Interessant kommentar af Arne Hardis i Weekendavisen om Peter Øvig Knudsens to-binds bestseller om Blekingegadebanden – Gruppens egen logik (kræver login).

“Min vurdering er, at de to bøger – muligvis bag om ryggen på deres forfatter – er forbløffende sympatisk stemt over for Blekingegade-banden og dens årelange arbejde med at skaffe PFLP så mange millioner som muligt. Forbløffende også, fordi modtagelsen af bogen har været så begejstret, uden at ret mange har overvejet det eftermæle, PFLP-supporterne udstyres med i kraft af Øvigs værk. Undtagelsen er et interessant interview i Politiken i november, hvor bladets Carsten Andersen borede i Øvigs fascination af bandens afsporerede idealisme og hans samarbejde med Stemmen – det anonymiserede medlem af banden, som har været Øvigs kilde til mange af bandemedlemmernes overvejelser…

Fornemmelsen af Øvigs fascinerede sympati for gruppen og dens verdensbillede næres af mange kilder, men det varer længe, før man opdager dem, formentlig fordi beretningen også rummer så mange og så detaljerede beskrivelser af bandens afstumpede adfærd.

I småtingsafdelingen: beskrivelsen i første bind af vrede Vietnam-aktivisters forsøg på at sabotere visningen af Wayne-filmen De grønne djævle i Saga-biografen i 1969. Nogle af aktivisterne smed hjemmelavet tåregas og smørsyre ind i biografen, men »desværre virkede ventilationsanlægget så effektivt, at lugtgenerne ikke hindrede filmen i at blive vist«, skriver Øvig. »Desværre«? Det ord er hverken dokument eller fantasi, det er sympati, ligesom ordet »heldigvis« ville have markeret afstandtagen. Og ligesom Øvigs efterfølgende konstatering af, at »først på femtedagen af demonstrationen tog biografdirektøren filmen af plakaten« betyder noget helt andet end, at »allerede på femtedagen…«. Mentalt er Øvig med i aktionerne ved biografen.

Og på den lidt større skala: Ligeledes i bind 1 skriver Øvig om de tyske RAF-terrorister, der var indsat i Stammheim-fængslet, hvor han tilsyneladende mener, at Andreas Baader blev myrdet af de tyske myndigheder. Hvordan skal læseren ellers forstå følgende formulering: »Eksperterne (nemlig dem bag tyske og internationale undersøgelser af dødsfaldene i Stammheim, AH) mente også at kunne forklare, hvordan det var lykkedes Andreas Baader at skyde sig selv i nakken.« Mente eksperterne virkelig det? Øvig mener ikke at kunne tro på det.

Og endelig i den helt store skala, uden hvilken de forannævnte eksempler jo uden videre kunne afskrives på bagatelkontoen: Ikke på noget tidspunkt overvejer Øvig, hvilke lidelser PFLP måske har påført den israelske befolkning ved hjælp af de millioner af kroner, som Blekingegadebanden forsynede deres venner i Mellemøsten med. Mens han omvendt bruger en del plads på de lidelser, som den palæstinensiske befolkning har været udsat for siden FNs delingsplan i 1948. Helt overordnet er PFLP i det øvigske verdensbillede i krig for en retfærdig sag på vegne af en lidende befolkning, mens Israel og landets allierede øver overgreb og forårsager lidelse. I sit tørre, afdæmpede sprog sørger Øvig med palæstinenserne, men ikke med deres ofre.…

Øvig har ved sin vinkling af Blekingegade-sagaen placeret sig i en halvvejs blind vinkel i forhold til sagens internationale implikationer. En vinkel, som nogle gange er tragikomisk national, andre gange slet og ret adopterer Blekingegade-bandens syn på virkeligheden. Når han bruger så meget plads på Johan Schrøders ulovlige salg af en dansk våbenvirksomhed til israelske kræfter, er det jo grundlæggende en fabelagtigt god historie, han har fundet… den meget udførlige beskrivelse (cirka 30 bogsider) efterlader en fornemmelse af, at Øvig med kapitlet vil mere end det. Resultatet er i hvert fald, at han relativerer Blekingegade-bandens skyld: Borgerskabet drev ulovligheder på deres måde, banden på sin – kapitlet kaldes meget betegnende »Spejlinger«.

På samme måde fortynder han budskabet i beretningen om bandens Z-file, den omfattende registrering af danske zionister/israelere/jøder, som man tjenstivrigt iværksatte for at lette PFLPs kamp mod Israel i en begrebsverden, hvor betegnelsen zionist og jøde gled problemfrit over i hinanden…

Øvigs opfattelse af Blekingegade-bandens aktiviteter som afsporet, men fascinerende Robin Hood er relevant, fordi synspunktet effektivt forbinder banden med den venstrefløj, den udsprang af og isolerede sig fra…

Tag spørgsmålet om, hvem der dræbte Jesper Egtved Hansen. Er det Øvig, der af egen drift finder det spørgsmål irrelevant for de to binds ellers meget nøjeregnende og omfattende dokumentation? Et spørgsmål, som offentligheden har været stærkt optaget af siden den ulyksalige morgen i november 1988? At Øvig beskriver Jesper Egtveds efterladtes fortvivlelse og de øvrige ofres ødelagte liv, frikender ham vel ikke for en pligt til at bore i mordet, der aldrig blev opklaret? Eller etableres der en gensidig loyalitet mellem Stemmen og Øvig, som får ham til at undlade at interesse sig for, hvem der egentlig affyrede det dræbende skud på Købmagergade?“

Galiawatch har oversat en fransk dommers kommentar til forstadsurolighederne i sidste måned. Jean de Maillard – A magistrate’s warning (28/11-07).

“I have to admit that I would not like to be in government today. Nor would I want to live in Villiers-le-Bel. Even less to be a member of the riot police. For I fear that the riots at Clichy-sous-Bois two years ago are only the appetizer of what we are going to have to swallow in the near future.

I am not trying to throw oil on the fire, at any rate these lines fortunately have no chance of being read in Seine-Saint-Denis and other districts scattered throughout the suburban landscape of our beautiful France. But I believe that we must call a spade a spade. When two schools, a library, a police station, a garage and several other buildings on a list already forgotten are set on fire, not to mention dozens of vehicles each day, we are used to it. It has become almost a routine.

However, the second night of Villiers-le-Bel marks an escalation that the media and the government would probably prefer to hush up, but which may be the start of a new stage: the use of firearms. In truth, the surprise is not that the rioters began to use them, but first, that they hadn’t done it sooner… and second, that they are still confining themselves to hunting rifles and lead shot. The suburbs however have been armed for a long time with caches of quality war weapons, lethal weapons, against which the bullet-proof vests will be useless.

In other words the situation is explosive in both meanings of the word. It seems that from one riot to the next the techniques harden, the methods become more professional and the police and gendarmes will soon have to confront, if they have not already, experts in urban guerilla warfare…

[...]

I think that what I’m about to say may shock you, and it is not with pleasure that I say it, nor out of provocation. But this is a grave moment. I am convinced that up until now we have been lucky that the thugs and future murderers in the suburbs have not yet dared to use their fire power. I hope that the public authorities will become aware of the imminence of calamity and especially that they will finally seek solutions. I would not like to be in their shoes, for the margin of maneuverability, if there is one, will be very narrow. Yes, the perpetrators must be mercilessly punished. But repression, in the long term, solves nothing.

And people must stop dreaming, those on the Left and the others: neighborhood police are not a panacea either. You cannot graft an ethnic police force (“police communautaire”) on a society that is this sick and torn apart, in which the members are in open rebellion against society. Police are a means, not a solution. Educators will not be useful either: you cannot cure cancer with a placebo. To shower the caids with subsidies to buy armed peace will be the chosen way: it will provide only a short respite. Is there another solution? I don’t know, and I am very happy not to be in government.

Of course, there is another solution, but soon it will be too late. First – seal the borders: no new arrivals for 25 years minimum. Second – add a constitutional amendment that says that immigrants to France must be racially, ethnically and religiously compatible with the traditional French culture. No more than 3% of those living in France can be non-Europeans. Third – deport all criminals and illegals. Fourth – authorize raids all over the suburbs to retrieve weapons. Fifth – send in the armed forces where the police are inadequate and when necessary shoot to kill.

Many will say that that is impossible because France is a generous and peaceful nation, France is not Texas, France cannot kill innocent immigrants, etc… But THEY can kill you.

Fundamentally the French have to give up their dream of a beautiful multi-ethnic, multi-culti paradise where there is no capital punishment, no racism and no inequalities. We have been learning the same lessons in America for more than forty years. Mr. Sarkozy should the the first one to give up this dream whose real name is nightmare. He is fully aware of the reality, whatever he may say, but he will buy time, as the article indicates. He should be the first to declare the country in danger, but he will travel to foreign countries, cut big deals, and form committees. How long he can keep up the charade is anybody’s guess – let’s hope that the fear of major armed revolt turns the tide and forces the leaders of France to put the safety and preservation of their country first.”

Resultatet af seneste prøvevalg foretaget blandt journaliststuderende på RUC. Fra 180 Grader – Journaliststuderende: Villy som statsminister.

“Enhedslisten og SF ville udgøre et flertal i Folketinget, hvis det alene blev sammensat af de journaliststuderende fra RUC, mens VKO kun ville få 11 procent af stemmerne, viser prøvevalg…

Folketinget ville være markant anderledes sammensat, hvis det kun var de journaliststuderende fra Roskilde Universitetscenter, som kunne stemme. Sandsynligvis ville Villy Søvndal være statsminister, mens den nuværende statsminister, Venstres Anders Fogh Rasmussen, omvendt ville være leder af Folketingets mindste parti med kun fire procent opbakning.

Det viser et prøvevalg, der er blevet foretaget blandt de journaliststuderende på RUC, og som nu er offentliggjort i deres eget blad, Bermuda.

Prøvevalget, der er gennemført blandt halvdelen af de 300 aktive journaliststuderende på RUC, giver opbakning fra hele 35 procent af de adspurgte til SF, som kan danne flertal bag Villy Søvndal som statsminister ved alene at gå i alliance med Enhedslisten. Frank Aaen og co.’s lille venstrefløjsparti stormer nemlig i Folketinget som tredjestørste parti (kun lige akkurat overhalet af de Radikale) med næsten 18 procent af stemmerne, hvilket giver et komfortabelt SF-Ø-flertal på knap 53 procent.

Undersøgelsen bekræfter en venstredrejning, som også tidligere målinger blandt både journaliststuderende og uddannede journalister har vist, men på RUC er tendensen endnu mere ekstrem.”

Det er stort set lige meget hvad det overordnede emne er – P1 kan altid redde den. I tirsdagens Klubværelset, var emnet Youtube og censur på nettet. Vinklen var anti-kapitalistisk, og hidkaldt var Phd. Jacob Lillemose. censurproblemer i Brasilien, Iran, Kina, Mexico, Thailand og Tyrkiet blev kort opridset, hvorefter eksperten gav en yderst ukonkret indføring i det mexicanske eksempel.

En videokunstner havde fået fjernet en zapatista-venlig film fra Youtube på grund af copyright-problemer, men som det lød: “man kan jo gisne om at der har været nogle andre forklaringer”. Motivet måtte være politisk, for “zapatisterne har været utroligt forfulgte af den mexicanske regering”. Problemet var grundlæggende at Youtube var funderet på rå kapital…

Censur er altid problematisk, men når nu lande som Tyrkiet, Iran og Kina helt har lukket for adgangen til Youtube, så var det jo nok her debatten skulle starte. Skulle Youtube alligevel være emnet, så kunne man forsøge at redegøre for Youtubes censur-politik. Skære ind til benet rent journalistisk – hvad er problemet kort og præcist. Havde man gjort det, så ville man opdage, at Youtube (foruden copyrightbrud) ofte sletter videoer efter enkeltpersoners anmeldelser, hvad især går ud over videoer omhandlende islam.

Ateisten Nick Gisbourne fik eksempelvis slettet sin profil efter at have lagt denne video online – 9 minutter med Korancitater tilsat underlægningsmusik.

Fra seneste nummer af Dansk Folkepartis medlemsblad (2007/6). Lidt fra en artikel om Birthe Rønn Hornbech før og nu – Én stor kovending (pdf, s. 22-23).

“Birthe Rønn Hornbech har over de sidste tyve år bevæget sig fra at være en af de skarpeste kritikere af den danske udlændingepolitik til i dag at være repræsentant for de samme politisk korrekte synspunkter, som hun for fem år siden hudflettede i sin kronik i Berlingske Tidende.

Birthe Rønn Hornbechs kritik af guddommeliggørelsen af menneskerettighederne og stædige fastholdelse af frihedsrettighederne har om noget karakteriseret Hornbechs virke som politiker. Således beskrev en harmdirrende Birthe Rønn Hornbech i sin bog ”En lige venstre” (2001) racismeparagraffen som en demokratisk fejltagelse, som burde ophæves. Dette fornuftige synspunkt var i Hornbechs bog ”Tale er guld” (2006) dels afløst af et forsvar for blasfemiparagraffen, som et politisk flertal bestående af Dansk Folkeparti, Socialdemokraterne og SF på daværende tidspunkt havde ytret ønske om at afskaffe og dels en opfordring til at tage ved lære af den såkaldte Muhammed-krise, og som Birthe Rønn Hornbech skrev ”Men spørgsmålet er, om vi ved generelt at vise en smule mere respekt for hinandens religiøse følelser, end vi er vant til, giver afkald på vor ytringsfrihed. Jeg mener det ikke”. Det fra en kvinde, der ellers har gjort en dyd ud af at understrege forskellen på kristendommen og islam – eller som hun selv formulerede det frem til 2001 ”den demokratiske og den muslimske verden”.

[...]

Fem år senere var hun ikke lige så klar i mælet, da hun i bogen ”Tale er guld” tog Jesper Langballe til indtægt for at sige, at ”muslimerne var en pest over Europa”. Hvad Jesper Langballe rettelig havde sagt var, at islam var en pest over Europa. Et budskab, der ikke lå langt fra Birthe Rønns egne forestillinger om ”den islamiske lære” udtrykt fem år forinden. Men Birthe Rønn Hornbech synes ikke længere i 2007, at sondringen mellem ”muslimer” og ”islam” var væsentlig. Hvordan mon Birthe Rønn Hornbech selv synes hendes overvejelser fra 2001 lyder, hvis man erstatter den ”den islamiske lære” med muslimer: ”Det gør ikke noget, at det går op for den demokratiske verden, hvilken farlig cocktail, religion og politik er, hvis man er muslim”…..

[...]

”Drab og vold har været udgangen på ikke så få konflikter, der opstår, hvor unge indvandrere vil leve som danskere. Det brutale patriarkalske familiemønster medtages fra udlandet og leves videre i Danmark. Men vi skal jo respektere de fremmedes kulturer, så vi gør ikke noget. Vi er i den grad blevet ekserceret til tavshed. Derfor holder socialforvaltningerne sig tilbage. Derfor holder politiet sig tilbage.” Afsenderen på denne svada er såmænd også Birthe Rønn Hornbech i bogen ”En lige venstre”. Og 90’ernes Birthe Rønn var da heller ikke karrig med de farverige bemærkninger. Da Hornbech den 10. september 1986 i Ekstra Bladet blev stillet over for spørgsmålet om, at en afvist asylansøger jo potentielt kunne blive henrettet, hvis vedkommende blev hjemsendt, var Hornbechs svar: ”Jeg kan jo ikke redde hele verden. Der er simpelthen kommet for mange ind”.

[...]

Under et debatmøde med daværende indenrigsminister, Karen Jespersen, i Taastrup beskyldte hun indvandrere i fjerde og femte generation for ”ikke at have fået pakket deres kufferter ud endnu (Politiken 14.11.2001).” Og i Information den 3. marts 2000 sagde Birthe Rønn Hornbech, ”Min tanke er, at vi skal have en pause i tilstrømningen af flygtninge fra Langtbortistan. Hvis de kommer herop, så må vi sige til dem, at de må sidde i en flygtningelejr i deres nærområder.” Dette fra den samme Birthe Rønn Hornbech, som har kritiseret Dansk Folkepartis tone i integrationsdebatten – og paradoksalt nok også den samme Hornbech, som den 29. december 1999 i Ekstra Bladet beskyldte Poul Nyrup Rasmussen for at have ”skabt farlige skel i befolkningen ved at dele den i ”de stuerene” og ”de ikkestuerene”. Et synspunkt hun også giver mæle i ”En lige venstre” fra 2001. I dag er Birthe Rønn Hornbech selv godt i gang med at blive fanget af Nyrups dikotomi.

[...]

Allerede i marts 1993 lancerede Birthe Rønn Hornbech i forbindelse med flygtningekrisen i Bosnien et forslag om, at Danmark finansierede flygtningelejre i Polen til bosnierne. Fire år senere – nærmere bestemt den 22. august 1997 foreslog Rønn Hornbech, at Danmark sammen med andre EU-lande oprettede flygtningelejre i Afrika bekostet af midler fra ulandshjælpen, og dermed ikke længere skulle acceptere, at flygtninge kom direkte til Danmark for at søge asyl. Og i Jyllands-Posten den 29. august 2000 slog Birthe Rønn Hornbech til lyd for, at asylansøgere fik konfiskeret eventuelle penge, de havde på sig, for at de kunne finansiere deres flybillet hjem. Hvis man skal tro integrationsministeren selv, venter der hende en stor opgave: ”Vi kan ikke ved kontanthjælp og snak om integration komme uden om den kendsgerning, at mange af de udlændinge, der i disse år får opholdstilladelse, aldrig vil kunne integreres endsige få et arbejde. Manglende forkundskaber, kulturforskelle og nogle udlændinges militante krav på – godt hjulpet af arbejdsministeren i tørklædesagen – at dyrke deres forskellighed uden respekt for de danske normer stå ganske enkelt i vejen (Ekstra Bladet den 29. december 1999).

Den 29. januar 2001 skrev Birthe Rønn Hornbech i et indlæg i Jyllands-Posten, at Socialdemokratiet havde sikret velfærd for udenlandske svindlere og bedragere: ”For sådan har Socialdemokratiet jo ønsket det: Enhver udlænding, der råber asyl, har ret til at være i Danmark, så længe han kan trække en asylsag ud.” I dag er det så pudsigt nok Birthe Rønn Hornbech, der ønsker at såvel afviste som nuværende asylansøgere skal have mulighed for at få udstedt en arbejdstilladelse og tage lønnet job i Danmark og selv samme Birthe Rønn Hornbech, der i 2000 ikke ville give asylansøgere mulighed for at ansøge om asyl fra dansk jord, er nu villig til at lade flygtningefamilier fra Irak flytte uden for asylcentrene.“

Israel gennemførte mandag og tirsdag en række velyllykkede anti-terror aktioner. Fra DR Online…

DR fortæller om tretten døde, og det antal figurerer også i de internationale medier. Eksakt information kunne jeg dog kun finde om tolv, ved hjælp af Ynetnews, Haaretz og de store nyhedsbureauer.

Mandag aften, Gaza (luftangreb, to biler): Seks døde, herunder terrorleder Majed Harazin (alle Islamisk Jihad); “Gunmen fired in the air, accidentally severing a high-voltage power line, which fell on the crowd of mourners, killing one person…” (Haaretz 18/12-07)

Tirsdag morgen, Jabalya – nordlige Gaza: Osama Yassin, Samir Baher, Hussam Abu Jbil (alle Islamisk Jihad)

Tirsdag morgen, Khan Yunis – sydlige Gaza (igang med at affyre Qassam-raketter): Hani Barhoum, Mohammed A-Sharif (begge Hamas, den ene betjent)

Når DR skriver at “mindst 13 palæstinensere [er] er dræbt”, så er det en eufemisme for: Vellykkede anti-terroraktioner i Gaza.

Fra søndagens Folk og kirke på P1. Emnet var (problemet med) kristen moralisme - det der også blev betegnet som ny-puritanisme. En af kritikerne var en skoleleder fra Tølløse…

Marianne Jeppesen, skoleleder: Ja, jeg synes at meget lidt påklædte piger i sommervarmen godt kan komme til at udfordre andre kulturer som vi har her på stedet, hvor pigerne måske går med tørklæder og det er vigtigt at man ikke udstiller sin hud – hvis man kan sige det på den måde ik’, og der skal vi udvise respekt også for andre kulturer, som har nogle andre normer her på stedet.

Jens-Martin Eriksen har til gårsdagens Information interviewet Radomir Popovic, serbisk professor i kirkehistorie – Krigen i Bosnien var en krig mellem kristendom og islam.

“Jeg vil gerne høre fra Dem, om krigen i Bosnien ikke var en krig mellem kristendom og islam.

“Ja, det var den, det er rigtigt, og som De der fremstiller konflikten, er det også meget korrekt! Det var et forsøg på at skabe en islamisk stat i Europa. Og hvis Vesten siger ja til det, så lad den endelig få en sådan stat, men vi her i Serbien er imod den. De kan så lave en islamisk stat i både Frankrig og Tyskland, hvor der er fem millioner muslimer. Det vil nemlig ske efter det samme princip, hvor man har samme sprog, men forskellig religion. Så lad dem få en islamisk stat i disse lande!”

Men tror De ikke, at der nu er skabt fred mellem serbere og bosniere med Dayton-fredsaftalen, og at grænsen mellem de to lande langs floden Drina nu er anerkendt af begge parter?

“Dayton-aftalen er kun en midlertidig løsning, for jeg tror slet ikke, at der skal eksistere nogle etniske grænser eller adskillelse mellem vore to lande langs floden Drina. Man kan se med eksemplet Sarajevo, at det er muligt for forskellige grupper at leve sammen. Jeg tror, at det er forkert at støtte denne aggressive islam, som findes i Bosnien. Muslimerne behøver heller ikke at frygte, at vi serbere er i flertal, for erfaringen viser, at kristne ikke angriber nogen fra andre trosretninger. De er snarere ofre end bødler. Det viser sammenstødene med islam.”

[...]

Er det også den måde, som De ser konflikten i Bosnien på i den serbiske kirke?

“Det er rigtigt! Det første sammenstød var mellem det byzantinske rige og islam, og mange kristne mistede deres liv i denne strid og blev dermed helgener i den kristne kirke. Men jeg ved dog ikke, om vi her i Serbien er de eneste i frontlinjen? Vi kunne også invitere islam indenfor i Europa og lade muslimerne overtage det hele? Det kan man så gøre i Paris og London, men her i Beograd valgte vi altså at kæmpe.“

Jeg læser i Deklaration mod folkemordet på det serbiske folk fra 1997, som er undertegnet af patriarken Pavle for den serbisk ortodokse kirke og en række intellektuelle, bl.a. fra det serbiske akademi, at denne plæderer for serbernes ret til at “leve under ét tag”… Vil De forklare, hvad patriarken mener?

“Det patriarken udtrykker i brevet til Lord Carrington i 1991, da Jugoslavien er ved at falde fra hinanden, var, at da ville det være en god idé at bevare både den åndelige og den territoriale samling af serberne. Man kunne jo se på det gamle jugoslavienskort, at kirkens åndelige grænser, der hvor der boede ortodokse kristne serbere, ikke passede sammen med de republikgrænser, som var aftegnet. Og kirkens mål er at samle hele nationens åndelige identitet. Men vi ved, at når vi taler om Patriarken Pavle, så skal man ikke tillægge ham nogen intentioner om at ville skabe et Storserbien. Snarere tværtimod…. Ved De, at i store dele af Kroatien, hvor serberne levede og var i flertal, der bor de ikke mere? Der er disse serbere i dag fordrevet.“

Fra dagens Jyllandsposten. Tidligere domprovst Poul Erik Andersen om Generobringen - De vantro horder fra vest.

“Korstogene må som alle andre begivenheder forstås ud fra deres historiske sammenhæng. De tager deres udgangspunkt i pave Urban II’s korstogstale mod islam ved kirkemødet i Clermont i 1095.

Pavens tale ramte midt ind i en udbredt religiøs stemning båret af angst og vrede og af medfølelse med de undertrykte trosfæller i de muslimske lande. En vækkelse greb om sig i store dele af Europa, og i løbet af få måneder var titusinder rede til at drage ud for at kæmpe eller dø for deres tro. De ville, som paven havde opfordret til, genvinde de hellige steder, der var faldet for de muslimske hære og frelse de kristne brødre og søstre, de ville befri Jesu hellige stad Jerusalem og ikke mindst genvinde den hellige grav, som erobrerne havde skændet på det smerteligste.

Korstogstiden kom til at strække sig over mere end 200 år. Korsfarerbevægelsen udsprang ikke af den blå luft. Dens baggrund er lang og kompliceret. I slutningen af 1000-tallet var Europa alvorligt svækket gennem uendelige krige mellem småkonger og fyrster. Krigen var blevet et almindeligt livsvilkår, og angsten for saracenerne, som man kaldte muslimerne, lå som en baggrundsstemning overalt.

I løbet af de 350 år, som var forløbet efter profeten Muhammeds død i 632, havde de muslimske hære underlagt sig store dele af Asien, næsten alle gamle kristne kulturlande i Mellemøsten og langs det sydlige Middelhav. Spanien havde været under muslimsk herredømme siden 711, og de muslimske indfald i Frankrig var først blevet stanset kort uden for Paris. Angreb efter angreb hærgede de sydeuropæiske kystlande. To tredjedele af den kristne verden var erobret og undertrykt.

Das de fremstormende muslimske selsjukker i slaget ved Manzikert i 1071 havde knust størstedelen af den mægtige byzantinske hær, lå hele det lilleasiatiske område forsvarsløst hen. Konstantinopel og det kristne østromerske kejserdømmes vældige hovedstad var uden virkeligt forsvar, og vejen til Europa var åben for de fremstormende hære.

I den situation var det, at den byzantinske kejser Alexios Komnennos meget mod sin vilje så sig nødsaget til at henvende sig til det papalistiske Vesten for at bede om hjælp.

På denne baggrund lykkedes det paven at samle de skræmte konger, fyrste og titusinder af almindelige borgere til forsvar for Europa og kristenheden. Korstogene med deres blanding af religiøs hengivelse, pilgrimsdrift og hensynsløs griskhed var Europas overlevelseskamp. Det blev en kamp med ufattelige lidelser og med økonomiske omkostninger, som aldrig før var set. Det blev ingen sejrrig kamp, men den bremsede den muslimske fremtrængen i adskillige år. Uden korstogene havde et kristent Europa næppe overlevet.

Da de muslimske armeer mange generationer senere trængte op gennem de østeuropæiske områder, gjorde sig til herrer over Grækenland, Albanien, Serbien, Bosnien, Rumænien, Bulgarien og Ungarn, var Europa bedre rustet. To voldsomme angreb på Wien 1529 og 1683 blev mirakuløst afværget og gennem en århundredlang kamp lykkedes det at trænge islam tilbage fra størstedelen af Europa…

I Europas store historiske bogholderi figurerer korstogene i dag som en voldsomt tyngende debetpost. Men man har lov at spørge, hvor rimeligt det er.

I mange århundreder efter korstogene ville enhver europæer betragte forsvaret mod islam som en fortjenstfuld indsats, som en kærlighedshandling overfor de forfulgte kristne i Mellemøsten…

Korstogene var Europas forsinkede reaktion på den islamiske jihad. Europa overlevede, men det havde sin uhyggelige pris i ressourcer og menneskeliv.”

Poul Erik Andersen henviser blandt andet til forskning af Jes P. Asmussen og Thomas F. Madden, ligesom han trækker tråde mellem Steven Runciman og en kulturel selvhader som Jan Guillou. Læs det hele.

UNICEF kårede igår vinderen af den årlige fotokonkurrence om børns vilkår. Vinderen blev Stephanie Sinclair for sit foto af dette par: 11 årige Ghulam og, ja, hvad er det nu han hedder.

Ritzaus Bureau mente ikke mandens navn var væsentlig at få med (via Kristeligt Dagblad) – Brudgommen er 40 år – bruden er 11.

“UNICEF: Årets Fotografi 2007: Stephanie Sinclair havde rettet sin linse mod den 11-årige pige Ghulam, der her sidder ved siden af sin nyforlovede mand på 40 år. I den indiske provins Rajastahn er 15 procent af de piger, som bliver gift, ikke fyldt 10 år.”

Fra Unicefs website.

“The American photographer Stephanie Sinclair is the winner of the international photo competition “UNICEF Photo of the Year”. Her photo shows a wedding couple in Afghanistan who could not be more opposite. The groom, Mohammed, looks much older than his 40 years. The bride, Ghulam, is still a child; she just turned 11.”

Manden hævder han vil sende pigen i skole, men landsbyens kvinder gætter på at de i løbet af nogle få uger gifter sig, så hun kan blive gravid. Når børn får børn.

Fotografiet, der er taget i Afghanistans Ghor-provins (ikke i Rajastahn, Indien – som antydet), kan ses ubeskåret i fuld størrelse her.