31. januar 2008

Vejen til Damaskus – status her på udgivelsesdagen

Mediedækningen af Vejen til Damaskus har været omfattende, og jeg er blevet interviewet til adskillige medier. Igår blev jeg vækket af DR2’s Adam Holm, der ville briefe mig omkring min deltagelse i Deadline nu på lørdag (22.30-23.00). Nu hvor jeg var oppe gik jeg i bad, og med håret vådt talte jeg med en journalist fra Politiken. Jeg fik tøjet på og cyklede i Netto for at handle ind, da jeg stod og baksede med låsen ringede en journalist fra Jyllandsposten for at høre hvornår fotografen kunne komme og tage et foto til et interview de bringer i weekenden.

Når jeg får tid opridser jeg diverse omtaler i en særskilt side, men dagen har dog bragt nyt.

Berlingske Tidendes Michael Jalving anmelder bogen (kun online): Islam og fejhed.

“Kapitlerne om de danske orientalister 1850-1950 er slet og ret folkeoplysning. Møller fokuserer på Frants Buhl, Johannes Østrup og Johannes Pedersen, som alle bestred embeder ved Københavns Universitet og grundlagde den danske islamforskning. Deres værker havde international standard og blev oversat til flere europæiske sprog. Men omkring 1950 går forskningen i stå og bliver stedse mere politiseret, sådan som Kim Møller dokumenterer med zoom på Jørgen Bæk Simonsen. Som eksempelvis i 2004 afviser, at islamisk fundamentalisme er et problem, eftersom de fundamentale trossætninger kan “gøres til genstand for nye fortolkninger og formuleringer, og det er de blevet op gennem historien – den ene gang efter den anden.” Kort sagt: Det er bare ord. Islam er “kultur” ligesom så meget andet; islam er ikke et samfundssystem; ikke et universelt, politisk, socialt og økonomisk regelsæt; ikke en bestræbelse på at blive den herskende orden; ikke en totalitær fristelse.”

Jyllandsposten lader historieprofessor Bent Jensen anmelde – Retten til at blive klogere (kræver login).

“Alt dette minder i beklemmende grad om noget, som vi har oplevet tidligere. En gruppe af “kvasi-konverterede” universitetsansatte gør gældende, at islam kun må beskrives med udgangspunkt i dens egen selvforståelse. For 30 år siden, da marxismen-leninismen hærgede på danske universiteter, hævdede andre universitetslærere, at denne ideologi og dens virkeliggjorte verden skulle beskrives med udgangspunkt i dens egen selvforståelse. Det blev til selvcensur, ukritisk overtagelse af KGB-terminologi og orwellsk newspeak, hvor krig betød fred, og diktatur var demokrati. Dette farlige nonsens hørte op, da de marxistisk-leninistiske diktaturer brød sammen.

Nu oplever vi samme degenerationsproces i forhold til en anden totalitær ideologi. Nogle vil gerne se kritikken af vrøvlet som højreorienterede mod venstreorienterede. Det er endnu mere vrøvl. Kim Møller er en begavet og uforfærdet fri ånd. Han skal nok klare sig.”

Politikens interview med undertegnede i dag blev som ventet et frontalangreb, ikke helt så underlødigt som i Informations bogdebat i lørdags, men tæt på. Journalist Kjeld Hybel (apropos) havde i det mindste læst og forstået bogen, men selvom jeg gentagne gange klart og tydeligt pointerede at bogen omhandlede Jørgen Bæk Simonsens metodiske skift væk fra filologien mod antropologien, så blev vinklen alt andet – Hellig krig i forskerverdenen. Fra underoverskriften.

“Ny bog anklager fremtrædende islamforsker for at holde for meget af muslimer. Hans hensigt er at afkristne Danmark, lyder forfatterens bandbulle.”

Første sætning er et klassisk associationstrick, ikke mindst fordi jeg netop i interviewet forklarede ham at man måtte skelne mellem islam som religiøs konstruktion og muslimer som individer – ikke kun, men også for muslimernes skyld. Problemet er ikke som det så følelsesmæssigt postuleres, at Bæk Simonsen “holder for meget af muslimer”, men at han gradvist siden 1988-1990 overtager muslimernes syn på deres religion. Kritik af islam er hermed identisk med hetz mod den enkelte muslim, og kritik af ideologien et udslag af manglende kærlighed til herboende muslimer.

Anden sætning er ret beset uvæsentlig for bogen som helhed. I en note (#259) pointerer jeg at Bæk Simonsen qua en bestyrelsespost i en Nævnet for Etnisk Ligestilling, arbejdede som aktivist for en total adskillelse af kirke og stat. Det nævner jeg kort, fordi Bæk Simonsen samtidig har taget ikke-sekulære Minhaj ul-Quran i forsvar. En gruppe grundlagt af en islamist, der i Pakistan under militærdiktaturet i 1980’erne var ansvarlig for islamisering af det juridiske system. I bogen har jeg meget lidt om Bæk Simonsens forhold til Kristendommen som religion, men fremlægger enkelte eksempler på at han grundet sit ønske om et multikulturelt Danmark ønsker det kristen-kulturelle nedtonet. Måske er det titlerne Uriasposten og Vejen til Damaskus som narrer ham, eller også vil Politiken gerne se bogens kritik, ikke som videnskabelig kritik, men som et kristen korstog. Sandheden er at jeg slet ikke er kristen. Jeg meldte mig ud af Folkekirken som 18-årig, og betragter den dag i dag enhver form for religion som overtro – Vejen til Damaskus er da heller ikke på nogen måde et kristen stridsskrift. Islam har som en ikke-sekulariseret stærk monoteisme alle problemer trosbaserede forestillinger kan give et velfungerende demokrati, og hvis man som Jørgen Bæk Simonsen, Information og Politiken allerede i definitionen sidestiller kritik af ideologiske aspekter med hetz mod muslimerne, så er man ude på et skråplan, ikke mindst i videnskabelig henseende.

Men ellers må man sige bogen er kommet godt af vejen. Officielt udkommer den først idag, men mig bekendt er der kun få eksemplarer tilbage af første oplag, og kun ved bestilling via boghandlerne. Pladserne til paneldebatten den 19. februar har været udsolgt længe, og adskillige er på venteliste.

I bogens kapitel to refererer jeg fire forfatteres afklaring af centrale problematikker i religionsforskningen med udgangspunkt i begreberne ‘kulturchauvinisme’ og ‘kulturrelativisme’. Her citerer jeg blandt andet professor Jeppe Sinding Jensen, der i sin disputats taler om faren for at forskere i sit studie af religiøse fænomener ender med det antropologen Merryl Davies betegner som “pseudo-cognition or quasi-religious truth-claims”. Således forsvarer Jørgen Bæk Simonsens sig selv i dagens Politiken.

“Jeg er gået fra at arbejde med teksterne fra den tidlige islamiske historie til at arbejde med levende muslimer i et moderne samfund under forandring. Det har ikke givet mig et andet syn på islam. Men det har givet mig et personligt møde med en forandring af islam, som jeg allerede havde mødt i teksterne. Det er blevet mere sociologisk levende. Min måde at gå til islam på tager udgangspunkt i, at islam kan forandres og er afhængig af tid og sted. Ligesom tolkningen af alle andre religioner eller politiske ideologier. Det, at muslimer er ankommet til et andet samfund og skal tolke sig selv i en anden sammenhæng, giver nogle andre svar.”



30. januar 2008

“Det kan lyde som bagvaskelse”, sagde Jørgen Dragsdahl – og det var det

Ethvert andet medie ville se det som et partsindlæg, men på P1 er grænsen mellem nyhedsformidling og politisk opinion flydende. Fra mandagens Orientering – Jørgen Dragsdahl om Paul Wolfowitz.

“Paul Wolfowitz er tilbage i inderkredsen i Det Hvide Hus i Washington. Han er blevet udnævnt til formand for det udvalg, som rådgiver udenrigsministeren i så vigtige spørgsmål om nedrustning og våbenkontrol… Hvad er det for et job, han nu får, og hvad det er for et verdensbillede, han kommer til jobbet med?

  • 28/1-08 Orientering, P1 – Paul Wolfowitz er tilbage i varmen (Jørgen Dragsdahl).
  • Fra indslaget.

    Jørgen Dragsdahl, P1: Der var altså folk i USA som var meget kritiske overfor afspændingen og mente at Sovietunionen i ly af afspændingen var ved at blive forfærdelig stærke. De rykkede så ind, og lavede en stor rapport med knusende kritik af CIAs skønmaleri af Sovietunionen. Der er det lille problem selvfølgelig, at vi idag ved, at deres kritik var forkert. Det var noget nær fantasi… Hvis man skulle være drilsk kunne man sige, at deres slagord var – fantasien til magten.

    P1-vært: Men havde de slet ikke ret i nogle af det argumenter de kom med om Sovietunionen i 1970’erne og 1980’erne…?

    Jørgen Dragsdahl: Det er muligt der er et komma et eller andet sted der står rigtigt placeret, men generelt var samtlige deres vurderinger forkerte

    […]

    Jørgen Dragsdahl: … det var en så voldsom politisk [tolkning], jeg var i Washington i den periode der… (våser videre om ‘en ekstremistisk højrefløj’)

    […]

    Jørgen Dragsdahl: … andre har udnyttet de der rådgivende paneler, som et springbræt til at få rejst en politisk debat og få lagt et pres. Og det vil alt i Wolfowitz’ karriere tyde på, at han vil være meget god til at gøre…

    P1-vært: Så det man kan sige det er, at den måske ny demokratiske præsident vil stå med ligesom nogle dossiere og dokumenter fra det her sikkerhedsudvalg som kan sige at Iran virkelig er en stor trussel, som man er nødt til at forholde sig til meget snart…

    Jørgen Dragsdahl: Ja det vil være – Wolfowitz får adgang, eller kan hævde at han har adgang til efterretningsmateriale, og jeg ville da ikke undre mig, hvis der skulle være efterretningsmateriale som sivede til pressen på mystisk vis. Det er sket før fra den slags paneler, og som var til Wolfowitz’ fordel.

    P1-vært: Det du siger, at han lækker nogle ting.

    Jørgen Dragsdahl: Ja han behøver ikke personligt at gøre det – han kan bede andre om at gøre det. Men altså. Det kan lyde som bagvaskelse når jeg siger det…

    Såvidt Jørgen Dragsdahls licensfinansierede motivanalyse af Paul Wolfowitz, men hvad var det nu han lavede i USA i den periode. Fra Mikkel Plums Bombarder hovedkvarteret (1998).

    “… hvis der ikke snart bliver foretaget visse modforanstaltninger vil Amerikas fremtid afspejle det fascistiske Tysklands frygtelige forbrydelser… Det må være klart for alle, at det borgerlige demokratis dage er talte.” (Information, 23/24. august 1969)

    Dengang tog han fejl på grund af ideologiske blokeringer. På et tidspunkt var han sågar talsmand for terrorgruppen De sorte pantere. Senere i Europa blev hans ‘fredsaktivist’ og rettede som andre venstreradikale sit fokus mod problemet med NATO.

  • Dragsdahl.dk (Information, 6/8-1982) – Forsvar for selvforsvar….
  • PS: Kort efter kunne Orientering fortælle om en Børnesoldat på Guantanamo, og umiddelbart efter blev Europaklip genudsendt. Emnet var her åbningen af et museum for indvandring i Frankrig, og mere overordnet “indvandringens betydning for Frankrigshistorien”. Igår fortsatte DR tørklædekampagnen med en DR2-udsendelse kaldet Pigen med tørklædet om Suher Othman (mere på Hodjas blog). I aften er det så tid til den nyproducerede DR1 dokumentar om CIA’s danske forbindelseon and on and on.

    
    Kasper Støvring: “… nationale kultur frem for at dyrke en utopisk multikulturalisme.”

    Fra lørdagens Berlingske Tidende. Kasper Støvring i kronik – Vi skal være stolte af vores kultur.

    “Ifølge en ny rapport fra tænketanken World Economic Forum opfatter 79 procent af danskerne større samkvem med den muslimske verden som en trussel. Og det er galt, forstår man. Rapportens udgivere tilhører nemlig en elite af politikere, intellektuelle og handelsfolk, der officielt plæderer for endnu mere kulturel sameksistens blandt muslimer og vesterlændinge.

    En af rapportens bagmænd er endda en saudisk prins, der ikke mener, at moderate muslimer bør tage afstand fra ekstremister. Så er tonen slået an: de politisk korrekte multikulturalister skal gå islams ærinde, og midlet er som altid »dialog« og fordømmelse af bl.a. Jyllands-Postens Muhammed-tegninger. For det skaber som bekendt splid at bruge sin ytringsfrihed.

    Medierne påkalder de sædvanlige eksperter for at få fastslået, om danskerne nu også er racister. Det er de naturligvis ikke. Men danskerne har god grund til at bevare deres skepsis og stå fast på deres egen kultur. Danskerne lever nemlig i et overordentlig godt samfund med en stærk sammenhængskraft, frihed og velstand.

    Adskillige undersøgelser fra anerkendte internatio­nale institutioner dokumenterer gang på gang dette faktum. Danmark er i verdensklasse, hvad angår forhold som demokratisk og kompetent statsledelse, social retfærdighed, politiske rettigheder og borgerlige frihedsrettigheder, uddannelse, levealder, indkomst, tillid, lav korruption, konkurrencedygtighed samt lykke og tilfredshed med livet.

    Dette samfund er blevet til, fordi vi her i landet har en lang række værdier, normer og adfærdsmønstre, der er særlige for vores kultur. Det er faktisk bydende nødvendigt, at vi forstår, at det er kultur, vi har at gøre med. Og at vi bevarer denne enestående kultur, der er grundlaget for vores gode samfund.

    Vi fastholder kun denne etablerede fælles nationale kultur ved at integrere fremmede borgere i denne kultur. Det er betingelsen for at bevare de vundne liberale og sociale goder. Hvad enten disse goder er de personlige friheder, de demokratiske rettigheder eller den materielle velstand.

    Multikulturalismen, som rapporten anbefaler, må derfor afvises: Der er simpelthen for stor forskel på den danske og den muslimske kultur. Og danskernes skepsis kommer af konkrete erfaringer med samkvem med islam, ikke af abstrakte idealer.

    Men problemet er jo, at der ikke er enighed om, at bevaringen af det gode, danske samfund forudsætter kulturel integration. Det kommer f.eks. frem i diskussionen om, hvorvidt indvandrere skal kende landets kernekultur og »føle sig danske« for at få statsborgerskab.

    Modstanderne af den såkaldte prøve i indfødsret begrunder det at være dansk rent formelt. Man skal overholde lovene og anerkende de demokratiske principper samt frihedsrettighederne. Her har de på det teoretiske og retoriske plan en stor fordel.

    For det er meget svært at sætte nationalfølelsen på begreb, fordi den netop ofte er uformuleret, underforstået og ubevidst. Det tilsvarende gælder de uformelle kulturelle normer, der er afgørende for etableringen af et godt samfund, som i en dansk sammenhæng altså er kendetegnet ved sammenhængskraft, frihed og velstand.

    Men modstanderne har intet historisk belæg for deres synspunkt. For erfaringer viser, at stabile samfund med en stærk sammenhængskraft bygger på national samhørighed; og nationalitet er netop et resultat af en kulturel integration. Så igen bliver facit: det er væsentligt at fastholde den nationale kultur frem for at dyrke en utopisk multikulturalisme.

    Det er altså svært at sige noget om, hvordan et godt samfund som det danske bliver til og opretholdes. Udfordringen er derfor at bringe de uformelle normer på begreb og konkretisere de verdensopfattelser, værdier, dyder og adfærdsmønstre, der præger kulturen i det danske samfund. Lad os se på nogle af dem.

    For det første kan vi tage en række karakteristiske verdens- og menneskeopfattelser. Den bærende religion hertillands er den kristne protestantisme. Denne understøtter fornuften, er pragmatisk, belønner arbejdsomhed, fremmer materiel stræben og fokuserer på denne verden i modsætning til utopisme…

    Endelig hersker der i vores kultur det, man kan kalde en antropologisk realisme: Vi mennesker er fejlbarlige, og det tager vores samfundsindretning hensyn til. Vi eksperimenterer helst ikke med uprøvede idealer.

    For det andet kan vi se på sådan noget som de moralske værdier og borgerlige dyder, der præger vores kultur. Den etiske kodeks er strengt defineret, men holdt inden for realistiske normer. Det er ikke svært at opfylde de moralske normer. Men træder man ved siden af, pådrager man sig fordømmelse. Det er med til at skabe tillid i samfundet.

    De borgerlige dyder består i at gøre sig umage, i ordenssans, høflighed, punktlighed, ærlighed, pålidelighed (»et ord er et ord«) og gensidighed: man hjælper som regel hinanden. Uddannelse er også en vigtig kulturel faktor, fordi den fremmer selvbestemmelse og kreativitet; uddannelse tillader, ja, stimulerer endda afvigende synspunkter samt uafhængig og kritisk tænkning.

    For det tredje er også den økonomiske adfærd karakteriseret ved nogle særlige kulturelle forhold. Der hersker en udbredt præstationstrang blandt danskerne: man lever for at arbejde, ikke omvendt. Danskerne er også præget af mådehold og sparsommelighed (»man skal yde, før man kan nyde«), hvilket samtidig er betingelsen for succesfulde investeringer. Virkelyst og opfindsomhed præger kulturen, og vi har den opfattelse, at konkurrence fører til fortræffelighed. Endelig sker forfremmelse efter fortjeneste; det afgørende er ikke, om man har de rette kontakter.

    For det fjerde kendetegnes vores kultur ved en særlig social adfærd. Lad mig hastigt opremse: Der er en meget lav grad af korruption, svindel og nepotisme. Der er tillid til og ansvarlighed over for fremmede. Der er et stærkt civilsamfund og et aktivt foreningsliv. Der er en stor deltagelse i offentlige anliggender. Magten er delt, altså det, der på engelsk kaldes checks and balances. Der hersker en grundlæggende konsensus og en høj grad af pluralisme. Og eliten står til ansvar for befolkningen.

    For at tage de sidste kulturelle træk: Danmark er et sekulært samfund, og der hersker en opfattelse af personlig skyld og ansvar. Det står i modsætning til offerdyrkelse og leder til, at vi prøver at forbedre os. Endelig er der udbredte liberale holdninger og adfærd som ligestilling mellem kvinder og mænd, man ytrer sig frit (ja!), der er respekt for ejendom og anerkendelse af minoriteter.

    […]

    Der er altså ikke nogen grund til at bebrejde os selv, når en kosmopolitisk elite fordømmer vores frygt for islam. Tværtimod bør vi udvise stolthed over vores kultur. Så ville vi måske heller ikke blive mødt med foragt af muslimske indvandrere, men kunne derimod gøre os håb om, at de vil blive som os. Vi kan nemlig tilbyde dem noget godt.”

    Oploadet Kl. 16:20 af Kim Møller — Direkte link11 kommentarer
    
    Bjørn Lomborg: EU’s CO2-reduktion udsætter den globale opvarmning med to år

    Fra dagens Jyllandsposten. Bjørn Lomborg i kronik – Varm luft – betal for ingenting.

    “Global opvarmning finder sted og er menneskeskabt, så hvad skal vi gøre?

    Alt for mange har tilsyneladende tabt hovedet og kastet proportionssansen bort. Det er ingen steder mere synligt i de stadig mere ambitiøse målsætninger, som nationer sætter op, tilsyneladende helt uden skelen til bagateller som omkostninger og alternativer.

    EU besluttede i 2007, at unionen ville skære CO -2 -udledningen med 20 pct. i 2020 eller 30 pct., hvis andre hopper med på galejen.

    Oplægget er, at det skulle redde verden. Men man undlader at fortælle, om 20 pct.-reduktionen faktisk er en god idé, og underspiller omkostningerne. Måske forståeligt, eftersom hele EU’s reduktion igennem hele århundredet kun vil udsætte den globale opvarmning med to år i slutningen af århundredet. Og dette er ukontroversielt – det er et robust resultat for alle klimamodeller.

    Den temperaturstigning vi ville se i 2100, vil vi derfor først opleve i 2102. Verdens taknemmelighed vil formentlig ingen ende tage.

    Og prisen?

    Omtrent 450 milliarder kroner om året. Og dette beløb er et absolut minimum, eftersom det kræver, at EU gennemfører CO -2 -reduktionen så økonomisk smart som muligt.

    Dette er også den pris, EU har valgt at offentliggøre i sidste uge. Historien nedenfor synes at indikere, at prisen kan blive langt højere. (Det hører da også med, at EU tidligere har opgjort prisen til næsten det dobbelte.)

    Er det fornuftigt?

    Nej. En økonomisk cost-benfit analyse viser, at vi for hver krone kun hjælper verden, med omkring 30 øre.

    Men det slutter ikke her – EU ville ikke bare skære CO -2 , men også fortælle/ bestemme, at EU’s andel af vedvarende energi (VE) skal øges til 20 pct. i 2020. Der er formentlig ingen bedre grund til denne beslutning end, at 20 pct. og 20 pct. i 2020 lyder godt.

    […]

    Hvis vi fastholder denne reduktion hen over århundredet, betyder det, at Danmark udsætter den globale opvarmning med omkring fem døgn om 100 år. Den gennemsnitlige temperatur kloden ville nå fredag den 1. januar 2100, vil vi have udskudt til onsdagen efter. Efter at vi har brugt 1.500 milliarder kroner.

    Burde vi have en offentlig diskussion hvorvidt dette er en klog beslutning?

    […]

    For hver person i Danmark bliver omkostningen ved 30 pct. VE mindst 3.800 kr. årligt… For at give et perspektiv, ville vi for de 19 milliarder kunne tredoble den totale nuværende miljøindsats i Danmark. Vi ville kunne fordoble universitetssektoren. Med den nuværende folkepension ville vi alle kunne gå på pension to et halvt år tidligere. Eller vi ville kunne bygge fire nye universitetshospitaler hvert år.

    Hvis vi virkelig ønsker at gøre noget godt for omverden, ville Danmark for omkring 15 milliarder kr. om året egenhændigt kunne halvere malaria i verden. Det ville redde 850 millioner menneskers liv over århundredet, redde 300 millioner personer i at blive syge hvert eneste år. Det vil betyde, at indbyggerne i de pågældende lande ville leve bedre liv, blive mere produktive og efterlade verden til deres børn og børnebørn i 2100 langt, langt bedre.”

    Oploadet Kl. 16:06 af Kim Møller — Direkte link9 kommentarer
    Arkiveret under:
    
    Om Villy Søvndals analytiske evner og Gitte Seebergs konservatisme

    Det kom som et chok for den tidligere konservative Gitte Seeberg, at hendes nye parti ikke lod venstrefløjen diktere asylpolitikken, og i dag tog hun så konsekvensen. Hvordan Ny alliance skulle kunne lave brede flertal, når partiet internt strides om alt andet end ‘menneskesynet’ må de selv svare på, men underholdende er det dog. Villy Søvndal kommenterede på TV2news og gav den som altid fuld skrue – decideret uintelligent er han nok ikke, så mon ikke det var den kyniske populist der talte.

    “Foghs flertal bliver smallere og smallere for hver dag, der går. Vi ser nu en ekstremt svækket statsminister.” (Villy Søvndal, TV2news 29/1-08)

    Fra mandagens Jyllandsposten. Ralf Pittelkow kommenterer et par dugfriske meningsmålinger.

    “En aktuel meningsmåling giver regeringen og Dansk Folkeparti et flertal på 13 mandater (Gallup/Berlingske Tidende). Det vil sige, at VKO nu alene har det samme forspring, som man ved valget havde sammen med Ny Alliance.

    Målingen er foretaget i de dage, da asylsagen dominerede dansk politik. Med oppositionens stormløb mod regeringen, Pia Christmas-Møllers enegang og Ny Alliances baglæns salto med skrue.

    Det skulle have været en vindersag for oppositionen. Men regeringen er kommet styrket ud af tumlen…

    Målingen er også til glæde for Fogh på anden vis: Den piller de sidste rester af overmod ud af Ny Alliance, der ligger til en bundrekord på bare 1,1 pct. af stemmerne. Samtidig går Venstre frem og er klart det største parti.

    Omvendt vader regeringens hovedmodstander, Socialdemokratiet, i problemer. Partiet ligger under det katastrofale valgresultat i meningsmålingerne… Thorning er trængt. Af den elendige vælgeropbakning. Af den store interesse blandt socialdemokrater for ”den røde skole”. Af egne vælgere, der har mistet troen på hendes mantra om, at ”jeg kan slå Anders Fogh”…

    Det sidste fremgår af en anden en sviende meningsmåling: Hele 40 procent af de socialdemokratiske vælgere mener, at det er usandsynligt eller meget usandsynligt, at Thorning bliver statsminister efter næste folketingsvalg. Blandt SF’s vælgere er mistilliden endnu større. Næsten 50 procent tror ikke på, at hun kan overtage roret (Megafon/TV2).”

    Valgrygterne cirkulerer på Christiansborg, men Fogh udskriver næppe valg med mindre Ny alliance pludselig fortryder søgningen mod Fogh, og så politisk håbløs er vel ikke engang Khader.

  • 29/1-08 Politiken.dk – Peter Mogensen: Seebergs exit forener Fogh og Ny Alliances i Asylsagen.
  • 30/1-08 Ekstra Bladet – Dette her er bedre end Anders And.
  • “Gitte Seeberg forklarer sin udtræden af Ny Alliance med, at hendes samvittighed ikke kan bære at være politiker i et parti, der kalder sig borgerligt – og som støtter regeringen Anders Fogh Rasmussen.

    Jamen, herregud. Hvis hun ikke er borgerlig, så må man nok spørge, hvad kvinden foretog sig i ti år som medlem af den konservative folketingsgruppe og i tre år som konservativt medlem af Europa-Parlamentet? Lukkede hun øjnene og slog hjernen fra? Eller har hun pludselig fået øje på en lysende sti ude til venstre efter otte måneder som partistifter i Ny Alliance?”

    
    David ‘Che er en helt’ Trads skifter til Berlingske (lige under Lisbeth Knudsen)

    Massefyringer i en gratisavis er mere overordnet ikke noget jeg skal begræde, men hvad nytter det når al redaktionelt stadig varetages af en indspist klike af folk med ‘de rigtige holdninger’. Politiken fortæller i dag at Nyhedsavisen fyrer 40 journalister, og i en supplerende artikel kan man læse at Nyhedsavisens chefredaktør skifter til Berlingske.

    “Samtidig med, at Nyhedsavisen skal fyre halvdelen af de redaktionelle medarbejdere, skal avisen også have ny chefredaktør.

    David Trads, der ellers har været med siden starten, har nemlig sagt sin stilling op, oplyser bestyrelsesformand Svenn Dam til politiken.dk.

    David Trads vil fremover være ansat i Det Berlingske Officin med titlen redaktionel projektleder.

    Han skal stå for tværgående redaktionelle projekter i officinet med direkte reference til koncernchef Lisbeth Knudsen.

    Lisbeth Knudsens forgænger Niels Lunde (der ikke var sin opgave voksen under Muhammedsagen), er i dag erhvervsjournalist på Politiken.

  • 22/9-05 Berlingske Tidende – David Trads: Che Guevara er en helt.
  • Oploadet Kl. 15:12 af Kim Møller — Direkte link14 kommentarer
    

    29. januar 2008

    Bjarke Møller i Deadline om danskernes racistiske frygt

    Monokultur kom for skade at se torsdagens Deadline på DR2, hvor Bjarke Møller fra Ugebrevet Mandag Morgen (tidl. Orientering, P1) gav en lektion i oikofobisk naivisme med baggrund i WEF-undersøgelsen om forholdet mellem Vesten og islamiske lande. Emnet var mere overordnet hvorvidt ‘arabiske kapitalister’ med sine opkøb i Vesten udgjorde en sikkerhedspolitisk fare. Fra dialogen.

    DR: Har det nogen betydning at de er arabere, tror du?

    Bjarke Møller, Ugebrevet Mandag Morgen: Under det her er den frygt der steg frem efter angrebet på tvillingetårnene i New York i 2001. Denne her frygt for arabere som har bredt sig i store dele af den vestlige verden. En forestilling om at de lever i middelalderen, de er farlige og øøh.. vi ved senest at i en meningsmåling lavet af World Economic Forum der viser at 79 pct. af danskerne er bange for øget samkvem med folk fra de muslimske lande. Jeg synes ikke der er grund til den frygt, jeg mener at man skal vurdere det her meget nøgternt og sige jamen det her er folk som opererer ud fra de vilkår der er på det internationale kapitalmarked og de lovgivninger der er i de enkelte lande.

    DR: Og de jo dygtige, dygtige købmænd de arabere.. øøh ..

    […]

    DR: Og de er simpelthen bare enormt dygtige købmænd og gode til at bruge markedsmekanismerne. Kan man bremse dem så man ikke bliver bekymret hvis man er Angela Merkel eller Sarkozy?

    Bjarke Møller: …der er ikke forskel på mennesker, bare de har penge, og det er måske det der ligger under det her, at den racisme man har set komme sig til udslag i flere europæiske lande de senere år, har ramt små handelsdrivende, taxachauffører og lign. Det er sikkert samme frygt og fremmedfrygt vil ramme rige sheiker og andre som kommer ind og redder vores kriseramte virksomheder.

    DR: Så det er simpelthen os i den vestlige verden der skal lære at sige velkommen til de arabiske købmænd. Du skal have tak fordi du kom her.

    WEF-rapporten er åben for fortolkning, og når Bjarke Møller fortæller at “79 pct. af danskerne er bange for øget samkvem”, så er det ikke den fulde sandhed. Han taler om ‘frygt’, om at vi er ‘bange’ og trækker tråde til racisme, men de danskere tallene er baseret på, har sat kryds under threat (trussel). Ikke just det samme, og yderst problematisk når nu der kun var to svarmuligheder. Ret beset siger undersøgelsen jo blot, at 79 pct. af danskerne ikke ser øget samkvem med islamiske lande som en fordel (benefit). Fra rapportens s. 26 (figur 3.7).

    Opdate.

  • 7/4-08 EPN – Mandag Morgen får ny chefredaktør (Bjarke Møller nu chefredaktør med “ansvar for den redaktionelle udvikling”).
  • 
    Undertegnede i Berlingske Tidende: Højre-hook til islamforsker

    Interview med undertegnede i dagens Berlingske Tidende i forbindelse med udgivelsen af Vejen til Damaskus. Fra Højre-hook til islamforsker.

    Hvad var du så kritisk over for i Jørgen Bæk Simonsens forskning?

    »Jeg ser en dygtig forsker, der tilretter sine konklusioner efter den standende politiske debat. Han nedtoner islams og Koranens betydning, og i stedet for at definere islam og Koranens indhold betragter han islam med herboende muslimers selvforståelse, altså som et fænomen, man ikke kan sige noget sammenfattende om.«

    Men kan islam ikke udlægges på mange forskellige måder?

    »Alle religioner er ikke ens, og eftersom muslimer betragter Koranen som Guds hellige tekst, er det selvfølgelig væsentligt at fastslå, hvad der er essensen i islam og i Koranen. Ikke alt kan reduceres til subjektiv fortolkning. Muhammed var ikke blot stifter af en religion, men også hærfører og politisk ideolog. I en tid med utallige terrorsager nedtones i Jørgen Bæk Simonsens nyere forfatterskab det militante aspekt, og jihad bliver til noget med sproglig overtalelse og ikke til hellig krig.«

    Der står sikkert grufulde ting i Koranen, men det gør der jo også i Det gamle Testamente, og nogle jøder anser jo også det skrift for at være givet af Gud?

    »Det er rigtigt, men Koranen er i langt højere grad en krigsmanual, der opfordrer til mord på f.eks. jøder. I Koranen går Muhammed ind for at myrde Medinas jøder, og Koranen har vital betydning for muslimers praksis. Det er ikke noget tilfælde, at hadsk propaganda mod jøder florerer blandt muslimer den dag i dag, og at de kan hente retorisk inspiration i Koranen.«

    I Det Gamle Testamente myrdes der også vantro og der findes barbariske straffe, så er det så meget bedre?

    »Der er en gradsforskel, mener jeg, og man må også huske på, at jøderne har været underkuet i 2.000 år, hvorimod muslimerne stort set altid har været dominerende. Behovet for moderation har ganske enkelt ikke været til stede i samme grad som hos jøderne.«

    Kan den skarpe kritik ikke krænke muslimer?

    »Jeg kritiserer ikke muslimer, men islam og Koranen. Det frygtelige er, at store grupper af muslimer tager Koranen bogstavelig, og vi ser i mange dele af verden, fra Sudan til Indonesien, store grupper af muslimer, der anvender vold mod såkaldte vantro og bruger Koranen som legitimering. Det må man da tage alvorligt.«

    På den anden side kan disse mennesker måske modereres?

    »Så længe Koranen betragtes som Guds ord i endelig form og Muhammed som det perfekte menneske, så tror jeg, at det vil tage meget lang tid, før vi kan håbe på en moderat form for islam. Måske 1.000 år. Et civilisationshistorisk skel er ikke noget, der forsvinder ved ikke at berøre grænsefladerne. Det ville man i andre sammenhænge kalde for kapitulation.«

    Kan debatten støde de moderate fra os, sådan som Uffe Ellemann-Jensen og andre siger?

    »Vi kan ikke i denne fundamentale debat tage hensyn til krænkede følelser. Vi må står fast på vore grundværdier og se de antidemokratiske kræfter lige i øjenene. Der har bredt sig en følelse af afmagt kombineret med intellektuel afsky for vore egne vestlige samfund. I stedet for videnskabeligt at beskrive islam forsøger Jørgen Bæk Simonsen i bedste Said-ånd at gøre islam og Koranen spiselig for Vesten og neddæmpe dens indhold. Det er ikke videnskab, det er politik. Jeg forstår ikke Uffe Ellemann-Jensen, men han er desværre ikke den eneste. som ud fra misforstået hensyn til muslimerne reelt gør islam immun over for kritik. Han gør efter min mening vold mod egne idealer.«

    Du mener, at danske islamforskere generelt ikke tør gå kritisk til islam og Koranen. Men bliver det ikke ophævet af mediernes kritiske holdning?

    »Det er en misforståelse at tro, at medierne går kritisk til islam. Imamer, der går ind for stening, beskrives som moderate, andre, der sympatiserer med terrorister, beskrives som personer, der understøtter integrationen. Proportionerne er gået fløjten, og politiserende forskere har i høj grad et medansvar.«”

    NB: Papirudgaven er noget længere.

    

    28. januar 2008

    Lidt om Politikens “to uafhængige journaliske organisationer”

    Det startede med Associated Press, så skrev New York Times om det, og sidste onsdag kom historien så til Danmark via Politiken: Bush og hans folk løj 935 gange. Fra artiklen…

    “Fra 11. september 2001 og indtil USA satte sine tropper ind mod Saddam Hussein i 2003 præsterede den amerikanske præsident George Bush og en stribe topembedsmænd at fylde den amerikanske offentlighed med løgn efter løgn om, hvordan Irak truede USAs nationale sikkerhed.

    Det skriver to uafhængige journaliske organisationer, der har fundet 935 eksempler på ukorrekte udtalelser.

    I undersøgelsen konkluderer de to uafhængige organisationer blandt andet, at udtalelserne »var en del af en organiseret kampagne som effektivt opildnede den offentlige mening og ledte nationen i krig under klart falske forudsætninger«…

    Charles Lewis og Mark Reading-Smith fra Fund for Independence in Journalism, to af forfatterne til undersøgelsen, siger i forbindelse med offentliggørelsen af rapporten, at »ingen er længere i tvivl om, at Irak hverken var i besiddelse af nogen form for masseødelæggelsesvåben eller havde nære forbindelser til al-Qaeda«.”

    Når Politiken beskylder Bush-administrationen for at lyve og henviser til dokumentation fra “uafhængige journalistiske institutter”, så ringer alarmklokkerne, og det med god grund. Center for Public Integrity er ganske enkelt alt andet, ligesom centerets grundlægger Charles Lewis der er medforfatter af rapporten på ingen måde er uvildig. CPI er sponsoreret af Bush-hadende George Soros (1 mio.+ i dollars), og Charles Lewis vil mange nok huske for sine nederdrægtigheder i flere Bush-bashende pseudo-dokumentarer sendt på DR2 under den sidste præsidentvalgkamp. Den anden organisation involveret (Fund for Independence in Journalism) har stort set samme bestyrelsesmedlemmer – nettet er indviklet, men trods alt gennemskueligt.

    Fra The Carlyle Group exposed, sendt på DR2 d. 17. august 2004.

    Fra Verden ifølge Bush (Le Monde Selon Bush), sendt på DR2 d. 18. oktober 2004.

    Fra Why we fight, sendt på TV2 13. og 26. juli 2005 (screencap fra SVT2).

    Center for Public Integrity blev ligeledes præsenteret som “en uafhængig organisation” i Svindel for milliarder (The Enron Scandal), sendt på DR2 d. 15. februar 2006. Den interviewede var her Alex Knott, politisk redaktør.

    Mere om CPI’s seneste angreb på de udenlandske blogs.

  • 23/1-08 lgf – Pure Soros Propaganda from the Associated Press.
  • 23/1-08 Michelle Malkin – MSM tools spread Soros propaganda (se eks. udførligt om finansieringen af CPI & FIJ).
  • 23/1-08 Captain’s Quarters – George Soros Funded Study Says Bush Lied.
  • “It includes the debunked charge that Bush lied in the “sixteen words” of the 2003 State of the Union address. Joe Wilson’s own report to the CIA and to the Senate Select Committee on Intelligence confirmed that, at least according to Niger’s Prime Minister, Iraq had sought to trade for uranium in 1999. The CPI site has the sixteen words posted as one of their false statements.

  • 27/1-08 Pronk Palisades – The Big Lie–935 Lies of The Center for Public Integrity (info).
  • 23/1-08 Lawhawk – Imagine that (god perspektiverende video).
  • Oploadet Kl. 17:55 af Kim Møller — Direkte link8 kommentarer
    
    Tina Magaard anmelder Jakob Skovgaard-Petersen-udgivelse

    Fra Jyllandsposten, sidste torsdag. Tina Magaard anmelder et dansk trebindsværk om al-Azhar-universitetet. Fra Lærdom og diskrimination (kræver login).

    “Hans Munk Hansen fra Kunstakademiets Arkitektskole har forfattet den første bog, ”al-Azhar, moskeens historiske bygningsanlæg”. Han var i 1980-1982 med til at lede restaureringen af Madrasa al-gawhariye, en lille tilbygning til al-Azhar, og byder her på en historie om det store i det små…

    Den anden bog, ”al-Azhar. Et muhammedansk universitet”, er et genoptryk af et værk fra 1922, forfattet af tidligere professor ved Københavns Universitet Johannes Pedersen (1883-1977), som i 1920 gæstede al-Azhar. Pedersen giver en historisk gennemgang af institutionens historie og indflydelse i det mellemøstlige samfund… At al-Azhar i næsten et årtusinde havde været et både religiøst, administrativt og politisk centrum, forklarer Pedersen med, at »i Islam er der intet Skel imellem det politiske og det religiøse, thi Religionen omfatter alt i Livet«. Det var dengang, man kunne viderebringe, hvad muslimske lærde sagde, uden at blive mistænkeliggjort. En førende kritiker af vestlige islameksperters motiver som Edward Said ville nok også have kritiseret professorens karakteristik af al-Azhar som »et ægte Udsnit af Middelalderen, ikke en svag Afglans af den, thi Azhar-folkene danner et Milieu, der endnu lever i dens Forestillinger og Idealer«…

    Der er sket meget på al-Azhar siden Johannes Pedersens tid, er en af hovedpointerne i den tredje af samlingens bøger, nemlig Jakob Skovgaard Petersens bog ”al-Azhar 1922-2006”.

    Skovgaard-Petersen er ikke bare direktør for det Dansk-Egyptiske Dialoginstitut i Cairo, han er også specialist i ulema, de islamiske lærde. Det afspejles i den kyndige gennemgang af al-Azhars reformer i det 20. århundrede. Skovgaard-Petersen er især velinformeret om al-Azhars lærdes indbyrdes stridigheder om, hvad al-Azhar først og fremmest skal være. Et internationalt missionscenter? Et moderne universitet? En censurkomité? En fatwa-fabrik? De administrative detaljer, der strukturerer denne diskussion, kan måske opfattes som en anelse tørre af lægmand, men de er værdifulde for studerende og fagfolk, som kun kan sætte pris på Skovgaard-Petersens indsigt i disse spørgsmål.

    Al-Azhars ulema har tilsyneladende, deres forskelligheder til trods, foretaget mindst ét fælles fokusskift siden Johannes Pedersens tid. Kalifat-temaet, som optog al-Azhars lærde i 1920’erne, er i dag gledet i baggrunden til fordel for andre diskussioner om den politisk-sociale-religiøse forvaltning af de islamiske samfund. Skovgaard- Pedersen udreder her, hvordan al- Azhar positionerer sig strategisk i konkurrence med såvel Saudi-Arabiens Medina- Universitet og islamistiske organisationer som det Muslimske Broderskab, alle konkurrenter til al-Azhars status som moralskreligiøs ledestjerne og legitim forvalter af islam…

    Lige så interessant er alt det, vi ikke får at vide. Skovgaard-Petersens fremstilling er nemlig symptomatisk for nutidige islamforskeres dilemma. For at kunne forstå og fortolke en given kulturel kontekst, må forskeren nødvendigvis internalisere de implicerede aktørers begrebsapparat. Men det er med risiko for at overse de mennesker, der kommer i klemme i samme begrebsapparat.

    Spørgsmålet er, om Skovgaard-Petersen er blevet så integreret i ulemas tankesæt, at han ikke studser over deres forvaltning af institutionaliseret apartheid. Vi får nemlig på intet tidspunkt at vide, at det er forbudt for jøder og for koptere (de kristne egyptere) at studere på al-Azhar-universitetet. Det gælder ikke kun teologi, men også verdslige fag som medicin, økonomi og agronomi. Skovgaard-Petersen fortæller heller ikke om al-Azhars lærdes direkte medansvar for den undertrykkelse og forfølgelse, som koptere udsættes for i Egypten.

    Hvorfor må læseren ikke få dét at vide? Det er før set, at vesterlændinge er blevet prompte udvist af Egypten, fordi de har brudt den implicitte aftale, der indebærer, at disse ting taler man ikke om. Da Skovgaard-Petersen officielt repræsenterer Danmark i kraft af sin stilling som direktør for det Dansk-Egyptiske Dialoginstitut, kan han have valgt at udelade disse oplysninger for ikke at skabe ballade. Men han overspiller sin rolle, når han går i rette med den danske presse og siger, at »det er misvisende at betegne stater, samfund eller kulturer som den egyptiske som præmoderne og statiske og afventende en reformation eller oplysningstid. For oplysningstidens ideer og institutioner har for længst vundet indpas, i takt med at Cairo blev indskrevet i en global politisk-, kommunikations- og undervisningskultur «...

    Spørgsmålet er, hvem der her kommer med misvisende udsagn. Hvad med kopterne, som absolut ikke nyder godt af »oplysningstidens ideer og institutioner«? Og hvor blev oplysningstidens ytringsfrihedsidealer af i Muhammedkrisen, som meget direkte angik al-Azhar, eftersom krisen tog internationale dimensioner efter sheikh Muhammad Sayed Tantawis møde med Islamisk Trossamfunds delegation til Egypten? Det får vi heller ikke noget at vide om.

    Igen kan det handle om, at Skovgaard- Petersen i den sag var så tæt på krisestyringen, at han skifter forskerkasketten ud med diplomatkasketten. Men Tantawis gøren og laden under krisen tydede absolut ikke på, at han var indstillet på at lade oplysningstidens ytringsfrihedsideal stå over det teologiske krav om respekt for muslimers religiøse følelser.

    Der er heller ikke noget, der tyder på, at man på al-Azhar har reformeret den del af sharia, som tillader muslimer at krænke andres religiøse følelser, mens ikke-muslimers krænkelse af muslimers religiøse følelser straffes.”

    Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

     

    Næste side »

    

     

    Vælg selv beløb



    Blogs


    Meta
    RSS 2.0
    Comments RSS 2.0
    Valid XHTML
    WP






    MediaCreeper