Jeg har flere gange blogget om Niels Hausgaard her på siden. Først og fremmest fordi han med sine perfiditeter fremstår som et godt eksempel på den yderste konsekvens af et venstreorienteret kunstnermiljø. En af posteringerne omhandlede Hausgaards 25.000 kroners donation til Dagbladet Arbejderen - partiavisen for Kommunistisk Parti - et marxistisk-leninistisk parti. I posteringen kommenterede ‘Bodil’, og hun er emne for Hausgaards genmæle der blev leveret i versform.

Bodils sande identitet er undertegnede bekendt, og det hører med til historien, at ‘Bodil’ i i 1980′erme færdes i samme kredse som Hausgaard.

Fuld transkription (6,17 min).

Det er utroligt at tænke på, hvor forholdsvis få år det er siden, at internettet ikke var en rigtig realitet. Og i dag kan man jo ikke engang forestille sig et samfund køre uden. Jeg kan huske dengang - inden det rigtigt var noget, der stod jeg frejdigt frem, og sagde, det der, det har ingen gang på jorden. Jeg skal da lige love for jeg tog fejl. Og det skal man være stor nok til at stå frem og sige. Når det sker så sjældent. I dag bruger jeg internet glad og gerne hver dag - min bror arbejder professionelt med internet, og det har været naturligt for ham og hans svoger Kurit, at lave deres egen blog, som folk så kan skrive ind på hvad de vil. Og jeg kom ind til den, den dag, da de havde fundet et navn til deres blog - de var helt oppe at køre. Den skulle hedde Urias-Posten, skreg de. Så sagde jeg til Kurit, hvorfor skal den det. Jov, sagde han, jeg synes det er et flot navn, og Urias var jo fra Det Gamle Testamente. Se det ved jeg godt, han var en af de store hanrejer i Det Gamle Testamente. Hanrej-Posten - jeg synes ikke det klinger ret godt. Så fandt de ud af, at de slet ikke kunne bruge ordet Uriasposten, for der var en der hed det - en blog. Og det ved jeg, for der var en der sendte mig et link, og sagde - prøv at gå ind og kig på den blog der - de hader dig da helt vildt. Jeg kan nemlig huske jeg sagde - ah mon dog. Så gik jeg ind og kiggede, og jeg skal da nok love for at de var sure. Og jeg var helt forskrækket over dem, og da jeg så havde læst lidt ned af siderne, så kunne jeg godt se, at det var sådan en blog hvor man meget nødigt ville elskes, i hvert fald. Så det var såmen godt nok. Sådan et sted hvor folk kan skrive lige hvad de vil, de behøver knapt nok lægge navn til, og det er fint - det er sådan et sted hvor alle skvatrmiklerne også kan få luft for deres frustrationer, og sådan et sted skal der være. Det er godt nok. Så opdagede jeg - I skulle iøvrigt gå ind og se det, det er fantastisk god læsning, øhh www.uriasposten.dk - det er stærke sager. Øhh, såh, så jeg derinde, at der var en kvinde der skrev på den post, og hun skriver godt - jeg læser alt hvad hun skriver - hun kunne ikke lide mig, og det er så hvad det er - hun kunne heller ikke lide ret mange andre. Og jeg mener ikke enighed, det kan godt være noget overvurderet, så det gør mig ingenting, og hun skriver godt, og hun er en interessant person kan man mærke jo mere jeg læser af hende. Og så meget kan jeg lide hende, at jeg skrev den her sang til hende - også fordi hvis hun en dag sidder blandt publikum - det ved man ikke, for ikke rigtigt at se om jeg er den der arbejdssky, stalinistisk svin, som hun har skrevet. Hun kan i princippet være her i aften. Hvis du er her i aften Bodil, så er denne her sang til dig.

Der blinker små lystige lysglimt hver gang solen ser sig selv i din rustfri stålvask Bodil.

Der er fuldstændigt rent, og det dufter - og dit gulv er en lille smule vådt endnu.

Bodil, du holder din lejlighed så pæn.

Og der er ikke mere du behøver at gøre rent.

Du har gemt dig i din spisekrummekaffe, og minder om et lille såret dyr.

Bodil, bange Bodil, det tager tid at hele så dybe sår.

—

Bitterhedens mørke fugle skreg skræppende henover dit hoved, Bodil.

Men hvorfor i alverden tillod du det - at bygge redde i dit tonede hår.

Bodil, det var godt nok heller ikke fair. Og når man så tænker på, i hvor mange år du var ansat der. Der var ikke en i firmaet der havde forestillet sig, at du ville få det første prik.

Bodil, bitre Bodil, det tager tid at hele så dybe sår.

—

I bunden af din gamle trygge kaffekop, Bodil.

Lå der et tyndt lag kaffegrums.

Der var lige nøjagtig nok til at du kunne læse i det, hvis skyld alting er.

Bodil, gennem afmagtens fedtede lup.

Ser du indvandrere her, komme marcherende herop.

Du ser alle de arbejdssky nasserøve på venstrefløjen, du ser stalinisterne i DR.

Bodil, blinde Bodil, det tager tid at hele så dybe sår.

—

Som når filmen er slut, og folk rejser sig for at gå hjem, og man opdager at man ingensteder har at gå hen.

Var det ikke lidt på den måde du havde det, Bodil.

Den dag din mand slukkede lyset og forsvandt.

Bodil, hvornår sagde nogen sidst til dig, hvor smuk du er.

Ved du overhovedet, hvor dejlig du kan være.

De fine rynker om dine øjne og din mund, fortæller om det menneske du er.

Bodil, smukke Bodil, det tager tid at hele så dybe sår.

Mere.

“I lørdags skrev Karen Thisted, at hun er dødtræt af Kurt Westergaards ‘tåbelige tegninger’, fordi han har bragt andre menneskers liv i fare. Jeg lader den lige stå et øjeblik.

Hvordan kan tegninger bringe andres liv i fare? De er jo bare af papir og tusch, som er ganske ufarligt. Nej, det, der har bragt andres liv i fare, er den politiske intolerance i lande, som ikke vil anerkende, at der er ytringsfrihed heroppe i Danmark.

Karen Thisted tilhører generationen af skræmte og forkælede danskere, der ser den fredelige sameksistens som et mål i sig selv - uanset hvilke idealer vi skal ofre for at få fred. Hun er træt af tegningerne, fordi de skaber ufred.

Og hun står bestemt ikke alene med den holdning. Hun er i godt selskab. FN’s berygtede Menneskerettighedsråd har som mål med Durban II-konferencen i april 2009 at få vedtaget, at religionskritik er racisme og dermed strafbart… Så kan julefreden endelig sænke sig.

Nej, det kan den for resten ikke. For de sidste rester af julen er for nylig blevet forbudt i Saudi-Arabien. Der er nedkaldt en fatwa over tilbedelse af træer og levende lys, der ligesom tegninger af bomber i en turban er udnævnt til en fornærmelse af Islam.

Flere firmaer - bl.a. det fremsynede Ikea -havde set det komme og har allerede forbudt sine ansatte at afholde julefrokost i foretagendet for ikke at fornærme anderledes spisende…

Når ytringsfriheden medfører konsekvenser for den offentlige ro og orden, skal den altså begrænses. Der, hvor vi provokerer andre, skal vi holde op. På den måde får demokratiet og frihedens værste fjender ret. Den, der lader sig fornærme, får sin vilje. Man får altid fred og ro, når man giver efter. Men er vi er parate til at opgive alle vores idealer, alt, hvad vi har kæmpet for? Er roen og freden blevet et mål i sig selv uanset omkostningerne?“

“Camilla Ottsen oplever i disse tider et Nørrebro, hvor forældrene ikke længere tør lade deres børn gå på gaden familier vælger at blive væk. »Det er den tilfældige vold, som er den værste. Drengene spørger, hvorfor det rammer almindelige drenge som dem. Derfor er det utroligt vigtigt, at vi på skolen holder fast i, at konflikten ikke drejer sig om dem,« siger Camilla Ottsen.

Hun mener, at problemerne blandt andet bunder i de store sociale problemer, som Nørrebro slås med. »Bydelen har brug for et socialt løft. Denne her konflikt har intet at gøre med hudfarve. Man ser i stedet konsekvenserne af, at der er blevet skåret i midlerne til det forebyggende sociale arbejde…,« siger Camilla Ottsen.”

Orienterings Hanne Foighel er sideløbende korrespondent for Politiken.

Hanne Foighel, P1: Jean Plantureux mener ikke der kan komme noget godt ud af at provokere de muslimske befolkningsgrupper i Europa… Sagen er, forklarer han, at der er forskel på hvad en muslimsk tegner kan tillade sig, og en ikke-muslimsk kan tillade sig… Han fortæller om en kvindelig tyrkisk tegner, som er medlem af Cartooning for Peace. Hun kan tegne ting om muslimer, om de langskæggede og tørklæderne i sin tyrkiske avis, som vi aldrig ville kunne afsted med i Frankrig, og han nævner også en ældre tyrkisk tegner turhan selçuk, der sidste år tegnede en gris med et slør. Noget der aldrig mere vil kunne forekomme i et ikke-muslimsk europæisk land. Der blev en masse polemik om det i Tyrkiet, men Turhan er stadig i live. Havde jeg tegnet det samme i Frankrig, så ville jeg ikke være i live, siger Plantu… Ingen kan idag tegne som de gjorde inden Muhammedkrisen, inden internettet, vi må tage hensyn til den tid vi lever i, siger han… Verden er i krig, og de fleste chefredaktører er blevet bange for at være kontroversielle. Bare der er et slør på en tegning, beder de om et foto i stedet, siger Plantu. Det betyder på den anden side ikke, at tegnerne ikke kan være kritiske, understreger han…

Jeg begyndte at tegne i 1972, og lige siden har jeg fastholdt at jeg udøver selvcensur. For jeg ved at jeg ikke kan tegne alt hvad der falder mig ind. Jeg kan tegne en masse ting der vil skabe skandale, men vi udøver alle selvcensur i vores journalistiske arbejde… Det er det rene demagogi, at sige vi har ret til at tegne hvem som helst og hvad som helst. Der er grænser for hvad man kan tegne, og det har der altid været.

Den schweiziske Chapatte føler sig ikke fristet til at tegne profeten Muhammed, når han ved at mange føler det er forbudt at afbilde profeten. Spurgt om han vil tegne jesus, tøver han ikke et sekund. Selvfølgelig vil han det… ‘Yes, because this is my culture’… Vi i Vesten har sloges for vores ret til at kritisere religionen, og nu skal tegnerne i den arabiske verden fortælle os hvordan vi kan hjælpe dem, til at udvide deres egen frihed. Det er dem der står i frontlinien og skal udvide deres friheder og tale om religion i den muslimske verden. Det er deres opgave…

Det er som stædige børn, at blive ved med at offentliggøre tegningerne…

“Havde jeg tegnet det samme i Frankrig, så ville jeg ikke være i live”
(Plantu, initiativtager Cartooning for Peace)

“Nu er jeg så dødhamrende træt af tegneren Kurt Westergaard, manden bag tegningen af Muhammed med en bombe i turbanen, at jeg ville ønske, et venligt menneske ville sende ham på pension. Nogen må fortælle ham, at han har fået berømmelse nok for sine talenter, for det er, som om han er gået i selvsving og ikke kan få nok af rampelysets sødme.

Han har kostet Danmark og danskerne så meget besvær og bragt andre menneskers liv i fare med sine tåbelige tegninger. Og om han så ikke går i gang igen med uformindsket styrke…

De fleste mennesker vil kæmpe for retten til at ytre sig, men der er ingen grund til at ytre sig bare for at skade andre mennesker. Jeg garanterer for, at ingen havde lagt særlig mærke til folkeskolelæreren og købmandssønnen fra landsbyen Døstrup i Himmerland -i hvert ikke som tegner -hvis ikke han havde tegnet den bombe.

Og nu kan han ikke holde op -jeg tror, at han er begyndt at betragte sig selv som en stor, provokatorisk kunstner, som ingen kan stoppe.

Når han portrætteres i f.eks. Politiken i denne uge, må han selv stå bag nogle af de meget personlige oplysninger. Og de tyder på en mand, der har store tanker om sig selv og sin baggrund for at fornærme hele den muslimske verden.

De store tanker startede nemlig allerede i den indremissionske søndagsskole, for her fik han en grundlæggende angst for religioner… Det skal vi andre så lide under… Vi trængte skatteborgere har betalt store summer for at pansre Kurt Westergaards rækkehus i Århus…

Kære Kurt Westergaard, jeg beder dig inderligt: Stop nu!”

Mere.

“Og så er det, at jeg ikke kan lade være at spørge mig selv, om Kurt Westergaards Muhammedtegning nu også var så uskyldig, som han selv mener, den var, eller var den i virkeligheden den provokation, som jeg hele tiden har syntes, den var. Man kan i hvert tilfælde godt få sin tvivl, når Kurt Westergaard… causerer på DF’s landsmøde…”

“Siden min seneste klumme om tegneren Kurt Westergaard har den terrormistænkte tuneser, ham som er mistænkt for at ville myrde tegneren, skabt en del ballade. Det hele startede, fordi B. T. kunne afsløre, at tuneseren befandt sig i Århus tæt på Kurt Westergaards hjem… Personligt synes jeg, det hele er Kurt Westergaards egen skyld. Ja, du læste rigtigt. Hvis Kurt Westergaard virkelig er forfulgt af farlige terrorister, hvad fanden laver han så på sin bopæl i Århus? Har han slet ikke for stået hele konceptet med af være forfulgt? Det er noget med at bo mærkelige steder og skifte adresse hver dag…

Grunden til, at dette er min sidste Kurt Westergaardklumme, er, at det er gået op for mig, hvor stor en tosse manden i virkeligheden er, og at det er på tide, at vi boykotter tosserne. Lige fra Kurt Westergaard til hans ligesindede i Dansk Folkeparti og tosserne i det saudiarabiske kongehus, som rejser verden rundt og prædiker religiøs tolerance i et land, hvor man bliver stenet for selv den mindste overtrædelse af religiøse regler. Boykot tosserne i den offentlige debat.”

“Mange socialister udviste naivitet af dimensioner, da de i 70′erne, men også i koldkrigstidens sidste årti, 80′erne, udviste en tro på, at socialismen kunne skabe et helt nyt menneske: Et menneske, som var kendetegnet ved altruisme og for hvem egoisme var fremmed.

Det var disse af stalinismen så fascinerede, der gik ind for, at fællesskabet og dermed staten skulle overtage privatejede produktionsmidler, fremkommet ved enkeltpersoners risikovillighed, visioner, dygtighed og arbejdsomhed.

Med nationaliseringen og udrangeringen af individet var forhåbningen, at en stærk fællesskabsfølelse ville vokse frem og selviskheden forsvinde. Næstekærligheden skulle overtage selviskhedens plads som drivkraft…

Utopien blev til en dystopi. Der blev tvangskollektiviseret og bureaukrater lagde fortænkte og ufleksible 5 års planer, uden skelen til folkets ønsker og behov. Der voksede en ny overklasse og politisk elite op. Anderledes tænkende og talentfulde blev forvist fra det “gode selskab”. Konkurrencen - som i sig selv er et kvalitetsforbedrende element - blev elimineret. Der skulle ydes efter evne og nydes efter behov. Noget der virkelig kunne sløve kvikke hænder og hjerner…

Det såkaldte socialistiske paradis var et forsøg på at danne et uniformt samfund, hvor ingen måtte afvige fra idealbilledet. Alle skulle igennem kødhakkeren og ensrettes og ensliggøres.

Det socialistiske paradis indfandt sig aldrig og det burde ikke overraske…

Fejlen førte til en tragedie og til en stat der frygtede folket og hvor folket frygtede staten, og en angiverstat, hvor alle angav alle for selv at gå fri. Hvilket frit samfund!

Kommunismens fejl var også, at det bedste argument ikke have en chance. Der var ingen demokratisk kultur og kommunikativ proces omkring tilblivelsen af politiske beslutninger… Magten korrumperer som bekendt. Der var ingen fri forskning, ingen opposition, intet civilt samfund, ingen pluralisme og skiftende magtkonstellationer og censuren satte begrænsninger for kunstnerisk virke, kreativitet og frihed.

Kommunismen er ganske vist i knæ, men totalitarisme og tendenser til samme er ikke. Det åbne samfund skal åbenbart altid udsættes for fjender…

De af kommunismen og stalinismen så fascinerede er stadig aktive i samfundsdebatten og politikken. De har mistet deres utopi-projekt, men holder sig ikke tilbage med at fordømme det borgerlige Danmarks frygt for islamismen, som i sit væsen er totalitær og hvor religion, stat og lovgivning er sammenvævet.“

“The problems started when President Klaus – and around 80 other euro-sceptic politicians – attended a private dinner in Dublin on Tuesday evening organised by Declan Ganley, the British-born millionaire businessman whose Libertas group orchestrated the successful “No” vote against the Lisbon Treaty in June. The Irish government knew about the dinner in advance; what they weren’t ready for was what Mr Klaus told reporters afterwards:

“You asked whether it’s part of the protocol or not. Well, I made a point of saying to the Czech journalists yesterday that I take Mr Ganley as a dissident – sort of, sort of dissident – in the EU setting just now, and I am very happy to be part of that. We were quite happy in the communist era when west European politicians were coming to us and met our dissidents at that time. So I’m meeting Mr Ganley in the same style and same way.”

Mr Klaus added that if Mr Ganley’s ambitions to form a political party succeed and he wins a seat in the European Parliament, he would be the first to congratulate him.”

“Jeg så René Toft Simonsen en morgen på tv, hvor hun fortalte om sit fadderskab gennem Plan. Det var tændsatsen for mig. Jeg mener, at næsten alle danskere har råd til at betale 185 kroner om måneden, som oven i købet klan trækkes fra i skat. Den hvide mands hærgen bliver mere og mere synlig, jo mere verden globaliseres. Vi kan næsten ikke tillade os andet end at hjælpe til.“ (Viggo Sommer, musiker)

(formindskede og redigerede)

Mere.

Det der irriterer mig mest i Obama-æraen er euforien over hans retoriske evner, og her må man altså lige klappe hesten. Barack Obama er ikke Bendt Bendtsen, men altså, han er IKKE en stor taler, og præmisset bærer kraftig præg af den historiske kontekst - en ’sort’ mand i Det Hvide Hus. Winston Churchill havde også konteksten med sig, men hans retorik havde allerede dengang en storhed der er milevidt fra Obamas floskler om ‘Change’ - der mangler ganske enkelt dybde, ikke mindst ideologisk. Det havde Churchill, også før 2. Verdenskrig - og det havde Ronald Reagan, længe før han fra en talerstol i Vest-Berlin henvendte sig til ‘Mr. Gorbachov’ og satte tonen: “Tear Down This Wall”.

Herunder en 27 minutter lang tale Ronald Reagan holdt under præsidentvalgkampen i 1964, da han førte valgkamp for konservative Barry Goldwater, der godt nok tabte, men ikke på grund af Ronald Reagan - der et par årtier senere blev præsident og støbte formen til kommunismens sammenbrud.

“We cannot buy our security, our freedom from the threat of the bomb by committing an immorality so great as saying to a billion human beings now enslaved behind the Iron Curtain, “Give up your dreams of freedom because to save our own skins, we’re willing to make a deal with your slave masters.” Alexander Hamilton said, “A nation which can prefer disgrace to danger is prepared for a master, and deserves one.” Now let’s set the record straight. There’s no argument over the choice between peace and war, but there’s only one guaranteed way you can have peace — and you can have it in the next second — surrender.

Admittedly, there’s a risk in any course we follow other than this, but every lesson of history tells us that the greater risk lies in appeasement, and this is the specter our well-meaning liberal friends refuse to face — that their policy of accommodation is appeasement, and it gives no choice between peace and war, only between fight or surrender. If we continue to accommodate, continue to back and retreat, eventually we have to face the final demand — the ultimatum. And what then — when Nikita Khrushchev has told his people he knows what our answer will be? He has told them that we’re retreating under the pressure of the Cold War, and someday when the time comes to deliver the final ultimatum, our surrender will be voluntary, because by that time we will have been weakened from within spiritually, morally, and economically. He believes this because from our side he’s heard voices pleading for “peace at any price” or “better Red than dead,” or as one commentator put it, he’d rather “live on his knees than die on his feet.” And therein lies the road to war, because those voices don’t speak for the rest of us.

You and I know and do not believe that life is so dear and peace so sweet as to be purchased at the price of chains and slavery. If nothing in life is worth dying for, when did this begin — just in the face of this enemy? Or should Moses have told the children of Israel to live in slavery under the pharaohs? Should Christ have refused the cross? Should the patriots at Concord Bridge have thrown down their guns and refused to fire the shot heard ’round the world? The martyrs of history were not fools, and our honored dead who gave their lives to stop the advance of the Nazis didn’t die in vain. Where, then, is the road to peace? Well it’s a simple answer after all.

You and I have the courage to say to our enemies, “There is a price we will not pay.” “There is a point beyond which they must not advance.” And this — this is the meaning in the phrase of Barry Goldwater’s “peace through strength.” Winston Churchill said, “The destiny of man is not measured by material computations. When great forces are on the move in the world, we learn we’re spirits — not animals.” And he said, “There’s something going on in time and space, and beyond time and space, which, whether we like it or not, spells duty.”

You and I have a rendezvous with destiny.“

Mere.

Diverse Obama.

Michael, København : Har Obama tidligere været muslim - og i givet fald, hvornår konverterede han til kristendommen?

Politikens Oplysning: Barack Obama er troende kristen, og det har han været altid ifølge alle interviews.

“Barack Obama vandt valget - han fik over halvdelen af de stemmer, amerikanerne afgav. Men der er adskillige millioner amerikanere, som ikke stemte på den første sorte præsident i USA.

Og blandt dem er der mange, som er decideret fjender af Obama…”

“The Post provided a lot of good campaign coverage, but readers have been consistently critical of the lack of probing issues coverage and what they saw as a tilt toward Democrat Barack Obama. My surveys, which ended on Election Day, show that they are right on both counts.”