30. september 2006

Nødvendigheden af religionskritik – det lærte jeg af Muhammedkrisen

Idag er det et år siden Jyllandsposten trykte tolv småkedelige tegninger af en Muhammed, som en minoritetsreligion betragter som Guds sendebud. Det gør jeg og hovedparten af danskerne ikke, og det siger sig selv, at sagen kun blev en sag fordi herboende islamister ønskede dette. At den værdipolitiske venstrefløj med Politiken i spidsen gjorde front imod ytringsfriheden overraskede, men på den anden side, så har Tøger Seidenfaden og hans avis i en årrække mere været en del af problemet end af løsningen.

Politiken fejrer årsdagen med mere selvpineri: “Hvad lærte vi af Muhammedkrisen?”

Jeg lærte i det forgangne år en del om islamisk fanatisme, en hel del mere om dansk appeasement, men hvis Tøger Seidenfaden spørger i betydningen ‘Hvad kunne vi have gjort anderledes’, så har jeg kun et svar…

Oploadet Kl. 17:12 af Kim Møller — Direkte link25 kommentarer


29. september 2006

Flere konspirationsteorier i MetroXpress – Mathilde Walter Clark: Bush stjal valget…

Nu gik man og troede MetroXpress ikke under nogle omstændigheder kunne blive en ringere avis, men så skete det. Endnu en vanvittig Bush-bashende konspirationsteori – denne gang leveret af klummeskriver Mathilde Walter Clark. Her i fuld længde – herefter kommenteret.

Det stjålne valg.

Lige siden jeg efter det det sidste amerikanske præsidentvalg læste i avisen, at der i flere stater var overvældende indikationer på, at republikanerne havde fikset valget til Bushs fordel, har jeg haft 2004-valget som min egen lille konspirationsteoretiske hobby. Det var ikke andet end en lille notits på side 28 i Ekstra Bladet, men jeg fór ikke desto mindre hen til fjernsynet i den tro, at alt ville blive afbrudt til fordel for ekstraudsendelser. ‘Nu sker der endelig notet,’ tæntke jeg. Men fjernsynet viste kun døve-tv. Det var, som om den kollektive danske presse havde fået en hjerneblødning.

Det havde de amerikanske medier også. Det var omkring det tidspunkt, hvor Victor Yushchenko blev taget i at fuppe sig til valgsejren i Ukraine, hvilket medierne ikke havde nogen problemer med at dække. Det var exit polls, der afslørede Yushchenko, nøjagtig som det var exit polls, der indikerede massiv valgfusk først og fremmest i den såkaldte battleground-stat, Ohio og derudover i 26 stater. 350.000 vælgere blev af republikanske embedsmænd forhindret i at stemme – enten ved ganske enkelt ikke at få en stemmeseddel, eller ved ikke at få sin stemme talt. I et valg, der blev afgjort af 118.000 stemmer, var det mere end rigeligt til at have indsat Kerry som præsident. Exit polls viste, at Kerry ville vinde Ohio med 4,2 procent. Men Bush vandt med 2,5.

Ifølge statistikere kan diskrepansen umuligt skyldes et tilfælde eller en fejl. Og der var tusind andre ting. Men medierne ville ikke røre sagen med en ildtang. Bush havde vundet ved en statistisk umulighed, og så skulle der ikke tales mere om det. Min forbløffelse gik ikke på, at valget muligvis var fixet. Den gik på, at man kunne slippe afsted med det. Retfærdighed er for de tålmodige. Efter to års forgæves spejden er de endelig begyndt at diskutere sagen i de store, officielle medier i USA. Jeg sidder i øjeblikket i USA og kan holde øje med den livlige debat i forbindelse med det forestående midtvejsvalg. Rolling Stone har netop bragt en lang og velresearchet artikel om det stjålne valg. Og i går aftes så jeg på en amerikansk nyhedsstation, at valgmetoderne nu diskuteres åbent på tv.

Blandt demokrater er der nervøsitet for, at valget bliver fikset igen, således at repræsentanternes hus atter fyldes med republikanere. Det er måske ikke meget indflydelse, demokraterne kunne få på den konkrete politik, hvis de vinder, men de vil i det mindste kunne gøre livet surt for republikanerne. Og der er et udbredt ønske om at få sat efterforskning igang og gå alle de løgne, amerikanerne er blevet fyldt med i de seneste år, efter i sømmene. Der er stor trang til oprydning. Heldigvis.

Desværre er udsigterne til et pålideligt valg dystre. Det er ingen vittighed, når demokrater siger, at valget afgøres af private foretagender. Nemlig dem der står for de maskiner, der registrerer stemmerne. Problemet er, at de ikke nødvendigvis spyr en seddel ud (lidt ligesom dankortmaskinernes kvittering), som man, når stemmen er registreret elektronisk, kan smide i en kasse til senere eftertælling, hvis de elektroniske tal ser lidt for sjove ud. Det tager cirka 10 sekunder at bryde ind i en sådan maskine og ændre tallene. At valget bør kunne eftertælles på papir lyder i danske øren som en demokratisk selvfølge – men det er det ikke herovre. Intervieweren i programmet udtrykte stor frygt for, at nogen fra amtet kunne komme til at se sedlen på dens farefulde vej fra automaten og ned i kassen, og at afstemningen så ikke længere ville være hemmelig.

Ak ja, hvad kan man sige til det? Frygten lever i bedste velgående. Hvem der mon vinder midtvejsvalget? Vi vil måske aldrig vide det.

Mathilde Walter Clark er som sædvanligt helt ude i hampen, og det virker logisk hun skriver skønlitteratur. Hun forveksler Viktor Yushchenko med Viktor Yanukovych, men var det den største fejl i klummen – så ville det være en af hendes bedre.

1) Det påstås at “indikationer på at republikanerne havde fikset valget” kun fik en “lille notits på side 28 i Ekstra Bladet”.

Forkert. Ekstra Bladet headlinede med historien d. 7. december 2004, og gav Bo Elkjærs artikel en hel side inde i avisen. Samme dag bragte Jyllandsposten en og Berlingske Tidende selvstændige artikler omhandlende programmørens postulater. Radioavisen bragte tillige i deres 04-udgave mere end et minut om historien, men tog den herefter af timenyhederne, formentligt som en direkte konsekvens af det forhold at hverken de store (liberale) aviser (Washington Post, New York Times, Boston Globe), de store (liberale) tv-stationer (CBS, NBC, CNN) eller engelske BBC købte historien. Forklaringen syntes åbenlys – historien er baseret på Clinton Curtis, en mand der på sine hjemmeside bræger som en Michael Moore på speed. Ikke at det generede Bo Elkjær og Hans Engell… eller loonierne bag Censurnyt og Stop Terror-krigen.

Otte dage senere, d. 15. december 2004 forsøgte Ekstra Bladet at genstarte historien, denne gang med nærmere oplysninger om computer-programmet hentet fra programmørens hjemmeside. Endnu engang kom det på forsiden, hvor det postuleres at Bush stjal valget, men Bo Elkjær forsøger i den to sider lange artikel ikke engang at sandsynliggøre postulatet. Baggrunden er åbenlys. Bo Elkjær er begyndt at vakle i troen på Curtis-Feeney-forbindelsen, og det hele handler nu mere om det rent faktisk er muligt at korrigere stemmetallene med softwaren. Det redegør han for i TV2 Nyhederne 19.00 samme aften. Fra Ekstra Bladets forside (15. december 2004).

Otte dage senere, d. 23. december 2004 kunne Bo Elkjær fortælle at sagen tog form, idet John Kerry nu havde krævet omtælling i Ohio. [Kerry går til angreb].

Nu er vi ved at være fremme ved Walter Clarks andet postulat, der serveres som om hun ikke helt ved hvad hun selv mener. (Jeg må gå ud fra hun aflirer postulaterne i Rolling Stone-artiklen…)

2) Det påstås Kerry ville have vundet valget i Ohio hvis republikanerne ikke havde forhindret 350.000 vælgere i at stemme.

Rolling Stone-artiklen som hun baserer klummen på er skrevet af demokraten RF Kennedy Jr., og det postuleres blandt andet at hovedparten (“most of them”) af de 357.000 der ikke fik stemt i Ohio ville have stemt demokratisk, men tallet 357.000 opnås altså kun ved at lægge seks forskellige uoverensstemmelser sammen, for i sidste ende at kunne konkludere at Kerry “would have won the presidency by more than 1,600 votes. Der er tydeligvis regnet baglæns, men ingen grund til at tro mig – læs Salon-artikel skrevet af Farhad Manjoo – Was the 2004 election stolen? No (3/6-06), der debunker Rolling Stone-artiklen helt ned i detaljen…

“If you do read Kennedy’s article, be prepared to machete your way through numerous errors of interpretation and his deliberate omission of key bits of data. The first salient omission comes in paragraph 5, when Kennedy writes, “In what may be the single most astounding fact from the election, one in every four Ohio citizens who registered to vote in 2004 showed up at the polls only to discover that they were not listed on the rolls, thanks to GOP efforts to stem the unprecedented flood of Democrats eager to cast ballots.” To back up that assertion, Kennedy cites “Democracy at Risk,” the report the Democrats released last June.That report does indeed point out that many people — 26 percent — who first registered in 2004 did not find their names on the voter rolls at polling places. What Kennedy doesn’t say, though, is that the same study found no significant difference in the share of Kerry voters and Bush voters who came to the polls and didn’t find their names listed. The Democrats’ report says that 4.2 percent of Kerry voters were forced to cast a “provisional” ballot and that 4.1 percent of Bush voters were made to do the same — a stat that lowers the heat on Kennedy’s claim of “astounding” partisanship.

Such techniques are evident throughout Kennedy’s article. He presents a barrage of seemingly important, apparently damning data to show that Kerry won the race. It’s only when you dig into his claims that you see what thin ice he’s on.

Kennedy’s headlining claim is that 357,000 voters, “most of them Democratic,” were either prevented from voting or had their votes go uncounted, making Kerry (who lost by 118,000) the likely true winner. Kennedy finds these “missing votes” in the damnedest places. He counts 30,000 voter registrations that were deleted from voter rolls, in keeping with state law, as mostly Kerry voters, though it’s impossible to know if those were even real people. He says that 174,000 mostly Kerry voters didn’t vote because they were put off by long lines. But the source states it was actually 129,543 voters, and that those votes would have split evenly between Kerry and Bush. And that same source — the Democratic Party’s report once again — notes conclusively: “Despite the problems on Election Day, there is no evidence from our survey that John Kerry won the state of Ohio.” But Kennedy doesn’t tell you that.

Worse, Kennedy relies on a band of researchers whose research on election fraud has long been called into question by experts. Especially in his section on Ohio’s exit poll, Kennedy reports his sources’ theories uncritically, even though many have been debunked, or have at least been the subject of tremendous debate among experts. Reading Kennedy’s article, you’d never guess that some of his star sources’ claims have fared quite badly when put to people in the field.”

Florida var en anden svingstat, og meget sigende blev resultatet også her betvivlet på alle tænkelige og utænkelige måder, selvom det hele tydeligvis var en storm i et glas vand. (eks. Florida E-vote study debunked)

3) Det forhold at “valgmetoderne diskuteres på tv”, er jo ikke i sig selv bevis for at valget blev “fikset” til Bushs fordel.

Ekstra Bladet gjorde det samme, da Bo Elkjær fandt ud af at hans kilde ikke var så god som først antaget, men det er altså to vidt forskellig problemstillinger. Undersøgelsen hun henviser til i Rolling Stone har meget sigende titlen Was the Election 2004 stolen?, og det bliver således ved postulatet fra et tidsskrift der næppe har mange Bush-vælgere i redaktionen. Mathilde Walter Clarks artikel hedder Det stjålne valg, men intet er bevist endsige sandsynliggjort, og det eneste der står tilbage når man skærer svagt-dokumenterede postulater fra, er rendyrket antipati imod Bush-administrationen baseret ikke blot på hendes konklusion ift. valget 2004 – men også på det hun betegner som “alle de løgne, amerikanerne er blevet fyldt med i de seneste år”. Herom skrev Morten Løkkegaard for et par måneder siden en klumme…

Slutteligt må det være på sin plads at fortælle at George W. Bush ved valget i 2004 fik 3.000.176 flere stemmer end John Kerry, og iøvrigt fik det største antal stemmer en amerikansk præsident nogensinde har fået – langt mere end den hidtidige rekordindehaver – Ronald Reagan (1984).

PS: Informationerne i denne postering er hentet fra arkivet: I, II, III og IV.

Interessante links.
2/6-06 The Poor Man Institute – Here we go again (god introduktion, bl.a. om exit polls).
20/1-06 Captain’s Quarters – Dems admit Election-Day Sabotage.
27/1-05 Milwaukee Journal Sentinel – Police, FBI join investigation into possible election fraud

Opdate 2/10-06. MetroXpress bragte idag lidt fra et hurtigt læserbrev, jeg i vrede afsendte umiddelbart efter at have skrevet posteringen.

Opdate 13/10-06. Hodja citerer Mathilde Walter Clark der i sin klumme i dagens MetroXpress skriver.

“I den offentlige debat har der i de seneste par år været snakket en del om tonen. Læser man nogle af de politisk inspirerede blogs, vil man se, at tonen her er mere end helt almindeligt ubehagelig. Det er ikke så få steder, hvor der frem for at argumentere bliver lovet klaps. I bloggens verden er det helt okay at skrive, at denne eller hin person fortjener et par på hovedet. Alt er tilladt (måske undtagen at veje sine argumenter). Det er en debatform vi ikke har haft før, og den kryber lige så stille over i den offentlige debat.”


Familie- og forbrugerminister Lars Barfoed: BUPL ly… har lavet en regnefejl

Som de fleste sikkert har hørt, så har BUPL gennem de sidste par uger taget børnene som gidsler i deres kamp for en ny regering. En ny regering får de næppe, men kan de mobilisere den yderste venstrefløj så er meget vundet for dem, og så betyder det ikke stort at det hele sker på basis af propaganda-materiale uden hold i virkeligheden.

Flere venstreminister har de seneste dage kritiseret BUPLs talmateriale, og familie- og forbrugerminister Lars Barfoed har nu lagt fire siders sandheder online. Her lidt fra Fup og fakta vedrørende dagtilbud (4 s., pdf).

BUPL hævder, der er sket nedskæringer i normeringer – det er der ikke

BUPL påstår, at ”at der er indskrevet 1.355 nye institutionsbørn fra 2004 til 2005 uden personale. Der mangler dermed 264 voksne”. Det er ikke korrekt. BUPL har lavet en regnefejl. Der kunne derimod passes 1.643 børn mere i 2005, hvis normeringen i 2005 skulle være den samme som i 2004. Det svarer til, at der er ansat 109 fuldtidspersoner ekstra til det samme antal børn.

Oploadet Kl. 17:53 af Kim Møller — Direkte link6 kommentarer

Robert Redeker: Islam er vor tids kommunisme

Den 19. september bragte Le Figaro et skarpt indlæg om islam af filosoffen Robert Redeker, og han har nu på grund af dødstrusler været tvunget til at gå under jorden. Flere grunde behøver jeg ikke for at smide hans kommentar Face aux intimidations islamistes, que doit faire le monde libre? online – inkl. en engelsk oversættelse [via Western Resistance].

What should the free world do in the face of Islamist intimidation?

The reactions caused by the analysis of Benoit XVI on Islam and violence highlight the underhanded maneuver carried out by the same Islam to stifle what the West has of more value than anything which exists in any Moslem country: the freedom to think and to express oneself.

Islam tries to impose on Europe its rules: opening of swimming pools at certain hours exclusively for women, prevention of caricaturing this religion, requirement of a particular dietary treatment for Moslem children in canteens, the battle to wear the veil at school, accusations of Islamophobia against free spirits.

How can one explain the ban on the wearing of thongs on Paris-Beaches*, this summer? The reasoning put forth was bizarre: the risk of “disturbing public order”. Did this mean that bands of frustrated youths would become violent, faced with displays of beauty? Or were they scared of Islamist demonstrations by the brigades of virtue on the approaches to Paris-Beaches?

Moreover, the non-prohibition of the veil on the street is, by inviting complaints for upholding the oppression of women more properly “disturbing public order” than the wearing of a thong. It is not inappropriate to think that this ban represents an Islamization of sensibilities in France, a more or less conscious submission to the diktats of Islam. Or, at the very least, that it is the outcome of the insidious Muslim pressure on the senses: even those who protested the introduction of a “Jean Paul II Square” in Paris would not be opposed to the construction of mosques. Islam attempts to force Europe to yield to its vision of humanity.

As in the past with Communism, the West finds itself under ideological scrutiny. Islam presents itself, in the image of defunct Communism, as an alternative to the western world. In the manner of Communism before it, Islam, to conquer spirits, plays on a sensitive nerve. It prides itself on a legitimacy which troubles the western conscience, attentive to others: to be the voice of the oppressed of the planet. Yesterday, the voice of the poor claimed to come from Moscow, today it comes from Mecca! Today again, intellectuals express the views of the Koran, as they expressed the views of Moscow yesterday. They excommunicate people for Islamophobia, as yesterday they did for anti-communism.

In the opening up to others, specific to the West, a secularization of Christianity appears, whose bottom line is summarized as follows: the other person must always pass in front of me. The Westerner, the heir to Christianity, is to be the one to make his soul exposed. He runs the risk of passing himself off as weak. With the same ardor as Communism, Islam treats generosity, broadmindedness, tolerance, gentleness, freedom of women and of manners, democratic values, as signs of decadence.

These are the weaknesses that it seeks to exploit, by means of “useful idiots”, those of good consciences imbued with fine sentiments, in order to impose the Koranic order on the Western world itself.

The Koran is a book of unparalleled violence. Maxime Rodinson states, in Encyclopedia Universalis, some truths that in France ae aas significant as they are taboo. On one hand: “Mohammed revealed in Medina unsuspected qualities as political leader and military chief (…) He resorted to private war, then the current institution in Arabia (….) Mohammed soon sent small groups of partisans to attack the Meccan caravans, thus punishing his unbelieving compatriots and simultaneously acquiring the booty of a wealthy man.”

Additionally: “Mohammed profited from this success by eliminating from Medina, by means of massacre, the Jewish tribe which resided there, the Quarayza, whom he accused of suspect behaviour.” Finally “After the death of Khadija, he married a widow, fine domestic, (called) Sawda, and also little Aisha, barely ten years old. His erotic predilections, held in check for a long time, led him to embark on ten marriages jointly.”

The exaltation of violence; a merciless war chief, plunderer, slaughterer of Jews and a polygamist, such is the man revealed through the Koran.

In fact, the Catholic church is not above reproach. Its history is strewn with dark pages, for which it has made repentance. The Inquisition, the hounding of witches, the execution of the philosophers Bruno and Vanini, those wrong-thinking Epicureans, even well into the 18th century the (execution of the) knight of La Barre for impiety, do not plead in the church’s favor. But what differentiates Christianity from Islam is apparent: it is always possible to bring forth the evangelical values, the mild personage of Jesus against the deviations of the Church.

None of the faults of the Church have their roots in the Gospel. Jesus is non-violent. Turning back to Jesus is turning against the excesses of the ecclesiastic institution. Turning to Mahomet, by contradiction, reinforces hate and violence. Jesus is a master of love, Mahomet is a master of hatred.

The stoning of Satan, each year at Mecca, is not just a superstitious phenomenon. It not only sets the scene for a rabble flirting with barbarity. Its scope is anthropological. Here in effect is a rite, which each Muslim is invited to submit himself to, emphasizing violence as a sacred duty in the heart of the believer.

This stoning, annually accompanied by the trampling to death of the faithful, sometimes in several hundreds, is a ritual which nurtures archaic violence.

Instead of getting rid of this archaic violence, in imitation of Judaism and Christianity, by neutralizing it (Judaism starts with the abandonment of human sacrifice, that is to say by entering into civilization, and Christianity transforms sacrifice in the Eucharist), Islam builds a nest for this violence, where it can be incubated. When Judaism and Christianity are the religions whose rites conjure violence, delegitimizing it, Islam is a religion which, even in its sacred text, as well as in its definingl rituals, exalts violence and hatred.

Hatred and violence inhabit the book with which every Muslim is brought up, the Koran. As in the Cold War, where violence and intimidation were the methods used by an ideology intent on forcing hegemony, so too does Islam, to place its leaden cloak over the world. Benedict XVI suffered a cruel experience. In these times, one must call the West the “free world” compared to the Muslim world, for in these times, the enemies of the “free world”, zealous functionaries of the Koran’s vision, are swarming at its center.

* The Paris Beaches were artificial “beach fronts” on the banks of the Seine, where women were forbidden from going topless. “String” has been translated as “thong”.


Antiterror for naivister: Værdsæt forskelligheder, føl sympati, giv plads…

Ligesom loonistiske læserbreve har det bedst med MetroXpress og Søndagsavisen, så kræver det naivitet ala Politiken for at halal-advokat Sune Skadegaard Thomsen kan få sine udgydelser trykt ove en vis-længde. Det vil blive for omfattende at citere tåbelighederne i onsdagens kronik, men det siger sig selv han kommer ind på danskerens postulerede nationalromantisme/ etnocentrisme/racisme/nazisme – hvad fint opsummeres i postulatet om at Danmark er et land med “spirende apartheid”.

Mest underholdende var dog forsøget på at definere alternativet til antiterror-lovgivning.

“Så hvordan bekæmper man egentlig terror? Gør befolkningen kompetent på grundlæggende rettigheder, værdsæt forskelligheden og, først og fremmest: Stop for diskrimination og identitetsberøvelse. Skab et samfund, hvor alle de kompetencer, vi hver især bærer rundt på, kan komme i spil; hvor sprog bliver interessante og ikke forbydes; hvor viden om andre samfund bliver et mål, hvor alle indgår. Hvor min nabo føler sympati for mig og jeg for ham, så ingen af os er bange for hinanden eller i værste fald ønsker at slå den anden ihjel. Giv plads.



28. september 2006

DR Udefra (19/9-06) – Det ustraffede folkemord

Til arkivet.

DR Udefra sendte sidste tirsdag en tysk dokumentar om folkedrabet i Cambodia, produceret af tyske System TV. Det har ikke været muligt at finde noget om filmen på nettet, og Udefra har for tredie uge i træk ikke lagt den online.

Fra den officielle omtale.

Det ustraffede folkemord
Over to millioner cambodianere omkom eller blev henrettet under De Røde Khmerers rædselsregime. Byerne blev tømt for “klassefjender”, der blev tvunget til umenneskeligt tvangsarbejde på landet. Her 30 år efter er ingen af Khmerlederne endnu blevet draget til ansvar. Men efter stærkt internationalt pres stilles de få overlevende nu for en domstol.

Oploadet Kl. 19:33 af Kim Møller — Direkte link4 kommentarer
Arkiveret under:

En lækket efterretningsrapport, og DRs dækning…

Irak-krigen er stadig et vigtigt emne herhjemme, og i de danske medier verserer i disse dage historien om en lækket efterretningsrapport New York Times offentliggjorde brudstykker fra i lørdags, og som Bush tirsdag lod offentliggøre fire sider fra. Dækningen af rapporten i de danske medier følger mønsteret. Fokus er rettet mod den betydning det eventuelt har for amerikanernes opbakning til præsident Bush, noget der på sin vis er uinteressant al den stund de vælgerne har sat ham til at lede landet frem til januar 2009.

Så vidt jeg kan vurdere af New York Times’ artikel, og det der er offentliggjort fra konklusionen, så er der to pointer i rapporten.

1) Irak-krigen bruges af ekstremister til at mobilisere

2) Demokratisering hæmmer terror (tilbagetrækning fremmer terror)

De danske medier der vanen tro blot sammenfatter New York Times’ dækning (her op imod kongres-valget), når aldrig ind til kernen. Rask væk ignoreres pkt. 2, ligesom rapportens ord om at terroristerne udnytter situationen ( “exploiting the situation” , s. 3 i den frigivne konklusion) forvanskes til uigenkendelighed. DR kæder samtidig rapporten sammen med Foghs postulat om at Irak-krigen ikke har forhøjet terror-truslen for Danmark. Isoleret set logisk nok, omend det er betænkteligt når ingen kender rapporten i sin helhed, og DR samtidig vælger kun at medtage det fra rapporten der kan bruges til at understøtte demokraternes kritik.

24/9-06 DR Online – Irak-krigen har forøget terror-truslen, siger USA’s agenter.

26/9-06 DR Online – Bush frigiver hemmelig terrorrapport.

27/9-06 DR Online – Nemmere at rekruttere terrorister.

De fleste amerikanske avisers dækning omfatter også den anden oplysning, men selvom Associated Press har skrevet om det, og selvom efterretningschefen John Negroponte der har det overordnede ansvar for den såkaldte ‘National Intelligence Estimate’, netop rettede fokus på det da han offentliggjorde de fire sider, så bliver det stille og roligt filtreret fra som værende ikke-væsentligt. Det nærmeste DR Online kommer i sin dækning er følgende citat…

“Præsident Bush siger, at Irak-krigen kun er et af mange påskud, som terroristerne bruger…”

Så mens DR Online troligt aflirer New York Times’ udpluk af rapporten der tilmed leveres som en afsløring, så serveres oplysninger New York Times ikke gad gengive, men som indgår i rapportens konklusion, som et partsindlæg fra Bush.

Her lidt fra Iraq is ‘cause célèbre’: report – Now declassified Document backs view that pullout would embolden extremists (Montreal Gazette, 27/9-06)

“Although the intelligence report found terrorists have been inspired by the conflict in Iraq, it also included assessments that appeared to support Bush’s view that an early withdrawal of U.S. troops would only further embolden Muslim extremists.

“Should jihadists leaving Iraq perceive themselves, and be perceived, to have failed, we judge fewer fighters will be inspired to carry on the fight,” the report said.

Bush has long said Iraq has become the central front in the war on terrorism. Efforts to promote democracy in Iraq and throughout the Middle East will ultimately reduce terrorist threats, he argues, and the declassified intelligence report appears to support Bush’s conclusion.

“If democratic reform efforts in Muslim majority nations progress over the next five years, political participation probably would drive a wedge between intransigent extremists and groups willing to use the political process to achieve their objectives,” it says.”

I mandags kommenterede jeg DR Onlines første artikel om historien, for at være en pseudo-nyhed uden substans – for i en eller andet forstand er det naturligt at konfrontation giver modparten vind i sejlene i egne rækker. Havde jeg haft adgang til artiklen, DR baserede sin udlægning på, så havde jeg nok underbygget med følgende afsnit.

