15. januar 2008

Samilla Qureshi markedsfører tørklædet – Kirsten Sarauw om Det Islamiske Broderskab

DR kæmper hårdt for det islamiske tørklædetvang i disse dage, og hvor frontfiguren tidligere var Enhedslistens folketingskandidat Asmaa Abdol-Hamid (Adam & Asmaa), så er det denne gang Samilla Qureishi, byrådskandidat for Socialdemokraterne på Frederiksberg. Det Radikale Venstres Ouafa Rian bar ikke tørklæde, så hun fik som bekendt udenrigspolitikken at lege med (Fredsmissionen, mod Irak-krigen).

  • 6/1/08 – Tro og Eksistens, P1 – Til kamp for tørklæde og frihed.
  • 6, 13, 20/1-08 DR2 – TørklædeXperimentet (I, II, III).
  • Tidligere i dag kunne man i P1 debatten høre Sherin Khankan væve løs over samme tema, som altid væbnet med et højt abstraktionsniveau og en god håndfuld plusord.

    Som modgift mod den licensfinansierede islam-apologi, er Kirsten Sarauws kronik fra lørdagens Kristeligt Dagblad yderst velegnet. Politiken ville ikke optage den – deres læsere har det nok bedst med virkeligheden i små doser. Her på Uriasposten er det ofte langt, men altid koncentreret – ‘Er euroislam fremtidens løsen?’ (fuld længde via Snaphanen).

    “I marts måned 2007 år fandt en konference om den såkaldte euroislam sted i Wien. Her formulerede de prominente muslimske delegerede en fælles fremtidsvision om et islamisk behersket Europa. Mustafa Ceric, den bosniske stormufti, udmalede sig ved samme lejlighed “en kommende islamisk æra, der med forbillede i det mauriske Spanien og det osmanniske Sydeuropa, skal afløse kristendommen”. Blandt deltagerne var også den allestedsnærværende professor Tariq Ramadan. Han mente, at euroislams mere langsigtede hensigter helst skal skjules for offentligheden.

    Ellers enedes man på mødet om, at det første mål, der skal forfølges, er indførelsen af islamisk religions-ret (shari’a) i Europa, “til at begynde med i det mindste som parallelret til den nationale retsorden i de europæiske stater”. Om indholdet af “shari’a” besluttede man så vidt muligt at undgå offentlig diskussion. Sker det alligevel, skal man på forhånd gå ind for en “menneskelig anvendelse”.

    Hvad dette sidste så end skal betyde, lades der ellers ikke megen tvivl tilbage om planerne for euro-islam: Islamisk dominans i Europa og indførelse af Shari’a. – i begyndelsen som parallelret, senere som hvad? Dominerende retssystem?

    Man kan undre sig over, at konferencens udtalelser ikke har vakt større opsigt end tilfældet er. Måske forekommer den slags fremtidsvisioner om islam så fantasifulde, at de ikke bliver taget alvorligt? Eller også passer de så dårligt til det billede, som især den bedrevidende europæiske kulturelite ønsker at gøre sig af euroislam, at man vælger at fortrænge, hvad der egentlig bliver sagt.

    Det samme gælder på sin vis den problematiske professor Tariq Ramadan, som fremkom med den mest bekymrende udtalelse: Euroislams egentlige hensigter skal tilsløres for offentligheden. En mærkelig hårdkogt udtalelse på et møde, som Ramadan må regne med bliver refereret i pressen. Kalkulerer han aldeles kuldslået med “de vantros” almindelige fortrængningsmekanisme?

    […]

    Tariq Ramadan er fortsat en hyppig og skattet gæst ved officielle konferencer over alt i Europa, på det seneste ikke mindst i Norden, hvor han bl.a. bliver brugt som ekspert i imødegåelse af radikaliseringen af muslimsk ungdom, og han nyder umådelig stor respekt blandt unge, veluddannede danske muslimer, specielt kan nævnes Tariq Ramadans indflydelse på foreningerne “Kritiske muslimer” med Sherin Khankan i spidsen og “Muslimer i dialog” med fremtrædende medlemmer som Mona Sheikh, Asmaa Abdol-Hamid og Wahid Abdul Petersen. Sherin Khankans bog fra 2006 ” Islam og forsoning – en offentlig sag” er således i lange kapitler stort set ikke andet end en kompilation af Ramadans bog fra 1998 “At være europæisk muslim”.

    For at komme på sporet af, hvad denne påvirkning drejer sig om, kan vi jo kigge lidt på indholdet af “At være europæisk muslim”, som er den eneste af Tariq Ramadans bøger, der er oversat til dansk, og som varmt anbefales og sælges ved alle møderne med Ramadan.

    […]

    Tariq Ramadan er modstander af muslimers voldsanvendelse i Europa, fordi det ødelægger udsigterne for euroislams mere langsigtede mål. Men som Paul Berman gør opmærksom på, så er Tariq Ramadans udmeldinger angående islamisk vold yderst tvetydige. Tariq Ramadan har f.eks. aldrig taget afstand fra sin ven Sheik Yussuf al-Qaradawi, som i 2003 fremsatte en berygtet fatwa, der godkender palæstinensisk selvmordsterrorisme og drab på civile.

    Q. er en af de mest indflydelsesrige sunnimuslimske lærde i Mellemøsten med mangeårig tilknytning til den rabiate islamistiske bevægelse De muslimske Brødre, grundlagt af Tariq Ramadans morfar Hassan al- Banna i Egypten i 1928. Desuden er han fremtrædende medlem af Det europæiske Råd for Fatwa og Forskning, som forsøger at komme til at spille den magtfulde rolle som øverste retsråd for europæiske muslimer. Q. har udtalt, at islams endemål er dominans i Europa såvel som i Amerika ved mission, propaganda, indflydelse via pressionsgrupper etc.

    Man regner også med at Q. har sat afgørende fingeraftryk på et papir kaldet “Projektet”… som er dateret 1982, opridser en langsigtet (formentlig 100årig), detaljeret køreplan for islams infiltration og endelige magtovertagelse i Europa (og USA) og samstemmer heri nøje med udtalelserne på Wiener-mødet i foråret. Papiret blev fundet under ransagning (nov. 2001) af en luksusvilla i Schweiz, tilhørende Youssef Nada, mangeårig ven af Ramadanfamilien, international leder af Muslimbrødrene og bankdirektør i Al-Taqwa-banken i Lugano, som efter alt at dømme har finansieret islamisk terrorisme, bl.a. Al-Qaeda og Hamas. “Projektet” har længe kun været kendt af de vestlige efterretningstjenester og blev først tilgængeligt for offentligheden gennem den schweiziske journalist Sylvain Bessons bog “Erobringen af vesten: islamisternes hemmelige projekt” (2005), hvor han nøje gennemgår papiret.

    “Sig mig hvem, du omgås, og jeg skal sige dig hvem, du er” hedder et gammelt ord. Samtlige de mentorer og brødre i ånden, som Tariq Ramadan nævner i sit forfatterskab er af radikal islamisk observans og har mere eller mindre åbenlys tilknytning til “De muslimske Brødre”…

    Just missionsopgaven vil i flg. Tariq Ramadan kunne gengive muslimerne i Europa deres selvbevidsthed, værdighed og følelse af mening med livet, som så mange, især unge muslimer, savner. Muslimer skal ud af deres defensive position og i stedet springe ind på den offentlige scene som aktive medborgere, der over alt lader deres muslimske stemme høre i de nationale demokratier i kampen for større “retfærdighed”. Med retfærdighed er det værd at notere sig, at TR altid mener “islamisk retfærdighed”, dvs shari’a. Det aktive medborgerskab er også en af “Projektets” helt centrale strategier for infiltration.

    I en bog, der handler om at være en europæisk muslim, kunne man forvente, at forfatteren opholdt sig lidt ved de positive europæiske værdier og den rige kulturarv, som muslimer kunne have glæde af at tilegne sig. Især, når han selv kalder sig kultur-europæer, der bare har en anden religion. Men det eneste positive signalement af europæisk kultur, som er at finde i hele bogen er flg. passus:”… disse samfund, hvis mest betydningsfulde egenskaber ser ud til at være deres mangfoldighed og deres multireligiøse og multikulturelle dimensioner.” Der ud over indrømmer Tariq Ramadan, at der i Vesten – i modsætning til mange muslimske lande – findes en frihed, som gør det muligt for muslimer at praktisere deres religion – eller dele af den, for Shari’a, som er en guddommeligt begrundet – og derfor absolut, evig og universel – lovgivning for såvel religionsudøvelse som for samfundsforhold, kan ikke tillades i sin helhed, idet samfundsdelen er i modstrid med den sekulære vestlige retstænkning. Således er “retstilstanden ikke perfekt”, som Tariq Ramadan formulerer det, “men den indeholder i det mindste væsentlige garantier for forsvaret af individuelle og organisationsmæssige rettigheder”.

    Hvad Tariq Ramadan anbefaler muslimer er nøje at undersøge de forskellige nationale lovgivninger for at se, hvor langt man kan gå med islamisk ret “inden for lovens rammer”, men, men, men “muslimske borgere har ret og fra et muslimsk synspunkt også pligt til at forvente ægte anerkendelse… og dette kan i fremtiden betyde, at visse loves indhold og omfang må tages op til fornyet overvejelse.” På ægte snyltervis ser Tariq Ramadan udelukkende friheden som et middel for muslimer til at opnå egne religiøse fordele. Angående den europæiske kultur råder Tariq Ramadan muslimer til først og fremmest at forholde sig kritisk.
    Tariq Ramadans opfordring til aktivt medborgerskab, “bekendelse”(mission), samt politisk kamp for større “muslimsk retfærdighed” har haft stor betydning for mange unge danske muslimer, som i disse år ivrigt promenerer deres religiøse tilhørsforhold i det offentlige rum. Asmaa Abdol-Hamids insisteren på at ville bære tørklæde i Folketinget er just en prøveklud for politisk islam på, hvor langt man kan gå med shari’a. Tørklædet er selve symbolet på accept af shari’a i sin helhed, og tørklædet er Det muslimske Broderskabs flagskib, som breder sig over alt, hvor Broderskabets ideologi vinder tilslutning. Interessant er også i den forbindelse et punkt i “Projektets” manual, som handler om at udnytte venstrefløjen i Europa (midlertidigt) som trinbræt på vejen til islamiseringen af Vesten. Drømmen om “absolut retfærdighed”, had vendt mod USA og vestlig imperialisme og endelig palæstinensernes frihedskamp kan formentlig være nogle af de fælles kodeord. At “absolut retfærdighed” for politisk islam så er lig med shari’a og begrundet i en transcendent og absolut guddommelig magt, der ikke kan modsiges af mennesker, fatter venstrefløjens religiøse analfabeter åbenbart slet ikke rækkevidden af. Dette ved og udnytter “Muslimbrødrene” aldeles kynisk.

    […]

    Mødet i Wien sidste forår er i realiteten en islamistisk krigserklæring mod den gamle europæiske befolkning. Utallige frihedselskende og demokratiske tilvandrere med muslimsk baggrund har længe advaret om den (skjulte) islamofascistiske hensigt. Hvornår ser Europas egen intellektuelle og politiske magtelite skriften på væggen? Endnu kan Europas undergang måske afværges.”

    Opdate.

  • 29/1-08 DR2 – Pigen med tørklædet (Suher Othmann).
  • Oploadet Kl. 17:57 af Kim Møller — Direkte link26 kommentarer
    

    13. november 2006

    De kalder sig forskere, men optræder som politikere – Jørgen Bæk Simonsen & Tim Jensen

    Jeg skal ærligt indrømme jeg er ikke er meget for et ugeblad som Fokus, der ret beset blot er en slags Se & hør for mænd tilsat lidt drengerøv, men seneste nummer er altså en postering værd. Det er yderst sjældent medierne retter kritik af egne eksperter, men Naser Khader, der tidligere er blevet interviewet til ugebladet, leverer i seneste nummer (2006/45) en skarp bredside mod Tim Jensen og Jørgen Bæk Simonsen.

    Artiklen fylder to dobbeltsider, der nemt kunne kortes ned til 1-2 tekstside.

    Fra hovedartiklen Khader har fået nok.

    “Efter flere udokumenterede påstande om Demokratiske Muslimer har Naser Khader klaget over Tim Jensen til rektor for Syddansk Universitet.

    Det var dråben. Det var langt fra den første negative udtalelse, men påstanden om, at Naser Khaders person står i vejen for tilslutningen til Demokratiske Muslimer var bare en påstand for meget. Det er baggrunden for, at Naser Khader nu har taget det usædvanlige skridt at kræve dokumentation for religionhistoriker Tim Jenses udtalelser om Demokratiske Muslimer.

    […]

    Når det gælder sammenblanding af forskerrollen og rollen som politisk aktør, kan Jørgen Bæk Simonsen fra Carsten Niebuhr Instituttet… sagtens konkurrere med Tim Jensen, fremhæver Khader. Men nu er det tilfældigvis Tim Jensen, der er kommeget med de groveste påstande mod Demokratiske Muslimer… jeg er tilhænger af kritisk forskning. Men det har ikke meget med forskning at gøre, når de to såkaldte forskere Tim Jensen og Jørgen Bæk Simonsen udtaler sig subjektivt og perfidt om Demokratiske Muslimer og mig som person. Som privatpersoner kan de sige om os, hvad de vil. Problemet er bare, at de kalder sig forskere, men optræder som politikere…

    – Tim Jensen og Bæk Simonsen har allerede fra den første start været negative over for Demokratiske Muslimer. For dem er de rigtige muslimer dem, der bekræfter alle fordomme om islam – de muslimer. der overdriver islam. Da Abu Laban ‘truede’ med at forlade Danmark, udtalte Bæk Simonsen, at det ville være et stort tab. Jeg vil gerne have han dokumenterer den påstand.

    – Den eneste undersøgelse, der er lavet på området, viser, at Demokratiske Muslimer har opbakning fra 14 procent af de danske muslimer, mens Abu Laban kun har støtte fra 3 procent. Alligevel bliver de to – som forskere – ved med at bagatellisere opbakningen til Demokratiske Muslimer.

    – Det er derfor, jeg nu har krævet, Tim Jensen dokumenterer sine udtalelser om, at min person står i vejen for større opbakning til Demokratiske Muslimer – og at det var ‘dumt af Anders Fogh at vælge mig som dialogpartner’. Jeg vil gerne se den forskning, der ligger bag de udtalelser.

    […]

    Journalister er kritiske over for politikere, men de samme journalister bliver helt benovede, når de står over for ‘objektive’ forskere som Tim Jensen og Bæk Simonsen.

    I den ledsagende artikel De kalder sig forskere – men optræder som politikere sættes tingene på spidsen. Som blikfang lyder det tillige: “Vi lytter til deres ‘objektive’ meninger – men bliver måske i stedet præsenteret for deres personlige holdninger”.

    “En objektiv ekspertudtalelse til at sætte tingene på plads. Det er en velkendt journalistisk skabelon, når politikerens udtalelser skal sættes i perspektiv. Men hvad nu hvis eksperterne i virkeligheden fungerer som forklædte politiske aktører under forskningens neutrale flag?

    […]

    Er de neutrale – eller repræsenterer de i virkeligheden den absolutte yderfløj i debatten? Og kan forskere i det hele taget været objektive?…”

    Som dokumentation for Khaders kritik, ledsages artiklen af fem citater, og der spørges hvorvidt “det er en forsker eller en politiker, der taler?” – Spørgsmålet må vist siges at være retorisk.

    “Mange vender Demokratiske Muslimer ryggen, fordi Naser Khader igen og igen har talt ned til dem,’ siger Tim Jensen, der mener, at Khaders afgang kan få positiv indflydelse på medlemstallet.” (Nyhedsavisen 7.10 2006)

    “Det er direkte primitivt, at Anders Fogh ikke kunne forestille sig konflikten ville nå så vidt.” (Tim Jensen om Muhammedkrisen, Ekstra Bladet 1.2. 2006)

    “Det er en falliterklæring for Danmark, han rejser. Og det er dybt beklageligt, at han vil lægge sin energi andre steder.” (Jørgen Bæk Simonsen om Abu Laban til tv. Politiken 11.5 2006)

    “Den typiske dansker opfatter jo muslimer som den sabelsvingende tyrk, der bedriver trusler og beder fem gange om dagen, hvor han banker hovedet i jorden. Den typiske danskers opfattelse af muslimer er i bedste fald unuanceret og i værste fald meget, meget negativt ladet.” (Tim Jensen, Information 4.2 2006)

    “Vi er som danskere ikke mentalt parate til at være globale. Vi bør gå i dialog med hinanden som mennesker og intet andet. De seneste tre valg herhjemme har været domineret af temaet os-mod-dem. Hvordan dette lille land forsvarer sig mod den islamiske verden. Det er deprimerende, at 5,1 miollioner indbyggere er fanget i det spørgsmål.” (Jørgen Bæk Simonsen, Berlingske Tidende 11.3 2006)

    Den anden dobbeltside omfatter interviews med Venstres Eyvind Vesselbo og Tim Jensen.

    Fra Eksperten, der blev politiker: De får lov at køre friløb.

    “Han har selv prøvet begge roller. Venstres Eyvind Vesselbo optrådte i mange år i rollen som ekspert, før han i 2001 kom i Folketinget for Venstre. Men selvom Vesselbo blot lavede en statistisk fremskrivning af indvandringen (den såkaldte Ishøj-rapport) fik han i den grad kam til sit hår først i 90’erne. Rapportens fremskrivning viste sig siden at være yderst præcis. Men Vesselbo undrer sig nu kraftigt over, at andre eksperter kan slippe godt fra bastante udtalelser ‘uden videnskabelig dokumentation’:

    – Det, jeg lavede dengang, var fagligt korrekt, men politisk ukorrekt. Folk som Tim Jensen og Jørgen Bæk Simonsen forsøger at dække sig ind under, at de står som neutrale forskere, selvom de optræder ekstremt politisk. Men de bliver skånet, fordi de udtaler sig politisk korrekt, siger Vesselbo.

    […]

    Det helt uacceptabelt, de får lov til at køre et friløb, hvor de af politiske grunde tager imamernes parti – og pakker det ind som forskning. Problemet forstærkes af den autoritet, forskere mange steder får forærende, tilføjer Vesselbo.”

    – Når Tim Jensen og Bæk Simonsen fremstiller sig som uvildige forskere, får deres ord meget mere vægt end det, politikerne siger. Men den autoritet er jo falsk, når de i virkeligheden optræder som politikere.

    Fra Tim Jensen: – Jeg trækker ikke min mening i en automat.

    “Såvel Tim Jensen som Jørgen Bæk afviser kritikken – om end med noget forskellig argumentation. Lektor Tim Jensen fra SDU mener, at Khader og Vesselbo forenkler en videnskabelig og mediemæssig kompliceret sag:

    – … Det er selvfølgelig vigtigt for forskerens troværdighed, at man udtaler sig så redeligt som muligt, men det er ikke altid lige let at markere, når man går fra tolkning af fakta til fortolkninger og kvalificerede gæt på baggrund af sin viden. Dertil kommer, at udtalelserne ofte bliver strammet i medierne, tilføjer Tim Jensen.

    […]

    Kan du dokumentere, at Naser Khader som person står i vejen for større opbakning til Demokratiske Muslimer?

    – Det er svært at ‘dokumentere’ sådanne udsagn i gængs forstand. Men jeg kan sandsynliggøre, at en del muslimer – og ikke kun Abu Laban – finder Khaders måde at være muslim på problematisk, og at de mener, han ser ned på dem…”

    Historien blev adopteret af Ritzaus Bureau, og nåede således vidt omkring – selv Politiken gengav ordret. I den henseende er det bemærkelsesværdigt, at DR der normalt smider Ritzau-notitser direkte på tekst-tv og DR Online valgte at ignorere historien i sin helhed. TV2 Online valgte til sammenligning at bringe et længere referat af originalartiklen med en selvstændigt indhentet kommentar fra rektor Jens Oddersherre fra SDU: Khader klager over islam-forsker.

    Det er indlysende Naser Khader har ret i sin kritik, men han er dog ikke særlig konkret. At Tim Jensen og Jørgen Bæk Simonsen er kritiske overfor Demokratiske Muslimer giver lidt sig selv. Alene navnet indikerer jo at muslimer af religiøse årsager kunne tænkes at have et udemokratisk sindelag, hvad i deres optik jo næsten tenderer racisme. Bæk Simonsen og Tim Jensen mener islam pr definition er demokratisk og integrerbar, og derfor ser de som meningsdannere, det som deres fornemste opgave at definere islam spiseligt for den danske befolkning. Tidligere kastede Bæk Simonsen sin apologi i retning af Mona Sheikh og Minhaj ul-Quran, i dag er det Abu Laban og Islamisk Trossamfund, men målet er nu som tidligere at italesætte en demokratiske islamisme. Begge forskere ved at islam næppe kan sekulariseres, og når nu muslimer flest ikke bifalder Naser Khaders ikke-tekstnære Koranlæsning, så må han ofres i multikulturens navn.

    Khaders motivation for at udtale sig så bombastisk som han gør, er næppe baseret på forskernes kritik af Demokratiske Muslimer, men nok mere det forhold at begge offentligt har skamrost Abu Laban. Abu Laban har flere gange betegnet Naser Khader som frafalden – en ‘forbrydelse’ der er dødsstraf for blandt islamister. Vi taler om en mand der døgnet rundt lever under politibeskyttelse, og for få måneder siden gik ned med stress.

    Det er således nemt at forstå baggrunden for Khaders kritik af det man kunne kalde islamismens nyttige idioter, og det siger sig selv at når han i samme artikel roser Jakob Skovgaard-Petersen for at være neutral, så er hans kritik ikke er strengt rettet mod det videnskabelige aspekt. Skovgaard-Petersens politiserer er godt nok ikke så udtalt som hos de to øvrige, men fordi han deler Naser Khaders ensidige syn på Israel-Palæstina konflikten gør det det ham altså ikke neutral. Iøvrigt mener jeg slet ikke islamforsker-etiketten giver mening i forhold til Bæk Simonsen og Tim Jensen. Begge udtaler sig sjældent om islam, men ofte blot om problemstillinger relateret til integration – altid med herboende muslimer i offerrollen. Måske er det på tide dansk islamforskning dropper Edward Said, og den medfølgende offerrolle-tænkning.

  • 10/11-06 BT – Leder (Erik Meier Carlsen): Khaders alliance.
  • 13/5-06 Uriasposten – Islamofobi-konference i Bella Centret – Jørgen Bæk Simonsen i godt s….
  • 21/12-04 Uriasposten – Edward Said: Orientalisme (1978/2002) – nogle notater.
  • Uriasposten-arkiv: Jørgen Bæk Simonsen & Tim Jensen.
  • 

    9. april 2006

    Intern debat om Adam og Asmaa på på DR Inline (Poul F. Hansen, Helle Schøler Kjær mfl.)

    Med tak til rette vedkommende. DRs interne debat på DR Inline om Adam og Asmaa.

    6. april 2006
    Du taler stadigvæk udenom, Poul F
    Kære Poul
    Tak for den historiske lektie. Jeg kunne det meste af den i forvejen, så det havde du ikke behøvet. Men uanset, hvor mange ord du bruger, taler du stadigvæk udenom: Hvorfor skal alle muslimer tage afstand fra islamisk fundamentalisme og de terrorhandlinger, der begås i Islams navn? SÅ skal vel også alle lutheranske kristne erklære, at de ikke gik ind for jødeudryddelserne i Tyskland. For det var de såvist, de tyske nazister, danskernes egne trosfæller.

    Hvorfor skal en kvinde, der bærer tørklæde, beskyldes for at være islamisk fundamentalist, når en kristen med kors ikke sættes i forbindelse med abort-mordene i USA?

    Igen vil jeg anbefale dig at lytte til mit program fra 15. december 2005 på www.dr.dk/ligelovligt (søg under “asmaa”). Der kan du høre svarene på dine spørgsmål til Asmaa og måske selv blive lidt klogere på det der med islam og muslimer.

    Med venlig hilsen Helle Schøler Kjær

    6. april 2006
    Personlige holdninger og journalistik
    Kære Klaus
    Jeg har svaret på en del af dine spørgsmål i et tidligere indlæg, som jeg håber, er blevet lagt ud. Angående personlige holdninger:
    Jeg ville ikke finde det rimeligt, at jeg selv var studievært eller korrespondent, som beskæftigede mig med Sovjetunionen, hvis jeg samtidig var medlem af kommunist-partiet. Jeg mener heller ikke, at man kan optræde i en værtsrolle eller som journalist på DR overhovedet, hvis man er erklæret medlem af nazistpartiet. Mener du?

    Spørgsmålet er: Har jeg ret til at sammenligne islamisk fundamentalisme med nazisme eller stalinisme? Jeg mener, at de udtryk for den politiske retning, giver mig ret til det. Det er en menneskefjendsk, intolerant og destruktiv ideologi, der hvis den sejrede – Gud forbyde det – ville føre os tilbage til den mørke middelalder. Det gælder ikke hele islam. Jeg er ikke mod islam, mere end mod alle andre religioner. Men jeg betragter islamisk fundamentalisme som et politisk fænomen, der skal behandles i overensstemmelse hermed! Her handler det ikke om religionsfrihed, men om en politisk kamp om magten!
    Med venlig hilsen
    Poul F. Hansen, Moskva

    6. april 2006
    Grundloven er en ramme for vores demokrati
    Kære Helle
    Tak fordi du endelig kommer til det, der var det centrale i mine indlæg.
    Det var Frederik den 7. der underskrev Grundloven i 1849, så hverken du eller jeg har haft tilbudet. Min påstand er, at der er nogle værdier, som er grundlæggende for et samfund. Grundloven er næppe noget demokratisk ideal fordi den er 156 år gammel, men den skaber en ramme for al senere lovgivning og derfor er den vigtig. Hvis du ser på den politiske diskussion i USA så nævnes den amerikanske grundlov, The Constitution: “We the people…” hvert andet øjeblik, og hvis vi ser på det internationale samfund så har vi FNs deklaration om menneskelige rettigheder, der for øvrigt i mange unge lande indgår som en del af deres grundlov.

    Min påstand er, at det er nødvendigt med en ramme for vores aktiviteter her på jorden. Derfor har vi en tradition, som går tilbage for romerne for at lave love. De love er blevet udviklet og udbygget gennem århundrederne. Man har haft love mod jøder, mod homoseksuelle, for nu at tage to af de minoritetsgrupper, som ofte bliver nævnt nu om dage, og som ofte var officielt forfulgte. Udviklingen i vores kultur og i det lovsystem, som afspejler det, bygger på nogle grundlæggede rettigheder, som er klarere udtrykt i den amerikanske Constitution og FNs Deklaration om Menneskerettigheder, end i den danske Grundlov. Men ikke desto mindre er den grundstenen for det i stort set meget humanitære eller menneskevenlige lovkompleks, der omgiver os danskere i dag. Det er noget, vores forfædre har opbygget gennem århundreder, mennesker har sloges for – jeg behøver vel blot at nævne kvindelig stemmeret – for at du indser, hvad det har betydet.

    Det er noget, som for mig er en selvindlysende ramme for politisk, social moralsk og etisk diskussion i Danmark. Derfor anser jeg det for givet, at du og alle andre værter på DR opererer inden for den ramme, selvom den er både bred og høj. At du anerkender, at alle principielt har samme rettigheder, at man har ytringsfrihed, at man har ret til sin ejendom for slet ikke at snakke om sit liv.

    Hvis du ikke mener, at der er rammer for dit arbejde, at du frit kan forfægte racistiske, sexistiske, sadistiske eller andre synspunkter, der falder uden for denne ramme, så har du efter min mening et problem. En ting er at vi – sommetider jf. Grønjakkesagen – vælger at videregive den slags synspunkter, men jeg mener ikke, at DR som institution kan lægge navn til det, og det gør DR, hvis en studievært repræsenterer holdninger, der ligger uden for denne ramme.

    Ifølge BT har Asmaa sagt, at hun er for sharia men imod steninger og den slags frygtelig ting. Godt nok. Men hvor går grænsen? Hvilke love gælder? Er det sharia, der skal bruges, når et muslimsk ægtepar skal skilles? Hvad mener socialrådgiveren Asmaa? Jeg formoder, at hun når/hvis hun sidder som socialrådgiver ved, at det er de danske love, hun skal administrere. Men hun er blevet bedt af DR om at tage stilling til ofte meget store moralske spørgsmål, og derfor er det vigtigt at vide, hvor hun står.

    Jeg tror på, at Asmaa som person er et godt og anstændigt menneske, men jeg frygter at hun bliver misbrugt – lader sig misbruge at politiske kræfter, der gemmer sig bag religiøse skæg og masker. Jeg pådutter ikke Asmaa medskyld for steninger eller barbariske handlinger udført i islams navn, men jeg kræver, at hun bevidst tager stilling til det, der sker i islams navn. Derfor forventer jeg, at hun tager stilling til sharia, som er grundlaget for den islamiske fundamentalismes krav på magt!

    Jeg forventer overhovedet, at danske muslimer tager stilling til det, der sker i deres religions navn. Da Jyllands-Posten offentliggjorde de famøse tegninger, samledes 4000 muslimer til demonstration på Rådhuspladsen i København. Hvorfor demonstrerede ikke en eneste dansk muslim, da 3000 uskyldige mennesker blev dræbt i Allahs navn 11. september 2001. I bor i et land, hvor fredelige danskere ved at samles og synge hver onsdag aften drev danske nynazister ud af Nørre Sundby: ikke med vold og magt, men med deres holdninger, med deres vedholdenhed. Hvis I vil bo i Danmark, så søg at lære noget af det!
    Der var mange, der fortrød, at de ikke i tide råbte vagt i gevær mod nazismen og stalinismen i 20’erne og 30’erne. Vi står overfor et fænomen, der ikke er mindre farligt.

    Og lige til sidst: det her handler ikke om religion og religionsfrihed. Islamisk fundamentalisme er ikke en religiøs trosretning. Det er en politisk bevægelse, og den skal behandles som sådan, og derfor kan vi ligeså godt først som sidst tage fat ved ondets rod.
    Med venlig hilsen
    Poul F. Hansen, Moskva

    6. april 2006
    Debatten ud af huset
    Hvordan kan det være, at man i dagens BT side 12, under overskriften “Ny ballade om Asmaa” finder en artikel, der bygger på denne korte debat, der har været her. Artiklen har bl.a. direkte citater fra Helle Schøler Kjær og Poul F. Hansen.
    Jeg troede, det hed Inline og ikke Online.

    Og så er jeg forresten udmærket klar over, at DRs programetik tillader eksplicit brug af holdningsprægede værter. Men at det har været umuligt for den pågældende redaktion at finde en egnet vært med de ønskede holdninger, som ikke var politisk aktiv er mig en gåde. Som sagt synes jeg, at programmets koncept med to værter, med helt forskellige tilgange til gæsternes holdninger, er spændende.

    Men det havde været sjovere, hvis denne debat handlede om programmets indhold og ikke en af værternes personlige forpligtelser. Fx hvorfor programmet i går blot virkede som et talerør for Abdul Wahid Petersen. Kritisk journalistik var alvorligt savnet. Wahid Petersen fik lov til at glide af på sharia-spørgsmålet ved blot at sige, at han ikke var lærd nok til at udtale sig. På trods af, at han tidligere har udtalt, at sharia skulle indføres i Danmark den dag, der var muslimer nok.

    Men overordnet skal jeg selvfølgelig ikke bedømme programmet ud fra at have set det én gang.

    Henrik Smidt Hansen,
    DR Elever

    6. april 2006
    Hvad tror du på?
    Debatten om Asmaa og hendes tro åbner nye perspektiver for jobsamtaler i DR.
    Hvad tror du på?
    Nå, det – så kan du ikke blive ansat (eller være) i DR!
    Om folk går ind for sharia, stjernetydning eller åndemageri er efter min mening uden betydning, så længe de overholder landets love.
    Og hvis ikke forskellige synspunkter på livets tilskikkelser blokerer for dig, i dit arbejde, ja så kan du arbejde i DR.

    Altså kan Asmaa det, hun er ansat til? Det må være det centrale.
    Men det vil da være svært mere underholdende, hvis vi alle 3500 skal vægtes og vejes på vore synspunkter om kvindelig arvefølge til tronen, kvindeundertrykkelse som ”er du holdt op med at slå konen?”, medlemsskab af folkekirken osv. Hvad mener du om Grundloven?

    Jeg har ikke set et sekund af programmet med Asmaa, kommer nok heller ikke til det, mens jeg har morgenvagt, så jeg ved ikke om hun kan sit arbejde. Forholder mig kun til, om hun skal holdes uden for, fordi hun har det sindelag, hun har.

    Kjeld Pedersen
    DR Bornholm

    6. april 2006
    Det er stadig en privatsag
    Kære Poul F. Hansen
    Ikke mindst med dit polemiske startindlæg – og din ikke mindre polemiske opfølgning i sort/hvid – gør Asmaa klogt i at holde sine meninger for sig selv, da sagen nu er helt betændt. Hvad hun end måtte svare, kan det næsten kun blive et forkert svar. Især, når hun end ikke må nuancere.

    Jeg støtter Helle Schøler Kjærs indlæg og kunne godt tænke mig at fortsætte hendes række af spørgsmål til dig (du har vist heller ikke rigtig svaret).
    Har du ingen private meninger? Kan du skrive under på, at du aldrig privat eller offentligt har udtrykt eller vil udtrykke en personlig holdning, og at du heller ikke stemmer ved lokale, regionale eller nationale valg? Hvis du stemmer, har vi da ret til at vide på hvem? Det kunne jo være, at din kandidat havde en politisk holdning, der gik ind for en radikal ændring af Danmarks Riges Grundlov, en kandidat som fx ønskede at erstatte monarkiet med en folkevalgt præsident.
    Og du kan selvfølgelig heller ikke som objektiv journalist være medlem af noget kirkeligt samfund, politisk parti eller andre grupperinger, hvor man typisk samles om at udtrykke en holdning. Det er i hvert fald der, glidebanen må ende, når du stiller sagen op, som du gør her.

    Man kan altså godt deltage i dette samfund og samtidig have en helt grundlæggende anderledes opfattelse af, hvordan samfundet burde være skruet sammen. Sharia, republik, enevælde, indskrænket monarkisk, anarki, diktatur. Det er en demokratisk ret, at have en personlig mening om dette. Og min forventning er, at det har du også. Grundloven er netop ikke af Gud givet og derfor principielt diskutabel (men i realiteten nærmest indiskutabel – sjovt nok er det lige omvendt med fx sharia og andre udlægninger af forskellige guders ord og gerninger).

    Men det er til gengæld også en demokratisk pligt at respektere demokratisk trufne beslutninger. Men det behøver jo ikke at ændre ved ens grundopfattelse. Så hvorvidt Asmaa går ind for sharia er underordnet, så længe hun respekterer de demokratiske processer – og så længe hendes virke i DR ikke kan giver anledning til kritik af den lødighed, research, fairness og etik, der er grundpiller i det jounalistiske arbejde – og DRs troværdighed.

    Så Poul F. Hansen: Kan en journalist have en personlig holdning? – uden joh og men. Ja eller nej, sådan som din tone nu engang er.

    Klaus Lynbech
    DR RSO og kor

    5. april 2006
    Hvor er Asmaa i debatten?
    Der er nu ti indlæg i debatten. Men ingen fra Asmaa.
    Arne Notkin har privat gjort mig opmærksom på, at Asmaa har svaret på spørgsmålet om sharia i BT. Men det svar er ikke klart, for her definerer Asmaa sharia som en islamisk trosbekendelse. I lande med sharia erstatter sharia straffeloven, og derfor kan man altså blive dømt efter sharia – også til døden. Så er det ikke en privatsag – som en trosbekendelse – men en offentlig sag. Hvad er din holdning til det, Asmaa? Er sharia et lovkompleks, som du anerkender?

    Kan sharia eksistere ved siden af/over/eller under verdslige love, Danmarks Riges Grundlov?

    Med venlig hilsen
    Poul F. Hansen

    5. april 2006
    Ingen underskrift på Grundloven

    Kære Poul F. og Henrik Smidt Hansen,
    Jeg har ikke skrevet under på Grundloven, da jeg blev journalist i DR, og det har du heller ikke, Poul F. Hvorfor skal Asmaa? Bortset fra det er jeg er sikker på, at der er en masse, du ikke ved om begrebet “sharia”, fx at hvert eneste land, der praktiserer dele af sharia som lov, gør det forskelligt, at det for nogen er “lov”, mens det for andre er leveregler.

    Går du ind for de 10 bud, Poul F.? Eller hvilke vil du forkaste? Er det et relevant spørgsmål? Hvad nu, hvis man synes, at den danske grundlov er totalt utidssvarende, mangler rettigheder, taler om regeringen, som om den er kongen, er en umulig konstruktion, der er umulig at ændre.
    Kan man så ikke være vært på DR?

    Og Henrik – point taken. Jeg er helt med på den principielle debat, du rejser.

    Mange hilsner
    Helle Schøler Kjær, P1

    5. april 2006
    Det er en glidebane

    Kære Malene Grøndahl,
    Problemet er jo netop, at Asmaa offentligt afkræves svar på spørgsmålene om religion som privatperson, fordi hun er vært på et DR program. Og det jeg forsøger at anskueliggøre er glidebanen.

    Der er sikkert også nogle lyttere, der synes, det kunne være sjovt at høre, hvad jeg mener om forskellige retspolitiske emner, som jeg behandler i det program, jeg laver. Og der er givetvis også nogen, der mener at vide, hvad jeg mener. Men pointen er, at det er ikke det, programmet – eller journalisten – skal bedømmes på. Programmerne skal bedømmes på deres lødighed, research, fairness, etik, og ikke på programmedarbejderes politiske eller religiøse tilhørsforhold eller tilfældige (ukvalificerede) mening om dette og hint.

    Jeg er revnende ligeglad med, hvad folk ved om mig. I dag kan man jo også bare “google” hinanden, – så ved man alt. Men jeg nægter at deltage på den præmis, at nogen har ret til at vide alt om mine religiøse følelser og politiske sympatier (og seksualitet måske også???), fordi jeg er vært på et DR (radio-) program. Asmaa svarer venligt på spørgsmål, som alle mulige stiller hende af den slags. Jeg synes faktisk, vi som kolleger burde stå fast og med én stemme forsvare hendes ret til IKKE at svare på noget af alt det.
    Mange hilsner
    Helle Schøler Kjær, P1

    5. april 2006
    Det handler om Grundloven

    Kære Helle
    Når jeg i mit indlæg ikke tager spørgsmålet om Asmaas tørklæde op – således som andre har gjort – så er det fordi, jeg mener det er en privat sag, selvom det er en politisk stillingtagen. Men vores samfund bygger på nogle grundlæggende principper. Vi kalder Danmark en retsstat og alle love skal være i overensstemmelse med Grundloven. I Tyskland hedder sikkerhedstjenesten meget passende Verfassungsschutz, altså spørgsmålet om Statens sikkerhed er et spørgsmål om at beskytte Grundloven.

    Hvis man anerkender Sharia, kan man ikke samtidig anerkende, at Danmarks Riges Grundlov er det grundlæggende og ENESTE fundament for lovgivning i Danmark. Og efter min mening så har man dermed sat sig uden for det danske samfund, og så har man logisk ingen plads på et offentligt finansieret massemedium. Jeg har ikke fået noget svar fra Asmaa. Men jeg vil sige det helt klart, at hvis hun går ind for sharia, så er hun lige så lidt velkommen på Danmark Radio som min kollega, som Johnny Hansen fra Greve ville være det. Grundloven kan ikke gradbøjes, der er ingen smutveje “at i nogen tilfælde så er det sharia osv.”

    Er det Grundloven, der er fundamentet for al vores samfundsvirksomhed, og de love, som bygger på Grundloven, eller er det noget, som nogen har nedskrevet som Guds ord for snart 1400 år siden? Det må være muligt at få et klart svar på – og derefter er det så op til den enkelte at forholde sig til det?
    Med venlig hilsen
    Poul F. Hansen, Moskva

    5. april 2006
    DR skal have rene linjer

    Kære Helle Schøler
    Politisk medlemskab er bestemt ikke en hindring for journalistik på en public service-kanal.
    Fx synes jeg, at det var forkert, at Christina Antorini var vært på DR2, samtidig med at hun fx sad som formand for en tænketank i Videnskabsministeriet.

    Connie Hedegaard havde, så vidt jeg erindrer, ingen politiske poster mens hun varetog et job som vært på DR2. I min bog er der forskel på at være menigt medlem og så under ens optræden som vært samtidig at varetage et job som suppleant til Odense byråd, eller for den sags skyld en formandspost i en tænketank.
    Det er udelukkende en principsag. Jeg er slet ikke i tvivl om, at Antorini og Hedegaard varetog deres jobs på DR2 uden at lade sig påvirke af deres politiske engagement, og det gør Asmaa sikkert heller ikke.

    DR som public service-kanal skal bare have helt rene linjer og der må ikke kunne stilles tvivl ved om værterne tager parti i en evt. debat. Det kunne være spændende at få et indblik i, hvilke retningslinjer der ligger for ved ansættelse af fx værter til debat-programmer.

    Dit “Hvad bilder i jer ind”-angreb ser jeg som et tegn på, at du ikke har evnet at forstå de sidste fire linjer i Malene Grøndahls indlæg.
    Henrik Smidt Hansen, HK-elev, DR RSD elever

    5. april 2006
    Religionsdebat bør ikke være et problem

    Kære Helle Schiøler Kjær
    Jeg tror, du har misforstået mig. Når jeg synes, det kunne være interessant at høre Adams og Asmaas syn på forskellige spørgsmål omkring religion og samfund, mener jeg inden for programmets ramme – og i deres egenskab af studieværter, som netop er valgt på grund af deres forskellige tilgang til disse emner.

    Jeg mener naturligvis ikke, at Asmaa skal afkræves svar på vores nysgerrige spørgsmål. Men jeg synes heller ikke, at en debat om religion behøver at være et problem; det afgørende må være den måde, en sådan debat foregår på. Og her synes jeg, at Poul F. Hansens udlæg var problematisk.
    Venligst
    Malene Grøndahl, freelancer

    5. april 2006
    Hvad bilder I jer ind?
    Kære kolleger,
    Poul F. – ville du stille de samme spørgsmål til en bogstavtro jøde eller til Søren Krarup? Ville du afkræve af nogen andre end muslimer – med og uden tørklæde – at de skulle svare på dine spørgsmål om religion og demokrati og Danmarks Riges Grund-lov? Vil du kræve det af mig? Eller af andre af P1’s medarbejdere, som under ét er blevet mistænkeliggjort af den borgerlige kulturkamp? Og Henrik Smidt Hansen – hvornår er politisk medlemskab blevet en hindring for at drive journalistisk på en public service-kanal??

    Så vidt jeg ved, er politikken, at man bliver taget af skærmen under valgkampen, men sådan en er vi vist ikke i lige nu. Malene Grøndahl – jeg synes, du skal invitere til et politisk møde med de oplægsholdere, der vil komme, hvis du vil insistere på at få enkelte medarbejdere til at bekende deres religiøse og politiske holdninger her i DR. Undskyld – hvad bilder I jer egentlig ind??

    Jeg vil anbefale jer at høre programmet ”Lige lovligt” fra 15. december 2005. Find det her og søg under “Asmaa”. Der fortæller hun, Mona Sheikh og Ben Haddou om angreb fra fundamentalistiske muslimer og danskere, når man forsøger at deltager i den demokratiske proces her i landet.

    Velkommen til Asmaa – hold fast og lad dig ikke slå ud! Jeg har desværre ikke set dit og Adams program endnu, men det vil jeg gøre næste gang.
    Med venlig hilsen
    Helle Schøler Kjær, P1

    5. april 2006
    Asmaa et forkert valg – hun er politisk aktiv
    Først og fremmest er jeg helt enig med Malene Grøndahl. Om Asmaa går ind for Sharia eller ej er et personligt spørgsmål og hendes omstridte tørklæde er også et personligt spørgsmål.
    Men der hvor jeg mener, at kæden hopper af, er, når man ved, at Asmaa er politisk aktiv i Odense kommune.

    Det kan ikke være DRs rolle som public service-kanal at give bestemte politiske holdninger mere taletid på landsdækkende tv frem for andre. Konceptet for programmet er spændende, men valget af Asmaa er en om’er, DR.
    Henrik Smidt Hansen
    DR RSD elever

    5. april 2006
    Sharia giver ikke lov til at debattere
    Kære Malene Grøndahl
    Sharia – at love er givet af Gud (Allah) – er efter min mening noget centralt i spørgsmålet om Islam. Hvis man går ind for sharia, så er man – nærmest per definition – ikke i stand til at diskutere på moderne vilkår, fordi alt på forhånd er givet af Gud. Det er hugget i sten og ikke til at ændre. Nu er du kommet med et modspørgsmål, inden Asmaa har nået at svare, men for mig er der en total modsætning mellem sharia og Danmarks Riges Grundlov, og derfor er Asmaas mening vigtig.

    Hvis man anerkender sharia, kan man ikke anerkende Danmarks Riges Grundlov og vise versa. Der er efter min mening ingen gråtoner her. Enten er den den verdslige lov, der står øverst, eller også er det den gudgivne. Derfor vil jeg gerne høre Asmaas mening – uden joh og men. Ja eller nej, sådan som love nu engang er!
    Med venlig hilsen
    Poul F. Hansen, Moskva

    4. april 2006
    Hvorfor vil du vide, om Asmaa går ind for sharia?
    Kære Poul F. Hansen

    Hvorfor er det vigtigt, om Asmaa går ind for sharia? Det er et temmelig stort spørgsmål, ikke mindst taget i betragtning, at sharia som begreb defineres meget forskelligt af muslimer. Hvis Asmaa svarer ja, vil vi efter min mening ikke være blevet ret meget klogere. At gå ind for sharia kan betyde alt fra at mene, at man som muslim har brug for visse rammer for sin tro (fx hvordan bønnen bør udføres) til at støtte helt bestemte juridiske udlægninger af begrebet, som de konkret sætter sig igennem i fx Saudi-Arabien.

    Men jeg synes da også, det kunne være interessant at høre, hvad Asmaa mener om sharia. Ligesom det kunne være interessant at vide, hvad Adam mener om forholdet mellem stat og kirke i Danmark, kristendomskundskab i skolen m.m.
    Venligst
    Malene Grøndahl, freelancer

    4. april 2006
    Asmaa, går du ind for sharia?
    Kære Asmaa
    Velkommen til Danmarks Radio. Jeg er glad for, at du har fået chancen for at komme til orde og er glad for den mangfoldighed, det er et udtryk for.

    Jeg har et spørgsmål til dig. Det er blevet rapporteret, at du går ind for sharia. Er det korrekt? Mener du, at sharia står over verdslige love? Hvis du endnu ikke selv læser debatten her i DRåben, så håber jeg, at en af dine kolleger eller producere fremfører mit spørgsmål til dig. Det er vigtigt, synes jeg.
    Med venlig hilsen
    Poul F. Hansen, Moskva
    Læs på Inline: ’Adam og Asmaa’ i orkanens øje

    I samme forbindelse er der rundsendt følgende Q&A. 

    Katalog med spørgsmål og svar om debatprogrammet ’Adam og Asmaa’
    Her kan du læse en række spørgsmål og svar på debatten om at værten Asmaa bærer tørklæde i programmet ‘Adam og Asmaa’.

    ’Adam og Asmaa’ er en serie af debatprogrammer på DR 2, der har tro, eksistens og politisk debat som kerneområder. Otte programmer er foreløbigt planlagt.

    De to værter er:

    Asmaa Abdol-Hamid, troende muslim af palæstinensisk oprindelse. Hun er uddannet socialrådgiver og medlem af Enhedslisten. Hun er 24 år gammel og beboerformand i Vollsmose. Asmaa kom til Danmark som seks-årig og er vokset op i en lille landsby i Sønderjylland. Hun stod i spidsen for den gruppe, der har anmeldt Jyllands-Postens Muhammed-tegninger til politiet. Asmaa har en unik viden om og tilgang til islam og dele af de muslimske miljøer i Danmark.

    Adam Holm, som er ikke-troende kritisk rationalist. Han er historiker og har skrevet en phd om højreradikalismen i Europa. Han har arbejdet som journalist og anmelder i fem år og har beskæftiget sig indgående med den arabiske verden og islam. Han støttede principielt Jyllands-Postens offentliggørelse af tegningerne. Han er 36 år og til daglig vært og reporter på Deadline.

    Hvorfor vælger DR, at ansætte en erklæret venstreorienteret vært?
    Asmaa er ansat som en af to interviewere på denne konkrete debatserie.

    DRs programetik (side 32) fastslår, at DR medarbejdere har deres grundlovssikrede rettigheder – herunder retten til medlemskab af et politisk parti. Det er DRs opgave, at vurdere om et bestemt politisk engagement er uforeneligt med konkrete journalistiske arbejdsopgaver. Dette er ikke tilfældet i forbindelse med Adam og Asmaa.

    DR2 har tidligere haft værter med tilknytning til et bredt spektrum af politiske partier. F.eks. Connie Hedegaard, Bjarne Møgelhøj, Hans Engell og Christine Antorini.

    Samtidig tillader DRs programetik eksplicit brug af holdningsprægede værter, når det sker som led i et redaktionelt godkendt program som dette. Men det er klart, at DR ikke tillader værter at drive parti-politisk propaganda på skærmen.

    Hvorfor ansætter DR en vært, der er aktiv i kampagnen mod Jyllands-Posten?
    Det er ikke i sig selv en kvalifikation. Men det er netop en af pointerne med dette debat-program at sikre en differentieret, modsatrettet og utraditionel tilgang på værtssiden. I andre af DRs debatformater har en vært ansvaret for at sikre mangfoldighed og alsidighed. I denne debatserie har to programværter med forskellige udgangspositioner i fællesskab ansvaret for at sikre mangfoldighed og alsidighed.

    Hvordan kan DR ansætte en kvinde, der af nogen betragtes som muslimsk fundamentalist, fordi hun går med tørklæde, der opfattes som kvindeundertrykkende, og nægter at give mænd hånden?

    Asmaa er valgt efter et normalt testforløb ud fra sine kvalifikationer som interviewer og sin muslimske baggrund.

    DR foretager ikke sindelagskontrol ved ansættelse af medarbejdere. Der er formentlig medarbejdere i DR, der går ind for dødsstraf, forbud mod abort og finder at homoseksualitet er en synd. Disse synspunkter eksisterer i det danske samfund. Og det ville være besynderligt, hvis DRs medarbejderstab adskilte sig væsentligt fra det samfund, som vi er en del af.

    DR kan ikke udføre en speciel ansættelsesprocedure med sindelagskontrol for muslimske medarbejdere. Der er intet i Asmaa Abdol-Hamids offentlige virke, der tyder på andet end et 100 procent demokratisk engagement.

    Der er mennesker, der opfatter tørklædet som kvindeundertrykkende. Selv forklarer Asmaa Adbol-Hamid, at hun frivilligt har valgt at gå med tørklædet, der for hende er et religiøst og kvindefrigørende symbol, der fritager hende for at blive betragtet og behandlet udelukkende som et seksualobjekt.

    DR tager ikke stilling til tørklæde og religiøs dogmatik. Hverken for eller imod. Lige så lidt som vi blander os i, om medarbejdere spiser svinekød eller går i kirke om søndagen.

    Det er lovligt at gå med tørklæde i Danmark. Tørklædet er blevet en del af den mangfoldighed, som DR har pligt til at dække. At tørklædet på nogle seere virker provokerende eller stødende, tager vi til efterretning. Men det har ikke været vores hensigt at støde eller provokere. At give mænd hånden er ikke et ansættelseskriterium i DR.

    Kan man forestille sig en vært på TV-avisen eller Deadline, som bærer tørklæde?
    Næppe inden for en overskuelig fremtid. Her er der tale om bredt formidlende programmer, hvor værtens formidling ikke må forstyrres af ydre fremtoning. Det gælder både valg af tøj, smykker og udseende. TV-avisens værter kan eksempelvis heller ikke optræde i Søren Ryges mundering.

    DRs programetik forbyder politiske budskaber på tøjet. Det er ikke tilladt at optræde med t-shirts, der støtter PFLP eller Christiania. Tørklædet er efter vores vurdering ikke et politisk budskab.

    Hvordan kan DR ansætte en islamist?
    At bære tørklæde er ikke ensbetydende med, at man er islamist. Vi var interesseret i at finde en programvært, der kunne stille spørgsmål ud fra en dyb og empatisk indsigt i islam og tro-ende muslimers forestillingsverden. DR udøver ikke sindelagskontrol. Men der er intet, der tyder på at Asmaa er islamist. Dermed ikke være sagt, at DR i en konkret sammenhæng udeluk-ker et programformat med en islamist, som interviewer. Men der er ingen aktuelle planer i den retning.

    Når DR kan ansætte en tørklædeklædt vært, kunne DR så ikke lige så godt ansætte en nazist i naziuniform?
    Nej. For det første er nazisymboler politiske symboler, som DRs programetik forbyder. For det andet har DR ikke grund til at udvikle programkoncepter, der bringer naziværter på tale. For det tredje er der en væsensforskel mellem religiøst betingede beklædningsregler i for eksempel islam og ortodoks jødedom og nazisymboler.

    Hvorfor ikke ansætte en moderat muslim?
    Fordi vi er gået efter en holdningsmæssig difference og ikke blot en nuance i hudfarve.

    Hvorfor har DR ikke ansat en rigtig modvægt til hende? F.eks. en fra Dansk Folkeparti?

    Hvad er den rigtige modvægt? Adam Holm er ikke-troende. Han er ikke muslim. Han giver kvinder hånden. Han er ikke medlem af et parti. Og han er kritisk og undrende over for islamismen.

    Ville DR drømme om at ansætte en vært fra f.eks. Dansk Folkeparti?
    Måske har vi det allerede. DRs medarbejdere bliver ikke spurgt om deres politiske holdning ved ansættelsen, jævnfør DRs programpolitik. DRs medarbejdere mister ikke deres grundlovs-sikrede rettigheder. Og det kan ikke udelukkes, at det i en bestemt debat-sammenhæng ville give mening at gå efter et erklæret medlem af Dansk Folkeparti. Valg af vært/interviewer af-hænger helt af programmets vinkel og fokus.

    Da Martin Krasnik producerede dokumentarprogrammer om islamisme var det en bevidst del af programmets koncept, at Martin Krasnik brugte sin jødiske baggrund som en motor og driv-kraft i programmet.

    På samme måde var det et bevidst valg, da Hans Engell var interviewer i en række programmer på DR2 – hvor han med sin politiske baggrund havde en speciel indgang til gæster og emner.

    Nogle mener, at Asmaa bruger programmet som en platform til at udbrede islam – kan det være rigtigt at licensmidlerne skal gå til ”islam-propaganda”?
    Asmaa er ansat til at stille forløsende, udfordrende og kritiske spørgsmål – ikke til at propagandere. Det ligger klart i aftalen med hende. Hverken Asmaa eller programmet skal propagandere for islam eller andre tros- eller politiske retninger. Adam og Asmaa er et kritisk debat-program – hvor formålet er at levere det bedste mulige grundlag for at seerne kan tage informeret, kvalificeret og selvstændig stilling i debatten.

    Hvordan stiller DR sig til Asmaas udtalelser på nettet om at hun opfatter sig selv som ambassadør for islams sande ansigt?
    For det første: Studieværter kan have mange forskellige motiver og incitamenter til at søge en position som vært: Penge, ønsket om at blive berømt, drømmen om en politisk karriere. Det kan DR ikke granske i. DR skal alene sikre, at værtens skærm-optræden er professionel og program-etisk i orden.

    For det andet: Asmaa ved, at hun ikke er på skærmen for at propagandere. Hun har følgende forklaring på udtalelsen. ”Jeg opfatter mig som en rollemodel for andre muslimer. Jeg tror, at jeg føler mig ligesom den første kvinde, der blev ansat som vært på en mandsdomineret tv-station. Ikke alene skal man gøre det godt på egne vegne. Men man skal også gøre det godt på hele kønnets vegne. Det er måske uretfærdigt, men sådan er det.”

    Oploadet Kl. 15:21 af Kim Møller — Direkte link9 kommentarer
    Arkiveret under:
    

    4. april 2006

    Adam og Asmaa (29/3-06): Islamistisk studievært reklamerer for islam

    Sidste onsdag sendte DR2 den første af otte planlagte udsendelser i serien Adam og Asmaa, som i den forgangne uge helt berettiget har fået meget omtale på grund af den kvindelige studievært.

    Emnet var ‘Den farlige multikultur’, og som ventet blev det et frontal-angreb på gæsten Karen Jespersen der tillod sig at mene at ytringsfrihed stod over islamiske dogmer. Herom var islamist-værtinden uenig, og den kritiske ateist til højre for hende var ikke ligefrem demokratiets fortrop – for nu at sige det pænt.

    Første problematik var Muhammedsagen, og da Asmaa Abdol-Hamid selv har sagsøgt Jyllandsposten, så må hun i allerhøjeste grad selv siges at være part i konflikten. Det stod da også hurtigt klart, at spørgsmålene ikke tilsigtede en neutral indgang til emnet – men var en offensiv udgave af islamisk apologi.

    Hun såede tvivl om Jyllandspostens motivation for at bringe tegningerne, mens Adam Holm talte (som man kunne gætte) om udlandets reaktioner – og vi så her et klassisk eksempel på DRs dækning af Muhammed-sagen. Den værdipolitiske venstrefløj og islamismen i front mod demokratiet som vi kender det. At Asmaa tillige er medlem af Enhedslisten, giver kun den i forvejen uspiselige ret en forrykt bismag.

    Asmaa lagde hårdt ud, og hun viste sig at være en teflon-islamist i Mona Sheikh-kaliber, omend aldeles blottet for charme. Trods veltalenhed virkede hun iøvrigt ikke særlig intelligent. Hun havde eksempelvis svært ved at forstå at Kåre Bluitgens bogudgivelse havde noget med Muhammedsagen at gøre, og gentog spørgsmål uden at reflektere over det svar hun allerede havde fået.

    Et eksempel på islamistisk apologi…

    Karen Jespersen: Når man [Bluitgens tegnere] er bange for at ytre sig, så er det bevis for at der er nogle trusler, man er bange for.

    Asmaa Abdol-Hamid, DR-vært: Var det ikke noget man fandt ud af efter krisen kom frem, og ikke før tegningerne blev tegnet.

    Adam Holm har tidligere været redaktør på Politiken, og selvom han ikke deltog meget i debatten – så lykkedes det ham alligevel at indflette lidt Seidenfaden-lyrik.

    Adam Holm, DR-vært: Risikerer denne her på mange måder logiske kamp mod reaktionære træk indenfor islam, risikerer den ikke meget nemt at slå over i fremmedfjendtlighed, og en forsuret nationalitetsfølelse. Du bliver jo selv skudt i skoene, at du ikke er til at kende fra Pia Kjærsgaard... Skal man (ikke) vare sig for at gå for langt, ellers kammer det over? [retorisk spørgsmål].

    Sidst i udsendelsen gik debatten over i integration som sådan, og her viste det sig at Asmaa ikke mente tvangsægteskaber (/’arrangerede ægteskaber’) var problematiske – hun havde derimod store moralske problemer med den postulerede “intolerance” der lå bag 24-årsreglen.

    Den påtagede naivitet, illustreres fint her.

    Karen Jespersen: … mennesker der undertrykker andre, dem er jeg imod.

    Asmaa Abdol-Hamid, DR-vært: Hvem undertrykker?

    Asmaas tilgang til debatten var hardcore-apologetisk, der var ingen problemer – og hvis der var, så havde det absolut intet med islam og Koranen at gøre. Rendyrket anti-essentialisme som vi kender det fra yderligtgående antropologer på det kulturrelativistiske overdrev.

    Det er nemmere at holde masken, hvis man lukker øjnene…

    Set herfra mener jeg det er vanvittigt at DR gør en islamist til værtinde. Det er et helt forkert signal at sende, ikke bare til herboende muslimer, men også til udlandet, der nemt kunne tolke det i uønsket retning.

    Asmaa betragter sig sig ifølge Islamonline sig som “an ambassadress of the Muslim faith” – men fordi islam har et dårligt rygte, så er løsningen altså ikke mere licensfinansieret reklame.

    Asmaas slør blev efterfølgende en større mediesag, med kritiske kommentarer fra Kvinder for Frihed, Kvindeligt Selskab, og støtte fra de venstreradikale i Feministisk Forum.

    

    26. december 2005

    Uriasposten – selv venstreloonier læser med

    Forskellen på højrebloggere og venstrebloggere modsvarer fuldstændig det politiske billede i dansk politik. Skellet er værdipolitisk, og mens højrefløjen efter bedste evne argumenterer for sin politiske overbevisning med baggrund i konkrete sager, så er venstrefløjen væsentligste, om ikke eneste bidrag til debatten at shame modparten ud. På den danske blogscene, hvor de fleste venstreblogs mænger sig i intolerancens Mekka et sted mellem Minoritetspartiet & Enhedslisten, er problemet at meget få gider læse dem, ligesom meget få gider stemme på deres partier.

    Formentligt i håb om at vende bøtten har en venstreblogger nu startet UriasWatch, med undertitlen “Et vågent øje på Danmarks højreorienterede weblogs”. Shaming sat i system, men et initiativ jeg sådan set kun kan bifalde. Ingen har mere brug for læsning af Uriasposten end venstreloonier, og en kamp kan ikke vindes uden en synlig taber.

    Jeg vil i sagens natur ikke spilde værdifuld blog-tid på en anti-blog, og jeg må indrømme de første fem posteringer skuffer mig lidt.

    1. Velkommen – og hvorfor?

    “I den gode gamle internationale tradition med “watch”-blogs har vi nu Uriaswatch – bloggen, der holder øje med diverse højreblogs, især Uriasposten og dens bagmand Kim Møllers overdrivelser, fordrejninger, fortielser og løgne.”

    Kommentar: Højre- og venstrefløjen har hver sine kilder, og da de danske medier stort set kun formidler venstrefløjens, så er der et behov for Uriasposten og intet behov for venstreorienteret mediekritik. Hvorfor ikke citere mine løgne – de første posteringer er renset for faktuel kritik.

    2. McCarthy og troværdighed?

    “Men Urias-Kim ser ham gerne rehabiliteret. Hvorfor? Vel, det er ikke svært at se en lige linje fra McCarthys kommunistforskrækkelse til den danske højrefløjs Islam-og-terror-forskrækkelse. Urias-Kim vil gerne have en “renselse” her, som USA havde den under McCarthy. Velan, det bliver vi sågu flere om at bestemme …”

    Kommentar: Jeg skriver intet om McCarthy i indlægget. Jeg pointerer det urimelige at lade en venstreorienteret filminstruktørs udgave af virkeligheden være den skinbarlige sandhed, og jeg pointerer det absurde i at indhente kritik fra Carl Pedersen. Jeg påpeger med andre ord ensidighed.

    3. TFFP = Til forsvar for politistaten!

    “Altså: Landets præsident giver politiet lov til at aflytte amerikanske borgere i flæng og uden dommerkendelse, i klar strid med loven, og retfærdiggør det med, at det gør han på grund af sikkerhedssituationen – og så gør han det forresten, fordi han er landets præsident og gør, hvad der passer ham. Og alt, hvad Kim Møller kan præstere, er forståelse for den stakkels oræsident, der i kølvandet på 9/11 var presset ud i denne forbrydelse – og fordømmende overfor de væmmelige medier, der vover at fortælle om dette snigløb af amerikanernes mest elementære forfatningsrettigheder.”

    Kommentar: Jeg påpegede naiviteten som gennemsyrer Bush-kritikken. En præsident er ansvarlig for landets sikkerhed, og her må Bush naturligvis være opgaven voksen. Worst Case-scenario er ikke at enkeltpersoner overvåges uden gyldig grund.

    4. Ned med venstreekstremisterne på TV2

    “Ifølge Urias-Kim er dette et “indblik i Kaare R. Skous verden” og overser åbenbart fuldstændig, at det er et spørgsmål til Kaare – dvs. Kim hænger Kaare ud for noget, en anden har spurgt ham om!”

    Kommentar: Kaare R. Skou kan naturligvis kun besvare en brøkdel af de spørgsmål han får tilsendt. Hvorfor denne påtagede naivitet?

    5. Paranoia mod anderledes tænkende

    “Uriasposten kaster sig i dag ud i et angreb mod endnu en af nationens fjender, denne gang Islam-forskeren Jørgen Bæk Simonsen, som han citerer for følgende… Undskyld, men … det er mig en total gåde, hvordan Urias-Kim kan få det mingeleret hen til, at (Istedet for at sætte sin autoritet ind for sekulære muslimer, vælger han at identificere sig med fundamentalister som afviser sekulariseringen – alt imens han kæmper for adskillelse af Folkekirken og den danske stat.)

    For Bæk Simonsen giver egentlig bare sin professionelle vurdering, og hans udtalelse kan vel sammenlignes med, om nogen siger, at kristendommen har spillet en stor rolle for den politiske udvikling i den kristne verden.

    Ja, det har den da – og? Alle, der ikke mener det samme som Kim Møller skal åbenbart kanøfles, og hvis man ikke kan beskylde dem for ikke at vide noget om emnet, kan man altid smide et par ubegrundede beskyldninger efter dem.

    For hvis de, som ved noget om emnet, fordi de i modsætning til os selv rent faktisk har brugt år efter år på at studere det, ikke mener det samme som os selv, så … må de jo nødvendigvis være manipulerende eller uhæderlige, ikke?”

    Kommentar: Jeg har på intet tidspunkt anvendt lyrik ala “nationens fjender”. Det vil jeg heller ikke gøre fremover. Jørgen Bæk Simonsens forfatterskab er et symptom på multikulturaliseringen af dansk islamforskning, og derfor har jeg de senere år oplæst det meste af hans forfatterskab. Bæk Simonsen gjorde sig helt tilbage i 1990’erne til apologet for Minhaj Ul-Quran, Mona Sheikh og andre tvetunger i Det Radikale Venstre. Bæk Simonsen valgte tidligt fundamentalisternes side. Sheikh har gentagne gange gået i rette med sekularismen.

    Som bestyrelsesmedlem i Nævnet for Etnisk Ligestilling har Bæk Simonsen (bl.a.) redigeret Visioner for religionsfrihed, demokrati og etniske ligestilling, som er et langt kampskrift for fjernelse af Folkekirkens særrettigheder i Grundloven. Med andre ord. Jeg har ikke “mingeleret” noget som helst – jeg har påpeget et paradoks.

    Når Bæk Simonsen i sin forskning gentagne gange har betonet det (banale faktum), at islam for muslimer er både religion og politik, i forhold til de religiøse kilder, senere fortolkninger og virkningshistorien, så kan han naturligvis ikke senere hævde at islamisk terrorisme kun handler om politik og ikke om religion.

    Hvilke “ubegrundede beskyldninger” kommer jeg med?

    Der er klart sket en udvikling i Bæk Simonsens forfatterskab siden de spæde 80’ere, og det er ikke petitesser. Hvor han i starten gik filologisk/sprogvidenskabeligt (tekstnært) til islam, så er det nu den antropologiske/etnologiske tilgang der dyrkes. Hvor han tidligere gik til de religiøse kilder, så spørger han nu muslimerne selv om deres syn på islam. Fokus er således IKKE islam som et historisk-kulturelt fænomen, og studiet af islam er med antropologien nu blevet identisk med multikultur-promoverende integrationsforskning. Islamisk terrorisme og en del af integrationsproblemerne kan ikke forstås uden et gedigen kendskab til kilderne. Med andre ord. Problemer relateret til kultur og religion forsvinder, og alt gøres til udtryk for social indignation og samfundets manglende velvilje. Offerrolledyrkelse, så at sige.

    Hvis shamingen ikke bliver skarpere, så vil jeg helt ignorere UriasWatch.

    Oploadet Kl. 21:11 af Kim Møller — Direkte link14 kommentarer
    Arkiveret under:
    

    20. december 2005

    Næsten-muslimen Khankan & kvasi-konvertitten Koch i kamp mod ytringsfriheden

    Deadlines 2. Sektion havde forrige søndag Ytringsfrihedens smertegrænse som overskrift, og Jes Stein Pedersen havde i studiet jura-professor Henning Koch, Sherin Khankan og Jyllandspostens Flemming Rose. Allerede i introduktionen gik det galt – Flemming Rose var kontroversiel – ikke de to andre som argumenterede for en art selvcensur baseret på religiøse fordomme. Man undres.

    At høre Sherin Khankan tale er som at høre Tøger Seidenfaden recitere Edward Said. Hun repræsenterer en marginaliseret islamisk sekt, og er på ingen måde repræsentativ for danske muslimer. Tværtom. Selvfølgelig er det fint hun via sin Ahmediya-tro afviser jihad, går ind for adskillelse af politik og religion o.l., men hvad nytter det når hun i lighed med fundamentalisterne dyrker offerrollen, og ikke kan acceptere noget så banalt som ytringsfrihed.

    Herunder lidt fra dialogen.

    Sharin Khankan: “Vi har ytringsfrihed, men det mener jeg ikke er en vestlig affære… Ved siden af ytringsfriheden har vi så et andet fundamentalt princip, som hedder Koranens hellighed, og det dækker over en special adab, en speciel omgang og tone når man taler om Koranen og profeten. Vi har altså to fundamentale principper som støder sammen… Der er muslimer i Danmark overalt i Verden, som rummer begge principper samtidig… Flertallet af muslimerne vil gerne have disse principper til at sameksistere, og de eksisterer faktisk i fin harmoni og balance.”

    Hvor Khankan som troende i det mindste havde en undskyldning for sine mentale blokeringer, så er det straks værre med jura-profesor Henning Koch. Han er så vidt vides ikke konverteret, men godtager uden videre Khankans ontologi, mens han foretager den helt store motivanalyse af Jyllandspostens Flemming Rose.

    Henning Koch: “… en politisk provokation gennem en religiøs krænkelse, og det krænker min moral.”

    Khankan er ligesom de kristne islam-apologeter hardcore anti-essentialistiske. De afviser af religioner har en ufravigelig kerne som kan defineres, mens de i samme åndedrag med indignation i stemmen fortæller om hvorledes islam er synonym for fred i sindet.

    Khankan: “Der er fire af de her tolv tegninger, der direkte tillægger profeten Muhammed en direkte negativ teologisk essens. En negativ status. Man forbinder profeten med – tegnerne blev bedt om at skildre ham som de ser ham, og der er en der ser profeten med en tikkene bombe på hovedet. [JSP: Er det ikke hans frie ret?] Jeg skal lige tale færdig – der er en der ser profeten som en kvindeundertrykker, der er en der ser profeten med et sværd i hånden – altså det er jo orientalismen der er kommet tilbage. Det syn man har på islam som en kvindeundertrykkende barbarisk primitiv religion, og det udtryk! Et billede er jo også et statement – et billede er en handling – ord er en handling, og vi er nødt til synes jeg som mennesker, hvis vi ønsker dialog og et møde som er frugtbart…”

    Der fortsættes:

    Khankan: “Det er jo ikke billedforbuddet der er det centrale her… “

    Koch: “Nu driver vi ikke motivforskning på Københavns Universitet, og derfor skal jeg ikke tillægge Flemming Rose nogle motiver han måske ikke har, men…

    Jyllandspostens Flemming Rose var god, men så heller ikke bedre. Han stod fast på sine synspunkter, men burde jo nok have hævet stemmen lidt og sat proportionerne på plads når Koch fornærmer ham med pæne ord, eller når Khankan kræver hendes religiøse fantasier ophøjet til uskreven lov.

    Her er han dog god.

    Flemming Rose: “Jeg har på fornemmelse at det er ikke er respekt som de her muslimer beder om, det er ikke respekt, men underkastelse. De beder mig som ikke-muslim følge eller underkaste mig et muslimsk tabu i det offentlige rum.”

    Khankan får Lars Trier til at lyde som en BT-læsende håndværker. Hun lever i et parallelunivers som er en spændetrøje værdi.

    Sherin Khankan: “… Spørgsmålet er om det er en neutral saglig fremstilling… Man sætter lighedstegn mellem islam og terror – man skal jo se det her i sin kontekst.”

    Koch er professor, men de akademiske idealer røg fløjten i kampens hede.

    Koch: “Du [til Fl. Rose] bringer jo heller ikke den fulde sandhed om kendte danskeres seksuelleskapader og afvigelser. Det er en selvcensur. Det er et godt borgerligt moralsk princip, som jeg da også går ind for… Det er utroligt vigtigt at du som journalist stiller spørgsmålet – hvor går mine grænse for ønsket om at genere andre. Hvad enten vi taler om jøder, eller taler om muslimer eller taler om katolikker. “

    Rose: “Faktisk er der jo andre som bliver krænket i de tegninger. Kaare Bluitgen bliver specifikt krænket. Pia Kjærsgaard bliver specifikt krænket på en tegning. Jyllandspostens kulturredaktion som jeg står i spidsen for bliver krænket, fordi der er en tegning, hvor der står på tavlen at Jyllandspostens kulturredaktion er en flok reaktionære provokatører.”

    Khankan har et endnu højere abstraktionsniveau end Mona Sheikh, og debatten manglede ligesom en Erik Meier Carlsen til at skære igennem. Jes Stein Pedersen forsøgte sig lidt, men Khankan nægtede at forholde sig til virkeligheden. Her skulle han naturligvis have råbt – Muhammed stiftede i Medina et politisk og religiøst fællesskab – ISLAM & POLITIK er en side af samme sag.

    Khankan: “Igen må du sætte tingene i sammenhæng. Fordi profeten er jo en person som muslimer over hele verden har som deres forbillede. Han, profeten er et symbol på alle de muslimer som er aktive, som vedkender sig islam, og dem problematiserer man ved at fremstille islam, dvs. profeten som en potentiel terrorist. Eller faktisk som en terrorist med en tikkende bombe på hovedet. Konklusionen er ikke til at tage fejl af – der er en sammenkædning af islam med terror, og det er jo også det flere har taget op, som et eksempel på hvorfor de reagerer så stærkt.”

    JSP: Er der ikke også i den virkelige verden en sammenhæng (nogle gange) mellem islam og terror, ligesom der kan være mellem kristendom og terror. Hvad skal en satiretegner ellers gøre?

    Khankan: Det mener jeg ikke der er. Det er mennesker der begår terror – det er mennesker der skal stilles til ansvar. At der så er nogle mennesker, der begår en politisk handling, som ofte har et politisk motiv, men at deres sprog er religiøst. Rammen er religiøst. Det er så en anden ting. Primært så er det jo politiske motiver som ligger bag ved.

    Hvor lang tid går der mon før Koch får drejet sig ind på Dansk Folkeparti? – godt tyve minutter.

    Koch: “Selv statsministeren der har været fuldstændig tavs gennem tre år når man har kastet sig over muslimerne fra Dansk Folkepartis side, han gik jo ind og sagde – ikke rettet mod Jyllandsposten, men mod endnu en hjemmeside fra Dansk Folkeparti, hvor man kædede islam sammen med terror. Altså religionen sammen med terror.”

    Herefter slukkede jeg. Det er skræmmende så stor goodwill religiøse fantaster får i det offentlige rum. Idag kritiserede 22 tidligere ambassadører at Anders Fogh Rasmussen afviste at tale med demokrati-fornægtende islamister med diplomatpas. Det var godt nok en Politiken-historie, men alligevel.

    

    15. december 2005

    Danmark: Sagesløse licensbetalere forulempet i eget hjem

    Man kan næsten ikke stille ind på P1 i disse dage, uden at blive belemret med den mest virkelighedsfjerne apologi for islam og multikultur.

  • 10/12-05 Dokumentarzonen – Tema: Hadet er en livsbetingelse. (150 min)
  • “For 10 år siden sluttede krigen mellem Kroatien, Bosnien og Serbien. Tre lande, der tidligere havde været en del af Jugoslavien. 14. december 1995 blev fredsaftalen underskrevet i Paris, men krigen havde efterladt dybe sår. Programmet vil behandle krigens sår. Her vil være tre portrætter af kvinder, der stadig er ofre for krigen. Alle tre har været på flugt, og alle tre forsøger nu at skabe sig et liv der, hvor de er endt. Hiba er bosnisk muslimsk. Hun måtte flygte med sine fire børn. Hun bor i dag i samme by som sin mands morder. Liljana er serbisk bosnier og måtte flygte fra Kroatien. Hun bor i dag på 10. år i et flygtningcenter i Beograd med sin mor og sine tre børn. Ivona er kroatisk bosnier, men måtte flygte sammen med sin far og mor og lillesøster fra hendes fødeby Foca. De blev tvunget væk af serberne. Udsendelsen handler om kroater, serbere og muslimer. En udsendelse om livet i dag 10 år efter krigen og om fremtidsudsigterne for det splittede land. Reportager og interview fra Bosnien bliver kommenteret i studiet af bl.a. Birte Weiss, historikeren Karsten Fledelius, journalisten Thomas Hjortsø, filosoffen Safet Bektovic og leder af Den Danske Helsinki Komité For Menneskerettigheder Ole Richter. Tilrettelæggelse: Claus Vittus. (Genudsendelse fra lørdag).”

  • 14/12-05 Orientering (Hanne Foighel) – Fred og ro i et af den vestlige verdens mest multikulturelle samfund. (8,53 min.)
  • “Canadiere, der ikke tilhører de to såkaldte grundlæggende canadiske kulturer, nemlig den franske og den engelske, udgør i dag over halvdelen af landets indbyggere. Der lever omkring 50 såkaldte ‘andre’ kulturer i landet og det gør Canada til et af den vestlige verdens mest multikulturelle samfund. Alligevel hører vi stort set aldrig om fremmedhad, integrationsproblemer eller raceuroligheder i Canada. Orientering har talt med redaktøren for Canadas største nyhedsmagasin The Walrus, David Berlin om multikulturalisme og – på baggrund af debatten om Muhammedtegningerne i Jyllandsposten – ikke mindst om ytringsfrihed i et multikulturelt samfund.”

  • 14/12-05 Orientering (Natascha Ree Mikkelsen) – Hjørnet: Muslimerne og mistænkeliggørelsen (20,14 min.)
  • “Moderate muslimer føler sig mistænkeliggjort, når de blander sig i den offentlige debat og stiller op som politikere her i Danmark. For går de nu ind for indførsel af en islamisk stat her i Danmark – og for sharia-lovgivning med dødsstraf og håndsafhugning? Det er anderledes i England, hvor der ikke konstant stilles spørgsmålstegn ved, om man kan forene Islam med demokrati – og på trods af bombeangrebet i London sidste sommer, kan de fleste briter godt kan kende forskel på de fundamentalistiske muslimer og de moderate og demokratisk sindede. Hvorfor er der så stor forskel på Danmark og Storbritannien? Det spørgsmål har Natascha Rée Mikkelsen stillet professor Jørgen Nielsen. Han er er dansker af oprindelse, men har i mange år været leder af et islamisk kristent center på universitetet i Birmingham. I dag bor han i Damaskus som leder af Det Danske Institut. I indslaget medvirker også dr. Naseem, der er leder af Birmingham Central Mosque.”

    <14/12-05 Orientering (Lars Hedebo Olsen) – Australsk selvransagelse efter race-uroligheder. (9,39 min.)

    “Siden mere end 5000 unge mennesker gik amok på en strand i Sydney i søndags, har australierne spurgt sig selv, hvordan det er kommet så vidt at hvide unge mænd samles, iklæder sig det australske flag og går til angreb på libanesere og andre indvandrere. Australien, der siden begyndelsen af 1970’erne officielt har haft multikultur på den politiske dagsorden, bryster sig normalt af 20% af befolkningen er født uden for landets grænser og at der tales mere end 120 forskellige sprog på det store kontinent. Kampene mellem libanesere og hvide autraliere, angreb på kristne kirker og overfald på muslimske kvinder tegner imidlertid et billede af en splittet nation, hvor integrationspolitikken er slået fejl og racehadet lurer lige under overfladen. Regeringen afviser imidlertid at urolighederne handler om racisme og med en helt ny antiterrorlovgivning, har politiet fået ekstraordinære magtbeføjelser, som blandt andet betyder fængselsstraffe på op til 7 år for personer der bærer t-shirts med opfordringer til vold.”

  • 15/12-05 Lige lovligt. (45,01 min.)
  • “11. september, Al Quada og danske terrormistanker har på én måde gjort det sværere, – og på en anden måde gjort det lettere. Sværere, fordi de fleste muslimer føler sig udsat på grund af de ekstreme muslimers handlinger. Lettere, fordi nu kommer flere og flere moderate muslimer på banen og tager afstand fra fundamentalisterne. Det bliver med andre ord muligt i offentligheden at høre og se forskel på muslimer… og muslimer.

    Det betyder samtidig, at der internt blandt muslimer er et større opgør i gang om, hvad Islam egentlig er. De ekstreme muslimer mener for eksempel det er syndigt – eller Haram, som det hedder i Koranen – at deltage i de demokratiske valg og chikanerer de muslimer, der stiller op til valg.

    Det er også de ekstreme muslimer, der i skøn forening med højrefløjen i Danmark har fået lov til at bestemme definitionen af begrebet Sharia, som de fleste i Danmark nok forbinder med dødsstraf, håndsafhugning og stening. Men sådan ser de tre politikere, der er i studiet i dag, slet ikke på det. De har alle muslimsk baggrund – og mange erfaringer med at deltage i det danske demokrati og at være i dobbelt-ild….

    I studiet: Mona Sheikh, tidligere folketingskandidat for Det Radikale Venstre. Asmaa Abdol-Hamid, medlem af Enhedslisten i Odense. Ben Haddou, konservativ fra København.

    Iøvrigt medvirker: Kamal Quereshi, medlem af folketinget for SF. Lederen af Birmingham Central Mosque, Dr. Naseem. Lasse Jensen, redaktør af P1 programmet Mennesker og Medier.”

    P1 sender i døgndrift, og selvom det hele burde transkriberes til glæde for eftertidens historikere i eksil – så er det desværre umuligt. Spredte kommentarer til ovenstående.

    Jeg kom ind til den afsluttende kommentar i Balkan-udsendelsen, og overhørte følgende ordveksling (citeret efter hukommelsen):

    Vært, DR: Hvad er så læren af krigene?

    Birthe Weiss: At nationalisme skal bekæmpes med kæp og stok.

    Det et næsten et årti siden Samuel P. Huntington hudflettede utopisterne med tesen om at kultur i sidste ende er det der skiller og forener folk. Weiss har set blod, men har intet lært – en typisk eksempel på hvorledes ideologi kan blokere for selv de mest indlysende slutninger. Selvfølgelig var Milosevic en ond nationalist der drømte om et Stor-Serbien, men det hele grunder i demografiske forskydninger, og det faktum (som Huntington pointerer) – at kulturer enten domineres eller dominerer. I begge tilfælde er der indbygget konfliktpotentiale, ikke mindst når demografien ændrer styrkeforholdet over tid. Skillelinien er først og fremmest etnisk, ikke nødvendigvis national.

    Orienterings beretning om multikultur i Canada var underholdende. Konklusionen var selvfølgelig skrevet på forhånd – den canadiske multikultur er en succes, fordi canadiere ikke hader muslimer. Ikke et ord om velfærdsstat kontra openborder-liberalisme – Orientering er jo ikke en udsendelse hvor man roser liberalisme og fejrer overgangen til minimalstaten, men derimod et program hvor man med alle midler går i rette med folk som ikke bifalder multikulturen. Avisredaktøren som blev interviewet fortalte at multikultur i Canada var helt uden konflikter, og lidt kedelig. Forstået på den måde, at de forskellige etniske grupper stort set ikke havde kontakt med hinanden. De talte forskellige sprog, boede forskellige steder, læste forskellige aviser, og selv politiet ansatte nu kinesere til kinesiske distrikter og fremdeles. Så meget for multikulturel harmoni.

    Det er ikke mere end nogle få måneder siden prof. Jørgen Nielsen sidst kørte halal-rutinen i en Søndagsorientering. Fra sit multikultur-promoverende institut i Birmingham gør han sig også ekspert i danske forhold. Manden har intet væsentligt skrevet om islam, men kan til gengæld recitere Edward Saids post-koloniale had til den vestlige kultur som ingen andre.

    Indslaget om urolighederne i Australien var fuldstændigt håbløst. Korrespondenten Lars Hedebo Olsen konkluderede efter en solid gang halve sandheder, at man ikke rigtig vidste hvad der var gået galt. Om det var dårlige sociale forhold for indvandrerne, australiernes racisme eller noget lokalt.

    Et af de store problemer med P1 i forhold til islam, er deres valg af moderate muslimer. Lige lovligt havde idag Mona Sheikh (Minhaj ul-Quran), og Enhedslistens Asmaa ‘jeg giver ikke hånd til mænd’ Abdol-Hamid. Som fundamentalister er de i sagens natur uegnede som sandhedsvidner i forhold til herboende muslimers moderathed/radikalitet. Problemet er stort, når selv Sherin Khankan ligestiller ytringsfrihed med hendes egne religiøse følelser (Ahmediya-muslim, sekt som afviser jihad – anerkendes ikke af andre muslimer. DR, Deadline 2. Sektion, 11/12-045)

    Kamal Qureshi og Lassen Jensen kender vi alt for godt. Den første taler om racistiske drab uden at kunne give et eneste eksempel, og den anden mener det er hetz at spørge til muslimske politikers forhold til anti-demokratiske bevægelse – selvom denne går til valg på lige netop dette.

    Mon det er det vellykkede valg i Irak, der gør det nødvendigt at fjerne fokus fra regionen?

    

    1. november 2005

    Lidt om islams afhængighed af sit fundament, ‘negative fornyelser’ mv.

    Mens (kristne) danske islam-apologeter næsten i kor afviser at islam skulle have en ‘essens’, og mens de samtidig hævder at islam skulle have en helt utrolig religiøs-kulturel dynamik – så er det interessant sideløbende at høre herboende muslimers egen udlægning. Læs blot hvad bloggeren Maryam Khan skriver på Ghulam-e-Mustafa, hvor hun på basis af en beretning om Europa i 300-tallet der dokumenterer hvorledes Kristendommen er blevet påvirket af hedenske skikke – pointerer følgende:

    Det her er faktisk, hvad man kalder Bid’ah, en (negativ) fornyelse i en religion, idet det slet ikke har noget med religionen at gøre overhovedet. De gode bi’dah er (tit) en lille udvidelse af de oprindelige handlinger udført af vores elskede Rasul Allah (sallallahu ‘alayhi wa sallam) og hans ledsagere. Men det er på baggrund af de tidligere regler (..osv) indenfor Islam, idet de bliver lidt mere “nuanceret”.”

    Forskellen på om noget er en ‘negativ’ eller ‘god’ fornyelse afhænger af fundamentet – for som Mona Sheikh skrev for et par år siden – så er man som muslim pr. definition fundamentalist. Islam er en pakke man godtager i sin helhed – man fifler ikke med Guds ord. Afgørende må så være hvorvidt fundamentet allerede er ‘nuanceret’, og her er måske en af de tungere baggrunde for islams kulturelle fallit. Islam blev grundlagt som selvstændig (monoteistisk) religion da Muhammed i 622 flyttede til Medina med sin menighed, hvor han blev både politisk og religiøs hersker. I løbet af få år konsoliderede han sin magtbase, og overgreb mod ikke-troende blev ofte legitimeret i detaljerede åbenbaringer konkret rettet mod den politiske situation på daværende tidspunkt. Et svagt udgangspunkt for multikulturel harmoni skulle jeg mene.

    Maryam Khan har ingen problemer med at anvende religionshistorien til at dekonstruere Kristendommen, og det skal være hende vel undt – men virker det ikke en anelse hyklerisk når hun samtidig er harm over Jyllandspostens Muhammed-tegninger.

    Oploadet Kl. 21:13 af Kim Møller — Direkte link5 kommentarer
    Arkiveret under:
    

    28. september 2005

    Venstrebloggernes hetz mod Tina Magaard mv.

    Venstrebloggerne har alle dage hadet Henrik Gade Jensen og Søren Krarup – og har nu med et selv for denne fløj usædvanligt lav reflektionsniveau tilføjet sprogforskeren Tina Magaard i række af hatemongers. Det er på tide at smide et par kommentarer i den retning.

    Læn dem ud revser Gade Jensen for sin tolkning af John Rawls, og slutter om Søren Krarup:

    “Tværtimod kunne man vove den påstand, at det eneste de to har til fælles er, at begge bruger ordet ‘lighed’ -men dog på to vidt forskellige måder. Rawls i hans filosofiske overvejelser om grundlæggende politiske værdier som alle har til fælles trods religiøse, politiske, kulturelle eller sociale værdier, og Krarup som en del af hans religiøse fundamentalisme.”

    Jeg har ikke læst Rawls og kan således ikke give en kvalificeret kommentar til striden, men hvis skribenten mener at Søren Krarups modstand mod lighed (blot) “er en del af hans religiøse fundamentalisme” – så er det ikke svært at vælge side. Søren Krarup har skrevet adskillige bøger om lighedsbegrebet, og hans religiøse overbevisning er jo kun en del af argumentationen. Det er nemt at misforstå Krarup – men hvis man ikke har læst ham drukner det hele i politisk antipati.

    Henkastet tidligt i svadaen lyder det endvidere at “Gade Jensen har trukket sit eksamensbevis i samme automat som Tina Magaard”, og det er da tankevækkende at Læn dem ud revser Magaard helt uden argumentation. Det er vist det man kalder automatkritik.

    En automat i Sorbonne er titlen for Raapil Unbloggeds indlæg om Magaard, men selvom konklusionerne er entydigt skarpe, så er indlægget ligeledes blottet for argumentation. Magaard er ond fordi Magaard er ond:

    “Hvis man gentager løgne tilstrækkelig mange gange, og hvis man kan få dem sanktioneret af sprogforskere der har trukket deres eksamensbevis i en automat i Sorbonne, så kan man efterhånden få folk til at tro på dem.”

    I lighed med ovennævnte har Sæbekassens debat-immune Ole Wolf også et problem med Magaard, omend han dog i det mindste gør sig den ulejlighed at begrunde sin antipati. Det er et studie værd, ikke mindst i hans anden postering fordi han her meget klart synligggør baggrunden for den lidet-videnskabelige islamforskning herhjemme.

    Wolf skriver:

    Væsentligst er det, at det ikke er muligt at sammenligne den “rå” tekst i Koranen med den “rå” tekst i den kristne Bibel, hvis man skal nå et objektivt resultat. Islamofoberne [sic]har her en så bogstavelig tro på Koranens indflydelse, at det overgår flere fundamentalistiske muslimers tolkning, og man fristes til at spørge sig selv, om de har glemt, at religion er menneskeskabt, og derfor skal analyseres ved at se på menneskene.”

    Naturligvis er det muligt at lave en tekstanalyse af kildeskrifter til alverdens religioner, og frembringe en akademisk velfunderet konklusion. Religionsfænomenologi er rent faktisk en sammenlignende videnskab der lige præcis har dette til hensigt. Magaard er i lighed med de tidlige danske islamforskere filolog af uddannelse, og er uddannelsesmæssigt godt klædt på.

    Wolf uddyber:

    Det er ikke muligt at vurdere, hvilken tolkning, der er den “rigtige”, for det kræver, at man ved, hvad den kristne Gud mente – og i så fald tror man jo på den kristne Gud, og er allerede i gang med en teologisk tolkning, der hverken er videnskabelig eller objektiv.”

    Den intellektuelle relativisme indgår her i en symbiose med en form for akademisk nihilisme. Det er kun muligt at tolke Koranen hvis man er muslim, men så det et partsindlæg for tolkninger er jo subjektive. En videnskabelig indgang til eksempelvis Koranen nås bedst hvis forskeren hverken er muslim eller kvasi-konverteret – og en forsker skal naturligvis ikke forske i religioner på religiøse præmisser. “The list of potential things holy are endless” som Jeppe Sinding Jensen meget rigtigt skrev.

    Wolf farer lidt senere vildt med:

    “Man må derfor konkludere, at den kristne Bibel nok står på en prominent plads i den kristne religion, men tolkningen af Bibelen står så frit for, at det kun er en symbolsk plads, bogen har fået. Det samme gælder naturligvis også Islams Koran.

    Reformationen og oplysningstiden privatiserede kristendommen og gjorde kildematerialet til et spørgsmål om ånd mere end bogstav. Den udvikling har islam ikke gennemgået, og den væsentligste årsag er uden tvivl kildematerialets essens. Muhammed postulerer at Koranen er Guds ord som åbenbaret til ham, og han gjorde sig store anstrengelser for forklare at man ikke kan vælge til og fra i Islam. Hermed blev islam mere bogstav end ånd, og derfor er alle danske islamforskere (mestensdel filologer) før politiseringen af feltet tog fart, fuldstændig entydig i sin forklaring af den islamiske mystik: Sufismen har udviklet sig på trods af de islamiske kilder der betinger en bogstavtro fortolkning.

    Muhammeds liv og lære er nedfældet i Koranen, og at islam ikke har gennemgået en pendant til Reformationen er en naturlig konsekvens af Koranen der er yderst konkret i forhold til idealsamfundet. Det var det samfund Muhammed grundlagde, og som han både var religiøs overhoved og politisk/militær leder for, og med sit fokus på bogstav mere end ånd, hans liv som eksempel til efterfølgelse – så siger det sig selv at muslimer vanskeligt kan adskille religion og politik. Det var for Muhammed en side af samme sag, og kun Foreningen af Kritiske Muslimer har undsagt dette (i tvetydige vendinger). Kritiske Muslimer har en broget skare tilhørere kredsende omkring afvigende forfulgte sekter og synkretistiske varianter. Sand islam kan ikke adskille religion og politik pga. kildegrundlagets essens. De to største islamiske grupperinger herhjemme, Minhaj ul-Quran og Hizb ut-Tahrir hævder begge (med forskellig konfrontationsniveau) følgelig en tolkning hvor islam ikke blot er en religion i vestlig forstand, men en komplet samfundsmodel. En samfundsmodel sanktioneret af en selverklæret profet for 1300 år siden.

    “… Deres valg af citater er også et udtryk for tolkning.”

    Jepper, og der er jo heller ingen der hævder at islam anno 700 er fuldstændig identisk med islam anno 2005. Det er IKKE et sprøgsmål om en sort/hvid-stillingtagen – men hvor kristendommen på sin vis har dekonstrueret sig selv, så har moderate muslimer historisk set ikke haft en chance for at reformere islams fundament – jvf. kildegrundlagets bogstav og ånd. “Man er pr. definition fundamentalist” som Mona Sheikh skrev i en kronik for nogle år siden.

    Islam har som alle andre fænomener gennemgået en udvikling, men hvor kristendommen skiftede motor på sin bil- så fik islam blot en omlakering i samme nuance. Islam er set i forhold til kristendommen en yderst statisk religion.

    Den efterhånden udbredte forklaring er i dag, at religion skal ses som samfundets dyrkelse af idealbilledet af sig selv. Samfundets holdninger, moral osv. måles i forhold til et idealbillede, der ligesom samfundet varierer med tiden.”

    Det er vist den antropologiske kulturrelativistiske variant som ignorerer kildernes betydning for udviklingen til fordel for en samling plusord. Sinding Jensen hudfletter i sin disputats nutidens politiserende forskning. De sammenlignende videnskaber religionsfænomenologi, filologi og etnografi er i den politiske korrektheds navn blevet til en kønsløs religionshistorie, en Chomsky-inspireret lingvisme og en kulturrelativistisk antropologi. Religionshistorikere tør ikke bedømme islam i forhold til andre religioner, lingvister fokuserer på at sproget italesætter en virkelighed og politiserer tolkningerne efter deres respektive yndlingssocialisme. Hvor etnograferne vurderede kulturerne i forhold til hinanden, ser antropologen kun (kontekstløse) individer – som vesterlændinge i deres etnocentrisme ikke kan vurdere objektivt.

    “Religionen kan således tages som udtryk for, hvad samfundet mener om sig selv på et givet tidspunkt, og hvordan samfundet helst ville være.”

    Sgu da ikke hvis kilderne i sin kerne betoner og konkretiserer den oprindelige tolkning som værende den eneste rette.

    “I dag er både Islam og Kristendommen så forskellige fra den Islam og Kristendom, der var for hhv. 1500 år og 2000 år siden, at det ikke giver mening at bruge den tids kulturelt inspirede skrifter som målestok for, hvordan kulturerne er i dag.

    Du bruger selv religion og kultur i flæng, og det er da også svært at skelne når religionen islam mere antager en total livsform som iscenesætter kulturen. Når muslimske kvinder idag går tildækket, så er det ikke blot et kulturelt udtryk – men et direkte resultat af rygterne der på et givent tidspunkt i Muhammeds liv gik om Aisha’s utroskab. Jovist det tolkes forskelligt verden over, men islam er kulturen – kulturen er islam. Den manglende adskillelse af religion og politik passer også fint ind her.

    Konklusion: Man kan ikke bruge Koranens og Bibelens indhold til at vurdere, hvilken af de to religioner, der er mest krigerisk. For det første er begge bøger kun relevante i form af den tolkning, religionerne tillægger bøgerne (ikke omvendt), og for det andet skal bøgernes “rå” tekst alene ses i kontekst af den tid, hvor bøgerne blev skrevet.”

    1) Jaja, men fordi muslimer tolker Koranen forskelligt, betyder det jo ikke at den ikke kan tolkes videnskabeligt uden religiøse præferencer.

    2) Hvis kilderne filologisk set sanktionerer en guddommelig (tidløst) bogstavtro tolkning , og hvis muslimerne flest tolker det samme ud af kildegrundlaget – så må der nødvendigvis være noget om snakken. Hvis Muhammed havde skrevet en Søren og Mette-bog istedet for Koranen, så ville islam have udviklet sig anderledes. Koranen har afgørende betydning for den islamiske kulturs udvikling, og mangel på samme – længere er den ikke.

    Ole Wolf må siges at være arg anti-essentialist, men essentialisme er ikke bare et nødvendigt udgangspunkt for forskningen, men også nødvendig for enhver tolkning af islams historie over tid. Det er ikke enten eller, for ligesom homo islamicus-begrebet er et levn fra en svunden tid, så er der jo netop sket udvikling på trods af kildeskrifterne. Jeg mener det er Johannes Pedersen som i en af sine bøger skriver at islam historisk set (af realpolitiske grunde:-) har været mere tolerant end Koranen ligger op til. Det ændrer dog ikke en tøddel ved lødigheden af Magaards undersøgelse – for naturligvis har det betydning hvad der står i kilderne. Hvad virkningshistorien så rigeligt har dokumentaren (Huntington: Islams bloody borders)

    Magaard køber ikke den af Edward Said-ønskede berøringsangst og bliver derfor lagt for had af diverse socialister, der stædigt på trods af virkeligheden – nægter at tro noget kan være et resultat af andet end sociale og økonomiske forhold. Når veluddannede muslimer dræber uskyldige ikke-muslimer i en kvalmende fatalisme begrundet i koraniske termer, så skyldes det hele fattigdom og social indignation, for Vesten er i kraft af sin rigdom pr definition skurken. Ole Wolfs tolkning og eftersnakkernes antipati mod Magaard må betragtes som et resultatet af politisk-motiveret kulturelt selvhad, der evig og altid smider det hensigtsetiske argument i retning mod folk med andre holdninger/tolkninger.

    Opdate: Raapil Unbloggeds første indlæg om Magaard indeholder modsat den jeg kommenterede en form for argumentation.

    Oploadet Kl. 21:36 af Kim Møller — Direkte link24 kommentarer
    

    2. september 2005

    Jørgen Bæk Simonsen: Politikens Islamleksikon 1994/2001 – nogle notater

    Som en konsekvens af indvandringen, der fra 1980’erne og frem ikke mere blot bestod af fremmedearbejdere med midlertidigt ophold , men kommende og nuværende danske statsborgere, så skulle også håndbøgerne opdateres. Johannes Pedersens bidrag til den af Jes P. Asmussen-redigerede Illustrerede Religionshistorie der senest er udgivet i 1968, var blot en gentagelse af Pedersens bidrag til Lehmanns Illustreret Religionshistorie fra 1924 og Jes P. Asmussens oversigtsværk Islam fra 1981 var begge mere tolkninger mere end egentlige håndbøger. Det samme var Islam-delen i Johs. Aagaards Håndbog i Verdensreligioner senest udgivet i 1982.

    Hvis man ser bort fra ovennævnte, korte leksikonartikler, og diverse ordforklaringer, så må man sige at Danmark i 1994 med Politikens Islamleksikon af Jørgen Bæk Simonsen fik sin første deciderede håndbog om Islam. Bogen er genudgivet i 2001, og denne postering vil omhandle disse to udgivelser.

    Hvor jeg på forhånd havde forventet, at der ville være markante forskelle på de to udgaver, så må jeg konstatere at 2. udgaven fra 2001 på ingen måde er en gennemredigeret version, og blot i tre opslag adskiller sig fra 1994-udgaven. Disse ændringer er alle tilføjelser, og udgivelsen fremstår således næsten som et genoptryk. De tre ændringer er

  • Dhabh – det arabiske ord for slagtning, hvad må betragtes som en forglemmelse i første udgave.
  • Hebron – landsbyen der kom i mediernes søgelys kort efter 1. udgaves udgivelse pga. bosætters mord på fem palæstinsere.
  • Vantro – 7 linier om islamisk teologi, og 5 liniers apologetisk præcisering.
  • – derudover blot opdatering af tabel s. 17.

    Bogen indledes med en 10 siders Introduktion til islam, som redegør for hvorledes islams historie tolkes af henholdvis religionshistorikere og muslimerne selv, hvad slutteligt perspektiveres med den sædvanlige forurettede apologetiske vinkel.

    Overordnet må man konstatere at Politikens Islamleksikon i allerhøjeste grad er udtryk for Jørgen Bæk Simonsens islamtolkning, hvad næsten har opnået konsensus i dansk integrationsforskning. Decideret islamforskning har trange kår – det er trods alt svært at lave tekstanalyser uden ved brug af plusord. Bæk Simonsen går dog kun sjældent i ekstremer, og artiklerne om islamistiske terrororganisationer er for eksempelvis forbavsende reelle. Generelt må man sige, at jo længere opslagsordet er fra emner der direkte berører integration og multikultur – jo mere virkelighedsnær skriver han. Det at han ikke forfalder til unødvendig politiseren/polemiseren vidner faktisk om et stort overblik. Propagandaen finder først og fremmest sted i forbindelse med de begreber der er afgørende for hans virkelighedstolkning, og her giver han den så til gengæld fuld skrue.

    Herunder en række citater fra indledningen – Introduktion til islam.

    “En række opslag er forsynet med udvalgte citater fra Koranen. Denne fremgangsmåde er valgt, fordi det på den måde bliver muligt at fastholde, at muslimer og kristne – også selvom de er stærkt sekulariserede – har rod i samme religiøse tradition. Og det forhold kan efter min vurdering ikke fremhæves ofte nok. Hvis vi i det nu flerkulturelle Danmark fastholder, at vi har rod i samme tradition, og vi fokuserer mindre på de forskellige måder, vi har udviklet vores fælles udgangspunkt på, tror jeg personligt, at vi får et bedre og mere positivt udgangspunkt for vores fælles hverdag – til gavn for os alle. [s. 7; fra Indledningen]

    Et leksikon om enhver religion må nødvendigvis holde sig tæt til kilderne, for ellers bliver bliver det jo blot endnu en (mindre-autoritativ) fortolkning af islam. Koranen (og haditherne) er i sidste ende islams essens – et faktum apologeterne i disse år har svært ved at acceptere, og derfor vil man i Jørgen Bæk Simonsens nyere forfatterskab se en yderst selektiv brug af kilderne. Bedste eksempel er her Det Retfærdige Samfund (2001), men det anti-essentialistiske udgangspunkt har det generelt svært med de koraniske læresætninger.

    “Åbenbaringerne fastholder dog gennemgående et positivt syn på både jødedom og kristendom. De to religioner betegnes som ‘bog-religioner’, fordi de begge hviler på en guddommelig åbenbaring, der ligesom senere Koranen blev samlet i en bog… de har som tilhængere af én af de af Koranen anerkendte monoteistiske religioner ret til at leve i overensstemmelse med egne religiøse og juridiske traditioner uden indblanding fra det omgivende islamiske samfunds side. Modydelsen for denne ret til fuld indre autonomi var i kalifatet… betaling af en særlig skat betegnet djizya.” [s. 11]

    “Men det er vigtigt at huske, at en sådan religionshistorisk tilgang er uden betydning for en troende muslim. Hans eller hendes tilgang til islam er ikke historisk, men religiøs.” [s. 11f]

    Dhimma-status gjorde ikke-muslimer til andenrangsmennesker, der blev afkrævet en særegen skat for at få lov til at leve på tålte forhold uden for fællesskabet – der kun bestod af muslimer. At betragte dhimma-status som en gave til ikke-muslimer er en tolkning som apologetiske muslimer har fastholdt gennem århundreder. Bæk Simonsen er på mange måder kvasi-muslimsk. Han godtager på væsentlige punkter muslimernes tros-baserede udredninger, og er som jeg ser det et godt stykke fra den religionshistoriske tilgang der burde være altdominerende på vestlige universiteter.

    “Det er i den sammenhæng afgørende at forstå, at disse pligter af muslimen ikke opfattes som sure pligter.” [s. 13; om islams fem søjler]

    “De områder kalifatet erobrede i 600- og 700-tallet blev ikke udsat for tvangskonvertering. De lokale befolkninger fik lov til at opretholde deres forskellige religioner. Men bosætningen af mindre grupper af arabiske muslimer i forskellige militære centre i de nyerobrede provinser førte til, at islam også blev kendt af befolkningerne i de erobrede områder. Det førte til en begyndende konvertering til islam, der gennem 700- og 800-tallet tog til i omfang. [s. 15]

    Og således valgte islam i sin tidlige erobrende fase at nedtone det kultur-imperialistiske aspekt, til fordel for den klassiske imperialismes mere håndfaste fokus på strategisk dominans og økonomisk udbytning. For at undgå den ikke-muslimske skattebyrde, valgte mange at konvertere til islam, hvilket blev et stort problem i forhold til det arabiske herrefolks indtægtsgrundlag.

    “Det er i den forbindelse vigtigt at huske, at islams langsomme udbredelse over så store områder først og fremmest er et resultat af, at islam i sin konkrete måde at virke på har vist sig åben og imødekommende over for lokale traditioner.” [s. 15]

    Islams erobringer gik hastigt, ligesom den islamiske sfæres udvidelse i nutiden i et historisk perspektiv sker over en forholdsvis kort årrække. Sådan har de fleste islamforskere i tidens løb da også anskuet det.

    “Nogle mener, at islam skal sekulariseres – forstået på den måde, at det enkelte muslimske samfund ikke skal funderes på de anvisninger, der kan udledes fra Koranen og fra profetens sædvane. Men det betyder ikke, at den islamiske tradition i sin helhed skal fornægtes eller afvises. Den skal blot reduceres til at gælde for det enkelte individs generelle livsførelse og ikke for hans eller hendes relation til den moderne statsmagt.[s. 16]

    At reducere islam til at være en individuel betinget livsførelse er at fornægte islam. Bæk Simonsen er på tynd is, hvad han med sin viden om islamisk teologi må være fuldstændigt klar over.

    Ovenstående tolkning er første af tre varianter han opridser. Den anden er islam anskuet som “den moderne stats fundament”, og den tredje islam som fundament, men dog med “politiske traditioner fra Vesten”. Meget symptomatisk giver han ingen eksempler på første variant, hvorimod det ikke skorter med eksempler på de to andre varianter.

    “De brede folkelige opbakning til islamisterne i Algeriet ved de lokale valg i sommeren 1988 og vinteren 1991 er i den sammenhæng et godt eksempel på, hvor kompleks sammensat den politiske situation er i mange stater i den islamiske verden. Siden Algeriet i 1962 tilkæmpede sig sin politiske uafhængighed efter 132 års fransk kolonistyre, havde magten ligget i hænderne på den nationale befrielsesfront, FLN, der havde ledet den lange frihedskrig mod Frankrig. Fald i landets indtægter af salg af olie og naturgas fra midten af 1980’erne, en fejlslagen industriel politik, manglende investeringer i landbruget, en hastigt voksende befolkning og en enorm vandring fra land til by gav både det politiske system og den algeriske befolkning mange problemer at slås med. På den baggrund er det ikke overraskende, at de islamiske grupper fik stor tilslutning hos den almindelige befolkning. Det gamle politiske system havde forsøgt en udvikling efter europæisk forbillede, og den var slået fejl. Den islamiske udviklingsmodel var derimod ikke blevet afprøvet – og den var det alternativ de islamiske grupper samlet i FIS (Front Islamique du Salut = Fronten til Islamisk Frelse) lancerede i valgkampen. Tilslutning til FIS var altså også et udtryk for kritik og vrede mod de politikere, der ikke havde evnet at indfri befolkningens forventninger til social og materiel fremgang. [s. 16f]

    Meget typisk marxistisk bortforklaring. Islam som politisk bevægelse har intet med islam at gøre, men er blot social kritik i islamisk klædebon.

    “Den muslimske indvandring til Danmark har ført til en dobbelt diskussion… Det er et sundhedstegn. At debatten så kunne finde sted på en mere frugtbar måde end tilfældet undertiden har været, er en anden sag. [s. 18]

    Hvad der er frugtbart afhænger af ens politiske mål, og når Bæk Simonsen ser multikulturaliseringen som tidens løsen, så må enhver kritisk debat om indvandring og islam nødvendigvis være ‘ufrugtbar’.

    “Ser vi på den muslimske befolkning i Danmark under et, kan det så ud til, at flere og flere er blevet fortalere for det synspunkt, at der må findes en traditionsfornyelse sted. Det synspunkt fastholdes af flere af de imamer, der er virksomme som religiøse vejledere for muslimerne i Danmark, og meget synes at antyde, at også de muslimske forældre i stigende omfang er blevet opmærksomme på nødvendigheden af en sådan traditionsfornyelse.” [s. 18]

    Mere subjektiv kan forskning næsten ikke blive. Han ønsker en udvikling, og ser tendenser på den alle vegne – ikke mindst hos segmentet af yngre pakistanske studerende (Mona Sheikh mfl.).

    Herunder en række udpluk fra leksikondelen.

    Afrika, islam i… Desuden blev det østafrikanske kystområde gennem tiden genstand for en betydelig muslimsk bosætning først fra Den Arabiske Halvø (fra midten af det 8. århundrede) og siden fra Indien. [s. 27]

    Apostasi. Frafald – nemlig fra islam. Betegnes på arabisk irtidâd. I islamisk teologi og islamisk ret betragtes frafald fra islam som et oprør mod Allah, fordi muslimen ved sin konvertering eller ved sin accept af islam anerkender, at islam og det islamiske retssystem udtrykker Guds ramme for den menneskelige tilværelse… Koranens straf for apostasi henlægges til det hinsidige, men en række retslærde har lagt Sura 4 vers 88-89 til grund for den antagelse, at den der frafalder islam skal straffes af det islamiske samfund… Med henvisning til disse vers gøres det gældende, at det er i overensstemmelse med Koranen at dømme frafaldne, fordi de ved deres frafald truer det islamiske samfund… Det skal dog understreges, at disse klassiske straffebestemmelser normalt ikke håndhæves i den islamiske verden i dag. De fleste islamiske stater overlader det helt til den enkelte indbygger at afgøre, i hvilken omfang han eller hun vil efterleve de islamiske forskrifter. [s. 36]

    Arabisk. Et semitisk sprog og det sprog Koranen er åbenbaret på. Efter alt at dømme opfattede Muhammad ikke sig selv som en guddommelig profet med global gyldighed, men som en profet der skulle overbevise sine samtidige arabere om den ene sande Gud. [s. 37]

    Black Muslims… Bevægelsen lever stadig og ledes nu af Eliya Muhamads søn Wallace Warith Deen Muhammad, men er nu ikke længere fortaler for en uafhængig sort amerikansk stat, men derimod for en aktiv islamisk livsførelse inden for rammerne af et multireligiøst og multikulturelt USA. Bevægelsen kendes i dag under navnet American Muslim Mission. [s. 53]

    Black Muslims fik da marxismen var på sit højeste herhjemme stor fokus i forskningen. (se evt. ændringen i Johs. Aagaards Håndbog i Verdensreligioner fra 1964/1974 til 1982). Black Panther Party, den militante udgave af islam i USA på daværende tidspunkt var klart inspireret af Black Muslims. Gruppen havde den danske kommunist Jørgen Dragsdahl som talsmand.

    Dâ’î. Propagandist – en der udspreder sin da’wa. [s. 58]

    Bæk Simonsen og apologeterne hævder, delvist korrekt, at muslimer ikke er missionerende og derfor ikke af den vej udgør en trussel. Herboende muslimer har oprettet adskillige da’wa-institutioner med det formål at oplyse om islam. Forskellen mellem oplysningsarbejde og missioneren er tydeligvis ikke helt klart afgrænset.

    Dâr al-harb. I islamisk ret betegnelsen for de områder, der ikke er en del af dâr al-islâm. Islam opfatter sig selv som den endelige guddommelige åbenbaring, der har global gyldighed. Islam har på den anden side aldrig praktiseret hverken mission eller tvangskonvertering; men en række retslærde har siden middelalderen fastholdt, at én af kaliffens vigtigste opgaver er at gøre dele af dâr al-harb til en del af dâr al-islâm. Det har blandt nogle retslærde ført til dogmet om djihâd over for områder beliggende i dâr al-harb, men synspunktet har ikke generel accept. De fleste betragter djihâd som en kollektiv pligt, der påhviler hele det islamiske samfund i tilfælde af angreb på den islamiske verden, og ikke som en individuel religiøs pligt som f.eks. bøn og almisse. [s. 58]

    Det ene øjeblik er djihad en indre ‘anstrengelse’ for at komme bedre i kontakt med islam, senere en kollektiv religiøs pligt til forsvare islam. Apologeternes forklaringer er ikke bare mangelfulde, men ofte indenbyrdes modsigende.

    Demokrati. Demokrati i vestlig forstand præger ikke det politiske system i den islamiske verden. Men det skal dog understreges, at flere muslimske stater har en lang demokratisk tradition… Muslimske retslærde og intellektuelle har gennem de sidste årtier forsøgt at opstille rammerne for en slags demokrati i den islamiske verden. Det gælder bl.a. Mawdudi i Pakistan, Madini i Algeriet og adskillige andre. Fortalerne for et islamisk demokrati går ud fra et par steder i Koranen, hvor det fremhæves som ønskeligt, at magthaverne gør anliggender af fælles interesse til genstand for gensidig rådslagning (se Shûrâ). Mange grupper i den islamiske verden betragter de personlige friheder, der indgår som en central del af den vestlige politiske tradition, som et forbillede, fordi et politisk system baseret på overholdelse af disse værdier giver mulighed for, at den almindelige befolkning kan give sin mening til kende om spørgsmål til fælles interesse. Alt tyder på, at dette krav gennem det kommende årti vil blive større og større. Der er intet i den islamiske politiske tradition, der forhindrer, at en demokratisk tradition kan gøres gældende i den islamiske verden, men der er omvendt heller intet der taler for, at demokratiske traditioner i den islamiske verden nødvendigvis bliver en kopi af den demokratiske tradition. der har præget udviklingen i Vesten gennem dette århundrede. [s. 60f]

    En masse forhåbninger til fremtiden baseret på subjektiv ønsketænkning, tilsat et stort elastisk forbehold i retning af kulturrelativismen. Eksemplerne på demokratiske fornyere i islam må været fundet ved lodtrækning. Mawdudi var medansvarlig for islamiseringen af Pakistan under Zia ul-Haqq i 1980’erne. Madini var medstifter af islamistiske FIS, der i 1992 stod til at ville vinde valget i Algeriet – da hæren pga. de demokratiske problemer i den forbindelse greb ind og forbød partiet.

    Dhimma. Beskyttelse. Islamisk ret giver kristne og jøder beskyttelse, fordi de er ahl al-kitâb. Dhimma giver kristne og jøder i det muslimske samfund ret til at opretholde egne religiøse og retslige traditioner uden indblanding fra det omgivende muslimske samfunds side. I islamisk ret er modydelsen for dhimma og indre selvstyre betaling af djizya, en kopskat. [s. 61]

    Dispensation… Muslimer, der er på rejse, har også dispensation fra at efterleve islams fem søjler, og det gav i Danmark, da de muslimske arbejdsmigranter begyndte at indfinde sig i slutningen af 1960’erne, anledning til en del diskussioner muslimer imellem om omfanget af dispensationerne. Der er almindelig enighed om, at familiesammenføringerne har gjort det nødvendigt at efterleve den islamiske tradition, selvom familierne nu er bosat uden for deres oprindelige hjemegn og uanset det forhold, at de nu er bosat i et samfund, hvor majoriteten ikke er muslimer. [s. 62]

    Konsekvens-tænkning ala Bæk Simonsen. Jeg vil dog fastholde at det er islams kilder og tolkninger af disse der “har gjort det nødvendigt at efterleve” reglerne – og ikke familiesammenføringerne.

    Dommens dag/dommedag… Troen på dommens dag er en af de ting, muslimer er pligtige at tro på sammen med troen på den ene sande Gud, på åbenbaringen, på Muhammad som Guds sendebud… [s. 64]

    Eskatologi. Dvs. læren om den sidste tid, nemlig tiden umiddelbart inden dommedagen. Troen på dommedag er en del af islams teologiske fundament. Koranen rummer flere skildringer af, hvorledes de sidste dage vil forløbe… [s. 67]

    Folkeret… I en islamisk kontekst var det vanskeligt, fordi den islamiske verden opfatter sig selv som en overnational statsdannelse, et religiøst og kulturelt fællesskab baseret på accepten af islam uanset hvor man i øvrigt er født. Etableringen af moderne nationalstater, der har præget udviklingen i hele den islamiske verden gennem det 20. århundrede, og som med opløsningen af Sovjetunionen og Jugoslavien efter 1989/90 har ført til dannelsen af helt nye muslimske nationalstater har igen problematiseret brugen af folkeretten, som den er udviklet i Vesten, fordi islamisk ret i sit udgangspunkt definerer pligter og rettigheder efter religiøst tilhørsforhold og ikke efter nationalt tilhørsforhold. Staterne i den islamiske verden har dog reelt tilsluttet sig folkerettens principper, men Saudi-Arabien har eksempelvis afvist at underskrive FN’s deklaration om menneskerettigheder netop med henvisning til, at der er for store uoverensstemmelser mellem det syn på menneskerettigheder, der er formuleret i FN-erklæringen af 1948 og islamisk ret. Flere muslimske organisationer har gennem FN taget initiativ til at indgå i en dialog om etableringen af nye regler for det internationale samarbejde, der i større omfang end hidtil tilgodeser den islamiske retstradition. [s. 72]

    En af de værste artikler i bogen, som slører problemet islam har i forhold til modernismen. Menneskerettighedsbegrebet fastslår at ethvert menneske er født med visse rettigheder helt uden forbehold, hvad naturligvis ikke kan indflettes i en religion som mener Gud har selvsamme ret. Med andre ord. Når åbenbaringerne som de er nedfældet i Koranen rangordner mænd og kvinder, så kan muslimer ikke godtage FN’s Verdenserklæring om Menneskerettigheder af 1948 eller Den Europæiske Menneskerettighedskonvention af 1950 for den skyld – og derfor har et generelt apologetisk organ som Institut for Menneskerettigheder da heller ikke inkluderet det islamiske alternativ Cairo-deklarationen om menneskerettigheder i islam, i deres oversigt – idet den jo sådan set blot stadfæster problemets kerne.

    Den islamiske menneskerettighedsdeklaration er underskrevet af samarbejdsorganisationen OIC og således adopteret af 57 islamiske lande. Nøjagtigt de samme lande som topper diverse menneskerettigheds-organisationer årlige hitlister.

    Fundamentalisme. [begrebet kendes ikke på arabisk]… Der er ikke i den islamiske historie i almindelighed tradition for, at nogle muslimer påberåber sig ret til at dømme andre muslimer som ikke-muslimer… [s. 53f]

    Bortset fra ahmadiyyaer, alawier, bahaier, druser, yazidier og andre synkretistiske afarter tillagt diverse sufi-ordener samt de mere rationalistiske grene såsom qadiriyyaer og mu’tazila.

    Når man vil fastholde at islam ikke har en ufravigelig kerne (essens), må man fokusere strengt på mangfoldigheden og ellers ignorere religionens strenge monoteisme som har udmøntet sig i begreber som apostasi (frafald) og djahiliyya (modstrid med islam). Islamisk intolerance er dogmatiseret eksternt såvel som internt.

    Hadd. Flertal hudûd. Ordet betyder grænse og er i Koranen brugt for en række strafferetslige bestemmelser, det islamiske samfund bør eksekvere i forbindelse med hor, utugt, løgnagtig udbredelse af anklage for utroskab, frafald for islam, tyveri og indtagelse af vin. Straffen for disse forbrydelser er stening, pisk eller afhugning af hænder. Hudûd-bestemmelserne er gennem de sidste årtier blevet et ømt emne: Radikale grupper i den islamiske verden fastholder, at bestemmelserne er indstiftet af Gud og følgelig bør bruges i retssystemet i den islamiske verden, medens andre muslimer betragter dem som udtryk for strafferegler, der er forældede. Regeringer i den islamiske verden, der har betegnet sig selv som sande islamiske regeringer, har i flere tilfælde genindført hudûd-straffene for derved at dokumentere, at de er sande islamiske. Det gjaldt for Pakistan under Zia ul-Haqq i slutningen af 1970’erne og begyndelsen af 1980’erne og for Sudan under Niemeri i begyndelsen af 1980’erne. [s. 77]

    Her er Bæk Simonsen igen på glatis. Han har gjort sig til talsmand for det synspunkt at Minhaj-ul-Quran ikke er radikale fundamentalister, men blot dyrker en slags let-integrerbar spiselig fundamentalisme (aka religiøse modernister). Det var grundlæggeren af samme bevægelse der under Zia ul-Haqq stod for den juridiske islamisering af Pakistan. Følgelig har bevægelsens danske medlemmer ofte været i pressen for sin positive holdning til stening o.l.

    Islam. Ordet er arabisk og betyder fred, harmoni, hengivelse. Islam tolkes teologisk som et altomfattende system og islamisk ret opstiller derfor regler for alle sider af tilværelsen. Historisk eDet oversættes i Vesten ofte med ‘underkastelse’ – et ord, der på alle europæiske sprog har en negativ betydning. Muslimer selv betragter islam entydigt positivt og forbinder ordet med fred, harmoni og hengivelse til de rammer for livet, Allah har tilkendegivet i Koranen…… Islams udbredelse er ikke resultatet af en målrettet islamisk mission, men snarere af den islamiske traditions evne til at skabe syntese mellem islams centrale trosindhold og de levende kulturer, der med tiden blev en del af den islamiske verden. Den islamiske verden er derfor nok i en række sammenhænge én verden, men den er ved nærmere eftersyn også præget af store forskelle. [s. 95]

    Martyr. Betegnes i Koranen med ordet shahîd (flertal shuhûd eller shuhadâ). De personer, der i 620’erne faldt i kamp for den af Muhammad i 622 grundlagte al-umma betegnes i overleveringen som martyrer… I teologiske og juridiske afhandlinger om djihâd tilskrives personer, der falder i kamp for islam, en plads i paradis. Men der er intet i Koranen eller i profetens sunna, der foreskriver pligt til at søge martyriet! [s. 121]

    Minhaj ul-Qur’ân. Betegnelsen på en privat finansieret islamisk organisation, der hører hjemme i Pakistan. Bevægelsen har en betydelig udbredelse blandt pakistanske indvandrere i Danmark, og bevægelsen har egen moske i København, ligesom den også flere steder driver Koranskole for pakistanske indvandrerbørn. [s. 126]

    Når man af ideologiske grunde nægter at kalde fundamentalister for det de er, så er det nemmest at forsvare akademisk hvis man tager den brede pensel i brug.

    Monogami. Koranen tillader polygami, men i den islamiske verden er monogami den mest udbredte levevis for mand og hustru. [s. 128]

    Det kræver vist særegne demografiske omstændigheder, hvis polygami skulle have være den mest udbredte leveis for mand og hustru.

    Muhammad. Religionshistorisk… Koranen rummer flere åbenbaringer, der meget direkte giver os mulighed for at fornemme de mange opgør, Muhammad havde med sine samtidige

    … Det er fortsat almindeligt i den islamiske verden at definere islam som et altomfattende tilværelsesfortolkningssystem, som derfor får logiske og nødvendige konsekvenser for det politiske og det sociale system. I Vesten er dette forhold ofte blevet brugt til en almindelig mistænkeliggørelse af Muhammad. Det er igen og igen blevet hævdet, at han efter udvandringen til Medina i stigende omfang blev orienteret mod politik og derved svigtede sine religiøse idealer. Kritikken er uden hold i den forstand, at Muhammad aldrig svigtede sit religiøse udgangspunkt...

    … Dansk forskning har bidraget med et af hovedværkerne om den historiske Muhammad, nemlig F. Buhls banebrydende arbejde ‘Muhammads liv’, der kom i 1923 og som siden er blevet oversat til bl.a. tysk. [s. 131ff]

    Hvis man religionshistorisk kan konstatere at islam er opstået i strid med Jødedom og Kristendom, hvad siger det så om mulighederne for tvær-religiøs harmoni sålænge Koranen vurderes som værende Guds ord som åbenbaret af Muhammad.

    Men ellers må man sige at det er flot halal, når Bæk Simonsen gå i rette med kritikken om Muhammads manglende religiøsitet. På den måder fjernes fokus fra det faktum at Muhammad anså politik og religion som en og samme sag. Point taken.

    Når Bæk Simonsen henviser til en bog, hvis vurderinger han i høj grad tilsidesætter – så må det være på sin plads at linke til min gennemgang af samme. (Frants Buhl: Muhammeds Liv, København 1923).

    Muhammedanisme. Forkert men udbredt betegnelse for islam i den vestlige verden. Muslimer bryder sig ikke om betegnelsen muhammedanisme eller betegnelsen muhammedaner, fordi muslimer ikke tror på Muhammad men på Allah og alene betragter Muhammad som Allahs sendebud.[s. 136]

    Et begreb bliver vel ikke ‘forkert’ bare fordi muslimer ikke bryder sig om det.

    Prædestination. Muslimske teologer og filosoffer har i talrige sammenhænge diskuteret prædestination, dvs. forudbestemmelse. [s. 144]

    Suppleret med artiklerne om dommedag og ekskatologi, så er det vel ikke urimeligt at betragte islam som værende en fatalistisk religion.

    Purdah [slør på persisk/urdu]… Ordet bruges også som teknisk betegnelse for den totale sum af leveregler, der opretholder den kønsadskilte hverdag mellem mænd og kvinder. [s. 145]

    I en tid hvor vestlige forskere er begyndt at anskue det islamiske tørklæde og slør som værende udtryk for ungdomsoprør, og på det kraftigste afviser sammes kvindeundertrykkende funktion så bruges begrebet på persisk og urdu synonymt for kønsadskillelse.

    Shirk. Flerguderi eller det at sætte noget ved siden af Gud. Islam er stærkt monoteistisk… Shirk betragtes i islamisk ret som en dødssynd.[s. 159]

    Tolerance. Koranen har et meget tolerant syn på en række navngivne religioner. Koranen slår således i Sura 2 vers 257 fast, at der ikke bør udøves tvang… Koranen betragter bl.a. jødedom og kristendom som bog-religioner, dvs. religioner, der er åbenbaret i en bog. Jøder og kristne betegnes derfor som bog-folk, ahl al-kitâb. De har i henhold til islamisk ret lov til at bevare deres religion, deres egne kulturelle traditioner og derfor også ret til at beholde egne retstraditioner. De betegnes som dhimmî – personer, der har fået beskyttelse – dhimma. [s. 168]

    Bæk Simonsen fastholder denne indgangsvinkel til dhimma-problematikken. Langt mere interessant er det dog hvilke rettigheder kristne mistede som en konsekvens af islamsk styre. Faktum er uanset hvordan man vender og drejer det at dhimmi-status gjorde ikke-muslimer til andenrangsborgere.

    Da Politikens Islamleksikon er en er en håndbog af nyere dato har jeg valgt ikke at offentlige den fulde række af citat-udpluk på nettet, jvf. loven om ophavsretten.

    Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

     

    « Forrige sideNæste side »

    

     

    Vælg selv beløb



    Blogs


    Meta
    RSS 2.0
    Comments RSS 2.0
    Valid XHTML
    WP






    MediaCreeper