Om en generation er Lars Vilks skrevet ud af historien, og skulle der til den tid stadig være kunstnere der tør konfrontere islamiske dogmer, så vil det blive fra en hemmelig adresse langt mod nord eller fra eksil i udlandet.

(Lars Vilks angribes med æg under ‘Allahu-akbar’-tilråb’, Karlstad Universitet, 21. februar 2012)

(Mere om historien på Denfri.dk & Snaphanen )

“Danmark er et af de samfund i verden, hvor mennesker har allerstørst tillid til hinanden. Ikke desto mindre har de seneste 30 års indvandring haft betydning for danskernes tiltro til andre. Borgere i kommuner med mange nydanskere stoler lidt mindre på hinanden end beboere i områder, hvor de mest udbredte navne er Hansen og Jensen.

Det er konklusionen i en endnu ikke offentliggjort undersøgelse fra Københavns og Aarhus Universitet, der har målt tilliden mellem danskere. Undersøgelsen bygger på interviews med 9529 personer i en række danske kommuner foretaget mellem 1979 og 2009.

”Vores undersøgelse viser, at den etniske mangfoldighed har haft en lille negativ effekt på tilliden mellem danskerne. I en model, der bygger på data fra hele perioden og renser for forskelle i social baggrund som eksempelvis uddannelse, forudsiges andelen af borgere, der stoler på andre, til at være 42 procent i kommuner med flest indvandrere, mens den tilsvarende andel er 80 procent i kommuner med færrest indvandrere. …,” forklarer lektor Peter Thisted Dinesen fra Institut for Statskundskab ved Københavns Universitet, der har lavet undersøgelsen sammen med Kim Mannemar Sønderskov fra Institut for Statskundskab ved Aarhus Universitet.”

(Lokalavisen Helsingør, 13. og 19. februar 2012)

“Omvendt har borgerne i Høje-Taastrup nok generelt en større forståelse for indvandrernes situation end borgere i kommuner, hvor der kun bor få med anden etnisk oprindelse. På den måde opstår der sammenhængskraft ved, at man kender hinanden,” (Michael Ziegler, borgmester i Høje-Taastrup)

Peter Norsk forlod forrige år partiet i protest mod VK-regeringens samarbejde med Dansk Folkeparti, men tilbage i 1981 var han hardliner, og primus motor for et samarbejde med Fremskridtspartiet. Et par år senere, da Mogens Glistrup sad fængslet, overtog Pia Kjærsgaard hans sæde i folketinget.

Fra KU’s Historie 1904-1986 Lars Herluf Thousig Jensen, 1986).

“De grønne faner, der officielt blev afskaffet under besættelsen, bliver undertiden brugt ved festlige lejligheder, men da Poul B. Skou, Aarhus KU, fik øje på dem ved landsrådets begyndelse i Aarhus i 1977, blev disse et hedt emne, indtil Poul B. Middelboe erklærede sin indifferente holdning til, om fanerne så var skotskternede. En mere elegang udtryksform for oppositionenen brugt Skøtt, da han sagde : “Jeg må indrømme, at jeg sommetider ville ønske, at Peter Norsk (fhv. KUK-formand, forf. anm.) var en statue, og jeg var en lille fugl.” Denne oppositionelle afmagt udmøntede sig i, at ledelsen blev genvalgt uden modkandidater. KU’s nye hårde linje, der f.eks. gav sig udtryk i form af krav om skærpede loyalitetskrav ved ansættelse i det offentlige, bragte organisationen i konflikt med P4 i P1 og BT-klubben, men valgåret 1977 bragte fremgang for konservatismen. Reaktionen imod ‘blå-ble’-klædte, langhårede og -skæggede meningsformyndere fortsatte, og det var de unge, der reagerede. …

Intet landsråd uden skandale. Kort før landsrådet ekskluderede Landsstyrelsen 3 KU’ere Christian Mallet, Lars Barfoed og Tina Møller Hansen – hvilket prægede mødet. Højrefløjen valgte den hårde linje i personlige og politiske spørgsmål. Det var en tid for klare meninger. Klart ja til neutronbomben, og den senere ultra-liberalist Otto Brøns-Petersen kunne enddog sige ja til dødsstraf for terrorister. Terroristproblemet blev aktuelt i foråret, da PLO-folk kom til Danmark for at møde sympatisører.” (s. 33f)

[...]

“På landsrådet i Hanstholm 1981 trak Jens Tougaard sig tilbage som landsformand, og Hanstholm blev centrum for et personligt og politisk opgør mellem den liberalistiske og den statskonservative fløj, der af indforståede og uforklarlige historiske årsager kaldes for hhv. den ‘sorte’ og den ‘røde’ fløj. KUK opstillede Villy Dall, der havde været landssekretær i de fire år under Poul B. Middelboe, til landsformand. hans modstander var det rødhårede Forretningsudvalgsmedlem Lars Poulsen, der i april-nummeret af ‘Vi Unge’ gjorde sig til talsmand for et ‘borgerligt ungdomsoprør’.

Det borgerlige ungdomsoprør var det borgerlige, fordi de konservative på det tidspunkt nærmest havde monopol på kritik af socialisterne på bjerget, og betegnelsen ungdomsoprør skyldtes modsætningsforholdet til de doktrinære og aldrende ungdomsoprørere fra 1968. Politisk set havde Lars Poulsen formentligt mere til fælles med sin modkandidat, end med de fleste af sine støtter, men han vandt en overbevisende sejr…

Den nye ledelse lovede en presseoffensiv og en bedre kontakt til lokalforeningerne. Det første resultat af den nye stil blev et nyt og helt anderledes medlemsblad – såvel i stil, som i indhold. Folkekirken og Det Konservative Folkepartis samarbejdsmuligheder med Venstre og Fremskridtspartiet blev det års mest diskuterede emner i KU. KU var – og er stadig – delt i spørgsmålet om en adskillelse af stat og kirke, mens den såkaldte VKZ-debat blussede op efter længe at have ulmet.

På partiets landsråd i Herning i 1981 stillede en række ‘sorte’ KU’ere og KG’ere, samt Jeanette Oppenheim (senere MEP) og Peter Norsk fra den såkaldte ‘Firebande’ (der foruden bestod af to senere MF’ere Niels Ahlmann-Olsen og Viggo Fischer) forslag om et VKZ-samarbejde, som et alternativ til det socialdemokratiske regeringsmonopol, og for en gangs skyld kom der liv i et parti-landsrådsmøde. ‘Vi må vælge mellem to onder ; enten at tage Fremskridtspartiet med i det borgerlige samarbejde eller vente endnu 10 år på magten’, erklærede Jeanette Oppenheim. En lang række partitro KU’ere kritiserede i stærke vendinger forslaget, og skønt Lars Poulsen opfordrede til at trække forslaget tilbage, kom det til afstemning.” (s. 35f)

[...]

“Landsrådet i 1982 blev afholdt i Holstebro under massiv pressebevågenhed, og et af hovedemnerne blev daværende statsminister Anker Jørgensens undtalelser om KU, som han nogle uger forinden var kommet med. ‘Da jeg mødte de rige, de smukke, de kloge – og disse perfekte unge mennesker – på Holstebro Gymnasium – fik jeg kuldegysninger og tænkte på 30′erne, dengang da KU fik et anstrøg af fascisme.’” (s. 36)

Fra mandagens Metroxpress – Syriens alawitter kæmper for livet (ikke online, se evt. TV2 Online).

“Syriens præsident, Bashar al-Assad, er alawit og det mest fremtrædende medlem af den shiamuslimske sekt, som ifølge iagttagere vil kæmpe til den bitre ende for at holde sig til magten. Alawitterne, der kun udgør omkring 12 procent af Syriens 22 millioner indbyggere, har alt at tabe og ikke så meget at vinde, påpeger flere eksperter. …

- Regimet i Damaskus ved, at det enten må knuse oppositionen. Ellers må det selv falde, siger Balanche.

Hvis det sker, vil alawitterne være trængt op i et hjørne uden at have ret mange andre muligheder end at søge op i bjergene og forskanse sig dér, søge i eksil eller risikere udslettelse, lyder en udbredt vurdering. Indtil nu synes Assad-regimet fast besluttet på at nedkæmpe opstanden, der truer med at gøre det af med alawitterne, som hovedsageligt lever i Syrien, Libanon, Tyrkiet og Golan-højderne. …

Thomas Pierret, der underviser i mellemøststudier på Edinburghs Universitet, mener også, at modstandere af Assads regime vil hævne sig på alawitterne og knuse dem, hvis de kommer til magten.

- Der er en risiko for, at alawitterne simpelthen vil blive udslettet, siger han.

Alawitterne har længe været foragtet af sunnimuslimerne, som er blevet styrket i det meste af Mellemøsten under Det Arabiske Forår. Sunnimuslimerne anser alawitterne for at være kættere og behandlede dem tidligere som andenrangsborgere.

Under Det Osmanniske Riges styre kunne alawitter kun komme ind i byerne, hvis de arbejdede som tjenere. … I modsætning til ortodokse muslimer tror alawitterne på reinkarnation, de har ingen moskeer, og de faster ikke under ramadanen. … Deres religionsudøvelse er delvist hemmelig og indeholder visse elementer af kristendom. Derfor anerkender mange muslimer ikke alawitternes tilhørsforhold til islam. Alawitter kan drikke alkohol og kvinder kan gå uden slør. De fejrer både muslimske og kristne helligdage – blandt andet jul.”

Fra Politiken – DR laver religiøs ‘Mogensen og Kristiansen’.

“DR 2 sætter en kristen og en muslimsk religionssociolog over for hinanden for at komme bag om aktuelle religiøse emner i den offentlige debat.

Inspirationen kommer delvis fra succesprogrammet Mogensen og Kristiansen på TV 2 News, hvor to tidligere spindoktorer debatterer og analyserer ugens vigtigste politiske historier og samtidig interviewer en central politiker.

I den religiøse udgave på DR 2 hedder de to værter og debattører Morten Thomsen Højsgaard og Sherin Khankan. I stedet for at repræsentere højre og venstre side i Folketinget, repræsenterer de henholdsvis kristendom og islam. Programmet hedder ‘Tro om igen’ og har premiere om tre uger. …

For Sherin Khankan er det afgørende, at de to – der faktisk læste religionssociologi samtidig på Københavns Universitet, men ellers ikke kender hinanden – skal forsøge at få den anden til rokke sig.”

Fjordman i fredagens VG, online via Snaphanen – Terror og knefall.

“APs Raymond Johansen møtte i mars 2007 Ismail Haniyeh fra Hamas til offisielle samtaler på vegne av utenriksminister Støre og regjeringen Stoltenberg. Den samme Johansen som smilende hilste på denne terroristlederen, en mann som har lovprist Osama bin Laden, har gjentatte ganger hengt meg ut offentlig som en farlig ekstremist.

Jeg skjønner at jeg er kontroversiell. Likevel, det er noe underlig at herr Johansen samarbeider åpent med lederne for en organisasjon kjent for å stå bak hundrevis av terrorangrep som har drept eller lemlestet tusenvis av mennesker, når samme mann synes at såkalte islamofober er farlige ekstremister som bør isoleres og nøytraliseres. Noen har tydeligvis mistet det moralske kompasset sitt, og jeg er ikke helt sikker på at det er meg.“

(Raymond Johansen møder Hamas’ Ismail Haniya, 18. marts 2007 – Ismail Haniya uden filter)

Om Palæstina. Al-Aqsa, 15. november 2010. Via Memri.

“We are a mujahid nation, a nation that makes sacrifices, a nation of Jihad. Our cries are of Jihad for the sake of Allah. This is a nation of martyrdom and martyrdom-seeking, a nation of Jihad for the sake of Allah. [The people] make a great sacrifice. They sacrifice their children, their sons, for the sake of Palestine and for the sake of the land of Islam and the Muslims. The might of the nation of Jihad is revealed on the land of Palestine, as well as in Iraq, Afghanistan, and Sudan, and in all the fronts of confrontation with the enemies of Allah.”

Om Osama bin Ladens død. Al-Jazeera, 3. maj 2011. Via Memri.

“We believe that this continues an American policy that is based on oppression and on the shedding of Arab and Muslim blood. Regardless of the different views in Arab and Islamic circles, we, of course, condemn the assassination or killing of a Muslim mujahid and an Arab. We pray for Allah to cover him with His mercy, next to the prophets, the righteous, and the martyrs.”

“Da manden som flygtning kom til Danmark i 2003, fik han besked om at bosætte sig i Ølstykke Kommune… Foruden den lave starttakst fik familien andre sociale ydelser, herunder boligsikring og dækning af medicinudgifter, og forskellige enkeltudgifter blev betalt.

Efter skat udgjorde de samlede offentlige ydelser til manden og hans kone i årene årligt 2004-2007 mellem 219.000 og 265.000 kr. … Kommunen og ministeriet gjorde også opmærksom på, at familiens midler rakte til forsørgelse af tre børn, der var fyldt 18 år og som boede gratis hjemme, selv om de havde egne indtægter.

Et af disse hjemmeboende børn, der levede af familiens starthjælp, kunne ved egne midler forsørge sin kone i Afghanistan ved at sende hende 400 dollars om måneden.“

“Above you can see graffiti sprayed on a church wall in Escaudain. It says “Fuck France”, “Fuck FN” [Front National], “Sarko we fuck you”, “Death to the Pigs”, “Morocco Power!” The AFP reported this incident, mentioning only the anti-Sarko and anti-FN tags, completely leaving out the anti-French and pro-Moroccan messages.”

(Escaudain i det nordlige Frankrig, februar 2012; AFP via Le Parisien)

(Fredsmarch, 19. februar 2012; Foto med tilladelse fra Snaphanen)

(Fredsmarch, 19. februar 2012; Foto med tilladelse fra Snaphanen)

Jeg har tidligere skrevet, at det var påfaldende at der kun blev demonstreret mod vold når ofrene var udlændinge, og selvom det er korrekt, så er det ikke helt præcist. Tilbage i 2003, efter to tyrkere myrdede den 19-årige italiener Antonio Currá blev der også demonstreret mod vold. Her var der efter billederne at dømme ikke mange tyrkere eller indvandrere tilstede, men rigtig mange danskere – midt på Nørrebro.

(Nørrebro mod knivvold, 2003; Youtube, TV2, mv.)

(Mindeplade ved Blågårdsgade, 2007; Foto med tilladelse fra Snaphanen)

“Det er tre år siden. … I dag er jeg 50 procent invalid, og i en alder af 29 er jeg ikke længere i stand til at arbejde. Efter tre år med omfattende operationer kan jeg starte i genoptræning på et hjerneskadecenter.

Gerningsmanden er derimod efter samme tre år reelt en fri mand, selvom han fik en dom på seks års fængsel. Hos stjernekokken Claus Meyer får han en læreplads som belønning for at have afsonet halvdelen af en i forvejen alt for kort straf. Claus Meyer er glad og stolt. …

Min ekskæreste dukker pludseligt og uden varsel op i døråbningen. Han holder et stort, rustent jernrør i hænderne. Med sindssyge øjne begynder han at slå vildt omkring sig. … Han slår løs på mig med jernrøret. Sammenkrøbet på gulvet prøver jeg desperat at forsvare mig. Billeder, der har printet sig fast hos mig for altid. Alting sker uden ophold og meget voldsomt, og det sortner konstant for mine øjne. Mit ansigt er smadret, mine tænder ligger rundt omkring på gulvet, og min krop er livløs. …

Han trækker mig langs gulvet gennem soveværelset og hen til vinduet. Det sidste jeg husker, er, at han står hævet over mig, mens jeg med overkroppen hænger ud af vinduet. Jeg har ingen kræfter. Jeg hører stemmer fra gaden. De råber. Og så giver han slip. Jeg falder 11 meter ned på asfalten.

Jeg overlever. Mirakuløst velsagtens. … På Rigshospitalets Traumecenter redder de mit liv. … Det tog mig halvandet år, inden jeg kunne gå nogenlunde igen. Jeg har tal på de første 20 operationer, har metal indopereret i arm, knæ og lårben. I mit ansigt er knoglerne ligeledes samlet med metal, og jeg har netop fået mine nye porcelænstænder. … Jeg lever med voldsomme smerter, som har gjort mig afhængig af morfin. Jeg har mareridt. Hver nat.”

(David Frank Saksik, fransk statsborger – ikke udvist trods mordforsøg)

Jeg lever med angst, fordi jeg ved, at systemet lader voldsmanden gå frit omkring. Ja, han har tilmed fået en eftertragtet elevplads foran en række – lovlydige – konkurrenter. Simpelthen fordi han er kriminel, og fordi han skal hjælpes. Hvor langt skal man gå for at hjælpe en mand dømt for drabsforsøg? …

To år efter at have ødelagt mit liv i et voldsorgie, kunne han bevæge sig frit omkring på trods af, at han stadig var fængslet. … Første gang jeg møder systemets eftergivenhed, der i mit tilfælde er direkte farlig, er under retssagen. Der var masser af vidner d. 19. november 2008, og der var ingen tvivl om gerningsmandens skyld, men han kan ikke udvises. Han er ellers fransk statsborger, og burde selvfølgelig udvises. …

Et år og mange weekendophold i København senere færdes han nu dagligt i gaderne og bliver efteruddannet med hjælp fra borgernes skattekroner. Det viser netop, hvordan kriminalitet kan blive smutvejen til personlig forfremmelse. Det er tragisk. …

Jeg har endnu ikke fået min erstatning fra det offentlige. Hverken Arbejdsskadestyrelsen eller Erstatningsnævnet har afsluttet min sag. Jeg har heller ikke fået mine udgifter til medicin, transport og den stadigt endeløse behandling dækket. De siger, at jeg er 10 procent invalid. Alle lægeundersøgelser viser ellers uden forbehold 50 procents invaliditet. Skal jeg finde mig i at blive behandlet sådan? Husk, at gerningsmanden får serveret hjælpen på et sølvfad.”