The estimate’s judgments confirm some predictions of a National Intelligence Council report completed in January 2003, two months before the Iraq invasion. That report stated that the approaching war had the potential to increase support for political Islam worldwide and could increase support for some terrorist objectives.”

Sammenlign ovenstående med en under-overskrift i en af gratisaviserne…

“Stik imod hensigten styrker Bushs offentliggørelse af Irak-rapporten kritikken imod den amerikanske præsident.” (Dato, 28/9-06, s. 11)

Flere medier fortæller iøvrigt, at afsløringerne ventes at presse Bush i meningsmålingerne. Hertil kan man passende notere at Bush de seneste tre uger har haft fremgang i meningsmålingerne – det glemte DR så også lige at fortælle.

Links.
27/9-06 P1debat – Øger Irak truslen for terror i Danmark?.

Oploadet Kl. 19:27 af Kim Møller — Direkte link5 kommentarer

Hvem mon nyder mest goodwill: Hugo Chavez eller George W. Bush…

For tre år siden holdt Ulla Dahlerup en tale på Dansk Folkepartis landsmøde som gav genlyd landet over. Med brutal retorik gik hun i rette med navngivne kulturradikale meningsdannere, og et par dage senere trykte Politiken talen i fuld længde. Debatten holdt sig kørende i en uge, udelukkende baseret på forargelsen, og jeg husker hvorledes hun fik det glatte lag i flere selvstændige indslag på P1.

Der er forskel på folk. Venezuelas præsident holdt i sidste uge en tale i FN, hvor han kaldte Bush for djævlen, verdensdiktator, og andet grotesk fra overdrevet. Sidste torsdag behandlede Orienterings Kirsten Larsen i et selvstændigt indslag talen, men fokus var ikke kun på forargelsen, men ligeså meget på den ‘kritik’ chavez ifølge hende var katalysator for. Rendyrket apologi set herfra. Her lidt fra indslaget (21/9-06 Chavez kaldte Bush en djævl v) Kirsten Larsen). Tre eksempler…

“… får sagt meget som andre folk kun tør tænke.”
“… der er mange der mener Chavez er gået for langt.”
Chavez taler på vegne af mange…”

Igår var det i samme program Niels Lindvigs tur til at præsentere historien, og selvom han afsluttede med at associere Bush med kristen-fundien Pat Robertson, så havde indslaget som helhed den pointe, at Hugo Chavez brugte USA som ydre fjende til at skabe cementere sin støtte i egne rækker. Det ville man normalt kalde populisme, men nej – en semi-kommunist der beskylder USA for at stå bag naturkatastrofer i Venezuela kan selvfølgelig ikke få den etikette på sig. Her tre eksempler fra indslaget (27/9-06 Chavez og talen i FN v) Niels Lindvig).

“… udiplomatiske udfald…”
“… ligefremme vendinger…”
“… det ligger ligefor at stemple ham som skør, men…”

Meget apropos kan man i dagens 24timer læse at George Michael nu også vælger at ytre (det avisen kalder)“sit kritiske syn” på George Bush. Man græmmes.



27. september 2006

Mogens Rukov om DR og Berlingske Tidendes dækning af hetzen mod Pave Benedikt XVI

Mogens Rukov er altid læseværdig. Her lidt fra hans kronik i dagens Berlingske Tidende – Paven mente hvad han sagde.

“Den muslimske verden går i rødt. Pakistans parlament kræver en undskyldning; den tyrkiske regering fordømmer paven; palæstinensere beskyder fem kirker, hvor hovedparten ikke er katolske; demonstrationer i det vidtspredte islamiske rige; organisationen af islamiske lande (57) kræver en undskyldning fra paven; alle kræver en undskyldning; fra Yemen opfordres enhver muslim til at opspore paven og slå ham ihjel. En nonne i Somalia dræbes.

Men det er ikke det unormale. Det er tværtimod det normale. Al kritik, selv den mest antydende, af »fredens religion« mødes med vold. Det har paven jo allerede talt om i sin tale ved at citere kejseren.

Det hysterisk unormale er de vestlige mediers reaktion. En af den vestlige, kristne verdens virkelig store personligheder holder en tale om forholdet mellem materie, fornuft og tro, og vores presse løber som gale for at gå den muslimske verdens ærinde: Hvordan reagerer muslimerne, hvad siger den islamiske organisation? Føler de sig fornærmede? De må ikke føle sig fornærmede. Han mener det ikke. Giver han en undskyldning? Pave, sig undskyld! Du mener det ikke, vel?

Paven mente, hvad han sagde.

[…]

Overalt er det interessante, at man stort ikke gider forstå, hvad paven har sagt. Det er igennem islamisternes reaktioner, vi får lov til at opleve pavens ord. De reduceres altså straks til de 15 procent, og det overses fuldstændig, hvilket vægtigt indlæg det kan være i værdikampen.

To steder er man gået meget elegant til værks, i Berlingske Tidende og i DRs propagandaspids, TV Avisen. Begge er interessante, fordi de viser yderpunkterne i den vestlige appeasement.

Den 17. september havde Berlingske Tidende en leder med den lovende overskrift: »Paven midt i værdikamp«. Ville man tage paven alvorligt, tænkte jeg? Allerede i første linie viste det sig, at det ikke var tilfældet: »Selv paven kan komme galt af sted«, lød den. Paven havde altså begået et faux pas, et fejltrin, han har udtalt sig »klodset« og »forkert«, hvad der er »uintelligent«. Lederens hensigt udtrykkes derefter: »Ingen ved deres sansers fulde brug har interesse i en civilisationskrig mellem kristendom og islam«.

Nej, men tænk, hvis denne civilisationskrig netop er i gang, og tænk, hvis pavens tale også er et indlæg i den. Krigen raser, og paven er ikke uintelligent.

[…]

DR er mere bastant elegant. Dem passer pavens bemærkning slet ikke. De er interesseret i en undskyldning. Den fremskaffer de så selv.

Den 17. september kunne man se den smilende TV Avis-speaker sige:

»Pave Benedikt XVI beklagede igen i dag sin omstridte tale om islam og sagde, at den var ment som en indbydelse til dialog med andre trosretninger. Paven sagde under den traditionelle fælles søndagsbøn, at han er chokeret over reaktionerne på talen om islam og vold og ‘dybt beklager’ den måde, den er blevet modtaget på. Paven antydede i tirsdags, at profeten Muhammed har givet verden ‘onde og umenneskelige’ ting«.

Der er så mange fejlagtigheder i det korte indslag, at det kan være det mest fornuftige først at give det i en form renset for fejlagtige udtalelser. Den lyder:

»Pave Benedikt XVI«.

Resten er fup.

Paven har ikke udtalt sig, før Vatikanets udenrigsminister har, så paven siger ikke noget »igen«. Han beklager ikke. Paven har udtrykt »dyb sorg« over reaktionerne, hvad der nærmest kan ses som det modsatte af beklagelse, nemlig som sorg over at nogle kan handle så brutalt og dumt som islamisterne. Han udtaler heller ikke noget om, at han er chokeret. TV Avisen er chokeret. Talen var ikke en tale om islam og vold, men om fornuft og religion. Og hverken talen eller pavens bemærkning om søndagen var invitationer til dialog med andre trosretninger. Talen var først og fremmest en markering af den katolske kirkes holdning til den sekulariseringsproces, der pågår blandt os i Vesten.

Når DR siger, at paven »beklagede igen i dag sin tale om islam«, så er det fup. Han hentydede med sin sorg kun til muslimernes reaktioner på de tre-fire linier.

Tydeligvis har ingen i DR læst talen. Det behøver DR ikke. Danmarks største statsfinansierede nyhedsmiddel, der på deres hjemmeside påstår, at de dagligt høres og ses af tre millioner, har alt von hörensagen fra deres helt egne kilder, der udspreder rygter, der passer ind i deres egen politik. Og efter endt skrivning er jeg blevet gjort opmærksom på, at Tøger Seidenfaden har indrømmet, at han heller ikke havde læst talen, inden han udtalte sig.

Kun islamister burde betale licens. Hvorfor skal vi andre finansiere dem? Overskridelsen på 1 mia. kroner for DR-Byen er intet imod den svindel, vi dagligt udsættes for.


Engelbreth Larsen – fra Neutzsky-Wulffs satanisme til Faklen, Minoritetspartiet og Politiken

Politikens venstreradikale fortrop Rune Engelbreth Larsen meddelte i søndags, at de den 6. oktober anmelder tretten ledende medlemmer af Dansk Folkeparti for racisme. At bruge lovgivningen til at undertrykke andres ytringsfrihed er set tidligere, sjovt nok ikke altid med Minoritets-Rune som den offensive rent juridisk. Tidligere var han redaktør for tidsskriftet Faklen, der blandt andet kæmpede for seksuelle minoriteters rettigheder. Følgende skrev han i en Aktuelt-kronik imod Dansk Folkeparti 21. november 2000 [via Minut]. 

“Men når debatten udarter sig til Dansk Folkepartis krav om at forbyde en forening for pædofile, er det ikke desto mindre nødvendigt at holde hovedet koldt og understrege, at der er tale om en meget farlig afsporing. Vi må klart håndhæve ytringsfriheden samvittighedsfuldt, også hvor den anvendes til at udtrykke synspunkter og tilbøjeligheder, som er det store flertal uspiseligt.

Det er ikke altid lige nemt at se hvor han får sin motivation fra, og herfra hvor jeg står ser det ud til at eneste fællesnævner er foragten for alle former for konservative dyder, herunder selvfølgelig det kristen-kulturelle aspekt.

Engelbreth har fået en hel del taletid i medierne under Muhammedsagen, og i kølvandet på en af hans mange bogudgivelser gav Poul Pilgaard Johnsen et kritisk portræt af ham i Weekendavisen d. 25. august (Faklen brænder) – et portræt delvist baseret oplysninger der på fornem vis er gravet frem af Johan Hermann Rump, der som religionsstuderende har observeret Engelbreths bevægelse fra noget der smager af okkultisme/satanisme til det han idag vælger at kalde ‘humanisme’.

Portrættet, hovedpersonen og satanisme-bevægelsen har efterfølgende været debatteret i Weekendavisens spalter, med kommentarer fra både Rune Engelbreth Larsen og sekt-leder Erwin Neutzsky-Wulff. Seneste nummer indeholdt desuden et indlæg fra lektor Ole Witt-Hansen, der påpegede det problematiske ved Tøger Seidenfadens “mentale fællesskab med Rune Engelbreth”. Historien slutter sikkert ikke her, men det vigtigste blev skrevet allerede i 1999 af Johan Hermann Rump – der nu har lagt sin artikel online i en let revideret udgave. (opr. trykt i Arken, Det Teologiske Fakultets Tidsskrift, KU).

Her lidt fra Bibelforfalskningen og tidsskriftet Faklen (16 s., pdf) – men det er i sandhed en artikel som bør læses i fuld længde.

“Jeg vil i det følgende forsøge at redegøre for Faklens historie, sådan som den officielt er kommet til udtryk i tidsskriftet Faklen og pressen i øvrigt siden september 1996, da det første nummer af Faklen udkom. Samtidig vil jeg se på, hvad der tidsmæssigt lå før, og hvilke bevæggrunde, der lå bag Faklens officielle historie.

[…]

Umiddelbart skulle man tro, at mange mennesker kunne bifalde et studenter-blad, der påstod at være »venstreorienteret«, »anti-fascistisk«, »anti-racistisk«, »samfundskritisk« og »humanistisk«. Imidlertid undrede mange sig over Faklens offensive højrøstethed, atypiske retorik og emnevalg. Det forekom mange, at der også var andre ting på spil imellem linierne… der var aldrig nogen, der fik et sandfærdigt svar på Faklens ideologiske grundlag – om der egentlig gemte sig noget mellem linierne.

[…]

Da første nummer af Faklen udkom, havde den danske forfatter, Erwin Neutzsky-Wulff skrevet digtet »Faklen: En ny Fædrelandssang« som indledning til tidsskriftet. En del journali-ster kendte til Erwin Neutzsky-Wulffs okkultistiske forfatterskab og vidste, at han havde mange disciple omkring sig (»Erwin-studenterne« eller »ulveungerne«, som de er blevet kaldt efter forfatteren). Men både fakkelfolkene og Neutzsky-Wulff selv nægtede, at der var nogen videre forbindelse mellem dem.

[..]

Ifølge fakkelfolkene og Erwin Neutzsky-Wulff havde tidsskriftet Faklen altså ikke sit ophav i Neutzsky-Wulffs forfatterskab. Ifølge fakkelfolkene var Faklen et venstreorienteret, anti-fascistisk og samfundskritisk tidsskrift. Deres ideologiske grundlag var udelukkende »Humanismen … Andet ›program‹ har vi ikke« – sagde fakkelfolkene. (nr. 1, 8; nr. 2, s. 9). Og det troede de fleste på… Imidlertid er disse påstande noget af et manipulationsnummer. – Det er et kraftigt ord at tage i munden, men med risiko for at lyde lige så selvhævdende som fakkelfolkene, mener jeg ikke, at Faklens påstande kan betegnes mere præcist. Sandheden er, at Faklens emnevalg, betoning, retorik, billedbrug og hele tilgang til verden ikke lader sig forstå uden baggrunden i det, man må kalde Neutzsky-Wulff-bevægelsen. Det vil stå enhver klart, hvis man gennemlæser Faklen grundigt og samtidig har kendskab til, hvad Faklens redaktionsmedlemmer har skrevet, før Faklen udkom, og har kendskab til Erwin Neutzsky-Wulffs forfatterskab. Denne artikel bygger desuden på samtaler med folkene bag tidsskriftet Faklen og med personer, der tidligere i større eller mindre grad har været tilhængere af Erwin Neutzsky-Wulff. For dem, der i forvejen kendte til Erwin Neutzsky-Wulffs forfatterskab og hans disciple, var udgivelsen af det første nummer af tidsskriftet Faklen i 1996 ikke et pludseligt opstået studenteroprør på Aarhus Universitet, men en foreløbig kulmination af en bevægelse, som var opstået i København omkring forfatteren og okkultisten, Erwin Neutzsky-Wulff, siden begyndelsen af 70’erne.

[…]

I 1992, mens Erwin Neutzsky-Wulff skrev på sin kommende roman Verden, bad han sine disciple om »et offentliggjort tillidsvotum« i form af kronikker og læserbreve (jf. ELSEBETH, nr. 1, s. 7), hvilket resulterede i, at når avisernes kritikere derefter anmeldte Neutzsky-Wulffs bøger eller interviewede ham, væltede det – næsten systematisk styret – ind med vrede læserbreve fra hans tilhængere, der gav udtryk for, at anmelderne ikke evnede at forstå mesterforfatteren (jf. J. Stein Pedersen, Politiken, 10.02.1996). Også dengang var Rune Engelbreth Larsen og de andre Neutzsky-Wulff-disciple flittige skribenter (se fx. Engelbreth Larsen i Kristeligt Dagblad 15.11.1994 og 28.11.1994, Information 26.09.1996 samt Weekendavisen 27.12.1996 og desuden Jakob Stensgaard i Berlingske Tidende 27.09.1996, Carsten Agger i Politiken 26.09.1996 og Weekendavisen 22.11.1996 samt Heidi Holmgaard Knudsen i Politiken 26.09.1996). I 1994 fik Rune Engelbreth Larsen sågar udgivet bogen Forsvar for Verden – en indføring i Erwin Neutzsky-Wulffs forfatterskab på Borgens Forlag (bogen er en hyldest til og et forsvar for Neutzsky-Wulffs forfatterskab på 335 sider), og i 1996 blev Engelbreth Larsen valgt som »rektor« for AKADEMIET, hvorved Engelbreth Larsen konsoliderede sin position som Neutzsky-Wulffs 1. discipel og højre hånd.

[…]

Af ovenstående fremgår, at hverken Faklens leder af bibelprojektet, Jens-André Pedersen Herbener, eller Faklens hovedredaktør, Rune Engelbreth Larsen, er homines novi i Neutzsky-Wulff-sammenhæng. De er begge sammen med de øvrige prominente Faklen-redaktører – Carsten Kallesø Agger… Sidsel Skjæg Petersen og Jakob Stensgaard osv. – gamle kendinge fra Neutzsky-Wulff-bevægelsen. Dette ses tydeligst, hvis man gennemblader forløberen for Faklen – Neutzsky-Wulff-bevægelsens interne blad… Tidsskriftet ELSEBETH – der var opkaldt efter Erwin Neutzsky-Wulffs anden hustru – skulle »formidle okkult viden, formuleret af Erwin Neutzsky-Wulff« (nr. 2 mfl.) og blev oprettet som følge af, at Neutzsky-Wulffs tilhængere ønskede at få uddybet de teoretiske forklaringer på okkultisme og de praktiske anvisninger i magi efter udgivelsen af Neutzsky-Wulffs tobinds hovedværk af samme navn.

[…]

Spørgsmålene og svarene i tidsskriftet ELSEBETH forudsætter en konsensus blandt Erwin Neutzsky-Wulff og hans læsere om en anden Virkelighed end den alment kendte. I Neutzsky-Wulffs svar til J.-A. P. Herbener tales der nemlig helt indforstået om Okkultismens fænomener (»limen«, »mysten«, »tærskelvogtere«, »transcendens-faserne«, »tunnellen«), der for en uindviet ville være den rene tågesnak.

[…]

Omkring marts 1995 meddelte Erwin Neutzsky-Wulff, at han i fremtiden ikke længere kunne levere stof til ELSEBETH, da han var travlt optaget af sit egentlige arbejde med at forfatte sin 16. roman: Døden. Neutzsky-Wulffs disciple opmuntredes derimod til selv at forfatte alle artiklerne, for nu var tiden inde til at stå på egne ben og afprøve, hvad man havde lært af mesteren (jf. Tidsskriftet ELSEBETH: Nyhedsbrev, nr. 3). Det følgende nummer (11) af ELSEBETH indeholdt derfor udelukkende artikler af Neutzsky-Wulffs disciple, hvoraf Rune Engelbreth Larsen havde skrevet og redigeret over to tredjedele af bladet… Men Mundus og ELSEBETH nr. 12 udkom aldrig. Derimod udkom Neutzsky-Wulffs egen roman Døden den 20. september 1996, og den 27. september udkom det første nummer af Faklen, der blandt andet indeholdte Engelbreth Larsens redegørelse for indholdet af Døden (s. 44-45). Med disse to udgivelser fremstod en ny fase i Neutzsky-Wulff-bevægelsen – Neutzsky-Wulffs disciple var for alvor blevet modne, og noget nyt og stort skulle ske: Fak-len! Rollefordelingen på Faklen-projektet var på forhånd givet: Erwin Neutzsky-Wulff var chefideologen og strategen, der dagligt talte med og rådgav sin højrehånd, Rune Engelbreth Larsen. Engelbreth Larsen – der havde markeret sig som den mest opvakte discipel og den flittigste skribent i ELSEBETH efter Neutzsky-Wulff – skulle gøre Neutzsky-Wulffs ideer til politisk virkelighed og fik derfor rollen som hovedredaktør (»propagandaminister« – jf. Engelbreth Larsens eget udtryk: »goebbelske propagandametode« i Faklens pressemedde-lelse af 28.01.1999 og i Ekstra Bladet 29.01.1999).

[…]

Faklens koncept blev skabt med direkte afsæt i Neutzsky-Wulffs første politiske bog Døden, og som et modtræk mod dens scenarium – om et snarligt kommende fascist-Danmark, der tager sin ideologiske rod i Luthers og Grundtvigs Kristendom. For at afværge dette potentielle fascist-Danmark og for at berede den danske befolkning på den nye, uafvendelige tidsalder – som Neutzsky-Wulff alle 25 år af sin forfatterkarriere havde indvarslet – skulle Faklen udbrede Neutzsky-Wulffs verdenssyn i samfundet.

[…]

Betydelig vigtigere for valget af netop venstrefløjen var nok Neutzsky-Wulffs idé – som er gentaget internt i bevægelsen af Engelbreth Larsen – om, at venstrefløjen er en nød-vendighed, fordi det er det eneste sted i det politiske spektrum, hvor det er muligt at finde fodfæste, hvis Neutzsky-Wulffs verdensbillede skal gøres til politisk virkelighed. Man må tænke på, at Erwin Neutzsky-Wulffs fremtidssamfund må skabes via en atomkrig, hvor nogle få overlevende vender tilbage til skovene eller via en revolution, hvor flere og flere enklaver og minoritetsgrupper tilkæmper sig selvstyre fra Staten (centralmagten). – Intet mindre kan nemlig gøre det i Neutzsky-Wulff-bevægelsen!

[…]

Den ellers så centrale isme i Neutzsky-Wulff-bevægelsen og i hele Neutzsky-Wulffs forfatterskab: »Satanisme«, måtte for eksempel i Faklen oversættes med den mere politisk gangbare term: »Humanisme«. Denne taktiske oversættelse var Erwin Neutzsky-Wulffs påfund – et påfund, som Neutzsky-Wulff allerede havde taget tilløb til tidligere i sit forfatterskab:

Satanismen er renæssancens opgør med kristendommen, det opgør, som senere kom til at hedde humanisme og er vores kulturgrundlag. Vi er alle satanister. (jf. »Wulfianismen« i ELSEBETH nr. 2, 1992 og Essedum, den reviderede genudgivelse nr. 3, s. 33-34, 1996).

Når Rune Engelbreth Larsen i Faklen skal forklare, hvorfor Neutzsky-Wulff har erklæret sig som satanist, lægger han sig helt op ad Neutzsky-Wulffs egen taktiske oversættelse. Engelbreth Larsen siger således, at det ikke bare er Erwin Neutzsky-Wulff, men at det er hele Danmarks befolkning, der er satanister, da vi i vore dage reelt lever i et samfund, der har vendt sig 180 grader fra Kristendommen, men stadigt beskriver verden i en kristen begrebs-ramme (nr. 4, s. 52).

Denne accept-anglende bortforklaring kunne lyde besnærende, men jeg tror, at de færreste humanister, og den danske befolkning i øvrigt, kan identificere sig med de idéer, som ligger til grund for Neutzsky-Wulff-bevægelsens Satanisme-humanisme:

I en tidsalder som denne kunne man føle sig fristet til at opfinde humanismen. En sådan humanisme skulle fastholde, at mennesket eksisterer, at hvert eneste menneske fødes med nogle begær og evner til at tilfredsstille disse begær. … At mennesket af natur er rimelig skikkeligt, men, når det forstyrres i sin lykke, også råder over muligheder til at forsvare sig, som en sidste (men absolut effektiv) udvej, drabet. (Neutzsky-Wulff: Magi, s. 11). Vi må opgive at være pæne mennesker, der er imod vold og kropslugt. Ellers bliver vi ikke mennesker igen. Kun således kan dæmonerne vende tilbage. (Neutzsky-Wulff: Okkultisme, s. 222).

Erwin Neutzsky-Wulffs satanisme-humanisme svælger i den vold, som han synes er så helt igennem menneskelig. Almindelige humanister ville derimod finde den temmelig umenneskelig. I selve Faklen tages der skarpt afstand fra politivold, men i det fremtidige fascist-Danmark, som Døden og Faklen forudsiger, er det danske politi netop også fascismens hånd-langer. Faklen er dog helt på det rene med, at bekæmpelsen af »Intolerancen« – altså Faklens fascistiske fjender – godt kan tage andre former end verbale:

Den tid, der tavst kunne vende den anden kind til, er definitivt forbi – vi må møde intolerancen, som den møder os, ord for ord og slag for slag. (Engelbreth Larsen: »Et humanistisk manifest«, Faklen, nr. 1, s. 8 )

[…]

Som også Bo Bjørnvig redegør for, anvendes taktikken i både Neutzsky-Wulffs bog Døden og i tidsskriftet Faklen med at forbinde et givet fænomen med enten fascisme eller humanisme, således at læseren påvirkes til at opfatte dette fænomen enten negativt eller positivt. Humanisme er jo et såkaldt plusord – altså positivt ladet – hvorimod fascisme unægteligt har klang af noget negativt. For eksempel betragtes fascismen i Døden og i Faklen som den direkte politiske udløber af Kristendommen, af hvilken grund Kristendommen og fascismen må modstilles med humanismen (på samme måde som Kristendommen begrebsmæssigt modstilles af Satanismen):

Hvis vi ikke tager entydigt og 100% afstand fra samtlige fascistiske tendenser i den politiske udvikling i dag, bliver vi selv en del af dem, og hvis ikke vi fravælger kristendommen, kan vi heller ikke helhjertet kæmpe for humanismen. Enten eller. (R. Engelbreth Larsen: Faklen, nr. 7, s. 50; jf. nr. 4, s.38-47; jf. J.-A. P. Herbener: Faklen, nr. 6, s. 52 og nr. 2, s. 42-46).

Gengangeren [dvs. Kristendommen/Jesus Kristus] går igen. Hans sædekorn spirer – om ikke længere i den verdensforladende salighed, han forjættede, så i dennes slægtninge af næsten lige så indiskutable og inappellable ekkoer. Fjerne og forvrængede ekkoer – men immervæk ekkoer. Som ein Volk, ein Reich, ein Führer kun er den yderste skal om det totalitære ekko fra én kirke, én frelse, én pave. (Den redaktionelle leder, Faklen, nr. 9, s. 2)

[Fra sammenfatningen…] 

Erwin Neutzsky-Wulff var ikke bare en inspirationskilde, han var Faklens chefideolog, og han besluttede, at den politiske kamp måtte foregå fra venstrefløjen på trods af, at bevægelsen tidligere ikke havde haft meget tilovers for den fløj. Som strateg besluttede Neutzsky-Wulff også, at Okkultismen ikke måtte kunne spores i Faklen. Derfor måtte Erwin Neutzsky-Wulffs eget navn ikke figurere i kolofonen, da det var offentligt kendt, at han var okkultist-guru og havde erklæret sig selv som værende satanist. I tråd med Neutzsky-Wulffs egen bog Døden anvendte Faklen begreberne »humanisme« og »fascisme« til at opdele verden i. Hvad almindelige læsere af Faklen ikke vidste, var, at der bag denne »humanisme« lå en anden isme, nemlig Satanismen i Erwin Neutzsky-Wulffs udformning.

Links, kildehenvisninger, yderligere info

Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 

Næste side »



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper