30. maj 2006

Henning Duus om apologetiske jihadtolkninger, og lidt om Bæk Simonsen

Trykkefrihedsselskabets tidsskrift SAPPHO er virkeligt et besøg værd. Her lidt fra en artikel af Henning Duus omhandlende jihadtolkninger af Jørgen Bæk Simonsen, Mikael Rothstein og Tim Jensen – Jihad? Hvad er det?

“Både Bæk Simonsen og Jensen & Rothstein lægger uden at det siges direkte den modernistiske tolkning af jihad til grund. Dertil kommer, at alle tre forfattere tydeligvis er apologeter, der ser det som deres opgave at undskylde, forsvare og bortforklare usympatiske sider af islam.

[…]

Jeg har vist, at behandlingen af jihad i de omtalte bøger, artikler og opslag er yderst kritisabel. Selv om forfatternes universitetsansættelse og deres kvalifikationer som forskere i islam skulle borge for balance og neutralitet i fremstillingen, så er det modsatte tilfældet. Det er specielt et problem ud fra en demokratisynsvinkel. Vælgerne har et berettiget krav på, at forskere, der udtaler sig inden for deres speciale og som forskere, gør det på en så dækkende, balanceret og neutral måde, at vælgerne ikke vildledes. Det er desværre ikke tilfældet med bidragene af Jørgen Bæk Simonsen, Tim Jensen og Mikael Rothstein.”

Jeg har været igennem de nævnte værker, og har medtaget Jørgen Bæk Simonsens jihadtolkninger i mit speciale, ikke bare den han giver i Politikens Islamleksikon, men i forfatterskabet som sådan.

Mit fokus er tidsperspektivet, og udviklingen i hans forfatterskab må siges at være markant, hvad disse to ordforklaringer indikerer.

Djihâd – Krig for sin religions udbredelse. (Simonsen, 1983)

Djihad  – Betyder sprogligt anstrengelse. (Simonsen, 1990)

Jørgen Bæk Simonsens forfatterskab skiftede karakter efter doktordisputatsen i 1988. Hvor han tidligere med streng filologisk metode tolkede de islamiske kilder, så blev han i 1990erne noget nær integrationsforsker. Her overtog han den antropologiske metode, og i de senere år er han begyndt at polemisere med udgangspunkt i et abstrakt antropologisk kultursyn.

Forskere har som alle andre lov til at revurdere og omgøre egne analyser. Men Bæk Simonsens skift sker tydeligvis efter politiske overvejelser, og endnu mere problematisk – han kritiserer ikke andres tolkninger med udgangspunkt i analyser, men foragter forfatterne med udgangspunkt i menneskesyn. Bæk Simonsen anno 2006 ville ikke kunne være i stue med Bæk Simonsen anno 1983. 

Oploadet Kl. 22:39 af Kim Møller — Direkte linkSkriv!

Jørgen Winding: Socialdemokraternes nedtur skyldes manglende skærmtække

Via en kommentar hos Punditokraterne, et citat fra en hjemmeside udarbejdet i forbindelse med en gymnasiebog i samfundsfag.

“Beskrivelsen af massemedierne er anbragt i afsnit 4.6, dels fordi det er fagligt frugtbart, men også for at skabe nogle timer med oplevelser og debat i et forløb, som ellers kan blive lidt tungt. Jeg håber, at billedet af Clinton som den glade retoriker kan inspirere til en debat om politikernes overflade – jf. Blair, som Fogh har lært meget af. Og jf. socialdemokraternes problemer med ledere som Nyrup og Lykketoft (som er alt for sur og uklar til at sende de positive signaler, som kan vinde vælgere).

For forfatteren Jørgen Winding er det helt utænkeligt, at socialdemokraternes vælgermæssige nedtur kunne skyldes den førte politik.

Oploadet Kl. 18:54 af Kim Møller — Direkte linkEn kommentar

Lene Kattrup: At påpege en forskel mellem lutheranismen og islam gør ingen fundamentalistisk

Fra dagens Berlingske Tidende – lidt fra et læserbrev af Lene Kattrup omhandlende en kommentar afMikael Rothsteins til nydannede Islamkritisk NetværkDet er for usagligt, Mikael Rothstein!

“At de 60 præster klargør og præciserer en forskel, udlægges af Mikael Rothstein 27. maj som, at netværket er en kristen højrefløj, der ikke kan lide islam, og han mener, at de deltagende »har en selvsmagende selvsikkerhed, hvor de profilerer sig selv og deres hårde religiøse linje«. Der er ikke substansmæssigt belæg for disse udtalelser. At påpege en forskel imellem den lutherske kristendom og islam kan ikke være det samme som at være fundamentalistisk højrefløjskristen og selvprofilerende. Jeg synes, man kunne forvente en højere grad af saglighed fra en lektor i religionshistorie, som medierne spørger for at få en ekspertvurdering.

Oploadet Kl. 18:25 af Kim Møller — Direkte linkEn kommentar

Dansk Statistik: ‘Indvandrere og efterkommere begår flest lovbrud’

Dansk Statistik udgav idag en kort memo om indvandrerkriminalitet. Her lidt fra Indvandrere og efterkommere begår flest lovbrud.

“Mænd med udenlandsk baggrund, der overtrådte straffeloven, havde et kriminalitetsindeks på 114. Mænd fra ikke-vestlige lande havde et kriminalitetsindeks på 136 mod 100 for alle 15-79-årige mænd i Danmark. Kriminaliteten for mænd med oprindelse i ikke-vestlige lande var dermed 36 pct. højere end kriminaliteten for alle mænd i befolkningen under et. I beregningen af disse indeks er der korrigeret for forskelle i befolkningsgruppernes aldersfordeling samt sociale baggrund (socioøkonomisk stillingsgruppe).

[..]

Ser man alene på voldsforbrydelser under straffeloven, er kriminalitetsindekset for mænd af udenlandsk herkomst endnu højere. Indekset var i 2004 på 133 for udlændinge under et mod 163 for udlændinge fra ikke-vestlige lande og 93 for personer af dansk herkomst. Der er også her korrigeret for forskelle i alder og social baggrund.”

Arbejdsløsheden falder og falder, men sjovt nok stiger kriminalitetsniveauet for indvandrere og efterkommere. Tallene er i sig selv ubrugelige, idet der er korrigeret for socio-økonomiske forhold. Det kræver ikke særlige briller at se hvorledes herboende somalieres svage socio-økonomiske placering først og fremmest er et resultat af medbragt kultur. Interessant ville være en analyse af indvandrere og efterkommeres kriminalitetsniveau korrigeret for det rimelige, og listet efter hvilket land de/deres forældre kom fra. Den bliver næppe lavet… 


Lidt om småskårne latterlige normaldanskere og den folkevalgte terrorist

Åhhh disse selvhadende kunstnere.

Fra dagens Information – lidt fra For our eyes only.

“Nej, Tivoli Varietéen er ikke blevet politisk siden sidste år. Det interessante er imidlertid, at den heller ikke er blevet mainstream. Søren Østergaard og Sidse Babett Knudsen har simpelthen formået at holde fast i deres egen, gakkede nichehumor, men i år kører de den bare endnu længere ud ad tanketangenterne end nogensinde før. Arhhh… 

Både Søren og Sidse dyrker den onde udlevering af normaldanskerens lille, fedtede liv: Vores overproportionerede bekymringer, vores dårlige undskyldninger, vores selvhjælpsovervundne frustrationer… Selvretfærdigheden lyser ud af figurerne, og publikum skriger af grin over at se sig selv i troldspejlet. Selv de ellers ret mystificerede udlændinge, der mest har købt billetter for musikkens og cirkusnumrenes skyld, lader til at fange pointerne, når det handler om normaldanskerens heroiske latterligheder. Søren og Sidse ligner simpelthen alle dem, man nogensinde har kørt sammen med i bus 2A. Det er storslået!

Og vi bliver alle sammen udstillet med en forståelse, der dybt nede rummer en næsten Pandurosk tilgivelse. For vi kan jo ikke gøre for, at vi er så småtskårne, som vi er… Kan vi vel?”

Fra dagens Urban – et citat fra Sebastian Dorsets klumme – Verdensmesterskaberne i tal. 
“Og hvorfor er jeg så irriteret over den argumentationsform [feministernes], når jeg bare burde være irritereret over, at der findes prostitution?… Fordi deres argumentationsform er ren afpresning. Det er en ‘enten er du med os eller også er du imod os’-form, der kendes fra grupper som rockerbander, terrorister og statsminister Anders Fogh Rasmussen.
Opdate. Snaphanen har mere kunstnervid, fra radigale Søren Fauli der om en biograf-reklame for Dansk Folkeparti udtaler disse intelligente ord: “Det er ikke det bedste sted for DF at reklamere, det er jo typisk en anden samfundsgruppe, der går i biografen. Det er jo folk, der tænker lidt mere end dem, der stemmer på DF.”
Oploadet Kl. 09:33 af Kim Møller — Direkte link3 kommentarer


29. maj 2006

P1: Eks-autonome Mikkel Thorup vil ikke sætte lighedstegn mellem Fogh og nazister

Eks-autonome Mikkel Thorup siger det helt rigtige, og får derfor ofte taletid på P1. I senste udgave af Eksistens fremlagde han atter engang sit phd-projekt, denne gang over hele 43 minutter, der i sagens natur blev et frontalangreb på den sunde kulturchauvinisme til fordel for en luftig kulturrelativisme.

Programomtalen:

Til forsvar for fjendskabet

Medvirkende: Mikkel Thorup

Vi er de gode. Vi elsker fred og frihed. Vi har ingen fjender. Vi lever i et ikke-voldeligt samfund og er nået til et stadie, hvor politik ikke længere handler om konflikter. Nu handler det om fælles løsninger.

Dén selvforståelse er ifølge idéhistoriker Mikkel Thorup udbredt i vores del af verden, i de liberale samfund. Men den passer bare ikke med virkeligheden.

Det er tesen i Mikkel Thorups ph.d.-afhandling “Til forsvar for fjendskabet – kritik af liberal globalisme”, som han netop har forsvaret. Her forsøger han at vise, at ideen om det voldsfrie og fjendeløse samfund er en illusion. Og han peger samtidig på, at netop denne illusion er en vigtig drivkraft i selve skabelsen af fjender og udøvelsen af vold i de liberale samfund.

Her blot nogle smagsprøver:

“Det som vi i stigende grad har set, ikke mindst i de seneste år, det er at demokrati er blevet det eneste legitimeringskriterie i international politik. Det betyder at alle ikke-demokratiske stater bliver forstået som moralsk underlødige, eller som totalitære, eller som barbariske…”

Når liberalismen påstår vi repræsenterer et universelt gode – vi har nogle værdier som bør være universelt applicerebart, det bør gælde for alle mennesker til alle tider… Så bliver alle dem der ikke udtrykker det universelle, de bliver til en form for fjender… Det bliver fjender som du i en vis forstand, har en forpligtigelse til at bekæmpe.”

“… i den anden ekstreme har vi naziudryddelsen af jøderne, som er en helt – ikke for at sætte lighedstegn mellem Anders Fogh Rasmussen og nazister selvfølgelig, men bare for at sige at i den moralske delegitimering af ens fjende…”

“… det er på forhånd konstrueret sådan, at vi vil vinde debatten, og det er klart at de ikke ønsker at gå ind på de præmisser, men vi ser deres afvisning af dialogen som en afvisning af dialogen som sådan – ok, når de vil krigen såh, så bliver vi nødt til at opruste også. Det er lidt meget det vi ser, som en udløber af Muhammed-krisen…”

“Vi giver indtryk af dialog, men dialogen skal foregå i så høj grad på vores præmisser, at der ikke er nogen dialog muligt. Dialog kræver, ikke at vi forstår, men at vi respekterer at andre har den samme fasthed og samme legitimitet for deres værdier og standpunkter som vi har. Det har vi ikke været villig til at acceptere…”

“Det rum vi tidligere havde at diskutere i… det som bliver stadig mindre, nemlig suverænitetssystemet, hvor stater snakker med hinanden om diplomati og international ret, i stadig stigende grad vil blive undermineret af en ny moralsk, eller civilisatorisk eller religiøs diskurs, hvor man grupperer folk efter deres demokratiske standarder, efter deres religiøse overbevisning eller hvad det kan være, snarere end anerkende dem…”

“… Graden af tolerance overfor folk der ikke er demokrater både herhjemme og i andre lande bliver stadig mindre…”

“… i en konfliktuel relations med staten, kapitalisterne med arbejderne eller hvad det kan være, bliver i stadig stigende grad udsat for repression af forskellig art, og bliver stødt udenfor. Måske vi ikke ser det så meget i vores hjemlige andedam, men vi ser det meget tydeligt når vi kommer til international politik, og særlig i de her år, hvor vi ser en omsættelse af, oversættelse eller transformation af nogle fjendskabsrelationer fra nogle politisk håndterbare institutionaliserede former til nogle mere uinstitutionaliserede, mere brutale, mere aggressive former, og det man skal huske på, eller som er tesen bag det hele her, det er at fjendskabet ikke forsvinder. Når vi institutionaliserer det i nogle former, så finder det nogle andre kanaler, og man kan sige, en af de historiske kanaler vi har fået har været kolonialis/imperialisme-projektet, hvor man har udskibet en masse aggresivitet og en masse galninge, kriminelle af statslig og ikke-statslig art, som har fået lov til at udfolde sig uden for Europa, så man kan sige at pacificeringen af Europa, af relationerne mellem de europæiske lande, de i vid udstrækning er blevet betalt af ikke-europæere, for de har fået alle krigene, og alle galningene de har taget ned, alle eventyrerne, alle dem der havde lyst til at plyndre og voldtage og myrde sig vej igennem livet, de kunne ligesom tage udenfor Europa og gøre det. Det er ligesom det der har været mit projekt…

“… Genkomsten af ulighed i relationer mellem folk er en af de ting som vi ser som en medfølgende effekt af oplysningen [Oplysningstiden, Kim]. Jo mere oplyst vi bliver, jo mere kritisk bliver vi overfor folk der ikke vælger vores form for oplysning… Jo mere demokratiske vi bliver… jo mere afviser vi ikke-demokratiske normer, ikke-demokratiske standarder og stater, folkeslag etc. Så der er en medfølgende intolerance indbygget i det her system… Det er vigtigt at forstå vi ikke altid har ret, og det at vi føler vi har ret, også skaber en række konflikter…”

Jeg er selv lidt skeptisk overfor ideen om det universelle, universalismen, fordi det ofte dækker over en beskrivelse af ens egen partikularitet… Vi bliver nødt til hele tiden at udøve en form for selvkritik som samfund…”

“Jeg vil meget nødigt give sådan nogle politiske programforskrifter…”

… jeg er bare meget skeptisk… for afvisningen af at det er muligt at leve et godt liv uden liberalismen. I stigende grad er der kommet den overbevisning at man kun kan leve et godt liv hvis man lever i et liberalt samfund. Dels har vi mennesker levet fine liv før liberalismen, muligvis kan vi leve gode liv efter liberalismen, men de lever også gode liv i ikke-liberale samfund. Og jeg er mere interesseret i at skabe en global sameksistens end skabe en egentlig demokratisering, fordi den globale demokratisering højst sandsynlig ikke vil lykkedes, for mange mennesker ønsker ikke at leve i et liberalt demokrati, og dem bliver vi nødt til at respektere.”

Konsekvensløs liberalisme-bashing, abstrakt kulturrelativisme, direkte fra Antonio Gramsci til en underlig symbiose mellem Samuel P. Huntington og Jørgen Bæk Simonsen. Marxisme på nye flasker – opskriften på kulturel undergang.


Debat om anti-semitisme blev et studie i politisk korrekthed (Friis om forskeraktivisme)

P1formiddags Poul Friis havde idag Jacques Blum i studiet til en snak om seneste antisemitisme-rapport, og det blev en opvisning i politisk korrekthed. Intet konkret om problemets kerne, men en hel masser udenomssnak der på sin vis gav det indtryk at Danmark var som Tyskland i slutningen af 1920erne i forhold til herboende jøder. Lidt om højreorienterede, lidt mere om anti-muslimske holdninger, og en hel del snak om nutidig jødehad uden gerningsmænd.

Jacques Blum var nøjagtig ligeså uklar som Poul Friis, men krævede dog i det mindste at forskning skulle søge problemets kerne. Poul Friis’ kommentar er i særklasse…

Pouls Friis, P1: “Men er det egentligt ikke, det kan jo også have en selvforstærkende effekt ved at sige, hallo – her er sådan set ikke nogle problemer, så er der ihvertfald ikke nogle der synes at det er særligt interessant at kaste sig ud i måske.”

Friis var i 2004 nomineret til Cavlingprisen. Indstillingen minder om et afsnit af South Park.

Oploadet Kl. 19:03 af Kim Møller — Direkte linkSkriv!

Ingen skriver om problemet med den tyske udlændingedebat – hvorfor ikke?

Under Muhammedsagen hørte jeg flere tyske journalister berette om det racistiske klima i Danmark, hvad ganske klart var et led i DR og Politikens kampagne for en bedre tone i debatten, som rambuk for en omgørelse af den danske udlændingepolitik.

DRC’s Niels-Erik Hansen har tidligere blameret sig ved offentligt at postulere en sammenhæng mellem debattens ‘tone’ og racistiske overgreb. (eks. Radioavisen, 27/3-06).

“…der er ligesom et samspil, mellem de her meget voldsomme verbale udfald, og så der nu viser sig at være en fordobling i antallet af racistiske overgreb.”

At racismen i Danmark (trods forsøg på at fange ‘mørketal’) har været faldende i statistikken siden 2001 ignoreres blot.

Idag kan man meget apropos læse i Politiken, hvorledes Tyskland frygter racistiske overfald under det kommende fodbold-VM.

 “I fjor begik højreekstremister 15.360 strafbare handlinger – en stigning på 27 procent i forhold til 2004. Ministeriet oplyste også, at antallet af højreekstremistiske voldshandlinger i Tyskland i samme periode var steget med 23 procent.På ét år har højreradikale skruet deres voldelige overfald op fra 776 til 958.”   

Udviklingen i Danmark registreret af PET, og de kunne i 2004 berette om 37 “kriminelle forhold med med mulig racistisk eller religiøs baggrund”. At sagerne ofte slet ikke har noget med racisme at gøre er så en anden sag – tjek her! I 2001 var der små 100 sager herhjemme, så den debat mange kritiserer har således medført et markant fald i racistiske overfald. Hvor udviklingen i Danmark er faldet siden 2001, så er udviklingen i Tyskland i samme periode svagt stigende fra 14.725 til 15.360 sager.

Danmark og Tyskland har anslået henholdsvis 4.540.661 og 82,422,299 indbyggere. Tyskland skulle således have 15,12 gange mere racisme end Danmark. 15,12 x 37 (2004 tallene) giver 559

Tyskland havde 12.094, hvad så sidste år var steget til 15.360 sager. EUMC laver direkte sammenligninger af tallene, men det fremgår indirekte at den tyske statistik medtager en del mere – kun en femtedel er det der betegnes som ‘xenofobisk’. Dette ændrer noget på billedet, men en femtedel af 12.094 (2004 tallet) er immervæk 2.418, 4-5 gange mere end i Danmark.

Når medierne konsekvent postulerer at den danske udlændingedebat fremmer racismen, så burde man vel rette fokus på den tyske udlændingedebat. Det gør man ikke, og i det hele taget vælger medierne ikke at perspektivere eller lave længere baggrundshistorier om de danske tal. Hvorfor ikke…

Opdate 14/9-06. JyskeVestkysten bringer idag en lignende historie, og også her blamerer Niels-Erik Hansen sig. Fra Racistisk kriminalitet tager til. Faktum er stadig at racismen herhjemme har været faldende siden Dansk Folkeparti i 1995 blev grundlagt…

“Udviklingen kommer ikke bag på lederen af Dokumentations- og rådgivningscenteret om racediskrimination, Niels-Erik Hansen. Han skyder en stor del af skylden på tonen i udlændingedebatten. – Når vi selv fra talerstolene på Christiansborg bliver tæppebombet med budskabet om, at vi er under invasion af de fremmede, så er der ikke noget at sige til, at nogle begynder at tænke, at man må organisere og forsvare sig ligesom under krigen, forklarer han.”

, så er der ikke noget at sige til, at nogle begynder at tænke, at man må organisere og forsvare sig ligesom under krigen, forklarer han.”

Oploadet Kl. 09:41 af Kim Møller — Direkte link18 kommentarer

Stressfaktor blandt danske præster: Hvordan er præstens rolle i et multikulturelt samfund…

Stress er et af tidens buzzwords, og det er nu på ingen måde indlysende at danske soldater i Irak skulle være hårdere ramt end den gennemsnitlige pædagog eller buschauffør. I dagens Kristeligt Dagblad kan man erfare at turen er kommer til præsterne, der stresses over så meget…

“Ifølge erhvervsmanden Lars Kolind burde Kirkeministeriet og andre dog tænke nærmere over situationen.

– Jeg kan godt forstå, at mange præster søger andet arbejde, og jeg har selv set præster som ansøgere til job i de virksomheder, jeg er engageret i, siger han.

– Præstens opgave er uklar. Det skyldes, at folkekirken mangler en ledelse, der kan sætte kirkens og præstens opgave ind i den virkelighed, vi har i dag. Hvordan er for eksempel præstens rolle i et samfund, der i stigende grad er multikulturelt? Der er mange spørgsmål af den art, og kirken lader præsterne i stikken. Folketing og kirkeminister må engagere sig i den kirke, de er ansvarlige for, siger Lars Kolind.”

Oploadet Kl. 08:11 af Kim Møller — Direkte link2 kommentarer
Arkiveret under:


28. maj 2006

Myter om Irak-krigen gendrives…

Fra Wall Street Journal [Via Punditokraterne], solid gendrivelse af fire myter om Irak-krigen – Revisionist History

1) The president misled Americans to convince them to go to war.

2) The Bush administration pressured intelligence agencies to bias their judgments.

3) Because weapons of mass destruction stockpiles weren’t found, Saddam posed no threat.

4) Promoting democracy in the Middle East is a postwar rationalization.

PS: Filminstruktøren Ken Loch vandt idag de gyldne palmer ved festivalen i Cannes. Fra DR Online

“Loach, der bliver 70 år i næste måned, har sagt, at filmen også skal ses som en kritik af den amerikanskledede krig i Irak, hvor oprørere forsøger at smide en udenlandsk styrke på porten.”

Oploadet Kl. 22:03 af Kim Møller — Direkte linkSkriv!
Arkiveret under:
Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 

Næste side »



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper