31. maj 2007

DR: ‘Fremmedfjendsk’ at ville begrænse indvandringen

Fra DR Online (identisk på tekst-tv).

Sverige er blevet mere indvandrerfjendsk
Hver fjerde svenske vælger er parat til at stemme på et parti, som vil begrænse indvandreres rettigheder.

Samtidig mener hver tredje, at svenskere skal have forrang, når det gælder job, arbejdspladser og økonomisk støtte fra staten.

Det viser det svenske intergrationsbarometer, en undersøgelse af svenskernes holdninger til udlændinge og folk af anden etnisk herkomst.

Holdningsskred
Rundspørgen har fundet sted siden 1999 og viser i år et skred i retning af større indvandrerfjendskhed.

I det store billede erklærer svenskere sig ikke direkte imod indvandrere, der er snarere tale om, at svenskerne i højere grad accepterer fremmedfjendtlige holdninger, skriver Intergrationsverket i sin rapport til regeringen.

Det viser sig blandt andet ved, at færre tager afstand fra udsagn som “jøder har for stor indflydelse i Sverige” og at færre er modstandere af at begrænse indvandringen.

Oploadet Kl. 22:43 af Kim Møller — Direkte link23 kommentarer

Hørt på P1: “Hvem husker ikke den lille ternede Brigitte Bardot-klud med flæser fra 60erne”

Det Radikale Venstres reklamebureau kunne næppe havde solgt Gerners tørklædestunt bedre. Fra gårsdagens Danmark kort på P1. DR-journalist Tina Wilhelmsen Munck om Danskhed og tørklæder (4,35 min.). Her transkriperet i fuld længde.

“Mens debatten om tørklæde/ikke-tørklæde eksploderer omkring os, så får man lyst til at være en smule konkret. For hvad er det vi diskuterer så heftigt i denne hede debat – alle synes noget, men meget få er præcise om hvad det er for en islamisk hovedbeklædning vi tænker på. Men det gider man ikke undersøge. Det er blot islam hele vejen rundt. Meget er underforstået. Man ved besked. Her behøver vi ingen forklaring. Og selvom eksperter kan fortælle en fantastisk og spændende historie om klædedragten i den arabiske verden, fra ansigtsslør til tildækning af hele kroppen, ja så får de ikke meget spalteplads. For der er simpelthen rigtig mange mennesker, der bare ikke kan ha’ den klud.

Jamen hvad har det nu med Danmark at gøre. Jov for kikker vi lidt bagud på vores egen historie, så har vi selv båret slør – helt tilbage til middelalderens kalkmalerier med kvindehoveder hyllede i musselin, smukt arrangeret omkring deres hals. Indtil sløret blev til en hovedkappe, er tyl med lange broderede bånd med blonder – vi skal kun tilbage til 1870 for at se det fænomen. Tørklædet, sløret eller slæbet om man vil, har gennem tider været udviklet til et utal af variationer. For både nonner, sygeplejersker, ja sågar malkepiger der måtte skyde en flig af tørklædet tilside for i det hele taget at kunne få øje på koens patter.

Alle kvinder og mænd har gennem tiderne haft noget på hovedet – ude som inde. Det var for eksempel utænkeligt at gå uden for en dør i gamle dage, uden en eller anden form for hovedbeklædning. Alt muligt har været moderne. Fjer, slør, huer og kapothatte med lange bændler, helt op til 1830 gik de fine fruer med en slags draperet slør i blonder, fæstet på hovedet, og hvem husker ikke den lille ternede Brigitte Bardot-klud med flæser fra 60erne, som var slet og ret livsstil. Den kunne vi ikke leve uden.

Hele tørklædehistorien kan vi ikke komme ind på her. Men vi har en særlig dansk tradition omkring huer og tørklæder. De ældste kommer fra især Nordsjælland, Skåne og Bornholm, fra omkring 1700-tallet. Her var hatte, tørklæder og andet hovedtør en vigtig udtryksform – de var kronen på værket, så at sige. Og helt op til 1830 gik kvinder fra landet med et ret så omfangsrigt hvidt antræk, hvor bagstykket af draperiet gik langt langt ned ad ryggen. Sagde vi slør? Men den enkelste tænkelige hovedbeklædning er nu stoffirkanten, lagt sammen til en trekant, og det var mest for arbejderklassen. Men det kunne til fint brug, knyttes og vikles med dekorerede bånd til et helt kunstværk. Fiskerkonerne fra Skovshoved brugte kridhvide og så hårdt stivede tørklæder, at de stod ud fra hovedet. De var forede og stive fortil, med et lille stykke hvidt karton – de bagerste spidser satte man en knappenål i, så tørklædet stod ud i en spids bagtil. Det har set flot ud når konerne kom kørene i kapervognen fulde af godt humør og fisk til Gammel Strand. Om humøret var lige så strålende på den anden side af sundet – i Skåne, ja det ved jeg ikke. Men tørklædet var viklet så kompliceret, at det krævede en tegning. Man kalde det lændeklude, og den krævede en speciel kludebinderske, der vaskede og stivede så vingerne stod flot ud fra hovedet, og lignede horn. Så blev det strøget med bivoks, for at skinne flot, men også for at modstå fugt. Måske mere til pynt end til gavn, og således udvikler hovedtøjet sig fra slør, blondebehængte kapper med tyl og silkebændler, sorte kysehatte, kapothatte med store skilpaddenåle, og hattene vokser gennem tiden foruroligende, fra bøllehatte til møllehjul med blomsteranretninger og strudsefjer. Det er utroligt hvad man kan få plads til.

Men til den standende diskussion om tørklæde eller ej, er der blot at sige. Vi har selv brugt det i flere århundreder.

“O du Profet, sig til dine hustruer og dine døtre og til de troendes kvinder, at de skal trække deres ydre kåber tæt sammen om og over sig (når de går ud). Dette er det bedste, så de kan kendes, og så de ikke forulempes.” (Koranen, 33:59)

Det islamiske klæde er obligatorisk for muslimske kvinder…” (Asmaa Abdol-Hamid, Fyens Stiftstidende 12/12-03)

Oploadet Kl. 21:58 af Kim Møller — Direkte link14 kommentarer

Nyt nummer af Budstikken på gaden…

Det nye nummer af Modersmålskredsens tidsskrift Budstikken er på gaden. Herfra et par citater.

Det må også ses som camouflage, når man undgår at sige tingene direkte, at kalde en spade for en spade. Hermed er vi ovre i politisk korrekthed, som man vist kan kalde vor tids værste svøbe inden for sproget. Det begyndte jo på amerikanske universiteters campus, men har hurtigt bredt sig inden for alle områder, der blot tangerer politik, og har sin oprindelse i frygten for at støde såkaldt sårbare grupper. Det har i USA udartet til det helt groteske, som når man ikke må bruge ord som ”negro”, der tidligere var et ganske uskyldigt ord. Man skal også undgå at nævne handicap ved deres egentlige navn.

Fællesbetegnelsen for at lide af et handicap er at være ”challenged”, egentlig ”udfordret”, men måske bedre gengivet ved ”belastet” med tilføjelse af belastningens art, fx visuelt eller auditivt, evt. højdemæssigt (hvis man er lille) osv. Man skal altså sætte sig ind i en hel kode for ikke at støde an. Blinde eller svagtseende skal således kaldes for ”optisk defavoriserede”. En handicappet kan herefter bedst kaldes for ”differently abled”, da ”disabled” er stødende efter den gængse opfattelse. Som modstykke til ”negro” har man mødt følgende politisk korrekte definition af hvide: ”Mutant albino genetic-recessive global minority”. Men vi kan nok ikke helt afvise medansvar for disse sproglige udskejelser. Det er som bekendt upassende at tale om indvandrere; de omtales altid – især i forbindelse med lovovertrædelser – som ”personer af anden etnisk baggrund end dansk”. Så det gælder om at passe på, hvad man siger. Man kan uafvidende let komme til at støde an over for nærtagende personer, især når de altid er på udkig efter tegn på manglende respekt. (Gunner Pedersen: Sprogets forsimpling, s. 3f)

“Der er sket noget med de fleste af os, unge som ældre; vi er blevet løsere i vores sprog. Og i vores tanke. Til syvende og sidst hænger det sammen med et større skred, der som en stadigt voksende lavastrøm løber gennem hele forrige århundrede og fortsat accelererer. Vi kan jo kalde foreteelsen for globaliseringen. Hvorfor ikke? Så vidt jeg forstår, dækker begrebet »globaliseringen« alt muligt. Om det så er parkeringspladser foran Fakta i midtjyske stationsbyer, så skyldes de »globaliseringen«. Engang var Gud altings årsag og mål. I dag er det »globaliseringen«. Altså må globaliseringen være Gud…(Claes Kastholm Hansen: Andre lande kæmper for deres sprog, s. 10)

Oploadet Kl. 19:26 af Kim Møller — Direkte link7 kommentarer
Arkiveret under:

Lars Hedegaard om socialdemokratisk ekstremisme

Fra dagens Berlingske Tidende. Lars Hedegaard om Socialdemokraterne og Jan Guillou.

Talebanisering
Når Socialdemokraternes udenrigspolitiske guru Mogens Lykketoft i flere nogenlunde enslydende kronikker atter gør denne verdens store og lille satan – nemlig USA og Israel – ansvarlige for alle problemer i Mellemøsten, er det langtfra nogen tilfældighed. Sådan tænker de virkelig i det parti. Den vestlige civilisation er ond, islam er god. Jøderne er banditter, palæstinenserne er ofre. Terror er noget, Bush har fundet på; Osama bin Laden, Hamas og diverse andre hellige krigere reagerer bare på den.

Når kristne palæstinensere udvandrer fra Vestbredden, er det også Israels og USAs skyld og har intet at gøre med det forhold, at palæstinensernes muslimske magthavere i årevis har forfulgt og myrdet dem. Og når antallet af palæstinensiske flygtninge bliver ved med at vokse eksplosivt, selv om det er 60 år siden, de flygtede, skyldes det ikke, at palæstinensiske kvinder bliver ved med at sætte 10-12 børn i verden, som de ikke selv har råd til at betale for, men at USA ikke har presset Israel tilstrækkeligt. Her står Socialdemokraterne. Mere rabiate og mere ekstremistiske end på noget tidspunkt under fodnoteperioden, som nu viser sig at have været et temmelig moderat mellemspil under Socialdemokratiets lange vandring mod talebaniseringen.

Derfor var det også helt efter bogen, at det ledende oppositionsparti havde inviteret den vilde ekstremist Jan Guillou som hovedtaler ved tirsdagens konference om terror i Nationalmuseets festsal. Og manden, der tjener millioner på sine panegyriske romaner om massemordere som Carl Hamilton, Saladin og Birger Jarl, og som derfor har udvist stor sympati for 11. september-folkene, skuffede heller ikke denne gang: Terroristerne er danske politikere og deres amerikanske allierede. Grillkyllinger er farligere end Hamas, men ikke så farlige som zionisterne og Anders Fogh Rasmussen. Det er hvad der i dag promoveres som socialdemokratisk tankegods, mens den såkaldt borgerlige regering bruger al sin tid på at slås om skattelettelser. Under fodnoteperioden var der i det mindste nogle borgerlige ministre, der tog til genmæle.

Oploadet Kl. 18:22 af Kim Møller — Direkte link19 kommentarer


30. maj 2007

En professor om almindelige menneskers ondskab og voldsparate højreekstremister

Klassisk shaming-artikel i dagens Politiken af professor Curt Sørensen. Her lidt fra Leg med ilden: Kursen sat mod nye voldsorgier , hvor han med referencer til forskningen forklarer hvorfor ytringsfriheden ikke må bruges forkert.

Statsadvokaten har med sin tilbagevisning af anmeldelsen mod en række DF-politikere for overtrædelse af racismeparagraffen reelt sat denne ud af kraft. Dermed har han sendt det signal, at politikere af den type har en privilegeret adgang til i et modbydeligt sprog at håne, nedgøre og forfølge anderledes værende og anderledes tænkende. Men dette er fortsat en farlig leg med ilden.

De øgede spændinger mellem forskellige befolkningsgrupper, de aggressive udladninger mod ‘de andre’, den berygtede ‘tone i debatten’, har på ny rejst det klassiske og fundamentale spørgsmål om sammenhængskraften i den sociale orden. Vi er endnu ikke kommet helt derud, hvor hadets ild er flammet op i en tilintetgørende brand. Men hvor galt kunne det gå, hvis den nuværende leg med ilden fortsætter?

I forskningen i disse fænomener er der to modstående sæt af teorier, opfattelser og forskningsresultater. Ifølge den ene gruppe er der tale om et urgammelt fænomen. Menneskenes historie har været præget af stadige krige, massemord, forfølgelser og grusomheder. Excesserne er forekommet med mange forskellige ideologiske begrundelser og retfærdiggørelser, under vidt forskellige navne og symboler og i vidt forskellige politiske systemer og sammenhænge. Det har været primitive behov og lidenskaber – så som åbenlys glæde ved at pine, ydmyge andre og dræbe, især når dette kunne ske over for værgeløse ofre – der har pisket processerne fremad til et barbarisk crescendo. Religioner og ideologier har her blot leveret den ledsagende retfærdiggørelse. Samtidig har gerningsmændene og deres sociale basis i aggressionen mod andre grupper søgt en primitiv identitetsskabelse.

[…]

Den moderne forsknings to her angivne grupper af forskere er i øvrigt enige om én ting: Udøverne af forfølgelser, udrensninger og massemord kan være ganske almindelige mennesker. Folk, der i årevis har levet fredeligt sammen side om side, kan pludselig vende sig mod hinanden i et inferno af had og destruktion. Gerningsmændene er ikke bare notoriske sadister, men også, som dokumenteret af den amerikanske historiker Christopher Browning, »ordinary men«. Set i relation til vores situation i dag fører de to sæt af teorier og forskningsresultater desværre til samme dystre konklusion. Ifølge den første opfattelse er der en risiko for fremkomst af sådanne excesser også i moderne udviklede samfund… Ifølge den anden opfattelse er risikoen til stede, fordi disse fænomener er dybt forankrede i selve vores moderne civilisation, båret frem af nations- og statsbygningen.

Vi har en regering, der har gjort sig afhængig af et højre-populistisk parti, der uhæmmet hetzer løs mod ‘de andre’, vi har radikaliserede grupper af islamister, og vi har (hvilket ofte overses) en hastigt voksende gruppe af voldsparate højreekstremister og neo-nazister. Hvor længe kan det blive ved, uden at der sker et skred? Man leger med ilden i disse år. Men statsadvokaten sover roligt. Han har jo bare forsvaret ‘ytringsfriheden’.

Når dissidenter bruger sin ytringsfrihed, så må den indskrænkes. Når dissidenterne af udseende ikke adskiller sig fra folk flest, så må vi huske på at “almindelige mennesker” har et ondt potentiale. Når nu “højreekstremister og neo-nazister” sjældent begår voldelige overfald… så viser det jo bare at de er “voldsparate”.

Man græmmes.


DR’s Toke Kristiansen: Demokrati er måske ikke altid den bedste styreform

Det har altid undret mig journalister er så radikale rent politisk. Dokumentarzonen på P1 omhandlede idag PET, og det var ret beset 41 minutters apologi for venstreradikale, ikke mindst af DR’s politistats-bekæmper Toke Kristiansen.

“For eksempel er jeg ikke sikker på at demokrati altid er den bedste styreform, og jeg er ikke sikker på at terrorisme er så meget værre end en krig.” (Toke Kristiansen, DR)


Angreb på terrorister i flygtningelejre i Nahr al Bared og Jenin

Fra National Post (Canada). Det meste fra en perspektiverende artikel af Jonathan Kay – Jenin comes to Lebanon. So where is the outcry?.

“Last week, the Lebanese army attacked a squalid Palestinian refugee camp that’s become infested with Islamist suicide terrorists and guerilla fighters. On May 20, government troops surrounded the camp, with tanks and artillery pieces shelling it at close range. Army snipers gunned down anything that moved. At least 18 civilians were killed, and dozens more injured. Water and electricity were cut off. By week’s end, much of the camp had been turned into deserted rubble. Thousands of terrified residents fleeing the camp reported harrowing stories of famished, parched families trapped in their basements.

How did the rest of the world react? The Arab League quickly condemned “the criminal and terrorist acts carried out by the terrorist group known as Fatah al-Islam,” and vowed to “give its full support to the efforts of the army and the Lebanese government.” EU foreign policy chief Javier Solana also condemned Fatah al-Islam, and declared Europe’s “support” for Lebanon. And the UN Security Council called the actions of Fatah al-Islam “an unacceptable attack” on Lebanon’s sovereignty. As for the Western media, most outlets ignored the story following the first flurry of news reports.

At this point, please indulge me by re-reading the first paragraph of this column — except this time, substitute the world “Israeli” for “Lebanese” in the first sentence. Let’s imagine what the world’s reaction would be if the ongoing siege were taking place in Gaza or the West Bank instead of the Nahr al Bared refugee camp on the outskirts of Tripoli, Lebanon.

First of all, a flood of foreign journalists would descend on the camp to document Israel’s cruelty and barbarism, and the story would remain front page news to this day. Al-Jazeera would be a 24/7 montage of grieving mothers swearing revenge on the Zionist butchers, and rumours would swirl of mass graves and poison gas. The Arab League, EU and United Nations would condemn Israeli aggression — as would the editorial board of The New York Times. The Independent would dispatch Robert Fisk to embed with Fatah al-Islam. And the newspaper’s cartoonist, Dave Brown, would produce another award-winning rendition of his signature theme: Jews eating Palestinian babies.

Actually, we don’t need to speculate: What I have just written is exactly what happened when the Israeli army invaded the Jenin refugee camp to root out terrorists in April, 2002, a battle that was similar in scale to this month’s siege at Nahr al Bared. (At Jenin, 52 refugee camp residents were killed — most of them gunmen, according to Human Rights Watch. At Nahr al Bared, the figure is 45 and climbing.) The main difference between the two sieges is that Israel’s army put its troops at far greater risk by invading Jenin with infantry — whereas the less humane Lebanese army has simply pummelled Nahr al Bared with explosives from a distance. Jews apparently care a lot more about saving Palestinian civilians than do Lebanese soldiers.”

  • 26/9-04 Uriasposten – Atter en politiserende dokumentar i DR Udefra: Jenin, Jenin.
  • Oploadet Kl. 18:30 af Kim Møller — Direkte link3 kommentarer
    
    Khader og Co.

    Lidt fra lederen i dagens Jyllandsposten – Politiske venner.

    “Sjældent har et nyt parti gennembrudt mediemuren i stil med Naser Khaders Ny Alliance. Ud over Khaders karisma og det faktum, at nybrud i dansk politik altid vil skabe interesse er det svært at komme uden om, at diverse såkaldte politiske kommentatorer også har talt partiet godt på vej.

    Såvel Henrik Qvortrup som Michael Kristiansen har taget partiet alvorligt. Men medierne har forsømt at fortælle, at begge plejer privat omgang med partiformand Naser Khader.

    Henrik Qvortrup blev tidligere i en portrætudsendelse om Naser Khader fremstillet som Khaders træningspartner. Også Michael Kristiansen har været tæt på Khader – så tæt, at Naser Khader efter eget udsagn ringer til dem for at »afprøve nogle ting.«

    Henrik Qvortrup og Michael Kristiansen har desuden fælles fortid som spindoktor for statsminister Fogh Rasmussen, hvis nuværende rådgiver Michael Ulveman deklarerer sig selv som privat ven med Naser Khader. De to går til koncerter og fodboldkampe sammen og ses jævnligt sammen med deres familier.

    Partiet Ny Alliance er dermed et aktuelt og levende eksempel på, hvad sammenspisthed mellem politikere og journalister kan føre til.”

    Oploadet Kl. 18:13 af Kim Møller — Direkte link15 kommentarer
    
    Michael Pihl om nyradikale og pseudokonservative

    Fra dagens Berlingske Tidende. Lektor Michael Pihl om Ny alliance mv.

    Jamen, Ny Alliance har jo intet tøj på
    »Oh, er det ikke magnifique? Dette mønster, disse farver!«, udbrød kejserens mediemænd. »Jo, det er nydeligt, ganske allerkærest!«, svarede Tøger Seidenfaden, Noa Redington og rigets allerfineste eksperter. Globaliseringsglade mandariner nikkede. Ny Alliances hjemmeside bibringer ikke én ny viden om det nye parti. Ingenting står der. Ikke andet end floskelfyldte overskrifter: Mere EU og globalisering, lavere skatter og liberal udlændingepolitik. Intet om konsekvenserne.

    Ny Alliance præsenterede sig med blinkende lygter, men uden partiprogram eller anden substans end taktiske, personlige ambitioner og et negativt afhængighedsforhold til Dansk Folkeparti. En medieskabt fis i en hornlygte. Men jo længere de nyradikale holder offentligheden hen i uvidenhed, jo længere kan alles ønskedrømme projiceres på Danmarks flinkeste mand. Før eller siden afslører den uskyldiges røst, at kejseren ikke har noget på. Særlig i forhold til de lempelser af udlændingepolitikken, som uvægerlig bliver konsekvensen, når den ny alliance for alvor tager sig politisk betalt: Asylcentrene lukket, asylsøgerne omgående sendt ud i det danske samfund, 24-årsreglen og starthjælpen afskaffet og gratis arbejdstilladelser til alle. Radikal udlændingepolitik i ny forklædning. Da 90 procent af landets journalister deler udlændingepolitiske synspunkter med de Radikale, vil en ny grænseåbning ikke i sig selv fjerne de hænder, som bar det nye parti i triumftog gennem medierne i dets første leveuge. Og den modvind, som medierne åbenbart skyldte Khader efter sådan en uges medvind, kom i sidste uge til at handle om rene ligegyldigheder. Om Khader fra Amerika havde set Gerner Nielsens tørklædestunt på TV eller på nettet. Irrelevant inkvisition om Naser Khaders TV-kiggeri på en Amerika-rejse.

    Med Gitte Seeberg og Anders Samuelsen repræsenterer Ny Alliance et elitært og ufolkeligt projekt: Yderliggående tilslutning til alt, hvad der kommer fra et overnationalt, ansigtsløst EU-bureaukrati og en ydmygende underkastelsespolitik i den kulturkamp imod islamismen, som Muhammed-krisen bl.a. indvarslede. Trods sit had til DF kunne Gitte Seeberg spørge sig, hvad politisk korrekte Konservative foretog sig, dengang de »ikke-stuerene« alene bekæmpede den polariserende multikulturelle udvikling, som nu har skabt en situation, hvor hendes partiformand Naser Khader må leve sit liv med livvagter?

    Med Naser Khader som heksedoktor skal Ny Alliance besværge den forsoning mellem uforsonlige modsætninger, som den politisk korrekte middelklasse tror kan få alle kultur- og religionssammenstød til at fordampe. Men han kan ikke frelse OverDanmark fra civilisationernes sammenstød. Foreningen af Demokratiske Muslimer blev aldrig den demokratisk-muslimske folkebevægelse, som Noa Redington, Asger Aamund og den nordsjællandske elite ville hænge alle håb om »sameksistens« op på. Samme aften, som Ny Alliance sprang ud af skabet, afslørede et løbende nyhedsbånd på TV2 News den »kreative« klasses forfængelige håb: »Khader upopulær hos muslimer i Danmark« – stod der. Muhammed-krisen var et chok for de snakkende klasser i Danmark. Efter den er der ikke noget, de ikke vil gøre, og ingen de ikke vil lave »alliancer« med for at købe sig en stakket frist.

    Erik Meier Carlsen vil sågar indgå »Den fjerde Alliance« med fanatiske islamister, hvis lov- og erobringsreligion han bilder sig ind at kunne civilisere. Men Carlsens historieteori om »alliancernes Danmark« holder ikke en meter, når det drejer sig om samarbejde med det totalitære. Stauning og Madsen-Mygdal lavede heller ikke Kanslergade-forlig i 1933 med Fritz Clausens nazister eller med Aksel Larsens kommunister. Selvom en pæn borgerlig Von Papen netop på samme tid solgte Tysklands sjæl til djævelen for en »fjerde alliance« med Adolf Hitler.

    Det politisk korrekte borgerskab ønsker appeasement og kan ikke danne grundlag for nogen folkelig alliance imod islamismen. Hverken i nyradikal eller pseudokonservativ skikkelse. Danmark har hverken brug for Ny Alliance, »fjerde alliance« eller for eliternes oprør mod den fastkurspolitik, som kun Dansk Folkeparti holder regeringen fast på. Aldrig må den kulturradikale overklasse få magt over os igen. Så hellere tage konsekvensen af højre-venstre skismaets opløsning med en dansk samling i en ægte folkelig alliance: Venstre, Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne i en ny stor koalition. Et nyt Kanslergade-forlig mod tidens totalitære kræfter – uden dumstolte Konservative dengang som nu.

    Oploadet Kl. 18:08 af Kim Møller — Direkte link4 kommentarer
    
    Noam Chomsky, æresdoktor på Uppsala Universitet…

    Venstreradikale Noam Chomsky blev i weekenden udnævnt til æresdoktor på Uppsala Universitet (Sverige). Timbros Michael Moynihan kritiserer valget i Expressen, og uddyber over 20 sider i en artikel der giver eksempler på Chomskys akademiske mangler og politiske radikalitet. Her lidt fra Heder och ära? (20 s., pdf).

    “År 1969, i samband med publiceringen av boken American power and the new Mandarins – en hänsynslös sågning av amerikansk utrikespolitik – trädde Chomsky (då lektor i lingvistik vid Massachusetts Institute of Technology) in på den vänsterpolitiska scenen. USA:s form av imperialism, skrev Chomsky, gick enligt ett citat av förre presidenten Harry Truman ut på att förmå världen ”att anamma det amerikanska systemet” med ”fri företagsamhet”. Men när de vänsterliberala historikernas tyngsta namn, Arthur Schlesinger, recenserade Chomskys arga klagovisa blev han förundrad över Trumancitatet. Han kontrollerade källan i fotnoten och fann att Truman aldrig hade sagt så. Citatet, som passade utmärkt in i Chomskys tes, var helt enkelt påhittat. Efter att ha gått igenom boken och hans uttalanden noterade Schlesinger, då professor i statsvetenskap vid Harvarduniversitetet, att Chomsky var så färgad av sin politiska radikalitet att han hade ”slutat bry sig om intellektuell hederlighet”. Han var helt enkelt en ”intellektuell skurk” som höll på med ”forskningsförfalskning” – en ”extremist med instinktmässig förmåga att snedvrida fakta”. Det skulle komma att bli en vanligt förekommande anklagelse mot Chomsky.” (s. 3)

    “Stephen Morris, Kambodjaspecialist vid Johns Hopkins University, uppmärksammade i sin recension av Chomskys omfattande arbete om Sydostasien, och speciellt Kambodja, samma böjelse för förfalskning. När Morris undersökte några av Chomskys mer vidlyftiga påståenden upptäckte han att ”fotnoterna inte tål seriös granskning” och att många av de radikala slutsatserna kunde spåras till obskyra marxistiska publikationer som New England Peacework. Tecken som pekade på motsatsen ignorerades helt enkelt. (s. 4)

    “Det är i det närmaste omöjligt att på ett så här begränsat utrymme redogöra för Noam Chomskys hela meritförteckning vad gäller utelämnande av fakta, förvrängningar och rena lögner. Men för dem som är mer än vagt bekanta med hans forskning är det lätt att komma fram till att Chomsky inte förtjänar Uppsala universitets akademiska imprimatur. För Chomsky fokuserar inte på att nyktert analysera data, utan på att skruva till fakta så att de passar till en förutbestämd slutsats. (s. 20)

    Oploadet Kl. 17:33 af Kim Møller — Direkte link2 kommentarer
    Arkiveret under:
    Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

     

    Næste side »

    

     

    Vælg selv beløb



    Blogs


    Meta
    RSS 2.0
    Comments RSS 2.0
    Valid XHTML
    WP






    MediaCreeper