En af de mere aktive engelsksprogede bloggere kalder sig ‘Vlad Tepes’, og skriver bloggen under samme navn med den fantastiske tagline: ‘Objects in history may be closer than they appear’. ‘Vlad Tepes’ er bedre kendt som Grev Dracula, en rumænsk hærfører fra 1400-tallet. Irske Bram Stoker skrev bogen om Dracula i 1897, delvis baseret på lokal folklore, hvad blev filmatiseret under titlen Bram Stoker’s Dracula i 1992 af selveste Francis Ford Coppola.

Åbningssekvensen, kort før Grev Dracula undsiger Gud, er ‘islamofobi’ af høj kvalitet.

Speak (Anthony Hopkins): The Year, 1462. Constantinople had fallen. Muslim Turks swept into Europe with a vast superior force... Striking at Rumania, threatening all of Christendom. From Transylvania rose af Rumanian knight of the Sacred Order of the Dragon, known as Dracula.

(Bram Stoker’s Dracula, 1992: Se hele sekvensen på Youtube)

Det ville være en klassisk Urias-blogpost at dokumentere mediernes dækning af Mohamed Noors drab på Justine Damond, men jeg har vanskeligt tid. Dækningen illustrerer de dobbelte standarder, hvor etnicitet kun er relevant, hvis det kæmper ‘anti-racismens sag’ eller indirekte understøtter det multikulturelle projekt.

Morten Uhrskov Jensen sætter sagen i rette relief – Hvid ubevæbnet kvinde skydes og dræbes af somalisk betjent.

“Lørdag den 15. juli 2017 blev den sidste dag i australske Justine Damonds liv. Hun boede i byen Minneapolis i den amerikanske delstat Minnesota. Det blev fatalt for hende, at hun ringede til det lokale politi, fordi hun hørte lyde, der kunne indikere, at et seksuelt overgreb fandt sted.

En patruljebil med to betjente ankom til stedet, og da Justine Damond iført pyjamas og i øvrigt ubevæbnet gik henimod politibilen, blev hun uden varsel skudt i maven og døde kort efter. Det har man kunnet læse om på både dr.dk og tv2.dk’s hjemmesider, der begge bragte telegrammer fra Ritzau, TV2 den længere version.

Se, havde den dræbte været ikke-hvid og politimanden hvid, er det min påstand, at det var fremgået meget tydeligt af Ritzaus telegram og af DR og TV2’s gengivelser. Hos DR kan man se et foto af offeret Justine Damond, og det fremgår, at hun er hvid. Men politimanden, der skød og dræbte den ubevæbnede Justine Damond, får vi ikke noget at vide om. Hvorfor mon ikke? Der har som bekendt været sager indenfor de seneste år, hvor sorte er blevet skudt og dræbt af hvide politifolk, og det har flere gange afstedkommet alvorlige optøjer.

Politimanden denne gang var ikke hvid, men derimod somalier med navnet Mohamed Noor. I skrivende stund har Mohamed Noor endnu ikke afgivet officiel forklaring, men har ifølge Daily Mail derimod talt med venner og bekendte om drabet på Justine Damond. Mohamed Noor har her bl.a. udtalt, at han er ‘indvandrer, muslim og ikke-hvid.’ …

For det andet viser sagen en voldsom slagside hos danske medier, værst hos DR og TV2 som de to største. Da det viste sig, at politimanden ikke var hvid, var det pludselig ikke interessant at oplyse om hans etnicitet.”

(Rollemodellen Mohamed Noor og familie. Indsat: Justine Damond; Collage: TGP, NBC)

Marxisterne satte sig tungt på kriminologien, og professor Flemming Balvig har forlængst dannet skole. Jyllands-Posten bringer i disse dage en artikelserie om straf, hvor de med henvisning til Balvig et al, forfægter, at ‘at højere straffe ikke virker – ifølge forskningen’. God blogpost af Rune Toftegaard Selsing, der bør læses i sin helhed på JP.dk – Det er løgn og propaganda, at straf ikke virker.

“Eksperterne bag artiklerne er Flemming Balvig, Sysette Vinding Kruse og Linda Kjær Minke, der i flere artikler fastlår om strafforøgelser, at ‘al forskning viser, at den ikke har en gavnlig effekt’. Som (eneste) evidens herfor henviser sidstnævnte til en rapport som Justitsministeriets Forskningskontor offentliggjorde i februar 2016. …

I første omgang blev jeg skuffet over, at der overhovedet ikke var tale om noget metastudium, men snarere en effektundersøgelse af nogle straffeforhøjelser, som Fogh-regeringen gennemførte. Til gengæld blev jeg overordentligt positivt overrasket over rapportens konklusioner.

I rapporten skelnes der mellem tre former for virkninger af straf. Der er en afskrækkende effekt, en resocialiseringseffekt og en uskadeliggørelseseffekt. Førstnævnte er uhyre vanskelig at undersøge uden et kontrolleret forsøg…, og derfor nøjes rapporten med at beskæftige sige med resocialisering og uskadeliggørelsen. …

Om resocialisering konkluderer rapporten, at strafforøgelsen er alt for lille til, at man overhovedet kan forvente en effekt, mens der for de strafformer, hvor straffeforøgelsen er substantiel (6-10 måneder), er der for få observationer til, at man kan påvise signifikante effekter. Til gengæld peger rapporten på amerikanske studier (her og især her), hvor straffeforøgelsen har været væsentligt større, og hvor der er fundet en positiv effekt på resocialiseringen.

Endnu mere bemærkelsesværdige er rapportens konklusioner vedrørende uskadeliggørelseseffekten. Forfatteren peger på en hel række udenlandske studier (og et enkelt dansk), der klart viser en positiv effekt. … Rapporten estimerer effekten (af de små) straffeforøgelser, som Fogh-regeringen gennemførte og når frem til følgende:

Simpel vold er strafforøget med (sølle!) 9 dage, hvilket estimeret giver mellem 13 og 25 færre lovovertrædelser for 1.115 lovbrydere. (1-2 færre overtrædelser per 100 forbrydere)

Grov vold er strafforøget med (sølle!) 20 dage, hvilket estimeret giver mellem 22 og 33 færre lovovertrædelser for 564 lovbrydere. (4-6 færre overtrædelser per 100 forbrydere)

Uagtsomt manddrab i trafikken er strafforøget med 135 dage, hvilket estimeret giver mellem 8 og 19 færre lovovertrædelser for 75 lovbrydere. (10-12 færre overtrædelser per 100 forbrydere)

Voldtægt er strafforøget med 218 dage, hvilket estimeret giver mellem 36 og 43 færre lovovertrædelser for 187 lovbrydere. (19-23 færre overtrædelser per 100 forbrydere)

Som det (selvindlysende) fremgår er effekten markant større, når straffeforøgelsen også er det. … den rapport som Linda Kjær Minke henviste til som støtte til påstanden om ‘at al forskning viser, at straf ikke virker,’ viser præcis det modsatte af, hvad hun påstod.

Læren for journalister er den følgende. Når kilder udtaler, at straf ikke virker, så er der som udgangspunkt tale om løgn og propaganda. Tillad mig at understrege: løgn og propaganda.

I bedste tilfælde er påstanden et propagandistisk forsøg på at lade som om, at straf alene handler om resocialisering kombineret med uvidenhed om, hvad forskningen faktisk viser. I værste tilfælde er der tale om ideologisk motiverede løgne.”

Det er ikke ligefrem en nyhed, at humanitære organisationer i praksis fungerer som menneskesmuglere, og EU’s seneste tiltag illustrerer ganske fint magtesløsheden. Et ‘Hello Kitty’-plaster på en fremskreden kræftsvulst.

“I et forsøg på at modarbejde den farlige smugling af migranter over Middelhavet tillader EU, at medlemslande kan begrænse salget af oppustelige både og påhængsmotorer til Libyen. Det har EU’s udenrigsministre besluttet, skriver nyhedsbureauet AP. Ministrene er mandag samlet i Bruxelles til møde om netop migrationsstrømmen.” (Politiken, 17. juli 2017)

Man kan følge NGO’ernes menneskesmugling med Marinetraffic, hvor man også kan overvåge udvalgte skibe. Det var ikke svært at finde NGO’ernes (kun enkelte medtaget), for de cirkulerede alle få nautiske mil fra Libyens kystlinje. Kortene er lavet her til eftermiddag.

(‘No borders NGO’-flåde, fem eksempler, 22. juli 2017)

(Opererer tæt på den libyske kyst)

(Eksempel på rute, ‘The Golfo Azzurro’, 21.-22. juli 2017)

‘The Aquarius’ og ‘Vos Prudence’, Médecins Sans Frontières (Læger uden grænser).

‘The Golfo Azzurro’, hollandske Boat Refugee Foundation.

‘Sea-fuchs’, tyske Sea-eye.

‘The Vos Hestia’, Save The Children (Red barnet).

(Eksempel på rute, ‘Open arms’, 21.-22. juli 2017)

I sidste måned holdt Berlingske mikrofonen for en talsmand for Minhaj-ul-Quran (Koranens vej), der advarede mod højreekstremisme: “Vi moderate muslimer er udsatte…”, lød det. ‘Koranens vej’ er moderat, må man forstå. Troende muslimer er helt enige, at dømme efter tidens islamiske agitprop.

Koranen handler om rummelighed, inklusion, helt i pagt med oplysningstidens idealer, og vi i Vesten kan lære meget af mellemøstlig kultur. Taletid til Koran-tro i forskellige medier…

“Koranens rummelighed og inkluderende holdning til andre religioner er unik, og den franske revolutions mantra ‘frihed, lighed, broderskab’ er som snydt ud af Koranen…

Og dermed lever Koranen til fulde op til oplysningstidens idealer såvel som til FN’s menneskeretskonventions første og vigtigste artikel: Alle mennesker er født frie og lige i værdighed og rettigheder. De er udstyret med fornuft og samvittighed, og de bør handle mod hverandre i en broderskabets ånd.

Mange muslimske tænkere mener, at Koranen dybest set er et redskab til at befri menneskene fra formynderi, undertrykkelse og diskrimination.” (Aminah Tønnsen i kronik, Kristeligt Dagblad, 17. juli 2017)

(Ehab Atiqa: ‘Danskere bør lære værdier fra Mellemøsten’; Collage: TV2 Fyn)

“Hvorfor mener du ikke, danske kvinder nødvendigvis er et forbillede for kvinder i de arabiske lande?

‘Man tænker ikke så meget over i Danmark, at arabiske kvinder altså også har sattelit-tv og følger med i statistikkerne og nyheder. De er ikke blinde over for den pris, vi har betalt for vores frihed i Danmark.‘” (Saliha Marie Fetteh, interview, BT.dk, 21. juli 2017)

Haderslev er forlængst blevet multikulturel, og masseslagsmål i gaderne er ikke et særsyn. Natten til torsdag inkluderede det 15-20 mænd, flere maskerede, der sloges med alt fra knive, kæder og køller ved Domkirkepladsen og Nørregade. To pullerter ved Domkirken blev væltet, og brosten brugt som kasteskyts.

Vidner forklarer, at indvandrere efterfølgende sad i smadrede biler. Historien kan læses i JyskeVestkysten, der citerer en lokal betjent for at “indehaverne af bilerne er blandt de personer, som har været i tabernakel.” Tabernakel, en spøgende form for ‘larm, morskab og tumult’, jf. Den Danske Ordbog.

Her en øjenvidneberetning fra JyskeVestkysten – Vidne til ballade: Folk løb væk i panik (kræver login).

“En kvindelig beboer i området vågnede på et tidspunkt i løbet af natten og så en kampscene folde sig ud foran sit vindue. Hun blev vækket af en larm, som hun aldrig har hørt lignende.

– Jeg vågnede ved, at folk råbte og skreg. Jeg kiggede ud af vinduet og så folk i panik løbe væk fra Nørregade, og jeg tænkte ‘Hvad sker der?’ …

– Folk løb i alle retninger, som kom de fra en myretue.

Panikken i deres blik var helt vild, siger kvinden, der så fem patruljevogne på stedet, og mens de fleste løb for livet under slåskampen, havde nogle andre planer…

– En time senere, da jeg skulle på arbejde, sad nogle indvandrere i smadrede biler, det hele lignede bare lort dernede, og politiet var stadig tilstede, fortæller kvinden.”

(Domkirkepladsen i Haderslev, brostensbelagt idyl; Foto: Haderslevwiki)

Replik til Niels Jespersen af Johan Christian Nord. Sakset fra Critique – Et samfund dør, når det behandler sine fjender som venner.

“Berlingske bragte den 19. juli kommentaren ‘Kongemærkehipsterens ubehagelige krigsretorik’, hvori Niels Jespersen gav et modsvar til min kommentar ‘Hvorfor lader vi vores fjender vade rundt iblandt os’ fra 12. juli.

Hans grundindvending er, at jeg og andre – med hans venlige benævnelse – ‘begavede unge kulturkonservative’ er på farligt farvand med vores fremførelser af en hård ven-fjende-skelnen i spørgsmålet om islams tilstedeværelse i Europa. … han frygter følgerne af en mere alment gennemført skelnen mellem os og dem – mellem europæerne og de nytilkomne. …

Jespersen bider mærke i, at jeg i foredraget anvendte begrebet ‘mental AIDS’ til at beskrive det sygelige i, at vi europæere bliver ved med at tage imod mennesker, der er grundlæggende forskellige fra os og for størstedelens vedkommende ønsker sig noget ganske andet af livet end os og dermed udgør en langsigtet trussel mod opretholdelsen af vores orden, fred og frihed.

Begrebet er, som Jespersen påpeger, blevet udbredt af den franske højre-intellektuelle Guillaume Faye, der tilhører det såkaldte ‘Nye Højre’, som er en voksende anti-liberal strømning på tidens europæiske idépolitiske scene. Fayes – og min – hensigt med dette metaforisk-diagnostiske begreb er at pege på det basalt selvdestruktive i, at vi i Vesten hylder tanken om universel menneskelig værdighed i så høj grad, at det er en trussel mod vores egen overlevelse. Vi lider – således billedet – af en immunforsvarslidelse, der gør os ude af stand til at afværge de udefrakommende anslag, som en sund organisme ellers let ville kunnet have ryste af sig.

I forlængelse af denne metaforiske diagnostik handlede foredraget om, hvordan det kun er en fortsættelse og intensivering af de islamiske angreb, der vil kunne ruske europæerne vågne – og at det faktisk er en god ting, at vi nu igen får kniven for struben og tvinges til at ranke ryggen. …

Det er følgerne af en sådan afsked med universalismen, Jespersen er ængstelig for. Han frygter barbariet og mener, at vi bør vare os for at slutte fra de voldsberedte islamister til muslimerne som helhed. Grundlæggende skal kampen vindes ved, at ‘islamismen besejres i massernes sind’.

Ja, her har vi grunduenigheden mellem den medievante socialdemokrat og den neo-reaktionære hipster. Jespersen tror, at det vil lykkes at få masseret den vestlige universalisme ind i de islamiske sind, inden demografien forskydes, og vores samfund forvrides til uigenkendelighed. Det gør jeg ikke. For jeg tror slet ikke på disse højpolerede værdiers anvendelighed over for mennesker, der ønsker sig en ganske anden verden end os. Jeg frygter ikke så meget barbariet som fornedrelsen og udslettelsen…

For anerkendelse forudsætter lighed. Eller ligefremt udtrykt: Jeg tror, at et samfund dør, når det behandler sine fjender som venner – og lader dem avle inden for voldene.”

Motivet står hen i det uvisse, men de to stjålne bærbare computere, blev senere fundet smidt ved Christiansfeld Skole, og der skal nu engang mere end en iturevet bibel for at overbevise mig om, at der ikke er ‘noget anti-kristent’ over episoden. Fra JyskeVestkysten – Indbrudstyve raserede kendt kirke: Det var et frygteligt syn.

“Det var et særdeles ubehageligt syn, der mødte Daniel Klestrup Bjærge fredag morgen, da han trådte ind i Tyrstrup Kirke ved Christiansfeld.

Han havde netop fået at vide, at der havde været indbrud i kirken aftenen forinden, men han var slet ikke forberedt på det syn, der ventede ham.

Dørkarme var smadret, gamle lysestager fra 1700-tallet lå smidt på gulvet, blomstervaser ligeså, og et nyt kors, som kirken har fået lavet, var også kastet på gulvet. Derudover var en gammel bibel fra 1876, som altid har ligget frit fremme på alteret, revet i stykker og smidt på gulvet, ligesom en brandslukker med vand var tømt ud over kirkegulvet.

– Det var et frygteligt syn, fortæller Daniel Klestrup Bjærge, der er menighedskoordinator.”

(Tyrstrup Kirke efter skændingen, 21. juli 2017; Foto: Facebook)

“Der er ikke tegn på noget anti-kristent, så det er ren og skær hærværk.” (Menighedskoordinator Daniel Klestrup Bjærge, 21. juli 2017)

BT fortæller, at den muslimske Nord-vest Privatskolen sidste år fik landets højeste gennemsnit for folkeskolernes afgangsprøver i matematik uden hjælpemidler. Hvor gennemsnittet for landets 1500 skoler var 7,7, scorede skolens elever et gennemsnit på hele 11,1, hvad på baggrund af konkrete henvendelser, får Styrelsen for Undervisning og Kvalitet til at undersøge prøveforholdene på skolen.

Ialt skal 11 skoler undersøges for fusk, heraf syv muslimske.

“Et andet spor, som Styrelsen for Undervisning og Kvalitet også kulegraver, udspringer af et tip om, at de to friskoler Selam Privatskole i Aarhus og Vejle Privatskole skulle have udvekslet censorer i et sådant omfang, at der kan sås tvivl om, hvorvidt bedømmelserne var objektive.” (BT, 21. juli 2017)

Herunder lidt fra Ahmed Akkari, Min afsked med islamismen (2014)

“De muslimske friskoler skal groft sagt levere undervisning, der i kvalitet svarer til folkeskolens, samtidig med at de skal forberede eleverne bedst muligt på livet i det frie danske samfund. Kun hvis de gør det, kan de få tilskud fra staten og blive godkendt som lovlige grundskoler.

Kontrollen med, at disse regler blev overholdt, bliver imidlertid varetaget af et lille hold kommunale eller ministerielle konsulenter, som jeg oplevede som både blåøjede og berøringsangste. I min tid på friskolerne kom konsulenterne fast på besøg to gange om året, og hver gang blev et større skuespil sat i værk.

Alle fra skolebestyrelsen til skolelederen og lærerkollegiet vidste, at den stærke islamistiske skoling og censur var i strid med loven, og at den derfor skulle skjules. Det kunne uden problemer lade sig gøre, fordi tilsynsbesøgene blev varslet flere uger i forvejen. Besøgene lå typisk et par måneder før og efter sommerferien. Når det var tid, dumpede et brev med myndighedernes logo ind på kontoret, og det satte en kæde af begivenheder i gang.

Først orienterede skolelederen lærerne. På nogle skoler blev der indkaldt til samlede hastemøder, andre steder blev de ansatte trukket til side én for én i frikvarterer og pauser i undervisningen. …” (s. 266f)

“Jeg kendte lovens krav til undervisningen fra seminariet og følte et enormt pres hvile på mine skuldre – jeg kunne jo godt se, at vi mildt sagt var et stykke fra målet.

Det første, jeg gjorde, var at arrangere en lille skolekomedie, som eleverne skulle øve, når inspektørerne kom. Efter aftale med skolelederen skulle forestillingen aldrig opføres, men jeg vidste, at gav vi det indtryk, at eleverne blev stimuleret kreativt, ville det falde i god jord. Det var, hvad man forventede. Vi måtte lade som om denne ene dag, selvom skolekomedier ikke ligefrem var noget, vi ellers havde på skemaet.

Dernæst gik en større bearbejdning af samtlige elever i gang.

‘Der kommer nogle mennesker fra det danske ministerium på torsdag. Det er meget vigtigt, at de ser, at I sidder stille i timerne og lytter efter og opfører jer ordentligt. Hvis I laver ballade, lukker de skolen. Så mister I alle jeres venner!’ gentog lærerne i klasserne.

Helt i overensstemmelse med den øvrige undervisning blev det indskærpet, at inspektørerne var repræsentanter for det vantro danske samfund, og at de kun var interesserede i at finde fejl, der kunne få muslimer ned med nakken. Hvis det lykkedes dem, ville konsekvenserne blive forfærdelige for os alle.

Enkelte af de dygtigste elever i hver klasse blev omhyggeligt instrueret i at række hånden op og stille og besvare indstuderede spørgsmål, hvis inspektørerne dukkede op i deres time. Her kom elevernes utrolige evne til at lyve og spille uskyldige pludselig til gavn.

Dette mønster var det samme på samtlige fire muslimske privatskoler, jeg til dato har undervist på.” (s. 267f)

“En dag eller to før inspektørerne skulle møde op, blev alle de islamisk censurerede skolebøger samlet ind hos eleverne. I de første år var der tit lavet permanente rettelser i bøgerne. Sider kunne være revet ud og billeder malet over. I de tilfælde blev bøgerne gemt helt væk og andre uddelt, så de lovpligtige udgaver lå på bordene i det afgørende øjeblik. Senere blev systemet mere snedigt. På Selam Friskole var de ‘farlige sider’ dækket til med tape og papir, som nu blot kunne fjernes i forbindelse med myndighedernes tilsyn. På den måde undgik man at skulle købe to klassesæt af alle bøger.” (s. 269f)

“Selve inspektionen varede typisk en enkelt dag. Her blev de udskiftede bøger tjekket med tilfredshed, og konsulenterne talte med lærere, som sagde alt det rigtige. Imamerne, hvis eneste kvalifikationer var kendskabet til islam, havde typisk fået ferie eller var meldt syge på den pågældende dato, så de ikke forplumrede billedet. Var de på arbejde, holdt de sig helt i baggrunden.

Normalt overværede konsulenterne en lektion eller to, og også her gik alt som planlagt. I modsætning til sædvanen blev der ikke kaldt til bøn, da også det kunne give det ‘forkerte’ indtryk. Som regel blev inspektørerne fulgt tæt af en af de strengeste og mest respekterede mandlige lærere, som smilede, når de kiggede, men bag deres ryg sendte sigende blikke til enhver elev i sit synsfelt for at få dem til at rette ind.

Besøgene foregik altid i en ånd af samarbejde og tillid, og hver eneste gang slugte inspektørerne skuespillet råt. De noterede smilende i deres skemaer, mens de betragtede glansbilledet uden så meget som et eneste kritisk og dybdeborende spørgsmål.

Flere gange hørte jeg dem sågar sige, at det var synd, at de muslimske friskoler af og til blev kritiseret, når nu de fungerede så godt.

‘Det er jo tydeligvis bare en hetz,’ lød det.“ (s. 270f)

“Et andet skjold, de muslimske friskoler rutinemæssigt hev frem, hvis der var optræk til kritik, var deres karaktergennemsnit. Skolelederne kunne prompte sætte fingeren på en tabel, der viste at deres elever havde samme faglige niveau, som man fandt i folkeskoler med en tilsvarende etnisk og social sammensætning. også er det dog mit indtryk, at der i et vist omfang blev snydt på vægten.

Jeg overværede det aldrig selv, men flere af mine tidligere elever har beskrevet, hvordan de og andre, der var i fare for at dumpe kort inden eksamen blev trukket til side af centralt placerede lærere, så de bag lukkede døre kunne nå at indøve svarene på de ellers hemmelige opgaver.

En tidligere elev fra Lykkeskolen, der i dag driver en telebutik i Aarhus, har fortalt mig, hvordan han og en kammerat i 9. klasse på den måde scorede et 7-tal til eksamen i tysk – en jævn præstation. Men da de fortsatte i 10. klasse på den nærliggende folkeskole Skjoldhøjskolen, dumpede de med et brag, da det blev afsløret, at de ikke kunne sætte så meget som fem ord sammen på sproget.

Hvor udbredt den form for snyd var og er, ved jeg ikke med sikkerhed. Jeg undrede mig dog flere gange over, at elever, som havde meget store vanskeligheder i det daglige, formåede at forlade deres muslimske friskole med eksamenspapirer, der indikerede noget helt andet.

En anden problemstilling, som overses ved gennemgangen af de muslimske friskolers karaktergennemsnit, er, at de typisk rummer et enormt spænd fra en lille top til en stor bund. Mange steder er der nogle få ekstraordinært dygtige piger, som hæver gennemsnittet flere trin. Bliver der spurgt kritisk til resultatet af undervisningen på skolerne, er det altid dem, der bliver vist frem som eksempler på niveauet.” (s. 271f)

Tirsdagens udgave af Nattevagten på Radio24syv, havde ytringsfrihed som tema, og jeg kan tilfældigt til at høre en længere samtale i programmets anden time. En 35-årig danskfødt tyrker ringede ind, og forklarede at det var danskernes racisme der gjorde, at han ikke fik taget en uddannelse, og nu havde han så besluttet sig for at flytte til Tyrkiet. Hans børn skulle ikke være fremmede i Danmark.

Sanne Gottlieb snakkede ham efter munden i forhold til debattens tone, højrefløjens had og mediernes medskyld, og foreslog så, at man – med multikulturelle Singapore som forebillede, vedtog love, der slog hårdt ned på det hun kaldte ‘nedsættende’ tale om ‘andres religion’. Tyrkiske Harun var helt på linje, og alt var godt, lige indtil Harun forklarede, at han støttede Recef Erdogan – og alt det gode han havde gjort for Tyrkiet.

Personlig betragter jeg den grove Facebook-debat, som tidsspilde, men som eksemplet Harun ‘El Turco’ Bosbay understreger, så er er altså også afledte positive effekter. Det er medvirkende til at herboende udlændinge, tvinger sig selv til at tage stilling. Skulle nogen foretrække Erdogans Tyrkiet fremfor det islamfjendske Danmark, så er der vel blot at sige: God rejse…

(Harun Bosbay på Facebook, 15. juli 2017)

Indslaget kan høres i fuld længde her.

Harun Bosbay: Jeg er 35 år, og jeg mener – grunden til at jeg ikke har uddannelse i dag, nu har du jo snakket lidt om racisme og så videre… En af de største grunde til at jeg ikke tog en uddannelse, tror jeg, det er nok fordi, at jeg blev skoletræt, og hvis man møder – igen der, i starten af 1990’erne, på skolen om morgenen, og så bliver man – hvad plejer man at sige – ‘God morgen’ til hinanden ik’. Men hvis der bliver sagt ‘God morgen, perker’, så er det ikke sjovt… Det har betydet rigtigt meget for, at jeg ikke tog en uddannelse. … Det var de grimme ord der gjorde…

Sanne Gottlieb, Radio24syv: Jo, jo, men det er vigtigt vi også lige får pointeret, at ord og ytringsfrihed, også har en konsekvens, for det har du mærket på dit eget liv.

[…]

Harun Bosbay: Jeg har den svaghed, at jeg nogle gange skal reagere på sociale medier, blandt andet når man taler politik. På de sociale medier. Der ligger jeg gerne mærke til, at hvis jeg skriver mine holdninger, eller min mening, lad os bare tage udgangspunkt i… Erdogan, den tyrkiske præsident, ik’. Nu var det jo årsdag her for et par dage siden, og i forbindelse med det, der var der en artikel i TV2 på Facebook, og der var mange der kommenterede det, hvilket at mig selv blandt andet, og mange andre med tyrkiske rødder, havde skrevet, at de havde tolket det forkert – at deres tolk havde fejlet, og det var ikke det han sagde. For vi kan jo godt forstå tyrkisk. … Han bliver kaldt for diktator og så videre, men lad det ligge – men jeg lod mærke til, at etniske danskere der skrev tilbage, blandt andet til mig også – ‘Ja, men hvis vi var så vild med manden, hvad fanden lavede vi så i Danmark?’. Altså ‘Rejs dog derned, og så videre’. Det synes jeg er lidt dobbeltmoralsk. Ytringsfrihed – gælder det kun den ene vej? Gælder det kun for danskere?

Sanne Gottlieb: – Ja, det kan du have ret i. En god pointe.

Harun Bosbay: Jeg følte mig meget provokeret, for jeg skrev da også, at der sikkert ikke går så mange år før jeg flyttede derned. Selvom jeg er født og opvokset i Danmark, og mener selv at jeg er godt integreret, og har tilpasset mig fint ik’, så føler jeg mig alligevel ikke hjemme i forhold til gamle dage. … Tonen og debatten i Danmark med hensyn til Islam eller udlændinge generelt, den er meget slem synes jeg. Det går ud over mange uskyldige mennesker. Mange helt almindelige muslimer, inklusiv mig selv. … Min bror han flyttede for to et halvt år siden. Jeg har en anden bror, der har en restaurant, han flytter også ligeså snart han får solgt hans restaurant Jeg flytter nok inden for et par år. Jeg blev så sur, at jeg skrev til den ene mand, rolig nu – der går ikke så lang tid før jeg flytter. Der er mange der nok flytter efterhånden, tænker jeg. … Tonen sådan generelt er blevet så slem, at det ikke kan passe, at jeg skal være her… Det er for meget synes jeg.

Sanne Gottlieb: Jeg tænker at medier og aviser har en stor del af skylden her, fordi de er talerør for rigtig mange tosser. Jeg boede en årrække i Singapore, og i Singapore der er det sådan, at hvis du udtaler dig på nogen som helst måde nedsættende om andres religion, så kan du få nogle rigtige store bøder. Og det er altså et multikulturelt samfund, der lever muslimer, der lever kristne, der lever buddister, der lever hinduister, der lever kinesere med deres mærkelige kinesiske overtro, side om side i fred og ro. Og det fungerer, fordi der bliver slået så hårdt ned på det.

Harun Bosbay: – Det synes jeg faktisk er fint nok.

Sanne Gottlieb: Det synes jeg også.

Harun Bosbay: Især hvis alle respekterer hinanden, og det bliver til lov, det burde der måske også være i de andre lande.

Sanne Gottlieb: Det synes jeg.

Harun Bosbay: Jeg synes bare det, at de de højreorienterede mennesker generelt, ikke kun i Danmark, men sådan generelt i Vesten, der har fået meget mere under deres vinger, altså mere luft, og nu kører de ikke med 240 – nu flyver de flere hundrede kilometer i timen. Det er medierne som har hjulpet godt på vej med det. Bare for at give et eksempel. Jeg følger med i Debatten, nej undskyld Deadline, hver aften. Jeg kan simpelthen ikke sove, hvis ikke jeg har lyttet til det. Det er en vane. For et par dage siden, der i forbindelse med G20-mødet i Hamborg, der kom der – jeg kan ikke huske hvilken avis han kom fra, men han mødte op i Deadline, og sagde, at det største emne var Trump, selvfølgelig. Det var mest ham det handlede om, men så blev han spurgt om han var den eneste, i forhold til de resterende tyve eller nitten lande, som var unormale, eller hvad skal man kalde det, der gik den anden vej. Så sagde han – Nej, Erdogan, han hoppede også med på rutschebanen, på den samme vogn med Trump med hensyn til klimaaftalen fra Paris. Også, hun spurgte ikke nærmere ind til det. Hun sagde nå, okay, og så videre. Det var da meget normalt ik’. Hvilket ikke passer, og så gik man bare videre med programmet. Og jeg blev pissesur. Hvorfor undersøger man ikke, hvorfor får man ikke manden til at bevise det, hvad skal man sige. Man kan da ikke bare sige et eller andet, og så køre videre. Og så er det så folk får en helt anden opfattelse af, sådan nogle ting, det kan jeg simpelthen ikke tage.

Sanne Gottlieb: Jeg er enig. Jeg vil lige læse en sms op til dig. Det er en, der siger her, den er til dig, så du bliver kaldt for ‘indringeren’: ‘Til indringer, jeg bliver så berørt af din historie, og ked af hvis du flytter’.

Harun Bosbay: Ja, men spørgsmålet er hvilke kameler mine børn skal sluge i fremtiden.

Sanne Gottlieb: Men vil du så tilbage til Tyrkiet eller hvor vil du hen.

Harun Bosbay: Ja, men jeg er jo født og opvokset i Danmark, men far han kom i ’69 som gæstearbejder… Min mor kom her i 1974, og så fik de mig i ’82… Men jeg har en halvbror, der hedder Claus, fra min fars danske kæreste… Mine forældre flyttede for et par måneder siden. Min bror han flyttede for 2,5 år siden, og de resterende – bortset fra Claus, vi har også planer om at flytte med. Og det er simpelthen fordi, at det ikke kan passe at jeg hver dag skal forsvare…

Sanne Gottlieb: – Men har du tænkt på, at selvom du har en tyrkisk baggrund, så vil du være den fremmede der kommer til?

Harun Bosbay: Ned til Tyrkiet?

Sanne Gottlieb: Ja.

Harun Bosbay: Nej, nej, nej – Jeg vil ikke føle mig fremmede eller noget som helst. Nej, nej. Nu har jeg rejst meget flittigt dernede, hver år og så videre. Jeg har ikke så meget familie i Danmark, det er mere dernede. Når det så er sagt. Jeg ville ikke have rejst derned for femten år siden, eller inden Erdogan kom til, for der var systemet altså virkelig korrupt, sygevæsenet og alt det var virkelig galt. I dag er der gratis sygevæsen og gratis skolegang og så videre og så videre, jeg kan blive ved. Der er sket mange gode positive ting siden.

(Harun ‘El Turco’ Bosbay, der ikke føler sig hjemme i Danmark; Foto: Facebook)

Sanne Gottlieb: Hvad synes du om den måde han har slået ned på modstanderne?

Harun Bosbay: Øhh, hvilke modstandere, snakker vi om? … Det er en virkelig lang historie, hvis…

Sanne Gottlieb: – Nej, og det skal vi heller ikke ud i, for jeg har absolut ikke nok baggrundsviden for den.

Harun Bosbay: Nåh, det tænkte jeg nok. Men hvis vi skal lidt ind på det. Med hensyn til kurdere, og deres rettigheder. Så er det altså Erdogan, der har givet kurdere rettigheder i forhold til det gamle system, inden han kom til magten, ik’. … Selv kurderne er jo vilde med ham, størstedelen af kurderne. Det er også med mange millioner kurdiske stemmer, at han er kommet til magten. Størstedelen af kurderne støtter ham jo. … Alt den frihed han har givet… Han har gjort virkelige gode ting for landet og befolkningen generelt, og det er derfor jeg har modet til at flytte derned.

Sanne Gottlieb: Der er lige et spørgsmål jeg skal give dig. Det er en der skriver ind her… ‘Hvad mener du om Erdogans kvindesyn, skal kvinder også være tildækkede?’. …

Harun Bosbay: På sådan en måde her kunne vi jo godt blive ved, man har mange fordomme, og det er igen medierne skyld i det. Fordi det med hans syn på kvinder. Hvad han synes personligt, det skal jeg ikke blande mig i, men hvad han som regeringsleder, der skal han jo være neutral, ik’. Han kan jo ikke sige til nogen at de skal være tildækket, eller at de skal gå i bikini også om vinteren, forstå mig ret. … Min pointe var jo sådan set, at jeg har valgt at ville flytte derned, og der er mange der tænker ligesom jeg. Det er simpelthen på grund af tonen og så videre.

Sanne Gottlieb: – Og det synes jeg er vigtigt, at vi hører på. At det har altså en konsekvens for det enkelte menneske, når tonen bliver mere og mere rå.