27. februar 2007

Lidt om den frie og den ufrie ægteskabspraksis…

Det er ikke nemt at gøre islamiseringen spiselig, men guderne skal vide den akademiske verden gør sit bedste.

Igår kunne man i Vita på P1 høre antropolog Britta Bjerrum Mortensen fra Dansk Folkemindesamling, fremlægge resultater af hendes studier, der påviste at danskerne i virkeligheden ikke selv valgte deres ægtefælle frit, idet ‘normer og traditioner’ havde stor betydning for valget – Lige børn leger stadig bedst, så at sige. Lidt i samme stil kunne man idag i Kaffeklubben på samme kanal høre SF’s Pernille Vigsø Bakke argumentere imod Kongehuset med baggrund i den ufri ægteskabelige praksis.

I Nyhedsavisen kan man idag på forsiden læse at Kun få bliver gift ved tvang, baseret på en rapport om ‘minoritetsdanskeres pardannelse’, foretaget af psykolog Rashmi Singla på basis af en spørgeskema-undersøgelse. Her lidt fra forsideartiklen, og Indvandrerunge vælger ofte selv deres partner (s. 10).

“Samarbejde er meget mere udbredt end tvang, når børn af indvandrere skal giftes… Mediernes dækning af unge indvandreres kærlighedsliv giver et entydigt negativt billede. Men dette billede ligger imidlertid langt fra sandheden. De fleste unge finder nemlig selv partnere i et fredeligt samarbejde med deres forældre… De unge følger hverken forældrenes eller jævnaldrende danskeres måder at finde partnere på. De opfinder en middelvej, der både respekterer deres eget frie valg og familiens ønsker… »Forældrene til minoritetsunge bliver brugt som en slags kontrolmekanisme til at sikre, at den partner, som den unge har valgt, er et passende parti. Man kan tale om et forhandlet ægteskab: En proces, hvor begge parter – den unge og forældrene – har ret til at sige nej,« siger Rashmi Singla… En anden af hovedpointerne i rapporten er, at de unge i vid udstrækning hilser forældrenes indblanden velkommen… »To ud af tre har ingen store konflikter. Det er overraskende mange,« siger Rashmi Singla.”

  • Kvinfo – Arrangeret ægteskab: Flere nuancer, tak! (Mikkel Rytter, antropolog – Dansk Folkemindesamling).
  • Oploadet Kl. 21:00 af Kim Møller — Direkte link36 kommentarer
    
    RUC-studerende i Kenya Times om racistiske Danmark

    På Roskilde Universitetscenters Institut for Miljø, Teknologi og Samfund læser en kenyaner ved navn John Momanyi Birongo. Her et læserbrev han idag fik trykt i Kenya Times. [via Snaphanen]

    Rising racism, intolerance in Denmark
    Ninth April, 1940 is a day many older generation Danes would rather not recall. This was the day Hitler’s army swept through Denmark and Norway in Operation Weserübung. While the clearly overpowered but valiant Norwegian soldiers fought pitched battles with the technologically superior German war machine, the Danish army surrendered without as much as firing a single mortar, much to the chagrin of present day Danes who would rather hear heroic tales of bravery and epic encounters between Danish and German forces.

    The only tale unfortunately, is the one of how Danish soldiers showed their athletic muscle as they tore and pounded through the streets–running away from the advancing German army.

    Despite the legendary cowardice of the Danish forces, ordinary Danes defied Hitler in a way that still captures the world’s imagination.

    When Hitler ordered the commencement of racial laws in Denmark and ordered for the rounding up of Jews, Danes from all walks of life took it upon themselves to save the Jews. Altogether, Danes managed to help 7,000 Jews by hiding them in their homes, cellars, churches and safe houses before slipping them across the border to neighbouring Sweden.

    With this single act of immense courage and standing up for others, Danes sent out a message of hope of what ordinary unarmed people can accomplish even when faced by a danger of ernomous proportions. Many Danes understood what it was to be an immigrant because over 300,000 Danes (10% of the entire population) had left Denmark and made the journey to America, in search of the “American Dream” between 1840 and 1920 alone. Others chose to travel the unbeaten track and ventured into Australia, Canada, and some even ended up in Africa.

    Karen Blixen is perhaps the most famous of the small group of Danes who attempted to see what the “African Dream” had to offer.

    But that was then. Exactly sixty years later, the country now seems to be racing head-first to the far-right, a euphemism for racism.

    The ultra-right Danish Peoples’ Party (DPP) swept into parliament as the country’s third-largest party following the 2001 elections, taking 12% of the vote and 22 seats in Denmark’s parliament.

    This racist party joined the government in a centre-right coalition and helped push through tough new asylum and immigration laws as well as the drastic cut in aid to the developing world. The Danish Front, a violent anti-immigrant organisation supports the DPP and agitates for the violent expulsion of non-white immigrants in Denmark.

    Though the Danish Peoples’ Party denies links to the Danish Front, journalists posing as members of the Danish Front managed to apply and acquired membership of the DPP.

    Pia Kjaersgaard is the leader of the DPP. Until twenty years ago, she was a happily married mother of two working as a house-help. When her 16-year-old daughter brought home an African boyfriend, it was more than the conservative Pia could take. She plunged into politics and her message of “Denmark for Danes” struck resonance with other like-minded Danes. She quit her humble job of bathing and feeding old people and plunged into politics and went on to form her own party–the Danish People’s Party.

    In the six years the DPP has been in the coalition government, Denmark has numerously been criticised by both Amnesty International and Human Rights Watch for the rising intolerance in the country. For example,

    Denmark has forced Danes marrying foreigners out of the country with their spouses due to tight family reunification laws. Most of the asylum centres have been closed down and the horrifying mistreatment of inmates including children at the functioning asylum centre at Kongelunden near Copenhagen has drawn international condemnation.

    The party’s nominee for Mayor for Copenhagen posted a message on her home page calling for the shipping of Arabs residing in Denmark to Siberia’s labour camps “as we are not allowed to kill them”.

    Other party officials have been quoted saying Somali refugees should be rounded up, put on planes and ferried to Somalia. It speaks volumes that Denmark is the only country in the world that has licensed a Nazi radio station (Nazi Radio) to broadcast racial propaganda.

    Freedom of speech is given as the reason for the existence of the radio station. Interestingly, when a Danish newspaper drew cartoons of the prophet Mohammed as a terrorist causing upheaval in the Muslim world, the Danish government defended it using the freedom of speech excuse.

    Pia Kjaersgaard successfully applied for an injunction that makes it illegal in Denmark to refer to her or her party as “racist”.

    A Danish university student I talked to, said of the injunction: “It is like hyena successfully petitioning to be called Sheep.

    It is noteworthy that there has been no debate arguing that the ruling goes against freedom of speech by limiting the choice of adjectives one may use when talking about official proponents of racism in Denmark.

    If Hitler lived today and invaded Denmark, maybe today’s Danes would round up Jews and other “inferior races” and kill or hand them over before Hitler even says the word “Jew”. Maybe the Danish soldiers wouldn’t be instant marathon runners either. Maybe they would march forward to meet the German soldiers to ask if they can borrow swastikas.

    Oploadet Kl. 19:43 af Kim Møller — Direkte link62 kommentarer
    

    26. februar 2007

    DR Online finder ikke alle oplysninger lige interessante

    DR Online refererer igår en artikel fra The Houston Chronicle om stigende fattigdom i USA.

    Antallet af ekstremt fattige er vokset i USA (25/2-07)
    Omkring 16 millioner borgere i USA lever i dyb eller alvorlig fattigdom.

    Det er det højeste antal dybt fattige i 32 år skriver Texas-dagbladet The Houston Chronicle.

    Opgørelsen er baseret på tal fra den seneste folketælling i USA, i 2005, og definerer dyb fattigdom som en årsindkomst under 9.903 dollar – 56.100 danske kroner -for en familie med to børn. For en enlig er grænsen sat til 28.800 kroner om året.

    Grænsen er defineret som det halve af den fattigdomsgrænse, som forbundsmyndighederne har fastsat.

    Antallet af ekstremt fattige er vokset hurtigere end antallet af fattige generelt, og det betyder at andelen af ekstremt fattige nu er oppe på 43 procent af de 37 millioner, der lever under USAs officielle fattigdomsgrænse.

    Den voldsomme vækst i antallet af ekstremt fattige er en del af forklaringer på, at median-indkomsten – justeret for inflation – for en familie i den arbejdsduelige alder er faldet for femte år i træk, skriver Houston Chronicle.

    En lang selvstændigt udarbejdet artikel på basis af Cron’s Severe poverty rate at highest in three decades, men der kunne alligevel ikke blive plads til følgende.

    • Mostly female: About one in three severely poor people are younger than 17, and nearly two out of three are female.

    • White: Nearly two of three people in severe poverty are white (10.3 million) and 6.9 million are non-Hispanic whites.

    • Border disparity: Severe poverty is most pronounced near the Mexican border and in some areas of the South.

    Oploadet Kl. 20:14 af Kim Møller — Direkte link24 kommentarer
    Arkiveret under:
    
    “It’s not a political issue, it’s a moral issue”, lød det på scenen…

    Michael Moore fik en Oscar for Bowling for Columbine i 2002, og natten til i dag var det så Al Gores tur, ligeledes i dokumentar-genren, for filmen An Inconvenient Truth. “It’s not a political issue, it’s a moral issue”, lød det på scenen, og noget lignende sagde Moore i 2002.

    I 10-Radioavisen fortalte energiforsker Brian Vad Mathiesen, at Aalborg Universitet vil sende filmen til landets gymnasier og HF-skoler. Brian Vad læser Ph.D. på Institut for Samfundsudvikling og Planlægning – her er Svend Auken ‘adjungeret professor’, og samme sted blev Al Gore æresdoktor i sidste måned.

  • 14/0-06 Jyllandsposten – Bjørn Lomborg: En ensidig skræmmekampagne.
  • Oploadet Kl. 18:45 af Kim Møller — Direkte link18 kommentarer
    
    “Statsministeren ville ikke ligesom acceptere, at rette dansk udlændingepolitik til…”

    Det blev næsten leveret som en ekspertanalyse. Fra 9-Radioavisen på P1.

    Radioavisen: Danmark er ikke en af de tunge spillere, når Europas topledere mødes for at forhandle, og det på trods af at Danmark har alle de gode kort på hånden. Vi er rige, velfungerende og vellidt i Europa, og vor statsminister Anders Fogh Rasmussen er respekteret. Men vi udnytter ikke potentialet, siger Ugebrevet Mandag Morgens EU-korrespondent Ole Ryborg.

    Ole Ryborg, Ugebrevet Mandag Morgen: Man skal også når man sidder inde ved de her andre EU-lande, så skal man demonstrere, at man faktisk også er villig til, når det er man skal finde ud af en fælles EU-løsning på et eller andet, så er man villig til at gå lidt længere i et få skabt en fælles EU-løsning, og ikke bare tænke på sig selv, og der har Anders Fogh Rasmussen – i hvert fald på to områder demonstreret at han tænker mere på sig selv, end han tænker på Europa. Det ene det var i 2003 med Irak-krigen, hvor det var at Fogh Rasmussen han var medunderskriver at et brev – han var med til at splitte EU-landene, og tage dem væk fra at få en fælles holdning omkring Irak og invasionen af Irak, fordi han var så entydigt med amerikanerne. Og det andet var, da det danske forbehold skulle omforhandles i forbindelse med EU’s forfatning, der var det sådan, at der har vi jo det særlige danske med udlændingepolitikken. Statsministeren ville ikke ligesom acceptere, at rette dansk udlændingepolitik til, ved en ophævelse af det danske forbehold. Han gik i stedet for ind og forhandlede, at vi skal kunne i al fremtid være udenfor EU’s udlændingepolitik, og det er klart, det bemærker man jo – nåh ja, han er ikke med på en fælles udlændingepolitik, og det er klart, der bliver han pludselig meget meget meget dansk – jeg skal ha’, jeg skal ha’, jeg skal ha’, og så bliver han en mindre spiller ud i Europa.

    Ole Ryborg må føle sig godt hjemme i Sverige.

    
    Srebrenica var et folkemord, men Serbien var ikke skyldig…

    To syn på samme sag. Begge er isoleret set korrekte.

  • 26/2-07 (11.27/15.24) Jyllandsposten (Søren Holm Hansen) – Domstol: Srebrenica var folkemord.
  • 26/2-07 (12.50) Politiken (Thomas Lauritzen) – Serbien frikendt for folkemord.
  • Oploadet Kl. 16:35 af Kim Møller — Direkte link6 kommentarer
    

    25. februar 2007

    Journalistik-prof. Frands Mortensen: Hvordan kan vi socialister bruge medierne politisk…

    En af de forskere der hyppigst citeres i de danske medier er professor Frands Mortensen fra Institut for Informations- og Medievidenskab på Aarhus Universitet, der i alle væsentlige kulturpolitiske spørgsmål danner front mod VK-regeringen og Dansk Folkeparti. Udnævnelse af Jens Rohde som chef for TV2 Radio gav ham associationer til Nordkorea, og selvfølgelig er han imod privatisering af TV2, ligesom han ivrigt forsvarer DR’s politiske ‘uafhængighed’, selvom han i sit videnskabelige virke mener at kunne dokumentere, at DR har et “et borgerligt verdensbillede”.

    I 1974 var han lektor i journalistik på Danmarks Journalisthøjskole i Århus, og sammen med kollegaen Erik Nordahl Svendsen, journalistelev Eigel Andersen og otte studerende besluttede de sig for at beskrive forholdene for journalister på danske dagblade. Bogen blev udgivet på det socialistiske forlag Modtryk i 1978 under titlen Ikke et ord om ytringsfrihed, med undertitlen Rapport om journalisters arbejdsvilkår på danske dagblade. Med ytringsfriheden som rambuk skulle danske avislæsere bevidstgøres om den fæle kapitalisme, kunne der ligeså godt have stået.

    Indholdsfortegnelse, siger en hel del i sig selv.

    Kapitel 1: Indledning.

    Del I: ERFARINGERNE
    Kapitel 2: Otte journalisters egen historie.
    Kapitel 3: Tre slags redaktioner.

    Del II: ANALYSEN
    Kapitel 4: Hvad kan man egentlig bruge aviser til?
    Kapitel 5: Den journalistiske arbejdsproces.
    Kapitel 6: Fire historiers historie.
    Kapitel 7: Kreativitet og kontrol.

    Del III: HVAD KAN DER GØRES?
    Kapitel 8: Journalisten som lønarbejder.
    Kapitel 9: Journalisten som socialist.

    Litteraturhenvisninger
    Ordliste

    Forfatterne er listet alfabetisk.

    “Eigil Andersen, Ulla Bechsgaard, Lars Hørby, Klaus Larsen, Frands Mortensen, Lars Schelde, Kurt Simonsen, Jens-Erik Sinnbeck, Jens Stubkjær, Erik Nordahl Svendsen og Niels Westberg.”

    Det meste af bogen er fyldt med beretninger om praktikanternes problemer med at få sat klassekampen øverst på dagsordenen, og det mest interessante er det perspektiverende kapitel 9. For god ordens skyld vil jeg dog lige give et række eksempler fra ‘analyse’-delen.

    “Hvis den fungerer som den skal, vil den med rod i den redaktionelle virkelighed kunne indkredse, hvad der er det særligt borgerlige ved de borgerlige aviser, og man vil se, hvordan denne borgerlighed sætter grænser for og i vid udstrækning styrer arbejdet på avisredaktionerne.” (s. 5)

    “Da der er mange arbejdspladser i Randers, var det intet problem at finde noget [arbejdsmarkedspolitisk] at skrive om – og flere gange lykkedes det mig at skrive historier, jeg kunne forsvare ud fra min socialistiske grundholdning… Uheldet ville dog, at en gruppe unge i Randers tog radikale metoder i brug og besatte nogle tomme, kommunale bygninger, som de begyndte at indrette for at omdanne dem til ‘medborger-hus’. De unge, det var jo mit stofområde. Men allerede efter de første artikler om denne aktion, artikler der ret åbenlyst støttede slumstormerne, var den galt igen… Meget af min tid på hovedredaktionen gik med ballade – i sidste omgang fordi jeg sløjfede alt pop-stoffet fra min ugentlige ungdoms-rubrik og i stedet åbnede den for alskens socialkritisk stof omkring de unge i Randers.” (s. 24; Niels Westberg på Randers Amtsavis)

    “Samtidig mærkede jeg mere her i den lille isolerede gruppe et normalitetspres… Når utraditionelle historier (f.eks. ikke hørt begge parter og blandet u-landspolitik sammen med finanspolitik) slap igennem til spalterne, måtte jeg stå til skideballe hos chefredaktørerne… Solidariteten er stor i kantinen, men i konkrete situationer som ovennævnte stikker alle – på nær ganske få – hovederne i busken. Samtidig er sladderen i Huset værre end i Kastrup Syklub – hvis dér overhovedet sladres. Men som Erica Jong siger, vistnok i ‘Luft under vingerne’: Sladder er de undertryktes opium… Alt i alt lærte min praktiktid mig at skrive god borgerlig journalistik. Hvordan man informerer borgerne ved at afspejle begivenhederne for dem. Og hvordan man ved at behandle sine praktikanter særdeles pænt får mindre brug for at skulle bremse deres spæde forsøg på en kritisk journalistik, der sætter spørgsmålstegn ved det etablerede samfund.” (s. 34; Klaus Laursen på Berlingske Tidende)

    “Iøvrigt havde jeg – også specielt i begyndelsen – en del besvær med at skrive så ’subjektivti’ og ‘engageret’ anti-EF, som bladet tillod og forventede. Navnlig havde jeg en tendens til at gøre indledningen til en artikel temmelig kønsløs eller faktuel. Andre på redaktionen skrev mere subjektivt, men – bemærkede jeg – det samme gjorde journalister på andre aviser, ikke blot på Ekstra Bladet, også på borgerlige monopolaviser (omend mere fordækt). Uden tvivl var det indoktrineringen fra Journalisthøjskolen, om at ’skrive objektivt’, der endnu sad mig i blodet. Skrublerne ved at skrive ensidigt imod EF forsvandt forholdsvis hurtigt – mest i erkendelse af, at der behøvedes så megen modoplysning som muligt mod den massive EF-venlige information i de fleste borgerlige aviser.” (s. 36; Lars Schelde på Det ny Notat og SF-Dagbladet Minavisen)

    “Når en journalist på et blad styrer sine skriverier helt uden direktiver, så er de i overensstemmelse med bladets linje, kan dette altså have to årsager. Enten føler journalisten sig ganske enkelt i overensstemmelse med bladets linje, eller også er det lykkedes ham at undgå de problemer, som uoverensstemmelsen med bladets linje kan medføre. Det sidste meget ofte med hjælp fra det stilfærdige spøgelse, vi kalder selvcensur….For den journalistiske idé-udvikling kan selvcensuren komme til udtryk på to måder. For det første på den direkte måde, at journalisten på forhånd opgiver at gøre noget ved en eller anden idé, hvis han har erfaring for, at det vil give problemer. For det andet på den mere indirekte måde, at journalisten simpelthen undlader at få sådanne ‘problematiske’ ideer… Begrebet selvcensur bruges imidlertid i almindelighed om den ‘aktive’ form, hvorefter en journalist på grund af frygten for konflikt afholder sig fra at gå i gang med at realisere en idé. (s. 98)

    Redaktørerne vil ikke godkende, at journalister skriver på grundlag af egen viden eller holdning, bl.a. fordi de mener, læserne ikke kan tro på, hvad en journalist sådan af sig selv kan skrive. Den journalist, der ønsker sine artikler trykt, må altså sørge for at finde en person, der så at sige kan give historien et alibi med sine udtalelser. Undertiden går det ganske smertefrit, det med at finde en kilde. Man slår bare op i kartoteket over alle de lokale foreningers formænd, sådan som Lars Hørby lærte i Brørup. Undertiden volder det problemer. Kan journalisten ikke støve nogen kilde op overhovedet, ja så kan historien sandsynligvis ikke skrives. For Ulla, der et halvt år arbejde på Aarhus Stiftstidendes lokalredaktion i Grenå, var problemet reelt… Ulla er ikke i stand til at beskrive en del af virkeligheden i Grenå, simpelthen fordi hun ikke kan finde kilder til at gøre det igennem! Og selv om hun måske senere virkelig fandt en kilde, ja så var denne ikke meget værd, hvis han eller hun ikke ville lægge navn til udtalelserne… Det gælder altså om at finde frem til kilder, der er villige til at optræde offentligt, til at udtale sig med navns nævnelse og evt. med foto.” (s. 100)

    “Et af de mest elementære krav er, at det journalistiske arbejde skal fremstå ‘objektivt’ i bladets spalter. Det betyder for det første, at journalisten skal gøre alt for at slette sporene efter sig. Journalistens egen vurdering eller mening om den sag, han er i gang med at skrive om, må for alt i verden ikke komme til syne i det færdige produkt… I samme øjeblik journalisten formaster sig til blot at antyde, hvad der kan opfattes som en subjektiv vurdering af det stof, han behandler – så falder hammeren. Det vil sige, så stemples hans arbejde som håndværksmæssigt dårligt, énsidigt, fordrejet, tendensiøst. (s. 113f)

    “Derimod kan man mere generelt sige, at et dominerende krav til det journalistiske sprog går ud på, at sproget skal være faktuelt eller fakta-præget. Det er klart, at dette krav hænger snævert sammen med kravene om objektivitet, anonymitet, neutralitet og upartiskhed. Sætningerne skal være renset for mere eller mindre følelses-ladede billeder, skønsmæssigt vurderede udtryk, og hvad man i øvrigt forstår ved ’sprogligt flor’.” (s. 132)

    “Hånd i hånd med kravet om, at sproget i artiklerne skal være faktabestemt, ikke placere skylden hos nogen af parterne osv., lever reglen om, at det journalistiske sprog skal være renset for klassespecifikke udtryk, dvs. værdiladede vendinger, som normalt går under betegnelsen ’slang’.” (s. 134; fra et afsnit med overskriften Ikke klassebestemt sprog)

    “Ved første øjekast er artikel da også et typisk eksempel på ludder-journalistik. Overskriften og specielt billedteksten udstråler stor tilfredshed med, at Kippinge Kro nu er kommet på nye hænder. Denne ikke blot restaureres – nej, den gennemrestaureres. Og ‘facaden er blevet meget tiltrækkende, efter at den nye ejer har ofret penge på istandsættelsen’… Midt i kro-idyllen indflettes nogle bemærkninger om aktionærklubbens fede fortjeneste. 100.000 kr. tjent på køb og salg i løbet af 14 dage… Det aspekt forlades da også hurtigt igen – så hurtigt, at en række nok så interessante spørgsmål bliver hængende i luften. Hvem er aktionærklubben? Hvorfor købte den nye ejer ikke kroen direkte af den gamle? Har aktionær-klubben ikke fortalt den gamle ejer, at de havde en ny køber? Hvad solgte aktionær-klubben i sin tid kroen for? For de har da ejet den tidligere, når der står at de købte den tilbage? Ja, der er flere ubesvarede spørgsmål.” (s. 145)

    At ‘høre begge parter’ i en konflikt er efterhånden et dogme, der sidder alle journalister i blodet… Den socialistiske dagblad Minavisen tager klart parti for arbejderklassen og de svage og undertrykte i samfundet. Derfor eksisterer der ifølge Lars Schelde intet krav om at høre begge parter i traditionel journalistisk forstand.” (s. 147)

    “Ingen af bladets journalister kunne overvære generalforsamlingen, og avisen valgte derfor at bringe et referat udsendt af Ritzaus Bureau. Ritzaus Bureaus version er holdt i en meget afdæmpet tone i forhold til det, der skete og til stemningen på generalforsamlingen… Desuden nøjes Ritzau – selv om der klart er tale om en konflikt – med at spørge sagens ene part… Artiklen er et stykke særdeles traditionel borgerlig journalistik: Tilsyneladende neutral og uengageret, men i virkeligheden meget ensidig, ukritisk og autoritetstro.” (s. 155; om SF-dagbladet Minavisen der citerer Ritzaus Bureau, der freder SF’eren Jens Maigaard)

    “Materialet viste, at Dronningborg Maskinfabrik havde undladt at genansætte 11 politisk og fagligt aktive arbejdere. Så vidt Niels kunne se, var der ingen tvivl om rigtigheden, men problemet var naturligvis, at man ikke i artiklen kunne trække navnene frem. Hvordan skulle sagen skæres, således at den fik en forsvarlig politisk effekt, og samtidig kunne gå igennem redaktionssekretariatet… Der udviklede sig derefter hvad Niels i sin dagbog kalder ‘en heftig diskussion’. Herunder truede Niels med, at hvis det ikke lykkedes ham at få én af kilderne til at lægge navn til de refererede udtalelser, så ville han sælge historien til Ekstra Bladet, som er meget læst blandt arbejderne i Randers… Helt at forbyde Niels at skrive historien var umuligt, dertil opdagede redaktionen historien for sent. Den var færdig, da den blev bragt ind i redaktionenssekretariatet. Kontrollen måtte derfor koncentreres om kilde-fasen, og da det ikke kunne standse historien, måtte det endelig slag slås opkring præsentationen. Bladet kunne så håbe, at sagen kunne fungere som et lære-stykke for Niels. Nu måtte han da vide, hvad der var bladets redaktionelle linje. (s. 159ff)

    “Vi har sagt, at avisen må ønske fri kreativitet af journalisten, men samtidig må kontrollere kreativitetens retning, fordi udgiveren ikke er lige glad med indholdets tendens… Dette ‘løses’ på en særlig måde i et liberalt-kapitalistisk samfund, som f.eks. Danmark. (s. 170)

    “Journalister er også mennesker. Derfor er de opdraget i og af det danske samfund ligesom alle andre. Hvis denne opdragelse har været vellykket, d.v.s. hvis mennesket, der blev journalist, er kommet til at dele de grundlæggende normer i samfundet, kan vi gå ud fra, at han stort set mener:

    – at Danmark i grunden er et af verdens bedste samfund, hvor der er nogle enkeltheder at rette (system-tillid),

    – at samfundet består af mange grupper, som hver for sig har ret til at varetage deres interesser (pluralisme),

    – at disse interesser ikke strider grundlæggende mod hinanden, men at vi ‘alle er i samme båd’ (socialpartnerbevidsthed)

    – at det private initiativ (i erhvervslivet) og privatlivets fred (i familielivet) er det grundlæggende, men at staten og kommunerne har ansvar for at få systemet til at fungere og ansvar for den enkelte borgers minimums-velfærd (borgerligt velfærdssamfund).” (s. 171; fra et afsnit med overskriften Indoktrineringen)

    “Det er indlysende, at avisen sparer en masse bøvl, tid og penge, hvis journalisten gennem sin almene opdragelse/uddannelse/indoktrinering har udviklet det verdensbillede, som passer med bladets. Men det er ikke tilstrækkeligt. Den særlige, professionelle indoktrinering, som sker i fortsættelse af den almene, lærer journalisten hvordan han skal arbejde, og at visse grundregler skal følges, f.eks. principperne om at adskille nyhed og kommentar, eller om at høre begge parter i en sag, eller om at være kildekritisk.” (s. 171)

    “De nyere genrer som reportagen, interviewet og i nogen grad baggrundsartikler bidrager også til de nævnte, klassiske funktioner, men bidrager især til de funktioner, som ovenfor (s. 51) er kaldt socialterapi og legitimationshjælp. I en kommerciel presse vil de genrer udvikles, som lader køberen/læserne slappe af med sit eget liv (socialterapi) og giver ham mulighed for at blive tilfreds med sit eget liv (legitimationshjælp.” (s. 172; forfatterernes fremhævelser)

    “På det psykologiske plan fører arbejdsforholdene til, at journalisten oplever et normalitetspres, som gør ham leveringsdygtig inden for bladets linje og underligt idéløs, når han pludselig har tid til overs. Sikkerheden i at lave artikler som man ved bladet ønsker, uden at man selv er engageret i dem, har vi kaldt for ‘omvendt selvcensur’… (s. 172)

    “Vinklingen af historien er ofte afgørende for hvad historien kan bruges til at hvilke læsere. Rutinen går ud på, at vinklen bør sikre at flest mulige læsere kan bruge historien, men det gør nemt historien tandløs eller trækker i retning af socialterapeutiske genrer. En vinkel på en historie, som gjorde den konkret brugbar som viden eller sågar handlingsanvisning for en bestemt gruppe eller klasse falder udenfor rutine-vinklingerne. (s. 173)

    “Skulle journalisten ikke være blevet effektivt indoktrineret, men have andre ideelle, evt. politiske mål, vil han hurtigt opdage, at der i hele arbejdsprocessen ligger kontrolmekanismer, som kan blive direkte i stedet for indirekte. Kloen sidder hele tiden parat i den bløde pote.” (s. 173)

    “Et specielt eksempel på omgivelsernes direkte kontrolforsøg er samarbejdet med uvante kilder, som forventer stoffet behandlet helt efter deres eget hoved uden skelen til borgerlige journalistiske normer om balancering etc.(s. 174)

    “Den frie kreativitet, som bladet normalt er taknemmelig for, fordi det er den, det lever af, standser der, hvor den bliver kritisk overfor lokalsamfundets vigtigere magthavere eller overfor principper, bladet mener er vigtige. Det gælder særligt indenfor arbejdsmarkedets-journalistikken, som så mange af eksemplerne stammer fra, at en konkret kritik fra en virksomheds arbejdere er meget svær at få accepteret. Det sker normalt kun ved modbalancering fra autoritative kilder. Kreativiteten i form af vinklinger i præsentationen standser også der, hvor historien kunne blive konkret brugbar for klasser eller politiske grupper. (s. 175; under overskriften Konklusion: Den borgerlige journalistik)

    “Den ideologi, der opfatter journalisten som en individuel, selvudfoldende kunstner, er stadig den fremherskende blandt journalister. Men der er forandring på vej. Navnlig yngre journalister forstår mere og mere sig selv som lønarbejdere. (s. 189)

    “I 1961 blev de tre foreninger lagt sammen til et forbund – Dansk Journalistforbund… Hovedbestyrelsen har gennem årene været socialdemokratisk domineret med periodisk islæt fra DKP og SF, uden at der derfor har været tilløb til en venstre-drejning af forbundets ledelse. (s. 190)

    Det mest interessante er som tidligere nævnt kapitel 9, der vel er en slags perspektiverende konklusion under titlen Journalisten som journalist (s. 193-199 i bogen). Foruden at opsummere de erfaringer socialistiske journaliststuderende har gjort sig i praktikperioden, så kan kapitlet fint betragtes som et journalistisk-politisk kampskrift eller manifest, der blandt andet giver følgende retningslinier (mit oprids).

    1) Kravet om at begge sider skal høres, er en borgerlig dyd – det kan omgås.

    2) Find kilder der siger det du vil have frem – borgerlige medier accepterer ikke anonyme.

    3) Glem abstrakte revolutionstanker – konkrete eksempler virker bedre pædagogisk.

    4) Adskillelsen af nyheder og kommentar er en borgerlig metode – det kan omgås.

    Skulle nogen have interesse i at læse kapitlet den i sin helhed, så kan den hentes her (11 s., pdf; 166 kb). Det fremgår ikke hvem der har skrevet det, men det må være Frands Mortensen og/eller Erik Nordahl Svendsen, muligvis assisteret af Egil Andersen.

    Herfra en række citater…

    “Hvert år sluser Danmarks Journalisthøjskole i Århus over 100 nye journalister ud på markedet – købers marked. Om deres politiske tilhørsforhold ved man, at det generelt ligger langt fra de borgerlige blades. En prøveafstemning blandt skolens elever forud for valget i februar 1977 gav flertal til SF, VS og DKP.

    Hvor går de mennesker hen med deres socialistiske grundholdning, deres faglige kunnen og deres lyst til at kombinere disse to faktorer? (s. 193)

    “Vi har set, at befolkningen – og specielt arbejderne – ikke kan bruge den borgerlige presse til ret meget. Hvad er så perspektiverne for de journalister på borgerlige aviser, som mener, at bladene skal kunne bruges i et socialistisk øjemed? Kan de overhovedet bedrive journalistik, som ud fra en socialistisk synsvinkel er relevant?” (s. 193)

    “Vi kan i første omgang få øje på to grundlæggende journalistiske funktioner, som dels generelt er relevante i en socialistisk presse-sammenhæng, og som dels i en vis udstrækning kan lade sig realisere af socialistiske journalister på borgerlige blade. […]

    Først dokumentationen: Dette begreb skal forstås helt bogstaveligt: Det drejer sig om, at journalistens analytiske øje slår ned på hverdagsplanet og fremdrager eksempler på, hvordan den kapitalistiske samfunds-struktur griber ind og bestemmer hverdagslivet. Journalistikken skal være helt konkret og altså ikke bestå af lange analyser eller af agitation, slagord og paroler. Meningen er, at journalisten ud fra en socialistisk grundholdning gennem sine artikler helt konkret dokumenterer de centrale menneske-fjendske og fornuftsstridige sider af det kapitalistiske samfund. Det, journalisten altså gør, er med andre ord at levere dokumentation for, at kapitalismen som samfunds-system bør bekæmpes.

    Så til perspektiveringen: Hvor den før nævnte dokumenterende funktion så at sige leverer beviser på, at kapitalismen er en dårlig og menneske-fjendsk samfundsform, går perspektiveringsfunktionen et skridt videre, idet den skal være handlingsorienteret. Det vil sige, at journalistikkens konkrete indhold skal være formuleret sådan, at den muliggør en erkendelse af, at forholdene i samfundet er skabt af mennesker, og derfor også kan ændres gennem organiseret menneskelig handling.

    Denne journalistiske form kan naturligvis i første række tage sigte på at de grundlæggende træk ved det kapitalistiske system, eller måske rettere på ophævelsen af disse grundlæggende træk, det vil sige udbytningen, lønarbejdet, arbejds-delingen, vare- og markedstyranniet osv. Men den kan også tage fat på de mere underordnede modsætningsforhold, hvor der ligger et antikapitalistisk perspektiv. For eksempel kampen mod forringede daginstitutioner, kampen mod miljøforureningen, kampen mod monopoliseringen af detailhandelen, kampen mod giften i madvarene, osv. (s. 193f; under overskriften To muligheder – at dokumentere og perspektivere)

    “Foruden at anvise konkrete handlings-muligheder har perspektiveringen i øvrigt en sideordnet funktion. Ved at behandle, det vil sige omtale, citere og dermed indirekte ’reklamere’ for grupper, som fører en eller anden anti-kapitalistisk kamp, kan perspektiveringen samtidig være, hvad man kunne kalde en ’legitimerings-hjælp’ over for de mennesker, der er involveret i kampen. Med legitimerings-hjælp mener vi groft sagt, at en medie-mæssig opbakning omkring disse aktiviteter, kan være medvirkende til, at de mennesker, der deltager, føler sig opmuntret til at fortsætte, føler, at deres kamp har en mening.” (s. 194)

    “Det er klart, at de to funktioner, vi har omtalt her, ikke er uafhængige af hinanden. Tværtimod er de snarere to sider af samme sag. Perspektiveringen må nødvendigvis være dokumentarisk, ligesom dokumentationen helst skal afstikke perspektiver for, hvordan tingenes almendårlige tilstand under kapitalismen kan forbedres.” (s. 194)

    “Det er imidlertid vigtigt at pointere endnu en gang, at ingen af disse to funktioner i sig selv betyder, at den socialistiske journalist skal give sig til at præsentere skræddersyede forklaringer på livsens ondskab under kapitalismen, eller levere færdigstrikkede revolutions-strategier. Begge funktioner skal være ’pædagogiske’. Det vil sige, at de appellerer til læseren som aktivt tænkende væsen, der selv er i stand til at gribe en pointe, formulere sagens kerne, drage konklusionerne og tage den nødvendige konsekvens. (s. 194; under overskriften Journalisten som igangsætter og formidler)

    “Ideelt set, vil en socialistisk journalistik vise, at alle dele af samfundslivet hænger sammen og i sidste ende er bestemt af samfunds-systemets grundlæggende, undertrykkende natur.” (s. 194)

    “Lad os vende tilbage til et eksempel., vi tidligere har nævnt i dette afsnit: statens nedskæringer på dagsinstitutionerne.

    Her vil det typiske være, at journalisten finder en eller flere familier, som på forskellig måde er blevet ramt af nedskæringerne. For eksempel ved at den hjemmegående husmor er blevet afskåret fra at tage et job, hun ellers var blevet lovet, fordi familien ikke kunne få børnene i vuggestue eller børnehave.

    I reportage- og interviewform kan journalisten beskrive familiens ulykkelige situation og i den forbindelse også pointere den åbenlyse sammenhæng mellem statens politik og familiernes dagligliv. Det er ikke så vanskeligt at få igennem et redaktionssekretariat. Journalisten behøver – bør – ikke direkte skrive, at det er de dumme svin til politikernes asociale politik, der har bragt familien i fedtefadet. Sammenhængen vil være tydelig nok endda, selv om den er indbygget i artiklen. Denne kritik vil altså tage sigte på politikerne, hvad der ikke i sig selv strider mod den borgerlige presses opfattelse af sin egen funktion.” (s. 195)

    “Men en socialistisk journalistik skulle jo meget gerne nå videre end til en kritik af de folkevalgte – og så bliver det straks sværere – faktisk så svært, at opgaven på forhånd forekommer umulig. Hvad vil der ske, hvis journalisten driver sin dokumentation videre, nemlig for at vise, at den statslige krise-politik ikke er vilkårlig, eller blot et produkt af Christiansborg-politikernes ondskab eller generelle uduelighed, men derimod er gjort nødvendig af kapitalens krise? Og at kritikken derfor først og fremmest skal rettes mod det kapitalistiske samfunds-system.” (s. 195)

    “Så langt kan han eller hun ikke gå, hovedsageligt af to grunde: For det første, fordi en sådan analyse ville indebære et stil- og genrebrud. I dette tilfælde ville kravet til reportagen formodentlig gå på, at det skulle være en af de ’menneskelige’ historier, vi før har omtalt, og en pludselig kapital-kritisk vurdering ville være et klart brud på denne form. Samtidig ville journalisten bevæge sig ind over grænsen til en anden genre, nemlig lederen. For det andet ville det i det hele taget være journalisten forbudt at levere en sådan analyse på egen hånd. Det ville blive udråbt som subjektiv eller tendentiøs journalistik.

    Jamen, behøver journalisten at levere denne analyse selv? Kunne det gamle kneb med at få en anden til at sige det, man selv mener, ikke bruges?

    Nuvel, så er chancerne evt. større – men langt fra store. For det første ville en sådan analyse midt i en ’menneskelig’ historie være stilbrud, uanset, hvem der fremsætter den. For det andet ville journalisten være forbandet bundet til altid at skulle finde frem til folk med analyseapparatet i orden…” (s. 195)

    “… skulle det alligevel ske, at journalisten blot tilnærmelsesvis fik frem, hvad han eller hun ønskede i denne sag – f.eks. ved at en ’samfundsmæssig relevant placeret’ person leverede analysen – så er det dermed ikke sagt, at han eller hun kan fortsætte i samme skure fremover. Tværtimod. Bliver det alt for tydeligt for bladledelsen, at journalistens eneste formål er at fylde ’samfunds-kritiske’ artikler i bladets spalter, skal den nok vide at sætte en stopper for det.” (s. 195)

    Taktikken med at lade en anden udtale ens meninger er jo uholdbar i længden på et borgerligt blad. I visse små lokalsamfund vil den være direkte umulig at praktisere, fordi der ganske enkelt ikke findes nogle personer som både er i besiddelse af en samfundsmæssig placering, der ’berettiger’ dem til at blive citeret i det lokale, borgerlige blad, og som kan komme med kapitalkritiske udtalelser. I andre geografiske områder vil der måske være et par stykker, hvad der imidlertid kun er en stakket frist for journalisten, der jo ikke kan citere de samme altid.” (s. 195)

    “I den udstrækning, disse folk foretager sig et eller andet, der med nogen rimelighed kan kaldes ’begivenheder’ – danner støttekomiteer, besætter huse, går i demonstrationer o.l. – er det klart, at journalisten kan ’dække’ begivenhederne. Han eller hun kan også, vel at mærke gennem de involveredes udtalelser, understrege gruppernes mere vidtgående antikapitalistiske perspektiver. Men journalisten kan ikke for egen regning nedfælde sammenhængende analyser. Dvs., at han eller hun også her er bundet til, om andre folk i lokalsamfundet – stort eller lille – vil lægge navn til en analyse. (s. 196)

    “Vi skal her nævne tre forhold, der klart diskvalificerer den socialistiske journalist, der forsøger at køre en ’ren linie’ på et borgerligt dagblad. Af grunde, som ikke skal komme nærmere ind på her, men som er uddybet andet steds i bogen, vil de være karakteristisk for den socialistiske journalist, at han eller hun ned-prioriterer det traditionelle, borgerlige nyhedsbegreb. Socialisten må nødvendigvis mene, at nyhedsbegrebet, som det forvaltes i den borgerlige presse, er udtryk for en fejlagtig opfattelse af, hvad der er væsentligt at informere borgerne – og specielt arbejderne – om. Den socialistiske journalist må derfor undlade at lægge vægt på de traditionelle nyheder inden for de forskellige traditionelle stofområder.” (s. 196)

    “Endeligt er det aldeles udelukket, at den socialistiske journalist på det borgerlige blad stiller sig solidarisk med arbejderklassen – og lade solidariteten komme til udtryk i spalterne. Her gør geografiske eller andre forskellige, specifikke samfundsforhold ingen forskel. En sådan åbenlys solidaritet er forbudt, hvad enten det er på en borgerlig hovedstadsavis eller på det mindste provinsblad. Derved bryder journalisten nemlig med alle skrevne eller uskrevne regler om ’objektivitet, ’neutralitet’, ’upartiskhed’ og hvad det hedder alt sammen.

    En solidarisk, socialistisk journalistik er derfor udelukket – både af politiske og journalistiske grunde – på et borgerligt dagblad.

    En bare tilnærmelsesvis rendyrket socialistisk journalistik mener vi altså ikke er muligt i den borgerlige presse i dag. Men OK: en ’progressiv’ journalistisk linie vil nok kunne lade sig gennemføre på visse af de eksisterende, borgerlige dagblade – og bliver da også praktiseret af nogle journalister, som slås for, at arbejder- og andre venstrefløjs-synspunkter og –aktiviteter bliver dækket på en mere rimelig måde. Spørgsmålet er vel blot, om ikke de socialistiske perspektiver i den enkelte journalists arbejde står i alvorlig fare for at drukne i den massivt flydende strøm af øvrigt stof til avisens spalter – stof som i nogen grad direkte modvirker en socialistisk bevidsthed hos læserne.” (s. 196f)

    I den aktuelle politiske og økonomiske situation er det tværtimod vigtigt, at de socialistisk orienterede journalister bliver på deres poster inden for den borgerlige dagspresse. Det er vigtigt, fordi de på den måde vil kunne fungere som en slags bolværk imod højrebølgen. Man kan sige, at selv om de måske ikke har de helt store muligheder for at fare offensivt frem på deres egne præmisser, så kan de dog gøre en del for at fastholde og udbygge de bedste af de givne præmisser. Eller med andre ord: Det kan være en væsentlig opgave for socialistiske journalister at holde den borgerlige dagspresse fast på dens egen forståelse af sin funktion og sine idealer. For eksempel forestillingen om, at pressen er en slags fjerde statsmagt, ’vagthund’ eller kontrol-instans over for statslige og kommunale myndigheder, samt principperne om alsidighed og upartiskhed.… For eksempel for at holde muligheden åben for en kritisk behandling af de statslige krise-nedskæringer.” (s. 197)

    “På den anden side er der naturligvis fare for, at den ’strategi’, vi her taler om – og som jo går ud på at tage de borgerlige blade på ordet og holde dem fast på deres erklærede pluralisme – så at sige kommer til at slå sig selv for munden. Nemlig på den måde, at de socialistisk orienterede journalister lige som afskærer sig selv fra at være offensive, idet de går i brechen for at forsvare og cementere nogle traditionelle borgerlige presse-principper. De kan let miste det socialistiske perspektiv og slå sig til tåls med en rendyrket borgerlighed. (s. 197)

    “Det er en vigtig del af det faglige arbejde på dagbladene at få slået skår i den falske samhørighed mellem journalisten og hans arbejdsgiver, at støtte udviklingen af en ægte lønarbejder-bevidsthed i journalist-standen – og dermed støtte udviklingen af en solidaritets-følelse mellem journalister og andre lønarbejdere. Det vil for eksempel være et oplagt ’kamp-tema’ for danske journalister at slås for retten til at lede og fordele arbejdet på bladene – det vil for redaktionens vedkommende sige: retten til styre bladets ’linje’ og retten til at fordele, kombinere og prioritere de forskellige stof-områder. (s. 197f)

    “Formiddagspressen – først og fremmest Ekstra Bladet – har radikalt frigjort sig fra de traditionelle forpligtelser til ’objektivitet’, ’neutralitet’, ’upartiskhed’ o.l., en frigørelse, der på få år gjorde bladet til landets største dagblad. På samme måde har formiddagspressen gjort op med den stivnede opdeling af journalistisk arbejde i nøje afgrænsede genrer. Referat, reportage, kommentar, anmeldelse og feature kan uden vanskeligheder findes i ét og samme journalistiske produkt i Ekstra Bladet. (s. 198)

    “Formmæssigt kan frigørelsen fra de stivnede journalistiske genrer åbne muligheder for at gøre det journalistiske arbejde mere analyserende, forklarende, sammenhængs-skabende – alt sammen noget, en socialistisk journalistik ikke kan være foruden, men som den traditionelle borgerlige journalistik med sine strenge genre-krav gør det vanskeligt at praktisere. (s. 198)

    Socialistiske journalister må lære, at abstrakte og generelle sandheder om det kapitalistiske samfund kun er interessante, journalistisk set, hvis de kan udledes af konkrete historier. Og de må lære, at sensations-pressens eksistens-grundlag – undertrykte seksuelle og sociale behov, langtfra er et banalt faktum, men et forhold, der bør tages alvorligt, bruges som udgangspunkt også for en socialistisk journalistik og sættes i samfundsmæssig perspektiv.” (s. 198)

    “Det er derfor nødvendigt, at socialistisk indstillede journalister lige som gør sig rede til i deres journalistik at ’udnytte’ de samme kræfter og behov, som den gennem-kommercialiserede presse lever af, til et socialistisk formål. I sidste ende for at demonstrere, at det kapitalistiske samfund med dets tilbagevendende kriser ikke er i stand til at tilfredsstille de grundlæggende menneskelige behov for et socialt liv. (s. 198)

    “Skønt det vil føre for vidt at komme nærmere ind på her, skal vi alligevel kort antyde en af grundene til, at bevidstheds- og kampniveauet ikke synes at være modent til at bære, hvad man kunne kalde en ’renfærdig’ alternativ presse, både på lands- og lokal-plan. Sagen er nemlig, at hvis en af den alternative presses vigtigste funktioner er at legitimere, støtte og udbrede erfaringer om alle former for anti-kapitalistiske aktiviteter, så forudsætter det, at sådanne aktiviteter faktisk finder sted i en rimelig målestok inden for den pågældende presses dækningsområde. Det er imidlertid langtfra tilfældet…” (s. 199)

    “Logisk set synes der altså at vise sig to muligheder eller perspektiver på den ’alternative blad-front’. Enten venter man med at etablere en alternativ, selvstændig socialistisk presse, indtil den røde sol begynder at gry for de danske lønarbejdere – eller også finder man frem til en anden socialistisk presse-model end den traditionelle ’alternative’. Vi mener, det sidste er vejen frem – uden at vi dog i denne bog skal forsøge at udtale os skråsikkert om, hvordan vejen skal tilbagelægges.” (s. 199; afsluttende kommentar)

    Kommentar. Det værste er på sin vis ikke at en gruppe journalister var revolutionære kommunister for 30 år siden, men at de alle ønskede at bruge sit journalistiske virke til at propagandere imod det liberale demokrati, og i den henseende betragtede klassiske journalistiske dyder som værende problemer der kunne og skulle omgås.

    Bemærkelsesværdigt er det derfor, at forfatternes bidrag til bogen ikke på nogen måde kan siges at have hæmmet deres karrieremuligheder. Fem ud af de ni studerende fik ansættelse i kortere eller længere perioder på DR – den ene af dem blev tillige lektor på Danmarks Journalisthøjskole. Blandt de fire studerende der ikke gjorde karriere i DR, blev tre markante reportere for Ekstra Bladet, herunder Lars Hørby der i en årrække har haft sæde i Cavlingprisudvalgets eksklusive komite – valgt af Dansk Journalistforbunds hovedbestyrelse. Den sidste blev lokalredaktør for en regionsavis.

    De to lektorer der iscenesatte og redigerede bogen, er idag helt i toppen af det danske medielandskab. Den ene, der idag er professor i journalistik citeres hyppigt i medierne – den anden er direktør for Mediesekretariatet under Kulturministeriet.

    Næsten surrealistisk bliver det, når man ved at Frands Mortensen der idag forsvarer DR med hud og hår, i 1974 udgav en 300 sider lang ‘kommunikationskritisk analyse’ af Radioavisen, hvor han angreb DR’s borgerlige ‘objektivitet’. Hvorfor er den mand så tilfreds med Danmarks Radio idag?

    Eigil Andersen er idag trafikpolitisk medarbejder hos DR Østjylland, og folketingskandidat for SF i Århus.

    Ulla Bechsgaard er idag mediechef i Ledernes Hovedorganisation, har tidligere arbejdet som programmedarbejder i DR og været lektor på Danmarks journalisthøjskole.

    Lars Hørby er idag journalist for Ekstra Bladet, og blev for nogle år siden udvalgt af Dansk Journalistforbunds hovedbestyrelse til at sidde i den fem-mand store Cavlingkomite (sammen med bl.a. Kurt Strand).

    Klaus Larsen er idag selvstændig konsulent, og havde fire år som pressechef i Danida bag sig, før han i 1981 fik ansættelse på DR, og blandt andet medvirkede i TVAvisen og var vært for flere debatprogrammer.

    Frands Mortensen er idag professor i medievidenskab, og har været involveret i alt mediepolitisk de sidste tre årtier. Han har eksempelvis været konsulent for DR’s bestyrelse (1990-1992) og for Kulturministeriet.

    Lars Schelde er idag journalist på DR Midt & Vest.

    Kurt Simonsen er idag journalist for Ekstra Bladet. Den 8. december 1993 måtte avisen indgå et forlig med Den Danske Forening, der havde sagsøgt avisen for bagvaskelse på grund af en artikelserie af ham og Niels Westberg.

    Jens-Erik Sinnbeck er idag lokalredaktør for Midtjyllands avis’ Ry/Skanderborg redaktion.

    Jens Stubkjær er idag ansat som lokalredaktør for Bornholms Tidende redaktion i Aakirkeby, og var har i perioden 1978 til 1994 stået for alt fra børneradio til debatprogrammer i DR regi.

    Erik Nordahl Svendsen er idag direktør for Mediesekretariatet under Kulturministeriet, der bl.a. står for uddeling af mediepuljer, kontrol af reklameregler for TV2 og lignende.

    Niels Westberg er idag journalist for Ekstra Bladet, og har i mange år kørt et parløb med Kurt Simonsen (se ovenstående).

    PS: I et tillæg til 2. oplag, er 21 anmeldelser trykt. En af dem er fra Berlingske Tidende (1/12-1977), hvor Aage Deleuran kommenterer Klaus Larsens angreb.

    “Der var næppe nogen her, der ret blev klar over Klaus’ lidelser. De har nok heller ikke været så slemt følt dengang. Nu sættes de ind i en større sammenhæng… nu bruges Klaus og de andre unge af de to medieforskere Erik Nordahl Svendsen Frands Mortensen til et bog, det må føles pinefuldt for Journalisthøjskolen og de fleste af dens lærere at stifte kendtskab med. Hvis offentligheden får det indtryk, at dette er, hvad der kommer ud af uddannelsen i Århus, står det skralt til med pressens fremtid. (s. 209)

    
    Mon Christoffer Guldbrandsen så de fotografier, DR senere valgte at ignorere

    På DR’s hjemmeside for Den hemmelige krig, kan man læse følgende, dateret 7. februar 2007.

    “Billederne der omtales er taget af den britiske AP fotograf Adam Butler, der sammen med AP journalist Charles Hanley mødte fangerne umiddelbart efter at de var blevet løsladt. Et af disse billeder (en fange med sår på armen) vises i filmen og har ligeledes været offenliggjort i amerikansk presse. AP har ikke ved en automatisk søgning kunnet lokalisere de resterende billeder, angiveligt oplyser de, fordi de er arkiveret under forkerte søgeord.

    Christoffer Guldbrandsen tager til Afghanistan tydeligvis med det formål at bevise danske soldater har udleveret afghanske fanger til tortur, eller til et ophold på Guantanamo-basen. I filmen interviewer han Charles Hanley fra Associated Press, der viser ham et fotografi taget af Associated Press-fotografen Adam Butler.

    Han ledte efter det fældende bevis, men fandt efter eget udsagn kun et fotografi af en fange med et sår på armen. Det er svært at tro på. Billederne kunne være Beviset, og må have haft højeste prioritet for ham. Selvom Guldbrandsen i filmen bruger virkeligheden som det passer ham, så må man formode han har sat himmel og hav i bevægelse for at fremskaffe dem. Den logiske rækkefølge.

    1) Kontakte AP efter at have set Washington Post-artiklen (AP-søgning: stednavne/dato).
    2) Spørge Charles Hanley (som må have haft kontakt til Adam Butler).
    3) Kontakte Adam Butler. Han må have sikkerhedskopier (exif-data afslører dato).

    Sidste søndag kunne Jyllandsposten så vise billederne, som de fandt via Associated Press. Det her billede er taget d. 22. marts 2002, og forestiller en del af de 31 tilfangetagne afghanere dagen efter de blev løsladt af amerikanerne.

    Ingen af fangerne endte på Guantanamo. Ingen af dem ser ud til at have lidt overlast – flere smiler sågar til fotografen.

    DR har så vidt jeg kan se, ikke omtalt Jyllandspostens fund med et eneste ord.

    Oploadet Kl. 16:17 af Kim Møller — Direkte link10 kommentarer
    

    24. februar 2007

    Flere fattige… (eller blot faldende arbejdsløshed og højkonjunktur)

    Arbejderbevægelsens Erhvervsråd laver en undersøgelse om udviklingen i Lavindkomst og fattigdom (11 s.; pdf), og selvom det pointeres at der opereres med begrebet ‘relativ fattigdom’, og undersøgelsen således mere er “et ulighedsmål end et fattigdomsmål” (s. 6), så gik den rent ind.

    Politiken bragte konklusionerne med udgangspunkt i en konkret historie om en ‘fattig’ invalidepensionist, og supplerer det med ekspertudtalelser fra blandt andet Center for Alternativ Samfundsanalyse. At der er tale om en udregning på basis af ‘medianindkomst’ fremgår langt nede i artiklen. DR Online gengiver trofast.

  • 23/2-07 Politiken – Langvarig fattigdom rammer stadig flere.
  • 24/2-07 DR Online – Langvarig fattigdom rammer stadig flere.
  • 24/2-07 DR Tekst-tv – Flere fattige de seneste 10 år (NB: ‘fattigdomsgrænsen‘).
  • At definere fattigdommen som en relativ størrelse er absurd, og den måde AE fremlægger historien på er i allerhøjeste grad udtryk for en politisk tilgang til sagen. Det fremgår af undersøgelsen at det gik helt galt med ‘fattigdommen’ fra 2003 til 2004.

    “Særligt efter 2001 er der sket en stigning i antallet af fattige. Alene i denne periode er antallet af personer, der lever i (relativ) fattigdom steget med knap 45.000 personer, mens stigningen fra 1993 til 2001 har været knap 5.000 personer. Alene fra 2003 til 2004 er antallet af fattige steget med knap 20.000 personer… (s. 2)

    Men det er næppe tilfældigt at ledigheden styrtdykkede fra januar 2004 og frem (Dansk Statistik via Finansministeriet).

    Opgørelsen fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd stopper ved 2004, og siden er arbejdsløsheden faldet til det laveste niveau i 30 år, så mon ikke AE, Politiken og DR op imod næste valg kan fortælle om eksploderende fattigdom under VK-regeringen. Det må man næsten håbe.

    
    “De berømte mandagsmøder er lukket land for enhver, der ikke lige kender de rette mennesker…”

    Ungdomshusets mange venner har ofte fremhævet huset som værende et af de sidste steder hvor der leves efter ‘basal-demokratiske’ eller ‘konsensus-demokratiske’ idealer. Gratisavisen Dato gav igår en førstehåndsberetning ved journalist Bertel H. Jensen der har været undercover i huset siden nytår.

    “Forsvaret af huset er delt i to grupperinger. Der er de klassiske autonome typer indenfor i huset, der står klar med hjelme og brosten, når politiet dukker op. Dette er en relativ lille gruppe mennesker. Men der er også en stor gruppe unge, som – hvor gerne de end ville – ikke kan få adgang til huset på kampdagen. Det indtryk, man får, når man kommer i huset, er, at disse to grupper ikke har ret meget med hinanden og hinandens ‘arbejde’ at gøre. Den store majoritet af de unge er reelt gæster i eget Ungdomshus. Den gruppe, der kontrollerer Ungdomshuset holder sig for sig selv…

    […]

    Inderkredsen i Ungdomshuset består af omkring 30-40 af de mest radikale unge, som ikke skyr nogle midler for at beholde deres hus på Jagtvej. Det er dem, der koordinerer arbejdet med at forskanse huset, og det der dem, der er husets reelle bestyrelse og direktion – på trods af det ultra-demokratiske billede, huset gerne vil tegne af sig selv. De berømte mandagsmøder er lukket land for enhver, der ikke lige kender de rette mennesker og de beslutninger, der træffes på møderne står ikke til at ændre. Det viser sig tydeligt, når Ungdomshuset holder fællesmøder, der mere har karakter af informationsmøder, hvor mandagens beslutninger bliver giver videre. Omkring denne gruppe står de mange unge, der ganske vist bruger huset, men som ikke har nævneværdig indflydelse på, hvordan huset fungerer. Denne opgave er overladt til den hårde kerne, ligesom kampen på adressen er det.”

    Oploadet Kl. 09:58 af Kim Møller — Direkte link15 kommentarer
    Arkiveret under:
    Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

     

    Næste side »

    

     

    Vælg selv beløb



    Blogs


    Meta
    RSS 2.0
    Comments RSS 2.0
    Valid XHTML
    WP






    MediaCreeper