11. januar 2005

Arthur Christensen: Fra Samanidernes Tid (1903) & Hofdigtning hos perserne (1905)

Lige en præsentation af et par Arthur Christensen-udgivelser, atter om persisk litteratur – omend han i disse to bøger fortæller noget mere om den kulturelle kontekst novellerne er skrevet i, og således giver os et indblik i iranologens syn på islam som religion og kultur.

   

Fra Samanidernes Tid. Kulturskitser fra Orientens Middelalder udgivet 1903, fortæller om digtningen i Samanide-tiden (9-10. århundrede) – det han betegner som den ‘nypersiske Kulturlivs første Stortid’. Denne periode fremhæves ofte af nutidens apologeter, på grund af dennes videnskabelige landvindinger -herunder oversættelse af de klassiske græske værker. Herunder en række citater:

Saminiderne var tolerante i Trossager, og vi hører ikke under denne Regering noget til saadanne religiøse Forfølgelser, som deres Arvtager Mahmud satte i Gang. Man træffer baade Schiiter og Parsere ved Hoffet.” [s. 19]

“Indenfor Islam var alle Afskygninger repræsenterede i Iran, baade de fire som ortodokse anerkendte Konfessioner, Hanefiternes, Hanbaliternes, Schafiiternes og Malikiternes, og de kætterske Sekter, hvis Tal man regnede til 72 eller 73… Den kætterske Lære, som tiltalte Perserne mest, var dog Schiismen. Den var begyndt som en politisk Bevægelse, en legitimistisk Teori, der hyldede Ali og hans Slægt som de rette Kalifer, medens Omajjader og Abbasider var Usurpatorer, og disse Forestillinger, der stemte saa godt med de gammelpersiske Ideer om Arvefølgende og om Majestætens Hellighed, vandt derfor navnlig Indgang blandt Perserne. Men efterhaanden blev den til en religiøs Tro, der mere og mere udviklede sig til en Forgudelse af Ali og hans Sønner Hasan og Husein.” [s. 20]

“Ogsaa Sufismen hører nærmest sammen med Schiismen. Oprindelig var den en rent ortodoks Retning, hvis Særkende var Askese, Ringeagt for de verdslige Goder paa Basis af Frygten for den strænge, ubarmhjærtige Gud. Men i Iran havde den assimileret sig med gammelpersiske og indiske Elementer, var blevet panteistisk og søgte i Kontemplation og Ekstase Midlerne til den mystiske Etbliven med Guddommen… Sufismen blev i Persien til en filosofisk-religiøs Poesi.[s. 22]

I Paladserne ved Rikestan og Djui Molian levede Emirerne deres epikuræiske Nydelsesliv omgivet af al den Pragt og Luksus, som hører til et orientalsk Hof… En Hærskare af Slaver fyldte Paladset, og hver havde sin Bestilling.” [s. 29]

Det er som sagt paa Andslivets Omraade, at Saminiderne har deres største Betydning. De skaffede den islamitiske Videnskab et nyt Centrum og de skabte en videnskabelig Litteratur paa Persisk… Emirerne havde selv et meget righoldigt Bibliotek.” [s. 32]

“Hvad Orientalere kalder Satirer, vilde vi snarere kalde Pamfleter, da de indeholder mere grov Udskældning end Vid.” [s. 36; note]

Flere citater fra Arthur Christensen: Fra Samanidernes Tid. Kulturskitser fra Orientens Middelalder (1903).

Hofdigtning og Digterhoffer hos Perserne udgivet i 1905, giver en beskrivelse af en litterær disciplin kaldet ‘hofdigtning’, der havde sin storhedstid i starten af 1100-tallet, hvor proffesionelle digter tog arbejde hos diverse øvrighedspersoner. Herunder en række citater:

“Den persiske Poesi er saa godt som ensbetydende med den persiske Skønlitteratur overhovedet. Paa Prosa har man egentlig ikke andre skønlitterære Produkter end Fabler og Æventyr og Smaanoveller af den Art, som vi kender fra ‘Tusind og een Nat’. En Romanlitteratur efter moderne evropæiske Begreber har Perserne ikke. Men der er tillige, hvad Poesien angaar, en Grundforskel mellem den æstetiske Opfattelse i Evropa og i Orienten… Et vist almenmenneskeligt Grundlag kræves naturligvis, men vi forlanger, at Digteren skal gengive Livsbilleder i personlig Belysning, farvet af hans egen ejendommelige Opfattelse; vi maaler Lyrikens Værd ved Intensiteten af den subjektive Stemningsfylde og ved det Held, hvormed Digteren har faaet den rytmiske Form til at svare til Stemningens Karakter. Hos den islamitiske Orients Folk er Opfattelsen en anden. Der er vel tildels et Udtryk for Stemninger, men den er kun lidet individuel, i hvert Fald ikke individualistisk. [s. 1]

“Det er, som man ser, udelukkende Hofdigtningen, der her tages i Betragtning. At denne er kommen til at spille en saa stor Rolle, er i og for sig ganske naturligt. I Orienten var der ingen Forlæggere og ingen litterær Ejendomsret. Man kunde naturligvis digte con amore, men vilde man være Digter af Profession, leve af Poesien, saa var der kun én Udvej: at træde i en gavmild Fyrstes Tjeneste og søge sin Løn – hvad enten det nu var en bestemt Pension eller lelighedsvis Gaver – ved at digte efter Tradition og Mode. Moderne er jo saa fast og uforanderlige i Orienten, at de i Virkeligeheden bliver lig med Tradition. [s. 8f]

“Men den specielt orientalske Opfattelse af Poesien hænger det sammen, at der ikke hos Perserne findes nogen virkelig Litteraturkritik… da Digternes Fortræffelighed udelukkende maales efter den Behændighed, hvormed de behandler de overleverede Former, er det klart, at Kritiken maa blive ganske yderlig og værdiløs. [s. 9]

“Alene det at lære 30,000 Vers udenad, som Nizami-i-Arudhi forlanger af den vordende Digter, kræver jo en efter evropæiske Begreber fænomenal Hukommelse.” [s. 21]

“Ved Satire forstaar forøvrigt Perserne – ligesom Araberne – ikke en vittig Gennemhaanen, men en simpel Opdyngen af Skældsord, helst saa grove som mulig… Vindrikkeri og Erotik forherligedes; dog var der navnlig for det sidste Æmnes Vedkommende megen tom Form heri. De orientalske Samfundsformer lægger jo ganske anderledes Hindringer ivejen for Nydelsen af den forbudne Frugt end de evropæiske. Kærligheden kan, som den optræder i Poesien, enten være rent sanselig eller abstrakt platonisk; man møder enten den elskovsmættede Tilfredshed eller Klagerne over den Elskedes Haardhed og Adskillelsens Kval, men i begge Tilfælde er det kun den rent legemlige Attraa, der skinner frem.” [s. 22f]

“Det er en Poesi, som lader den evropæiske Læser ganske kold fordi der i Reglen ikke er en Gnist af ærlig Følelse bag ved den. Denne overmenneskelige Kærligheds-Forrykthed er ikke bygget paa nogen Realitet. Men de Store, der i rolig Tryghed nød det orientalske Familielivs Glæder ‘bag Forhænget’, har ved Skildringen af al denne Kval følt det samme Velbehag som den, der sidder lunt inden Døre, føler ved at høre Historier om besværlige Vandringer i øde Isørkener…” [s. 24]

“Et særligt Pikanteri ligger der deri, at man ofte ikke er klar over, om Kærlighedens Genstand er en Kvinde eller en ung Mand, idet Pronominerne ‘han’ og ‘hun’ er enslydende paa Persisk, og Betegnelser som ‘vennen (veninden)’, ‘den elskede’ o. desl. er uforanderlige i Køn… Vi ved allerede fra Herodot, at unaturlige Forhold var almindelige hos Perserne, og selv lægger de ikke Skjul derpaa.”[s. 24]

Mand er Maane, Kvinden er en Sky

Skyers Slør os Maanens Lys berøver

Derfor Lykkeligst blandt Mænd paa Jord

Den, som ikke Kvindegunst behøver

[Digt af Anvari]

“Mere graverende er det, naar Khakani i det følgende beskylder sin Svigerfader for Vantro og Kætteri. Den gamle er ikke blot snedig som en Jøde, han er ugudelig som en Kristen, ja han er meget værre end selve Pave Peter.” [om striden på ord mellem Khakani og Abul-Ala; s. 56f]

Flere citater fra Arthur Christensen: Hofdigtning og Digterhoffer hos Perserne (1905).

Oploadet Kl. 12:54 af Kim Møller — Direkte linkSkriv!

No comments yet.

RSS feed for comments on this post.

Leave a comment

Line and paragraph breaks automatic, e-mail address never displayed, HTML allowed: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>

Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper