Alain Finkelkraut blev forleden beskyldt for racisme, efter han på tv pointerede, at respekten for indfødte franskmænds rødder og identitet også burde være en del af debatten. Interview med den franske filosof i Weekendavisen – Republikken kapitulerer (af Aske Munck; ikke online).

“Der er ingen tvivl. Det er denne vinters mest omdiskuterede bog i Frankrig: den franske filosof Alain Finkielkrauts seneste værk, L’identité malheureuse, den ulykkelige identitet. … I det lille flammende værk på et par hundrede sider advarer Finkielkraut om, at den franske identitet og kultur er blevet trængt op i en krog af en farlig og krybende segregation mellem oprindelige franskmænd og nytilkomne immigranter og deres efterkommere.

… ‘Ængstelsen blandt de franske borgere er reel og stigende. De er bange, ikke for de fremmede, men bange for at blive fremmede der, hvor de bor.‘ Indtil videre er det stort set kun det ekstreme højreparti Front National, der har taget deres ængstelse alvorligt, og derfor stiger partiets tilslutning i befolkningen, vurderer Finkielkraut, der samtidig konstaterer, at mange af de indfødte franskmænd forlader de kvarterer, hvor de er i mindretal, hvorved ghettoiseringen forstærkes, fordi indvandrerne bliver alene tilbage.

‘Når en befolkningsgruppe på denne måde efterhånden udgør flertallet, hvad er da incitamentet til at blive integreret?’, spørger han retorisk.

[...]

Skolen var tidligere assimileringsmekanismen, der sikrede, at folk fik det samme republikanske udgangspunkt og sindelag uanset herkomst, religion eller etnicitet. Men sådan er det ikke længere. Eleverne sætter ikke blot spørgsmålstegn ved lærernes autoritet, men ved selve undervisningens funktion og værdi, og lærergerningen er – skriver Finkielkraut – ‘nærmest blevet en kontaktsport’. ‘Sådan er virkeligheden. Det kan enhver med øjne i hovedet se. Helt almindelige fag kan der ikke undervises i, fordi eleverne siger, det strider imod deres religiøse eller politiske overbevisning. …

I bogen spiller nederdelen, la jupe, en overraskende stor rolle. For fra at have været den obligate kvindelige uniform og symbolet på det mandschauvinistiske galliske samfund i 1970erne – da Jacques Chirac som premierminister irettesatte sin kollega Alice Saunier-Seité, fordi hun bar bukser i Nationalforsamlingen – er nederdelen nu blevet et symbol på præcis det modsatte: en ny kvindefrigørelse.

I landets socialt belastede forstæder har en tiltagende religiøs fundamentalisme nemlig tvunget nederdelen tilbage i klædeskabet, fordi – som de unge derude siger – ‘kun ludere går i nederdel’. Og uanset om man er enig eller ej, er det lettere for pigerne at trække i joggingbukser. For at undgå tilråb eller i værste fald overfald. …

Udover nederdelen optager en anden beklædningsgenstand en del plads i Finkielkrauts bog: hovedtørklædet. … Venstrefløjen har længe haft le métissage eller raceblandingen som sit mantra, men hovedtørklædet er mere eller mindre ved at gøre det til en myte. ‘Med hovedtørklædet signalerer den muslimske kvinde klart, at hun kun kan blive gift med en muslimsk mand, og derved lukker gruppen sig om sig selv,’ vurderer Finkielkraut.

En udvikling, der forstærkes af hykleriet fra les bobos, de borgerlige bohemer eller halal-hippier, som man kalder dem i Danmark, der taler varmt for raceblanding og åbenhed, mens de selv bor i etnisk homogene enklaver og aldrig kunne drømme om at sætte deres børn i en skole, hvor 60-80 procent er af udenlandsk herkomst.

‘De nøjes med at spise thai, marokkansk eller kinesisk og slår sig måske sammen i kampen for at få deres barnepiges immigrationspapirer i orden. Men de bor selv i de rene befæstninger med koder på opgangene og dørtelefonerne,’ siger han hånligt.”

(Alain Finkelkraut, filsof)

“Ved De hvad? Jeg er faktisk ikke særlig optimistisk for fremtiden…” (Alain Finkelkraut)

Indlægget var forsidehistorie i fredagens BT, hvor professor Niels Egelund forklarede, at samfundet manglede ‘pli og dannelse’, fordi dårlig opførsel ikke har konsekvenser, da lærerne “synes, det er forkert at straffe”. Journalist og skolelærer Jens Michael Nielsen fortæller om sine otte dage som folkeskolelærer på Vestegnen på Denoffentlige.dk – Fragmenter fra Vestegnen.

“‘Nej, nej, de er såmænd helt tilforladelige, eleverne!’ Det er viceskolelederen, der viser rundt på skolen. ‘Nu kommer jeg selv fra et andet job på en skole på Vestegnen, og der kunne eleverne godt finde på at have våben på sig – her brænder de højst et skur af, eller sådan noget. Hvis jeg skal give et billede af eleverne, så er det ligesom programmet ‘De unge mødre’ på kanal 4!’

Viceskolelederens karakteristik af eleverne er skræmmende præcis. Dagen efter kommer jeg tidlig morgen til at stå konfronteret med en pige i anden klasse, der er som taget ud af et reality-program, bare i model 1:2. Hun har opsat lyst hår, er all-in-white, dunklædt, med kridhvide moonboots, så langt fra hvad man kan forvente en otteårig har – og så besidder hun en attitude, der ikke lader nogen reality-stjerne noget tilbage at ønske.

[...]

Her mixer man alle pædagogiske retninger, og bruger hvad man har for hånden i tilspidsede situationer. Her bliver den anerkendende pædagogik lagt i førergreb af denne folkeskolens Rambo, der tydeligvis tvunget af politikernes ønske om inklusion og besparelser, har udviklet sig til overlevelsesekspert i didaktisk nærkamp. …

Ved tavlen sidder en af de mange lærere, der for nylig er blevet ansat, og arbejder på en stationær computer. Da vi veksler et par ord, finder jeg ud af, at han er matematiklærer i de berygtede andenklasser. … Han har prøvet at blive slået af en dreng, der gik forbi ham, umotiveret og helt uden grund. Bagefter gik drengen bare videre, som om intet var hændt. …

Senere fortæller flere af lærerne mig, hvordan lærere har stået og grædt på lærerværelset over andenklasserne – og en enkelt fortæller mig, at han ville sige op, hvis han blev pålagt at være vikar der.

Uden for klasseværelset, til den ene af andenklasserne, sidder en lille dreng med krøllet sort hår og store brune øjne. Da jeg passerer ham, farer han op og frem mod mig, så jeg instinktivt parerer med venstre arm oppe foran ansigtet, og med højre hånd knyttet til slag.

[...]

I fjerde klasse sidder en dreng, der tigger mad i hvert spisefrikvarter. Grunden er, at han altid har spist sin madpakke, som er et lille bæger cultura med lidt mysli på toppen. … ofte er der en af kammeraterne, der forbarmer sig over ham og giver ham en mad.

Hvis man spørger ham, hvorfor han ikke har mere mad med i skole, forklarer han, at hans mor ikke har tid til at give ham mere med. Hun er nemlig alene hjemme med en stor børneflok, faderen er i hjemlandet Irak, hvor han besøger sin bror. Han skal hjælpe ham med et eller andet.

Muhammed, som jeg kalder drengen, lyser op i ansigtet når han taler om sin far og sin onkel, og om hvordan onklen engang har skudt en mand… Han savner sin far, men har nogle lange samtaler med ham over Skype.

Muhammed er sulten, og han kan aldrig koncentrere sig om undervisningen. Muhammed har alt for meget andet at tænke på. Muhammed eksploderer let, hvis nogle af de andre elever tirrer ham. Muhammed er i krise. …

‘Det er lige de der fem procent’, siger hun og sender mig til tælling med beretningen om, hvordan en dreng, også i børnehaveklassen, havde tvunget en anden dreng til at tage hans tissemand i munden.

[...]

Jeg møder Rambo ved pc’erne i lærerværelset. Hun bryster sig af, at alle lavede deres lektier nede i gardinhængerklassen, som de kalder andenklassen, med de svært udfordrende elever. …

‘Jo, der er en særlig råhed, her på Vestegnen’, siger hun, og sender mig øjne, der lyser af næstekærlighed, men sløres af antidepressiv medicin.

Den råhed hun taler om, er det, jeg ser hver dag i min klasse. Flere af eleverne smiler aldrig. Det er små mafiabosser. Klassens tid forvandles i deres selskab til et møde familierne imellem, hvor man danner alliancer og viser sin respekt for hinanden. Man giver hinanden tilbud, af den slags man ikke kan afslå, og er der hyggetime eller fritime, eller man blot går en tur, så kommer det altid til opgør familierne i mellem. Så er der regnskab, der skal gøres op. Eksempler, der skal statueres.”

Umiddelbart efter Mrutyuanjai Mishra smækkede med døren overfor sine tidligere kampfæller i Sverigedemokraterna, blev han kontaktet af ‘Feministiskt Perspektiv’ (tidsskrift for partiet Feministiskt Initiativ, ledet af eks-kommunisten Gudrun Schyman), der i et eksklusivt interview lancerede ham som posterboy for multikulturen. Her forklarede han om baggrunden for sine tidligere aktiviteter i ‘dessa nationalistiska och antifeministiska arenor’, og tog afstand fra kvindesynet i højreekstreme miljøer, der ud fra en neokolonialistisk dagsorden ligefrem krævede assimilation, og hermed gjorde muslimer til vor tids jøder. Cirka.

Herunder lidt fra Tio frågor till Mrutyuanjai Mishra, der røg offline kort efter offentliggørelsen, da det kom redaktionen for øre, at Mishra har en verserende sag om voldtægt ved Malmö Tingsrätt. Det er siden blevet bekræftet, og det sætter jo Mishra 2.0 i et nyt perspektiv.

“2. Det finns många organisationer som arbetar för mänskliga rättigheter, däribland yttrandefriheten, till exempel Amnesty International. Varför valde du att engagera dig specifikt i högerextremistiska organisationer, såsom Tryckfrihetssällskapet, Sverigedemokraterna och Avpixlat?

- Det är en bra fråga. Jag har ställt den frågan till mig själv många gånger nu i efterhand: Varför gjorde jag det? Varför lät jag mig utnyttjas av högerextremistiska krafter? Och jag tror själv att det beror på att jag var så ensam och de så välkomnande.

[...]

4. I svenska tidningar hävdade du att du successivt upptäcke att högerextremistiska organisationer utpekar muslimer och hinduer som syndabockar för olika samhällsproblem. Men det är allmänt känt. Du har påstått det har berott på ren naivitet. Var du bara naiv…

- Ja, som jag tidigare skrev så ställde jag mig ofta frågan ‘varför är vi i Indien så efterblivna?’ redan innan jag flyttade till Europa. Så man kan säga att jag hade internaliserat en kolonial självbild…

Jag tror att en annan anledning till att högerextremistiska organisationer ofta använder Salman Rushdie som symbol är att de vill provocera islamister till starka reaktioner. Dessa starka reaktioner använder de sedan för att utpeka muslimer som ‘odemokratiska’ och ‘vilda barbarer’ som behöver ‘assimileras’. … Vid närmare eftertanke så känns det som att kolonialmakterna ville invadera Tredje världen för att ‘upplysa’ oss ‘efterblivna’, och nu när folk tvingas immigrera till Västvärlden som resultat av denna kolonisering vill de ‘upplysa’ oss ‘efterblivna’ genom assimilering. I båda fallen gör alltså västvärlden anspråk på att ‘civilisera barbarerna’ till sina egna ‘upplysta kulturer’. Det är en kolonial struktur som lever kvar än idag: västerländska högerextremister tillskriver sig själva alla positiva egenskaper och pådyvlar icke-västerlänningar alla negativa egenskaper.

Högerextremister ser sig själva som… ‘demokratiska’, ‘fredliga’, ‘kvinnovänliga’ och ‘värdefulla’. Icke-västerlänningar ser de som ‘subjektiva’, ‘irrationella’, ‘ociviliserade’, ‘lata’, ‘fula’, ‘korkade’, ‘kollektivistiska’, ‘odemokratiska’, ‘våldsamma’, ‘kvinnofientliga’ och ‘värdelösa’. De har alltså en mycket rasistisk och sexistisk människosyn.

[...]

På den tiden förstod jag inte att detta bara var en ‘hemlig agenda’, det vill säga att de utnyttjade mig för att kunna genomdriva sin invandringsfientliga politik. Det tog mig också sex år att förstå…

[...]

9. Tidigare i den här intervjun sade du att högerextremisterna anklagar invandrare för att behandla kvinnor illa. Ser du en viss ironi när det kommer till deras egen kvinnosyn?

- Ja, det är sannerligen en paradox. Högerextremisterna säger att invandrare är för barn- och tvångsäktenskap, tvingar dem att bära slöja, våldtar dem och så vidare, men de har själva en omodern syn på kvinnor. De är väldigt sexistiska och sprider antifeministisk propaganda om att feminister har ‘tagit över’Sverige. Jag står inte på något sätt för en sådan kvinnosyn, utan vill ha en jämn maktfördelning mellan kvinnor och män.

10. Nu har du trots allt brutit med högerextremisterna. Vad var vändpunkten?

- Det hände under min semester, då jag reflekterade kring vad jag håller på med. … Om nationalister vinner makten i Europa kommer endast blonda och blåögda vara fria att röra sig fritt över gränserna. … Detta är omänskligt och farligt.

På 2010-talet förföljer högerextremisterna muslimer som de förföljde judarna på 1930-talet, och ingen vet hur historien kommer att sluta. Jag blir rädd när jag visualiserar de här scenerna i huvudet och vill inte på något sätt gynna dessa människofientliga krafter igen. Nu går jag vidare – i riktning mot en antirasistisk och feministisk politik!

… Nu när jag är fri från hatet kan jag ägna mig åt kärleken.“

(Exponerat.info, SD-avhoppande Avpixlatkrönikören Mrutyuanjai Mishra misstänkt för våldtäkt)

“Danske mænd er de mest kvindehadske i EU”, skrev Politiken i går, i en historie baseret på Morten Kjærums skånejob fra virkeligheden i ‘ EU’s Agentur for Grundlæggende Rettigheder’. Lennart Kiil kommenterer på Folkets Avis – EU blæser til had-kamp mod danske mænd.

“Hvis man skal tro en ny EU-rapport, er danske mænd nogle forfærdelige sexmonstre og voldsforbrydere. De værste på hele kontinentet, faktisk. Det er EU’s Agentur for Grundlæggende Rettigheder (FRA), der melder, at danske mænd er de mest ‘kvindehadende’ i Europa – som det udtryktes i Politiken i går. En alvorlig anklage, men er der hold i den? …

Lad os først se på, hvad rapporten definerer som sexchikane:

Inappropriate staring or leering that made you feel intimidated
Unwelcome touching, hugging or kissing
Sexually suggestive comments or jokes that made you feel offended
Intrusive comments about your physical appearance that made you feel offended
Intrusive questions about your private life that made you feel offended

[...]

Blandt de danske kvinder, der er blevet interviewet til undersøgelsen, har 80 procent svaret ‘ja’ til et eller flere af disse spørgsmål (kun overgået af de svenske kvinder med 81 procent). Det gælder til sammenligning ‘kun’ for 24 procent af for eksempel bulgarske kvinder. …

Forestil dig to identiske situationer, hvor en mand drejer hovedet for at se efter en forbipasserende kvinde på gaden. Den ene situation foregår i København, den anden i Sofia. Handlingen fra mandens side er nøjagtigt den samme i begge tilfælde.

Bagefter spørger man så de to kvinder, om de har været udsat for sexchikane. Spørgsmålet tager i undersøgelsen denne form, ‘did you experience inappropriate staring or leering that made you feel intimidated?’

Måske vil den danske kvinde tolke mandens interesse som ‘upassende’ og svare ‘ja’, mens den bulgarske kvinde finder interessen flatterende og svarer ‘nej’. Så identiske hændelsesforløb giver en registrering for sexchikane i Danmark, men ikke i Bulgarien

Om manden i eksemplerne må lide den tort at blive hængt ud som kvindehader, beror altså ikke på hans handling som sådan, men udelukkende på kvindens tolkning af denne. Og denne tolkning beror igen i nogen grad på det almindeligt udbredte syn på mænd og deres seksualitet i en given kultur.

Det er ikke overraskende, at lande som Danmark og Sverige ligger øverst på listen, for her er kulturen blevet sådan, at interesse fra mandens side ofte ses i et negativt lys. Mandens seksualitet og begær er simpelthen blevet dæmoniseret. Hvor man i Danmark oftere vil være tilbøjelig til at se kurtiserende adfærd som krænkende for kvinder, vil man måske i Bulgarien acceptere mandlige tilnærmelser som en fast bestanddel af spillet mellem kønnene.”

(EU, FRA, 2014: Violence against women: an EU-wide survey, 198 sider, pdf)

Alle alarmklokker burde have ringet, men måske har forældregenerationen ladet opdragelsen præge af antiracistiske floskler. ‘En fremmed er en ven, du ikke har mødt’, lød det eksempelvis i 1988-kampagne. Fra Ekstra Bladet - Voldtægtsoffer sendte nødråb på sms.

“I dag blev voldtægtsmændene dømt ved retten i Nykøbing Falster. Begge er af tyrkisk herkomst. En 24-årig fik et år og ni måneders fængsel, mens en 19-årig fik et år og seks måneders fængsel. De ankede på stedet til frifindelse. …

Om eftermiddagen havde den 15-årige pige og hendes to veninder mødt den ene af de tiltalte på et pizzeria i Nakskov, hvor han fik den ene af venindernes telefonnummer. Om aftenen blev de tre piger hentet af mændene, der i bil kørte dem ud i en øde skov, hvor de blev budt på vodka og juice.

Så kørte de alle til lejligheden i Nakskov, som to af pigerne hurtigt forlod, fordi de følte det ubehageligt og var utrygge. Den 15-årige var gået ind i soveværelset med den yngste af mændene, men da veninderne forlod lejligheden, blev hun overfaldet af begge mænd.

Den ældste holdt hende fast og tvang hende flere gange til fuldbyrdet samleje, mens den 19-årige satte sig på hendes bryst og tvang hende til oralsex.”

Mere venstreradikal chikane på privatadresse. Viby, natten til onsdag. Bemærk pilene.

Ved 22-tiden fredag den 24. januar i år kastede maskerede personer tre brosten gennem ruden til Den Gamle Høker i Jægergårdsgade i Århus, og en stenene var ifølge øjenvidne få centimeter fra at ramme en tilfældig kvindelig gæst i hovedet. Sidste år var der flere episoder, og man kan roligt gå ud fra at dette angreb, i lighed med tidligere, har et venstreradikalt ophav.

(Den Gamle Høker, Jægergårdsgade, Århus, 24. januar 2014)

Onsdag i sidste uge kommenterede en ‘olcay’ her på siden, og da de mange på hinanden følgende kommentarer med samme emne i forskellige tråde lignede en gal mands værk, gav jeg fredag personen en advarsel: stram op, eller blev slettet. Siden har jeg ikke tilladt kommentarer fra den pågældende IP-adresse, men kommentarene vælter stadig ind under aliaset ’12′. Der er en enkelt henvisning til det Saddam-tro Fritirak.dk, men ret beset er det Islam-apologi 2-3 millimeter fra distrikspsykiatrien.

(Ikke-godkendt kommentar af Olcay Turan, 5. marts 2014; Anvendte aliaser: ‘olcay’, ‘en’, ’12′)

(Olcay Turan på 180grader.dk)

Eksmempler.

“… vær gæstfri så skal de nok lade jer være” (post om dansk kvinde der blev begramset af arabere, ’12′, 5. marts 2014)

“muslimer er fredeig de myder ike civile…” (post om jihadister på dansk gymnasium, ’12′, 4. marts 2014)

“… vhad med de milioner pædofile danske mænd? dansk pædofilsk kultur som hyler børnesex” (post om trusler mod håndværkere, ’12′, 3. marts 2014)

“… muslimer er fredelige og europæernes kultur bygger på vold” (post om overfald på kvindelig tankpasser, ‘en’, 1. marts 2014)

“Det var europæerne der startede med dødstrusler. imod radikal venstre, folk der sendte eid.” (post om overfald på kvindelig tankpasser, ‘olcay’, 26. februar 2014)

Alle har en mening om konflikten i Ukraine, og det virker som det politiske etablissement tror man kan tale en vestlig universalisme frem, stik imod historiske erfaringer og geopolitisk virkelighed. I sidste ende handler det om kultur. Samuel P. Huntington satte ord på kulturens betydning i storværket The Clash of Civilizations and the Remaking of World Order (1996), hvor han blandt andet beskrev hvorledes Ukraine var et splittet land, qua sin beliggenhed på brudfladen mellem det vestlig-katolske Europa og det østlig-ortodokse Rusland.

Enkelte debattører har trukket Huntington frem i Ukraine-debatten, det være sig Morten Uhrskov og Kasper Støvring, men noget af det bedste er pudsigt nok en Politiken-kronik af historiker Thomas Lie Eriksen, der problematiserer den sort/hvide fortælling om det gode EU og de onde russere.

Huntington lurer også lige bag overfladen, når Jyllands-Posten en sjælden gang strammer sig op, og skærer igennem politiserende floskler. Fra søndagens leder – Ukraine i klemme.

“I Vesten har vi en forståelig, men ikke desto mindre forbløffende naiv tro på, at hvis en halv million mennesker i et land med en befolkning på 84 millioner indbyggere går på gaden og kræver et regimeskifte, så er der tale om en folkelig opstand, der har nationens opbakning. … Sejrherrerne på Uafhængighedspladsen i Kiev repræsenterer ikke hele Ukraine. … Udviklingen i det østlige og sydøstlige Ukraine, især på Krim, viser med al tragisk tydelighed, at ikke alle er begejstrede for magtskiftet i Kiev. For den russisk-sindede befolkning på halvøen kan det ikke gå hurtigt nok med at slippe fri af Kiev. … Hvis Ukraine skal undgå splittelse eller en borgerkrig, er den vestlige og østlige del af landet nødt til at finde en ny konsensus, der kan forene nationen. To nationale identiteter kolliderer i Ukraine.“

Herunder en række citater relateret til Ukraine i Huntingtons bog.

“Paradigms also generate predictions, and a crucial test of paradigms’s validity and usefullness is the extent to which the predictions derived from it turn out to be more acurate than those from alternative paradigms. … A Civilizational approach… emphasizes the close cultural, personal, and historical links between Russia and Ukraine and the intermingling of Russians and Ukrainians in both countries, and focuses instead on the civilizational fault line that divides Orthodox eastern Ukraine from Uniate western Ukraine… a civilizationel approach… highlights the possibility of Ukraine splitting in half, a seperation which cultural factors would lead one to predict might be more violent than that of Czechoslovakia but far less bloody than that of Yougoslavia.” (s. 74f)

“The 1990s have seen the eruption of a global identity crisis. Almost everywhere one looks, people have been asking, ‘Who are we?’, ‘Where do we belong?’ and ‘Who is not us?’ These questions are central not only to peoples attempting to forge new nation states, as i the former Yugoslavia, but also much more generally. In the mid-1990s the countries where questions of national identity were actively debated included, among others: Algeria, Canada, China, Germany, Great Britain, India, Iran, Japan, Mexico, Marocco, Russia, South Africa, Syria, Tunesia, Turkey, Ukraine, and the United States. Identity issues are, of course, particularly intense in cleft countries that have sizable groups of people from different civilizations.

In coping with identity crisis, what counts for people are blood and belief, faith and family. People rally to those with similar ancestry, religion, language, values, and institutions and distance themselves from those with different ones.” (s. 323f)

“Ukraine is divided between the Uniate nationalist Ukranian-speaking west and the Orthodox Russian-speaking east. In a clef country major groups from two or more civilizations say, in effect, ‘We are different peoples and belong in different places.’ The forces of repulsion drive them apart and they gravitate toward civilizational magnets in other societies.“ (s. 363f)

“The most compelling and pervasive answer to these questions is provided by the great historical line that has existed for centuries separating Western Christian peoples from Muslim and Orthodox peoples. This line dates back to the division of the Roman Empire in the fourth century and to the creation of the Holy Roman Empire in the tenth century. It has been in roughly its current place for at least five hundreds years. Beginning in the north, it runs along what are now the borders between Finland and Russia and the Baltic states (Estonia, Latvia, Lithuania) and Russia, through western Belarus, through Ukraine separating the Uniate west from the Orthodox east, through Romania between Transylvania with its Catholic Hungarian population and the rest of the country, and through the former Yugoslavia along the border separating Slovenia and Croatia from the other republics. It is the cultural border of Europe, and in the post-Cold War world it is also the political and economic border of Europe and the West.

The civilizational paradigm thus provides a clear-cut and compelling answer to the question confronting West Europeans: Where does Europe end? Europe ends where Western Christianity ends and Islam and Orthodoxy begin.“ (s. 425f)

“The successor to the tsarist and communist empires is a civilizational bloc, paralleling in many respects that of the West in Europe. At the core, Russia, the equivalent of France and Germany, is closely linked to an inner circle including the two predominantly Slavic Orthodox republics of Belarus and Moldova, Kazakhstan, 40 percent of whose population is Russian, and Armenia, historically a close ally of Russia, In the mid-1990s all thse countries had pro-Russian governments which had generally come to power through elections. Close but more tenuous relations exist between Russia and Georgia (overwhelming Orthodox) and Ukraine (in large part Orthodox; but both of which also have strong sense of national identity and past independence. … Overall Russia is creating a bloc with a Orthodox heartland under its leadership and a surrounding buffer of relatively weak Islamic states which it will in varying degrees dominate and from which it will attempt to exclude the influence of other powers. Russia also expects the world to accept and to approve this system.” (s. 441ff)

“Belarus early joined the Commonwealth of Independent States, was a charter member of the economic union created in 1993 with Russia and Ukraine, agreed to a monetary union with Russia, surrrendered its nuclear weapons to Russia, and agreed to the stationing of Russian troops on its soil for the rest of this century. In 1995 Belarus was, in effect, part of Russia in all but name. … In these three states public opinion responding to some combination of strategic and economic interests produced governments favoring close alignment with Russia. A somewhat similar pattern eventually occurred in Ukraine.” (s. 445f)

“Apart from Russia the most populous and most important former Soviet republic is Ukraine. At various times in history Ukraine has been independent. Yet during most of the modern era it has been part of a political entity governed from Moscow. … Ukraine, however, is a cleft country with two distinct cultures. The civilizational fault line between the West and the Orthodoxy runs through its heart and has done so for centuries. … Historically, western Ukrainians have spoken Ukrainian and have been strongly nationalist in their outlook. The people of eastern Ukraine, on the other hand, have been overwhelmingly Orthodox and have in large part spoken Russian. … The Crimea is overwhelmingly Russian…” (s. 447ff)

“The differences between eastern and western Ukraine are manifest in the attitudes of their peoples. In late 1992, for instance, one-third of the Russians in western Ukraine as compared with only 10 percent in Kiev said they suffered from anti-Russian animosity. The east-west split was dramatically evident in the July 1994 presidential elections. The incumbent, Leonid Kravchuk, who despite working closely with Russia’s leaders identified himself as a nationalist, carried the thirteen provinces of the western Ukraine with majorities ranging up to over 90 percent. His opponent, Leonid Kuchma, who took Ukrainian speech lessons during the campaign, carried the thirteen eastern provinces by comparable majorities. Kuchma won with 52 percent of the vote. In effect, a slim majority of the Ukrainian public in 1994 confirmed Khmelnytsky’s choice in 1654. The election, as one American expert observed, ‘reflected, even crystallized, the split between Europeanized Slavs in western Ukraine and the Russo-Slav vision of what Ukraine should be. It’s not ethnic polarization so much as different cultures.

As a result of this division, the relations between Ukraine and Russia could develop in one of three ways. In the early 1990s, critically important issues existed between the two countries concerning nuclear weapons, Crimea, the rights of Russians in Ukraine, the Black Sea fleet, and economic relations. Many people thought armed conflict was likely, which led some Western analysts to argue that the West should support Ukraine’s having a nuclear arsenal to deter Russian aggression.

If civilization is what counts, however, violence between Ukrainians and Russians is unlikely. These are two Slavic, primarily Orthodox peoples who had close relationships for centuries and between whom intermarriage is common. Despite highly contentious issues and the pressure of extreme nationalists on both sides, the leaders of both countries worked hard and largely succesfully to moderate these disputes. The election of an explicitly Russian-oriented president in Ukraine in mid-1994 further reduced the probability of exacerbated conflict between the two countries.

A second and somewhat more likely possibility is that Ukraine could split along its fault line into two separate entities, the eastern of which would merge with Russia. The issue of secession first came up with respect to Crimea. The Crimean public, which is 70 percent Russian, substantially supported Ukrainian independence from the Soviet Union in a referendum in December 1991. In May 1992 the Crimean parliament also voted to declare independence from Ukraine and then, under Ukrainian pressure, rescinded that vote. The Russian parliament, however, voted to cancel the 1954 cession of Crimea to Ukraine. In Januar 1994 Crimeans elected a president who had campaigned on a platform of ‘unity with Russia.’ This stimulated some people to raise the question: ‘Will Crimea Be the Next Nagorno-Karabakh or Abkhazia?’ The answer was a resounding ‘No!’ as the new Crimean president backed away from his commitment to hold a referendum on independence and instead negotiated with the Kiev government. In may 1994 the situation heated up again when the Crimean parliament voted to restore the 1992 constitution which made it virtually independent of Ukraine. Once again, however, the restraint of Russian and Ukrainian leaders prevented this issue from generating violence, and the election two months later of the pro-Russian Kuchma as Ukrainian president undermined the Crimean thrust for secession.

The Election did, however, raise the possibility of the western part of the country seceding from a Ukraine that was drawing closer and closer to Russia. Some Russians might welcome this. As one Russian general put it, ‘Ukraine or rather Eastern Ukraine will come back in five, ten or fifteen years. Western Ukraine can go to hell!‘ Such a rump Uniate and Western-oriented Ukraine, however, would only be viable if it had strong and effective Western support. Such support is, in turn, likely to be forthcoming only if relations betweeen the West and Russia deteriated seriously and came to resemble those of the Cold War.” (s. 449ff)

(Huntington, The Clash of Civilizations and the remaking of World Order, 1996, Ebog, s. 450)

“The third and more likely scenario is that Ukraine will remain united, remain cleft, remain independent, and generally cooperate closely with Russia. Once the transition questions concerning nuclear weapons and military forces are resolved, the most serious longer term issues will be economic, the resolution of which will be facilitated by a partially shared culture and close personal ties. The Russian-Ukrainian relationship is to eastern Europe, John Morrison has pointed out, what the Franco-German relationship is to western Europe. Just as the latter provides the core of the European Union, the former is the core essential to unity in the Orthodox world.” (s. 454f)

(The World of Civilizations: Post-1990, s. 45)

“… a consequence of the end of the Cold War and the need for a redefintion of the balance between Russia and the West and agreement by both sides on their basic equality and their respective spheres of influence. In practice this would mean:

1. Russian acceptance of the expansion of the European Union and NATO to include the Western Christian states of Central and Eastern Europe, and Western commitment not to expand NATO further, unless Ukraine splits into two countries;

2. a partnership treaty between Russia and NATO pledging nonaggression…

3. Western recognition of Russia as primarily responsible for the maintenance of security among Orthodox countries and in areas where Orthodoxy predominantes; …

If an arrangement emerges along these or similar lines, neither Russia nor the West is likely to pose any longer-term security challenge to the other.” (s. 63ff)

Herhjemme har den yderste venstrefløj måtte acceptere, at det ikke tjener noget formål at bedrive politisk chikane mod medlemmer af et 20 procent-parti. Jeg tror ikke den tilsvarende udvikling i Sverige kommer til at foregå ligeså uproblematisk. Fra JNytt.se, lokalavis for Jønkøping i Småland – Sverigedemokraternas Ungdomsförbund lägger ner i länet.

“Sverigedemokraternas ungdomsförbund väljer att lägga sin verksamhet på is i Jönköpings län. …

Två av anledningarna till att man har så få medlemmar är att man dels varit relativt osynliga under den senaste mandatperioden, dessutom tror Poulsen att de fall av skadegörelse och hot som förre ordföranden i SDU Jönköping blev utsatt för gör att folk inte vill bli medlemmar.“

(Trusler mod SDUs Kevin Ekholm, 2012: ““Vi skiter i ditt överfallslarm”; Se også I & II)