Jyllands-Posten, 8/4-05. I humanismens navn (Axel Pihl-Andersen)

I humanismens navn

Af Axel Pihl-Andersen

Kritikerne er ikke i tvivl: Danske politikere og en stor del af befolkningen var både naive og tossegode, da de for godt 13 år siden via en særlov bevilgede kollektivt asyl til 321 palæstinensere.

Andre siger, at det var humanistisk korrekt, men erkender samtidig, at integrationen af netop denne gruppe er slået helt fejl: Over 40 pct. har været i konflikt med loven. Tre ud af fire er på overførselsindkomst.

Flytningen foregik i dybeste hemmelighed natten mellem 7. og 8. september 1991.

De 70 palæstinensiske mænd sad sammenstuvede i lukkede kassevogne med danske aktivister bag rattet med kurs mod en ny kirke.

Palæstinenserne havde kun været en uge i Enghave Kirke, men dårlig plads kombineret med spirende utilfredshed blandt nogle af kirkegængerne gjorde, at der skulle findes en anden kirke.

Valget faldt på Blågårds Kirke, hvor sognepræst Lisbeth Søe gav et tøvende ja til et kirke-asyl, men den velmenende pastor havde næppe forventet, at opholdet ville vare ved i over 150 dage med mellem 50 og 100 overnattende palæstinensere i kirkens krypt.

Med 100 luftmadrasser samt penge til mad fra Folkekirkens Nødhjælp kunne aktionen gå i gang.

Følelserne var i kog.

Hos palæstinenserne, der havde fået det ene asyl-afslag efter det andet og stod over for en usikker fremtid.

Hos BZ'erne, fagforeningerne, flygtningeorganisationerne, præsterne, de radikale, venstrefløjen og den venstreorienterede presse med månedsmagasinet Press i spidsen, der lugtede en ny tamil-sag.

Kirke-aktionen

Alle stod på spring for at hjælpe palæstinenserne, da det blev besluttet, at en kirke-aktion ville være det rigtige, strategiske træk over for de danske myndigheder og politikere.

Tidligere i 1991 havde flere hundrede palæstinensere sultestrejket på asylcentrene, og BZ'erne fulgte op med besættelser af Direktoratet for Udlændinge og senere Justitsministeriet i protest mod, at de danske myndigheder havde vurderet Libanon til at være et sikkert land igen.

Senere støttede mere end 600 danske præster med underskrifter kravet om en opholdstilladelse.

Luften var med andre ord tyk af humanisme i forhold til palæstinenserne, der alle som en havde fået blankt afslag af de danske myndigheder. Alle sager var blevet efterprøvet ved de forskellige instanser, men resultatet var det samme: Ifølge de danske myndigheder var palæstinenserne ikke berettigede til politisk asyl i Danmark.

Det var en stramning i forhold til 1980'erne, da alle statsløse palæstinensere fra det borgerkrigshærgede Libanon blevet tildelt politisk asyl stort set over en kam. Myndighederne talte om "motorvejen fra Beirut til København".

Men i efteråret 1989 ændrede Direktoratet for Udlændinge og Flygtningenævnet praksis og begyndte at vurdere sagerne enkeltvis og ud fra den forudsætning, at Libanon som udgangspunkt kunne regnes som sikkert for palæstinenserne.

Palæstinenserne i kirken var selv overvældet over interessen.

Hver eneste dag i de fem måneder i Blågårds Kirke fra september 1991 til februar 1992 var der et massivt opbud af solidariske danskere lige fra Landsforeningen af Danske Flygtningevenner med ægteparret Brian McGuire og Ann Pedersen i spidsen til BZ'ere, venstreorienterede fagforeninger og andre aktive på venstrefløjen, præster samt kendte kunstnere som Savage Rose, Kim Larsen, Anne Marie Helger og Lone Hertz.

Til sidst gav det bonus.

Et flertal i Folketinget bestående af de radikale, socialdemokraterne og SF vedtog på initiativ fra de radikale særloven uden om den borgerlige regering.

Den såkaldte palæstinenserlov fra 3. marts 1992 gav opholdstilladelse til statsløse palæstinensere fra Libanon, der havde opholdt sig i Danmark i mere end 12 måneder, og som ikke havde fået opholdstilladelse på andet grundlag.

Senere har særloven givet alvorlige politiske tømmermænd, og Dansk Folkepartis næstformand, Peter Skaarup, har for nylig bedt om en status på den palæstinensiske gruppe.

Tallene er ikke opmuntrende:

Ud af de 321 personer, som loven gav opholdstilladelse, er 135 siden enten blevet dømt for kriminalitet eller har fået en bøde på over 1.500 kr. svarende til 42 procent.

238 ud af de 321 svarende til 74 procent var i 2003 på en eller anden form for overførselsindkomst.

»Det er rystende tal, og palæstinenserne har sandelig været et dyrt bekendtskab for Danmark. Vores gæstfrihed er blevet misbrugt på det skammeligste, og der må være nogle politikere, der har en yderst dårlig smag i munden i dag. Det viser også, at Folketinget ikke skal agere domstol ved at vedtage særlove, når de ansvarlige myndigheder har talt en gang,« siger Peter Skaarup, der ikke er overrasket over opgørelsens negative resultat:

»Man kunne have sagt sig selv, at disse folk ville skabe problemer.«

En følelsesladet tid

Den daværende konservative justitsminister, nu chefredaktør på EkstraBladet, Hans Engel, kan godt huske presset fra en tid, da de politiske dønninger fra partifællen, den tidligere justitsminister Erik Ninn-Hansens tamil-sag, endnu ikke havde lagt sig, og han selv jævnligt blev udsat for trusler.

»Det var yderst følelsesladet. Jeg var næsten til møder og i samråd hver eneste dag, fordi man ville have mig til at give en humanitær opholdstilladelse til hele gruppen, men det var der simpelthen ikke hjemmel til i lovgivningen. Deres sager var behandlet korrekt og prøvet ved alle instanser. Der var intet at komme efter, men desværre lod et flertal i Folketinget sig påvirke til at vedtage en særlov, som gav dem opholdstilladelse,« siger Hans Engel og tilføjer: »Særlovgivning dur ikke. Det har vi også set med Tvind-loven. Men Folketinget brændte virkelig fingrene i denne sag og var med til at skabe tvivl om hele det danske asylsystem, som ellers var både godt og grundigt.«

Trængte til hjælp

Det er Ann Pedersen ikke enig i.

Sammen med sin mand og en række andre var hun i 1986 med til at oprette Landsforeningen af Danske Flygtningevenner.

Ifølge Ann Pedersen var en del af palæstinenserne psykisk syge på grund af borgerkrigen.

»De kom ikke for at lade sig integrere. De var mennesker, der var flygtet fra et borgerkrigshærget land, og jeg hverken var eller er i tvivl om, at de var reelle politiske flygtninge. Særloven var ment som en humanistisk hjælp, og det var både nødvendigt og fuldt ud berettiget,« mener Ann Pedersen.

Hun er ikke specielt overrasket over, at palæstinenserne ikke har klaret sig bedre i det danske samfund, og at mange er endt i kriminalitet.

»Dengang blev disse flygtninge på forhånd betragtet som kontanthjælpsmodtagere, og som mennesker uden ressourcer. Den danske samfundsmodel var totalt fremmed for dem, og i virkeligheden fattede de slet ikke, at man kunne leve uden at arbejde. Derfor blev de efterhånden gjort til klienter, selv om mange tidligere havde været
vant til at arbejde,« siger Ann Pedersen.

»Jeg gjorde mig ingen illusioner. De havde all odds imod sig, og jeg vidste, at de bagefter ville komme til at sejle deres egen sø.«

Hun peger på, at især de dengang unge mænd på 18-20 år havde en meget tung bagage med sig. De var vokset op i Libanons borgerkrig, hvor de ikke engang havde været vant til at gå i skole, men først og fremmest havde opholdt sig i diverse militser. Da de kom til Danmark, var de ikke til at holde styr på. De var frygtelig rastløse og havde ingen planer for fremtiden.

»På en måde var de kun vant til ballade, og jeg vil tro, at mange af dem senere er løbet ind i alvorlige problemer,« siger hun.

Allerede få uger efter, at særloven var vedtaget i Folketinget, blev der sat spørgsmålstegn ved palæstinensernes flygtningestatus.

Genhusningsplan?

Det viste sig nemlig, at flere hundrede palæstinensere med flygtningestatus i en årrække var rejst hjem på ferie i Libanon uden de store problemer, og borgerlige politikere fastslog, at særloven var blevet vedtaget på et helt forkert grundlag.

Året efter - i marts 1993 - fortalte PLO's politiske leder, Salah Salah, Jyllands-Posten, at "eksporten" af statsløse palæstinensere til vestlige lande var resultatet af en international og arabisk planlagt bosættelsesaftale, fordi palæstinenserne aldrig ville kunne blive ordentligt integreret i det libanesiske samfund.

Ifølge PLO-lederen var det lykkedes at få sikret asyl til næsten 100.000 palæstinensere fra Libanon i vestlige lande med blandt andet Danmark, Sverige, Norge, Canada og det daværende Vesttyskland i spidsen.

Samfundsdebattøren og tidligere formand for Den Rejsende Højskole, Carsten Ringsmose, lægger ikke fingrene imellem, når han skal karakterisere den danske humanisme i begyndelsen af 1990'erne.

»Vi - og det inkluderer såmænd også mig selv - har været hamrende naive, når vi i vores tossegodhed via en særlov giver asyl til en flok halvforbrydere. PLO indrømmer jo selv, at der var tale om et planlagt genbosættelsesprogram, så man bedre selv kunne komme af med disse folk,« siger Carsten Ringsmose og tilføjer:

»Man kan have forståelse for, at palæstinenserne benytter sig af nogle mindre fine tricks - for hvad pokker skulle de ellers gøre? Men at vi og et flertal af vore politikere falder for det, er utilgiveligt. Desværre er det med til undergrave asylretten for de rigtige flygtninge, og det ender i stedet med, at vi strammer så meget på lovgivningen, at de folk, der virkelig har behov for at komme til Danmark, slet ikke kan komme ind længere. Derfor er det som sædvanlig humanisterne, der forkludrer det hele.«

I bakspejlet

Ikke mindst de radikale pressede hårdt på for at få særloven igennem og fik til sidst overbevist de mere skeptiske socialdemokrater.

Socialdemokraternes daværende politiske ordfører, Mogens Lykketoft, var allerede betænkelig dengang og kaldte særloven for »en nødløsning«.

I dag har han ikke længere lyst til at kommentere sagen, men socialdemokraternes integrationsordfører, Anne-Marie Meldgard, siger, at man er blevet klogere.

»Særloven var noget skidt og bestemt ikke det rigtige at gøre i den situation. Det er meget betænkeligt at underkende myndigheder, som vi i virkeligheden har stor tillid til, og vi ville næppe gøre det samme i dag. Desuden opfordrer en sådan praksis asylansøgere til at protestere og måske sultestrejke, hvis de får afslag. Samtidig må vi
erkende, at integrationen i forhold til denne gruppe er slået helt fejl,« siger hun.

Den radikale Elisabeth Arnold står gerne ved sit ansvar for særloven.

»Hør engang, det er 13 år siden, og vi har undervejs måttet høre på en hel del kritik for den særlov. Men hvad vil man opnå ved det? Jeg vedstår gerne, at vi fik overtalt et flertal i Folketinget til at vedtage særloven, men der var en grund til det, og man glemmer, at Flygtningenævnet ændrede praksis midt i sagsbehandlingen og lige
pludselig betragtede Libanon som et sikkert land,« siger Elisabeth Arnold.