30. september 2011

Boligkaravanens besættelse af Østbanegården (1979) – om Fronthuset og SF’s Jørgen Skov

Enhedslisten opstod i 1989 på en base af kuldsejlede marxister med et aktivistisk venstreradikalt bagland, og som sådan kan det ikke undre, at mange af de toneangivende på nutidens venstrefløj har en problematisk fortid.

Det gælder eksempelvis den tidligere ‘Anarko-syndikalist’ Keld Hvalsø Nedergaard, der fra 2002 til 2009 sad i byrådet i Århus for Enhedslisten. I sine yngre dage deltog han i tyske BZ-manifestationer, og var ligesom den tidligere DKP-ML’er og nuværende SF’er Matthias Tesfaye, aktiv på gadeplan i kampen mod privatiseringer.

I sine ungdomsår i 1980’erne kom Hvalsø Nedergaard på Fronthuset i Mejlgade (Kulturgyngen), og kunne her have mødt Viggo Jonassen, der ved kommunevalget i 2009, var nummer 3 på Enhedslistens kandidatliste i Århus. Allerede som student var han medlem af Venstresocialisterne, og blot fem år før han fik sit lektorat, var han som aktivist i Studenterfronten med til at besætte en administrationsbygning på Århus Universitetet i forbindelse med et Rektorvalg.

Studenterfronten og den senere Fagkritisk Front udmøntede sig i købet af Fronthuset, der gav byens venstrefløj en base, der først og fremmest skulle samle og koordinere marxistiske studerendes modstand mod det der blev betegnet som ‘den borgerlige videnskab’. Blandt brugerne de første år var der selvfølgelig de mere ortodokse (Kommunistiske Studenter, Forbundet Socialister, Kommunistisk Arbejderparti, Venstresocialisterne), men også en broget flok anarkister og BZ’ere.

Blandt de sidste tilhørte Boligkaravanen, der tilbage i 1979-80 i protest mod boligmangel besatte tomme bygninger. I gruppen var der som i Fronthuset i øvrigt adskillige militante, og Boligkaravanen opsamlede flere fra kredsen omkring Gustav Bunzel. En trotskistisk historiker der dengang tilhørte arbejderklassens intelligensia, men symptomatisk for venstrefløjen, nogle år senere var medstifter af SABAE- ‘Sammenslutningen af Bevidst Arbejdssky Elementer’.

Den 13. september 1979 nåede Boligkaravanen sit klimaks. De havde besat Østbanegården, og på gaden foran dannede de kæde, for at undgå DSB under politiets beskyttelse kunne lukke for gas og vand. Syv endte på skadestuen, og Boligkaravanen udgav efterfølgende et langt anklageskrift mod Århus Politi. Blandt vidnerne var Enhedslistens Viggo Jonassen, der kom op af skændtes med betjente, da han insisterede på at tale med ‘bekendte’ i den besatte ejendom.

Blandt underskriverne af fællesklagen over politiets adfærd, figurerede blandt andet Inger Rasmussen og Lars Jensen, to der omtales ved navn i PET-Kommissionens store rapport. Den første for at have en relation til Den Socialistiske Befrielseshær (DSB-gruppen), der året efter stod for flere brandattentater, blandt andet mod Erik Christensens privatbolig – politimesteren der afviste Boligkaravanens klage.

Lars Nielsen var af PET mistænkt for på en rejse til Vest-Berlin, at skulle mødes med Rote Armee Fraktion. Ingen blev dømt, men det var PET’s tese, at DSB-gruppen var en prøveballon for Blekingegadebanden.

Blandt ‘ofrene’ for det Boligkaravanen betragtede som politivold var Jørgen Skov Larsen, identisk med Jørgen Skov, der fra 1993 til 2004 sad i byrådet for Socialistisk Folkeparti, og som indtil tidligere på året var kendt som chef for Bazar Vest, ansat af Olav De Linde.

I 1979 var De Linde-koncernen et symbol for kapitalismen, og Boligkaravanen besatte flere af De Lindes ejendomme, blandt andet ’spekulationsejendommen’ Frederik Allé 112 og den ‘fupmoderniserede’ Graven 14. Fra Boligkaravanens sang om Bolighajerne i Århus By.

“Vi sidder her i Lindes gård
og kigger lidt på stadsen,
om ikke alt for mange år,
så krakalerer kassen.
For bolighajens liv er kort,
så derfor bygger han no’et lort.”

Jørgen Skov og besættelsen af Østbanegården, 13. september 1979.

(SF’s Jørgen Skov; Østbanegården D. 13 Sep., Tom Bolig, 1979, s. 87)

“Fire af os blev lænket til vejskilte i 20-25 minutter. Vi stod tre ved det samme vejskilt. Det lykkedes på et tidspunkt Susie at få den ene hånd ud af håndjernet. Dette blev dog hurtigt opdaget. Betjenten strammede derefter håndjernet så meget på både Susie og Finn, at deres hænder blev blå… Jønne, som stod lænket til en anden stander, ca. tre meter borte, blev øjensynligt truet af den betjent, der stod ved siden af ham. Betjenten… havde handsker på, og han holdt med sin venstre hånd om sin knyttede højre hånd, mens han et par gange stødte sin højre albue ind i maven på Jønne. Samtidig sagde han noget, som åbenbart gjorde Jønne bange. Det fremgik tydeligt af hans ansigtstræk.” (Jan Christensen, Boligkaravanen; Ibid. s. 85)

(SF’s Jørgen Skov; Østbanegården D. 13 Sep., Tom Bolig, 1979, s. 87)

(SF’s Jørgen Skov; Østbanegården D. 13 Sep., Tom Bolig, 1979, s. 51)

Jeg ønsker hermed at klage til lokalnævnet over politiets anvendelse af det såkaldte blokadegreb på mig, samt deres overdrevne voldsanvendelse: slag og spark i nyrerne, rykken i håret… En betjent, som bar sorte læderhandsker… stod bag mig, da jeg sad i kæde på fortovet. Han tog fat med begge hænder op under mine kæber og slæbte mig omkring 3 meter hen ad fortovet. Jeg var på grund af smerten ikke i stand til at løsne hans greb om min hals. og han kunne uhindret trække mig baglæns. Da vi befandt os nogle meter fra gruppen sparkede han mig i nyrerne og ryggen, det han med den ene hånd holdt mig fast i håret. Det medførte store smerter i ryggen…” (Jørgen Skov; Østbanegården D. 13 Sep., Tom Bolig, 1979, s. 65)

Oploadet Kl. 14:31 af Kim Møller — Direkte link9 kommentarer


29. september 2011

SF’ere forsvarer strategi: Udlændingedebat ville blot rykke vælgere over midten til blå blok

En ansvarlig udlændingepolitik bliver aldrig hjerteblod for rød blok, men det er trods alt rart, at S & SF politisk set, ikke er helt tonedøve. SF’s Astrid Krag og Ida Auken svarer Rune Engelbreth Larsen i Politiken – SF: Udlændingepolitikken kunne have kostet os valgsejren.

“Den skræmmende og oversete virkelighed er den, at efter tre ugers valgkamp stod hele den røde blok markant svækket.

Scenariet fra 2005 og 2007 var uhyggeligt tæt på at gentage sig. 0,3 procent, sølle to mandater, så var flertallet ikke rykket til fordel for forandring og afsked med Pia Kjærsgaard og Løkke. Og så kunne de radikale og Enhedslisten have lunet sig gevaldigt ved den flotte mandatfremgang og intet at bruge den til, ligesom SF i 2007.

Engelbreth hævder, at det er et længerevarende ryk på værdipolitikken fra de radikale og Enhedslisten, der har forskubbet flertallet fra rød til blå blok. Et udsagn baseret på Engelbreths forfejlede forståelse, at udlændingepolitikken er og bør være udgangspunkt for alle politiske kampe i Danmark.

Men faktum er, at den uge, hvor udlændingepolitikken fyldte medierne, samtidig var den uge, hvor vælgerne rykkede tilbage over midten til blå blok. Og det var ikke, fordi der ikke kunne ses forskel på S-SF og den blå blok. Nej, systematisk blev alle de steder, hvor vi de sidste fire år har sagt ’nok er nok’ hevet frem af VKO og smidt på forsiderne af især Jyllands-Posten.

Og mens de borgerlige kunne tampe løs på gammelkendte travere om de vidtåbne grænser og opholdstilladelserne, der med en ny regering ville kunne trækkes i en automat – ja, så gjorde stemmer som Engelbreth, hvad de kunne for at bekræfte det billede ved at kritisere de langt mere rimelige regler, som SF og S står fast på.

Danskernes reaktion var imidlertid ikke et brølende tak til Engelbreth og kritikerne i den røde blok – men en konstant siven til blå blok, der i sidste ende var meget tæt på at koste os et nyt flertal.”

Oploadet Kl. 17:23 af Kim Møller — Direkte link33 kommentarer

Den røde antisemitisme i slutningen af 1800-tallet – om ‘pengejøder’ og ‘højrenegere’

Selvom antisemitismen var central for nationalsocialismen, så var det ikke et nyt fænomen. Det var en del af kulturen, og i slutningen af 1800-tallet noget tidstypisk, der blandt andet prægede Socialdemokratiet, der eksempelvis kunne bruge stereotypen om den grådige jødiske kapitalist.

Den mest markante socialdemokratiske antisemit var formentligt Saxo W. Wiegell, der var medlem af partiets første bestyrelse, i perioder redigerede ‘Socialdemokraten’, og før han rejste til USA i 1879 midlertidigt var partiets forretningsordfører. Sideløbende tegnede han for det satiriske tidsskrift ‘Ravnen’, der hurtigt blev ændrede navn til ‘Den Gamle Ravn’.

For et par år siden omtalte Weekendavisen den kulturelle antisemitisme før 1. Verdenskrig, og beskrev blandt andet hvorledes antisemitismen manifesterede sig i socialistiske kredse. Herunder en række citater fra Latterliggørelse: Antisemitismen hjemme i stuerne (8/2-08; af Jens V. Pedersen), passende illustreret med eksempler fra det socialdemokratiske blad.

“Sammenlignet med senere begivenheder synes antisemitismens historie før Første Verdenskrig blot at repræsentere lette krusninger på overfladen. Men antisemitismen fik stor opmærksomhed i sin samtid og satte sig også markante spor. Jødehadets voldelige potentiale så man for alvor i Rusland, hvor jødeforfølgelser i årene 1881-84 og især i 1903-06 krævede flere tusind dødsofre.” (Weekendavisen, 2008)

(Den Gamle Ravn, 1877)

“Jødevittighederne forudsætter det bekendt hos læseren, at »jøden« er snu, uærlig, upålidelig og besat af penge, og bladene kunne på denne måde være med til at skabe og fastholde et negativt billede af jøderne gennem veludviklede billedformler og stereotyper. De antijødiske fremstillinger var hyppigere og mere fremtrædende i nogle vittighedsblade end andre… Ser man på bladene som helhed, aftegner der sig et sammenhængende billede af en racebetonet fysisk formel, hvor den stadig velkendte kliché om en stor, ofte kroget næse er det primære kendetegn. …

Den mest markante antijødiske streg fandtes i det socialdemokratiske vittighedsblad Ravnen (udg. 1876-1921). (Weekendavisen, 2008)

‘Pengejøden’

“En halvsidestegning fra 1879 fremstiller en jødisk familie med det i vittighederne typiske navn Meyer under overskriften »Mislykket«. De er alle karikeret som mørke jødestereotyper med store næser og de fremstår som en del af det bedrestillede borgerskab. … Stereotypen om en særlig jødisk forbindelse til og optagethed af penge var vidt udbredt i periodens vittighedsblade. …

Billedet af jøden som en ågerkarl udvikledes i takt med moderniseringen til en udbytter- og kapitaliststereotyp… Kernen i fremstillingerne af »pengejøden« synes stort set altid at være et særligt, forretningsmæssigt jødisk væsen, som indebærer en overdrevent praktisk tankegang, nærighed og grådighed og i forlængelse heraf en mangel på moral og dannelse. Samtidig kan man i bladene finde fremstillinger af jødisk dominans og magt, især på børsen, som også dengang var en central del af antisemitisk argumentation. Fremstillingernes generelle kombination af antikapitalisme, antimodernisme og antisemitisme var almindelig i Europa på dette tidspunkt, og har tilsyneladende passet ind i de danske læseres verdensbillede.” (Weekendavisen, 2008)

(Den Gamle Ravn, 1877, Nr. 3/8)

(Den Gamle Ravn, 1877, Nr. 8/13)

En forside fra Ravnen fra 8. januar 1899 viser et klassisk eksempel på pengestereotypen, som var særligt fremtrædende i arbejderklassens vittighedsblad. Forsiden fremstiller en far-og-søn situation, og begge figurer er afbildet med nogle af den jødiske stereotyps mest markante træk, herunder en stor næse og et fremmedartet udseende med mørke, halvlukkede øjne. Faderen er i forretningsmandens klædedragt og har store synlige hænder. Han deler på sønnens foranledning ud af sin visdom. Sønnen spørger, hvordan man hurtigst bliver rig, og faderen svarer, at det varer længst med ærlighed. Forsidens pointe er jødens uhæderlighed og mangel på moral, som fortsættes i næste generationsled.” (Weekendavisen, 2008)

(Den Gamle Ravn, 1878, Nr. 14; Kærligheden til Næsten)

Dommeren. De har altsaa laant Penge ud til 50 pct – Det er Aager.

Aagerkarlen. Det kan jeg ikke benægte; men jeg har gjort det af lutter Næstekærlighed, for at ikke de Trængende skulde falde i Kløerne hos Jøderne.

(Den Gamle Ravn, 1878, Nr. 21; Ved Strandvejen)

A: Hvor Vi Jøder…

‘Højrenegeren’

(Den Gamle Ravn, 1877, Nr. 18)

(Den Gamle Ravn, 1877, Nr. 23; ‘Højrenegeren’ og ‘Venstrenegeren’)


Hasle Bibliotek mister sin vagt – ansatte frygter folk bliver væk pga. “manglende tryghed”

Der er nu stadig overvågningskameraer indenfor, og området er vel stadig underlagt gældende lovgivning. Læserbrev i Jyllands-Posten – Vi ønsker ikke at gå med overfaldsalarmer igen.

“Det er med stor undren og beklagelse, at vi nu ser, at det foreslås, at vagten skal spares væk på Hasle Bibliotek.

Det er ikke mere end to år siden, vi oplevede hidsige unge, der smadrede vinduer og truede personalet. Vi ønsker ikke at gå med overfaldsalarmer igen og være utrygge ved at gå på arbejde. …

Når vi så samtidigt ser, at biblioteket fremover skal holde lukket en dag om ugen, og man vil fjerne vagten, så forudser vi en tilbagevenden til tidligere uro og ballade. Vi føler os overbevist om, at de unge vil komme med et modtræk og en reaktion.

Det, vi frygter, hvis man gennemfører besparelserne, er, at en del brugere vil opgive at bruge Hasle Bibliotek pga. manglende tryghed. … Vi beder indtrængende til, at byrådet finder de 190.000 kr., der kan spares på vagten, et andet sted.”

(Herredsvang Kulturhus, 6. november 2008; Uriasposten)

Oploadet Kl. 12:26 af Kim Møller — Direkte link20 kommentarer


28. september 2011

Eva Smith: Chikane hvis udvisningsdom mindsker bandeleders bevægelsesfrihed i Danmark

Fyens Stiftstidende kan i dag fortælle, at Mahmoud Khalil Salem kalder ‘Fisfis’, bandelederen fra Vollsmose, ikke kan udvises. Fra Fisfis kan ende i Sandholm (se evt. Online-udgave).

“… selv om Højesteret skulle udvise den statsløse palæstinenser med kone og otte mindreårige børn i Vollsmose, kan sagen let ende som en politisk storm i et glas vand.

– Selv om han skulle blive udvist af Højesteret, er det ikke sikkert, at han rent faktisk bliver udvist, når han har afsonet sin straf. Det kræver jo, at man i Libanon er villige til at tage imod en mand, der i kraft af sin statsløshed ikke er landets egen statsborger, og det er det ikke forpligtet til at gøre, siger Eva Smith, professor i strafferet ved Københavns Universitet. …

Skulle bandelederen få lov at blive alligevel, vil det i givet fald være på tålt ophold i Sandholmlejren i Nordsjælland.

– Så kan man selvfølgelig genere ham på den måde og gøre det svært for ham at se sin familie og sine børn, siger Eva Smith.

Oploadet Kl. 14:45 af Kim Møller — Direkte link28 kommentarer

Gymnasium ‘kun for tyrkere og kurdere’ – 16-årige Asli: “Jeg føler mig bare mere tryg.”

Mandag aften kunne TV-avisen fortælle om oprettelsen af et privat gymnasium i København ‘kun for tyrkere og kurdere’, den første af sin slags i Danmark. “Det er udtryk for god integration”, udtalte Margrethe Vestager, Danmarks måske kommende Vice-statsminister tidligere på året.

Mon hun også vil mene det, hvis danskere bosiddende i multikulturelle Århus Vest oprettede et gymnasium ‘Kun for danskere med dansk herkomst’. To citater fra indslaget (12 min. inde).

Asli Memis, elev: Her kan jeg være mig selv, uden at jeg bliver nødt til at ændre på mig selv. Og så er der bare det – Jeg føler mig bare mere tryg.

Chrilles Bacher, rektor: Man får bedre mulighed for at fokusere på det faglige, for eleverne føler sig trygge. De skal ikke positionere sig.

Oploadet Kl. 14:24 af Kim Møller — Direkte link64 kommentarer

Ina-Mariam Rosenbaum om Joseph Goebbels, Victor Klemperer og Dansk Folkepartis retorik

I Københavns Musikteater spillede de tidligere på året Rhea Lemans ‘Hitler on the Roof’. Ina-Mariam Rosenbaum havde rollen som Goebbels, og i sit interview med Christian Have (Mabel, Kirkeasyl), fortæller hun om retorikkens betydning, blandt andet med henvisning til Victor Klemperers dagbogsnotater.

Fra HaveBackstage – Ina-Miriam Rosenbaum: På rundtur i sindet hos Dr. Goebbels.

“Til at begynde med havde Ina-Miriam Rosenbaum svært ved at befinde sig i Goebbels’ univers for lang tid af gangen. Og når hun endelig fandt ind til sin figur, måtte hun hurtigt trække sig væk. Derfor krævede rollen en hel del research.

”Jeg har set en del dokumentarfilm om ham, og jeg har blandt andet også læst den tysk-jødiske litteraturprofessor Victor Klempers dagbogsnotater,” fortæller hun. …

Goebbels’ mest virkningsfulde værktøj var kommunikation og sprog, og den magt sproget har, mener Ina-Miriam Rosenbaum også vi bør have respekt for i dag:

”Et begreb som for eksempel fanatisme har altid været negativt for mig. Men det endte Goebbels med at gøre til noget positivt. Han beskrev, hvordan de tyske styrker kæmpede fanatisk, med fanatisme for landet, og pludselig blev det et positivt ord,” siger hun og giver et nutidigt eksempel på sprogets betydning for folkestemningen:

Vi skal være herre i eget hus, proklamerer Dansk Folkeparti for tiden. Den vending har jeg hæftet mig ved, fordi den er et eksempel på den overskriftsretorik vi ser i dag. Vi hører ikke efter hvad vi siger til hinanden, men dømmer på den første overskrift. Der er i dag politikere verden over, der på samme måde er eksperter i at sætte ting i overskrifter, så folk som de er flest kan forstå dem. Det bliver farligt, når vi dropper nuancerne,” udtaler Ina-Miriam Rosenbaum.”

Kommentar af Ivan Dybdal om Victor Klemperer, sakset fra Klemperer.dk.

“Jeg vidste allerede dengang, at Victor Klemperer havde boet i DDR i Dresden efter krigen… det undrede mig, at han med de erfaringer, han havde fra Nazitiden kunne trives i DDR. Så jeg anskaffede derfor for et halvt år siden fortsættelsen af Klemperers dagbøger efter 1945 (The Lesser Evil, 1945 to 1959, So sitze Ich denn zwischen allen Stühlen. Tagebücher 1945-1959. 1999 Aufbau-Verlag Gmbh Berlin.), hvor han ærligt fortæller, hvordan kommunismen havde hans tilslutning. Han meldte sig straks i 1945 ind i og blev valgt til ledende organer i kommunistpartiet, der arbejdede under dække af at være et Enhedsparti i SED, Sozialistische Einheitspartei Deutschlands. Herfra gennemtrumfedes oprettelsen af DDR mod befolkningens ønsker ved hjælp af undertrykkelse, vold og magt i samarbejde med Moskva, Sovjethæren og dens tyske lakajer – som Victor Klemperer var én af.

Så meget for brugen af LTI til at hindre gentagelser! Folk forsvandt og man hørte aldrig fra dem sidenhen. De var blevet ofre for de systematiske udrensninger, som alle måtte frygte også venner og bekendte af Klemperer. Han nød imens tilværelsen som priviligeret partipamper med en af de første private biler i Dresden med egen chauffør osv. … Klemperers dagbøger 1933-1959 (og LTI) er en eksistentiel 360 graders indføring i totalitarismens ondskab – og fristelse. De bør ikke bruges af den danske, bedagede venstrefløj i dens overlevelses-/dødskamp efter kommunismens undergang efter jerntæppets fald i 1989. Den bør heller ikke bruges mod Dansk Folkeparti…”

Oploadet Kl. 13:21 af Kim Møller — Direkte link4 kommentarer

SUF vs Enhedslisten Ungdom – “Vi er revolutionære. Undtagen når journalister spørger.”

Socialistisk Ungdomsfront (SUF) blev dannet tilbage i 2001, da Enhedslistens ungdomsnetværk og Rebel fusionerede. I sidste uge kulminerede længere tids uro internt i SUF med udbrydergruppen Enhedslisten Ungdom< (EU). Det er svært at få et overblik over stridens kerne, men man kan sige, at hvor SUF traditionelt gør en dyd ud af sin flade struktur, og opsamler alt fra uregerlige anarkister til doktrinære leninister, så vil det mere pragmatiske EU udnytte den partipolitiske tilknytning, og angribe det politiske mere konkret og mindre sværmerisk.

“… både Enhedslistens politiske ordfører, Johanne Schmidt-Nielsen, og det nyvalgte folketingsmedlem Rosa Lund har valgt at melde sig ud af SUF, samtidig med at krigen raser blandt de unge Enhedslisten-sympatisører.” (Politiken, 27/9-11)

Herunder en illustration der cirkulerer på SUF-fløjen, den revolutionære venstrefløjs venstrefløj.

Oploadet Kl. 06:09 af Kim Møller — Direkte link13 kommentarer

Kulturordfører Mogens Jensen (S): “Der er brug for mere DR – ikke mindre DR.”

Mogens Jensen kunne blive Danmarks nye kulturminister. I sandhed en skræmmende tanke. Kommentar af socialdemokraternes kulturordfører i dagens Berlingske Tidende – Danmark på fri fod igen.

“Vi har fået et nyt politisk flertal i Danmark, og det er der mange gode grunde til at glæde sig over. En særlig god grund er, at det nu bliver muligt at sætte en helt anden værdipolitisk dagsorden i vores land. Ti mørke år er forbi, hvor Danmark har været fængslet til værdier, der ikke mindst har været dikteret af Dansk Folkeparti, og som blandt andet har været med til at splitte Danmark i et »dem og os«, i »får og bukke« og bidraget til at skabe mistro til alt og alle, der befinder sig uden for landets grænser. Værdier, der blandt andet har haft som konsekvens, at børn er blevet sat i fængsel, børn og voksne i asylcentre svigtet, og at vores hjælp til verdens fattigste lande er blevet reduceret. …

Men nu er Danmark på fri fod igen. Hvis vi vil. Det kræver, at vi er mange, der nu bidrager til at gen-erobre værdierne og definitionen af danskhed. … For mig er tre værdier helt centrale. Det er værdier, man kan finde på de første faner hos både Socialdemokratiet og fagbevægelsen… og de udgør også kernen i det grundlag, Danmark skal udvikles videre på i de næste ti år. …

Frihed betyder også, at vi skal overlade flest mulig beslutninger og valg til den enkelte borger, når det ikke gælder forhold, der kræver fælles beslutninger og ansvar for fællesskabet. … Med disse frihedsrettigheder følger imidlertid også et ansvar. Et ansvar for at hver enkelt af os også respekterer andres frihed. Ikke mindst når det gælder kulturel og religiøs forskellighed. I de kommende år skal frihedsbegrebet altså i langt højere grad ses i sammenhæng med social ansvarlighed og respekt for menneskelig mangfoldighed.

Der er brug for mere DR – ikke mindre DR. …

Og endelig omfatter fællesskabet og solidariteten også verdenen uden for Danmark. Som et af verdens rigeste lande må vi uophørligt og uden smålig skelen give vores bidrag til at bekæmpe fattigdom og opbygge egenevne i verdens fattigste lande.

Danmark er på fri fod igen. Vi har chancen for at skabe et endnu bedre samfund, der kan spille en større rolle i Europa og verden, hvis vi bygger videre på og udvikler vores idealer om frihed, lighed og fællesskab. Lad os komme i gang.”

Oploadet Kl. 05:31 af Kim Møller — Direkte link15 kommentarer


27. september 2011

P1 Dokumentar forsøgte at få flere til at stemme i Vejleåparken (Ishøj)

I multikulturelle Vejleåparken i Ishøj fik rød blok et fantastisk valg med hele 75,8 pct.. af alle stemmer. P1 Dokumentar sendt torsdag i sidste uge – Vejleåparken fik en lidt større stemme.

“Vejleåparken i Ishøj er ikke længere det sted i landet, hvor der stemmes mindst til Folketingsvalg. Ved torsdagens valg gik 78 flere hoveder gennem døren til Strandgårdsskolen, og det hævede stemmeprocenten på valgstedet med 2 procentpoint til 73,6.

I ugen op til valget har P1 Dokumentars redaktion sammen med beboerne i området forsøgt at få flere til at deltage i valget. Den lokale syklub, Ishøj kvindeforening og kvinderne fra projekt bydelsmødre lagde et godt ord ind for demokratiet i deres foreninger.

En rundringning til partierne fik de første valgplakater op i lygtepælene i det store boligområde med 2.426 stemmeberettigede. Pizzamanden i det lokale center fik valgmateriale på disken og opfordrede sine kunder til at stemme, pensionisterne fra den lokale pensionistforening opfordrede deres naboer til at følge med dem ned til valglokalet. Da der blev festet for afslutningen af Ramadanen rejste en af arrangørerne, Fatiha El Amrani, sig og opfordrede det fyldte lokale i beboerhuset til at bruge deres stemmeret.

(TV-Ishøj, 15. september 2011: Vejleåparken skal op af sofaen)

Oploadet Kl. 09:00 af Kim Møller — Direkte link16 kommentarer
Arkiveret under:
Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 

Næste side »



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper