30. april 2008

Beware they say, but why would I listen?

1. maj er ikke en hvilken som helst dag… men dagen, hvor gendannede Sebadoh spiller i København. Ikke et ord om Jeppe Kofoed…

Oploadet Kl. 23:03 af Kim Møller — Direkte link5 kommentarer
Arkiveret under:

Ruth Sperlings venstreradikalisme by proxy

Politikens Ruth Sperling er i Syrien for at skrive en kogebog, og benytter lejligheden til lidt freelance-agitation. Havde det været omvendt, så ville det være en historie om et land præget af fremmedhad og intolerance, men det skal selvfølgelig drejes over i noget politisk brugbart – venstreradikalisme by proxy.

Ruth Sperling, P1: … Jeg føler et dybt ubehag – de forbandede tegninger

[…]

Ruth Sperling: Han gav mig et råd – lad være med at diskutere religion med folk du ikke kender meget godt…

[…]

Ruth Sperling: Jeg svarer, at det jo ikke er Danmarks holdning at islam er en voldelig religion, og at Profeten er terrorist, og at tegningen jo viste at nogle misbruger islam til at begå terror i islams navn. ‘Jo, tak – det har jeg hørt, men det er en krænkelse af Profeten at tegne ham med en bombe i turbanen, og hvad har det iøvrigt med ytringsfrihed at gøre?’. Der er jeg meget enig.

[…]

Ruth Sperling: … ‘Hezbollah’, fortsætter faren – ‘kæmper kun imod det zionistiske Israel, og opererer ikke andre steder såsom al-Qaeda gør det. I Vesten taler i altid om arabere som terrorister, men hvad med besættelsen af Irak. Det er skændigt hvad i har gjort, og det er skændigt hvad der overgår palæstinenserne. Er det måske ikke terror?`’ Jeg forventes ikke at svare…

‘og så kan det godt være i synes at vores regering ikke er den bedste i verden, men den sætter sig i det mindste op imod den amerikansk-israelske dominans i Mellemøsten’. Og hvad har det så med Muhammedtegningerne at gøre vil jeg vide – ‘Ja, det er blot en ny krænkelse af os, vi har fået nok af kolonitiden, men i besætter et arabisk land, og i holder hånden over Israel der krænker den ene FN-resolution efter den anden‘ – og så er det underforstået ‘og nu tramper i på vores profet’.

Ali læser medicin på sidste år og har tilbragt et par semestre i USA, og det gør – fortæller han, da vi mødes over et glas te, at han har svært ved at sige ‘amerikanerne er’, ‘amerikanerne gør, og at ‘USA er den store satan’, sådan som man almindeligvis taler om det i Mellemøsten. ‘Det er Bushs politik der er en katastrofe’, mener han, og slår over i sagen om tegningerne, og igen falder spørgsmålet. ‘Hvorfor – det er da helt unødvendigt, at i genoptrykker dem – hvorfor?’ – Jeg forsøger igen, og fortæller, at der er blevet fængslet to tunesere under mistanke om mordtrusler mod tegneren, men bliver afbrudt. ‘Det ved jeg godt, men hvorfor bliver den ene, der er dansk statsborger løsladt, mens den anden der ikke er, bliver siddende, og hvordan er det kommet så vidt, at vi i Danmark fængsler folk uden at stille dem for en dommer, man skulle tro det var i Syrien – det er jo den slags der sker her, men i Danmark. Vi har set op til jer og de andre skandinaviske lande, som nogle af de få anstændige steder hvor der stadig hersker retfærdighed, så det er ikke til at bære…’

‘… og så nu genoptrykker i tegningerne. I har ytringsfrihed, hvorfor bruger i den til at håne andre med.

[…]

Ruth Sperling: … og i instituttets gård (Det Danske Institut), møder jeg nogle danske studerende… og så faldt jeg i snak med en yngre mand inde i instituttets bibliotek, og han har boet i Damaskus i et års tid, og siger som kommentar til mine beretninger om de seneste dage i tegningernes skygge, at han efter længere tid i byen, tydeligt mærker hvor meget religionen fylder i folks hverdag, og så kan man måske bedre forstå at de reagerer som de gør. ‘Derhjemme forstår man det ikke, og man opfører sig jo som om det hele begyndte med tegningerne, men ingen taler om den hadske stemning der har været bygget op imod muslimer igennem mange år, og om den hån det var, da statsministeren afviste at tale med ambassadørene fra de muslimske lande…

  • 29/4-08 Orientering, P1 – Det danske hus på Vestbredden (Arla finansierer DanPal, så danskerne kan lære mere om palæstinensisk kultur).
  • 

    29. april 2008

    Lars Møller-Rasmussen om ‘lobbyen’
  • 6/5-05 Orientering – Spionagesag om Israels lobby i Washington.
  • 11/8-05 Orientering – Retssag om USA’s Israel-lobby.
  • 6/4-06 Orientering – Tilløb til debat om USA’s Israel-lobby.
  • 20/12-07 Orientering – Den israelske lobby i USA (Mearsheimer og Walt).
  • 3/1-08 Orientering – Jødisk lobby angribes fra nye sider.
  • 15/1-08 Orientering – Israel-lobby besværliggør Bush-plan i Mellemøsten.
  • 16/4-08 Orientering – Ny jødisk lobby i USA.
  • “USA har fået en ny politisk pressionsgruppe, der præsenterer sig som et alternativ til den eksisterende Israel-lobby.

    Den nye organisation er grundlagt af jøder, der mener, at den traditionelle Israel-lobby helt har opgivet at søge efter fred i Mellemøsten og i stedet har allieret sig med højrekræfter, neo-konservative og yderliggående evangeliske kristne.

    Alligevel er det måske ikke helt rigtigt, når nogle anbringer den nye lobby-gruppe til venstre for centrum, selv om dens talsmænd har bånd til USAs Demokratiske Parti.

    Den Mellemøst-politik, gruppen taler for, har nemlig stærke ligheder med den, en del fremtrædende Republikanere står som eksponenter for.”

    Oploadet Kl. 14:38 af Kim Møller — Direkte link39 kommentarer
    
    Enhedslisten om hvorfor det er “nødvendigt at gennemføre en revolution”

    I folkemund betragtes Enhedslisten lidt som demokratiets vagthund, men skal man dømme deres politiske ageren ud fra deres ideologiske skrifter, så er ‘revolutionsforberedelse’ bedre dækkende. Fra partiets principprogram, vedtaget på det 14. årsmøde 2. marts 2003, lagt på nettet d. 17. november 2006 – kapitel 8: På vej mod en socialistisk samfundsomvæltning.

    “Den socialisme, vi arbejder for, skal altså først og fremmest erstatte den nuværende kapitalmagt med hele befolkningens demokratiske, aktive styring af samfundsudviklingen. Dette ambitiøse mål har naturligvis konsekvenser for de midler og den strategi, vi bruger.

    Da socialismen vil fjerne de økonomiske og politiske magthaveres magt og privilegier, kan den kun indføres i forbindelse med et revolutionært brud med kapitalismen og den herskende klasse under kapitalismen – borgerskabet.

    Socialistiske revolutioner kan måske nok gennemføres i enkelte lande og forskudt over tid. Men en egentlig igangsættelse af den gigantiske forandringsproces, som socialismen er udtryk for, forudsætter, at revolutionen hurtigt breder sig til de centrale kapitalistiske nationer, ellers vil revolutionen blive slået tilbage ideologisk, økonomisk og i yderste konsekvens også militær krig fra den omgivende kapitalistiske verdens side.

    Den socialistiske revolution kommer ikke af sig selv. Den vokser ud af hverdagens folkelige kampe mod det kapitalistiske samfunds overgreb…

    Under kapitalismen står arbejderklassen i et objektivt modsætningsforhold til borgerskabet. Kampen om hvad der skal produceres, hvor der skal produceres, hvordan der skal produceres, hvem der skal producere og hvordan resultatet af produktionen skal fordeles, er en grundlæggende kilde til klassekonflikter i et kapitalistisk samfund…

    Arbejderklassen kan sætte samfundet i stå, men kan også direkte og umiddelbart overtage kontrollen med produktionsmidlerne og fortsætte produktionen som et led i et opgør med en enkelt kapitalist eller hele borgerskabet

    Fundamentet for den socialistiske kamp er solidaritet. Hver for sig kan vi intet stille op mod kapitalmagten…

    Endelig arbejder vi konsekvent for at opbygge alliancer med de mellemlag og små selvstændige, som på mange måder også er magtesløse ofre for det kapitalistiske system. Dels ved at få dem med i de kampe, hvor de umiddelbart har samme interesser som arbejderklassen (miljø, fred, velfærd m.v.). Men også ved at vi udvikler en politik, der giver antikapitalistiske svar på netop disse gruppers problemer. Det kan f.eks. være krav om, at universitetsforskerne skal have en høj grad af selvbestemmelse og ikke være i lommen på privatkapitalistiske sponsorer. Eller krav om, at en statslig kreditinstitution skal byde små selvstændige mere menneskelige vilkår end bankerne gør.

    Historisk har det vist sig, at ungdommen ofte spiller en vigtig rolle i forbindelse med radikale samfundsforandringer

    Socialismens eneste naturlige modstander er det borgerskab, der udgør en mikroskopisk del af befolkningen. En socialistisk strategi må derfor have som sit naturlige sigte at samle befolkningens overvældende flertal i en samlet front mod kapitalismen…

    De græsrodsorganisationer og bevægelser der er aktive, og de kampe, der foregår her og nu, er spirerne til den samfundsforandring, vi ønsker…

    Når Enhedslisten tager afstand fra »reformismen« i Socialdemokratiet og SF, handler det således ikke om, at vi tager afstand fra »små skridt fremad«. Men om, at vi ikke tror på klassesamarbejdet som vejen til faktisk at få gennemført nogle holdbare reformer. Hverken kapital-ejerne eller de skiftende regeringer, der danser efter kapitalens pibe, vil ofre en krone af kapitalens profitter på en reform, hvis ikke de bliver presset til det. Derfor er gode argumenter og gode frokoster bag lukkede døre overordnet set ikke vejen frem – hverken ved overenskomstforhandlingen eller på Christiansborg.

    Reformer får man gennemført ud fra en styrkeposition. Og en styrkeposition opnår man kun ved folkelig mobilisering, organisering og aktion, strejker, demonstrationer, ideologisk og kulturel kamp, civil ulydighed osv.

    Enhedslistens vigtigste arbejde ligger derfor i bevægelserne; i fagbevægelsen, de uddannelsessøgendes organisationer, miljøorganisationer, internationale solidaritetsorganisationer, fredsbevægelser osv…

    Vores afstandtagen til »reformismen« drejer sig også om, at vi ikke lader vores kamp for reformer begrænse af det kapitalistiske samfunds snævre rammer. Når vi f.eks. kæmper for det indlysende og i udgangspunktet beskedne reformkrav at afskaffe arbejdsløsheden, er vi således ikke bange for også at bruge de nødvendige midler til at gøre kravets gennemførelse realistisk: At lade staten lave produktionsvirksomheder, at antaste arbejdsgivernes ret til massefyringer, at gennemføre en radikal sænkning af arbejdstiden og mere af samme skuffe – selv om meget af dette bryder med det kapitalistiske systems grundlove.

    Hvis kapitalejerne vil blokere for reformer med trusler om kapitalflugt, vil vi ikke pænt opgive og sige undskyld, men tværtimod rejse krav om yderligere indgreb mod kapitalen, der kan vanskeliggøre kapitalflugten: Lukning af Børsen og nationalisering af bankerne f.eks.!…

    Enhedslisten har ikke illusioner om, at socialismen bliver virkeliggjort som summen af et antal reformer, gennemført over en længere årrække.

    Centrale reformkrav, som f.eks. en definitiv afskaffelse af arbejdsløsheden, kan netop kun gennemføres ved at bryde med det kapitalistiske systems rammer. Og det er en dyrekøbt historisk erfaring, at den samfundsklasse, der sidder på kapitalmagten, ikke godvilligt tillader sådanne brud… Den herskende klasse vil bruge alle midler, fra økonomisk sabotage til voldelig undertrykkelse, for at forhindre en sådan udvikling.

    Derfor er det nødvendigt at gennemføre en revolution – i betydningen et gennemgribende systemskifte, hvor en mobiliseret og velorganiseret arbejderklasse og dens allierede fratager den herskende klasse de enorme magtmidler, den reelt bestyrer i dag.

    Konkret drejer det sig selvfølgelig om overtagelse af de økonomiske nervecentre (arbejderovertagelse af de større virksomheder, demokratisk kontrolleret samfundseje af bank- og kreditvæsen), men også om at erstatte centrale dele af statsapparatet med nye folkemagts-organer. Frem for alt opløsning af politiet og militæret, der gang på gang har vist sig som kapitalmagtens sidste, alt for effektive, allierede. Et socialistisk samfund kan ikke bare »overtage« den nuværende stat, som fundamentalt set er indrettet til at organisere og forsvare netop et kapitalistisk samfund…

    Det er nødvendigt at forberede en sådan revolution. I takt med at der vindes folkelig opbakning til revolutionære brud med kapitalismen, må der opbygges demokratiske folkemagtsorganer, som har den organiserede styrke til at vinde den konfrontation med kapitalmagten, som på et eller andet tidspunkt vil bryde ud…

    Folkelig mobilisering og folkelige bevægelser er kernen både i kampen for socialismen og i den daglige forsvarskamp, men socialismen vokser ikke spontant ud af de forskellige bevægelsers kampe. Revolutionære partier spiller også en vigtig og nødvendig rolle.

    I den daglige kamp skal Enhedslisten virke som inspirator og organisator i de folkelige bevægelser. Enhedslisten skal gennemføre en omfattende analyse af de konkrete økonomiske og politiske styrkeforhold i samfundet for herudfra at lægge en strategi både for den dagsaktuelle kamp og for kampen for socialismen…

    Opdate. Søvndal definerer SFs ‘revolution’.

  • 1/5-08 Nyhedsavisen – Villy Søvndal skrotter SF’s socialistiske værdier.
  • I jeres principprogram står der ellers, at I vil afskaffe kapitalismen gennem en revolutionær proces, og at der skal være fælleseje og råderet over de vigtigste produktionsmidler. Mener du det?

    – Altså, det er jo mange år siden, vi forsøgte at afskaffe markedsøkonomien. Jeg er selv mere og mere overbevist om, at styrken i vores samfund er samspillet mellem en meget fleksibel privat sektor og en ret duelig offentlig sektor i forhold til mange andre typer af samfund.

    Hvad er det så, I skal revolutionere?

    – Jeg ville måske også hellere have brugt et udtryk som, at vi skal gå videre af den vej, der skaber et stærkt offentligt system ved siden af et stærkt privat system .

    Oploadet Kl. 13:08 af Kim Møller — Direkte link45 kommentarer
    

    28. april 2008

    Bo Bjørnvig om Dagbladet Information, januar 1976

    Debatten om Dagbladet Informations venstreradikale fortid fortsætter sikkert, men et foreløbigt punktum satte Bo Bjørnvig i forrige nummer af Weekendavisen. Han har gennemgået et par måneders udgaver, og det er ikke småting han fandt. Herfra udelukkende citeret fra hans gennemgang af januar 1976 – »Det rene vås« (kræver login).

    “Information satte sig selv på anklagebænken og bad Bent Blüdnikow om at komme med sine anklager om ideologisk ensretning i 1970erne, så skulle avisen nok selv undersøge dem… Hvorefter den dybdeborende journalist og bladets chefredaktør i en leder kunne konstatere:

    »Intet ville være lettere nu end at pege fingre ad Blüdnikow og affærdige hans anklager om fortidige fejl som det rene vås. Trods Blüdnikows stort anlagte madding har ’fangsten’ i det store og hele været minimal, måske på grund af hans løse håndtering af kilderne til de angivelige fakta bag hans kritik … Selv om tidsånden har bevæget sig voldsomt de forløbne snart 63 år, har Information aldrig været præget af politisk ensretning endsige udraderet retten til at have en anden mening.«

    Det er så skamløs en frikendelse, at den selvfølgelig må udfordres….

    Det blev nogle måneder midt i 70erne, dét årti det gik hedest til. Januar og begyndelsen af april.

    Det viste sig, at avisen de første 14 dage af januar var præget af den kinesiske leder Chou En-Lais død 8. januar 1976. Chou havde gennem årtier været Maos trofaste politiske hjælper og støtte, men i de sidste år blev han beskyldt for vestlig tankegang. Den seneste kinesiske biografi skildrer ham som en mere moderat mand end Mao, men ikke en, der gjorde modstand mod den katastrofale undertrykkelse i landet, heller ikke under Kulturrevolutionen.

    Chous død satte gang i januar måneds skriverier i Information. Få dage efter hans død bragte bladet en forsideleder med titlen »Efter Chou En-Lai.« Det var en overvældende hyldest til Chou, der sluttede med ordene: »Det Kina som Chou-En-Lai har været med til at skabe, bliver ikke rystet af hans død. For i sidste instans er det bønderne og arbejderne, der har hovedæren for de opnåede resultater. Sammen med Mao har Chou været i spidsen for at slå dette fast igen og igen… Det er deres særlige fortjeneste, at det ikke blot var en pragmatisk indordnen sig under realiteterne, der lå bag denne konstatering, men at det udtrykte en grundlæggende respekt, ja kærlighed til mennesker, på hvilken de byggede deres revolutionære socialisme. Den de håbede og håber engang af deres efterfølgere kan kæmpes frem til kommunisme. Men kæmpes skal der.« Lederen var skrevet af Ejvind Larsen.

    Men det var ikke nok, inde i bladet er der 3 digte af Mao og lederskribenten spekulerede over, om Mao mon havde tænkt på Chou i digtet om fuglen Peng, som lyder: »På sine vældige vinger løftes fuglen Peng/ halvfemsindstyve tusind mile op i vejret/ der rejser sig en rasende orkan/Bærende den blå himmel på ryggen skuer han/ud over menneskenes byer og lande.« Der var også en rørstrømsk artikel af journalisten Poul E. Svejstrup »Chou En-Lais ukendte tanker«, der lovede, at hvis disse ukendte tanker var nedfældet i en lille rød bog, så ville den have fået lige så stor udbredelse som Maos lille Røde, for hans viden kendte ingen grænser og alle havde respekt for ham. Og der blev også plads til en lang artikel af Peter Neersø, som begejstret beskrev det socialistiske samfund, hvor man nu udlignede forskellen mellem rige og fattige i de fattige folkekommuner. Det hele var præget af en troskyldig tro på Kina som et idealsamfund og der var ikke et ord om ofrene og lidelserne.

    Det var dog blot opvarmningen, for nogle dage senere ryddede man flere sider for en større gennemgang af Chous tanker og storladne gøren og laden. Man skrev i følgeteksten beundrende: »Karakteristisk for Chou En-Lais udtalelser er deres enkelhed og ligefremhed og karakteristisk for hans synspunkter og vurderinger er deres afbalancerede realisme.«

    Og sandelig så fremkaldte den elskede leder Chou atter en refleksion denne januar 1976 i form af en forsideleder under titlen »Proletariatets diktatur«. Grunden var at en læser, Steen Achton, i en helsides kronik havde brokket sig over, at DKP nu opgav begrebet »proletariatets diktatur«… Dette fik lederskribenten til at belære om, at også i Danmark var det nødvendigt med konkrete anskuelige forsøg: »For de praktiske forsøg må i en lang periode foregå på delvis kapitalistiske betingelser og er derfor truede af alle mulige misbrug. Den risiko er nødvendig at løbe, hvis kritikken af de vestlige kommunistpartiers udvikling ikke skal ende i gold bogdyrkelse.«

    Man skrev også om Sydkorea, for nu at blive i Asien. Det var nu ikke sulten i fangelejren Nordkorea, der havde avisens interesse, men derimod Sydkorea, hvor man bragte kritiske artikler om demokratiets tilstand…

    En hyppig skribent var bladets sikkerhedspolitiske skribent Jørgen Dragsdahl, som blot her i januar optrådte med flere store artikler… De handlede alle om USA og CIA og det var ikke noget hyggeligt syn, der mødte læserne… Han citerede en tidligere CIA agent Philip Agee for at sige, at CIA var en kriminel organisation på linie med mafiaen.

    Information havde også en kommentator fra Sovjetunionen tilknyttet, nemlig en vis Spartak Beglov fra nyhedsbureauet APN i Moskva. Han var statsansat nyhedsformidler, eller rettere propagandist, og han fulgte hurtigt op på Dragsdahls oplysninger. Han kunne nemlig fortælle om »CIAs tyste intervention med dollars«… Et rædselsscenario blev rullet ud af denne herre fra det russiske nyhedsbureau, der viste, at amerikanere brugte bestikkelser og meget andet for at skabe et ny-fascistisk Europa, der vendte sig mod Sovjetunionen og kommunisterne…

    Der var i Information i denne måned ingen kritik af forholdene i Sovjetunionen…

    Et af de helt store slagnumre i denne måned var et ofte tilbagevendende tema i Information og i det hele taget på venstrefløjen, nemlig Berufsverbot. Unge mennesker nu vil næppe vide, hvad dette Berufsverbot stod for, men det blev et velkendt begreb i 1970erne. Det var den tyske stats forbud mod, at kommunister og andre der blev vurderet som en sikkerhedsfare kunne få arbejde i det offentlige. På samtidens venstrefløj viste dette Berufsverbot det tyske samfunds sande karakter, nemlig et kryptofascistisk samfund. Og det skortede da heller ikke på artikler i Information om emnet, blot for denne korte tidsepoke i januar 1976. En stor forsideleder hed sigende »Vesttysk demokrati?«…

    Efter nok en række artikler om misèren satte man trumf på med en lang kommentar af Anders Stig Møller fra Danske Studerendes Fællesråd, der skrev om »undertrykkelsesmaskinen« i Vesttyskland, som var udtænkt for at »smadre al politisk opposition«. Han udmalede i sit indlæg et rædselssamfund med undertrykkelse og censur. Og så nåede han til pointen, nemlig at det danske uddannelsessystem lagde op til selv samme disciplineringstortur…

    Inde i bladet fulgte man op: »På tema-siden side 4 giver Mette Fugl eksempler på, hvilke uhyrligheder, dette vesttyske fænomen kan føre til.« I artiklen blev en juraprofessors angreb mod venstreorienterede studenter sammenlignet med SS-fører Stroops ord under nedkæmpelsen af Warszawa-ghettoen i april 1943: »I løbet af dagen brændte flere husblokke ned. Det er efter min mening den eneste og letteste måde, når man vil fjerne denne pøbel og disse undermennesker fra Jordens overflade.«

    Vesttyskland var i en vanskelig situation midt i Den kolde Krig. Stasi fra Østtyskland havde deres spioner i det vesttyske samfund og Rote Armee Fraktion udgjorde en konstant fare. Myndighederne var presset og forsøgte at gardere sig. Afvisningen af at ansætte folk, der var en sikkerhedsrisiko, var selvfølgelig problematisk i en demokratisk stat, når disse mennesker ikke var dømt, men det interessante er, at Information i denne måned ikke med et ord nævnte undertrykkelsen i Østtyskland, men altså gang efter gang langede ud efter Vesttyskland og indblandede nazismen i denne kritik…

    Et andet af tidens temaer var Angola, der under Den kolde Krig var stedet, hvor Cuba, Sovjetunionen og vestmagterne blev konfronteret. Information havde en balanceret dækning af konflikten ved Jan Stage. Desværre var Stage ikke alene om dækningen og Afrika-opgøret blev snart sovset ind i avisens ideologiske medløberi. Journalist Tyge Petersen roste Jugoslaviens, Sovjetunionens og Cubas indsats til støtte for MPLA og var også positiv, fordi den ifølge Tyge Petersen hvilede på erfaringerne fra deres egne »autentiske revolutioner«. Og Jørgen Dragsdahl var som altid parat til at give USA skylden for konflikten i en kommentar senere i januar.

    Det var en ganske almindelig januar måned i 1976, hvor der ingen tvivl herskede om at revolutionen lå lige om hjørnet…

    Så chefredaktør Palle Weiss & Co. burde sætte sig og læse deres egen avis fra dengang. Og blive røde i hovederne, ikke så meget over hvad de skrev dengang – dét har de lissom ikke ansvaret for – men over hvad de selv tillod sig at skrive i sidste uge, da de pure frikendte avisen.”

    Oploadet Kl. 15:08 af Kim Møller — Direkte link10 kommentarer
    
    Seminar på Juridisk Institut (AU): “Kan islamiske retsregler indføres i Danmark?”

    Det annonceres en af dagene. Kommende arrangement på Juridisk Institut, Aarhus Universitet.

    Dato: 4. juni 1429 (2008).

    Sharia-ret og dansk ret. Kan islamiske retsregler indføres i Danmark?

    Jørgen Bæk Simonsen: Fordele ved muligheden for sharia i dansk ret.

    Helmut Schledermann: Tolerance uden retssammenstød. Et forsvar for lighed for loven.

    Maja Holmlund: Problemer med sharia i ægteskabsret og børneret.

    Jens Jørgen Viuff: Problemer med sharia i arveret.

    (Geopoliticus Child Watching the Birth of the New Man, Salvador Dali, 1943)

    Opdate.

  • Universiteit van Tilburg – Sharia in Europe (lignende arr. i Holland d. 3. maj; via Islam in Europe).
  • Opdate 6/5-08. Det forlyder fra min kilde, at Aarhus Universitet har droppet seminaret på grund af ‘reaktionerne’.

    

    27. april 2008

    DR2-dokumentar: Den Kolde Krig endte godt takket være fredsbevægelsen

    DR2 sendte igår Jakob Gottschaus Et Afskrækkende Våben – Atombombens Historie, og da han også var manden bag propaganda-serien Indvandringens historie (DR2, 2004 mv.), så var der grund til at frygte det værste, og det var lige akkurat det man fik.

    Havde det ikke været for de afsluttende tirader mod Bush-administrationen, så kunne dokumentaren have været produceret af den yderste venstrefløj før Murens fald. Den globale fredsbevægelse banede vejen for afspænding, og det hele endte godt – på trods af farlige Ronald Reagan.

    Mere.

  • Express-TV – A Deterrent Weapon (Gottschaus filmselskab).
  • 2/3-08 Radioklassikeren, P1 – Cuba Si! (apologi bl.a. af Anne M. Sørensen, der har et “ambivalent” forhold til Castro).
  • 9/3-08 Radioklassikeren, P1 – Livet og hverdagen i Havana (Klavs Bondebjerg…).
  • 
    “… drømmen om det multikulturelle samfund har erstattet den socialistiske utopi.”

    Jesper Vind Jensen interviewer Anders Holm Thomsen i seneste udgave af Weekendavisen. Bør læses i sin helhed – Det undervisningsindustrielle kompleks (kræver login).

    “… Anders Holm Thomsen, der sidste år blev ph.d. fra Syddansk Universitet på en afhandling om historiefaget i folkeskolen, giver ikke meget for de nye retningslinjer.

    »De nye fagformål kommer ikke grundlæggende til at gøre op med historieløsheden hos danske skolebørn. Jeg giver ikke fem flade øre for det. Det er bare noget sølvpapir, som man har pakket det hele ind i,« siger Holm Thomsen, der i dag underviser på Nyborg Gymnasium. Han uddyber:

    »Den fjerdedel af tiden, man har afsat til historiekanonen er meget lidt. Det risikerer at blive en overambitiøs omgang overfladeskøjtning. Det ligner nærmest et figenblad. Det samme kan man sige om den feberredning, hvor Haarder til sidst i arbejdet har krævet, at dansk kultur og historie skulle nævnes.«

    Holm Thomsen erkender, at det er »en slags sejr«, at historie er blevet eksamensfag. »Det kan være med til at skabe en tiltrængt seriøsitet over for faget hos elever, forældre og lærere,« men han understreger, at det næppe får den store betydning. Sagen er, at der reelt ikke lægges op til, at eleverne får mere faktuel historisk viden, fordi fokus stadig skal være på »historiebevidsthed, abstrakte historiesyn, fremtidsforventninger, kontrafaktisk historie og historisk dramaspil og fiktion.«

    […]

    Og det helt centrale problem her er udtrykket »historiebevidsthed«. Udtrykket kom første gang ind i Histories fagformål i 1994, da undervisningsministeren var Det Radikale Venstres Ole Vig Jensen.

    »Faget har fortsat en fortolkningsramme, der hedder historiebevidsthed. Alting skal forstås i den ramme, som går ud på at koble fortidsfortolkning, samtidsforståelse og fremtidsforventning,« forklarer Anders Holm Thomsen. »Denne kobling og fortolkningsramme er faktisk hele det ’gulv’, som kanonen og historieundervisningen står på. Men det er et gulv, der er forsynet med en faldlem. For det drejer hele faget i retning af samtidsorientering, hvor alt kan reduceres til politisk korrekt undervisning og modeluner.«

    – Kan du give et eksempel på det?

    »Ja, tag en udbredt undervisningsbog, der er opbygget omkring tv-serien Matador. Den er delt i to dele. Første del handler om ’Korsbæk’ og Danmark i 1930rne. Og så laver bogen et tidsspring – uden at have de 60 år imellem med – op til 1990ernes Danmark. Her bliver jødiske flygtninges situation i 30rne så brugt til at skabe forståelse for vore dages muslimske masseindvandring – som om de to grupper af vidt forskellig kulturbaggrund har noget med hinanden at gøre. Men det viser, hvordan det giver store muligheder for indoktrinering, når man gør historie til samtidsorientering.«

    Men det stopper skam ikke ved samtiden. Også fremtiden er blevet en del af historien. Holm Thomsen nævner, at den centrale person bag historiebevidsthedsbegrebet, professor Bernard Eric Jensen fra Danmarks Pædagogiske Universitet, har givet denne definition: ’Historiebevidsthed bruges til at indkredse og tolke den fælles erfaring til at klarlægge de fælles normer og forpligtelser, samt til at udstikke fælles håb og visioner.’

    »Problemet er,« siger Holm Thomsen, »at vi ikke kan sige noget som helst fagligt om fremtiden – og slet ikke skal prøve på det i en historie-undervisning. Desuden er vi slet ikke enige om, hvilken fremtid vi skal have. Så det med ’at udstikke fælles håb og visioner’ – eller reelt utopier – muliggør manipulation.«

    […]

    »I stedet for at skrotte hele fortolkningsrammen om historiebevidstheden har Bertel Haarder nu blåstemplet den,« siger debatbogsforfatteren. »Sagen er, at Haarder siger ét til offentligheden, og så gør han noget helt andet over sit embedsværk. Han har et janus-ansigt og har fuldstændig kapituleret og solgt ud af sin oprindelige modstand over for hele det undervisningsindustrielle kompleks…

    Holm Thomsen pointerer, at man ikke kan være overrasket over, at det er de samme begreber og tankegange, der fortsætter i den nye historieundervisning. De udvalg og arbejdsgrupper, der har arbejdet med de nye fagformål og læseplaner er nemlig mange af den samme slags folk, der sad i udvalgsarbejdet ved tidligere revisioner af historiefaget.

    »Det undervisningsministerielle kompleks har dermed stadig overtaget. Jeg mener, at Undervisningsministeriet befinder sig i dets jerngreb,« siger han.

    Men hvad er »det undervisningsindustrielle kompleks« egentlig? Ja, ifølge Holm Thomsen er det de toneangivende undervisningseksperter og forskere fra Danmarks Pædagogiske Universitet (tidligere Danmarks Lærerhøjskole), lektorer ved lærerseminarierne, organisationsfolk fra Danmarks Lærerforening, skoleledere, fagkonsulenter og embedsmænd fra Undervisningsministeriet…

    I sin forskning i fagformål og læseplansarbejde har Anders Holm Thomsen undersøgt historiefaget de seneste årtier. Og han forklarer, at der i 70erne kom en større debat om fagets rolle.

    »Der var især en række eksperter fra Lærerhøjskolen, der ønskede at danmarkshistorien skulle nedtones og erstattes af fokus på klassekamp. Disse tanker satte sig igennem og påvirkede undervisningen på seminarierne og de nye lærebøger. Efter Murens fald måtte man så droppe tankerne om klassekamp. I stedet kom dyrkelsen af parallelsamfundet. Der er sådan set intet nyt under solen siden 70erne. Man bekæmper stadig danmarkshistorien. I dag står der bare multikulturalisme på banneret, hvor der tidligere stod klassekamp.«

    […]

    Holm Thomsen nævner…, at Bernard Eric Jensen i en artikel om historiebevidsthed i 1989 skrev:

    »Der må graves i vore holdninger til f.eks. svenskere og tyskere, for ikke at tale om indvandrere og flygtninge. Vi må forsøge at finde ud af, hvor fjende- og skræmmebillederne kommer fra, og hvad der holder dem i live.«

    Og seminarielektor Jens Aage Poulsen – en central skikkelse i læseplansarbejdet – erkendte åbent i 2002, at man i udvalgsarbejdet forsøgte at få politikerne til at gå med til en mere multikulturelt orienteret historieundervisning.

    Jens Aage Poulsen skriver om læseplansarbejdet, at »vi havde forsøgt at afnationalisere historieundervisningen yderligere… Begrundelsen var, at nationalhistorie i bedste fald kun er en hensigtsmæssig kategori i meget begrænsede ’situationer’. I arbejdsgruppen havde vi forsøgt med en formulering om, at Danmark havde udviklet sig til et flerkulturelt samfund. Men den gik ikke!«

    Ifølge Holm Thomsen afslører citatet, at der er centrale folk i »det undervisningsindustrielle kompleks«, der målrettet arbejder på, at »slette danmarkshistorien«.

    – Det kunne lyde som en hel konspirationsteori?

    »Nej, jeg tror da ikke, at det er en konspiration, Men lidt polemisk vil jeg formulere det sådan: drømmen om det multikulturelle samfund har erstattet den socialistiske utopi. Man har opgivet den socialistiske revolution og har kun destruktionen og ødelæggelseskraften tilbage. Og det handler om at ødelægge det nationale fællesskab.«

    […]

    – Bruger du andre forskeres undersøgelser af skoleundervisning?

    »Jeg har set, hvad de har konkluderet. Det pudsige er, at de altid bekræfter deres forhåndsantagelser, som bygger på de seneste 30-40 års elevcentrerede teoriudvikling,« siger Anders Holm Thomsen…

    […]

    – Men du vil altså erstatte historiebevidsthed med nationalbevidsthed?

    »Det kan man godt sige. For et folkestyre bygger på, at folket har fælles sprog, begrebsverden og tilhørsforhold.«

    – Bruger du ikke selv politiske fremtidsscenarier – frygten for national opløsning – til at orientere historieundervisningen efter?

    »Alt hvad der foregår i folkeskolen skal selvfølgelig have betydning for fremtiden. Ellers var der ingen grund til at undervise i noget som helst. Men min pointe er, at historieundervisningen – i stedet for at være eksplicit orienteret mod fremtiden og kulturel frisættelse – bør bygge på kulturarven som et værn over for modeluner og ideologiske hassaner. Har man ikke en fælles erindring om noget, bliver man let offer for døgnfluer og manipulation,« siger Holm Thomsen.”

  • 9/4-08 Jyllandsposten – Anders Holm Thomsen: Hvem ejer skolefaget historie? (anmeldelse).
  • 14/4-08 P1 Formiddag – Hvem ejer skolefaget historie?.
  • Oploadet Kl. 11:05 af Kim Møller — Direkte link25 kommentarer
    
    Enhedslistens Pelle Dragsted om nødvendigheden af vold som politisk våben

    I 2002 udgav AFA (Antifascistisk Aktion) en 40 minutter lang video i anledningen af sit 10 år-jubilæum. Den TV-STOP producerede film gennemgår anti-demokratiske højdepunkter, tæt sammenklippet med ideologiske betragtninger fra tre der var med til at grundlægge organisationen – herunder Enhedslistens nuværende internationale sekretær Pelle Dragsted.

    Vold er for AFA en integreret del af den politiske kamp, og kampen er som det fremgår i både ord og billeder, ikke bare mod politiske fjender de definerer som ‘fascister’, men også mod “ordensmagten” i bred forstand. Der vises blandt andet klip fra kampen mod Søren Krarup og Den Danske Forening, og Dragsted taler i forbindelse med 18. maj-urolighederne om nødvendigheden af en opposition, “der ikke vil acceptere de spilleregler der gælder nu”.

    Pelle Dragsted, AFA og Enhedslisten.

    [I, II og III]

    Om vold som politisk våben (1 min).

    [The Pirate Bay (Bittorent; 411 mb); Youtube: I, II, III, IV, V]

    Mere.

  • 13/5-05 Samfundstanker, P1 – Pelle Dragsted (ikke online).
  • 9/2-06 Uriasposten – Mere oikofobi fra overdrevet – www.undskyld-ytringsfrih… (Janne Tynell).
  • 9/3-08 Politiken – Pelle Dragsted og Frank Aaen: Venstrefløjens demokratiske visioner.
  • Off topic.

    “Lørdag den 19. januar 2008 mistede vi en god ven og kammerat, da han blev dræbt af en flugtbilist i København.” (AFA)

    “Den 33-årige mand af tyrkisk oprindelse henvendte sig igår selv til politiet og indrømmede, at han var fører af den røde kassevogn…” (BT 22/1-08)

    

    26. april 2008

    En ekskluderende nationaldag og et ekskluderende flag

    Fra norske Human Right Service – Hver mann sitt flagg.

    Athar Ali i Norsk Innvandrerforum gikk for kort tid siden ut å krevde at 17.mai-toget i Oslo åpnet opp for at barna kunne få vifte med sitt “hjemlands” flagg. Kravet ble blankt avvist av 17.mai-komiteen, som mente at Norges nasjonaldag skal feires med det norske flagget. I går ble det holdt appell for flagg-mangfold…

  • 24/4-08 Dagbladet – Fabian tillater alle flagg på 17. mai.
  • Oploadet Kl. 22:13 af Kim Møller — Direkte link23 kommentarer
    Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

     

    Næste side »

    

     

    Vælg selv beløb



    Blogs


    Meta
    RSS 2.0
    Comments RSS 2.0
    Valid XHTML
    WP






    MediaCreeper