Johan Chr. Nord: ‘Mens vi venter på Virkeligheden – forbemærkninger om overgangen til det konkrete’
Mens vi venter på Virkeligheden – forbemærkninger om overgangen til det konkrete
Vi, der er sammen her i dag, er fælles om en grundlæggende enighed. Vores livsanskuelser er ikke nødvendigvis de samme, og vores analyser af tingenes tilstand er forskellige. Men én ting er vi helt enige om, og det er jo derfor, vi er sammen her i dag: Vi er enige om, at den fortsatte vækst i antallet af mennesker fra den tredje verden her i vores Europa er en trussel mod den fred, frihed og almindelige trivsel, som har kendetegnet vores kontinent – og som vi ønsker at bevare. Vi er særligt opmærksomme på den forsatte tilstrømning af muslimer og fødselsvæksten blandt muslimer, for vi tror, at islams tiltagende indflydelse på vores territorier kan betyde Europas undergang som Europa – hvis ikke der reageres med beslutsom vilje og håndfaste midler. Eller anderledes udtrykt: Vi enige om, at det – både i almindelighed og særligt nu – er fuldtud rimeligt at tale om et ‘os’ og et ‘dem’ – og at dette ‘os’ er de europæiske folk, og at dette ‘dem’ er de fremmede og nytilkomne, der efter vores opfattelse ikke har og aldrig kan få den samme hjemstavnsret over de europæiske territorier som os – og som for det overvejende flertals vedkommende slet ikke har den fjerneste lyst til at ende som en del af os.
De nytilkomne, der ikke ønsker at gå ind under vores orden, betragter vi ikke som ligeværdige medborgere med anderledes holdninger end os, men som fremmede kolonisatorer; som fjendtlige magter, der befinder sig på vores territorium og ønsker at tiltvinge sig så meget af det som muligt. Helt kort udtrykt: Vi er sammen her i dag, fordi vi er enige om, at der – mildt sagt – må gøres noget, hvis Europa skal forblive vores Europa.
Det er – antager jeg – vores grundlæggende enighed. Vores grundlæggende ståsted, som vi hver især er nået frem til ad forskellige veje; gennem forskellige analyser.
Jeg vil i, hvad jeg nu vil sige, ikke bruge min tid på at begrunde dette fælles ståsted, men i stedet tale ud fra det. For efter min opfattelse er hovedsagen i alt det her ikke at hænge sig i snørklede historiske analyser af fortidens fejl, men at komme frem til det helt enkle, nemlig til den letfattelige diagnose, den klare handlingsanvisning og den virksomme mobilisering; altså fremsættelsen og udbredelsen af fremtidsrettede tanker og idéer, som kan vække viljen og give kraft til at håbe og kæmpe. Det vil jeg gøre, hvad jeg nu kan for at bidrage til ved at sige noget om den brydningstid og kamptid, som vi nu befinder os i – og som jeg oprigtigt tror kan ende med vores sejr.
Meningen med mit oplæg er tre ting:
1) at skitsere, hvilket holdningsskred, der skal til, hvis sejren skal blive en mulighed – altså at sige noget om den afgørende forskydning i det europæiske sind, der må finde sted, før der kan træffes den slags hårde beslutninger, som vil blive nødvendige for at bevare freden og friheden her i vores Europa.
2) At forklare, hvordan jeg tror, dette holdningsskifte kan sætte igennem – og medføre vores sejr.
Og
3) som det sidste og mest vidtrækkende – for nogle vel også mest anstødelige og urovækkende: At antyde, hvordan selve det, at vi nu står i en så ulykkelig situation, hvor vores folks overlevelse er truet – kan vise sig at være en god ting, en velsignelse, en mulighed for at vores Europa kan få forlænget sit liv; en mulighed for en folkelig genfødsel.
Jeg begynder – i sagens natur – ved nummer 1.
Hvad skal der til, for at sejren bliver en mulighed? Når jeg skal holde et foredrag eller et kortere oplæg, som nu, så laver jeg altid en overskrift, for at styre min egen skrivning. Det har jeg også gjort denne gang. Den er kun blevet meldt ud på min egen facebook-væg, så jeg vil nævne den, for den er et godt afsæt for mig til at komme derhen, hvor jeg vil hen. Mit oplæg hedder Mens vi venter på Virkeligheden – forbemærkninger om overgangen til det konkrete.
Det har jeg kaldt det, fordi jeg tror, det er netop sådan, vores tid skal beskrives – som en ventetid, gæringstid og en brydningstid, hvor en kæde af voldsomme begivenheder er i gang med at æde sig ind på den fælles forståelse af virkeligheden og – således spådommen – til sidst vil omstøde den. Eller sagt lidt mere præcist: Jeg tror, at vi er på vej frem mod et epokeskifte; et opbrud i tiden og sindene, hvor Virkeligheden selv vil rejse sig i al sin magt og vælde – og kaste de vrangforestillinger af sig, som såkaldt moderne mennesker har stablet oven på den i rundt regnet en halv håndfuld hundrede år.
Det moderne menneske – det såkaldt moderne vestlige menneske hylder tanken om det evige fremskridt; tanken om, at fortiden var slem og trist, at nutiden er bedre, og at fremtiden vil blive endnu bedre.
Grundpræget i denne ‘moderne’ tankegang er forestillingen om, at alle mennesker egentlig ønsker det samme – frihed, lighed og broderskab, eller hvad vi nu vil kalde det –, og at alle denne verdens mange mennesker derfor egentlig er gode nok på bunden. Det er bare et spørgsmål om at sætte dem fri fra det, der binder og gør, at deres evig-blå personlighedsfrø endnu ikke er spiret frem som skønne blomster. For i bund og grund er alle både vidunderligt forskellige og helt ens, for alle mennesker er gode – naturligvis undtagen folk, som os, der er uenige i denne påstand; det er dét, der er den hykleriske selvmodsigelse i humanismen – i troen på det gode menneske.
Nuvel, dette gode, moderne, vestlige menneske har sin stolthed i at hylde værdier – værdier, der opfattes som uopgivelige og altafgørende for selve det at være menneske. Vi kender sangen: medmenneskelighed, tolerance, respekt, lighed og – når det bliver rigtig følsomt – sågar kærlighed. Det særlige – og perverse – ved denne hyldest af værdier er ikke værdierne i sig selv; de kan være gode nok. Det særlige og perverse ved det moderne menneskes dans om værdierne er, at disse værdier dyrkes som noget abstrakt; som noget der har krav på gyldighed uafhængigt af den konkrete kontekst – altså, fuldstændig uafhængigt af om de mennesker, der siges at have ret til medmenneskelighed, tolerance, respekt, lighed og kærlighed, har noget ønske om selv at udvise alle disse fine former for velvillighed over for andre mennesker.
Altså helt enkelt udtrykt: Perversionen består i, at man fortæller os, at vi skal have et åbent sind over for mennesker, der kalder os urene og forventer, at vi efter vores død skal pines i en evig ild – samt, for nogles vedkommende, selv længes efter at ekspedere os fra denne verden og frem til vores pinested. Denne tanke – at man skal have agtelse for dem, der hader én – er verdenshistorisk set fuldstændig uhørt og uset; det er kun, den syge vesterlandske kulturkreds, der har fundet på den – og som nu lider under den.
Den højre-intellektuelle franske tænker Guillaume Faye har brugt udtrykket mental Aids til at beskrive denne syge sindstilstand – og det synes jeg, er et meget rammende begreb. For Aids er jo netop et aggressivt angreb på organismen, der svækker immunforsvaret, så det ikke kan nedbryde de bakterier og vira, som ellers ville have været harmløse. Man dør ikke af selve HIV-virussen, men af den ganske almindelige influenza, som rammer på det forkerte – eller set fra virussens synsvinkel rigtige – tidspunkt, hvor kroppens forsvar er svækket. Havde den ramt på et tidligere tidspunkt, ville man kun have ligget ned en håndfuld dage. På samme måde med os; det er ikke de islamiske kolonisationsbestræbelser i sig selv, der er truslen mod vores liv og fred; dem kunne vi nemt have forskanset os imod, for teknisk og militært er vi jo langt stærkere end de vandrende masser. Nej, det er kombinationen mellem vores svækkede immunforsvar og de indtrængendes naturlige drift efter at tilegne sig territorium, der er den livsfarlige cocktail.
Det er den moderne vesterlændings forhippelse på abstrakte værdier, der gør os sårbare over for den islamiske kolonisation.
For vi hylder – eller rettere de, der har definitionsmagten i vores lande, hylder – en tanke, der er så naturstridig, at den netop må kaldes syg: At man skal gengælde ond vilje med velvilje – at man skal tilkende sine fjender de rettigheder, som historisk set ellers kun har været givet til venner, og som i resten af den store, vilde verden den dag i dag naturligvis kun gives til ens egne.
Når alt kommer til alt, er det nok ikke flertallet af nutidens vesterlændinge, der lider af mental Aids, men det er med al tydelighed flertallet af dem, der tilhører de snakkende klasser – dem, der ejer den politiske, kulturelle, uddannelsesmæssige og mediemæssige udsigelsesmyndighed, der gør det. De såkaldt højtuddannede er mest modtagelige for smitten.
Hvis Vesterlandet skal overleve, så må flere af disse snakkende mennesker blive kurrerede for sindslidelsen, og flere af dem, der ikke lider af den, må blive vrede på de syge. Det glade budskab er, at vreden er tiltagende, og at det faktisk er muligt at blive kureret. Det kan flere af os, der er her i dag, skrive under på.
Hvordan bliver man så kurreret for mental Aids? Ja, nogle få mennesker bliver det, fordi deres sind er så spændstigt og modstandsdygtigt, at de selv opsøger og undersøger anden viden end den, der serveres på de offentlige udskænkningssteder, hvor den moderne ideologi hyldes – altså alle de mange sammenhænge, hvor sindslidelsen omtolkes til en positiv menneskelig egenskab og opsminkes som et vidundermiddel, der kan frelse den store, vilde verden fra alt dét, der binder.
Men det er – må vi nok indse – kun få mennesker, der har et så åbent, selvstændigt og modstandsdygtigt sind, at de kan og vil trodse allemands-meningerne. De fleste er glade og tilfredse med at mene, hvad det store ‘man’ nu engang mener.
Det hjælper – ja, undskyld ordvalget – ikke en kæft, at jeg modsat så mange andre faktisk har beskæftiget mig med verdenshistorien og læst koranen; det er stadig mig, der er ‘intolerant’ og ‘unuanceret’.
Nej, de virkelige forandringer sker ikke gennem kølig argumentation og langsommelig drøvtygning, men gennem rystende begivenheder. De fleste mennesker flytter sig først, når kummen for alvor brænder – og den glædelige nyhed er jo, at det gør den allerede. Ilden har allerede fat.
Snart sagt hver eneste måned er der et nyt terrorangreb i Europa, og for hvert angreb, der sker, skrider hærdningen fremad.
Hvis blot vores fjender havde forholdt sig afventende, kunne de på sigt have opnået den tilstrækkelige styrke til ad parlamentarisk vej at overtage territoriet, men vores fjender er ikke rolige.
Det er de ikke i stand til at være. For de er sultne. De islamiske angreb er ikke udtryk for strategisk krigsførelse, men for kultisk stammedans. De danser for deres blodgud og afslører dermed deres erobringsvilje – og ved at gøre det, giver de os muligheden for at vågne. Netop fordi angrebene fortsætter, skrider også hærdningen frem – og den fælles beslutning nærmer sig. Der kan allerede nu siges ting – og trykkes opfattelser, som havde været unævnelige for bare to år siden. Hvem havde forestillet sig, at man i en pæn avis kunne få optrykt en tekst, der anbefaler fratagelser statsborgerskab, deportation og internering af islamister? Det kan man nu.
Ud fra hvordan hærdningen indtil videre er skredet frem – bare i løbet af bare den sidste håndfuld år – har vi grund til at håbe og tro, at den vil fortsætte – og på sigt resultere i det, jeg foreslår, vi kalder en overgang til det konkrete. Altså en afsked med den abstrakte dyrkelse af værdier og et møde med en for os nulende helt ny – men verdenshistorisk set ældgammel – logik: Os og dem, venner og fjender. Kamp for opretholdelse af liv, fred og frihed inden for et konkret territorium. Altså: Vores Europa som målet for vores bestræbelser. Vores børns frihed som hovedsagen i vores livskamp.
En hjemkomst til virkeligheden – gennem kriseerfaringen. Eller direkte udtrykt: Kun ved, at alt bliver værre, kan det en dag blive bedre.
Sådan tror jeg, vi må lære at tænke. Vi må – for nu at udtrykke det med et begreb fra den gammel-marxistiske tænkning – blive kriseteoretikere. Vi må forstå og forvente, at det ikke så meget er vores argumenter, som det er virkelighedens bekræftelse af vores spådomme, der kan – og vil – flytte sindene i vores retning. Vi må opdyrke en tragisk optimisme – og lære at forvente fremtidig bedring gennem løbende forværring.
Hvis vi tør tænke sådan, så ser alting pludselig meget lysere ud. Så viser alt det, der nu sker omkring os – og i os –, sig som nødvendige eskaleringer og tilspidsninger frem mod det punkt, hvor helbredelsen bliver mulig; hvor overgangen til det konkrette sætter sig igennem – hvor generobringen påbegyndes.
Hvordan denne generobring kommer til at foregå, er i sagens natur et spørgsmål for fremtiden, men sikkert er det, at den ikke kommer til at ske gennem gradvis og langsommelig integration af de nytilkomne, men gennem inddæmning og udsondring af utilpasningsdygtige. Jeg har skrevet det i dagblade, så jeg gentager det gerne:
Fratagelser af statsborgerskab fra utilpasningsdygtige – med de følger det har i form af tvangsudvisninger og interneringer af de mennesker, som kalder os urene og ønsker os det værste.
Inden det kan ske, må virussen fordrives fra immunforsvaret, så de europæiske folk igen kan beslutte sig for at blive herrer over egen skæbne. Det kan kun ske gennem de rystende begivenheders egen chokterapi – og det vil først og fremmest ske gennem opvæksten og hærdningen af en ny ungdom, der ikke er hæmmet af dødvægten fra det tyvende århundrede:
Millennium-børnene, generation terror, som har levet hele deres liv i slipstrømmen på 11. september og nu er ved at blive voksne i en verden, der er ved at blive helt, helt anderledes end deres opdragere har fortalt dem, at den ville være. Det er dem – de unge –, som virkelighedens egen chokterapi kan have den hurtigste og gavnligste indvirkning på.
For selvom forældregenerationen er smittet, fødes der stadig sunde og naturlige børn. Børn, der bliver unge og voksne, og som under indtryk af virkelighedens egen indtrængen meget hurtigt kan komme til at tænke særdeles anderledes end deres forældre. Sådan er naturens gode lov – livet genfødes igen og igen. Instinkterne kan ikke holdes evigt nede af en vanartet kultur. Tro mig – jeg er selv en overløber, der umuligt kunne have tænkt, som jeg tænker – hvis et menneske kun havde været de idealer, man hælder i hovedet på det. Det er det heldigvis ikke. Mennesket er andet og mere end opdragelse og socialisering. Dybe anlæg kan vågne efter langvarig dvale. Så vi har god grund til at håbe.
Og så til sidst: Jeg lovede, at jeg som det sidste ville sige noget anstødeligt. Så det skal jeg gøre nu, hvor jeg nærmer mig min afslutning.
Efter min opfattelse er det europæiske folkelegeme ikke kun ramt af mental Aids, men af en endnu mere tilbundsgående lidelse – en rygmarvslidelse, hvis vi nu skal blive i det kropslige. En sygdom i selve vores grundforhold til livet; en sygdom, der stikker langt dybere end vores verdensfjerne forhold til fjenden.
Vores sygdom er, at vi grundlæggende ikke har nogen anelse om, hvorfor vi er i live; der er ingen mening med vores liv. Eller anderledes udtrykt: Alt, alt for mange af os tror, at meningen med vores liv er ‘jeg, mig og mit’; alt for mange forestiller sig, at vejen til lykken går gennem den navlepillende selvudfoldelse – og derfor er alt, alt, alt for mange af os ulykkelige. Vi er bedøvede – af lige dele selvfedme og psykofarmaka. Vi kaster os uroligt frem og tilbage mellem tidsfordriv og terningspil. Vi er restløse – og derfor retningsløse. Vi tror hver især, at vi selv skal finde på, hvem jeg skal være. For vi har ingen fælles historier om, hvem vi er. Ja, vi europæere er en folkestamme, der har glemt sine fortællinger og derfor mistet sin sundhed.
Vi lever uden forståelse for livets egen orden, for vi har glemt vores fortid og dermed også mistet troen på selv at være herre over vores fremtid. Det er vores egen rådvildhed og råddenskab, der er den største trussel mod vores overlevelse og trivsel.
Tænk på alle pilfingrene i de fedtede navler; tænk på den udbredte ligegyldighed mellem mennesker; tænk på formløsheden i opførelsen; tænk på vores lave barnetal; tænk på hensynsløsheden, når et menneske skal forbi et andet menneske i metroen og ikke ser andet end en klump kød, der er i vejen; tænk på skilsmisseraterne og alle de ødelagte børn – alle os ødelagte børn; tænk på den brudte generationskontrakt; tænk på, hvor ukærligt vi i det hele taget alt for ofte opfører os over for vores egne;– tænk på alle vores dårligdomme. De fleste af dem har intet med de fremmede at gøre. Det må vi aldrig glemme.
For de fremmede er ikke selve sygdommen i vores folkelegeme. De er kun et symptom – en årsagsfølge af Vestens oprør mod virkeligheden. Den virkelige kræftknude, den bor i os selv – og er helt af sig selv i gang med at fortære os.
Og derfor er det glædeligt, at fjenden nu har meldt sin ankomst. For der er intet som en fjende til at ruske op i folk. Der er intet som en ydre trussel til at vække en fælles vilje – og blæse liv i en gensidig velvilje mellem venner.
Fjendens angreb er den pisk, som kan hjælpe os ud af abstraktionernes glasbur og ind i det konkrete – hjem til jorden og slægten og ind til den levende stammefølelse. Eller for nu at sige det både håndfast og kærligt: Fjendens længsel efter blod kan blive vores mulighed for at igen at lære at holde af hinanden. Det er dét, der er det allervigtigste.
Jeg vil slutte med en fortælling fra den danske sagnhistorie. Jeg har fortalt den før, jeg kommer til at fortælle den igen, og jeg håber, at andre også kan få lyst til at fortælle den – for den er noget så god at få forstand af. Prøv, mens jeg fortæller, at se det for jer:
I storsalen sidder folkets konge. Han ligner ikke en rigtig konge, for han ser temmelig sløv ud. Hans overkrop hælder mod tronstolens ene side. Hænderne hænger ned over armlænene. Fingrene er udstrakte og beklædt med gyldne ringe.
Munden er let åben; øjnene er søvnige og vist også mærkede af flere dages druk. Han er træt, så en musikant er blevet tilkaldt for at holde sindet beskæftiget. I salen sidder hans nærmeste bænkede. De drikker af gyldne bægre og kaster med gyldne terninger. Nogle af dem er højrøstede; andre har allerede nået det punkt, hvor man ikke siger så meget.
Fælles for dem er, at kongen med al tydelighed ikke har noget at bruge dem til – og de har ikke selv fundet på andet end – ja, netop – tidsfordriv og terningspil. Så vidt tronsalen.
Nu flyttes blikket: Uden for slottet, Nede på stranden sidder en lille dreng – vel på omkring de ti år. Han har forstået mere end de fleste, så han er trist. Han sidder dér ved vandet og kikker ud over det hav, der omkranser riget. Solen er skydækket, så vandet er gråt den dag, og bølgeslagene er kun dovne skvulp. Han tænker på kongesalen. Han tænker på, at javist kan det være godt med vin og smil i kongesale, men festen skulle jo have et formål. Det plejede den at have. Nu er alle så trætte. Alt er så ligegyldigt. Fredstiden har avlet ligegyldighed. Sådan sidder drengen i egne tanker.
Og hvad sker der så? Ja, naturligvis: Noget nyt. Drengen får øje på noget nyt – nogle skibe, derude i horisonten. Først tænker han, at det vel er endnu en forsyningsflåde med fin spise og bedøvende drik – men nej. Det er ikke de velkendte skibe. Disse skibe kender han ikke. Hvad er det mon? Først kan han ikke rigtig få fæstnet øjet på dem, men så bryder solen gennem skydækket; han ser, hvilket flag skibene sejler under, og pludselig forstår han det: Det er fjendens skibe. Det er fjenden, der sejler ind mod landet. Det er fjenden, der nu vil udplyndre de søvnige.
Han springer op. Hans sindstilstand er forandret – helt forandret. Tristheden er væk, og en ny kæde af følelser har meldt sig i ham: Glæde. Håb. Vilje. Kærlighed.
Han løber tilbage til kongesalen – og da han står foran kongen, gjalder det fra hans læber med så klar og klangfuld en røst, som kun en sangskolet ti-års-dreng har det:
Jeg bringer glædeligt budskab; fjenden er i landet!
Og se, Kongen hører, hvad han siger og forstår ham. Han rejser sig fra stolen og udsteder sine befalinger. Han vågner op fra sin dvale og går ud til kampen – sammen med sit folk.
Vores håb er, at det er netop sådan, det vil gå – nu hvor fjenden er i vores lande.
Så lad os være rolige, viljestærke og glade – og se frem mod alt det kommende. For der er kun to muligheder: opvågning eller undergang – og det er fuldt fortjent, at vi nu igen får kniven for struben. Hvis Europa falder, så er det kun livslovens egen retfærdighed, der sker fyldest. Et livstræt folk har altid fortjent sin undergang; og et undergangstruet folk kan – glædeligvis – meget hurtigt vise sig at blive til et vågnende folk.
For, som vi véd:
fjeld kan sprænges,
og standses kan en elv,
men aldrig kan et folk forgå,
som ikke vil det selv.
Hvad, vi så vil – ja, det vil jo, i sagens natur, vise sig. Jeg siger tak for jeres tid.
Danmark:
Norge:
Sverige:
