31. oktober 2010

Lone Nørgaard definerer danskhed

Kronik af Lone Nørgaard i Jyllandsposten – Det særligt danske.

“Der er én god ting ved, at landet stander i våde (læs: et norm- og dannelsestab af dimensioner i tæt parløb med en ukontrolleret indvandring, som også Dansk Folkeparti har givet op overfor): Aldrig har jeg og en række medborgere været så optagede af at indkredse vores værdigrundlag og indholdet i begreber som (ytrings)frihed, demokrati, tolerance, respekt, dannelse, dialog, menneskesyn og danskhed.

Jeg kæmper således dagligt for at være tolerant over for dem, der skærer sæderne op i mit S-tog. De har sikkert siddet skævt på potten. Jeg bokser med mit menneskesyn, som er ondt, fordi jeg vil have sat prop i kædetilvandringen og ikke vil betale fire mio. kr. om året for oppasning af en enkelt utilpasset ung – uanset etnisk oprindelse. Og jeg strider for at komme til klarhed i dybet af min sorte sjæl over, hvorfor jeg elsker Danmark og ikke f.eks. Pakistan og Rumænien. Det til trods for, at EU og Institut for Menneskerettigheder ingen lejlighed forspilder til at fortælle mig, at kun planter har rødder, og at en fremmed er en ven, jeg endnu ikke har mødt.

Begrebsafklaringer er ikke nemme, men det skal ikke forhindre mig i at prøve. Jeg vil i denne runde bakse med fænomenet danskhed. Jeg har nemlig en intuitiv fornemmelse af, at der kan tales om danskhed, hvor meget multikulturalisterne og globalisterne end for- og benægter det. Min fornemmelse er forankret i konkrete erindringer, sansninger og oplevelser, som involverer både krop og bevidsthed. Men fornemmelser og følelser er ikke argumenter. Jeg har derfor kastet mig ud i at udarbejde et udspil til et slags faktaark.”

Læs det hele.

Oploadet Kl. 15:40 af Kim Møller — Direkte link8 kommentarer
Arkiveret under:

“Surrender is not an option.. Fuck Lene E. Pia. K…”

Hærværk set på Fredensgade, på grænsen mellem Nørrebro og Østerbro.

Oploadet Kl. 14:35 af Kim Møller — Direkte link17 kommentarer

Ungdomshus’arer angriber politi og forbipasserende med sten- og flaskekast

Fra Døgnrapporten for Københavns Politi

Uorden ved ungdomshuset, Dortheavej
Torsdag den 28. oktober 2010 kl. 2054

Der indgik til politiet en anmeldelse om at 10-15 unge lavede uorden ved ungdomshuset og at der i forbindelse hermed blev kastet forskellige effekter mod forbipasserende borgere. Politiets patruljer traf 8 personer. Det var ikke umiddelbart muligt at fastlægge de antrufne på konkrete handlinger. De unge blev formanet om at forholde sig i ro.

Fra Jyllandsposten – Festdeltagere angreb politiet på Nørrebro.

“Politiet fik natten til søndag travlt med at anholde personer i forbindelse med en fest ved Nørrebros Runddel i København. I alt ni personer blev anholdt blandt andet for at kaste sten og flasker mod politiet samt vold mod betjent…

Ude foran en café i nærheden af det gamle Ungdomshus på Jagtvej 69 er omkring halvtreds mennesker samlet ude på gaden, og flere begynder at kaste sten og flasker mod politiet.

– Der i første omgang tre, der bliver anholdt, fordi de ikke vil følge vores anvisninger, og bagefter forsøger nogle andre at befri de anholdte, hvorfor de også bliver anholdt, siger den centrale efterforskningsleder…

Politiet får til sidst spredt forsamlingen og har nu anholdt ni personer i forbindelse med urolighederne.”

(Ungdomshuset på Dortheavej, klar til kamp; 7. september 2009)

Oploadet Kl. 12:28 af Kim Møller — Direkte link11 kommentarer


30. oktober 2010

Ekstra Bladet: Charlotte Johannsen ‘har kontakt til den voldelige del af venstrefløjen… Redox’

Det er godt der (trods alt) findes medier der ser hykleriet. Fra dagens udgave af Ekstra Bladet – Nazi-jægerens voldelige venner (ikke online).

Den 22-årige forfatter Charlotte Johannsen, der gik undercover i det nynazistiske miljø i Århus, har kontakt til den voldelige del af venstre-fløjen, nemlig research-kollektivet Redox. Det fortæller kilder i det ekstremistiske, venstreorienterede miljø til Ekstra Bladet.

Forleden fortalte Charlotte Johannsen til flere medier, hvordan højrefløjen tæver løs på venstrefløjens aktivister. Episoder, der også er skildret i hendes bog ‘ Forklædt som nazist’. Men knytnæverne sidder tilsyneladende også løst hos den ekstreme venstrefløj…

1. marts i år blev en ung mand varetægtsfængslet i en sag, der handler om vold mod højreorienterede, ulovlig registrering og dataindbrud.

Ifølge Ekstra Bladets oplysninger tilhører manden Redox – en gruppe, der har dedikeret deres liv til at holde øje med den yderste højrefløj og nynazister. Men Redox kædes af flere også sammen med det voldelige tæskehold, Antifascistisk Aktion (AFA).

Mere.

“Ekstra Bladet har forgæves forsøgt at få fat i Charlotte Johannsen, men hun ønsker kun at svare på e-mail.” (EB, 30. oktober 2010: Jeg kender ikke noget til AFA)

“Jeg kan slet ikke høre dig. Prøv at sige det en gang til. Hallo? En gang til?” (Ekstra Bladet, 30. oktober 2010: Jonas Jensen. Redox)

Oploadet Kl. 14:18 af Kim Møller — Direkte link32 kommentarer


29. oktober 2010

Nydansker på P1: I kan ikke tvinge mig til at bo med Jer, “der er forskel på vores tankegang”

Apropos på P1 har i denne uge Ghetto som overskrift, og tirsdagens udsendelse er værd at høre, hvis man stadig tror ghettoisering handler om socio-økonomiske forhold. Den interviewede var en 18-årige pige fra Gellerup, der selvom hun er født i Danmark, befandt sig mentalt i Libanon, og ikke så noget problem heri – segregation var et mål i sig selv.

  • 26/10-10 Apropos, P1 – Ghetto og identitet (interview med Iman Rabeh fra Gellerupparken).
  • Mikkel Krause, P1: Min gæst er Iman Rabeh, der er 18 år og har boet i Gellerupparken hele sit liv. Fortæl mig engang, hvordan synes du egentligt det har været, at bo i Gellerupparken.

    Iman Rabeh, Gellerup: Jamen Gellerupparken, det har været mit liv, det har været – alle mine venner, for alle steder i Gellerupparken, det er både gode minder og dårlige minder, men altså, jeg kan ikke flytte ud fra Gellerup.

    Mikkel Krause: Men hvad er det for værdier i det der nu bliver kaldt for en ghetto, som er vigtige for dig?

    Iman Rabeh: Jamen værdien er, at selskab, at vi alle sammen kan det samme sprog, som vi alle sammen snakker, at vi holder sammen, altså, min nabo – alle mine naboer er arabere, hvis de ikke er arabere, så er de libanesere, hvis de ikke er libanesere, så er de – vi har den der kærlighed til hinanden, at du er araber – jeg er araber, vi kan snakke sammen, vi kan diskutere det hele, vi kommer fra de andre lande.

    Mikkel Krause: Men hvad betyder det for dig, at komme fra netop Gellerupparken, altså at være Iman fra ghettoen, snarere end at være Iman fra Vejlby, eller hvor du ellers kunne komme fra.

    Iman Rabeh: Jamen, det betyder alt. Fordi hvis jeg flytter ind i et dansk kvarter, så ville det ikke betyde så meget for mig, fordi det at jeg kan sproget er en ting, men altså, danskere i det hele taget, de er ikke ligesom os, de – i alt, altså vi har forskellige traditioner, vi har forskellige – altså, vi er forskellige, og der er forskel på vores tankegang. Altså naboerne, hvis nu vi skulle låne nogle ting af naboerne, så gør vi det. Det er bare i det hele taget, i det hele, at du er araber, jeg er araber, vi giver nogle ting til hinanden, det er lige meget.

    Mikkel Krause: Du har ligefrem sagt, at hvis du en dag flytter ud af Gellerup, og du måske bliver tvunget til at flytte ud af Gellerup, fordi de river en boligblok ned, hvad ved jeg, så flytter du bare til en anden ghetto.
    De gør det fordi de bliver bedt om det store.

    Iman Rabeh: Ja, præcist. Jeg flytter til en anden ghetto.

    Mikkel Krause: Men hvorfor egentligt det?

    Iman Rabeh: Altså fordi, at jeg kan ikke – jeg har levet hele mit liv med, altså lad os spørge på en anden måde – hvorfor tager vi til Libanon hvert år. Det har jeg ikke gjort, men altså, jeg har været der de sidste to år. Men alle andre, hvorfor bruger de de hundrede tusinder kroner på at tage til Libanon hvert år, hvorfor mon. For den snak, den, sådan som de sidder med hinanden, for at høre sproget, for at høre, for at sige, at det her er mit , man har den der gode følelse, at det her det er mig. Det er mit! Det er her jeg kan sætte mig ind.

    Mikkel Krause: Men hvis du nu går på gaden klokken tre om natten, det ved jeg ikke om du nogensinde gør, men hvor ville du så føle dig mest tryg. Inde i Århus eller ude i Gellerupparken?

    Iman Rabeh: I ‘Getten’, i Gellerupparken. Fordi alle kender hinanden, der er ingen der tør gøre noget ved hinanden. Men hvis jeg går i et dansk kvarter eller noget, så ville jeg være utryg eller bange.

    Mikkel Krause: Nu kunne man sige, at noget af det, der har været talt rigtigt meget om, her i den forløbne tid under ghetto-debatten, det er at ghettoerne fungerer som sådan en slags parallelsamfund, nogle lukkede områder. Det du siger her, det billede du tegner, bekræfter det ikke lidt den påstand.

    Iman Rabeh: Det kan godt være, men nej – alle danskerne er velkommen til at komme til Gellerup og bo der, og være sammen med os, men altså, hvis jeg går alene for eksempel der, så vil der ikke, så er jeg 100 procent sikker på, at der ikke ville blive lagt en finger på mig, eller stjålet en taske, eller stjålet en cykel for eksempel, fordi jeg er fra ‘dem’. Altså vi kender alle sammen hinanden, det vil de ikke kunne gøre.

    Mikkel Krause: Dine forældre, hvor stor kontakt har dine forældre haft til danskere udenfor ghettoen, eller for den sags skyld til danskere i Gellerupparken, og til det danske samfund op igennem din opvækst.

    Iman Rabeh: Ingen kontakter. De har ikke haft, de har ikke nogen danske venner, de har heller ikke nogle fællesskaber så de har kun skolerne, når de bliver inviteret til skolefester, så gør de det for min brors eller min søsters skyld. Altså, whatever. Eller kommunen, de har kontakter med kommunen og det, de har ikke nogen fælles venskab med danskere, som, for eksempel hvis en dansker siger til min mor, ’skal vi ikke gå ud i byen i dag?’, så tænker min mor, ‘du er helt galt på den – skal jeg gå ud i byen om aftenen, og gå ind og spise eller gøre så’en’. Altså det gør jeg med min familie, det gør jeg ikke med mine venner.’ Eller tage i svømmehallen for eksempel, det kunne de aldrig finde på, og tænke. Altså problemet er at forældrene de har den tanke for tusind år, for generationer af år siden, for vores for-for-forfædre. De kører den der tradition, og danskerne de kører selvfølgelig deres kultur.

    Mikkel Krause: Men hvad har det betydet for dine forældres forhold til det danske samfund. At de altså ikke har haft den forankring her, og ikke har haft så stor berøring med danskere.

    Iman Rabeh: Det har betydet, at de ikke kan forstå os, der er født her, og opvokset her. Jamen, hvis jeg siger til min mor, at jeg skal ud med min veninde klokken seks om aftenen, vi skal bare ind og spise, eller vi skal ind i biografen, så ville de ike forstå det, fordi hun har jo den der tankegang, at det her ville jeg aldrig kunne finde på at gøre, med mindre jeg går ud med min familie og spise, så ville det være noget helt andet. Men når jeg siger det, så forstår hun ikke mig. Altså jeg skal ikke ind og lave noget der er forkert, jeg skal bare ind og spise noget mad, og gå ind i biografen.

    Mikkel Krause: Så de er altså meget stor forskel på dine forældres kontakt til det danske samfund, og deres måde at omgås andre mennesker på. Og så din egen kontakt.

    Iman Rabeh: Ja, det er der – meget.

    Mikkel Krause: En af de løsninger på ghetto-problemet politikerne taler om, det er at opløse ghettoerne ved at tvinge folk til at blande sig mere. Altså at flere danskere skal flytte ind, for eksempel i Gellerupparken, og flere indvandrere ud i samfundet ude omkring. Hvad vil det betyde for dig og din familie?

    Iman Rabeh: Det kan vi ikke, ligesom du og jeg og dem ikke kan bestemme hvor vi vil bo henne, så kan vi også bestemme selv. Der er ikke nogen der kan tvinge en anden til at flytte ud.

    Mikkel Krause: Hvad vil du gøre hvis de prøver?

    Iman Rabeh: Jamen, hvis de prøver, så vil jeg gøre oprør – Hvor er den der ytringsfrihed i snakker om, hvor er det hele i det hele taget. Jeg bestemmer selv hvor jeg skal bo. Som du bestemmer selv. Fint, vil du have mig til at bo, vil du tvinge mig til at bo med danskere, så vil jeg gerne bo sammen med dig Pia Kjærsgaard, for eksempel.

    Mikkel Krause: Der er også en anden løsning som der tales meget om, det er at rive nogle af blokkene i Gellerupparken ned. Hvad tænker du om sådan en løsning?

    Iman Rabeh: Overhovedet ikke. Det er en forkert løsning. I kan bygge noget op i stedet for at rive noget ned. I kan gøre det til et pænere sted, men hvorfor skulle I rive noget ned. Det er der ingen grund til.

    Mikkel Krause: Du skal have mange tak for at du kom her, Iman Rabeh.

    Iman Rabeh: Tak for invitationen.

    
    Sociolog Henrik Dahl om en ældre forfatter i en af “Mobuto Sese Sekos aflagte uniformer”

    Jeg har hørt Henrik Dahl live, og han lød til at være en sympatisk person med kloge pointer. Klart Suzanne Brøgger foragter ham, og en mand der vil fjerne kunststøtten må da også være nazist, mindst. Vi glemmer et øjeblik, at initiativtageren til kunststøtte i regi af Statens Kunstfond var Ole Wivel, litteraten der er i digtform lovpriste den tyske nationalsocialisme.

    Sublimt indlæg af Henrik Dahl på Kommunikationsforum – Hvem er smukkest i landet her.

    “Injurier? Nej, fiktion! Sådan slipper forfatteren Suzanne Brøgger åbenbart let fra at sammenligne mig med Goebbels. Hendes stil afprøves her i en novelle om en falmet hattedame.

    Da jeg var ung, var Suzanne Brøgger (f. 1944) en meget feteret kendis i de cirkler, jeg færdedes. Man lagde mærke til hendes udtalelser og diskuterede dem alvorligt. I dag er der næppe mange under halvtreds, der interesserer sig for hende.

    Ikke desto mindre er hun igen på den offentlige dagsorden. Søndag den 24. oktober var hun på forsiden af Ekstra Bladet med overskriften ”En ond sladderkælling”, og det var blot den foreløbige kulmination på en debat, der begyndte få dage efter, hendes bog Jeg har set den gamle verden forsvinde – hvor er mine øreringe? udkom 7. oktober.

    Et overblik over debatten kan man få her, og man kan også forsøge at fremskaffe Bo Bjørnvigs Blæksprutten fra Weekendavisen bøger den 15. oktober. Det springende punkt i begge oversigtsartikler er: går det an at tilsvine og injuriere folk – og fralægge sig ethvert ansvar ved at påberåbe sig, at det skrevne er fiktion (skønt der ikke står ”roman” eller ”fiktion” noget sted på bogen)? Hverken Brøgger eller hendes forlag Gyldendal er i tvivl, som man kan se her. Brøgger er ansvarsfri, og fiktion betyder ikke noget.

    Jeg ville nok have været lige så ligeglad som resten af befolkningen, hvis jeg ikke havde fået bogen foræret af Suzanne Brøgger… jeg skyndte mig at læse bogen, og ganske rigtigt: fra side 165 til side 174 skriver bogens jeg (som ifølge denne artikel ikke er Suzanne Brøgger, og intet har med hende at gøre) en hel del om sociologen Henrik Dahl. Og han er altså ikke en litterær konstruktion (jo; en lillebitte smule), men mig, så at sige.

    Det, bogens jeg har at sige om mit virkelige mig, er blandt andet, at mine synspunkter er ”en Goebbels værdig” (side 167). Det synes jeg ærlig talt er skrapt. Goebbels var nazist. Der er jeg ikke. Goebbels var (tysk) nationalist. Det er jeg ikke. Goebbels var tilhænger af statskontrol med kunsten. Det er jeg ikke. Goebbels var tilhænger af Berufsverbot til de kunstnere, han ikke kunne lide. Det er jeg ikke. Goebbels hadede moderne, international kunst. Det gør jeg ikke. Og så var Goebbels bare et dumt svin i al almindelighed og ville uden tvivl være blevet dødsdømt i Nürnberg, hvis han ikke havde begået selvmord inden krigen sluttede. Det kan godt være, jeg ikke er et perfekt menneske – men der er verdener til forskel på ham og mig.

    Både min advokat og min forlægger (det er ironisk nok den samme, som udgiver Suzanne Brøggers bøger) siger, at det må jeg bare finde mig i. Advokaten fortæller, at det er for dyrt at sagsøge, og at det næppe vil bære frugt. Min forlægger siger, at Suzanne Brøggers injurier – sådan opfatter jeg dem – står i et fiktionsværk. Så må jeg bare tåle dem. ”En romanperson [kan] godt sige nogle ting, som forfatteren ikke står inde for”.

    Godt så.”

    Kommentaren efterfølges af en lille novelle, der har sit omdrejningspunkt omkring en bog af en Suzanne Brögger.

    (Suzanne Brögger, fiktiv forfatter & Mobuto Sese Seko, faktiv diktator)

    “Uden på bogen var et billede af Karl Lagerfeld i drag. Mærkeligt. Jeg så nærmere på det. Nej. Det var en gammel dame. Hun var iført en af Mobuto Sese Sekos aflagte uniformer, men havde valgt en anden hovedbeklædning. Den fik hende til at ligne en statist i en film, der skal forestille at foregå i kreative cirkler i New York. Susanne Brögger stod der uden på bogen. Kunne det være hende?” (Hvem er smukkest i landet her?; Henrik Dahl, 2010)

    Oploadet Kl. 14:29 af Kim Møller — Direkte link20 kommentarer
    
    Mathilde Walther Clark i Metroxpress: “Måske var det noget for DF at give Jonni H. en tjans?”

    En forfatter ingen læser i Danmarks mest læste avis. Grotesk klumme af Mathilde Walther Clark i dagens Metroxpress – Frisk ung mand søger job.

    “Jeg har engang haft Jonni Hansens gamle telefonnummer. Jeg var lige flyttet ind i en ny lejlighed og havde ikke tænkt på at spørge KTAS, som det hed dengang, hvem der ­mons­tro havde haft mit nye nummer før.

    Det første par uger undrede det mig selvfølgelig, hvorfor alle disse 9.-klasser og deres historielærere ringede for at stille alle mulige spørgsmål. Men ikke før jeg fik en ung, handicappet fyr i røret, gik det egentlig op for mig, hvem nummeret havde tilhørt. Fyren sad i kørestol og var temmelig ensom og var … jeg tror, jeg vil kalde det hobbynazist…

    I starten var han så normal, som man nu bliver, hvis man ringer for at hyggesludre med Jonni Hansen…

    Nu har Jonni Hansen så valgt at forlade posten som formand for nazisterne. Ikke fordi han er kommet på bedre tanker, men ‘af personlige grunde’. Han er vel blevet træt i armen. Nu vil han gerne have ‘et almindelig arbejde’, som han siger. Af en eller anden grund har han svært ved at få ansættelse nogen steder.

    På nazisternes hjemmeside kritiserer de DF for ikke – som dem selv – at sige tingene ligeud. Måske var det noget for DF at give Jonni H. en tjans? Det ville da give et signal om, at de er glade for diversitet. Var det ikke noget, Jesper Langballe, med sådan en frisk ung mand, der siger tingene ligeud?

    (Mathilde Walther Clark og Suzanne Brøgger; I syv sind, Univers på DR2, 2009)

    Oploadet Kl. 05:57 af Kim Møller — Direkte link27 kommentarer
    

    28. oktober 2010

    Socialist forklædt som nationalsocialist – lidt af det medierne ikke fortæller

    Da en kommentator her på Uriasposten mandag eftermiddag skrev, at ‘han’ to gange var blevet overfaldet af White Pride på grund af sit hår, der var “lidt længere… end gennemsnittet”, så bad jeg rutinemæssigt om flere oplysninger relateret til tid og sted. Da det var en førstegangskommentator var jeg selvfølgelig lidt mistroisk, og jeg har da heller ikke fået svar, her tre dage efter. Se evt. #26.

    Jeg gravede lidt i kommentaren, og fandt hurtigt frem til identiteten på afsenderen – en Sophie E. (fuld navn haves). Jeg tvivler på White Pride overfalder piger med lidt for langt hår, og kommentaren understreger vigtigheden, af at holde tungen lige i munden i de her sager. Mange har interesse i disinformation.

    Redox-historien og Charlotte Johannsens bog breakede søndag aften i den bedste sendetid, og sidehistorierne har kørt lige siden. En misbrugskonsulent der muligvis tog kokain (DR Online), nazister der rekrutterer på Århus Stadion (Information), højreekstremister der er ansat i Forsvaret (DR Online) og sådan kan Redox stille og rolig mainstream-legitimere sig selv, trods verserende retsag om systematisk vold mod deres politiske modpart. Vage beskyldninger mod konsulenten fik medierne til at bringe hans fulde navn, omvendt – har de sigtede Redox/AFA-militantes navne endnu ikke været nævnt i de danske medier. De dobbelte standarder er indlysende.

    Der er meget der lugter i sagen om Charlotte Johannsen. Hun fremstillede sig selv i 21 Søndag som upolitisk, men i et interview med Information fortælles det, at hun “omdekorerer sit værelse, så der ikke længere hænger venstreorienterede citater og collager på væggene”, hun fortæller at hun “altid har følt sig venstreorienteret” (BT), og i kapitlet der kan læses på Information, erkender hun ligefrem, at hun i 2005 var “medlem af Rød Ungdom” (s. 15). Ungdomsorganisation for det stalin-tro kommunistparti DKP-ML.

    I bogen fortæller Charlotte Johannsen, at hun besluttede sig for at afsløre White Pride efter et overfald på hendes ven ‘Oliver’ under Århus Festuge i september 2007. Af uddraget på Politiken.dk, fremgår det, at han var tilknyttet Huset, en århusiansk pendant til Ungdomshuset. Der sætter han hende i august 2008 i kontakt med ‘Sigrid’, der her, i lighed med ‘Oliver’ var meget aktiv. Hun sætter hende i kontakt med ‘Peter’ fra venstreradikale Redox.

    Selve infiltrationen fandt først sted den 1. november 2008, to dage efter politiet ved en razzia i Huset havde fundet et større våbenlager bestående af en kniv og 19 slagvåben. Man kan roligt gå ud fra, at både ‘Oliver’ og ‘Sigrid’ må have vidst hvad der foregik i Huset, og logikken siger, at Charlotte Johannsen også var bekendt med venstrefløjens militans.

    Fløjkampen har tydeligvis to aktører – højreradikale White Pride og deres venstreradikale modpart i Huset. Læs eventuelt Jyllands-Postens tema om samme fra august 2008: På rejse ind i ekstremismen.

    Konkret om overfaldet på ’Oliver’ fortæller Charlotte Johannsen…

    “Sidst på aftenen var de kommet gående hen ad Hallssti, som er en dårlig oplyst sti, der løber langs skinnerne ved Banegården… Oliver nåede ikke at tænke mere over det, før en gruppe på omkring 15 mænd overfaldt dem bagfra. Flasker og spark røg ud af mørket. De løb alt, hvad de kunne, men en af dem blev sparket, så han faldt om på asfalten.

    Oliver løb tilbage og forsøgte at hjælpe ham, med det resultat at han selv blev væltet omkuld på stien. De sparkede ham i ansigtet og maven. Til sidst mistede han bevidstheden, og da han vågnede igen, var overfaldsmændene væk, og der var helt stille. De to venner var indsmurt i blod og humpede op på gaden for at komme på skadestuen.

    I bogen beklager Charlotte Johannsen sig over, at ingen blev anholdt. Herunder samme udlægning af overfaldet fra ellers sympatiserende Århus Stiftstidende, 10. september 2007.

    “Politiet ledte omkring midnat efter seks personer, der af vidner blev beskrevet som White Pride typer – altså højreorienterede ballademagere. Første anmeldelse kom fra Halls Sti i midtbyen fra deltagere i en hippiefest, lød meldingen til politiet. En blev overfaldet. Da politiet ankom, ønskede manden, som skulle være blevet overfaldet, dog ikke at tale med ordensmagtens repræsentanter.”

    To væsensforskellige udlægninger, hvad minder mig om en sag fra Odense i september 2004, hvor den venstreorienterede Cafe Zekes fik smadret nogle ruder efter en demonstration vendt mod højrefløjen. Den officielle pressemeddelelse fra Cafe Zekes.

    “Om aftenen ved 21-tiden dukkede de op ved den antifascistiske café Zekés i Odense Centrum og smadrede adskillige ruder med diverse kasteskyts. Der var ingen i caféen og ingen kom til skade. To biler med nazister, der lavede “sieg heil”-hilsenen blev set køre fra stedet.”

    Ingen var i cafeen, men alligevel konstateres det, at to biler med heilende nazister kørte fra stedet. I mine notater om sagen, har jeg en beretning fra et øjenvidne, der fulgte seancen umiddelbart efter episoden, og hun giver en noget anden udlægning. Hun så ikke to bilfulde, men to personer løbe fra stedet. De var forfulgt af to formodede venstreorienterede, den ene bevæbnet med en kølle.

    Igen, to vidt forskellige udlægninger.

    (Baggårdshuset på Store Glasvej, hvor Cafe Zekes lå på førstesalen fra 2003 til 2005)

    Cafe Zekes blev grundlagt af Fynske Antifascister (FAF) og Rebel-Odense i år 2000. Førstnævnte er lokalafdeling for erklærede militante Antifascistisk Aktion (AFA), og sidstnævnte er forløberen for Socialistisk Ungdomsfront (SUF), og de to havde base i Cafeen en række år derefter. AFA rekrutterer traditionelt fra SUF, så samarbejdet giver god mening.

    Tjekker man SUF’s medlemsblad Blomster & Barrikader, så vil man se, at kontaktpersonen for SUF Odense på tidspunktet for konfrontationen var Charlotte Johannsens ghostwriter Marchel Neel Gjertsen.

    (Blomster & Barikader, Nr. 27, september 2004; Forside, s. 17)

    Bemærk grafikken herunder fra samme nummer af Blomster & Barrikader. Den viser tre vers fra en sang lavet af ungsocialister under SUF’s sommerlejr 2004. Nazister skal smadres med flasker; alle nazister; fordi de er nazister.

    (Blomster & Barikader, Nr. 27, september 2004; s. 7)

    Sammenlign verset med en af bogens store afsløringer, her citeret fra mandagens udgave af Århus Stiftstidende – Helt unge på nazikurs var det mest skræmmende (ikke online, se evt. video herunder).

    “… Omkring spisebordet, hvor de tomme ølflasker efterhånden fylder godt op, sidder otte 15-16 årige drenge og heiler i takt og synger med på de racistiske og voldsforherligende sange. Bagefter synger de deres egne sange -om »Lasse « -en ung venstreorienteret i Århus -»der skal dø«.

    (Århus Stiftstidende, 24. oktober 2010: Svømmer afslører White Pride indefra)

    Lasse, der omtales i bogen som den der blev truet på livet af unge højreradikale, er identisk med Lasse Poelmann, der ikke er en tilfældig ung venstreorienteret, men hardliner fra Jyske Antifascister (JAF, Århus BZ), der har været en aktiv del af gadevolden i flere år. I 2008 blev han dømt for trusler mod 28 personer, herunder flere rettet mod kendte højreradikale fra White Pride. Man kan få en fornemmelse af hans person på youtube, hvor han aggressivt konfronterer en fotograf.

    (Lasse Poelmann, 2. fra højre; DR, 24/10-10: Undercover-agent undersøger nazister)

    Anden sag fra 2008.

    “»Nu dør du,« lød det truende tilråb, da en højreorienteret århusianer i går blev antastet og forfulgt på åben gade.” (Jyllandsposten, 2. oktober 2008: Dødstrusler mod højreorienteret)

    Oploadet Kl. 16:40 af Kim Møller — Direkte link18 kommentarer
    
    Yderliggående islamistisk ekstremist vandt injuriesag mod Karen Jespersen

    Metroxpress kunne igår med Ritzaus Bureau som kilde, fortælle, at Karen Jespersen var blevet dømt for injurier. Notitsen fortæller, at Karen Jespersen uretmæssigt har påstået, at talsmanden for Muslimernes Fællesråd gik ind for stening.

    Karen Jespersen dømt
    Tidligere velfærdsminister Karen Jensen gik over stregen. Det står klart, efter at Københavns Byret i går afgjorde, at Venstre-politikeren intet grundlag har for at påstå, at talsmanden for Muslimernes Fællesråd går ind for stening.

    Det var ikke desto mindre, hvad Karen Jespersen gjorde for halvandet år siden i forbindelse med hendes kritik af, at Københavns Kommune samarbejdede med Muslimernes Fællesråd om udarbejdelsen af undervisningsmateriale om ekstremisme.

    Sagen er noget mere speget end som så. Her lidt fra Berlingske Tidende – »Jeg har ikke sagt han går ind for stening«.

    “Jespersen har nu fået byrettens ord for, at det ikke er injurierende at kalde talsmanden for Muslimernes Fællesråd, Butt Hussain, for ekstremist. Den del af anklagen har Hussain ikke fået medhold i…. Sætningen… stod i Berlingske Tidende den 20. februar 2009:

    »For mig handler det her primært om, at jeg er kritisk i forhold til en organisation, der er repræsenteret af personer, som går ind for stening og undertrykkelse af kvinder. Det er sådan, jeg forstår ekstremisme,« fastslår hun [Karen Jespersen].

    … Dommeren mener, at set i en bredere sammenhæng kan sætningen opfattes som et udsagn om Butt Hussain. Få linjer over den ifølge dommen injurierende sætning i artiklen står følgende afsnit:

    Mandag anklagede partifællen Eyvind Vesselbo Karen Jespersen for at vrøvle, når hun kalder Muslimernes Fællesråd for ekstremistisk. Et af hans kritikpunkter er, at der er tale om en paraplyorganisation, som repræsenterer mange forskellige organisationer. Men »det har Vesselbo helt misforstået,« fastslår hun: »Jeg har faktisk gjort mig meget umage med at sige, at det er nogle fremtrædende repræsentanter for organisationen, som jeg kritiserer. Her tænker jeg primært på Abdul Wahid Petersen og Zubair Butt Hussain, som ikke har villet tage afstand fra stening,« siger ministeren.”

    Mere.

  • 10/2-10 Kristeligt Dagblad – Kendt muslim føler sig krænket af DF.
  • “Zubair Butt Hussain føler sig brændemærket og krænket af Dansk Folkeparti, som i en pressemeddelelse omtaler ham og en anden repræsentant for foreningen Muslimernes Fællesråd, Abdul Wahid Pedersen, som “yderliggående islamister”.”

    Oploadet Kl. 14:55 af Kim Møller — Direkte link28 kommentarer
    

    27. oktober 2010

    Patient på Næstved Sygehus blev chikaneret, efter hun bad om ikke tørklædeklædt læge

    Førstehåndsberetning af en Britt Valentin på SIADs blog – Nej til tørklæde på sygehus udløser grov psykisk chikane.

    “Vi bliver derefter bedt om at sætte os i opholdsstuen, og vente på den læge der skal undersøge og indlægge os. Det bliver ved denne lejlighed at jeg for første gang i mit liv står ansigt til ansigt med et dilemma jeg helst ville undgå, men nok forventede jeg ville støde på før eller siden – en kvinde med et religiøst tørklæde…

    Lægen er ganske sikkert et godt menneske, der behandler sine patienter pænt, men idet hun har valgt at bære et symbol der viser: at hun (frem for alt andet) er muslim, er jeg alligevel ikke tryg ved situationen. Tørklædet har ingen praktisk funktion i hendes job som læge, men har udelukkende til formål at proklamere hendes religiøse og idiologiske ståsted. Det er et symbol der (for mig, og mange andre) i bedste fald står for had, undertrykkelse og intolerance, og jeg mener hverken at der er noget odiøst, eller ekstremt i at jeg siger fra på det grundlag, (jeg ville jo heller aldrig gå med til at blive undersøgt at en læge med et swastika hængende om halsen).

    Så jeg beder pænt om at få lov til tale med en anden læge, idet jeg regner med at man trods alt kan vælge. Der tager jeg fejl, og det skulle imidlertidigt hurtigt vise sig, at jeg med min simple forespørgsel, åbenbart havde vækket en volsom vrede – jeg fra nu af skulle komme til at mærke på både krop og sjæl.

    Der kommer så en læge ned for at tale med mig. Dette er overlæge Thomas Filtenborg, der overhovedet ikke vil høre på hvad jeg siger. Han er tydeligt ophidset, og giver mig et ultimatum: Enten lader jeg mig undersøge af denne læge, ellers vil de ganske enkelt ikke operere mig. (Han pointerer desuden.. at de skam har en anden læge der kunne undersøge mig – men at de af princip ikke kunne drømme om at efterkomme sådan et ønske).

    Jeg bliver meget overrasket over den skarpe reaktion, og vælger lidt fortumlet alligevel at lade mig indlægge af denne Mona Ahmed. Jeg har jo ikke noget valg, og for mig er det bare endnu et kedeligt bevis på den islamisering der finder sted overalt. Mennesker der ikke accepterer den ideologi, er altså nu heller ikke er velkommen på et offentligt sygehus mere…

    Næste morgen (på selve operationsdagen) får jeg hilst på en Andrea Strands som skal være min kontaktperson (en man kan gå til hvis man er bekymret, eller har et problem), og jeg fortæller hende selvfølgelig om det ultimatum jeg blev stillet over for dagen før, og… inden jeg når at sige mere, siger hun at jeg er racist! og spørger om jeg så heller ikke vil behandles af hende, fordi hun er tysker?

    Min fornemmelse er, at hun bare ventede på at kunne fyre racisme-kortet af, og jeg begynder at blive bange. Jeg er tydeligvis ilde set, og der vil tilsyneladende blive gjort alt for at vise mig det.

    En time efter møder de pludselig 4 mand høj op på min stue, (min kontaktperson Andrea Strands, en sygeplejerske, endnu en tørklædebærende læge, samt afdelingssygeplejerske Hanne Madsen). Jeg ved ikke om det er ment som en trussel, men de understreger helt umotiveret som det første at jeg “risikerer” at den muslimske læge her også skal bistå ved min operation. Den muslimske læge begynder samtidigt at ville have en diskussion med mig om sin tro, men afdelingssygeplejersken bryder ind og siger, at jeg ganske enkelt ikke vil blive opereret, medmindre jeg samtykker, og siger at jeg IKKE føler mig truet af dem.

    Men det er jo lige det de gør, de er så aggressive og det hele er så uforståeligt og ubehageligt, at jeg bryder grædende sammen… Jeg følte mig fuldstændigt som i klørerne på mennesker, der åbenbart mente de havde grund til at hade mig.

    Oploadet Kl. 14:13 af Kim Møller — Direkte link143 kommentarer
    Arkiveret under:
    Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

     

    Næste side »

    

     

    Vælg selv beløb



    Blogs


    Meta
    RSS 2.0
    Comments RSS 2.0
    Valid XHTML
    WP






    MediaCreeper