I mener, jeg er langt ude, så sig til. Jeg har mig bekendt aldrig bidt hovedet af nogen i den anledning, og kommer heller aldrig til det.«”

En brutal artikel, men han fortjener hvert et ord.

Oploadet Kl. 19:21 af Kim Møller — Direkte link2 kommentarer

Fra det svenske overdrev – Ingen diplomer til nazister…

Den manglende debat in islam, integration og indvandring i Sverige har naturligt nok givet ekstremisterne vind i sejlene. Men det er der naturligvis råd for –  i godhedens navn er alle midler rimelige. Et gymnasierektor dumper elever i samfundsfag hvis deres politiske overbevisning ikke overholder mindstemålene. Fra SVT [via Steen] – Skola vill ge nazister underkänt:

Elever som sympatiserar med nazistiska och rasistiska organisationer kan få underkänt i samhällskunskap om de inte ändrar sig. Det har Ytterbyskolan i Kungälv norr om Göteborg bestämt.  

På Ytterbyskolan går 670 elever. För en tid sedan kallade skolledningen till ett föräldramöte då man upplevde att ett 50-tal elever låg i riskzonen för att ha nazistiska och rasistiska åsikter. Ett tiotal av dessa riskerar nu att få underkänt i samhällskunskap.

Oploadet Kl. 19:07 af Kim Møller — Direkte linkEn kommentar

P1 Eftermiddag om ligheden mellem Berlusconi og Saddam Hussein

Det er længe siden jeg sidst har hørt en Bette de fine Licht-analyse i Orientering, men journalister på Berlingske Tidende er såmen også leveringsdygtig i underlødig journalistik. Fra gårsdagens P1 Eftermiddag, et indslag om valgkampen i Italien, hvor journalist Morten Beiter ikke holder sig tilbage.

Morten Beiter: “… i 2001 der indgik han jo den berømte Contracto Italiani, altså kontrakten med italienerne, alle kontraktpolitikers moder, hvis vi skal sige det på lidt Saddam Hussein’sk.”

[…]

P1-vært: Jeg ved du har gjort dig en iagttagelse hvor Berlusconi poserer med en sabel, hvad er det, det billede får dig til at tænke på?

Morten Beiter: Nej. men – jeg så det bare på nettet den anden dag, under det valgmøde der var i Napoli, hvor han også ytrede sig om kogning af børn, jeg så det her billede hvor han stod med en sabel, og jeg tænkte, det her har jeg set før et eller andet sted. Så gik jeg på google og fandt et lignende billede af Saddam Hussein med et svær, og tænkte nåh ja, en mand midt i 60erne, øhh i dyb politisk krise, øhh stiller sig op med et sværd, det var da pudsigt.

Det er naturligvis uhyrligt at drage associationer mellem Silvio Berlusconi og Saddam Hussein. Berlusconi er demokratisk valgt, og regererer kun i kraft af folkets vilje til at stemme på ham. Saddam Hussein var brutal diktator der tog magten ved kup, og ikke kom alvorligt i politisk krise før demokratiske lande 40 år senere med våbenmagt sluttede festen.

At Morten Beiter (og P1-værten) håber på at Prodi-koalitionen (der bl.a. omfatter kommunister) vinder valget, er deres gode ret – men det rager basalt set ikke deres lyttere.

Hvis jeg var italiener og valget stod mellem Prodi og Berlusconi, så ville jeg stemme på sidstnævnte. Romano Prodi var manden der for et par år siden fortalte La Repubblica at Irak-krigen kunne have været undgået, og ‘freden bevaret’.

Fred er et svært ord at definere – her er Saddams definition.

Oploadet Kl. 09:28 af Kim Møller — Direkte link4 kommentarer
Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 

Næste side »



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper