Tilbage i 2001 fik professor Ole Thyssen tildelt livsvarig ydelse fra Statens Kunstfond, men det var ikke ligefrem dybe tanker han diskede op med tirsdag aften i Deadline. Udgangspunktet var Thyssens påstand, om at Omar Husseins mord ikke var terror, men blot kriminalitet. Opponenten Mads Kastrup havde det nemt, for filosofiprofessoren havde givet sig selv en umulig opgave. Han virkede ikke opdateret om sagen, og det var tydeligvis ‘terror’ som begreb han havde et problem med. Debatten kan ses her.

Ole Thyssen, professor: Jeg synes at man skal sætte en lidt højere barriere for hvornår noget er terror, og jeg synes at det vi ser her, det er en ung mand der har forvildet sig. Som har baggrund i bandemiljøet, som ryger og drikker og gør ved, og som er vant til vold, og at han så hen mod slutningen siger nogle ord, det gør ham ikke, for mig at se, til en kvalificeret terrorist. For mig at se er der tale om kriminalitet. Der er tale om et had-mord, altså han er palæstinenser, og han har noget imod Israel. Og det er lidt vigtigt hvilke ord man bruger. Ord er vigtige fordi de har konsekvenser. Hvis man kalder det en forbrydelse, det er det også, så kan man sige okay – så er det politiet og forsorgen der skal til. Kalder man det terrorisme, så er det ganske andre ting. Så er det PET, og hele den bande, havde jeg nær sagt, som skal aktiveres. …

Omar El-Hussein har ikke formuleret et politisk mål, og jeg vil tvivle på at han er i stand til at lave et sammenhængende program. Det virker ikke som en person der intellektuelt er helt fremme i skoene, og som er artikuleret på den måde der. … Jeg mener ikke, for mig at se er det ikke et led i en politisk strategi… det er ikke en politisk handling. … Jeg mener at terror er en politisk handling, og jeg ser ikke en klar politisk handling med et program. … det er en handling, som jeg ikke klart ser som politisk. …

Man kan aldrig forhindre at unge mennesker med al for meget energi og mærkelige tanker går til angreb, men Danmark er ikke angrebet, og på samme måde som arabiske lande brugte Muhammedtegninger til at skabe sammenhold, så laver vi en omvendt – vi bruger angrebet på dem der går i gang med Muhammedtegningerne til at skabe sammenhold. … Et dobbeltmord udløser en enorm effekt, pludselig er hele Danmark truet. … Vi bruger samme taktik som dem, vi skaber et symbolsk sammenhold ved at bruge en lille hændelse, en tegning. Nej, et dobbeltmord er ikke en lille hændelsen, men trods alt en beskeden hændelse til at skabe en enorm trussel om at Danmark er angrebet. … Vi har et dobbeltmord, som kunne have udviklet sig – indrømmet, som beskrives som terrorisme, men hvor det nok havde været klogere ikke at bruge den anledning til at skabe et sammenhold… Nu er det ikke længere en hypotese, at det er terror – alle tager som kendsgerning at dette er terror. Det vil jeg godt sætte spørgsmålstegn ved. …

Jeg vil mene at terror handler om, at du laver en forbrydelse, det er vi enig om ik’, men sætter den i en politisk eller religiøs sammenhæng, der gør at det ikke bare er et nålestik, en forvildelse, det er simpelthen en bevidst erklæring.

Selvom Omar Abdel Hamid El-Hussein er født i provensielle Vordingborg, så havde han allerede som teenager stærke holdninger til Israel/palæstina-konflikten. Intet tyder på at radikaliseringen er en resultat af andet end Islam og arabisk-islamisk kultur, men skal der absolut udpeges danske ‘medskyldige’, så må det være til venstre for midten. Det kunne eksempelvis være tidligere udenrigsminister Holger K. Nielsen, der tilbage i 2006 agerede ‘cheerleader’ for Hezbollah-tilhængere til en demonstration mod Israel på Rådhuspladsen i København. Hezbollah betyder ‘Guds parti’, og ja – det er en maskinpistol i logoet. Således skriver han på sin blog – Tid til omtanke.

“Det var gribende at deltage i den store mindehøjtidelighed for terrorangrebene i København. Det hele foregik i stor værdighed, hvad ikke mindst blev understreget af talernes advarsler imod splittelse og insisteren på sammenhold og eftertanke. … Heri ligger ikke, at der ikke har været begået fejl – heller ikke fra venstrefløjens side. Antallet af indvandrere har betydning, hvis samfundets sammenhængskraft skal fastholdes. Det er ikke holdbart, hvis en misforstået kulturrelativisme fører til, at der renonceres på demokratiske værdier som ytrings- og forsamlingsfriheden.

Mange har brugt kræfter på at placere en ‘skyld’ for terrorhandlingerne. … Der er såmænd masser at tage fat på i bagklogskabens klare lys. Også for de dele af højrefløjen, som tilsyneladende ikke vil erkende at en hadsk debat og stigmatisering af alle muslimer også har en virkning på den integration, som har haft så trange kår.

Men det vigtigste lige nu burde være at se fremad og på helt jordnær vis diskutere, hvordan vi kan gøre det bedre fremover. Hvordan vi kan forbedre sikkerheden og beredskabet, så vi forhåbentlig kan undgå lignende terrorhandlinger. Hvordan politiet og efterretningstjenesterne kan sikres ordentlige arbejdsvilkår. Hvordan vi kan forebygge radikaliseringen i fængslerne. …

Det vides ikke p.t. om den københavnske terrorist var en ‘ensom ulv’ eller om han på den ene eller anden måde var del af et større netværk. Vi ved imidlertid, at der findes islamistiske terrornetværk, der interesserer sig for Europa og dermed også Danmark. …

Det er… helt afgørende, at vi i reaktionerne sætter et skarpt skel mellem de islamistiske fanatikere og almindelige muslimer, der ønsker at leve et almindeligt liv. Der bakker fuldt op om de samme grundlæggende værdier og demokratiske spilleregler. Med de religiøse traditioner, der nu er deres og som i sig selv ikke gør en kat fortræd.”

(Holger K. Nielsen taler for Hezbollah-tilhængere, København, 6. august 2006; Uriasposten)

“The logo itself is a stylized representation of the Arabic words حزب الله (ḥizbu-llāh) or ‘Party of God’ in Kufic script. The first letter of ‘Allah’ reaches up to grasp a stylized assault rifle. The logo also incorporates several other objects, namely a globe, a book, a sword, and a seven-leafed branch. The text above the logo… means ‘Then surely the party of Allah are they that shall be triumphant’ (Quran 5:56).” (Wikipedia)

Det islamistiske terrorangreb forrige weekend gav flere kulturmarxister taletid i medierne. Herunder må fremhæves antropolog Anja Kublitz, der i søndagens udgave af TV-avisen, postulerede at den særlige danske debat om Islam havde gjort Omar vred. Der er vrede muslimer overalt på kloden, jihadisme er ikke et særligt dansk fænomen.

Anja Kublitz, antropolog: Hvis vi skal forstå baggrunden for det, så er vi nødt til at forstå den vrede, som det også er udtryk for. … Omar han er vokset op med krigen mod terror, han er vokset op med visitationszoner, og han er vokset op med en helt særlig måde at tale om indvandrere og særligt muslimer her i Danmark. … Så længe man er barn, så er man under radaren, selvom man har en anden farve hud. Men lige så snart man bliver teenager, så bliver man samtidig i politiets øjne en potentiel kriminel. … Hvis man ikke er en del af en bande, så kræver det ligeså meget aktivitet at undgå at blive en del af denne bande, som det egentligt kræver at komme med. … Hvis du kommer fra Mjølnerparken og bliver sat i fængsel, selvom du ikke er sat i fængsel for banderelateret vold, bliver du sat sammen med Brothas. Og når du så på et tidspunkt kommer ud fra fængslet, så vil du stå i gæld til de her andre mennesker, som du så højst sandsynligt har plejet omgang med mens du var indsat.

(Anja Kublitz, antropolog, Aalborg Universitet; AAU)

Ekstra Bladet skriver i dag om den somaliske jihadist Ahmed Ibrahim Mohamed Halane, der har kæmpet for både al-Shabaab og Islamisk Stat, og derfor ikke kan rejse tilbage til England, hvor han har boet siden han var 9 år. Han har dansk pas, og bor nu i Ballerup. “I Danmark har han helle…”, som det så ironisk formuleres.

Mads Holger har nogle yderst interessante betragtninger om fjendskab vs fællesskab og demokratisme vs identitet. Fra Berlingske – Dansk først, demokrat så.

“Aften efter aften kan man i debatprogrammer høre diverse intellektuelle diskutere ytringsfrihedens vilkår uden rigtig at komme nogen vegne. Det har været forstemmende at betragte, hvorledes denne dagsorden til at begynde med fik lov at monopolisere reaktionerne. Måske skyldes dette, at journalister og meningsdannere i ytringsfrihed har en fagspecifik særinteresse, da de selvsagt lever heraf, men dette er alligevel ikke nogen undskyldning for at tilsidesætte det, der afgjort burde være sagens egentlige genstand; at Danmark er angrebet. …

Problemet er i al sin enkelthed, at vi nok står sammen i Danmark og er fælles, når vi angribes, men vores fællesskab er uden egentlig genstand. Dagen efter terrorangrebet samledes 30-40.000 danskere foran gerningsstedet på Østerbro for netop at vise deres fællesskab med fakler og fællessange. Det må man naturligvis have sympati for, men begivenheden udstillede også til fulde, hvorfor vi står os så svagt, når vi konfronteres med dette angreb. Vi er nemlig ikke fælles om noget konkret. Der blev sunget sange af P. H. om at løsne sig fra fællesskabets snærende bånd, og Gud hjælpe mig om ikke også John Lennons nihilistiske hymne Imagine skulle afsynges og således gøre det ud for vores fællesskabs genstand.

Sangen handler som bekendt om, at der ikke skal være et nationalt endsige religiøst fællesskab, intet at leve eller dø for. Det er det, vi er fælles om – ingenting. Og så råber vi højt om retten til at råbe. Det er vores bekendelse. De andre råber Allahu akbar, vi synger fællessange om opløsning af fællesskaber, når vi ikke råber højt om retten til at råbe.

Danmark er et frit og demokratisk land samt et land, hvor ytringsfriheden er og skal være absolut. Imidlertid har vores kulturløshed for skade tilladt os at opprioritere disse dyder på en vis, der begrædeligt har bragt dem til at træde i stedet for vores egentlige nationale fællesskab og identitet. Denne kritik skal derfor ikke ses som et angreb på hverken demokrati endsige ytringsfrihed, men det er en påmindelse om, at vores fællesskab om Danmark altid bør komme før alt andet, herunder også ytringsfrihed. Det er i vores nationale fællesskab, at vi kender hinanden, det er her vi har vores identitet, det er korpus i vores eksistens.

… Vi har derfor formet generationer, som er identitetsløse demokrater, hvis bekendelse alene går til demokratisme, ikke til noget konkret. Vi er blevet en nation af mennesker, der er indoktrineret til at elske kærligheden og lade hånt om vores hustru. Vi har med Grundtvigs ord erstattet vores tungemål med en fransk glaskugle af abstrakte værdier, som intet retskaffent menneske kan undlade at tilslutte sig, men intet sandt menneske kan definere sig ved alene.

Nu er virkeligheden blevet virkelig, vores tid i det ideologiske børnebassin er omme…”

(Ahmed I. Mohamed Halane, Koran-reciterende med dansk pas, tilhænger af Islamisk Stat; DM, YT)

Politikere har travlt med tage afstand fra en særlig perverteret og formørket form for Islam, og advarer mod at bruge generaliseringer der gør det til en konflikt mellem muslimer og ikke muslimer. Men hvad nu hvis det vitterlig er en konflikt mellem muslimer og ikke-muslimer, helt som det umiddelbart set ud, stringent efter Samuel P. Huntingtons forkætrede analyse. Kronik af Christian Egander Skov i gårsdagens Berlingske – Det tomme sammenhold.

“Manifestationerne af sammenhold og trods bliver på den baggrund et postulat. Et tomt slag i luften, der måske giver mening for dem, som deltager, og dem, der ser på i Aftenshowet, men som intet betyder i forhold til bevægelserne ved frontlinjen. Nej, værre endnu, manifestationerne bliver et udtryk, ikke for trods imod terrorismen, men trods imod sandheden, den sandhed, vi ikke vil se i øjnene, nemlig at vold ganske effektfuldt kan gøre en ende på enhver ytring. Den postulerede trods viser sig ved nærmere granskning at være en særlig nederdrægtig form for hykleri, hvor velmenende mennesker bliver brugt som rekvisitter for det demokrati, hvis idé det er blevet at vige og vige.

Manifestationerne af sammenhold dækker ligeledes over de voldsomme spændinger, der præger samfundet og deler det i uforsonlige blokke i den værdipolitiske debat, som knytter sig uløseligt til debatten om vores reaktion på den terror, der netop af de fleste opfattes som et anslag mod vores værdier. Vi er ikke enige om, hvad der er under angreb, og hvor angrebet kommer fra. …

Værdier vil altid være omstridte. De danner ikke den ydre ramme om et fællesskab, men er altid til debat inden for rammerne af et fællesskab, hvis forudsætning ikke er bekendelse, men identitet. Netop fordi reaktionerne oven på terrorangrebet ikke har villet tage det grundlæggende identitets- og loyalitetsspørgsmål op, som er kernen i det kultursammenstød, der ikke nødvendigvis er terror, men altid er den jord, hvori terroren vokser, netop derfor har selve vores reaktion været med til at undergrave det fællesskab, der er forudsætning for enhver meningsfuld tale om værdier.

Det er den moderne vestlige selvopfattelses måske største svaghed, at den ikke ved af, at den har fjender. …

Dette er liberalismens solide fodaftryk i den vesterlandske selvopfattelse. På én gang en positiv og fatal idé. Positiv fordi påstanden om disse værdiers universalitet, søger at hævde Vesten som et værdifællesskab, enhver kan træde ind i. Fatal fordi netop værdiernes universalitet og almenmenneskelighed indebærer umenneskeliggørelsen af dem, der ikke kan indse deres værdi og ikke vil bekende og indtræde i værdifællesskabet. Det egentlige valg, som det ikke-vestlige menneske stilles i, er valget mellem omvendelse eller umenneskelighed.

Umennesket behøver vi igen ikke at forstå. Det er nok at konstatere terroren som udslag af ondskabens banalitet. Hvor mange gange har vi ikke hørt bemærkningen om de ‘mørke kræfter’, vi bekæmper: Hvordan det ikke drejer sig om sammenstød mellem kulturer, endsige religioner eller ideologier, men mellem vores værdier og en eller anden uforståelig irrationalitet, der lurer i udkanten af vores synsfelt.

Senest synes dagbladet Politiken at have iværksat en kampagne, der på baggrund af terroristen Omar Abdel Hamid El-Husseins kriminelle fortid søger at forklare ham som kriminel snarere end islamisk terrorist, eller som påvirket af en psykisk diagnose snarere end et menneske, der opfattede os som sin fjende og handlede på baggrund af dette rationale.

Men i miskendelsen af fjendskabet som drivkraft, i vores manglende evne til at anerkende fjenden, luller vi os selv ind i forestillingen om vores ‘værdiers’ iboende ukrænkelighed. Vi kommer til at forveksle vores opfattelse af deres ukrænkelighed for os med spørgsmålet om, hvorvidt de reelt lader sig krænke – og i sidste ende nedkæmpe. Vi misforstår konfliktlinjen som en mellem alle rettænkende mennesker og de få grebet af mørke kræfter.

I realiteten er situationen en anden og langt mere forstemmende.”

(Samuel P. Huntington, The Clash of Civilizations and the Remaking of World Order, 1996)

“Some Westerners… have argued that the West does not have problems with Islam but just with violent Islamist extremists. Fourteen hundred years of history demonstrate otherwise.”

Døgnrapporterne gav tidligere et indblik i politiets arbejdsopgaver, men er i dag blot en liste over dagens indbrud tilsat spredte historier. En anonym politimand beretter i Den Korte Avis – Politimand afslører: Politiet fortier indvandreres angreb på politiet.

“Der skulle afholdes et retsmøde i Landsretten tirsdag formiddag, som omhandlede en tidligere episode vedrørende knivstikkeri. Der var tre tiltalte i sagen – alle arabere fra Bispehaven, der alle er særdeles godt kendte for grov kriminalitet i politiet kriminalregister.

De tre tiltalte blev afhentet i forskellige arresthuse i landet. To politibetjente til hver af de tiltalte skulle bistå med transport og bevogtning under retsmødet. … Ved ankomsten til retten var der særligt problemer med én af de tiltalte, idet han 5 minutter inden retsmødets start krævede at få noget at spise. Han ville have en shawarma, og hvis ikke han fik det, så nægtede han at forlade patruljevognen.

Hans ønske blev ikke efterkommet, og det var allerede her nødvendigt at fastholde ham og føre ham op mod retslokalet. …

Flere af de tiltaltes venner fra Bispehaven var allerede mødt talstærkt op, og de bemærkede hurtigt, at den ene tiltalte blev ført af sted med magt af de to politibetjente. Da man var kommet ind i opgangen til Landsretten, løb gruppen fra Bispehaven straks hen for at hjælpe deres ven, og hele situationen eskalerede og blev noget kaotisk.

De to øvrige tiltalte i sagen var allerede blevet placeret i retslokalet med fire betjente som bevogtning, og da betjentene hørte lydene fra opgangen, løb de ud for at assistere kollegaerne. … Der blev sendt panikmeldinger over radioen om, at der skulle bruges assistance. Både flere patruljevogne og en hundevogn kørte til stedet for at hjælpe.

I alt fem personer blev anholdt med hver deres sigtelse. To blev sigtet for overtrædelse af straffelovens § 119 for vold mod tjenestemand ved at have skubbet til en politibetjent, og tre for at have forsøgt at frigøre en anholdt og samtidigt at lægge en hindring i vejen for politiets arbejde.

Der blev anvendt peberspray mod flere af de aggressive personer, og situationen var efter nogle minutter under kontrol. Det var ikke muligt at gennemføre retsmødet herefter, og alle personerne blev indbragt til politigården. …

Denne episode er blot en blandt mange hos os, hvor vi efterfølgende intet kan læse om det i nyhederne eller på politiets døgnrapport. Det er ikke nogen hemmelighed, at det var den episode, der den tirsdag fyldte mest blandt kollegaerne, idet det for nogen også var meget voldsomt.

Jeg har netop gennemgået politiets offentlige døgnrapport fra tirsdagen. Her står anført en masse andre hændelser af en noget mere ubetydelig karakter. Der er absolut ingen efterforskningsmæssige hensyn, der skal tages i denne sag, så hvorfor er episoden ikke nævnt i nyhedsmedier, aviser, døgnrapporten osv.?

Vi ser det gang på gang, når det vedrører efterkommere med mellemøstlige og afrikanske rødder. …

På samme måde er det som sagt, når vi får kastet sten mod os i Gellerup og Bispehaven. Jeg har været med flere gange, hvor vi har været nødsaget til at trække os ud af området på grund af de mange stenkast, hvilket gør det umuligt for os at arbejde på stedet.

Der står aldrig noget i medierne.“

De senere dage har medierne bragt en del historier om overfald på herboende muslimer. Det ville være mærkeligt, hvis intet fandt sted, men som sædvanlig er det 2. og 3. håndsberetninger fra islamiske Facebook-grupper. Med baggrund i en artikel fra Dagbladet Arbejderen, bragte DR Online fredag historien: Danske muslimer melder om hadske overgreb efter terror. Eksemplerne gengives ikke, men Islamisk Trossamfund og Dokumentations- og rådgivningscenter om racediskrimination bekræfter tendensen.

Tidligere på ugen kunne fire muslimske organisationer ikke give Radio24syv et eneste eksempel. Fredag, en lille uge efter terrorangrebet havde Københavns Politiet “ikke modtaget nogen anmeldelser” overhovedet.

Jeg har samlet fem historier der nåede medierne.

1) DR gengav ikke Arbejderens to eksempler, og det forstår man godt. Den første historie er noget en person har hørt, og havde avisen gengivet hele opdateringen, så ville læsere nok have undret sig over at kvinden løb grædende hjem med ‘ar’ på halsen efter kvælertag.

“I morges blev en af mine nære overfaldet af en mand, som råbte ‘Fuck dig’ og tog kvælertag på hende og slog hende i bussen, til hun væltede”, skrev Sara Tawfik på sin Facebook-profil mandag.” (Arbejderen, 18. februar 2015: Flere muslimer udsat for voldelige hævn-overfald)

(Sara Tawfik på Facebook, 16. februar 2015)

2) Det andet eksempel i Arbejderen, der angiveligt fandt sted i tirsdags, er ligeledes rygtebaseret, og ligner en omvendt udgave af mandagens ‘Højgravid kvinde udsat for gaderøveri‘, der ifølge politiet blev begået af fire yngre mænd – ‘mellemøstlig af udseende’.

“I dag på en parkering ved Daells bolighus blev en muslimsk højgravid kvinde skubbet og spyttet på af en dansk mand. Skubbet så hun måtte rive fat i sidespejlet for ikke at falde på maven… sin HØJGRAVIDE mave!”, skrev Kamilla Tønder på Facebook tirsdag.” (Arbejderen, 18. februar 2015: Flere muslimer udsat for voldelige hævn-overfald)

3) Metroxpress bragte fredag historien om irakiske Aooa Alomari der ifølge eget udsagn er blevet overfaldet to gange den senere uge, og tilfældigvis har telefonnummeret til en et (salafistisk) vagtkorps, så hun slap for at ringe til politiet. Hun går ikke med tørklæde, men tør ikke gå udenfor i disse dage. Lidet sandsynligt.

“- På vej op ad trappen kommer der en dansk mand bagfra og hiver i min jakke, så jeg falder hele vejen ned og begynder at græde. Der stod en anden mand øverst på trappen, fortælle Aooa Alomari, der har irakiske forældre, men er født og opvokset i Danmark. … Det er ikke den eneste episode, Aooa Alomari har oplevet efter weekendens terrorangreb. Hun er blevet overfaldet verbalt og så også sin veninden blive spyttet i hovedet.

– Jeg tør ikke gå uden for en dør uden at have nogle med…”

4) Fredag bragte Ekstra Bladet et interview med irakiske Mariam Latif. Hun er ifølge sin Facebook-profil ved at skrive en opgave om racisme mod muslimer, og har en klassisk islamistisk offer/skurk-opfattelse.

“Alligevel blev hun udsat for chikane, da hun en mandag eftermiddag blev verbalt overfaldet af en ældre dame i Husum:

– Hun sagde højt tørklæde-svin. Skrid ud af landet. Det var enormt ubehageligt. Hun stoppede først, da en anden dansk mand kom ind og blandede sig.”

(Mariam Latif på Facebook, 15. februar 2015)

5) Eneste historie hvori der foreligger noget håndfast er BT-historien om en pakistansk kantinedame, der fik en racistisk besked i sin postkasse. Den virker i det store og hele troværdig, på trods af stavefejlene, der ikke kun findes i indvandrermiljøer.

“Der ventede den 46-årige pakistanske kantinedame en frygtelig forskrækkelse, da hun onsdag aften åbnede sin postkasse. I postkassen lå et truende brev med teksten: ‘Forsvind ud af DANMARK i svin’. …

‘Jeg kan huske, at jeg lagde mærke til, at brevet var skrevet på dårligt dansk med en masse fejl, og der manglede punktummer. …’ fortæller kantinedamen til bt.dk.”

(Set på Facebook, 15. februar 2015)

Med tanke på hvordan racismekortet anvendes i flæng, når muslimer føler sig krænket på sin tro, så skal uvildige vidner stå frem eller anden dokumentation på bordet før jeg godtager de mange historier. Da Özlem Cekic antydede racistisk chikane i en biograf sidste år, havde andre i hendes umiddelbare nærhed en væsensforskellig udlægning. Backlash-historien efter Charlie Hebdo, viste sig at være frit opdigtet. En fjer bliver nemt til fem høns, og der er ingen sans for proportioner i de her miljøer. Et tilfældigt eksempel.

(Set på Facebook, 19. februar 2015)

Under et døgn efter Dan Uzan var likvideret foran moskéen kunne Politiken fortælle, at herboende muslimer var bekymrede over hvorvidt ‘danskerne’ nu ‘smiler tilbage’. Kombinerer man dette med politiets opfordring til at melde ‘oplevede mishagsytringer’, hjemmesider oprettet til formålet, og det faktum at Politiken, Radio24syv, DR Nyheder mfl. opsøger ‘mørketal’ i islamistiske Facebook-grupper, så skal der nok dukke noget op. Den første der kan dokumentere et overfald, får formentligt sit eget talkshow.

Max Hermansen, manden bag Pegida Norge, mistede sit lærerjob, og må nu formentligt også lukke sit antikvariat i Oslo. Fra norske VG Nett – Pegida-Hermansen stenger butikken etter ‘nazisvin’-hærverk.

“Natt til søndag har noen spraymalt ordet ‘nazisvin’ i rødt på veggen til Max Hermansens antikvariat på Grünerløkka i Oslo. Nå ser han seg nødt til å stenge bruktbokhandelen.

– Det jeg tenker er at nå må jeg stenge antikvariatet med umiddelbar virkning. Jeg vil ikke risikere at jeg eller noen andre som jobber det kan få en molotov-cocktail eller bensinbombe kastet inn av vinduet. Det kan potensielt være dødelig, sier Hermansen til VG. …

Han sier videre han har fått en rekke trusler tidligere, men ønsker ikke at de skal bli gjengitt i VG.

– Jeg har fått en god del meldinger, trusler og telefoner med varierende innhold som er truende, sier Hermansen.”

(Max Hermansens antikvariat, Oslo, 22. februar 2015)

Natten til den 3. maj sidste år kaprede en 55-årig mand bus 224 i Greve. Han medbragte en bombelignende genstand, og truede med en pistol chaufføren til at køre bussen ind i ‘et hus på Hundinge Strandvej’. Det lykkedes ikke, da Chaufføren stak af. Gerningsmanden blev senere anholdt i Herlev, denne gang i besiddelse af en pumpgun.

Politiet mørklagde sagen, og i en af de første artikler om sagen sidste sommer afviste Midt- og Vestsjællands Politi at der var “nogen som helst mistanke om terrorisme eller et politisk motiv”. Ekstra Bladet undrede sig over, at denne ’tilsyneladende banale sag’ blev ført bag dobbeltlukkede døre, og forklarede, at motivet angiveligt skulle søges i ‘mandens personlige problemer’.

Hundige Strandvej er hjemsted for Danmarks Nationalsocialistiske Bevægelse (DNSB), der tilbage i 1995 var mål for en brevbombe, men det kunne selvfølgelig være en tilfældighed. Under fredagens retssag i Roskilde kom det frem, at indicierne pegede i den rigtige retning. Manden ville bombe nazisternes hovedkvarter, fordi han mente de stod bag en uopklaret brand på Frihedsmuseet sidste år. Han slap med en behandlingsdom, og det var forsvarer Thorkild Høyer selvfølgelig godt tilfreds med. Fra Jyllands-Posten – Forsøgte at busbombe naziborg: Museumsbrand knækkede mig.

“En 56-årig mand, som fredag sidder på anklagebænken i Retten i Roskilde for at forsøge at sprænge en naziborg i Greve i luften, levede et almindeligt liv med børn og arbejde op til 28. april 2013.

Det forklarer han selv i retten, da anklager Thomas Brædder spørger ham, hvad der fik ham til at kapre en bus 3. maj sidste år med den hensigt at køre den ind i naziborgen for at sprænge den i luften med kunstgødning, diesel og gasflasker. …

Manden havde et særligt tæt forhold til museet, da hans familie var involveret i modstandskampen under krigen. For ham var det et mausoleum – ikke et museum. … Selv var han sikker på, at det var nazisterne, der stod bag.”

(Hovedkvarter for Danmarks Nationalsocialistiske Bevægelse, Hundinge Strandvej 153, Greve)

Mere i en af flere sidehistorier – Anklager: Sag om busbombe mod naziborg er tæt på terror

“Vi er tæt på terror. Mange vil spørge sig selv, når de læser denne sag, hvorfor det ikke er terror, siger anklager Thomas Brædder torsdag under sin procedure ved Retten i Roskilde. Episoden fandt sted natten til 3. maj sidste år. Først kaprede den 56-årige en bus og truede chaufføren til at bakke ind i en naziborg i Greve for at sætte ild på den. Men chaufføren nåede at flygte, inden angrebet kunne blive udført.

- Hvis man tager en bus fyldt med benzin og vil køre den ind i en borg, så lugter det alvorligt af terror. Også at man retter det mod en gruppe, her nazister, peger også på, at der er tale om terror, siger anklageren.“

(Ekstra Bladet, 3. maj 2014: Dyb mystik om bombefrygt i bus: Fandt benzindunke og elektronik)

“Med sig i bussen havde den dengang 55-årige mand også en kuffert fyldt med 70 kilo gødning, flere flasker gas samt 60 liter brændstof i dunke indeholdende dieselolie og benzin. … Ved anholdelsen havde manden både en nimillimeter pistol og en pumpgun samt ekstra ammunition på sig. … 200 beboere i området blev evakueret af politiet” (Avisen.dk, 12. februar 2015)

“Buschaufføren i bus 224 med rute i Greve troede, at han ville blive skudt, da en mand kom ind i den ellers tomme bus med en skarpladt pistol og en kæmpe kuffert. … Den 56-årige mand har forklaret, at han ikke ville chaufføren noget ondt. Han ville kun bede ham hjælpe ham med at placere dunke med benzin og gødning bagest i bussen og bakke bussen igennem plankeværket rundt om naziborgen.” (TV2, 20. februar 2015)

Mediernes forsøg på at skønmale Islam antager til tider groteske former. Onsdag aften havde TV2 Nyhederne hidkaldt Imad Malik fra Ahmediya-sekten i Hvidovre, med henblik på at skabe et modbillede til den terror- sympatiserende Adnan Avdic. “God aften Imad Malik, du er en af danmarks moderate muslimer”, lød det fra studieværten, der ignorerede det faktum, at Ahmadiyaernes Islam-opfattelse afvises af Islams fire store retsskoler.

Som afvigende fra mainstream-Islam forfølges Ahmediyaerne overalt, ikke mindst i Pakistan, hvor Muhammad Tahir ul-Qadri stod bag sharia’ens integration i straffeloven. Det medførte som jeg tidligere har skrevet, blandt andet dødsstraf for frafald og blasfemi. Ul-Qadri er den lærde Koran-læser bag Minhaj-ul-Quran (‘Koranens vej’).

Minsanten om ikke TV2 Nyhederne blot fire dage efter indslaget om Muslimer for fred, anvender deres bødler som et eksempel på moderate muslimer.

(Muhammad Tahir ul-Qadri, 2010 – Muhammed Tahir ul-Qadri mod vold på TV2, 2015)

TV2 Nyhederne, 18. februar 19.00: Muslimer for fred mod terror (forfulgt sekt med egen Koran-udgave)

Nyhedsvært: Hvis vi ser på billederne her – undskyld jeg bryder ind, Imad Malik – så kan vi se nogle unge mennesker i Københavns nordvest kvarter, som fjerner blomster fra der, hvor terror-gerningsmanden blev skudt af politiet – unge mennesker som sympatiserer med ham. Og de er jo, som vi kan se, en flok. De holdninger her, er det noget som du ser breder sig, også selvom det er blandt et mindretal?

Imad Malik Muslimer for fred: … jeg synes ikke, at de skal være udtryk for det, som det brede flertal af muslimer mener. Vi Muslimer for fred i hvert fald, vi har i den tid vi har været her, som Danmarks ældste muslimske organisation, altid taget afstand fra den slags. Og det er også derfor vi på det seneste, som man se på vores facebook-side har startet en anti-radikaliserings kampagne, Stop the crISIS – med tryk på ISIS – hvor vi går ud på gadeplan og netop retter henvendelse til både muslimske og ikke-muslimske medborgere, for at fortælle hvad islams egentlige lære er.” (Imad Malik i TV2 Nyhederne, 18. februar 2015)

TV2 Nyhederne, 22. februar 19.00: Minhaj ul-Quran mod terror (for dødsstraf for frafald og blasfemi)

Nyhedsvært: Minhaj-ul-Quran har i dag sendt bøger om anti-radikalisering ud til landets folkeskoler… bogen hedder Fatwa mod selvmordsangreb og terrorisme.

Qaisar Najeeb, Minhaj-ul-Quran: Det skal føre til at vi kan få afradikaliseret de her unge mennesker, og få dem vendt mod et bedre Danmark og ikke en modborger, men en medborger til det her danske samfund.

Nyhedsvært: Indholdet er citater fra Koranen om at Islam ikke retfærdiggør hverken vold eller terror.