9. februar 2005

Arthur Christensen: Omar Khajjams Epigram-digte (1920) – nogle notater

Omar Khajjam ( 1048-1122) regnes for en af de allerstørste islamiske digtere, og bedst kendt er hans epigramdigte. Han er derudover også kendt for sit virke indenfor astronomien.

I 1903 oversatte orientalisten Arthur Christensen digtsamlingen Rubaiyat fra persisk til dansk udgivet under titlen Omar Khajjams Epigram-Digte. Udgivelsen indledes med en 22 siders præsentation af Omar Khajjam og den historiske kontekst, hvorefter ialt 150 fireliniede digte leveres stort set uden noteapparat. Udgivelsen er nem at kritisere, forstået således at den i lighed med lignende udenlandske udgivelser ligeså meget er tale om en gendigtning, eller nytolkning af de oprindelige digte. Oprindelige digte, der så igen kan være ændret før vestlige forskere fandt interesse i digtene midt i 1800-tallet. Uanset hvad, så må man da sige det er bemærkelsesværdigt, at der i det 12. århundrede Persien fandtes liberale tanker i forhold til islam, vin og kvinder. På den baggrund er det forståeligt at nutidens apologeter fremhæver persisk poesi og Omar Khajjam, og som jeg læser digtene berører han flere gange det man i religionsvidenskabelige kredse kalder synkretisme. Dvs. religionsblanderi, der heller ikke i Kristenhedens Europa på daværende tidspunkt var god tone.

Først nogle citater fra indledningen:

“… var kun lidet kendte i Europa, da en beslægtet Aand, Englænderen Edward Fitzgerald, ‘opdagede’ ham, fordybede sig i hans Poesi, gjorde sig til ét med den, og genskabte den i et moderne Klædebon.” [s. 6; først oversat af Fitzgerald i 1859]

“Fitzgerald har behandlet Originalen meget frit. Han har taget det halve af et Digt og slaaet det sammen med det halve af et andet, han har spundet et Digt ud til flere eller sammenarbejdet flere et til et…” [s. 7]

“… at Omars Smaadigte nyder stor Popularitet hos hans Landsmænd, hvorom talrige i Teheran, Bombay, Lucknow og Konstantinopel udkomne litograferede Udgaver bærer Vidnesbyrd. Kun Gejstligheden forkætrer ham, som naturligt er.[s. 10]

Kun Slutningskapitlet er af nogen Interesse til Belysning af Omars Personlighed, idet han her med en forsigtighed, som den i Nishapur raadende religiøse Fanatisme gør forstaaelig, tager Stilling til de forskellige religiøse og filosofiske Retninger. Der er først Teologerne, ‘der lader sig nøje med Disputationer og Argumentationer, som beroliger Tanken’, dernæst Filosoferne, som ’søger Kundskab om det guddommelige ved Hjælp af forstandsmæssige Betragtninger i Overensstemmelse med logikens Regler og ikke nøjes med beroligend Argumenter’, men som dog ‘ikke kan fæste Lid til Logiken og derfor sluttelig kommer til kort’. Som en tredje Klasse Tænkere anfører Omar Ismailiterne [‘assasinere’]… Den fjerde og sidste Gruppe er Sufierne, Islams Mystikere, som gennem Kontemplation og Ekstase søger at trænge ind i Gudsmysteriet. Deres Vej er den bedste af alle, siger Omar, men da hele Afhandlingen ikke vidner om nogen særlig Forkærlighed for Sufismen, er det ikke værd at lægge for megen Vægt paa denne Udtalelse… [s. 12f]

“At han var en overlegen Aand, overlegen baade ved sin Kundskab og ved sin Livsbetragtning, derom vidner de bedste Kilder til hans Biografi… Men hos de Fromme havde han jo ikke det bedste Navn, selv om det først er Efterverdenen, der paa Grundlag af hans Digtning har præget den legendariske Forestilling om Omar som den evigtsvirende og spottende, gudsforgaaende Synder. [s. 14f]

“Men der kom onde Tider for Videnskaben… I Fortalen til sin Algebra klager Omar over, at Videnskabens Dyrkere er svundne ind til en lille Skare, der er udsat for alskens Modgang og Plagerier… Snart kom ogsaa den religiøse Fanatisme voldsomt til Udbrud, og det kom til en hel Krig imellem nogle forskellige Sekter. Maaske var det ved den Lejlighed, at Omar Khajjam fandt det betimeligt at lægge sin Rettroenhed for Dagen ved at foretage Pilgrimsrejsen til Mekka. Maaske har han virkelig i Træthed og Selvopgivelse søgt at finde Hvile i Troens Skød. Men Frygt for Spioner gjorde ham ‘uselskabelig’, og da han kom til Bagdad, stængede han barsk sin Dør for de Lærde. der kom for at besøge ham.” [s. 15f]

Et Rubi er en firlinjet Strofe af epigrammisk Karakter. Det kan handle om Livsnydelse, Vin og Elskov, det kan give Udtryk for en – hyppigt bitter – Livserfaring, eller det kan være af filosofi eller mystisk-religiøs Karakter; det skal i hvert Fald rumme en Pointe.” [s. 17f]

Den er ægte Persisk, og et fin formet Rubai hensætter Perseren i en Tilstand af Entuiasme, om han saa har hørt det citeret hundrede Gange før.” [s. 18; om Rubai’en]

“Stoffet er højest forskelligartet, Tankerne ofte modstridende, men disse Digte fremtræder jo heller ikke som Udtryk for en bestemt Livsanskuelse, de gengiver kun Øjeblikkets Stemninger, ofte meed et originalt og sprudlende Temperaments hele Friskhed, til Tider ogsaa i mere konventionel Form.” [s. 19]

“… hans Smag for det overraskende, aandrige og kunstfærdige, hans for al Ordklang lydhøre Øre. Den filosofiske Dybsindighed, jo selv den sorteste Pessimisme bliver en Kilde til æstetisk Velbehag, navnlig naar den hyldes i Metaforernes Klædebon og spækkes med Ordspil og Alliterationer. Digteren Minutchihri synger om, at han for at fuldstændiggøre Velværet vil høre foredraget nogle Vers om Himlens Tyranni og Skæbnens Ondskab og Vilkaarlighed, medens han drikker sin Vin.” [s. 20]

“… har han ikke helt kunnet unddrage sig Konventionernes Indflydelse. Der er meget ægte følt i hans Poesi, men ogsaa en Del Kunstleri, og begge Dele er blandet sammen, amalgameret paa en Maade, som er ægte Persisk.” [s. 20]

“At man siden har forøget den ægte Rubaiyat ved Tilsætninger laante rundt omkring fra, gør intet til Sagen, da Tilsætningerne er holdt i Omars Aand, som er selve den persiske Aand fra Middelalderen – og den persiske Aand fra vore Dage.” [s. 20f]

Herunder nogle smagsprøver på Omar Khajjams epigramdigte :

Dagen gryed. Fra Kroen et Raab
der lød:

‘Hid alle I, som med Tugt og Ære brød!
Til bredfuldt Maal vi fylde vil
vort bæger,
snart fyldes skal vort Livsmaal
af Mester Død.’
[s. 23; 1/150]

Vin jeg drikker, alle Ædle gør
det samme.
Tro ej, Guds Vrede sligt Lapperi
vil ramme.
Gud vidste forud, at jeg vilde
drikke,
og drak jeg ej, blev Guds Alviden-
hed til Skamme.
[s. 25; 6/150]

Saa mangt et Bæger Vin jeg alt
har smagt,
at naar en Gang min Krop i
Muld er lagt,
slaar Vindunst op af Graven, og
gaar én forbi,
han segner sanseløs ved Rusens Magt.
[s. 29; 20/150]

Afgudshus som Kaba er Guds-
dyrkelsens Hal,
Hymneklang toner fra de Kristen-
klappers Skrald.
Magergjord og Kirke og Rosen-
krans og Kors:
Kærnen er den samme bag Sym-
bolernes Skal.
[s. 33; 32/150]

Imedens jeg er ædru, er Glæden
ej fød
,
og fik jeg en Rus, kom Fornuften
udi Nød.
En Tilstand jeg kender mellem
Nøgternhed og Rus,
den Tilstand jeg tjener fuldtro til
min Død.
[s. 35; 36/150]

I Synagoge, i Moské og Kloster-
gaard
ved Tro man Helvedfrygt og
Himmelstræb forstaar.
Men den, som trængte ret til-
bunds i Guddomsgaaden,
ej slige Tankers Frøkorn i sit
Hjærte saar.
[s. 36; 41/150]

At drikke og leve i Munterhed,
saa er min Skik,
at sky baade Vantro og Tro er
min Dogmatik.

En Gave jeg skyldte, da Verden
jeg ægted- Den sagde:
‘Dit lystige Sind i Morgengave
jeg fik.’
[s. 39; 48/150]

Idag er det Fredag, hvorfor da
drikke saa smaat?

lad Smaapægle være og drik drig
rolig en Pot.
Og dersom til Hverdag en Skaal-
fuld du plejer at drikke,
drik tvende idag, thi Fredag er
‘dagenens Drot’.
[s. 42; 58/150]

Jeg er en Synder, som rakker Folk
mig ned,
men tro dem ej, de giver gal
Besked.
Og bryder jeg Loven, saa er det
da kun
ved Kvinder, Vin og unaturlig Kærlighed.
[s. 46; 69/150]

Nej Mufti, min Fortjenste staar
over din!

Er du mon ædru fremfor mig, der
drikker Vin?
Jeg drikker Druens Blod, men
Mandsblod drikker du,
Sig, hvilken Blodtørst er da værst,
din eller min?
[s. 55; 96/150]

Hej Kammerater, skænk mig den
styrkende Vin,
der laaner mit graablege Ansigt
Glans af Rubin.
En Kiste af Vintræ skal gemme
mit Lig,
vasket i Druesaft, svøbt i Ranker-
nes Lind.
[s. 65; 126/150]

Skænkestuens Tærskel med mit
Overskæg jeg fejed.

Godt og Ondt i begge Verdner af
mit Regnskab jeg streged.
Faldt begge Verdner i mit Skød,
de ej tilsammen vejed
saa meget som et Bygkorn, naar
i Rus jeg laa paa Lejet.
[s. 67; 134/150]

Fuld bibliografi: Omar Khajjams Epigram-Digte. Oversatte fra Persisk af Arthur Christensen. Gyldendalske Boghandel, Nordisk Forlag. København, 1920. 79 sider.

Link: Fra The Internet Classiscs The Rubaiyat (Omar Khayyam).

Oploadet Kl. 14:58 af Kim Møller — Direkte link2 kommentarer

2 Comments »

  1. Min personlige favorit er dette vers:

    Når blot i vort hjerte kærlighed har bo,
    ej spørges om islam eller kristentro.
    Er i kærligheds hovedbog vort navn ført ind,
    da lader os paradis og helved i ro.

    Men der er mange gode vers:)

    Kommentar by Thomas Bolding Hansen — 9. februar 2005 @ 19:28

  2. godt, der er masser af ting, der skal huske i verden, men kun et par ting kommer i min som decleration om uafhængighed, som normalt gemmer sig i de hemmelige steder .. men nu er de ….. får på det.

    Kommentar by ægte hår — 16. november 2010 @ 13:15

RSS feed for comments on this post.

Leave a comment

Line and paragraph breaks automatic, e-mail address never displayed, HTML allowed: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>

Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper