31. december 2013

Godt nytår

Så blev det endelig nytår. 2013 var et stort år på flere måder, og trods modstand fra nær og fjern kører Uriasposten videre på 11. år. I løbet af 2014 vil Uriasposten få et mere solidt fundamentant, hvad ikke skulle få mærkbare konsekvenser for den gennemsnitlige læser eller kommentator. Tid bliver mere og mere en faktor, og jeg kan kun opfordre læsere til at sende tips og billeder, så Uriasposten ikke blot bliver et udpluk af MSM, men et nyhedsorgan i sig selv.

Årets højdepunkt i 2013 var jubilæumsfesten, og de indledende spadestik til en uformel sammenkomst i 2014 er på tegnebrættet. Det bliver ikke direkte Urias-relateret, men jeg er en af fem personer i styregruppen der står for afviklingen af det vi kalder Mosbjerg Folkefest, programsat til lørdag d. 5. juli 2014. Sæt kryds i kalenderen, for en lang dag i selskab med mere eller mindre ukendte kommentatorer, bloggere, debattører og andet godtfolk. Flere informationer følger…

(‘Mosbjerg’ ved Mossø, Alken, Skanderborg, Danmark)

“Wildernesses are good places I notice, for voices, they tend to get to reverberation which is often lost in the more crowded places.” (Enoch Powell, 1912-1998)

Oploadet Kl. 18:38 af Kim Møller — Direkte link38 kommentarer
Arkiveret under:


10. november 2013

Bjørn Stærk: Der findes ingen politisk løsning på islamisering, så lad os tale pænt og håbe det bedste…

Jeg er sjældent enig med norske Bjørn Stærk, men det er dog modigt først at give Enoch Powell ret, og så herefter anbefale mere af det samme, fordi alternativet er etnisk udrensning. Det må være lidt som at høre en marxistisk fredsforsker sat tilbage i tid for at kommentere Nazi-Tysklands invasion af Polen: ‘der findes ingen militær løsning’. Nogle af hans pointer er dog gode nok, for ligesom man kan kritisere Dansk Folkeparti for at legitimere ’slow boiling’, så må man stille den yderste højrefløj samme spørgsmål – hvem skal smides ud, hvordan skal det ske, og hvorhen.

Stærk håber at ikke-ekstreme islamkritikere og ikke-ekstreme muslimer kan forenes til landets bedste, men giver i modsætning til Huntingtons ‘Clash of Civilizations’ ingen historiske paralleller, og med mindre man vil spille hazard med den jord bedsteforældrene pløjede og kommende generationer af danskere skal stifte familie på, så er hans anti-fascistiske minimum helt ubrugelig i praksis. Ikke-konstruktiv retorik fra højre kant opvejer ikke de konkrete manifesterede problemer relateret til indvandring fra ikke-vestlige lande. Succeskriteriet er alt for lavt.

Kronik af Bjørn Stærk i Aftenposten – Britene var først.

“I fjor snakket jeg med en BBC-journalist som skulle lage en reportasje om hvordan 22/7 hadde endret Norge og norsk innvandringsdebatt. Jeg fortalte om frontene i debatten, om islamfrykt og integreringsproblemer, og om etniske nordmenn som liker mangfold, bare ikke på skolen til barna deres. Jeg plukket fram et Oslo-kart og pekte og forklarte.

Jeg ble nok litt ivrig. Dette er jo interessant! Norge er midt oppi en historisk endring, kanskje en større kulturendring enn de vi så på 1900-tallet. Men journalisten var ikke så imponert. ‘Dette høres ut som oss for 30 år siden’, sa hun. Jeg fikk ikke plass i reportasjen.

Jeg vet ikke om hun forsøkte å sette meg på plass. Men jeg jeg følte meg litt som en innbygger i en tilbakestående avkrok som hadde forsøkt å forklare en journalist fra sivilisasjonen hva internett var. Joda. Velkommen etter.

Kanskje henger vi litt etter, vi nordmenn, tenkte jeg etterpå. Kanskje virker spørsmålene som opptar oss sjarmerende naive sett fra mer erfarne innvandringsland. De har vært gjennom dette allerede. De tar det mer avslappet.

[…]

I 1968 holdt den ledende konservative politikeren Enoch Powell en innvandringskritisk tale som har hjemsøkt britene siden. Den er mest kjent for sitatet på slutten, hvor han skuer mot framtiden og ser elven Tiber fylt med blod. Den ble dermed kjent som ‘rivers of blood’-talen. Den har flere slående og dystre bilder. Powell siterer en velger som frykter at om noen tiår vil alt ha snudd, og ‘de sorte vil svinge pisken over de hvite’. Han forteller om en enslig eldre kvinne, den siste hvite igjen i nabolaget, som får ekskrementer dyttet inn i postkassen.

Men når man leser talen i dag, 45 år senere, slår det en også hvor gjenkjennelige mange av argumentene er. Powell snakker om innvandrere som ikke får seg jobb. Han regner på trendene, og anslår at de nye gruppene vil bli en stor minoritet. Han advarer mot segregering. Han klager på biskoper som dyrker idealene sine i bortgjemte herskapsboliger. Han viser til velgere som ikke tør si hva de mener offentlig. Han skryter av innvandrere som vil integrere seg, problemet er alle de som ikke gjør det.

Mange velgere støttet ham, men det politiske miljøet vendte seg vekk i avsky. Partikarrieren var over. Et fantastisk timeslangt intervju David Frost gjorde med Powell i 1969 viser hvor opphetet stemningen var. Front konfronterer Powell hardt. Han tror ikke på anekdoten om den gamle damen. Powell svarer at Frost ikke vet hvordan vanlige mennesker har det. Frost sier at selv om Powell kanskje ikke er ekstrem selv så har han ekstreme tilhengere, og burde forstå hvordan ordvalget vil hisse dem opp. Powell nekter medskyld for tilhengernes handlinger.

Det kunne vært i går. Det er et slags ‘Drøm fra Disneyland’-øyeblikk. Det er ikke lett å si hvem som vinner. Begge får inn fulltreffere. Frost påpeker at innvandring er et faktum, og vi må lære å leve sammen. Powell svarer at det ikke bare handler om å leve sammen, men om antall og tempo. Hvor raskt kan et samfunn ta i mot nye medlemmer?

[…]

I dag er Ed Husain en av Storbritannias ledende kritikere av islamismen. Han var med på å stifte den anti-ekstremistiske tenketanken Quilliam. For noen uker siden vekket Quilliam oppsikt da de inviterte til pressekonferanse med Tommy Robinson, lederen av English Defence League.

Robinson er arbeiderklassegutt fra Luton, en by nord for London hvor hvite er i ferd med å bli en minoritet, og muslimer utgjør en fjerdedel av befolkningen. Han stiftet EDL etter at lokale islamister demonstrerte mot hjemvendte Afghanistan-veteraner. I dokumentaren My Hometown Fanatics besøker en BBC-journalist fra Luton hjembyen sin for første gang på flere år. Hun kan ikke forstå hva som har skjedd, hvor alt sinnet kommer fra. Men den journalistiske distansen er vanskelig å bevare. Hun besøker en islamistdemontrasjon hvor en kvinne i niqab forteller henne at hun har for lite klær på seg. ‘Who are you trying to seduce? Go and put on some clothes’. Journalisten blir rasende, og roper tilbake, ‘This is my hometown as well’.

Det øyeblikket jeg finner mest oppløftende er når Robinson sier at muslimene har kommet for å bli i Storbritannia. Det kan høres underlig ut. Ja, selvsagt? Men her går det en viktig anstendighetsgrense går blant europeiske ‘islamkritikere’. Sjokkerende mange plasserer seg på feil side. Da hjelper det lite å være demokratisk og ikke-voldelig, for veien ligger åpen til etnisk rensing.

[…]

Joda, britene har holdt på lenger med å formulere disse spørsmålene. Men de har ikke kommet så mye lenger i å besvare dem. Samtidig har avstanden mellom oss blitt kortere.

Etter 7/7-angrepet i 2005 advarte Trevor Philips, lederen for Commission for Racial Equality, om at Storbritannia går i søvne mot å bli et segregert samfunn. Han fryktet en oppdeling etter amerikansk modell, hvor folk holder seg til sin egen gruppe. Den samme talen kunne vært holdt i Norge i dag.”

Oploadet Kl. 15:33 af Kim Møller — Direkte link27 kommentarer


21. oktober 2013

Charles de Gaulle (1959): “Prøv at blande olie og eddike. Ryst flasken. Efter et øjeblik vil de atter deles.”

Yderst interessant citat af Charles de Gaulle, fundet af Daniel Pipes – Hvorfor blev Enoch Powell fordømt som racist, men ikke Charles de Gaulle? (artiklen kan også læses hos Dispatch International)

“Det franske og det britiske imperium havde historisk set meget forskellige forudsætninger, idet det første (i romersk tradition) fokuserede mest på kultur og det andet mest på race, hierarki og familie. …

Ligeledes reagerede franske og britiske politikere typisk meget forskelligt på den første immigration af ikke-vestlige folk til deres lande efter 2. Verdenskrig. Charles de Gaulle, som måske kan kaldes den vigtigste leder i Frankrig siden Napoleon, fokuserede på kulturen, mens Enoch Powell, en opstigende stjerne i det britiske kongedømme, lagde vægten på race. Her følger deres taler vedrørende dette emne, begyndende med de Gaulle (1890-1970), som holdt sin tale den 5. marts 1959: … I dansk oversættelse:

Det er vældig fint, at der findes gule franskmænd, sorte franskmænd, brune franskmænd. De viser, at Frankrig er åbent for alle racer og har et universelt kald. Men [det er fint] på betingelse af, at de forbliver en lille minoritet. Ellers ville Frankrig ikke længere være Frankrig. Vi er stadig først og fremmest et europæisk folk af den hvide race, græsk og latinsk kultur og den kristne religion.

Kom ikke og fortæl mig historier! Muselmændene [= muhamedanerne = muslimerne], har I været henne og kigge på dem? Har I set dem med deres turbaner og djellabaer? Man kan godt se, at de ikke er franske! De, der taler for integration, har en hjerne som en kolibri. Prøv at blande olie og eddike. Ryst flasken. Efter et øjeblik vil de atter deles.

Arabere er arabere, franskmænd er franskmænd. Forestiller I jer, at det franske samfund kan opsuge ti millioner muselmænd, som i morgen vil udgøre tyve millioner og efter i morgen fyrre? Hvis vi foretager en integration, hvis alle arabere og berbere i Algeriet bliver betragtet som franskmænd, ville I så forhindre dem i at slå sig ned i Frankrig, hvor levestandarden er så meget højere? Min landsby ville ikke længere kalde sig for Colombey-De-To-Kirker, men Colombey-De-To-Moskeer.”

Oploadet Kl. 10:32 af Kim Møller — Direkte link10 kommentarer
Arkiveret under:


9. april 2013

Margaret Thatcher 1925-2013

Englands tidligere premierminister Margaret Thatcher døde i går i en alder af 87, og som enhver ’statsmand’ af borgerlig observans skal hun nu fremstilles som en kontroversiel skikkelse. Et utal af kendte musikere har sunget sange om hendes død, og selvom venstreekstreme Billy Bragg hævder det var hende der gjorde ham til socialist – så bor han den dag i dag i et mondænt landsted langt fra det anarkistiske miljø. Venstrefløjens had lever ikke desto mindre i bedste velgående, som man kan se eksempler på i Daily Mail.

Mikael Jalving har begået en god lille nekrolog, der diskret berører det paradoks, at tidens liberale der lige nu hylder Thatcher, forlængst har forladt den nationale konservatisme til fordel for en mere ‘kulturtom’ liberalisme.

Jalving på JP blogs – Dit liv var en fakkel

“Da jeg gik i gymnasiet, var jernladyen det mest forhadte menneske på denne jord sammen med Ronald Reagan. Hvis valget stod mellem disse to slyngler og på den anden siden Muammar Gadaffi og PLO, var sidstnævnte langt at foretrække. Sådan mente ikke kun de kloge 3.g’ere, men også Svend Auken og det meste af det politiske jetset dengang. …

Jeg tror, at Brian Mikkelsen har ret i, at Thatcher var med til at gøre mange borgerlige konservative, ikke blot i UK, men overalt i Europa. I dag bliver de liberale, dengang blev man konservativ. Det skyldtes i høj grad Thatcher – og Reagan. De var bannerførere for en no-nonsense i politik og økonomi – ude som hjemme – som ingen af os socialdemokratiske duksedrenge havde oplevet på kontinentet, en modkultur, der ville genrejse den industrielle, nationale, frihedsorienterede og vesterlandske levevis, og gøre det uden at undskylde over for nogen – slet ikke argentinske generaler.

At samme levevis ligger skrinlagt i Bruxelles og andre europæiske hovedstæder i dag, skal Thatcher naturligvis ikke klandres for. Det var hendes arvtagere, der ødelagde hendes arv – efter revolutionsrusen i 1989 og 1991 – til trods for thatcherismens mange sejre og dyder.

Dem forvaltede vi dårligt, for nu at sige det mildt. Grotesk dårligt. Hele postmodernismen, multikulturalismen og den sukkerdemokratiske korrekthed korrumperede os indefra og fratog os den af historien oplyste selvtillid. Vi ville være gode, og det blev vores skæbne, mens uddannelse blev til masseuddannelser, indvandring til masseindvandring og stater udviklede sig til gældssatte nannystater, mere og mere prisgivet arabisk aggressivitet. Resten kender vi kun alt for godt.”

(Margaret Thatcher og Enoch Powell til partimøde i Brighton, 16. oktober 1969; Telegraph)

Oploadet Kl. 11:14 af Kim Møller — Direkte link16 kommentarer


14. august 2011

Tidligere P1-vært: Multikulturen virker – de plyndrende masser afspejlede hele farvescalaen

Kåre Gade er tidligere P1-vært, og når en sådan analyserer optøjerne i England, så er der ingen overraskelser. Fra Kristeligt Dagblad – Bemærk, hvad de britiske optøjer ikke handlede om.

“De britiske politikere er allerede suget ind i et forudsigeligt blame game. Den borgerlige regering peger på forældre, som svigter deres ansvar, og familier, hvor ingen gider at arbejde. Den socialdemokratiske opposition skyder skylden på de sociale nedskæringer, der er fulgt i kølvandet på finanskrisen. Ingen af forklaringerne kan stå alene, men selv tilsammen udgør de ikke et fyldestgørende svar på, hvad der drev de værste britiske uroligheder i mands minde.

Mens der arbejdes videre med selvransagelsen, er det imidlertid værd at notere sig, hvad optøjerne ikke handlede om: race og religion. At dømme efter billederne fra overvågningskameraerne afspejler de plyndrende hele farveskalaen i de mindre priviligerede områder af Storbritannien.

Nogle vil givetvis forsøge at tolke optøjerne som en konsekvens af multikulturalismen, men det bliver et svært regnestykke at få til at gå op. …

I 2011 er den retteligt forargede borger, som kræver lov og orden tilbage i Englands gader, en farvet forretningsdrivende med indvandrerbaggrund. Det er den gode nyhed, der står tilbage, når støvet har lagt sig, og glasskårene er fejet op.”

(BBC Newsnight, 12. august 2011; Youtube)

“David Starkey… said during a BBC debate: “the problem is that the whites have become black — a particular sort of violent, destructive, nihilistic gangster culture has become the fashion — and black and white, boy and girl, operate in this language together; this language, which is wholly false, which is a Jamaican patois, that’s been intruded in England, and this is why so many of us have this sense of literally a foreign country.”

Asked if he was saying that the prophecy of Enoch Powell — an English politician who claimed in a speech in 1968 that immigration would eventually mean, “the black man will have the whip hand over the white man” in Britain — had come true, Mr. Starkey replied: “That’s not true.” He added, “it’s not skin color, it’s cultural.” (The Lede, New York Times, 13. august 2011: English Historian Blames Black Culture for Riots)

Oploadet Kl. 17:19 af Kim Møller — Direkte link18 kommentarer


21. juli 2010

Norge: Aktiviteter i islamistiske bevægelser er i sig selv asylgrund

“It is like watching a nation busily engaged in heaping up its own funeral pyre.”, sagde Enoch Powell i 1968. Fra Aftenposten, torsdag i sidste uge – Radikale islamister får opphold.

“I oktober 2003 fikk to brødre av uigursk opprinnelse medhold i klagen på asylavslag hos Utlendingsnemnda (UNE) og opphold i Norge. Begrunnelsen var at uigurene fra Sentral-Asia risikerte forfølgelse på grunn av sin tilknytning til den radikale islamistiske organisasjonen Hizb ut-Tahrir.

Siden da har minst fire andre islamistmedlemmer fra samme område fått opphold, viser en gjennomgang Aftenposten har foretatt av klager som har vært behandlet i nemnda. Én av de seks fikk opphold fordi han greide å overbevise UNE om at han virkelig hadde vært aktiv for Hizb ut-Tahrir i hjemlandet.

Bakgrunn fra islamistbevegelser kan nemlig i seg selv være grunn til å få opphold i Norge…

– Utlendingsnemnda vurderer om de risikerer forfølgelse eller umenneskelig behandling i hjemlandet på grunn av sin religiøse eller politiske overbevisning, sier informasjonssjef Bjørn Lyster i UNE. Han påpeker at i en av de konkrete sakene var vurderingen at klageren «risikerte bl.a. tortur hvis han ble returnert».”

(Aftenposten, 15. juli 2010; fra forsiden)

Oploadet Kl. 05:30 af Kim Møller — Direkte link17 kommentarer


8. februar 2007

“Jeg synes, ganske som romeren, at se floden Tiberen skumme med meget blod.”

Kronikken i dagens Berlingske Tidende er skrevet af punditokraten Jørgen Møller, der giver Beretningen om Enoch Powell. En historie vi også kender herhjemme fra. [via Universalgeni]

“Den 20. april 1968 indtraf en begivenhed, der vendte op og ned på britisk politik. Den tidligere konservative minister Enoch Powell holdt sin berømte og berygtede ‘Birmingham-tale’- bedre kendt under betegnelsen ‘rivers of blood’. Det makabre tilnavn kommer af Powells afsluttende reference til Vergils Aeneide: »Når jeg ser fremtiden for mig«, lød hans dystre spådom, »så fyldes jeg af bange anelser. Jeg synes, ganske som romeren, at se floden Tiberen skumme med meget blod«.

Powell var lidt af en enegænger, politisk såvel som personligt. Det lå ham meget på sinde at sige fra, når ‘establishmentet’ bevægede sig ud ad en tangent, han ikke kunne acceptere. Hin aprildag i 1968 var det indvandringspolitikken, han rettede skytset imod. Powell mente i sin Wolverhampton-valgkreds at kunne se de første tendenser til det, der i dag går under betegnelsen ‘parallel-samfund’. Hele bykerner var ved at blive tømt for englændere, og den massive indvandring var allerede i færd med at splitte det engelske samfund på kryds og tværs. Hvis tingene fik lov til at gå deres skæve gang, så var borgerkrig i sidste ende at forvente. Eller med Powells egne ord: »En sky, der ikke er større end en mands hånd, kan hurtigt formørke hele himlen. En sådan sky har på det seneste været synlig i Wolverhampton, og den viser tydelige tegn på at sprede sig hurtigt«.

[…]

Knap havde han afsluttet sin tale i Birmingham, før hele Storbritannien kom på benene. Powell var ved denne tid en del af Edward Heaths ’skyggekabinet’. Men Heath fyrede ham på grund af talens krasse ord. For manden på gaden var sagen derimod klar: »Good old Enoch« havde sat ord på en udbredt bekymring. En efterfølgende Gallup-måling talte sit klare sprog. 74 procent af de adspurgte erklærede sig enige i Powells udmelding; kun 15 procent var af en anden overbevisning. 69 procent mente, at Heath havde begået en fejl ved at fjerne Powell fra sit skyggekabinet; blot 20 procent erklærede, at Heath havde gjort det rigtige.

Mest bemærkelsesværdig var den pludselige opbakning til Powell som konservativ partileder. Før talen havde kun 1 procent af briterne anset Powell for at være den mest egnede afløser for Heath. Efter talen var det tal steget til 20 procent – en opbakning der placerede ham øverst på listen over konservative kronprinser.

[…]

I medierne blev Enoch ofte fremstillet som en ekstremist. Når han i de følgende år betrådte talerstolen, blev han almindeligvis mødt af ‘anti-racistiske’ demonstrationer. Fra tid til anden valgte arrangørerne ligefrem at aflyse af frygt for uroligheder.

Racisme-anklagen fulgte Powell i resten af hans politiske karriere, på trods af at han aldrig havde så meget som antydet, at han troede på visse racers biologiske overlegenhed. Han afviste på det bestemteste, at sagen drejede sig om hudfarve. Den drejede sig om antal, og om det var tyskere eller pakistanere var for så vidt lige meget. Problemet var alene, at den store indvandring førte til samfund i samfundet.

Det ville være synd at sige, at den forklaring faldt i god jord hos de vrede studenter og meningsdannerne. Men Powell var en stridens mand, og de mange skældsord fik ham ikke til at stikke piben ind. I forlængelse af ‘Birmingham-talen’ gjorde han opmærksom på, at den engelske befolkning ikke var blevet spurgt, når det kom til indvandringspolitikken. Der var tale om et rent fait accompli: »Alle mulige undskyldninger bliver opfundet, og vi får – indpakket i en arrogant moralsk overlegenhed – at vide, at vi allerede har et ‘multi-etnisk samfund’, og at vi lige så godt kan vænne os til det«.

Op til valget i 1970 gik han ét skridt videre. I et angreb på det, der i dag bliver kaldt ‘politisk korrekthed’, stillede han det følgende spørgsmål til en vælgerskare: »Har I nogensinde tænkt over, hvorfor holdninger, som den største del af befolkningen ganske naturligt deler – hvis nogen drister sig til at ytre dem offentligt – med det samme bliver fordømt som ‘kontroversielle’, ‘ekstremistiske’, ‘eksplosive’, ’skændige’, og straks bliver lagt for had?«.

Powells modstand mod indvandringen, ja hele hans politiske program, udsprang af en indgroet mistro til verdensforbedrende projekter. Hans filosofiske pessimisme fik ham til at undsige ikke bare det multi-kulturelle samfund og det europæiske samarbejde, men også den amerikanske udenrigspolitiske dagsorden og FN.

[…]

Dissens er sundt for et samfund, og argumenter skal mødes med argumenter – ikke med skingre anklager om racisme, ‘hate-speech’ og dets lige. Beretningen om Enoch Powell viser, at undsigelsen af ‘de forkerte holdninger’ efterhånden har mange årtier på bagen. Måske det var på tide, at der blev lidt højere til loftet?”

  • Enoch Powell, 20/4-1968: “Rivers of Blood”-tale.
  • Opdate.

    “Ligesom romerne ser jeg floden Tiberen skumme af meget blod”

    Det er statsmandskunstens opgave at sikre sig mod onder, som kan forhindres. I forsøget på at gøre dette, støder politikken på vanskeligheder med dybe rødder i menneskenaturen. En vanskelighed består i, at ifølge sagens natur er sådanne onder ikke synlige, før de optræder. I hver fase af dets udvikling er der plads til tvivl og uenighed om, hvor vidt problemerne er virkelige eller indbildte. Derfor tiltrækker de sig heller ikke så megen opmærksomhed sammenlignet med de aktuelle problemer, som både er uomtvistelige og presserende. Deraf opstår den truende fristelse i al politik kun at interessere sig for den umiddelbare nutid på bekostning af fremtiden.
    Fremfor alt er mennesker disponeret til at misforstå det at forudsige vanskeligheder med at forårsage disse vanskeligheder og måske ligefrem ønske disse vanskeligheder. “Hvis bare”, tænker mange, “hvis bare folk ikke ville tale om det, ville det nok ikke ske”.

    Måske går denne vane tilbage til primitiv overtro, hvor et ord og tingen, navnet og objektet, er identiske. Af alle forhold er diskussionen af fremtidige alvorlige onder, som hvis der handles nu kan undgås, den mest upopulære og på samme tid den mest nødvendige beskæftigelse for en politiker.

    Dem som med viden om forholdene unddrager sig denne opgave må ofte og med rette tage imod fordømmelsen fra dem, der kommer efter. For en uge eller to siden faldt jeg i snak med en vælger i min kreds, en midaldrende, almindelig mand, som var ansat i en af vores nationaliserede industrier. Efter en sætning eller to om vejret sagde han pludselig: “Hvis jeg havde råd til at rejse, ville jeg ikke blive boende i dette land”. Jeg gjorde nogle afværgende bemærkninger om, at denne regering ikke ville sidde i længden, men han registrerede det ikke og fortsatte: ” Jeg har tre børn, som alle har gået i gymnasiet og to af dem er i dag gift og har familie. Jeg er ikke tilfreds, før jeg ser dem bosat i udlandet. I dette land vil den sorte mand om 15 eller 20 år have overtaget over den hvide mand”.

    Jeg kan allerede høre koret af forbandelser. Hvordan vover jeg at sige sådan noget? Hvordan vover jeg at røre ved vanskeligheder og tænde følelser ved at gengive en sådan samtale? Svaret er, at jeg ikke har ret til ikke at gøre det. Her er en anstændig, almindelig englænder, som i åbent dagslys i min egen by siger til mig, hans medlem af Parlamentet, at dette land vil ikke være værd at leve i for hans børn. Jeg har ikke ret til bare at trække på skulderen og så tænke på noget andet. Hvad han siger, siger og tænker tusinder og hundrede tusinder, ikke i hele Storbritanien måske, men i de områder, som allerede er ved at undergå den totale forandring, som der ikke er nogen parallel til i 1000 års engelsk historie. Om 15 og 20 år vil der i dette land med de nuværende tendenser fra Commonwealth være 3_ million indvandrere med efterkommere. Det er ikke mine tal. Det er de officielle tal, som parlamentet har fået af det statistiske kontor. Der er ingen sammenlignelige tal for år 2000, men det må være i omegnen af fem til syv millioner, tilnærmelsesvis en tiendedel af hele befolkningen, og svarende til Stor-Londons befolkning. Det vil ikke være ligeligt fordelt fra Margate til Aberystwyth og fra Penzance til Aberdeen. Hele områder, byer og dele af byer rundt om i England vil være befolket af grupper af indvandrere og deres efterkommere.

    Som tiden går vil den andel af befolkningen, som er efterkommer af indvandrere, dem som er født i England nøjagtigt som vi andre er født i landet, stige hastigt. Allerede i 1985 vil dem, der er født her i landet som efterkommer, udgøre et flertal blandt indvandrere. Det er dette faktum, som gør det ekstremt påkrævet at handle nu. Men det er netop den slags handlinger, som er sværest for politikere at tage, fordi handlingen skal foretages nu, mens onderne der skal undgås eller minimeres ligger flere parlaments-valg ude i fremtiden.
    Det naturlige og fornuftige første spørgsmål i en nation konfronteret med en sådan udvikling er at spørge: “Hvordan kan dets dimensioner reduceres?” Givet at det ikke helt kan forhindres, må det kunne begrænses. Og vi må tænke på, at tallene er meget vigtige: betydningen og konsekvenserne af et fremmed element indvandret til landet eller befolkningen er meget forskelligt, afhængigt af om det drejer sig om 1 procent eller 10 procent. Svarene på det simple og fornuftige spørgsmål er lige så simple og rationelle: ved at stoppe eller så godt som stoppe yderligere tilgang og ved at befordre den maksimale strøm tilbage. Begge svar er dele af det konservative partis officielle politik.

    Det er ikke til at tro, at for tiden ankommer der 20 til 30 indvandrerbørn alene fra oversøiske områder til Wolverhampton hver uge. Og det betyder 15 til 20 yderligere familier ti eller tyve år senere hver uge. Dem som guderne ønsker at ødelægge, gør de først gale. Vi må være gale, bogstaveligt talt gale, ved som nation at tillade en årlig tilstrømning på 50.000 mennesker, som lever af offentlig hjælp, hvor af hovedparten vil bidrage til en fremtidig vækst i indvandrerbefolkningen. Det er som at se en nation travlt optaget af at lægge grunden til sin egen begravelse. Så sindssyge er vi, at vi i dag tillader ugifte personer at indvandre for at etablere familie her med forlovede og ægtefæller, som de aldrig har set. Ingen har grund til at formode, at tilstrømningen af flere, der skal forsørges eller giftes, årligt vil aftage. Tværtimod, selv på det nuværende besluttede indvandringsniveau på kun 5.000 pr. år, er der tilstrækkeligt til at der vil komme 25.000 familiesammenførte pr. år i det uendelige, uden at tage hensyn til de allerede eksisterende indvandrere her i landet. Og så forudsætter regnestykket, at der ikke kommer nogen illegalt ind i landet. Under disse omstændigheder er der intet andet at gøre, end at det totale tal for tilstrømningen skal reduceres på en gang til et langt mindre antal, og at de nødvendige lovgivningsmæssige og administrative forholdsregler tages med det samme.

    Jeg går nu over til re-patriering. Hvis al indvandring stoppede i morgen, ville vækstraten hos indvandrerne og efterkommerne af indvandrerne blive væsentligt reduceret, men set ud i fremtiden ville dette element i befolkningen stadig efterlade karakteren af den nationale fare upåvirket. Dette kan kun ordnes, sålænge en betydelig del af indvandrerbefolkningen udgøres af dem, der kom ind i landet i løbet af de sidste ti år eller deromkring. Derfor er det nu påtrængende nødvendigt at gennemføre det andet element i det konservative partis politik: opmuntringen til repatriering. Ingen kan vurdere hvor mange som med generøs hjælp ville vælge enten at vende hjem til deres oprindelige lande eller at emigrere til andre lande, som er ivrige efter at modtage arbejdskraften og færdighederne, som disse mennesker repræsenterer. Ingen ved, fordi en sådan politik har endnu ikke været forsøgt. Jeg kan kun sige, at på det nuværende tidspunkt spørger indvandrere i min egen valgkreds mig fra tid til anden, om jeg kan hjælpe dem med assistance til at vende hjem. Hvis en sådan politik blev accepteret og fulgt med den bestemthed, som alternativets alvor begrunder, ville repatrieringen i betragtelig grad kunne ændre udsigterne til fremtiden.

    Det tredje element af det konservative partis politik er, at alle som opholder sig her i landet skal være lige overfor loven og at der ikke fra offentlige myndigheders side må forekomme diskrimination eller forskelle imellem dem. Som Mr. Heath [lederen af det konservative parti] har sagt, vil vi ikke have nogle “første klasses borgere” og “anden klasses borgere”. Dette betyder ikke, at indvandrerne og deres efterkommere skal løftes op til en priviligeret status eller at arbejdsgiveren på en virksomhed skal fratages retten til at diskriminere mellem medborgerne eller at han retligt skal undersøges for sine motiver og grunde til at handle på én lovlig måde fremfor en anden. Ingen misforstår virkeligheden mere end dem, der højrøstet forlanger lovgivning “mod diskrimination” – uanset om det stammer fra den samme slags agitatorer og ofte også fra de samme aviser, som år efter år i 1930erne forsøgte at forblinde dette land overfor de voksende farer det stod overfor, eller fra ærkebiskopper som bor i paladser og lever fintfølende med sengetæppet trukket godt op over ørerne. De har forstået alting forkert. Diskriminationen og tilsidesættelsen, følelsen af uro og harme, rammer ikke indvandrerbefolkningen, men rammer dem som lever der hvor indvandrerne kommer og bliver ved med at komme. Derfor vil det være som at tænde en tændstik i krudtkammeret, hvis parlamentet lige nu vil gennemføre en sådan lovgivning. Det bedste man kan sige om dem, der har foreslået det, er at de ikke ved bedre. Intet er mere misvisende end at sammenligne indvandrerne fra Commonwealth-landene til Storbritannien med de sorte i Amerika. Negerne i USA, som allerede beboede landet før USA blev en nation, levede først som slaver og fik senere stemmeret og andre borgerlige rettigheder, som de kun langsomt og endnu ikke i fuldt omfang kan udøve. Commonwealth-indvandrerne kom til Storbritanien som ligestillede borgere, til lande som ikke kendte til diskrimination mellem borgerne, og de kunne straks nyde rettigheder som almindelige borgere med stemmeret til ret til offentlig og gratis sygebehandling. De tilbageslag som indvandrerne kom ud for skyldtes hverken loven eller den offentlige politik eller administrationen, men de personlige omstændigheder og forhold som bevirker, og altid vil bevirke, at det ene menneskes held og erfaring er forskellige fra andres.

    Mens indvandrernes komme til det her land betyder indgangen til privilegier og muligheder, er virkningen på resten af befolkningen helt forskellig. Af grunde som de ikke forstår og på grund af manglende beslutsomhed, hvor de aldrig er blevet spurgt, føler de sig gjort til fremmede i deres eget land.

    De finder deres koner ude af stand til at få en hospitalsseng, deres børn ude af stand til at få plads i skolen, deres hjem og nabolag ændrer sig til det ukendelige, deres liv og fremtidsplaner lider skibbrud. På arbejdet oplever de deres arbejdsgiver tøve med at stille de samme krav om disciplin og kompetence som kræves af den engelske arbejder. De begynder at høre flere og flere stemmer, som fortæller dem at de nu er de uønskede. De lærer så, at der gennemføres en lov i parlamentet med ensidige privilegier, en lov som ikke kan og ikke har til hensigt at beskytte dem eller hjælpe dem i deres klager, men at loven skal give den fremmede, den utilfredse og agent-provokatøren magten til at sætte dem i gabestok for deres private handlinger.

    Blandt de hundrede og hundrede af breve, som jeg modtog da jeg sidste år talte om dette emne for to eller tre måneder siden, var der et typisk træk, som var nyt og som jag fandt ildevarslende. Alle medlemmer af parlamentet er vant til at modtage anonyme breve, men hvad der forbavsede og chokerede mig var de mange almindelige, anstændige og veluddannede mennesker, som skrev fornuftige og opmærksomme breve, og som mente, at de gjorde bedst i at undlade at angive deres adresse, fordi det var farligt for dem at skrive til mig som medlem af parlamentet og være enig i mine synspunkter og at de ville risikere straf eller repressalier, hvis det blev kendt, hvad de gjorde. Følelsen af at være en forfulgt minoritet, som vokser blandt almindelige englændere i de områder af landet som berøres, er noget som dem uden direkte erfaring næppe kan forestille sig. Jeg vil tillade bare en af disse hundrede af mennesker at tale for mig:

    “For otte år siden i en pæn gade i Wolverhampton blev et hus solgt til en sort. Nu bor der kun en hvid (en ældre kvindelig pensionist) der. Dette er hendes historie. Hun mistede sin mand og begge sine sønner i krigen. Så hun lavede sit syv-værelses hus, hendes eneste aktiv, om til et pensionat. Hun arbejdede hårdt og klarede sig godt, fik betalt huset af og begyndte at spare op til alderdommen. Så flyttede indvandrerne ind. Med stigende frygt så hun det ene hus efter det andet blive overtaget. Den stille gade blev en plads for støj og spektakler. Beklageligvis flyttede hendes hvide lejere ud. Dagen efter at den sidste havde forladt hende, blev hun vækket klokken syv om morgenen af to sorte, som ønskede at bruge hendes telefon for at kontakte en arbejdsgiver. Da hun afviste, som hun ville have afvist enhver fremmed på et sådant tidspunkt, blev hun skældt ud og frygtede, at hun blev udsat for overgreb, hvis det ikke havde været for sikkerhedskæden i døren. Indvandrerfamilier har forsøgt at låne værelser i hendes hus, men hun har altid afvist. Hendes lille opsparing blev brugt efter at have betalt ejendomsskat, og nu havde hun kun to beboere om ugen. Hun gik hen for at søge om reduktion i ejendomsskatten, hvor en ung pige foreslog hende at leje nogle af sine syv værelser ud. Da hun så sagde, at de eneste lejere hun kunne få var sorte, sagde pigen, at “med racefordomme kommer du ingen vegne i det her land”. Hun gik hjem. Telefonen er hendes livsline. Hendes familie betaler regningen og hjælper hende ud så godt de kan. Indvandrere har tilbudt at købe hendes hus – til en pris som den fremtidige ejer ville være i stand til at tjene ind fra lejerne på uger og højst på et par måneder. Hun er blevet bange for at gå ud. Vinduerne er gået i stykker. Hun får ekskrementer puttet i postkassen. Når hun køber ind, følger børn efter hende, charmerende, storsmilende negerbørn. De kan ikke tale engelsk, men ét ord kender de: “Racist”, bræger de. Når den nye lovpakke om race-relationer er vedtaget, er denne kvinde overbevist om, at hun må i fængsle. Og har hun uret? Jeg begynder at tvivle.

    ”En anden farlig illusion, som dem der er blinde for virkeligheden lider af, kan sammenfattes i ordet “integration”. At blive integreret i en befolkning betyder i alle praktiske henseender ikke at kunne skelnes fra de øvrige medlemmer. Selvfølgelig vil integration, hvor der er klare fysiske forskelle, særligt med hensyn til farve, være vanskelig nok over en periode, men ikke umulig. Der er mange Commonwealth-indvandrere som er kommet her for at leve i de sidste 15 år, hvis ønske og formål er at blive integreret og hvis hele tanke og bestræbelse går i den retning. Men at tro at den tanke fylder hovederne hos det store og voksende flertal af indvandrere og deres efterkommere er en latterlig og farlig misforståelse.

    Vi står på randen af store forandringer. Hidtil har baggrunden gjort ideen om integration utilnærmelig for den største del af indvandrerbefolkningen. De havde aldrig tænkt på det eller tilsigtet det. Når et stort antal indvandrere fysisk blev koncentreret, betød det at presset mod integration, som normalt virker på en lille minoritet, ikke virkede. Nu ser vi væksten i aktive kræfter, som ikke ønsker integration, og stærke interesser for at bevare og skærpe raciale og etniske forskelle og med henblik på at udøve faktisk dominans, først over andre indvandrere og senere over hele befolkningen. En sky ikke større end en mands hånd, og som hurtigt kan formørke hele himlen, er fornylig blevet set over Wolverhampton, og har vist tegn på at sprede sig hurtigt. De ord, som jeg vil citere, er ikke mine, men et medlem af parlamentet for Labour og minister i regeringen og som de ordret stod i den den lokale presse den 17. februar: “Sikh-samfundenes kampagne for at opretholde skikke upassende i Storbritannien må meget beklages. Når de arbejder i Storbritannien og specielt i offentlig tjeneste burde de være parate til at acceptere betingelserne for ansættelse. At kræve specielle samfundsmæssige rettigheder (eller skulle vi sige ceremonier) fører til en farlig splittelse i samfundet. Denne etnifisering er en kræftsvulst og uanset om den praktiseres af en hudfarve eller en anden, bør den stærkt fordømmes.” Al ros til John Stonehouse for at have øjnene til at se det og modet til sige det.For disse farlige og splittende elementer i vores lovgivning får kun næring til at vokse ved den lovpakke om race-relationer, som nu foreslås. I den får indvandrersamfundene midlerne til at organisere sig og sikre deres medlemmer, til at agitere og gå i felttog mod deres medborgere og til at skræmme og dominere resten med lovlige midler, som de uvidende og uoplyste har givet dem.

    Når jeg ser fremad, fyldes jeg med bange anelser. Som romerne, synes jeg at “floden Tiberen skummer af meget blod”. Det tragiske og ustyrlige fænomen som vi nu ser med rædsel på den anden side af Atlanten, men som dér er vævet tæt sammen med deres historie og med USA´s eksistens, kommer nu til os i kraft af os selv og vores eftergivenhed. Faktisk er det først lige begyndt. Talmæssigt vil det blive af amerikanske proportioner langt før århundredeskiftet. Kun resolut og hurtig handling kan afværge det. Om der vil være en offentlig vilje til at forlange og gennemføre den handling, ved jeg ikke. Alt, hvad jeg ved er, at se og ikke at tale ville være et stort forræderi.

    Oploadet Kl. 13:20 af Kim Møller — Direkte link33 kommentarer
    Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

     

    « Forrige side

    

     

    Vælg selv beløb



    Blogs


    Meta
    RSS 2.0
    Comments RSS 2.0
    Valid XHTML
    WP






    MediaCreeper