23. februar 2005

Arthur Christensen: Hinsides det Kaspiske Hav (1918) – nogle notater

Orientalistikken var overordnet set en meget boglig disciplin, men de fleste danske orientalister foretog alligevel i løbet af deres akademiske liv feltstudier af længere varighed. Iranisten Arthur Christensens tilbragte foråret/sommeren 1914 med at rejse gennem Persien, blandt andet med det formål at indsamle filologisk materiale til danske samlinger. Notater gjort under rejsen blev efterfølgende bearbejdet til bogen Hinsides det Kaspiske Hav, som dog først blev udgivet i 1918 .

Arthur Christensens rejsebeskrivelse er som akademisk tekst flere længder foran C.H. Scharlings Reisestudier fra Ægypten og Palæstina fra 1892, hvad ikke kun grunder i forskningens udvikling i de mellemliggende år. Christensen havde ikke i samme grad som Scharling religiøse antipatier, og tilsigtede efter bedste evne at give en objektiv beskrivelse af det oplevede. Heraf skal man ikke udlægge, at han ikke generaliserede groft, for det gjorde han – hvad vanskeligt kunne undgås perioden og bogens målgruppe taget i betragtning.

Selvom han ikke var i tvivl om Europas overlegenhed, og nødvendigheden af vestlig dominans, så stiller han sig meget kritisk overfor kolonimagterne, og han er i det hele taget pessimistisk overfor forestillingen at om skabe et Persien i Europas billede. Persien er for ham et fremmed eksotisk land, og når han beundrer persernes åndelige ro, har han samtidig kun hån til overs for europæiserede persere. På denne måde er Hinsides det Kaspiske Hav et typisk orientalistisk værk i Saids negative udlægning af ordet, omend han faktisk flere steder påtaler sit fags tendenser til alt for brede generaliseringer.

Fokus er ikke rettet specielt mod islam, men hans reservation overfor ‘demokrati’ i Persien har givet sin grund i persernes kultur og religion. Som en del af rejsens formål kommer han i kontakt med tilhængere af Behaismen, som var (og stadig er) udsat for forfølgelser i Persien (Iran). Omvendt finder han det værd at bemærke at Semnan’erne ikke ligeså fanatiske som anden forsker påstår.

Interessant er de sidste 50 sider omhandlende hjemrejsen, der blev besværliggjort af 1. Verdenskrigs udbrud. Det hele set fra en togkupe med hyppige stop og skiftende rejsepartnere. Her må man rose ham for, at han trods sin generelle illusionsløshed i forhold til Orienten, demokratiet og krigen – alligevel formår at få tankevækkende detaljer med.

Når jeg kalder ham for illusionsløs, hentyder jeg indirekte til hans inspiration fra Oswald Spengler og den generelle pessimisme i denne tid. Hvad igen kunne siges, at være en følgevirkning af de vestlige kolonimagters stadig større problemer med at fastholde hegemoniet.

Herunder en række citater fra bogen:

Kaukasus byder paa den vidunderligste Folkeblanding. Folkevandring efter Folkevandring er passeret her forbi i Aartusinders Løb, og hver Gang er Rester blevne tilbage i de uvejrsomme Bjærge. Man finder her Sprog, der ikke har Tilknytning til andre levende Sprog i Europa og Asien.” [s. 15f]

“Saaledes er den klassiske persiske Digtning mer eller mindre gennemsyret af Sufisme, og med den klassiske Poesi har den sufiske Aandsretning bevaret sin Magt over Sjælene lige til vor Tid. For den, hvem Bogstavtroen ikke tilfredsstiller, er Sufismen altid tilrede til at byde en dybere, æstetisk og intellektuelt mere lokkende Forklaring på Livet. Allerede tidlig har Sufismen indfanget det i Orienten ældgamle Dervishvæsen og gjort det til et Udtryk for sin Livsanskuelse og Livsform.” [s. 34]

“Iøvrigt havde han mere Sympati for Englænderne end for Russerne. Englænderne var i hvert Fald et ‘civiliseret Folk’. Det har sin psykologiske Interesse at studere en Type som Salar-i-Ashraf, i hvem Orientens og Occidentens Indflydelse brydes. Ved en overfladisk Betragtning var det orientalske ikke meget fremtrædende hos ham. Han havde et europæisk Væsen og europæiske Vaner, talte Fransk og Tysk og jugerede som en Europæer om dagligdags Emner. Men paa Bunden laa stadig Orientaleren. Kom Samtalen ind paa dyberegaaende Spørgsmaal, saa ræsonnerede Salar-i-Ashraf som en Perser. Han hyldede i det Konkrete Livsglæden og beundrede Skønheden i alle Skikkelser, ikke mindst i Kvindens, men han var parat til at akceptere i det Abstrakte enhver pessimistisk Livsanskuelse, der hævdede Tilværelsens Værdiløshed.” [s. 42]

“Der findes intet Punkt i Byen selv eller dens nærmeste Omegn, hvorfra man har Overblik over Staden; det skulde da være fra Toppen af en Minaret, og dér kommer de Vantro ikke.” [s. 58]

Men han havde en Fejl, og den var ægte orientalsk: han havde intet Begreb om Tidens Værdi. Han kunde komme til mig en halv, eller halvanden eller tre Timer efter den aftalte Tid…” [s. 72; om en perser forfatteren havde daglig kontakt med]

“Et lille Aftenselskab fandt Sted hos Fru Hadviger midt i April. Jeg var inviteret ligesom Hotellets øvrige faste Gæster. Det var den teheranske Europæerkolonis ejendommelige, kosmopolitiske Selskab, jeg her stiftede et flygtigt Bekendtskab med, Folke fra alle Kanter af Verden, rystede sammen i en Udlændighed, der vistnok for de flestes Vedkommende mere eller mindre var parret med Lede og Skuffelse, Folk, for hvem det individuelle Fædreland er traadt i Baggrunden for det fælles Fædreland: Europa, og for hvem Skellet ikke længere staar imellem nationale Egenheder, men mellem de to Kulturverdener, Europa og Orienten. Den eneste Repræsentant for Orientens Verden, der befandt sig i dette Selskab, var selv halvvejs Kosmopolit; det var Salar-i-Ashraf.” [s. 81]

“Orientalsk Musik bliver, naar den serveres med europæisk Sauce, hverken Fugl eller Fisk. Monotonien og Enkelheden udgør netop Charmen ved denne Musik, som, nydt i orientalske Omgivelser, virker til at gøre det ejendommelige Totalindtryk af østerlandsk Liv, Aand og Tanke saa intensivt. [s. 84f]

“… den Rejsende er henvist til at tilbringe Nætterne i Karavanserajerne, hvor der kun stilles en tom Celle til hans Raadighed, saa maa han selv sørge for Resten, ogsaa for Tilberedningen af sin Mad. Derfor er en Tjener ligesaa nødvendig for en Europæer paa Karavanrejse af Hensyn til hans Bekvemmelighed som af Hensyn til hans Prestige som Europæer…” [s. 87]

“Europæiske Rejsende har talt og skrevet meget om Fanatismen hos disse Meshhed-Pilgrimme, om Karavanserajer, hvor Europæere blev afviste, fordi de fromme Valfartsrejsende ikke vilde bo under Tag med dem, o. s. v. Jeg kan kun sige, at jeg for mit Vedkommende ikke har haft noget Tilfælde af den Art og overhovedet aldrig mødte Fanatisme eller fjendtligt Sindelag hos Meshhed-Pilgrimmene. En Aften kom en saadan Pilgrim paa et Karavanseraj hen til mig og overrakte mig med en høflig Selam et Stykke Nabat (en Slags hvid Kandis), som var indviet i Helligdommen i Meshhed, og som derfor skulde bringe mig Lykke. Han fik en Kran for sin Opmærksomhed og fjærnede sig under mange Velsignelser.” [s. 105]

“Jeg havde kun mødt Forekommenhed hos Høje og Lave og ikke set det ringeste til den religiøse Fanatisme, som Bricteux klager over i sin Beretning fra Semnan. I Viceguvernøren, Hadji Hishmet, der forøvrigt, efter havde jeg erfarede, kunde glæde sig ved almindelig Folkeyndest, havde jeg truffet en Mand, der forenede alle de bedste Egenskaber hos Perserfolket, Egenskaber, der ikke er saa helt sjældne, som man kunde tro efter mange overfladiske Rejseskildringer fra Solens og Løvens Land: Gæstfrihed uden Prætentioner, Tjenstvillighed uden Bagtanker og udøvet med fin Takt. [s. 122; om opholdet i Semnan]

“En oplyst Muhammedaner, Mahmud Mirza, som jeg siden skal omtale nærmere, sagde til mig, at hvis en Mand stod offentlig frem og bekendte sig til Behaismen, vilde enhver, der erklærede sig for en troende Shiit, have Ret til at dræbe ham paa Stedet, og der var al Sandsynlighed for, at hans Forvovenhed faktisk vilde koste ham Livet. Behaierne tolereres i Stilhed, men officielt eksisterer deres Lære ikke.” [s. 128]

“… Al Religionskrig fordømmes ligesom Forestillingen om rituel Urenhed ved Omgang med Anderledestroende. Babs Lære er en besynderlig Blanding af gammelt og nyt, islamitiske og zoroastriske Ideer, gammelorientalsk Talmagi og moderne europæiske Humanitetsideer, blandt hvilke dog Tolerancen har sin Begrænsning… men hvori jeg for mit Vedkommende kan kun se en ret barnlig Efterligning af Koranen. [s. 131; om Behaismen]

“Som bekendt blev dette Mord først falskelig tillagt Babi-Behaierne, hvad der gav Anledning til Forfølgelser mange Steder. Fængselsdirektøren traadte nu ind i den Celle, hvor Mirza A.s Fader og Broder sad, og stillede dem Valget mellem at dø eller at forhaane Abd-el-Beha. Faderen afslog trods gentagne Opfordringer at forhaane sin Mester, og tilsidst skar man Hovedet af ham. Derefter kom Turen til Drengen. Han erklærede, at selv om hans Fader havde villet forhaane Abd-el-Beha, vilde han dog aldrig gøre det. Direktøren befalede at kvæle Barnet. Man snørede hans Hals til. Han var imidlertid ikke død og kom til sig selv igen. Direktøren sagde til ham: ‘Du har prøvet, hvor haardt det er at dø. Vil du nu forhaane Abd-el-Beha?’ Men Drengen forblev standhaftig. Saa skar man Hovedet af ham. – Endnu i Muzaffer-ed-Din Shahs Tid (1896-1907) fandt der i Jezd en Forfølgelse Sted, hvorunder omtrent 150 Behaier blev dræbt under svære Pinsler. Behai-Kvinder blev, fortalte Mirza A. nøgne anbragt paa Bagerovnes Riste og levende stegt.

“Overhovedet hævdede han, at Behaismen havde frigjort sig for Fordomme, og som Eksempler paa Fordomme, som ‘alle intelligente Mennesker anerkendte som saadanne’, nævnede han National- og Racefølelse. Dertil bemærkede jeg, at der dog i Nationalfølelsen var noget mere end blot Fordom, idet al Kultur, hvor universelt den end kunde udvikle sig, nødvendigvis maatte have Rod i en bestemt Nationalitet, men det lykkedes mig næppe at overbevise ham. [s. 142]

“Jeg svarede dertil, at efter min Mening krævede hver Tidsalder visse bestemte Egenskaber hos et Folk, for at det kunde gøre sig gældende, og at de Egenskaber, som den nærværende Tid krævede, var: Metodiskhed i Tanke og Virke, Arbejdsenergi og Sans for Økonomisering baade med Penge, Kraft og Tid; det var de Egenskaber, som havde skaffet den europæisk-amerikanske Verden Overvægt. Mahmud Mirza var optimistisk nok til at tro, at Perserne vilde være i Stand til at udvikle den Art Egenskaber, og jeg fandt ingen Grund til at mistrøste ham. [s. 152]

“Resultaterne af Belgiernes Arbejde vilde, mente han, aftvinge alle upartiske Iagttagere Anerkendelse til Trods for den Uvilje, som Belgierne mødte hos Persiens Befolkning. Der var paa alle de administrative Omraader store Vanskeligheder at overvinde, og Perserne var et utaknemmeligt Folk at arbejde for. Hr. Molitor skar alle Persere over én Kam; de var høflige og elskværdige i privat Omgang, men frygtelige at have med at gøre i Forretninger. De bar Nag til dem, der vilde bringe Orden i deres Sager, og de var fulde af Mistænksomhed.” [s. 157]

Jeg kan ikke underskrive denne Dom, skønt jeg indrømmer, at mangt et Træk hos Perserne virker stødende og i Længden irriterende selv paa den, der møder med den bedste Vilje til at forstaa dem. Det almindelige Indtryk af Befolkningen i en persisk By er ikke tiltalende. Der ser ud, som om ni Tiendedele af Befolkningen bestod af Lazzaroner, pjaltede, lurvede Dagdrivere, der skraaler uharmonisk op, Hundeplagere fra Barnsben. Personlige Æresbegreber synes ligesaa lidet udviklede som Renlighedssansen.” [s. 158; kommentar til Molitors påstande om persernes uhæderlighed]

“… Alligevel overdrives Persernes Uhæderlighed i Handel maaske nok noget af de Fremmede, ganske simpelt fordi de Fremmede naturligvis i ganske særlig Grad maa holde for. De er jo for det meste et let Bytte, og desuden hersker blandt Menigmand i Persien den Opfattelse, at Gud har skabt de Vantro til de Troendes Fordel, og selv om Snyderi og Bedrag ikke er den heldigste Ballast at bringe med sig over i det Hinsidige, saa tæller Bedrageri overfor en Vantro ikke med. Alt i alt har mine Erfaringer angaaende persisk Gennemsnitsmoral ikke været altfor ugunstige. Jeg har truffet ikke saa faa brave og hæderlige Persere fra de forskelligste Samfundslag. Men den overalt raadende ‘laisser alle’, Hangen til Driveri og Mangelen paa Præcision og Sans for Tidens Værdi tillader mig ganske vist ikke at nære store Forhaabninger om Muligheden for en Regeneration af det persiske Folk.” [s. 159]

“Skulde noget holde Maal med den indre persiske Politik i Henseende til Skrupelløshed i Valget af Maal og Midler, saa maatte det være den europæiske Politik overfor Persien.” [s. 163]

“Det gamle System, der kaldtes Absolutisme, var bygget paa den ene simple og letfattelige Grundsætning, at den, der blev anbragt ved en Ende af Statsstyrelsens Bord, skulde tage for sig af Retterne efter bedste Evne, og det nye System, der hedder Konstitution, er bygget paa nøjagtig det samme Princip.” [s. 174; med udgangspunkt i det persiske eksempel]

“Da Tyrkiet i Efteraaret 1914 var blevet draget med ind i Krigen, lod Sultanen dekretere den ‘hellige Krig’ mod nogle kristne Magter med Udelukkelse af andre, hvad der egentlig var uforeneligt med den ‘hellige Krig’s Begreb.” [s. 189]

“I Samarkand som overalt i Tyrkestan ligger den russiske By [bydel] adskilt fra den orientalske.” [s. 224]

“Da jeg fra Udsigtshøjen vilde tage et Billede af Shah-i-zinda, gik vor Tadjik-Fører til Side og stillede sig med Ansigtet mod Muren. Det var første Gang jeg traf paa denne hos mere primitive Folk saa almindelige Frygt for at blive fotograferet, idet man ved at tage en Persons Billede berøver ham noget af ham selv, af hans Sjæl.” [s. 230]

Ved Middagstid erfarede jeg af mine tyske Medrejsende, at Tyskland havde erklæret Rusland Krig. Saa var den europæiske Krig da brudt løs og det store Vanvid begyndt. Fra dette Øjeblik blev Scenerne paa Banegaardene alvorligere. Af Krigsbegejstring mærkedes ikke Spor. Paa en af Stationerne genlød et helt Grædekor af Bønderkoner og unge Piger. I Rjazhsk fulgte en dybt nedbøjet, grædende Moder sin Søn til Toget. Regnen strømmede ned.” [s. 239]

“Russerne havde været fem Dage undervejs fra Berlin og klagede i høje Toner over den brutale Behandling, de havde faaet i Tyskland, hvorfra de var blevne udvist med 24 Timers Varsel. Samtalen udartede til et livligt Skændsmaal mellem vore Tyskere og Russerne i det andet Tog, men da det fremmede Tog dampede af, svingede man med Lommetørklæderne og ønskede hverandre lykkelig Rejse. Vi havde vistnok i det Øjeblik alle en Fornemmelse af, at Krigen var en meningsløs Anakronisme. [s. 245]

“I Dagens Løb mødte vi det ene fuldt pakkede Tog med hjemvendende Russere efter det andet. Svenskerne havde udfoldet en overordentlig Hjælpsomhed overfor de mange nødlidende Rejsende. Overalt havde man indsamlet Penge til at købe Levnedsmidler for, og ved alle Stationer mødte unge Piger med Madpakker og Drikkevarer til Uddeling blandt Flygtningene. Og man gjorde i saa Henseende ingen Forskel paa Russere og Tyskere. Det var et Udslag af rent menneskelig Medfølelse. Vi befandt os i et neutralt Land, hos et neutralt Folk med neutralt Sind, hvor saa end Sympatierne var. [s. 247]

“Hvor mange af de smaa, stille Menneskeverdener, som jeg paa min Omflakken havde haft Lejlighed til at kaste et Blik ind i, har Krig og Revolution vel splittet og knust? Jeg ved intet derom, har intet hørt og intet erfaret. Lidet vejer Menneskeskæbner i disse Tider. [s. 247; bogens afsluttende kommentar]

Flere citater fra Arthur Christensen: Hinsides det Kaspiske Hav (1918).

Oploadet Kl. 14:02 af Kim Møller — Direkte linkSkriv!

No comments yet.

RSS feed for comments on this post.

Leave a comment

Line and paragraph breaks automatic, e-mail address never displayed, HTML allowed: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>

Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper