31. januar 2009

Lødige Expressen

Ikke en stor sag, men der er alligevel ingen slinger i valsen. En svensk-gambiansk skuespiller overfalder politiet. Expressen lysner hudfarven og pixelerer, problem løst (via Exilen) – Här greps filmstjärnan.

“Filmstjärnan misstänks ha hotat poliserna till livet… Den svenska skådespelerskan greps på ett hotell i centrala Göteborg 00.40 natten till i går. Hon hade då omhändertagits av vakter och uppgavs ha uppträtt bråkigt och varit berusad – och gick till fysiskt angrepp när hon var på väg att gripas av en anländande polispatrull.”

Oploadet Kl. 22:13 af Kim Møller — Direkte link61 kommentarer
Arkiveret under:

“… som at se en 1.g.er til Operation Dagsværk med islandsk sweater og skinnende øjne.”

Lars Hvidberg i dagens Berlingske Tidende – Obama til grin.

“Clinton var en småfed skørtejæger; Bush var en klovn fuld af fumlende sprogbøffer; Gore var en humorforladt robot. De amerikanske komikere fik hurtigt fat i de forrige præsidenter og præsidentkandidater. Men Barack Obama mangler stadig – han er af teflon, pletløs. Indtil videre.

Og det er et problem. Ikke bare for de amerikanske komikere, men for hele samfundet. I Vesten har vi ikke bare ret, men pligt til at gøre grin med vores herskere. Det er ikke en vrængende fjært, men demokratiets højeste udtryk, når vi tegner Fogh som hulemand eller Bush som cowboy. Glem alt om medbestemmelse – det er, når vi rækker tunge, at vi får magten ned på et folkeligt niveau. Præsidenterne bestemmer ganske vist, men de skal ikke tro, at de er noget.

Derfor er det så bekymrende, at Barack Obama endnu undgår karikaturens hvasse pen og latterliggørelsens syrebad… fra den lokale Starbucks er det egentlig nemt nok at se, hvad der er latterligt ved Obama. Måske er det mit kyniske, europæiske perspektiv. Måske er det bare pessimisten, der taler. Men ærligt talt, come on … den mand er bare for meget. Obama er en påtrængende skolemester, der beder dig om at lave dine lektier og holde dig fra stoffer. Han er typen, der siger »Tænk nu på de små børn i Afrika« – og mener det. Han er typen, der har så store tanker om sig selv, at han laver sit slagord, »Yes we can« om til latin – »Vero Possumus«…

Det er som at se en 1.g.er til Operation Dagsværk med islandsk sweater og skinnende øjne – en dag bliver hun klogere og desillusioneret som alle os andre. Problemet er bare, at Obama ikke er 16 og vokset op i en beskyttet kernefamilie i Nordsjælland. Han er 47, har rejst i hele verden, og burde virkelig vide bedre.”

Oploadet Kl. 11:39 af Kim Møller — Direkte link27 kommentarer
Arkiveret under:

Moralsk panik i Danevang

Anne Knudsen-leder i Weekendavisen – Fra Himmerige (ikke online).

“Tortur er modbydeligt og forbudt i alle civiliserede, det vil i denne sammenhæng sige europæiske eller europæiserede, stater. Desværre er det ikke gået så godt med kulturimperialismen i tidens løb, at alle verdens stater har tilegnet sig det syn på tortur, vi i Danmark og resten af civilisationen holder for det rigtige…

Er mindst halvdelen af verdens befolkning således uheldig nok til at høre hjemme i lande, hvor man ganske rutinemæssigt får slået tænderne ud, hvis man kommer i politiets klør, må man glæde sig desto mere over at leve i Danmark. Her er endog politiets eventuelle ubehagelige tiltale over for voldelige demonstranter et emne, der kræver undersøgelser og disciplinærstraffe. Og sådan skal dét jo være.

Kun den øvrige virkeligheds indretning sætter faktisk grænser for, hvor godt vi i Danmark kunne have det med vores samvittighed. Senest viser det sig, at vi vistnok er kommet til at gøre noget forkert ved at løslade de somaliske pirater, vi havde fanget. Det skandaløse viser sig ikke at være, at vi efter at have fanget nogle pirater ikke lige kunne finde et sted at retsforfølge dem. Nej, nej, nej. Det angribelige var, at vi løslod dem på deres hjemlands kyst uden at kunne være helt, helt sikre på, at de ikke ville kunne komme i fortræd. Man ved jo, at der ikke er nogen regering i Somalia og derfor ingen, der kan garantere, at man overholder internationale aftaler om europæiske normer for voldsanvendelse, frihedsberøvelse og den slags. Der er endog en vis sammenhæng mellem fraværet af lov og ret og sørøveriet, idet den slags normalt er forbudt selv i lande, der ellers ser overlegent på menneskerettighederne. Men fraværet af en regering med videre gør det altså svært at garantere sørøvernes menneskerettigheder i de stunder, hvor de ikke er i færd med at krænke andre folks.

En problemstilling af denne karakter ville de allerfleste steder i verden kunne gøre glimrende fyldest i en satire over, hvor bizart folk kan finde på at ræsonnere. Men ikke i Danmark; her er denne type problemer noget, der holder politiet og forsvaret vågne om natten og får politikere til at krympe sig under journalisternes forargede spørgsmål: Hvor kunne I?

Blandt journalister og andre offentlige meningsdannere gør der sig sædvanligvis en form for moralsk tyngdekraft gældende. Den moralske tyngdelov lyder noget i denne retning: Hvis et meningsdannende legeme bevæger sig hurtigt og støjende i en retning, der opfattes som moralsk foran gennemsnittet, vil resten af offentlighedens legemer inden for kort tid overhale det første legeme. Det er det fænomen, man også kalder »moralsk panik«; panikken skyldes, at alle er bange for at fremstå som mindre moralsk fortræffelige end de allerbedste. Og som andre former for panik befordrer den allerførst fornuften og den almindelige tænkeevne ud ad vinduet.”

Claes Kastholm i dagens Berlingske Tidende – Læst og påskrevet (ikke online).

“Hvis et menneske fra et af de større lande gennem et længere tidsrum iagttog den danske debat, måtte personen uundgåeligt komme til den konklusion, at danskerne lider af alvorlige mentale forstyrrelser… Vores udenlandske iagttager af den danske debat, der nåede til den konklusion, at danskerne måtte lide af mentale forstyrrelser, ville på det sidste have hæftet sig ved, at debatten for øjeblikket væsentligst drejer sig om, hvorvidt en politibetjent tiltalte en person, der ved en demonstration ikke ville flytte sig, med navneordet »perker« eller navneordet »perle«. Mange har været inddraget i striden, professorer, politikere, myndighedspersoner. Vores udenlandske iagttager vil være af den set med danske øjne bizarre opfattelse, at disse personer i betydningsfulde stillinger havde vigtigere ting at tage sig til end at bruge tid på et ligegyldigt klagemål fra en person, der bryder loven ved ikke at efterkomme politiets henstilling.

Man kan efter min mening slet ikke fortænke vores udenlandske iagttager i at have denne vurdering, og det er forståeligt – han er jo udlænding – at han ikke kan se, at der slet ikke er tale om mental forstyrrelse, men noget meget værre, nemlig et massivt hykleri. Ingen mennesker med virkelighedssans kan se, at der foreligger et problem. Det må være en pine for et realistisk menneske som politidirektør Hanne Bech Hansen at tvinge ansigtet i alvorlige folder, når hun på TV skal forsvare sine medarbejdere mod den latterlige anklage. Som den offentlige stemning er i Danmark kan hun ikke afvise vrøvlet. Hun må hykle.”

Oploadet Kl. 11:12 af Kim Møller — Direkte link11 kommentarer

Politiken: Sven Burmesters bog “kommer til at fremstå som en kedelig gang muslim-bashing”

Fra dagens Politiken. Anmeldelse af Sven Burmesters seneste bog – Civilisationskritik: Muslim – se til Kina (ikke online).

“Det kan godt være, at kineserne er kommunister, men de fandeme gode til at være kapitalister. Og det kan også godt være, at amerikanernes forbrug er alt for højt og skadeligt for miljøet, men det skal Obama nok få styr på – amerikanerne er jo desuden fornuftige folk. Hvad muslimerne angår, så er de så tyngede af deres religion, at alt, hvad der hedder politiske fremskridt og personlig frihed, for længst er røget på den mentale losseplads. Nogenlunde så kort lyder konklusionen i Sven Burmesters ‘En verden til forskel. Tre familier, tre civilisationer’.

Sven Burmester ved godt, hvad han taler om, for han bor både i USA, Kina og Egypten, og det meste af sit voksne liv har han tilbragt på tværs af kontinenter som tidligere vicedirektør i Verdensbanken og chef for FN’s befolkningsfond i Kina. Derfor kan man ikke bare afvise hans betragtninger og konklusioner som det rene opspind, selv om undertegnede havde lyst til det en hel del gange i løbet af bogens blot 120 sider…

Vi hører om madvaner, lokale traditioner, religion, sex, uddannelser, økonomi og politiske systemer. Præsenteret gennem familiefaren i Kairo, der undertrykker sin kone (han er jo muslim), en driftig familie i Kina… og en overvægtig familie i USA… Burmester er ikke bleg for at indrømme, at han synes, det er problematisk, at religionen spiller så markant en rolle i Egypten – og i den muslimske verden. Han synes, det er fantastisk, at kineserne slet ikke er optaget af religion, men har fået konfucianismen ind med modermælken og derfor er både arbejdsomme og velopdragne. Og selv om USA klart har sine svagheder, så er Amerika den ultimative rollemodel, når det handler om demokrati, integration og økonomisk frihed…

Burmesters betragtninger er interessante, men klinger på en eller anden måde hult… For det andet virker det påfaldende at sammenligne en muslimsk familie med en kinesisk og en amerikansk. Hvorfor ikke en egyptisk familie, der så også er muslimsk? Ved at tage udgangspunkt i islam, kommer bogen til at fremstå som en kedelig omgang muslim-bashing. Det virker, som om Burmesters reelle formål med bogen er at slå muslimer oven i hovedet og fortælle dem, at de skulle tage og lade sig inspirere af kineserne. Og skrue lidt ned for den religion.

  • 31/1-09 Kristeligt Dagblad – En fodnote (kræver login; anm. v/ Henrik Jensen).
  • Oploadet Kl. 10:26 af Kim Møller — Direkte link11 kommentarer
    
    Niels Westy Munch-Holbek om Cuba før Castro

    Fra 180 Grader. Niels Westy Munch-Holbek om Cuba før Castro.

    “I en artikel i anledning af 50 året for den autoritære diktator Fulgencio Batistas flugt fra Cuba, der banede vejen for den totalitære diktator Fidel Castro, beskrev Spaniens største dagblad, El Pais, levevilkårene i Cuba i dag som ringere end før 1959. Med tanke på vestlige mediers normale omtale af Cuba gennem de sidste 50 år, var det ganske opsigtsvækkende.

    På trods af, at glansen for længst er gået af det revolutionære Cuba, så har et af de faste holdepunkter i medier og uddannelsesmateriale altid været, at forholdene var ringere før Castro greb magten. Ofte beskrives Cuba før 1959 som et fattigt tilbagestående land, præget af analfabetisme og ekstrem ulighed. En fremstilling der har meget lidt med virkeligheden at gøre. Ifølge statistik fra FN, var Cuba Latinamerikas tredjerigeste land i 1950’erne. Det var en dynamisk økonomi i rivende udvikling. Cuba var således mere velstående end lande som f.eks. Spanien, Portugal, Grækenland og Finland, for slet ikke at tale om Hong Kong, Sydkorea, Taiwan og Japan. Sådan er det ikke længere.

    I dag er Cuba et af Latinamerikas absolut fattigste lande. Som det eneste land i regionen er antallet af personbiler i forholdt til befolkningens størrelse faldet siden 1950’erne, hvor antallet af personbiler kun blev overgået af Venezuela. Ernæringsmæssigt har man ifølge statistik fra FAO oplevet et fald i det daglige kalorieindtag siden 1950’erne. I samme periode er landet gået fra at producere 80% af sit forbrug af landbrugsvarer til i dag kun at producere 20%.

    Når man i et undervisningsmateriale udarbejdet af Mellemfolkeligt Samvirke og beregnet for folkeskolerne kan læse, at i “begyndelsen af 1950’erne var mange cubanere utilfredse med forholdene i deres land: Flere og flere blev fattige, mens nogle få blev meget rige. De var trætte af, at deres præsidenter hellere ville være gode venner med amerikanerne end med almindelige cubanere”, bør man spørge sig selv, hvorfor i alverden der så var så mange mennesker i resten af verden, der ønskede at immigrere til Cuba?

    Fra århundredeskiftet og frem til slutningen af 1950’erne modtog Cuba over 1 mio. immigranter, og mere end 25% af befolkningstilvæksten i denne periode bestod af indvandrere. Da Batista flygtede ud af Havana i de tidlige morgentimer den 1. januar 1959, lå der 12.000 ubehandlede immigrationsansøgninger på den cubanske ambassade i Rom.

    En anden af de sejlivede myter om Cuba og Havana før 1959 er datidens Cubas afhængighed af turistindtægter, mafiaens indflydelse og den udbredte prostitution. Fakta er, at Cuba i dag er langt mere afhængig af turistindtægter, mens det anslås, at der er mere end 10 gange så mange prostituerede på Cuba, sammenlignet med 1950’erne. Og hvad angår Cuba som mafiastyret spillebule i 1950’erne, skal det lige medtages, at den ejede blot to ud af de ti casinoer, der fandtes i Cuba i 1950’erne..

    Der vil måske være en eller anden af læserne, der undrende vil stille sig det spørgsmål, at hvis det vitterligt er, som jeg påstår, hvorfor er det så ikke mere alment anerkendt? Dertil kan jeg kun svare, at en sådan undren så sandlig er på sin plads. Man kan måske undskylde musikere, skuespillere, filminstruktører og andre kunstnere, fra Nordjyllands Niels Hausgaard til Hollywoods Oliver Stone, med at deres reelle indsigt og viden lader deres kunstneriske evner en del efter.

    Men når f.eks. tidligere chefredaktør for Information og Nyhedsavisen og nuværende medarbejder på Berlingske Tidende, David Trads, for et par år siden hyldede den cubanske revolution som “en af de mest sympatiske revolutioner, som kloden har set”, er det mere vanskeligt at undskylde. Selv Fidel Castro og følgesvendes efterfølgende brutale og blodige undertrykkelse ufortalt, vidner en sådan udtalelse om enten en grænseløs uvidenhed, ideologisk forblændelse eller måske blot dovenskab? Uanset grund kan det konstateres, at størstedelen af den information vi har fået gennem medier og i uddannelsessystemet om Cuba er fordrejet i en grad, der gør, at det mest af alt minder om fiktion.

    Det er selvfølgelig værd at overveje, at når den journalistiske fremstilling i medierne – og undervisningsmaterialet i skolesystemet – om Cubas historiske forhold er så afgørende forkert, hvordan mon det så forholder sig med fremstillingen af de historiske forhold andre steder i verden?

    Apropos.

  • 19/1-09 Uriasposten – “Valg! Med hvilket formål?”, sagde Castro, og blev venstrefløjens darling (bl.a. om Cuba-indslag i TVavisen).
  • Oploadet Kl. 01:59 af Kim Møller — Direkte link16 kommentarer
    
    “Nyindflyttede familier får besøg i hjemmet, og hører “hvilke regler der gælder i Rosengård”

    “Udsatte byområder i Malmø prægtes af religiøs ekstremisme…” berettede Metroxpress torsdag, og opsummerede hermed på sin egen Ritzau’ske måde onsdagens banebrydende rapport fra den svenske Forsvarshøjskoles antiterrorenhed.

  • 28/1-09 Centrum för Asymmetriska Hot och Terrorism Studier – Hot mot demokrati och värdegrund – en lägesbild från Malmö (pdf, 37 sider).
  • Mere uddybende var referatet i fredagens Jyllandsposten – Islamisk radikalisering i Malmøs indvandrer-bydel (ikke online).

    “Det er et dystert og skræmmende billede af virkeligheden i Rosengård, Malmøs mest indvandrertætte bydel, der tegnes i en rapport, som to forskere fra Sveriges Forsvarshøjskole netop har afleveret til den svenske regering. Rapporten bygger på interviews med 30 lokale politifolk, lærere, socialpædagoger og andre, der er i kontakt med befolkningen i Rosengård , og af disse 30 vurderer 29, at der er sket en øget islamisk radikalisering i kvarteret inden for de seneste fem år…

    Rapporten indeholder et afsnit om situationen i København, men giver indtryk af, at forholdene på en række områder er værre i Malmø. F.eks. beskrives en lille gruppe yderligtgående muslimske mænd, der fungerer som meningspoliti i Rosengård og står bag fysisk og psykisk chikane mod folk, som ikke anses at leve op til Koranens regler…

    I Herrgården, den mest belastede del af Rosengård , vurderes så godt som alle kvinder i dag at bære slør – og ikke alle af fri vilje.

    »Nyindflyttede familier får besøg i hjemmet, hvor repræsentanter for radikale grupper fortæller, hvilke regler der gælder i Rosengård. Forholdsreglerne omfatter bl.a., at kvinder, som aldrig tidligere har båret slør, nu tvinges til det, at piger og drenge ikke må lege sammen, og at patriarkale magtstrukturer cementeres. Nyindflyttede familier, som aldrig har været specielt religiøse eller traditionelle, fortæller, at de levede friere i hjemlandet end i Rosengård ,« hedder det i rapporten.

    De muslimske friskoler beskrives som steder med streng adskillelse af piger og drenge, og hvor piger ikke må deltage i gymnastikundervisningen, men i stedet tvinges med i f.eks. syklubber. Af i alt ca. 15 såkaldte kældermoskeer i hele Malmø vurderes mellem tre og fem at have »et udpræget voldsforherligende budskab« – bl.a. den i Herrgården, der blev lukket af myndighederne i fjor, hvilket i december førte til voldsomme optøjer i området.”

    Den slags forbrydelser mod den gode tone, gør man ikke ustraffet hinsidan, og debatten blev omgående drejet over i rapportens eventuelle ‘ovetenskaplighet’. Islamforskeren Leif Stenberg mener ikke brugen af andenhåndskilder er sober forskning, for som han citeres for i Sydsvenskan, så har man “inte talat med dem som undersökningen handlar om”. Det ændrer selvfølgelig ikke på virkeligheden, at islamister får lov til at beskrive sig selv, som folk der ‘tager sin tro seriøs’, men det gør problemet nemmere at ignorere, og det er her kritikken starter og slutter (med slet skjult foragt for den fri forskning).

    “Leif Stenberg fruktar att CATS-rapporten kan leda till en ökad islamofobi.”

  • 29/1-09 Sydsvenskan – Rapporten om Rosengård döms ut.
  • 29/1-09 Sydsvenskan – Rakel Chukri: Rapporten – ett hafsverk (kulturchefen kritiserer).
  • 30/1-09 Sydsvenskan – Forskarvärlden rasar mot söndertuggade källor.
  • En af rapportens kilder er socialantropologen Aje Carlbom, som Jesper Vind Jensen interviewede til Weekendavisen sidste år, netop om mediemæssige aspekter – På filttøfler: Skåneprogrammet (ikke online).

    “April 2007. Et brandhelvede bryder løs i Malmø. I flere dage brænder det løs i byens store indvandrerghetto Rosengård. Biler bliver brændt af. Skoler bliver antændt. Vuggestuer og butikker går op i røg… De skånske uroligheder bliver omtalt af de svenske medier, men det foregår primært på lokalt niveau. Uroen bliver anset for en Skånehistorie, ikke en national svensk begivenhed.

    Fra svensk side mener antropologen Aje Carlbom…, at man i Danmark er gået for meget i selvsving. Han har gennem tre års feltarbejde i Rosengård -bydelen et førstehåndskendskab til integrationsproblemerne hinsidan og har fulgt indvandrerdebatten i både Sverige og Danmark…

    – Hvorfor er de svenske medier så tilbageholdende med at gøre indvandreruro til et nationalt emne?

    »Både myndighederne, pressen og politiet her i Sverige holder fast i at fremstille landet som et konsensussamfund, hvor der for eksempel ikke er fundamentale konflikter mellem gammelsvenskere og nysvenskere med muslimsk baggrund. Man har et ideal om et konsensussamfund, som man for enhver pris vil holde fast i. Men den tankegang er langt hen ad vejen udtryk for en konformisme, hvor man ikke ønsker at forholde sig til de reelle problemer eller udfordringer, der kommer af at blive et multikulturelt samfund.«

    Aje Carlbom vurderer, at der nok er en udbredt svensk frygt for, at uroen breder sig fra Danmark til Sverige.

    »Det er påfaldende, at de franske uroligheder i 2005 blev dækket i stor stil i Sverige. Politikere, kommentatorer og eksperter beskæftigede sig med uroen i de franske forstæder og analyserede, hvilke perspektiver det måtte have for de vestlige samfund. Men begivenhederne i Danmark [februar 2008, Kim] har ikke givet anledning til større refleksioner – bortset fra at de selvfølgelig bliver sat i sammenhæng med, at Danmark regeres af en meget indvandringskritisk regering med støtte fra Dansk Folkeparti. Jeg ved ikke, hvorfor man i Sverige ikke har forholdt sig mere indgående til uroen i Danmark. Men det har nok noget at gøre med, at Danmark er for tæt på, og at man frygter, at uroen spreder sig over Øresundsbroen næste gang.« …

    Men selv om svenskerne gør meget for at dysse ungdomsurolighederne ned i offentligheden og undgå en steppebrandseffekt, undgår de ikke ildspåsættelserne. De sker bare mere spredt og ubemærket. Ifølge Svenska Brandskyddsföreningen, der registrerer brande i Sverige, sker der en støt stigning i antallet af påsatte skolebrande: fra 95 skoler i 1996 til 257 skoler i 2006. Det er i gennemsnit en påsat skolebrand hver dag… Håkan Hydén, der er professor i retssociologi ved Lunds Universitet vurderer, at stigningen paradoksalt nok er udtryk for, at mange unge ingenting har at slås for i dag.

    »Man tilkendegiver mere sin utilfredshed, end man kæmper for noget specifikt. I Sverige har vi ingen politisk diskussion koblet til de afbrændinger og uroligheder, der finder sted. Det opfattes stort set udelukkende som enkeltstående meningsløse handlinger. Unge, der ingenting har at slås for, og derfor slås de,« siger han…

    – I Danmark brænder pludselig en masse skoler på en uge, hvilket man hører meget om. Men i de svenske medier hører man næsten intet til, at der næsten hver dag sættes ild på en svensk skole. Er det ikke mærkeligt?

    »Det er rigtigt. Det beror formentlig på, at man ikke opfatter brandene i Sverige som udtryk for andet end hærværk og social utilpassethed, mens det i Danmark kobles mere til politiske aktioner og demonstrationer. Det er faktisk mærkværdigt, at også de svenske massemedier, der reporterer fra Danmark, beskriver det som unge med en politisk dagsorden. For når de svenske massemedier skriver om de samme sager på hjemmeplanet, foretager de ikke den kobling.«

    – Hvorfor ikke?

    »Det har jeg ikke nogen god forklaring på, bortset fra at man har en mere polariseret debat i Danmark, som gør det politiske indhold tydeligere, mens man i Sverige tenderer til at lægge låg på og fjerne den politiske og sociale sprængkraft i det, som sker. Det gælder for myndigheder, politikere og massemedier, at de er ofre for den officielle retorik om at fastholde konsensussamfundet. Sverige kendetegnes jo ved, at vi er vældig stabile og holder imod længe – indtil vi en dag ikke kan stoppe forandringernes vinde, så blæser de til gengæld hurtigt ind over landet,« siger Håkan Hydén…”

    Mere.

  • 28/1-09 Svenska Dagbladet – Ranstorp & Dos Santos: Kommuner måste hejda extremism.
  • 29/1-09 Snaphanen – Radikalisme i Rosengård (bl.a. med tv-indslag).
  • 31/1-09 Jyllandsposten – Karen Jespersen: Lad os undgå tilstande som i Rosengård i Malmø.
  • 

    29. januar 2009

    Kasper Støvring, ph.d

    Næst efter Søren Krarup, er Kasper Støvring nok landets skarpeste konservative skribent. Igår forsvarede han sin ph.d. på Københavns Universitet med afhandlingen Træk af den kulturkonservative tænkning med stadigt hensyn til Villy Sørensens essayistik.

    Et stort tillykke skal lyde herfra.

    (Forsvarshandlingsleder Anne Fastrup og doktorand Kasper Støvring)

    Fra Københavns Universitets pressemeddelse – Ikke så kulturradikal at det gjorde noget (19/1-09).

    “At Villy Sørensen hørte til det 20. århundredes mest indflydelsesrige danske forfattere og filosoffer, hersker der stor enighed om på det litterære parnas. Mange litterater skriver også gerne under på, at Villy Sørensen i vid udstrækning videreførte det kulturradikale projekt, som Poul Henningsen satte i gang.

    Men ifølge Kasper Støvrings nye ph.d.-afhandling Træk af den kulturkonservative tænkning var Villy Sørensen slet ikke så kulturradikal, at det gjorde noget, og han kaster i afhandlingen lys over en kulturkonservativ strømning, der løber gennem hele Villy Sørensens forfatterskab, men især hans essays. En strømning, som hidtil har været underbelyst, hvis ikke ligefrem mørkelagt, i tidligere kritikeres omgang med forfatterskabet…

    Ifølge Kasper Støvring var udgangspunktet for Villy Sørensen en meget stærk krisebevidsthed, en oplevelse af at leve i en moderne epoke, hvor der ikke længere fandtes fælles værdier, og hvor menneskets rovdrift på naturen havde ført til en økologisk krise.

    – Sådan en krisebevidsthed er selvfølgelig meget svær at forene med kulturradikalismens fremskridtstro og optimistiske humanisme, fortæller Kasper Støvring, og fortsætter:

    – Sørensen kritiserer også videnskaben og teknikken for at tilsidesætte etiske hensyn og for at blive et middel til at øve rovdrift på naturresurserne. Og dermed trækker han i sin økologiske bevidsthed og sin kritik af teknologi og vækstideologi på nogle klassiske kulturkonservative temaer, som samtidig er en kritik af både liberalistisk og marxistisk ideologi…

    Den kulturradikale kanonisering af den ”gode” kunst som opbyggelig og nyttig er ifølge Kasper Støvring en anden væsentlig brudflade mellem de kulturradikale og Villy Sørensen.

    – Villy Sørensen har et blik for alt det irrationelle og primitive i mennesket og kulturen, og de forfatterskaber, han er interesseret i, afsøger netop de områder, siger Kasper Støvring.

    Og ifølge Kasper Støvring var Villy Sørensen meget optaget af den vestlige kulturs mytologier ud fra den opfattelse, at det er vigtigt at opretholde en forbindelse til det overleverede i kulturen og det oprindelige i mennesket, og her bryder han indlysende med avantgardens radikale fornyelsesprojekt.”

    Diverse.

  • Kulturkritik.dk (hans hjemmeside).
  • Nomos blog (bl.a. Kasper Støvring).
  • Uriasposten, Kasper Støvring (bl.a. kronikuddrag).
  • Oploadet Kl. 18:55 af Kim Møller — Direkte link34 kommentarer
    
    Træk af multikulturen, Frydenlund Skole

    Multikulturen koster på flere måder. Havde jeg stadig boet på Høgevej i det vestlige Århus, så ville mine børn være blevet ramt af den multikulturelle symptombehandling, der i Århus inkluderer skolelukninger, herunder af Frydenlund Skole. Tidligere på måneden kunne Jyllandsposten berette, at skolen var raseret af hærværk (6/1-09), og mon ikke gulstensbygningerne gradvist forfalder, så politikere en dag kan argumentere for nedrivning. Bygningerne var nu aldrig problemet.

    Fra artiklen (JPs foto-serie her).

    Den nedlagte Frydenlundskolen i Århus V er for 11. gang på et halvt år blevet udsat for hærværk. ”Fuck Politi”, ”Fuck Gellerup Perker” og ”Fuck Israel” er nogle af de slagord, der er blevet malet på skolens bygninger, vinduer og læskure mellem mandag eftermiddag og tirsdag morgen.

    Skolen i det vestlige Århus blev senest udsat for hærværk i december, da talrige ruder blev knust.

    Teknisk serviceleder Ove Mikkelsen vurderer, at det kommer til at koste mindst 50.000 kr. at udbedre denne uges graffitihærværk.”

    Jeg tog et smut forbi et par dage efter. Graffittien var omhyggeligt fjernet – ruderne var ikke udskiftede, det ville også være dumt at gøre før vinterferien.

    Oploadet Kl. 18:30 af Kim Møller — Direkte link8 kommentarer
    
    SUF: “Når vi laver noget sammen med AFA, så foregår det på et ikke-voldeligt grundlag.”

    Personligt mener jeg ikke VU skal gå i debat med erklærede nazister, men sådan i demokratisk henseende er det nok godt den pæne borgerlighed møder den voldsparate del af venstrefløjen. Fra Jyllandsposten – SUF: Nej til politisk vold, sådan da.

    “VU’s møde med nazister kritiseres af Socialistisk Ungdomsfront. SUF samarbejder selv med Antifascistisk Aktion.

    SUF, Socialistisk Ungdomsfront, har meldt sig i rækken af organisationer, der kritiserer VU Århus’ beslutning om at holde et debatmøde med en repræsentant fra nazistpartiet DNSB den 16. februar.

    Men SFU [må være SUF, Kim]samarbejder selv med den københavnske gruppe, Antifascistisk Aktion (AFA), der anerkender slagsmål og sabotage…

    SUF beskriver på sin hjemmeside AFA som »vores venner«, og de to organisationer har blandt andet samarbejdet om en demonstration i Salem, Sverige.

    Landsledelsesmedlem Magnus Skovrind ser ingen problemer i at kritisere VU for et debatmøde, når man selv samarbejder med AFA.

    »Når vi laver noget sammen med AFA, så foregår det på et ikke-voldeligt grundlag.«

    (Åboulevarden, Århus, d. 8. januar 2009)

    Opdate. Fra aarhus.dk – Militant gren til Århus (8/10-08).

    “‘Karl’ fra antifa, som bevægelsen kalder sig i Århus, fortalte tidligere på året, at: »Antifa har to formål: Oplysning og vold. Det er ikke for sjov. Det er flasker, sten, køller og hele lortet. Det er mennesker, der er parate til at slås.”

    Oploadet Kl. 14:40 af Kim Møller — Direkte link17 kommentarer
    
    Uffe Nielsen om ‘Retten til Palæstina’

    Læserbrev af en Uffe Nielsen i dagens Jyllandsposten.

    Retten til Palæstina
    Som svar til Karen Hansen (21/1) kan jeg oplyse, at der siden år 70 e. Kr. har boet arabere og jøder i Palæstina. Frem til det 4. århundrede var der store akademier, hvor den jerusalemiske Talmud blev til.

    I øvrigt har der boet jøder i Hebron uafbrudt fra før Josvas tid og til i dag. At araberne hævder deres ret til hele Mellemøsten som deres eksklusive ejendom er derfor at tilsidesætte et andet indfødt mellemøstligt folks historiske rettigheder fuldstændigt.

    I 1907 anslog den britiske konsul i Jerusalem antallet af jøder i Palæstina til 100.000 af en befolkning på 400.000, altså omkring 25 pct. Der var 300.000 arabere, men halvdelen af dem var omrejsende beduiner.

    Da de første zionister begyndte at opdyrke landet, virkede de forbedrede forhold tillokkende på de omkringboende folk, og der ankom flere hundrede tusinder arabere, som altså ikke var mere oprindelige end de indvandrede europæiske jøder.

    I 1947 var over 70 pct. af jorden statsejendom, og hvad der lå inden for den nye stats grænser i 1948, overgik legalt til Israel.

    Oploadet Kl. 14:20 af Kim Møller — Direkte link6 kommentarer
    Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

     

    Næste side »

    

     

    Vælg selv beløb



    Blogs


    Meta
    RSS 2.0
    Comments RSS 2.0
    Valid XHTML
    WP






    MediaCreeper