30. november 2006

Lindvig vil have hævet benzinpriserne i Venezuela til “et nogenlunde anstændigt niveau”

Det sker ikke hvert år at en korrespondent for Orientering tager afstand fra en socialistisk præsident, men idag skete det. Niels Lindvig der konsekvent har skamrost Venezuelas Hugo Chavez har nu mistet tålmodigheden. Der lød ingen kritik fra den kant, da Chavez tidligere kaldte George Bush for et røvhul, djævel og morder, men festen er slut nu. Chavezs socialistiske projekt er simpelthen ikke rødt nok.

Det viser sig nemlig at det venezuelanske borgerskab stadig hygger sig på country- og golfklubber, drikker 18 år gammel whiskey, og transporterer dyre juletræer hjem i det han kalder “overdimensionerede firehjulstrækkere”. Løsningen på problemet har Lindvig lige ved hånden…

“Det kræver ikke nogen udvidet eksamen at regne ud at Caracas og Venezuela ville have bedre af, at man hævede benzinpriserne til bare et nogenlunde anstændigt niveau…” (Socialismen forgylder de rige i Venezuela, Niels Lindvig, P1 Orientering, 30/11-06)

Oploadet Kl. 23:19 af Kim Møller — Direkte link2 kommentarer

Ingen vidste noget om det, men nu er der “endelig bevis for Israels brug af miner”

Objektivitet eksisterer ikke, og nærlæser man avisartikler som på den ene eller den anden måde omhandler journalisternes hadeobjekter, så kommer der af og til interessante eksempler frem. I sidste uge trådte to FN-medarbejdere på landminer i den del af Libanon, hvor Israel tidligere på året kæmpede imod Hizbollah. Ritzaus Bureau rundsender mandag en artikel baseret på et interview med lederen af FN’s minerydningsprogram Chris Clark, hvori han blandt andet erklærer at da Israel ikke har underskrevet Ottawa-traktaten er det ikke ulovligt for landet at bruge landminer, men…

“… det ville være ulovligt, hvis briter eller danskere lagde landminer ud, men for Israel er det ikke…”.

Hvilke ubehagelige konsekvenser det kan få for Danmark, der således mister et vigtigt våben, hvis de mange nordtyske militser pludselig går til angreb på Tønder (Tondern). For England er problemet endnu større. Hvad skal der blive af det britiske imperium når de franske ekspeditionsstyrker går over kanalen med kurs mod London… Nå – spøg til side.

Chris Clark citeres også for disse ord.

“Indtil nu havde der hverken været beviser, rapporter, eller indikationer, som kunne få nogen til at tro, at Israel havde brugt miner dér i sommer…”

Det er ord som er interessante, fordi selvom aviserne gav artiklen overskrifter såsom Israel brugte landminer i Libanon (Politiken), Israelske miner sprænger briters fødder af (Århus Stiftstidende), så valgte MetroXpress følgende overskrift…

Oploadet Kl. 22:05 af Kim Møller — Direkte link2 kommentarer

Tina Magaard opfordrer til reformisering af islamforskningen

Fra gårsdagens Information. Lidt fra en ypperlig kronik af Tina Magaard – Reformer islamforskningen.

“En reform af islam efterlyses ofte, men mere beskedent vil jeg foreslå en reform af islamforskningen, for måske sidstnævnte vil kunne være med til at opmuntre førstnævnte. Det centrale spørgsmål er islamforskningens rolle i forhold til islams og muslimers anerkendelse af ‘Den Anden’. Beskrivelsen af ikke-muslimers historie i den muslimske verden er nemlig et kontroversielt felt, fordi der endnu ikke i den islamiske tradition har været en kritisk gennemgang af fortidens overgreb mod anderledes troende. I modsætning dertil har man i Europa siden Anden Verdenskrig lært også at anskue historien fra offerets synspunkt. Man har analyseret jødeforfølgelserne og arbejdet sig frem mod en rimelig ligevægtig historieforskning- og fortolkning, en fælles platform, som både jøder og ikke-jøder stort set er enige om. Helt anderledes ser det ud med fremstillingerne af ikke-muslimers historie i den muslimske verden, hvor der ikke er nogen fælles platform men tværtimod en afgrund mellem uforenelige partsindlæg. For eksempel taler det Muslimske Broderskabs Sheik al-Qardâwî om den “perfekte frihed og tolerance, som islam har været berømt for gennem tiderne”. Det er et synspunkt, som mere end én islamforsker kritikløst har overtaget. Men den ægyptiske jøde Bat Ye’Or beskriver samme historie således: “vast regions were ravaged and populous cities often razed to the ground amid the violence of battles and religious hatreds”.

Bat Ye ‘Ors beskrivelse kunne også bruges på den europæiske imperialisme ? den vestlige og den islamiske civilisation har nemlig det til fælles, at de som ingen anden civilisation har bredt sig ud over flere kontinenter.
Spørgsmålet er, hvordan man i dag forholder sig til den ekspansion. Edward Said argumenterer i Orientalism for at sætte sig ud over “a collective notion identifying ‘us’ Europeans as against all ‘those’ non-Europeans (?) the idea of European identity as a superior one in comparison with all the non-European peoples and cultures.”

[…]

Mange europæere har taget den opfordring til sig og opfatter derfor deres egen imperialisme som en krænkelse af folkenes selvbestemmelsesret og som økonomisk, etnisk og social diskrimination. Men i den officielle islamiske historieskrivning accepteres det ikke at se islamisk imperialisme som en krænkelse af folkenes selvbestemmelsesret og som en økonomisk, etnisk og social diskrimination. Tværtimod forherliges den islamiske imperialisme, og islamistiske bevægelser har som erklæret mål at genskabe den. Der kunne islamforskningen give moderne muslimer redskaber til at sætte sig ud over “a collective notion identifying ‘us’ Muslims as against all ‘those’ non-Muslims (?) the idea of Muslim identity as a superior one in comparison with all the non-Muslim peoples and cultures.”

Men mange islamforskere gør det modsatte og beskylder enhver, der måtte komme i nærheden af spørgsmålet, for islamofobi. Dertil argumenterer Bat Ye ‘Or: “… The self-appointed apologists for this oppressive system might themselves be taxed with anti-Jewish or anti-Christian racism or bias. Their scholarship can also be dubious if it serves to cover up this history.”

[…]

Desuden fortælles kun om jøder og kristne, dvs. den gruppe ikke-muslimer, der havde det bedst (eller mindst værst, alt efter hvem man spørger). Men hvad med ateister, mazdeister, buddhister, bahai’er, hedninge, hinduer, jainer, yezidier, ahmadiyya’er, sikher og kalasher, er de ikke også mennesker? De er blevet udrenset med hård hånd i flertallet af de lande, som i dag er muslimske.

Pointen er her ikke en konkurrence om, hvem der har forfulgt mest, men hvordan man i dag forholder sig til sin egen civilisations blakkede fortid. Der har islamforskningen et stort ansvar for at hjælpe muslimer igennem det ’saidiske’ paradigmeskift, hvor man lærer at anerkende ‘Den Andens’ historiefortælling.

[…]

Men hvorfor er det så vigtigt for mange forskere at gå islamismens ærinde ved at dække over muslimske aggressioner på ikke-muslimer – op gennem historien og i dag? Det er en ond cirkel, fordi Said-paradigmeskiftet ikke er blevet alment accepteret i muslimske kredse, kan selv ‘moderate muslimer’ blive vrede og mistænksomme, hvis man overhovedet nævner spørgsmålet, og derfor undgår man spørgsmålet, men så får ingen muslimer jo mulighed for at forholde sig til det, hvorved tabuet bliver endnu større. Den nye generation af islamforskere må forholde sig meget bevidst til, om man vil dreje med i den onde cirkel. Hvis man mener, muslimer lige som alle andre skal have lov til at blive integreret i en moderne begrebsverden, må man bryde ud og støtte liberale muslimer i at iværksætte ovennævnte kulturkritiske paradigmeskift.

[…]

Endelig skal jøde-hadet i den muslimske kultur behandles parallelt med jødehadet i den europæiske kultur. Dér er Elie Chourakis dokumentarfilm Antisémitisme, la parole libérée interessant. Elie Chouraki besøger en fortrinsvis muslimsk skoleklasse i Montreuil. Eleverne har arbejdet med Anden Verdenskrig, har været i Auschwitz, har forstået, at tyskerne gjorde noget forkert. De har bare overhovedet ikke etableret forbindelsen til det jødehad, som florerer nu og her i deres eget miljø, og som gør, at de sidder og fniser, når de hører om en jødisk dreng, der er blevet slået til blods af en gruppe muslimer. Derfor er man nødt til i skolerne at behandle kristent og muslimsk jødehad parallelt, så eleverne kan se sammenhængen. Parallel religionskritik af såvel islam som kristendom er lige så vigtig, da fjendtlighed overfor jøder er direkte begrundet i de religiøse helligtekster. Undlader man at etablere paralleller som de ovennævnte, straffer man ikke kun de jøder, som i Europa er ofre for muslimsk intimidering og vold, men også muslimerne selv.

Lande som for eksempel Pakistan og Tyrkiet er først blevet 99 procent muslimske i det 20. århundrede, og det som resultat af en ekstrem vold mod ikke-muslimer. Denne vold er efterfølgende blevet skrevet ind i historien på en måde, som ikke er befordrende for udviklingen af fredelige, velfungerende civilsamfund. Det ses tydeligt i Pakistan og i det sydøstlige Tyrkiet. Gennem børn af pakistanere og tyrkere, som går i danske skoler, er vi direkte forbundet til den voldshistorie, og derfor har vi også et direkte ansvar for, hvordan man forvalter den arv og analyserer dens årsager og konsekvenser. Gør man det ikke, fratager man unge muslimer muligheden for at forstå mekanismer, som opmuntrer religiøs-politisk vold i deres oprindelseslande. Endelig har det betydning for sameksistens i Europa, at muslimer anerkender ofrets ret til at blive hørt i den islamiske historiefortælling. Det spørgsmål hænger nemlig sammen med, at islamismens ‘ny-imperialisme’ ikke anerkender ikke-muslimer som ligeværdige mennesker og derfor fremmer en konfus blanding af mereværds- og mindreværdskomplekser. Islamforskningen har et historisk ansvar for at fremme integrationen ved at give islamismen et kvalificeret modspil.

Derfor opfordrer jeg til en reform af islamforskningen.”


JP-leder: “Hvem kommer først med Adolf Eichmann på plakaterne til kollegieværelset?”

God leder i dagens Jyllandsposten. Et citat fra Nu også med de døde.

“Kunne noget forlag finde på at bede en tidligere nazist begå de bærende opslag til en national encyklopædi om nazismen? Næppe; forhåbentligt ikke.

Kunne noget forlag finde på at bede en tidligere kommunist begå de bærende opslag til en national encyklopædi om kommunismen? Sagtens.

Kommunismen har kostet betydeligt flere menneskeliv end nazismen, selv hvis man tillægger alle dræbte i Anden Verdenskrig det nationalsocialistiske barbari. Alligevel er der stadigvæk en markant forskel i tilgangen til de to ryggesløse, totalitære ideologier, som hærgede det 20. århundrede.

Nye og gamle nazister er udstødt af den offentlige samtale, som de bør være. Ingen drømmer i dag om at tage nazismen alvorligt. Den er for sociale tabere og kriminelle bøller. Kommunismen derimod ses af mange fortsat som et idébåret fremstød for et bedre og mere retfærdigt samfund. Det slog nok fejl i praksis, men grundlæggende var det et forsøg værd. Kommunismen som ideologi er ikke nødvendigvis kørt ud på historiens losseplads. Der er stadig plads til megen forløjet revolutionsromantik. Unge mennesker render rundt med Lenin og Che Guevara på T-shirten, og der udgives apologetiske bøger om dem. Hvem kommer først med Adolf Eichmann på plakaterne til kollegieværelset?

Det var også denne forskel i tilgang, der var årsag til, at Den Store Danske Encyklopædi for fem år siden kunne udkomme med opslag om kommunisme, skrevet af en tidligere DKPer, helt uden fokus på massedrabene, dødslejrene og nakkeskuddene i en umenneskelig ideologis tjeneste. Kommunismen blev alene behandlet som en interessant idé; et tidstypisk samfundseksperiment.”

Oploadet Kl. 17:44 af Kim Møller — Direkte link10 kommentarer

Teaterdirektør Martin Lyngbo om nuancerede al-Jazeera…

En af de gratisaviser som formentligt overlever den igangværende aviskrig er nok MetroXpress, og det kan jeg kun beklage. Læserbrevene har altid skrabet bunden, men man må sige klummerne går i samme retning. Idag kan man læse teaterdirektør Martin Lyngbo skamrose al-Jazeera. Her undtagelsesvis i fuld længde.

Velkommen Al-Jazeera
Nu er den her! Endelig! Jeg taler ikke om Harry Potters første kyssescene eller julekataloget fra Magasin. Jeg taler om Al Jazeera International. Troværdige nyheder fra et arabisk perspektiv – på engelsk. Det er vanvittigt værdifuldt.

I gamle dage – det vil sige før 9/11 2001 – sagde man, at krigen er en fortsættese af diplomatiet, nu med andre midler. Dengang var al-Jazeera USA’s darling, fordi de var en fri arabisk nyhedsstation, med nuancer i debatten.

Så kom angrebet på World Trade Center, og præsidenten sagde at ‘enten er i med os eller mod os’. Al-Jazeera gav taletid til nogle af dem, der er kritiske overfor USA’s politik, og vupti! Så kom USA til at bombe stationens kontorer, og slå et par af reporterne ihjel. Først i Kabul i 2001. Og søreme også i Bagdad i 2003. Ej undskyld, det var ikke med vilje…

Selvfølgelig var det det. I dag er diplomatiet sekundært. Krigen er en fortsættelse af mediestrategien bare med andre midler. Det handler om at vinde en taktisk fordel i det post-moderne mediehelvede. Det er i medierne, at fronterne tegnes op. Det er her, skyttegravene graves. Og det er her, nuancerne og dialogen genfindes. Al-Jazeera er i dag umulig at afvise som en seriøs nyhedsleverandør, mens ingen længere tør stole på den siddende amerikanske administration.

en del af tv-verdenens skarpeste hjerner er gået fra BBC og CNN til al-Jazeera. Blandt andet Josh Rushing, der var presseofficier for United States Central Command, under USA’s invasion af Irak i 2003. Da han tiltrådte i sit nye job, sagde han: ‘I en tid, hvor amerikanske medier er blevet så nationaliserede, er jeg begejstret over at kunne arbejde i en organisation, der virkelig ønsker at være en global kilde til information’.

Alligevel bliver al-Jazeera nærmest automatisk diskvalificeret i de fleste danske medier. Det er fjenden, der snakker – dem med sort overskæg og koranen under hovedpuden. De har klædt sig ud med jakkesæt og velformulerede holdninger for lettere at kunne narre os. Men bare vent, pludselig kommer Kalashnikov’erne frem! Den provensielle islam-paranoia kører for fulde gardiner i den danske presse. Det er pinligt at følge med i.

Jeg har ikke lyst til at være en del af nogen post-moderne medie-skyttegravskrig, men i øjeblikket er den nærmest umulig at vriste sig fri af. Heldigvis kan man høre rolig og nuanceret tale fra den anden side, og nu er den på engelsk.

Velkommen til Al Jazeera International. Det betyder alverden, at I er her.

Det vil blive blive for omfattende at gendrive alle loonismer, Lyngbo får smidt ind i sin klumme – men her er fem udvalgte.

1) Al-Jazeera var USA’s darling før 2001.

Helt forkert. Den vestlige verden vidste knap nok kanalen eksisterede før 2001. At USA skulle have haft en positiv holdning er helt absurd, al den stund al-Jazeera siden sin spæde start i 1996 har dyrket arabisk anti-amerikanisme, med mediedækningen af Operation Desert Fox i 1998 som første markante eksempel.

2) Al-Jazeera gav taletid til nogle af dem, “der er kritiske overfor USA’s politik”.

Mon det er eksklusive transmissioner fra Bin Laden-familiens bryllupper der tænkes på… Al-Jazeera var kanalen der under intifadaen i 2000 forsøgte at mobilisere den arabiske gade mod demokratiske Israel. En af metoderne der blev brugt under denne kampagne, var ikke at bringe interviews med israelske embedsmænd.

3) USA har bevidst myrdet al-Jazeera reportere i Kabul (2001) og Bagdad (2003).

En udbredt myte på den yderste venstrefløj, men ikke desto usandt. Kabul-kontoret blev ganske rigtigt ramt i november 2001, men ingen døde som det påstås af Lyngbo. Bagdad-bomben kostede en enkelt journalist livet, men USA havde forinden advaret journalister mod at færdes i området. Tæt på al-Jazeeras Bagdad-kontor lå det irakiske Informationsministerium og Palestine Hotel, hvor de fleste vestlige journalister bor. Sidste år døde der 20 irakere da det lykkedes terrorister at gennembryde afspærringen og detonere en bombe klods op af hotellet. Hvis Lyngbo påstår der udkæmpes en mediekrig, hvad interesse har USA så i at myrde journalister. Hvis USA ville stoppe al-Jazeera kunne de da bare, som Lyngbos nyvundne helt (se pkt. 5) forklarede, slukke for strømmen.

4) De “skarpeste hjerner” fra BBC og CNN søger ansættelse på al-Jazeera.

Tænker han på Rizwan “Bush er en terrorist” Khan, der tidligere arbejdede på CNN, eller på den stærkt venstreorienterede Rageh Omaar, der tidligere hærgede på BBC. Lyngbo forveksler journalistisk skarphed med venstreradikalisme. Det gør kunstnere ofte.

5) Josh Rushing-eksemplet..

Joshua Rushing er en af mange som har gjort sig til helt på venstrefløjen ved at skifte side. I den Jazeera-propaganderende dokumentar Control room (2004), sendt på TV2 d. 9. september 2004, lød han usædvanlig vattet, og det undrer mig ikke synderligt han nu gør karriere for den kanal han åbenbart fik lidt for tætte kontakter til. En lille måned senere kunne man se ham i en af tidens mange franskproducerede pseudo-doks. Her var han forbindelsesofficeren i en dokumentar der problematiserede filmindustriens samarbejde med det amerikanske militær.

Bush-citatet ‘med eller mod os’ er efterhånden en klassiker. Jesper Lau hansen rullede den ud tidligere på året – se eks. 3.

Oploadet Kl. 17:30 af Kim Møller — Direkte link9 kommentarer

“Det er 11 gange så farligt at være ansat i de danske fængsler, som at være soldat i irak…”

Selvom Danmark i mere end tre år med fysisk tilstedeværelse aktivt har bidraget til den irakiske demokratiseringsproces, så har det blot kostet seks danske soldaters liv. Ikke desto mindre bruger den yderste venstrefløj, hver eneste død soldat som et argument for omgående tilbagetrækning.

Fra dagens Dato, lidt perspektiveren – Fængslerne slider deres ansatte op.

“Det er 11 gange så farligt at være ansat i de danske fængsler, som at være soldat i irak, viser tal fra Arbejdsmarkedets Erhvervsskadestyrelse, AES.”

Oploadet Kl. 12:21 af Kim Møller — Direkte link15 kommentarer
Arkiveret under:

24timer i frontalangreb på VK-regeringen: Fogh ligner Poul Nyrup Rasmussen…

Forleden kunne man læse hvorledes Fogh-regeringen efter fem år ved magten nyder en uhørt høj opbakning blandt vælgerne. 24timer headliner idag med en historie der indledes således…

“Præcist fem år efter Fogh overtog roret på skuden Danmark, ligner Fogh sit eget skræmmebillede af forgængeren Nyrup.”

Herefter følger så en historie, der over en helt side (s. otte) med baggrund i statsministrenes retorik argumenterer for det der i overskriften lyder: Fogh ligner sit skræmmebillede.

Udgangspunktet for artiklen er fuldstændig absurd. Enhver der ved lidt om hvordan politik fungerer, ved jo så udmærket at oppositionen til enhver tid vil kritisere den til enhver tid siddende regering for blokpolitik, manglende lydhørhed og designerpolitik. Væsentligst for en sammenligning af to regeringer, er selvfølgelig hvad der er indført, og vælgernes dom over samme. Hvor Nyrup-regeringen lappede sig igennem udlændingepolitikken, så tog Fogh den fulde konsekvens og vendte udviklingen. Blandt andet derfor har Fogh, trods Danmarks bidrag til en upopulær krig og diverse maksimalstatskampagner, stadig opbakning fra 73 pct. af danskerne.

Når artiklen absolut intet har med vælgeropbakning at gøre, hvad er så pointen i at give plads til følgende ‘læserpanel’ nederst på samme sider, der svarer på “Hvordan har du kunnet mærke, at Fogh har været statsminister i fem år?”

En Jesper Antonsen “har ikke kunnet mærke nogen forskel hverken den ene eller den anden vej” og en Bente Kofoed mener ikke “denne regering har betydet de store ændringer for mig”. Det var de positive – så følger frontalangreb. En Leif Lund Pedersen fortæller blandt andet at han ikke synes “man får den samme støtte fra det offentlige, som man fik… ved tidligere regeringer”. En Susanne Heegaard er negativ over Irak-krigen, fordi “krigen er jo noget, der har påvirket mange mennesker”. Til slut en Frank Vangsgaard der tillægger Fogh en stor del af ansvaret for dårligere ‘tilbud’ han som forsørger har fået på det “det kommunale plan”. Et repræsentativt udsnit…. yeah right.

[tryk her for læsbar udgave]



29. november 2006

Norsminde strand, 25. november 2006 Kl. 15.13

Oploadet Kl. 18:14 af Kim Møller — Direkte link9 kommentarer
Arkiveret under:

Kapitalistisk udbytter nyder frugten af kundskabens træ…

Udsmykning af en væg ved receptionen på Institut for Statskundskab (KU). Gerningsmanden er professor på Kunstakademiet… Tak til Morten for billederne.

Oploadet Kl. 17:20 af Kim Møller — Direkte link21 kommentarer

Flemming Balvig og Krimonologisk Institut skifter paradigme: Folket ønsker mildere straf

I dagens Berlingske Tidende kan man læse at en ny storstilet undersøgelse under krimonolog Flemming Balvig konkluderer at Danskerne vil have mildere straffe. Konklusionen “overrasker” Balvig lyder det i artiklen, men resultaterne på den slags videnskabelige undersøgelser er næppe overladt til tilfældigheder. Således ytrede Balvig sig kort før undersøgelsen gik igang for små to år siden.

“»Hvis man spørger folk, om man skal straffe hårdere, synes de næsten alle sammen, at det skal man. Men så snart man kigger på den konkrete virkelighed og de konkrete sager, så er folk meget mere nuancerede og har ikke generelt behov for at straffe hårdere,« siger Flemming Balvig, professor i kriminologi ved Københavns Universitet og medlem af den arbejdsgruppe, Advokatrådet har nedsat til at se på fremtidens straffe.” (Jyllandsposten, 20/11-04)

Det paradoksale ved det hele er at Balvig konsekvent gennem sin karriere har betragtet højere straframmer som udtryk for at “kriminalpolitikken i stigende grad bliver båret af emotion”, og han har mere end alle andre kæmpet imod at det strafferetslige system “bygger på politikernes fornemmelser for følelser og stemninger i befolkningen”. Genem hele sin karriere frem til slut-1990erne kritiserede han ofte de borgerlige for at spille på frygten, og da venstrefløjen for nogle år siden strammede op retspolitisk, så lød det pludseligt at det var en international trend, at “kriminalpolitikken nærmest er blevet afpolitiseret”. (citater fra Weekendavisen, 5/12-03)

Det siger sig selv at når Balvig og Kriminologisk Institut (KU) ikke længere kan spille populisme-kortet mod højrefløjen, så må der skiftes paradigme. Hvis Politikerne = Folket, så må F ændres. En undersøgelse blev sat i værk, pludselig havde menigmands holdning vægt…

“Ifølge professor, dr. jur. Flemming Balvig må det være vanskeligt for lovgiverne at sidde undersøgelsens konklusioner overhørigt.” (Danskerne ved for lidt…, Berl., 29/11-06)

Balvig suppleres af professor i prakisk filosofi Jesper Ryberg (RUC) der citeres for følgende loonisme.

“»Hvis man beskriver forbrydelserne mere indgående, eller hvis man får lokket folk ind i retten, så er de åbenbart mindre straffevillige end domstolene selv. Så man skal lade være med at indrette sig efter den umiddelbare retsfølelse,« siger han.”

Moralen er tilsyneladende, at danskernes holdning har betydning – hvis blot holdningen stemmer overens med rundbordspædagogikkens juridiske overdrev. Balvig, Ryberg med flere glemmer dog en lillebitte ubetydelig detalje: Ikke at fængsle kriminelle gør næppe gaderne sikrere… ikke at det nogensinde har været målet.

“… politikernes løfter om flere penge til politiet er populisme, mener Flemming Balvig… Hvad der foregår er, ifølge Balvig, at politiet spilder mindst en million timer om året på, at to betjente kører rundt og patruljerer i bil.(Aktuelt, 27/8-99)

Opdate 1/12-06.

  • 01/12-06 P1 Formiddag – Danskernes holdning til straf (med Fl. Balvig).
  • Oploadet Kl. 16:29 af Kim Møller — Direkte link22 kommentarer
    Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

     

    Næste side »

    

     

    Vælg selv beløb



    Blogs


    Meta
    RSS 2.0
    Comments RSS 2.0
    Valid XHTML
    WP






    MediaCreeper