Kort før nytår sendte DR1 året Cirkusrevy, der også i år var præget af Price-brødrenes antipatier. “Sådan tier de fleste revyer Rasmus Paludan ihjel”, skrev Politiken i sin anmeldelse, og selvom Cirkusrevyens sketch er kort, så fortæller den alt om tilgangen til den truede og flere gange overfaldne politiker. Se sketchen på Youtube.

Rasmus Paludan (Henrik Lykkegaard): Mit navn er Rasmus Paludan, danernes befrier. Nu skal alle danskerne hører hvad jeg siger.

Speak: – Nej, tak!

(Stram Kurs’ Rasmus Paludan knockoutes af ‘nedrivningskugle’, Cirkusrevyen 2019; Fotos: Youtube)

“Der er ellers gode numre undervejs, som Paludan, hvis forvrøvlede tosserier, ingen plads har i den demokratiske debat, så han får et hastigt knock out i Lykkegaards vellignende parodi.” (Rie Hammer, Iscene.dk, 24. maj 2019)

I min gymnasietid for efterhånden mange år siden, blev det ofte fortalt, at vi ikke bare skulle passe skolen, men også følge med i medierne. Udover uddannelsen, skulle vi opbygge en solid baggrundsviden. De trykte aviser kan stadig give nødvendig viden, men en kanal som Radio4 er helt ubrugelig til formålet. Herunder nogle nedslag fra tirsdagens sendeflade.

I Tysklandsmagasinet ‘Genau’ kunne man høre at vildsvinehegnet langs grænsen sendte ‘farlige politiske signaler’, og lidt senere var emnet Angela Merkel og den defensive tyske udenrigspolitik. Det blev fortalt at Tyskland droppede et vers i nationalsangen efter 2. Verdenskrig, da ‘Deutschland über alles’ lød for krigerisk. Bemærk nazificeringen af Trumps isolationistiske valgparole…

Trump: From this day forward. It’s going to be only ‘America First’. ‘America First’.

Thomas Schumann, vært: Det er svært at forestille sig hvordan nogen politikere eller statsledere skal tage mest hensyn til. Sit eget lands interesser, eller det internationale samarbejde. Det er ikke uden grund at Tyskland efter 2. Verdenskrig slettede den her strofe fra deres nationalhymne.

Deutschlandslied: ‘Deutschland, Deutschland über alles, Über alles in der Welt.’

Thomas Schumann: Ja, foruden at sangen nævner noget med nogle landegrænser som ikke rigtigt passer mere… så er der også det der med ‘Deutschland, Deutschland über alles’. Det kan man vel sige er den tyske pendant til ‘America First’.

Senere på dagen kom jeg ind i ungdomsmagasinet ‘4-toget’, der havde et længere indslag om det engelske kongehus. Efter lytterne blev fortalt, at Boris Johnsens parlamentariske flertal splittede England, kunne man høre at ‘Kvinder har gode forhold i Dubai’. Sidst i udsendelsen lidt om skovbrandene i Australien, som den kvindelige vært håbede kunne overbevise ’skeptikerne’ om klimaforandringerne.

Sisse Gram De Fries, Vært: Alle der har fulgt lidt med i nyhedsbilledet ved i hvert fald, at Harry og Meghan sagde det meget kontroversielle: ‘Vi har faktisk ikke lyst til at være fremtrædende i kongefamilien længere.’. …

Alexander Wills Lorenzen, vært: Det er jo lidt spændende, fordi der sker mange ting i Storbritannien lige nu. Der er rigtigt meget der skiller landet. Brexit står jo lige for døren. Vi har Boris Johnson, der stille og roligt glider igennem parlamentet med sin Brexit-aftale, men sådan noget som kongehuset, det er jo noget der traditionelt altid har samlet briterne.

Afghanske Nadia Nadim fungerede hverken godt på landsholdet eller i dansk klubfodbold, men fralægger sig selv ethvert ansvar: “Det er jo ikke mig, der er noget galt med. Det er fordi, at man som samfund ikke er udviklet til det endnu.” Et par citater fra portrættet på TV3 Sport – ‘Jeg har altid følt mig dårligt tilpas’ – Nadia Nadim leverer hård kritik af landshold og danske klubber i nyt Viaplay-program’. Se evt. tidligere post.

“-Jeg har svært ved, når folk prøver at ændre på mig, siger Nadia Nadim til TV3 SPORTs reporter Christine Møller, der har mødt angriberen i Paris. …

-Jeg føler mig hjemme, for jeg føler, at alle de andre har en anden baggrund end fransk. Der er nogle fra Senegal og Cameroun. Og selv franskmændene. Så føler jeg mig ikke som en outsider, forklarer landsholdsangriberen.

-Det har jeg faktisk ikke tænkt på før, jeg kom hertil og blev spurgt til det. Jeg tror, jeg trives bedst, når det er mere multikulturelt. For så ser man ikke på mig som det sorte får eller hende den forkerte. Fordi alle har noget andet med sig.”

(Nadia Nadim blandt holdkammerater i Paris Saint-Germain, 2019; Foto: Twitter)

Her i weekenden så jeg ‘Dragged Across Concrete’ (2019) på Viaplay, en lidt utraditionel politifilm uden den sædvanlige Hollywood-slutning. To ‘Dirty Harry’-agtioge betjente (af The Guardian kaldet ‘racist cops’) spillet af Mel Gibson og Vince Vaughn suspenderes for overdreven magtanvendelse, og beslutter sig for at røve et narko-kartel, så de ikke er helt til grin overfor systemet. Begge dør i forsøget. Fra MSN – Vince Vaughn shakes hands with Donald Trump at football game. Cue the outrage.

“Last night, a Louisiana university football team pulled off an incredible win over its competitor to snatch a college championship, but most people — most non-sports people — only care about Vince Vaughn and U.S. President Donald Trump.

Journalist Timothy Burke caught the two chumming it up in a 30-second video that’s been viewed more than 3.7 million times on Twitter.

The Wedding Crashers actor and the president are seen engrossed in conversation, nodding and laughing while First Lady Melania Trump sits wedged between them in a skybox. Halfway into the video, Trump reaches out and shakes Vaughn’s hand, the actor gets up and waves goodbye to the couple, and departs.

Burke captioned the video, ‘I’m very sorry to have to share this video with you. All of it, every part of it.'”

(Vince Vaughn hilser på præsident Donald Trump, Louisiana, 13. januar 2020; Se evt. Twitter)

“The actor has long been documented as one of the most demonstrably rightwing stars in the predominantly liberal enclave of Hollywood. In 2011, he campaigned for the Republican presidential candidate Ron Paul, while he collaborated with the conservative firebrand Glenn Beck to produce the documentary series, Pursuit of the Truth, for Beck’s Fox News-aping network TheBlaze. Most controversially, he came out as vehemently opposed to gun control in a 2015 interview for British GQ… Shaking Donald Trump’s hand is a pretty modest entry on his list of most liberally objectionable acts.” (The Guardian, 14. januar 2020)

Den konservative forfatter Sir Roger Scuton døde i søndags, 75 år gammel. Han var aktiv til det sidste, og for blot fem uger siden modtog han en pris i Ungarn af premierminister Viktor Orbán. Velskrevet nekrolog af Eva Agnete Selsing i Berlingske – En fantasifuld konservativ: Skønhedens, familiens og nationens filosof er død.

“Roger Scruton er død. Den voldsomme modstand, han undervejs i sit liv mødte fra etablissementet, viser, at vi befinder os under et nyt jerntæppe. Dissidenter, der ikke er en del af den venstreliberale tidsånd, jagtes, chikaneres, forhånes og udskammes. Heldigvis står hans eftermæle som tidens fornemmeste borgerlige tænker uplettet og strålende klart for enhver med respekt for den frie ånd. For ethvert dannet menneske.

Vor tids største konservative filosof er faret til de evige rævejagtmarker efter et uhelbredeligt kræftforløb. Han blev 75 år gammel og efterlader sig et rigt katalog på over 50 bøger, talrige artikler og projekter om alt fra konservatisme, seksualitet og musik over idéhistorie, kunst og arkitektur til naturbevarelse, modernitet og skønhed. Nåja, og et par operaer blev det også til, samt en juraeksamen og en farm.

Roger Vernon Scruton, der blev født 1944 i Lincolnshire, kom ikke fra et overklassehjem, selv om hans mangfoldige esoteriske interesser måske kunne tyde på det. Hans far var lærer og nærede et indædt had til overklassen, og da den unge, højt begavede Roger vandt et åbent stipendium på Cambridge, nægtede faderen at tale til ham. Han afsluttede sine studier i moralfilosofi i 1965 og blev ph.d. i æstetik i 1967. …

Scruton blev adlet i 2016 og to år efter udpeget af den daværende konservative regering til at lede Building Better-kommissionen, hvis opdrag er at forbedre bymiljøer. Det var et oplagt valg på baggrund af hans mangeårige deltagelse og indlæg i arkitekturdebatten fra et opbyggeligt, traditionalistisk perspektiv. Hans bøger er uomgængelige, hvis man ønsker at forstå den menneskevenlige byggemåde – og antitesen: Den moderne arkitektur.

Desværre skulle der ikke mere end en løgnagtig diffameringsartikel i magasinet New Statesman til, før Scruton blev fyret fra posten af den svage, nominelt konservative regering. Han blev kaldt ‘hvid supremacist’, ‘homofob’ og ‘antisemit’, og man krævede hans adelstitel trukket tilbage – kritikerne kom endda fra den britiske (bedste)borgerlighed, som er mindst lige så betændt som den danske.

Både forfatteren til den underlødige historie og den ansvarlige minister undskyldte sidenhen, og da Boris Johnson kom til magten blev Scruton, som noget af det første, genindsat. Men skaden var sket, og Scrutons chikanører havde fået det, de ønskede: en hysterisk og hadefuld shitstorm – ivrigt multipliceret af de etablerede medier. Barbarerne mod den højt kultiverede, konservative intellektuelle. Det var ikke første gang, han mødte den ekstreme intolerance, der hersker på venstrefløjen, og dermed, ak, i de fleste institutioner. Hans uforfærdede, traditionalistiske synspunkter bragte ham på kant med en tidsånd, der ikke finder sig i dissens: Glæden ved rævejagt, det ikke-progressive syn på seksualitet, hans insisteren på nationens nødvendighed, hyldesten til skønheden.

I 1968 bevidnede Roger Scruton studenteroprørets tilsyneladende uudslukkelige tørst efter ødelæggelse: ‘Da blev jeg konservativ. Jeg vidste, at jeg ønskede at bevare ting og ikke rive dem ned.’ Han beskrev sin konservatisme som kærlighed. Kærlighed til hjemmet. Oikofili, som er modsætningen til den oikofobi, han var den første til at identificere som det drivende princip i den altdominerende, moderne venstreorienterede filosofi.

Og det skulle blive begyndelsen til enden på hans akademiske karriere. I universitetsverdenen er der som bekendt ikke plads til fritænkere, og slet ikke konservative. Jerntæppets magt.”

(Sir Roger Scruton 1944-2020; Foto: Metro.co.uk)

‘Jacob den Danske’ var en dansk franciskanermunk, der døde under mission i Mexico i 1566. Berlingskes ‘Danske Jacob’ (El-Ali, tidl. Muhammad El-Ali) er en araber med palæstinensisk-libanesisk baggrund, som et folketings- flertal uvist af hvilken årsag har tildelt dansk indfødsret. Familiesammenføring med børneflokken: 3… 2… 1…

(Berlingske på Facebook, 12. januar 2020: “Danske Jacob poserede med afhuggede hoveder…”

“Endnu en dansk Syrien-jihadist – den 31-årige Jacob El-Ali, der i 2014 iført Islamisk Stat-uniform poserede med afhuggede hoveder i IS-højborgen Raqqa i Syrien – er blevet anholdt i Tyrkiet og ventes udleveret til Danmark.

… Jacob El-Ali delte i juli 2014 billeder på Facebook af sig selv i Syrien ved siden af blødende, hovedløse lig og afhuggede hoveder. På billederne stod El-Ali med stort skæg, tørklæde om panden og sort tøj; med et våbenbælte, pistol og en håndgranat, en bæltetaske fra Lacoste samt en skrårem over brystet med påskriften ‘Islamisk Stat for Irak og Levanten’.” (Berlingske)

Klassisk fokusflytning, for man ville jo ikke være rigtig fagskoler journalist, hvis man blot fortalte at indvandringen årligt koster skatteyderne i Helsingør Kommune hele 31.000.000 kroner. Fra Helsingør Dagblad – Helsingør kan spare 31 millioner ved at få indvandrere i job.

“Hvis andelen af ikke-vestlige indvandrere på offentlig forsørgelse kom i job på niveau med landsgennemsnittet, ville Helsingør Kommune spare 31,4 millioner kroner i ydelsesudgifter om året, viser ny rapport.

Beskæftigelse: Der er et stort sparepotentiale ved at øge jobindsatsen over for ikke-vestlige indvandrere.“

(Helsingør Dagblad, 14. januar 2020)

En af talerne til Scandza-mødet sidste år sagde noget lignende. Selvom vi griner af det venstreradikale overdrev lige nu, så har historien vist, at det stille og roligt bliver mainstream i løbet af et årti eller to. Det lader sig kun ske på grund af det Henrik Dahl kalder ‘medløberiet på højrefløjen’, og man kan i sagens natur ikke vinde en kulturkamp med hvide flag. Kronik af liberale Henrik Dahl i Jyllands-Posten – Venstreekstremismen er blevet stueren (kræver login).

“I sommeren 2012 opsendte Radikale Venstres daværende ligestillingsordfører, Sofie Carsten Nielsen, en såkaldt prøveballon. Hun foreslog, at cpr-numre og pas i fremtiden af hensyn til transpersoner skulle være kønsneutrale. Kunne det ikke lade sig gøre rent politisk, lød et alternativt forslag på, at man frit skulle kunne vælge sit køn i passet og cpr-nummeret. … På denne liste var blandt andet forældremyndighed til fire personer, kønsneutrale pas og cpr-numre, kommunalt kursus om homokompetencer samt kønsneutrale børnehaver. Mindre end 10 år senere er der ingen, der vover at lave grin med kønspolitiske forslag fra den hylde.

Risikoen for at blive overskyllet af en flodbølge af udskamning og politisk korrekthed er blevet for stor til, at de fleste kan leve med den. I stedet diskuteres det i fuld alvor, om børn helt ned til seks år skal have lov til et juridisk kønsskifte. Københavns Kommune har i budgettet for 2020 afsat 7,3 millioner kroner til at undervise lærere i normkritisk sprogbrug. Det vil blandt andet sige utraditionel brug af det danske pronominalsystem, så man kun anvender den del, der er kønsneutral.

På Københavns Universitet raser debatten om den rette brug af pronominalsystemet også, efter at Institut for Kunst og Kulturvidenskab op til starten på efterårssemestret i 2019 udsendte besked om, at lærere skulle undgå at bruge kønsspecifikke betegnelser om de studerende. Fra begyndelsen af det forrige årti til dets afslutning kunne man iagttage, hvordan den såkaldte normkritiske tilgang til køn bevægede sig fra afvisning og latterliggørelse til at være en bevægelse, kun de færreste vovede at lægge sig ud med (og som slog institutionelle rødder flere steder). Dermed kunne man også iagttage, hvordan et politisk projekt på et enkelt årti gik fra at være ekstremistisk til om ikke at være mainstream, så dog i det mindste stuerent.​​

… der er tale om en regulær tendens. Og det vil få store konsekvenser for samfundet, hvis tidligere tiders venstreekstremistiske synspunkter i fremtiden vinder indpas som alment acceptable opfattelser.

Før vi diskuterer årsagerne og de virkemidler, der kan forhindre samfundet i at udvikle sig i en venstreekstremistisk retning, så lad os betragte nogle flere eksempler. I gamle dage – for 10-20 år siden – var det alment accepteret, at mennesket var natur. I vore dage er naturen trumf alle vegne. Undtagen når det gælder mennesket. ​​

… Det, naive mennesker i gamle dage kaldte ‘virkeligheden’, skrives ud af pensum på gymnasier og universiteter til fordel for sociale konstruktioner. … En vigtig grund til, at venstreekstremismen gennem det seneste årti er gledet ind i midten af den politiske samtale, er uden tvivl, at centrale og helt afgørende samfundsinstitutioner som skolerne, gymnasierne, universiteterne, højskolerne og sågar folkekirken i vore dage har et massivt flertal af medarbejdere, der politisk ligger i spektret mellem Radikale Venstre og Enhedslisten.”

(Sarah Elizabeth Daley aka ‘En feminists bekendelser’ på Facebook, 11. december 2019; NB: Collage)

Jeg har ikke konkrete eksempler på tendensiøs journalistik, men politisk sindelag er ikke en hat man kan tage af og på efter forgodtbefindende. Tidligere byrådsmedlem Thomas Funding Therkildsen sad i Odense Byråd for Socialdemokraterne frem til 2011, hvor han blev journalistpraktikant på TV2 Fyn. Her var en af studieværterne Lotte Bundsgaard, der indtil 2008 var markant socialdemokratisk politiker på Christiansborg. (via BM). Det er for eksempel hende der op til valg interviewer socialdemokrater: S-kandidater: Derfor vil vi diskutere dagpenge.

(TV2 Fyn-journalist Lotte Bundsgaard, tidligere MF for Socialdemokraterne; Foto: FT.dk)

“Helle Thorning-Schmidt traf en forkert beslutning, da hun tirsdag skiftede ud i toppen i den socialdemokratiske folketingsgruppe og fyrede Lotte Bundsgaard som politisk ordfører og Jan Petersen som gruppeformand. Det siger Lotte Bundsgaard…” (TV2 Fyn, 2006)

“I al hemmelighed har Socialdemokraternes store fynske stemmesluger, Lotte Bundsgaard, skrottet partibeviset. Bevæggrundene holder hun for sig selv. – Det kommer ikke andre mennesker ved. Jeg er journalist nu, og som journalist skal man ikke skilte med, hvor man er medlem. Man skal være objektiv, og der er ingen grund til at oplyse, om man er medlem af Greenpeace eller et politisk parti, siger hun.” (Fyens Stiftstidende, 2008)

Ekstra Bladet bringer et solidt uddrag fra døgnrapporten for Østjyllands Politi, men vælger ikke at bringe noget om de tre eftersøgte gerningsmænd. De tre cruisede i ‘en mørk BMW’, og ganske rigtigt -‘Mellemøstlig af udseende’. Journalist Emma B. Vinkel lever også op til fordommene. Nyudklækket fra RUC, hvor hun sad i Studenterrådet, og blandt andet agiterede imod ‘konkurrencestaten’. Før det var hun gruppeleder for Amnesty International, og næseringen fuldender billedet. Fra den modige ‘Tør hvor andre tier’ til karrierehumanistens ‘You don’t need to know’. Fra EB.dk – Ung mand fik tæsk: Sagde nej til et lift.

“Han var på vej hjem fra en fest og gik på Mejlgade, da tre mænd… Føreren rullede vinduet ned, stak armen ud og sprøjtede den unge mand i ansigtet med spraymaling. … En person kom bagfra og tog fat i den 26-åriges hår og hev ham ned på fortovet. Så kom en anden mand og sparkede ham i ansigtet og i brystet. Efter han var blevet sparket og slået, satte de tre mænd sig ind i deres bil og flygtede med høj fart. Den 26-årige blev bragt til et hospital. …

Politiet vil ikke uddybe nærmere, hvor de er i efterforskningen af sagen, men de beder om hjælp fra vidner, og de efterlyser tre gerningsmænd. Læs signalementet på de tre mænd i Østjyllands døgnrapport.“

(Collage: Emma B. Vinkel, Østjyllands døgnrapport)