Hvis man ikke gider læse lange tekster på engelsk, så kan man nøjes med Berlingskes referat, men den her venstreradikale feministiske ‘kønsforskning’ fortjener dybe slag, og det har de fået nu. Skøn artikel der præsenterer projektet sakset fra New States Man – Dog rape and Mein Kampf as a feminist text: why we hoaxed journals with terrible papers.

“We just spent a year writing and publishing calculatedly terrible papers in academic journals that look at aspects of identity – gender studies, fat studies, feminist geography, masculinity studies, sex and sexuality studies, feminist philosophy, feminist epistemology. This is not some obscure academic squabble. This is about something that affects us all. This is about culture. …

Of 20 papers we submitted, seven were accepted, six we deemed unworkable and a further seven were in various stages of the submission process when the project was discovered.

Our papers claim that dog parks are rape-condoning spaces and that by observing the reactions of dog-owners to ‘unwanted humping’ among dogs, we can determine that a human rape culture is deeply ingrained in men who could benefit from being trained like dogs. They investigate why heterosexual men enjoy the company of attractive and scantily-clad female servers in a restaurant and conclude it’s so they can live out fantasies of patriarchal domination. They ponder why heterosexual men rarely self-penetrate their anuses with sex-toys and advocate doing so in order to become less transphobic and more feminist.

Do you see a pattern? Although the papers we wrote scanned many subdisciplines of identity-based studies, by far the greatest uptake was of the ones which argued (on purely theoretical, subjective, and unfalsifiable grounds) that heterosexual masculinity is toxic, abusive, and thoroughly problematic. This perfectly comports with the rhetoric coming from feminist journals as aptly demonstrated by Suzanna Danuta Walters, editor-in-chief of the storied feminist journal Signs, when she asked the world in the Washington Post, why can’t we hate men?

In addition to the problematic nature of men’s attraction to women, we also published a rambling poetic exploration of feminist spirituality generated largely from a teenage angst generator which we hypothesised would be acceptable as an alternative, female ‘way of knowing’. That paper was purely silliness, and the journal a minor one. We took our experimentation with the idea that we could make anything at all fit some kind of popular ‘theory’ to the limits when we successfully published a section of Mein Kampf as intersectional feminism. We denied objective knowledge about morbid obesity too: we argued this serious health problem represents a body just as legitimately built as a finely honed muscular one. We see the impact of this dangerous narrative in activism to prevent the provision of health advice around body-weight.

This is not scholarship. In simplest terms, this is the explicit replacement of rigorous evidence-based research and reasoned argument with appeals to lived experience and a neurotic focus on the power of language to create social reality. This originated with post-modernists like Michel Foucault, Jean-François Lyotard, and Jacques Derrida, and was made explicitly political by a new generation of scholars who applied it in the fields we’ve called ‘grievance studies’. In our flagship paper (rather cheekily named ‘When The Joke Is On You’), we took this attitude as far as it would go and (ironically) applied it to ourselves and our own project. Our argument: all satire of ‘Social Justice’ scholarship is illegitimate and merely an attempt to selfishly preserve privilege. The reviewers of Hypatia informed us that this constituted ‘an excellent addition to feminist philosophy’.

While this is deeply troubling, the problem is not confined to the academy. These ideas are produced and legitimised in academia and given the status of knowledge via publication in peer-reviewed journals. This affords them power to influence education, activism, media, culture, and policy. One could think of this as a kind of ‘idea laundering’ through the university, in which opinions and prejudices can be validated by scholarly journals and come out looking like legitimate knowledge. The trouble is if this scholarship cannot be trusted, the consequences affect all of us – particularly those groups it purports to help.

We did this project because we think it matters. It matters that we study issues of identity, and it matters how we study them. It matters that scholarship is rigorous and non-ideological. Social justice cannot be advanced by shoddy, unsubstantiated truth claims and ideologically-biased agendas. It therefore matters that we put finding truths, whatever they are, ahead of ideology, however well-intended. We need solutions that work, and this is more likely if they are firmly tethered to reality.

These disciplines and the institutions that support them need to be reformed. However, more importantly, we, the people outside the academy and yet affected by its knowledge production, have to be aware of the problems with the scholarship, educational methods, and activism that depend upon these fields. What needs to change is the presumption that this work speaks for the people it claims to, including liberals, women, and racial and sexual minorities. It does not, and risking being called bigoted for pointing this out is worth it.”

(Area Magazine, Academic Grievance Studies and the Corruption of Scholarship, 2. oktober 2018)

Det er efterårsferie, og jeg er taget i sommerhus på sydsiden af Vejle fjord. Samme sommerhus som i vinterferien. Vi er en større flok de første dage, men der skal nok blive tid til at blogge lidt, om ikke andet sidst på ugen. Kameraet er med, og hvis den såkaldte ‘løvfaldssommer’ fortsætter, så giver det sikkert blogbare billeder.

(Udsigten fra blogstationen, såfremt vejret holder; NB: Mobilfoto, croppet)

I et læserbrev i gårsdagen Politiken, begræder lærerstuderende Christiane Nørring, at hendes veninde Fatima, ‘min samfundets støtte’ flyttede til Pakistan. Hun mindes første gang hun så hende i al sin Niqabklædte ‘herlighed’: “Du lignede noget taget ud af en Ole Lund Kirkegaard-bog… Du så fantastisk ud”.

Det virker som ufrivillig satire, men pointen rammer endnu hårdere, når først man har læst Politikens lange artikel om Fatima. Tvangsgiftet til Danmark, da mandens forældre mente at muslimske kvinder i Danmark har ‘ødelagte værdier’. Som jeg udpenslede i en post for et år siden, så er tildækningsforbuddet godartet symbolpolitik. Fatima og storfamilien flyttede til Pakistan, og det er godt for begge parter – ren WinWin.

Fra Politiken – Niqabforbuddet fik Fatima til at forlade Danmark med familien.

“Anonymiteten betyder, at Fatimas mand ikke vil have sit navn frem. Vi må ikke skrive hans præcise uddannelse eller navnet på hans hjemby, selv om vi kender begge dele. …

‘Min kone har altid oplevet fjendtlighed, når hun gik på gaden med sin niqab, men det seneste års tid, hvor politikerne har taget niqabforbuddet op, er fjendtligheden steget markant. Min kone er blevet antastet, råbt ad, jokket på og endda spyttet på på gaden. Derfor rejser vi’, forklarer han. …

‘Vi har altid haft en drøm om at prøve at bo i Pakistan, det er en drøm, vi har skubbet foran os. Så jeg føler, at vi er tvunget til at rejse nu, men det er ikke 100 procent tvang’. …

Fatimas mand er vokset op et sted på Sjælland og taler også lidt sjællandsk. … Hans mor er pæredansk… Hun konverterede til islam i 1970′ erne, da hun mødte faderen. Han kommer oprindelig fra Indien og har også boet i Pakistan.

‘Jeg er muslimsk opdraget. Og nu siger jeg noget for at chokere – mit ægteskab er et tvangsægteskab!‘. Han ser kamplysten ud. …

‘Det er ikke bare to personer, der bliver gift, det er to familier, der skal passe sammen.

Mine forældre kunne have fundet en muslimsk kvinde i Danmark, men min far mener, at de har mere ødelagte værdier, og mange af mine kammerater, som blev gift med en dansk muslim, er siden blevet skilt. De er ikke indstillet på at arbejde for ægteskabet’. …

Parret har en stor børneflok, den yngste er i førskolealderen, den ældste knap teenager. … Fatima og børnene er allerede rejst til Pakistan, hvor de bor hos Fatimas forældre.

‘Jeg vil ikke sige, at min kones forældre er velhavende. De er øvre middelklasse, og det bliver vi også. Det betyder, at de har tjenere – en, som gør rent og vasker op, og en chauffør, som er klar, hvis man skal nogen steder’. Fatimas mand forklarer, at bedsteforældrene bor i et gated community, hvor der er bevæbnede vagter…”

(Christiane Nørring i Politiken 13. oktober 2018; Foto: Facebook)

“Tildækningsforbuddet blev dråben, der fik dem til at flytte til Pakistan…” (Kirsten Nilsson, Politiken)

Der er sjældent jeg kommer igennem første sæson af noget som helst, men i lørdags lykkedes det mig at afslutte første sæson af Gunnar Staalesens serie om den norske privatdetektiv Varg Veum, og hans lidt for tilfældige opklaring af politisager. En antihelt ala Mickey Spillanes Mike Hammer kombineret med en norsk inspektor Barnaby. Underholdning til aftenkaffen, når der stenes i sofaen. Provinsielle Bergen er virkelig en farlig by.

Jeg er med årene blev god til at opdage enhver form for politisering, men i de første seks spillefilmslængde afsnit, har der ikke været noget som helst. Det gik dog galt i sæsonafslutningen ‘Begravede hunde’. En ung asylansøger dør under en politiopgave, og de to kandidater til formandsposten i DF-pendanten Det Norske Folkeparti (DNF), forsvarer politiet. Varg er harm, og førstebetjent Hamre, der både er ven og rival, er helt på linje.

Efter en tur omkring årelange magtkampe, der involverer en brovtende højreradikal (der tæsker sin russiske kone), homofobi i partiet og en ikke udsprunget lesbisk formandskandidat, når man frem til afslutningen.

(Hamre på gerningsstedet; Foto: Youtube)

Jacob Hamre (Bjørn Floberg), politi: Man siges, at vi får de politikere vi fortjener.

Varg Veum (Trond Espen Seim), privatdetektiv: Jeg synes, at vi fortjener bedre.

Jacob Hamre: Så brug stemmeretten.

—–

Varg Veum: Til lykke. Du er blevet værre end din værste fjende. Adu-sagen skabtes af folk som dig. Du ved intet om menneskeværd. Intet er sandt, intet er ægte. Alt er bare et spil om magt.

(Var Veum til DNF-partileder Marit Haug; NB Affotografering)

Det pågældende afsnit er skrevet i 1993 ‘Begravde hunder biter ikke’ (Gunnar Staalesen), og filmatiseret af Misofilm i 2008 som ‘Begravde hunder’, i et samarbejde blandt andet med danske TV2. Den pågældende afsnit blev sendt på TV2 Charlie i 2010, og kan i dag streams på Netflix.

“Privatdetektiv Varg Veum afviser at hjælpe politikeren Marit Haug, som modtager trusler,da hun er stillet op til formandsposten i det højreorienterede parti LPF (DNF, Det Norske Folkeparti, Kim). Marit repræsenterer alt, hvad der er Varg imod, og først da et mislykket attentatforsøg på hendes partifælle Einar Bergene koster Bergenes kone livet, beslutter Varg at hjælpe Marit. Varg bevæger sig ind i et politisk magtspil, hvor ingen er, hvad de udgiver sig for at være, og følgeret dødbringende spor af skyld, korruption og konspiration.” (plot )

(Varg Veum – Begravde hunder, 2008; Foto: IMDB)

Apropos Adu-sagen.

“Den siste filmen i den første runden med Varg Veum-filmer er klar for videohyllene. «Begravde hunder» kommenterer i sterkere grad enn de tidligere filmene samtiden og norsk politikk.

I åpningsscenen ser vi en mann bli arrestert og lagt i bakken av politiet.

Vi får vite at han dør som følge av arrestasjonen, og en politiker i det fiktive partiet Norsk Folkeparti går ut og sier at det hele var godt politiarbeid. Dette var det samme leder politiets fellesforbund Arne Johannessen uttalte om pågripelsen som førte til at den nigerianske studenten Eugene Ejike Obiora døde i Trondheim i september 2006.“ (VG, 2008)

Fra Døgnrapporten for Fyns Politi.

Tidspunkt: 10/10-2018
Vold
5220 Odense SØ – Gørtlervej
Anmeldt: 10/10/2018 16:11
Sket: 10/10/2018 14:55
Anmelder/forurettede oplyste, at han var kommet kørende på cykelstien på sin handicapscooter, da 2 udenlandske unge drenge skubbede anmelder/forurettede, så han væltede ud på kørebanen. Anmelder/forurettede fik hjælp af forbipasserende til at komme op igen. Anmelder/forurettede havde slået sit højre knæ, højre albue og højre hofte. Scooter var blevet ridset.

Signalement:
A: Mand, 17-19 år, Hårfarve: Sort
B: Mand, 17-19 år, Hårfarve: Sort.

(Gørtlervej, Odense; Foto: Maps)

Forleden hørte jeg en historiker tale om at der ikke var nok fokus på ‘højreorienteret terror’. Han havde læst tidligere PET-chef Jacob Scharfs bog, og påpegede at terrorisme ikke bare var et islamisk forehavende. Således faldt ordene i ‘Aflyttet’ på Radio24syv.

Lars Bangert Struwe, historiker: … de har meddelere i miljøerne, og der er også diskussioner om konvertitter, og der er altså ingen tvivl om at de gør ret så store forsøg på at infiltrere de her, særligt islamiske miljøer, som er ret problematiske.

Noget de så også har kigget på, som jeg synes heller ikke nogen rigtigt har reageret på. Det er højreorienteret terror. Det er helt vildt interessant, at vi har et kæmpefokus i Vesten på muslimsk terror, eller muslimsk-baseret islamisk terror, kald det hvad du vil. Men her løfter han lige pludselig låget for, hov, der er nogle andre. Det synes jeg, det er da også en diskussion vi burde have. Hvorfor? Højreorienterede grupper der bruger danske politikere som skydeskive, det er da lidt interessant at finde ud af, hvem pokker er de? Er det bare for sjov de gør det, eller er det på ingen måde for sjov.

Den omtalte episode der får fire afsnit på side 229 i Scharfs bog, har ti år på bagen, og omhandler i al sin enkelthed en ikke offentligt annonceret Midsommerfest i Søhøjlandet. I 2012 skrev Århus Stiftstidende, at ‘Højreekstrem gruppe var tæt på anholdelse’, men her seks år senere er der intet sket. ORG var ikke offentlig, for som et medlem pointerede overfor avisen, så er det ikke ufarligt at debattere udlændingepolitik: “Vi har været vant til at blive truet og overfaldet af venstrefløjen.”

Der var som man læse under grafikken, ikke fugls føde på historien. Sigtelserne for overtrædelse af våbenloven blev frafaldet, og de anholdte fik hver især 2200 kroner i erstatning. Det var ikke tale terror, og der foregik ikke engang noget ulovligt. Alt hvad Scharf skrev om ‘højreorienteret terror’, er vist herunder. Han bruger i øvrigt tre sider alene på Brandstifterbanden. En venstreradikal gruppe, der planlagde og udførte brandattentater.

(Morten Skjoldager: Syv år for PET – Jacob Scharfs tid, People’s Press, 2016, s. 229)

Apropos.

“Midt- og Vestjyllands Politi modtog onsdag den 260608 en anonym henvendelse om, at nynazister, heraf flere navngivne, på adressen holder Midsommerfest, og at der ved festen skal ske afbrænding af kors, ligesom der vil blive skudt med rifler. Politiet sigtede de fremmødte for overtrædelse af våbenloven, flere køretøjer blev ransaget og politiet fandt ganske rigtigt tre rifler. Alle våben var dog omfattet af de våbentilladelser, som enkelte tilstedeværende personer var i besiddelse af og to timer senere blev alle løsladt på stedet, og sigtelserne frafaldet. Det udløste en erstatning på omkring 2.200 kroner per person.” (Redox.dk, ORG – Logen bag det ekstreme højre, 2011, s. 33)

Det er altid trist når folk gør sig dummere end de i virkeligheden er. Jeg har tidligere blogget om Adam Holms manglende forståelse for grænseforsvar, og nu er han så i Berlingske med et patetisk associationstrick.

Kommentar af Adam Holm sakset fra B.dk – Er Nye Borgerlige voldstilhængere, eller har jeg misforstået noget?

“For ikke så længe siden opfordrede en lokalpolitiker fra Dansk Folkeparti i et Facebook-opslag det spanske politi til at skyde efter afrikanske migranter. Han blev efter nogen tøven irettesat af partiledelsen. Med hvad med Vermund, smider hun de formastelige på porten? Nej. Nye Borgerliges formand siger ganske vist, at man ikke bør opfordre politiet til at skyde, men tilføjer at det er vigtigt at kunne forsvare sig, når nogen trænger ind i ens hjem. …

Hvis sprog skaber virkelighed, bidrager Vermund til den nye tids forråede virkelighed. Hun kan ikke bare bruge læberne til at kysse, men kan også forme dem til et umisforståeligt budskab: Migranter og flygtninge fortjener ikke bedre end en omgang bly. …

For to generationer siden var Europa mere befolkningsrigt end Afrika og Mellemøsten tilsammen. Det er markant anderledes i dag og bliver det endnu mere i årene, der kommer. Den drastisk forandrede demografi kalder på løsninger, der rækker videre end til at sænke plimsollere i Middelhavet og lade grænsebetjente skyde med skarpt. Nye Borgerliges svar på det? Et kækt smil og nogle harske ord.

Det er hverken nyt eller borgerligt, men gammeldags og højreradikalt.“

(Afrikanere forsøger at krydse grænsen til den spanske Ceuta-enklave; Foto: The Guardian)

I dag fejres 75-årsdagen for redningen af danske jøder ved en mindehøjtidelighed i Gilleleje, blandt andet med deltagelse af den danske statsminister og den israelske præsident, og det er ganske givet sidstnævntes deltagelse, der gør det nødvendigt at lukke Gilleleje by.

I den henseende kan man passende citere den socialdemokratiske statsminister Thorvald Staunings tale i Studenterforeningen, 8. marts 1941 – to år og syv måneder før danske fiskere sejlede jøder til Sverige. Stauning ville have tilpasning til det nye Europa, være en del af ‘den tyske planøkonomi’, og undsagde samtidig ‘det liberalistiske Samfund’ baseret på ‘Egoismen’. Han krævede derfor ‘Ro og Orden’, selvom ‘fremmede Tropper har besat Landet’. Fra Danmarkshistorien.dk – Thorvald Staunings (S) tale i Studenterforeningen 8. marts 1941.

“Forskellige Staters Ophævelse igennem svundne Aar og Udviklingen nu under Krigen viser, at Tyskland indtager Pladsen som den centrale Magt, og den vil ogsaa angive visse Hovedlinier baade af kulturel og økonomisk Art i Fremtiden. …

Det er mit Indtryk, at Tyskland har visse Planer, der ikke blot sigter efter øje­blikkelig Nyordning, men efter en blivende europæisk Nyordning, der skal være raa­dende ud i Fremtiden. Denne Nyordning vil kræve et Samarbejde indenfor Europa, og Linien vil være den fra Tyskland kendte Planøkonomi, der sikkert rummer betyde­lige Fordele fremfor den Planløshed, som har været raadende hidtil som Bestanddel af det liberalistiske Samfund, der i udpræget Grad bygger paa Egoismen – altsaa Erhvervs- og Samfundsegoisme.

Den tyske Planøkonomi kan tænkes praktiseret igennem Overenskomster mellem de enkelte Lande og Tyskland, rimeligvis langtrækkende Overenskomster, som bestem­mer, at man aftager tyske Raastoffer og Industriprodukter imod til Gengæld at levere Landbrugsprodukter og andre Varer, som det bliver muligt for enkelte Lande at producere. Der tænkes sikkert paa en Arbejdsdeling i Europa, og for saa vidt den bliver fornuftig og hensynsfuld, er der ikke deri Anledning til Indsigelser. …

I denne Planøkonomi vil man sikkert kræve gennemført en moderne Produktions­ordning baade i Tyskland og de samarbejdende Lande, ligesom en Ensartethed med Hensyn til Prisniveau og Valutaforhold vil blive tilstræbt, og en fælles Kreditgivning imellem Landene vil sikkert ogsaa blive etableret. Naturligvis kan en saadan Udvikling nødvendiggøre Ændringer i de tilvante Forhold, men det kan ikke være afgørende, og jeg ser det i hvert Fald som Opgaver, vi stilles over for, og som skal løses.

Bedst vil det være, om man roligt og villigt medvirker til den Tilpasning, jeg her har antydet, naar Tiden dertil er inde, og den vil ikke være saa afskrækkende, som nogle maaske vil synes.

Det er usundt og uklogt at vende sig imod en Udvikling, som Tid og Forhold fører med sig. Tilpasningen til det nye Europa vil blive en af Tidens politiske Opgaver. …

Og saa er der endnu eet at bemærke. Det gælder om at bevare Ro og Orden i Landet, naar fremmede Tropper har besat Landet. Det kan medføre særdeles alvorlige og ubehagelige Følger, hvis alvorlige Forstyrrelser af Ro og Orden finder Sted.”

(Gilleleje afspærret på grund af mindehøjtidelighed for danske jøder i 1943; Foto. Gribskov.dk)

Jeg er i Århus de fleste weekender, og nu da Stram Kurs og Rasmus Paludan lørdag besøgte Horsens, havde jeg en for en gangs skyld lejlighed til at deltage i en demonstration. Det første jeg bemærkede var selve lokaliteten. Da jeg var barn boede min mormor på Hybenvej, og jeg husker området, selvom der selvfølgelig var sket en del i de mellemliggende 30-35 år. Da jeg var barn, var der støbejernskarussel på legepladsen og ingen indvandrerkiosk.

Nuvel. Der gik rygter om at der ville være autonome fra nær og fjern, så jeg tog selvfølgelig mine forholdsregler. Hurtigt kunne jeg dog konstatere, at pladsen hovedsageligt bestod af lokale, halvdelen udlændinge, halvdelen danskere. En stor del af forsamlingen var teenagere, der ville opleve ‘Legenden’ på tæt hold.

(Stram Kurs og Rasmus Paludan i Horsens, 6. oktober 2018)

Kort efter ankomst, kom en mand (3F-typen) hen til mig og nogle arabere, og fortalte at vi skulle gå over på den anden side og stå med ryggen til, for på den måde at tage afstand fra Paludan. Jeg forklarede ham smilende, at jeg støttede demonstrationen, og han blev synligt overrasket. Man kan ikke vinde en kamp med hvide flag.

Horsens Folkeblad anslår, at der var op imod 300 tilhørere, og det skal nok passe. Avisen beskriver demonstrationen som en politiopgave, og har intet om det politiske udover denne subjektive opsummering: “Stram Kurs ser helst muslimer i Danmark ude af landet – hellere i dag end i morgen.” Journalist Thomas Baden Sørensen fortæller til Uriasposten, at han havde et andet ærinde, og blot var forbi for lodde stemningen ved 15-tiden. At dække en politisk manifestation uden at citere de demonstrerende, kan dog ikke forsvares journalistisk.

Paludan kom hurtigt i dialog med de fremmødte, både danskere og udlændinge. De fleste var uenige, og mest hadsk var faktisk ’socialklasse 5′-danskere. Herunder en mand der kastede med æg, og en yngre fyr der spyttede Stram Kurs’ ungdomsformand i ansigtet fra tæt hold. Der var dog også aggressive ’storebrødre’.

(Forhutlet dansker anholdes for at kaste med æg)

(Ung dansker, der spyttede Stram Kurs-aktivist i ansigtet)

Der var som sagt også en del unge, der jagtede en selfie med Youtube-fænomenet. Den lyshårede pigegruppe herunder råbte højlydt ‘V for voldtægt’, da de tog billedet. Den havde hverken Paludan eller andre set komme.

Undervejs blev der flere gange affyret fyrværkeri, og kastet med kanonslag. Politiet havde dog styr på situationen, og kommunen havde tydeligvis mobiliseret for at undgå ballade. Der var flere ‘forebyggelses’-medarbejdere på plads, og sågar gratis kage og slush ice i en nærliggende klub. Ingen kvaler – kommunen betaler.

(Politibetjent hyggesnakker med lokal ’storebror’ eller SSP-medarbejder)

Diverse

Tidligere på året besluttede Esbjerg Byråd at samle modtageklasserne på fire skoler i kommunen. Den ene var Præstegårdsskolen, omtalt i nedenciterede historie fra DR Syd. Bemærk at volden og de krænkende udtalelser kommer fra de mindste elever, hvad indikerer at det mere drejer sig om kulturelt tillærte normer, end det vi normalt forstår som dårlig opførsel.

Fra DR.dk – 75 tilfælde af vold på én skole: 1. klasseselever spytter, sparker og sviner lærere til.

“De yngste elever spytter, slår og sparker de ansatte på Præstegårdsskolen i Esbjerg, og lærerne bliver næsten dagligt udsat for vold og krænkende udtalelser som ‘fuck din mor’ og ’skrid din luder’.

Sidste skoleår blev der indberettet 75 tilfælde af vold. Det har fået Arbejdstilsynet til at give skolen et påbud om at forebygge vold og trusler, som de skal leve op til inden den 1. marts 2019.

Det fremgår af en aktindsigt, som DR Syd har fået i sagen.

Det er især eleverne fra indskolingen – det vil sige fra 0. til 2. klasse – der reagerer meget voldsomt, siger Præstegårdsskolens leder Steffen Lawaetz.

– Det påvirker os alle sammen. Man skal ikke udsættes for grænseoverskridende adfærd, når man går på arbejde. Det er en ulykkelig situation, som vi selvfølgelig skal gøre noget ved, siger han.”