31. oktober 2006

Birgitte Rahbek om Pia Kjærsgaard & Helle Schøler Kjær om TVavisens venstredrejning

Fra DRs interne debat Inline.

Birgitte Rahbek om Pia Kjærsgaard…

Gentagelsen (13/10-06)

Gentagelser skaber en vis tryghed. Vi ved, at alt er ved det gamle, når vi dagligt i en eller flere af vore nyhedsudsendelser ser Pia Kjærsgaard optræde – man kan vel næppe kalde det på slap line. Det er betryggende at høre hende gentage sine synspunkter om muslimer og andre uden for den snævre kreds. Variationen – og sådan en skal der jo også være – er farven på hendes bluse. I betragtning af at DR-byggeriet endnu ikke er færdigt, har man så overvejet, om man ikke kunne indrette et værelse til fru Kjærsgaard, så hun ikke behøver at tage hjem mellem hver udsendelse?

Det er også trygt at gå på Inline, for der kan man næsten hver dag læse om nye chefudnævnelser, enkelte dage kan man være så heldig, at der er hele to. Nogle skal have helt nye stillinger, andre skal hjælpe dem, der får de nye stillinger, og snart skal de nok på teambuildingkurser, hvor de skal lære at bygge bivuakker og måske bage snobrød og slå på tromme eller i hvert fald slå hinanden på skulderen, så de kan få korpsånden ind og få lært de mange nye og spændende ord, inden de skal deltage i de lange chefkonferencer på vore dejlige kursuscentre rundt om i landet.

Så er der endnu en gentagelse, og den skaber desværre mindre tryghed. Det er den gentagelse der hedder fyringer – som selvfølgelig intet har med DRs økonomi at gøre, for underskuddet må ikke gå ud over programmerne, det har vi lovet!

I DR Kultur har vi nu igen-igen oplevet fyringer, denne gang var det vores to tilbageværende radioteknikere, der har fået ”i sinde-brevet”. Det betyder, at afdelingen nu står helt uden radioteknisk hjælp, der er ingen til at gribe ind og hjælpe med de uendeligt mange tekniske vanskeligheder, som vi har – og altid har haft. Og her taler jeg ikke engang om det kvalitetsløft, det altid er at få en udsendelse pudset af en fagperson. At dette er en luksus, som ikke er mange radioprogrammer beskåret, kan man hver dag høre på kanalerne. Men efterhånden er DR blevet ligesom DSB eller Banestyrelsen, at vi har masser af kiosker, men mangler spor: Hos os har vi masser af ledere, der skal kommunikere med andre ledere, hvorimod dem med kernekompetencerne, dem der kan og skal lave programmer, bliver færre og færre og får dårligere og dårligere vilkår. Foruden vore to teknikere er en programmedarbejder lige trådt tilbage – efter lang tids sygemelding, men til gengæld har vi rigtig mange gratis praktikanter, og det kan høres, og det er synd for både dem og lytterne, for hvordan skal de blive oplært, hvis der ikke er nogen til at hjælpe dem?

Birgitte Rahbek,
programmedarbejder i DR Kultur

Helle Schøler Kjær imødegår kollegial kritik af TVavisens venstredrejning…

Klage over rød journalistik pinlig for TV Avisen (16/10-06)

Jeg var lige ved at falde ned af stolen lørdag morgen, da jeg læste i Ekstra Bladet, at der er blevet klaget til DRs øverste ledelse fra Lars Løkke Rasmussen over DRs dækning af demonstrationerne i forbindelse med kommunalreformen m.m. I sin klage kræver Lars Løkke dokumentation for nogle udtalelser, der kom frem i TV Avisen, men så vidt EB, så har det ikke været muligt at dokumentere de udsagn, der kom frem i tv. Der er altså med andre ord blevet sagt noget, som ikke er rigtigt, og der er vel at mærke sagt noget, som sætter regeringens politik i et dårligere lys end virkeligheden er. Hvordan kan det være, at det sker? Hvordan kan det være, at en studievært i et nedlæg til et indslag fyrer noget af, som ikke er korrekt?

Enhedslisten kræver nu Statsministeren i samråd om sagen, men ikke for at få klarhed over, hvorfor DR fortalte usandheder, nej, de vil have en forklaring på hvorfor Lars Løkke Rasmussen blander sig i DRs journalistik. Men hvem er det lige der har gjort noget forkert i den her, for mig at se, meget pinlige sag for DR og meget pinlige sag for de journalister, som står bag udtalelsen/nedlæg til indslaget. Det kan jo simpelthen ikke være rigtigt, at man overfor en minister ikke kan dokumentere, at de ting, der bliver sagt om ham/hans politik, er rigtige.

Jeg synes, det er pinligt, og det er vist nok heller ikke særlig godt for TV Avisens troværdighed. Det er vel ikke ligefrem nogen hemmelighed, at DRs journalister, set over en bred kam, i befolkningen har et ry for at være til venstre for midten, og det ry bliver jo ikke ligefrem svagere af den her sag.

Mads Herholdt
DR Regionalen

Konspiration (18/10-06)

Uden at forholde mig til selve sagen om TV-avisens nedlæg til kommune-indslaget vil jeg bare sige, at jeg ikke er af den opfattelse, at journalistens private politiske holdning har noget at gøre med, om hun/han laver god eller dårlig journalistik.

Kravet til at kunne dokumentere de faktuelle oplysninger, man viderebringer, gælder for al god journalistik, og jeg nægter at tro, at så gennemskuelig en fejl som nedlægget i TV Avisen var bevidst venstreorienteret politisk propaganda.

I givet fald var det så primitivt, at det nærmere må være en højreorienteret journalist, der har villet miskreditere DR ved at lave fejlen. Og sådan kan der laves så mange sære konspirationsteorier …

Nogle gange laver man bare en fejl, fordi det går stærkt, og fokus er et andet sted. Så lad os være fri for mistænkeliggørelse og alle mulige mærkelige tåbelige politiske insinuationer. Man kan jo ikke få vejret til sidst!

Helle Schøler Kjær, P1

Oploadet Kl. 18:35 af Kim Møller — Direkte link11 kommentarer
Arkiveret under:

Peter Kurrild-Klitgaard: Hvad er der højreorienteret ved Djengis Khan?

Fra gårsdagens Berlingske Tidende. Peter Kurrild-Klitgaard med en interessant kommentar.

Til venstre for Djengis Khan
Er De, kære læser, mon fra tid til anden stødt på udtrykket »til højre for Djengis Khan«? Så har De måske også både moret Dem over den farverige metafor og undret Dem over, hvad det i virkeligheden betyder. For hvorfor skulle den hærgende mongol-fyrste (ca. 1162-1227) egentlig være specielt højreorienteret? Lad os se på fakta: Han gik ind for en rigtig stor stat. Han gik meget ind for offentlig omfordeling (især til sig selv og allierede interessegrupper). Han førte i praksis en centralistisk planøkonomisk erhvervspolitik. Han anvendte tvangsarbejde snarere end markedsbetalte lønmodtagere. Han foretrak at »globalisere« gennem krig og erobring snarere end gennem fred og frihandel. Det første han gjorde, når han slog en anden stamme, var at likvidere dens elite og udjævne blandt resten ved at tage, hvad de havde. Omvendt ville Djengis Khan givetvis have været modstander af skattestoppet og en flad skat, af magtens tredeling og retssikkerhed, af en ytringsfrihed så stærk, at man må gøre grin med det, magthaverne godt kan lide, og han praktiserede ikke stor respekt for privat ejendomsret, nedarvede traditioner (hos andre) eller almindelig høflighed. Lad os gætte på, at han ikke holdt sig tilbage for at skænde kristne mindesmærker, smaske og spise med begge albuer på bordet, ikke gjorde meget ud af retstavning og i det hele taget ikke opførte sig som, man kan forvente af en klassisk gentleman. Kort sagt: Khanen var ikke spor borgerlig, men lyder lidt mere som Stalin, en fra Baader-Meinhof, eller andre der ville falde i god smag hos læsere af det hedengangne Land & Folk. Så må vi i fremtiden bede om at få placeret ham pænt til venstre i det politiske billede. Sådan dér et sted mellem Anne Marie Helger, Erik Clausen og Frank Aaen, hvor Helle Thorning-Schmidt lå før Gucci-tiden.

Et eksempel…

28/5-06 Politiken – 40 år i morgen: I sportsvogn mod S-toppen (af Tanja Parker).

“På den lange tur mellem børnehjem og chefstrateg i det gamle arbejderparti har han tilegnet sig et ry som en af dansk politiks hårdeste hunde. Kynisk som få og en frygtet mester i magtspil. Men han høster også ros for sin konkrete tilgang til politik og for at besidde den ægte indignation, der er så vigtig for en socialdemokrats troværdighed. Den giver de ikke meget for blandt Sass Larsens kritikere i partiet, hvor han altid har delt vandene. I den lejr er ‘til højre for Djengis Khan’ et yndet udtryk om hans politiske ståsted. Det bunder bl.a. i udmeldinger som: mindre efterløn, færre udlændinge, mere udlicitering og flere test i folkeskolen. Og han har da også ofte indkasseret lovord fra borgerlige kolleger på Christiansborg.”

Oploadet Kl. 18:18 af Kim Møller — Direkte link2 kommentarer
Arkiveret under:

Lemonheads, Vega København, 30. oktober 2006 Kl. 21.40

NB: Fyren der præsenterede sig selv som “Nick from Manchester”, varmede blot op for Lemonheads. Billeder fra koncerten her. Anmeldelse her.

Oploadet Kl. 17:57 af Kim Møller — Direkte linkSkriv!
Arkiveret under:


30. oktober 2006

Faklens Brian Nocis Jensen: Ytringsfriheden er ikke til for spot, hån og latterliggørelse

Fra dagens MetroXpress. Et underlødigt læserbrev af Brian Nocis Jensen – en af Rune Engelbreth Larsens proselytter i hedengangne Faklen.

Jyllands-Postens dårlige tradition
Verner Rasmussen skrev i fredags et indlæg om den sædvanlige historie om ytringsfrihed og profettegninger.
Ytringsfriheden har vi for at sikre, at en minoritet ikke bliver klemt af en overmagt – ikke nødvendigvis for at en landsdækkende avis skal kunne kaste sig over en minoritet.

I det større perspektiv er det snarere i den tradition, Jyllands-Postens motiv skal søges. Et par dage efter Krystalnatten i 1938, hvor jødeforfølgelserne brød ud i lys lue nazityskland, forsvarede netop denne avis i en leder Tysklands ret til at skaffe sig af med ‘jødiske Terrorister’. Havde de skulle illustrere denne tekst med lidt ‘hån, spot og latterliggørelse’ havde de nok tegnet en bombe i en yarmulk.

Opdate 31/10-06. MetroXpress gentager succes’en i dagens udgave med et læserbrev af en Zia Mirza.

Er det den hellige ytringsfrihed
Jyllands-Posten er pure frifundet for at have trykt tegninger af profeten Muhammed. Hvis jeg som muslimer havde været årsag til at påføre skade i samme omfang som Jyllands-Posten, så havde udfaldet af dommen været meget hårdt og uden nåde. Ytringsfrihed er kun at tilsvine islam og muslimer. Nu har retten talt, og dermed gjort det lovligt at håne islam. Jeg som muslim kan ikke mere forvente, at man i dagens Danmark respekterer min religion, som er meget hellig for mig. I 1930’erne gjorde man det samme mod jøderne. Nu er muslimerne tur. Længe leve den hellige ytringsfrihed. Amen. [stavefejl bevaret]


“Danskerne er bedre end de fleste”… til at acceptere kvindernes underlegenhed

Fra dagens Nyhedsavisen – en bizar underoverskrift i en helsides artikel om vesterlændinge bosiddende i Dubai. Fra Dæk dig til og giv aldrig venstre hånd.

Hvor meget hud må en kvinde vise og hvor meget skal tilflyttere respektere kulturelle normer? Debatten raser i den multikulturelle Golf-stat Dubai. Danskerne er bedre end de fleste


Wall Street Journals Bret Stephens om den europæiske anti-amerikanisme

Fra dagens Berlingske Tidende. Bent Blüdnikow interviewer Wall Street Journals Bret Stephens om den europæiske anti-amerikanisme – Europa har ikke en begavet presse.

Han følger godt med i europæisk presse, og han har som konservativ iagttager sine stærke synspunkter om europæisk presse:

»Den er ikke imponerende. Særlig når europæisk presse skriver om USA, kan man undre sig over det negative, fordomsfulde, lave niveau, der anlægges. Der er desuden en åbenlys mangel på egentlig pluralisme, idet meget af det, der står i europæiske aviser, minder besynderligt om hinanden i dets stereotype ensformighed.«

Hvad mener du med mindre pluralisme?

»Hvis vi tager artiklerne om USA i aviser som Le Monde, Der Spiegel og andre aviser, så er det den samme negative stereotype beskrivelse. En del af forklaringen skyldes selvfølgelig en århundred gammel antiamerikansk strømning i Europa, som vi kan spore tilbage til gamle politiske aktivister som f.eks. George Bernhard Shaw og venstreintelligentsiaen. Aversionen skyldtes til en vis grad misundelse over USAs succes. Men der er desuden en konformitet og en manglende mangfoldighed i europæisk presse.«

Er det bedre i USA?

»Ja absolut. Her har du reel pluralisme med vrede, aggressive, venstreorienterede aviser og tidsskrifter, der beskylder regeringen for hvad som helst. Men sandelig også den modsatte tendens, som vi kan se hos f.eks. Fox News og alle bloggerne, der er en reaktion på den venstreorienterede strømning i medierne og som repræsenterer mange borgere. Vi har det hele, og der foregår en dynamisk og seriøs debat, som europæerne burde være misundelige over.«

En undersøgelse har vist, at aviserne i Danmark bruger de »venstreorienterede« amerikanske aviser seks gange så ofte som »konservative« aviser, når de citerer. Overrasker det dig?

»Jeg kender ikke danske forhold, men for Europa generelt svarer det til min erfaring. Ja, europæiske medier bruger ustandselig New York Times og Washington Post, som er oppositionsaviser, mens en avis som min egen Wall Street Journal kun bruges til økonomiske nyhedsartikler, men ikke til politik generelt. Det viser blot i en nøddeskal, at de europæiske mediers dækning er skæv og at den negative dækning af USA øser af regeringskritiske nyhedsmedier og kommentatorer, hvis stemmer derefter forstørres op i det europæiske rum.«

[…]

Stephens følger med i europæiske aviser og magasiner som Le Monde, Figaro, Guardian, London Times, Der Spiegel og en række belgiske aviser. Han er forbløffet over, hvor ens journalistikken er, når det drejer sig om USA:

»Jeg forstår simpelthen ikke den foragt, som udstråler fra europæiske medier. Det er en foragt, der afslører en neurotisk og hyklerisk europæisk selvforståelse. Lad mig give et eksempel: Da præsident Bush besøgte Berlin, så var kansler Schröders modtagelse kold; Bush blev mødt af massive folkeprotester og negativ presse. Derimod fik Ruslands præsident Putin, som har stået for grove krænkelser af menneskerettigheder i bl.a. Tjetjenien og af pressefriheden, en venlig modtagelse i Berlin – også af medierne. Ja, Schröder kaldte endda Putin for en »upåklagelig demokrat«. Jeg kalder det hykleri.«

I Europa vil man sige, at pressen ikke er antiamerikansk, men blot Bush-kritisk?

»Bush’ sydstatsstil irriterer selvfølgelig, men aversionen retter sig ikke kun mod Bush, men mod USA, ligesom under Den Kolde Krig og Reagan-tiden. Holdningen bliver forværret af de europæiske mediers flokmentalitet, hvor kritisk tænkning, der går imod strømmen, er et særsyn. Der er ikke nok intellektuelt mod i europæisk presse.«

Hvem styrer da europæisk presse?

»Der er ingen, der styrer. Det er ikke en konspiration, men hvad vi ser i europæisk presse er den uddannede elites holdninger. Det er den konventionelle offentlige sandhed, der dominerer både hos journalisterne, der er en del af denne elite, og hos den akademiske top af samfundet.«

Er den uddannede elites fordomme hele forklaringen?

»Ikke hele forklaringen, men en væsentlig del af den. Og det er i så tilfælde ikke sidste gang, at Europa er blevet vildført af denne elite. Faktisk er intelligentsiaens historie i Europa én stor begrædelig affære, når vi tænker på de vigtige opgør med totalitarismen i det 20 århundrede, hvor samme elite svigtede gang på gang. Antiamerikanismen er blevet elitens credo og den måde den identificerer sig på, efter dens store ideologiske forbilleder er endt i historiens skraldespand.«

Stephens er dybt i tvivl om Europas vilje til at kæmpe for sin egen overlevelse i mødet med globaliseringen og islamismen. Han mener, at der er god grund til at kritisere Bush-regeringens politik i f.eks. Irak, men han synes ikke, at det er seriøs kritik, man finder i europæiske medier, men en hånlig forvrængning af Amerika og dets intentioner. Opfatter han den europæiske presses holdning som udtryk for et generelt kultursammenstød?

»Nej, for almindelige mennesker sluger amerikansk kultur og rejser hertil i millionvis. De fleste europæere er ikke så fjollede antiamerikanske som redaktører og journalister, men det er dog alligevel bekymrende, at offentligheden ikke har en bedre presse.«

Har den europæiske presse ikke haft ret i, at Irak-krigen var en katastrofe?

»Både ja og nej. Før krigen advarede en stor del af europæisk presse mod krigen, fordi den mente, at man ikke kunne vinde den. Bagdad ville blive et nyt Stalingrad, advarede man om. Det blev det jo ikke, så den kritik var forkert. De massive anklager om, at krigen var til for at sikre USA olie – Spiegels forside lød »Blood for oil« – var også forkerte. Den mest seriøse del af kritikken er ikke denne løse konspiratoriske kampagne, som har præget europæiske medier, men den realistiske kritik, der har peget på, at Mellemøsten ikke lader sig demokratisere. Denne kritik af demokratiprojektets manglende realisme har hovedsagelig været et amerikansk fænomen.«

[…]

Og hvad med de påståede masseødelæggelsesvåben, der blev brugt som krigsbegrundelse?

»Saddam Hussein narrede alle, også de europæiske efterretningstjenester. Det var ulykkeligt, men en række rapporter i både USA og England har vist, at regeringerne troede på disse våbens eksistens. At påstanden om bevidst løgnagtighed fra Bush og Blairs side i sagen om masseødelæggelsesvåben har vundet udbredelse i europæiske medier er udtryk for en ynkelig tilstand.«”


Slavehandel til Amerika i 1600-tallet… eller Arabien i 1956

Fra oktobernummeret af Alt om Historie (indtastet på Snaphanens toptunede blærebare) – et citat fra Slaveriets ubrudte kæde.

“‘Mænd, kvinder og børn førtes ud af magasinet og blev én efter én ledt frem på en forhøjet platform […]. Handelsmændene havde for vane at røre slavernes kæber med en pind, hvorpå manden åbnede munden og viste sine tænder. […] Unge kvinder blev tvunget til at fremvise bryster og balder. Der udbrød en diskussion om, hvorvidt en høj, ibenholtfarvet kvinde var jomfru eller ej, og under det timelange skænderi blev hun tvunget til at sidde på hug, mens en af de mest prominente opkøbere undersøgte hende med en finger. […] Drenge i 10-12-årsalderen blev undersøgt i anus, for homoseksuelle opkøbere er påpasselige, når det gælder risikoen for sygdom.’

Citatet herover beskriver ikke en scene fra amerika i 1600-tallet, men er hentet fra John Laffins bog The Arabs as Master Slavers (1982) og handler om et slavemarked i det østafrikanske lande Djibouti i 1956. John Laffin besøgte selv auktionen, hvor omkring 200 slaver blev udbudt til salg. Langt de fleste var sorte afrikanere fra området omkring Tchad-søen. Køberne kom fra Saudi-Arabien. Når de havde foretaget deres indkøb, skulle varerne sælges videre i Jedda og Mekka.”

Oploadet Kl. 16:27 af Kim Møller — Direkte link9 kommentarer
Arkiveret under:


29. oktober 2006

Morten Sabroe til Politikens Tøger Seidenfaden: “En avis er ikke et politisk parti.”

Fra dagens Politiken. En solid gang sund fornuft fra Morten Sabro – Kritikerne: Om konsensusjournalistik: Hvor levende er den avis egentlig.

“Og så bar de kisten ind. I den lå avisen, der var født i 1884 og faldet 7. oktober 2006, ned i jorden med den. Det var det, jeg ikke forstod. At man kunne låne en avis’ historie ud til et projekt, der var lige så reaktionært som det, det ville angribe. Hvis den engelske tegner Ralph Steadman skulle illustrere de 66 anmeldere over for de 8 politikere, de anmeldte, ville det være i den genre, han i 1968 tegnede Nixon på talerstolen. 74 bare røve, der vendt mod hinanden truttede deres forudsigelige, firkantede og hadefulde budskaber mod hinanden. Politianmelde! Og så så længe efter! My God!

Jeg gav mig til at vente. Det kunne ikke vare længe, før der udbrød mytteri på Politikens redaktion. En borgerkrig ført med skarpslebne penne. Til kamp for den frie ytring. Mod misbruget af avisen, der i de dage ikke var en avis, men et politisk parti.

Der skete ingenting. Jeg forstod det ikke. Manden, der søsatte kampagnen, var så filtret ind i chefredaktøren, at det var umuligt at skille avisen fra politianmeldelsen, hvilket også blev bekræftet i lederen ’Døm selv’. Jeg var ikke i tvivl: Det var ikke kun avisen, det var alle medarbejderne, der var blevet kidnappet til et formål, der var det modsatte af, hvad en avis skal være: fri, uafhængig af politiske partier, kæmpende for ytringsfriheden til sidste blodsdråbe. Det kunne ikke være rigtigt, at 66 fodformede overleveringer skulle repræsentere en avis, hvor mangfoldigheden burde herske.

Men der var ingen, der råbte op. En avis er ikke et politisk parti. Den er heller ikke at sammenligne med et fodboldhold, hvor alle spiller mod det samme mål. En avis er en myldrende organisme, hvor der bliver spillet på kryds og tværs af banen, hvor temperamenter og meninger støder sammen, og hvor sammenstødene skaber noget, der ikke kan skabes dér, hvor alle marcherer i takt, og alle vender blikket mod det samme forudsigelige mål. Dér hvor konsensus hersker. Dér hvor nogen er mere end de andre, og de andre følger trop.

[…]

De journalister, der huserede i Store Kongensgade dengang: Jan Stage, Philip Lauritzen, Lasse Ellegaard og andre, havde aldrig lukket Rune Engelbreth Larsen indenfor. For de var ikke politikere, de var journalister. Den fodformede politianmelder havde fået 35 skrivemaskiner i nakken og taget flugten over i det politiske parti, hvor han hører til. Hvad er der sket, og hvordan kunne det lade sig gøre, at avisen blev til et politisk kampskrift? Det skyldes først og fremmest en svigtende fornemmelse for, hvad journalistik er. Det kan ikke være rigtigt, at journalisterne, hver gang de skal skrive om flygtninge eller indvandrere, lægger den samme skabelon ned over historien, så man bare behøver at have læst én artikel om indvandrere for at have læst dem alle. Det er blevet et mantra på avisen, at den med omlægningen skal skrives af personligheder – men hvad er det for en personlighed, der skriver lige firkantet og forudsigeligt hver gang? Der må være sprækker i ethvert synspunkt og i enhver sag, og det er ikke god journalistik at skjule dem.

Jeg ved, hvor svært det er ikke at falde i fordommenes grøft og ikke lade sine politiske holdninger skinne igennem i reportagerne. Jeg er en af dem, der ikke kan holde Robert Fisks stærkt politiserende reportager fra Mellemøsten ud, og jeg prøvede ikke at lade mine aversioner mod Bush-administrationen skinne igennem, da jeg i 2004 var i Texas op til præsidentvalget. Som Christine Isager påpeger i sin ph.d.-afhandling om ’Skribenter der skaber sig’, stillede jeg i en klumme læserne i udsigt, at jeg ikke ville være »forudindtaget og forudsigelig« i min dækning af præsidentvalget, men da det kom til stykket, magtede jeg det ikke. Set i bakspejlet var det et nederlag, som jeg ikke er i tvivl om, at jeg vil komme til at gentage. Havde jeg bare haft en redaktør, der kunne have holdt mig fast i mit projekt! Men redaktører, der kan det, mangler i den grad i pressen.


Fra uægte Louise Vuitton til Gucci-Helle – TV2s brug af meningsmålinger

Medierne har de seneste uger forsøgt at tale Socialdemokratiet i regering, og fronterne er mange. Foreløbig bundskraber er sagen om statsministerfruens uægte Louis Vuitton-håndtaske… Teknial har set nærmere på TV2s brug af meningsmålinger – Socialdemokratisk propaganda på TV2.

“Det viste sig, at en ny Megafon-måling gav partiet 27,9% af stemmerne (ikke meget, hvis man tager i betragtning, at det i en Catinét-måling for få dage siden fik 32,9%). Som TV2 gjorde opmærksom på, er de 27,9% en fremgang på 2.1% i forhold til sidste valg, men hvorfor i forhold til sidste valg? Normalt plejer man at sammenligne med den seneste meningsmåling. Kigger man nærmere på den, kan man se, at Venstre faktisk er gået mere frem end Socialdemokraterne! (henholdsvis 0,5 og 0,3%) Der er altså ikke ligefrem tale om, at Thorning-Schmidt og co. “stormer frem”. Den rette konklusion ville være, at Socialdemokraterne er stagneret, mens Venstres nedtur er stoppet.

Oploadet Kl. 19:05 af Kim Møller — Direkte link3 kommentarer


27. oktober 2006

Bo Bjørnvig om Jan Guillou, en progressiv stalinist-forfatter

Bo Bjørnvigs klumme i Weekendavisen er altid værd at læse. I denne uge tager han Jan Guillou under kærlig behandling. Fra »Gammelstalinistisk psykopat«?

“Sådan har jeg også opfattet, det er ment fra Guillous side: satiren er ikke overdrevet, Bush og hans kumpaner er præcis så latterlige. Og det, der sker – at Israel og USA får bank – er alvorligt ment ønsketænkning. Det er propaganda.

[…]

Carsten Grolin er inde på det med propagandaen i en kronik i Jyllands-Posten: »Jeg har et skizofrent forhold til de store svenske krimiforfattere, som Mankell, Guillou og Liza Marklund. På den ene side kaster jeg mig forslugent over deres bøger, når lejlighed byder sig og vender med tilbageholdt åndedræt siderne. På den anden side er de som politiske meningsdannere, i hvert fald for Mankell og Guillous vedkommende, ulideligt politisk korrekte, for ikke at sige gammelstalinistiske psykopater. F.eks. udspandt der sig et lille replikskifte i en tv-serie, hvor de to herrer i cameo-roller sidder og roser Zimbabwes diktator Robert Mugabe, som efter deres mening er en rigtig guttermand, og at han fremstår lidt anderledes i den vestlige presse skyldes de sædvanlige amerikanske konspirationer!«

Det er jo ikke så godt, når nu Grolin elsker at læse dem, så han stabler dette forsvar på benene: »Heldigvis er forfatterne lidt klogere end politikerne, og skriver bøger som rummer deres egne modsætninger, endda for Mankells vedkommende personer med en vis dybde. Ikke desto mindre kommer samme Mankell ganske tæt på at forsvare terrorisme i en af sine seneste bøger. Eller rettere reducere den til en kristen kunstart. Og Jan Guillous nye bog kommer så tæt på rendyrket antisemitisme, som man kan komme, når han genopliver sin gamle helt Hamilton som palæstinensisk overskurk. Jeg spekulerer tit på, om de der gamle stalinister har sat sig sammen og udviklet en eller anden strategi for, hvordan de kan få listet deres sygelige teorier ind i hovedet på os andre under dække af kriminalistisk spænding. Hvad er de drevet af – lysten til at forføre læseren med en god historie eller forføre ham politisk. Det kan godt være, at deres dybeste motiv er det sidste, men de ender som regel med det første, fordi fortælleglæden er for stor, og levende romanfigurer ikke lige sådan lader sig spærre inde i snævre stereotyper.«

At forsvare Mugabe og det gennemkorrupte – og for palæstinenserne så katastrofale – PLO-styre er langt ude. Så langt, at det kan minde om rækken af store danske og dybt stalinistiske forfattere: Andersen Nexø, Hans Kirk og Scherfig. Som elskede Stalin, det 20. århundredes største massemorder. Ok, måske overgået af Mao og skarpt forfulgt af Hitler, men de er alle lavet på samme fabrik i Helvede.

[…]

Men ikke nok med det, Levinsen [Jakob Levinsen, Jyllandsposten] kommer yderligere frem til, at Guillous progressivitet er rent fup: »Det fascinerende ved romanen er imidlertid, at den under overfladen ikke er nær så progressiv som den vist selv tror. Uanset såvel det demonstrativt positive kvindesyn – hvis ikke det bare i virkeligheden er mandschauvinisme vendt på hovedet? – som sympatien for palæstinensernes sag og den forudsigelige udhængning af Bush-administrationen. For der skal altså stadigvæk en stor hvid mand, eller helt præcist: en højtuddannet, fintsmagende svensk aristokrat til at vise de primitive russere og arabere, for slet ikke at tale om de ellers så toptunede kvindelige ledere, hvordan man virkelig skal gøre. Ikke blot med u-båden, men også indbyrdes, over for den internationale opinion og hvad angår at få en mere afslappet og champagneboblende livsstil. Dermed bliver romanens ønskedrøm i virkeligheden ikke så meget et spørgsmål om fred i Mellemøsten. Men snarere om, at Sverige i almindelighed og den overklasse, Guillou selv er rundet af, stadig kan komme til at spille en storpolitisk rolle og blive elsket for det.«

Jep – nok derfor de elsker den derovre. Men hvad, de danske stalinist-forfattere troede sig også progressive, så den slags er der en god lang tradition for. Men noget rod er det altså.”

Oploadet Kl. 22:11 af Kim Møller — Direkte link19 kommentarer
Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 

Næste side »



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper