24. maj 2005

Arthur Christensen: Det gamle og det nye Persien (1930) – nogle notater

Set i forhold til Johannes Østrup, må iranologen Arthur Christensen siges at have et bedre forhold til den arabiserede islamiske verden, hvad givetvis skyldes hans fokus på Persien – der i sin storhedstid kulturelt set var fjernt fra islams kerne. I 1930 udgav han som en del af serien Folkelæsning oversigtsværket Det gamle og det nye Persien som giver et overblik over Persien (Iran mv.) fra den spæde oldtid frem til 1930 blandt andet med fokus rettet på koloni-tiden.

Den historiske udvikling gennemgås kronologisk, og der fortælles blandt andet om arabernes erobring af Persien – og islamiseringen af landet. I forhold til moderne tid, må man sige at Christensen er positivist. Han mener at europæiseringen ikke kan stoppes, og mente allerede (i 1930) at han kunne konstatere at de gejsteliges tag i befolkningen var vigende. Den nationale mentalitet var under en revolution, som kun kunne ende med parlamentarisme, som dog i en rum tid fremover ville være underlagt lokale forhold. I forhold til Englændernes indflydelse er han særdeles positiv, om end han dog godt kan følge den lokale kritik. Overordnet, selvom det nedtones retorisk – så må man sige at han bifalder det kerne-orientalistiske [jvf. Saids Orientalism, 1978] synspunkt at orientaleren ikke evner at regere selv, og således må regeres.

Når man tænker på Østrups samtidige beskrivelser af muslimernes folkekarakter, så må man sige at Arthur Christensen er noget mere nuanceret. Han afviser ikke at muslimerne eller perserne har fælles træk, men tager store forbehold – og det er tydeligt at racebegrebet hos ham er under afvikling.

Med hensyn til udviklingen efter bogens udgivelsestidspunkt, må man sige at forfatteren tog fejl. Det lykkedes ikke at europæisere landet mere, end at det små halvtreds år efter stadig var grobund for at Ayatollah Khomeini-islamismen kunne tage magten i landet. Andre vil sikkert give en anden tolkning, men for undertegnede står det som indikation på at islam og demokrati til stadighed er modsætninger. Den vestlige parlamentarisme kan måske nok overleve i perioder, men de ‘rettroende’ lurer latent i baggrunden, og de vil med fordel kunne udnytte demokratiets svagheder til egen fordel.

Herunder en række citater fra bogen:

“Vinstokken trives godt paa Skrænterne ved Foden af Bjærgene, særlig i Egnene om Kazvin, Isfahan og Shiraz. Perserne har aldrig taget Koranens Vinforbud højtideligt. [s. 13]

“Hele den persiske Højslette er saa at sige skovløs, hvorfor soltørret Ler er det almindelige Byggemateriale. Lerhusene er imidlertid lidet holdbare, og da det ikke lønner sig at reparere dem, bygger man et nyt Hus, naar det gamle ikke mere er tjenligt til Ophold, og lader dette smuldre hen. Derfor møder Øjet forladte Ruiner overalt i Landet.”

“Perserne kalder sig selv Irani, Iranere. Ordet ‘Iran’ gaar tilbage til en ældre Form Arjan; det er det gamle Arier-Navn, som Persernes og Indernes fælles forfædre tillagde sig selv. Man bruger – eller misbruger – i vore Dage ofte Betegnelsen ‘Ariere’ som Fælles-Navn for alle de saakaldte indoeuropæiske Folk, og der er navnlig i tyske, antisemitiske Kredse blevet drevet megen Svindel med det fantastiske Arier-Begreb. I Virkeligheden er ogsaa Forestillingen om en indoeuropæisk ‘Race’ et Udslag af Begrebsforvirring, idet man blander sproglige og antropologiske Forhold sammen. [s. 20f]

“At trække en Nations Karakter op med nogle faa Streger er altid en mislig Sag; i Særdeleshed skal man være varsom med at akceptere de psykologiske Skildringer af orientalske Folk, som Turister og Forretningsmænd er rede til at fremsætte efter ofte flygtige og ensidige Iagttagelser.” [s. 22]

“Det er nu for det første forestaaeligt, at Aarhundreders Undertrykkelse og elendige Levevilkaar hos store Dele af Befolkningen har kunnet avle lidet tiltalende Karakteregenskaber, men for det andet vil man let kunne konstatere, at Europæernes Dom over Perserne gennemgaaende falder haardest ud, jo kortvarigere deres Iagttagelser er, og jo mindre de er i Stand til at tale med Befolkningen paa deres eget Sprog. For de Vesterlændere, der er ansat i ledende Stillinger i Reformarbejdet i Persien, er det mange Gange, selv om de taler Sproget, vanskeligt at trænge indt til den egentlige Kærne i Folkekarakteren; de repræsenterer Myndighed og Orden, og i Myndighed og Orden har Perserne længe været vante til at se fjendtlige Begreber. [s. 22f]

Sandhedskærligheden er ikke stærkt udviklet hos Gennemsnitsperseren. Han har altid en Nødløgn parat. Ofte lyver han ogsaa uden egentligt Nytteformaal, dels af en indgroet Trang til at skjule sin Meninger og Hensigter, dels af Høflighed.” [s. 24]

“At Talen tjener til at skjule Tanken gælder ikke mindst hos Perserne. Men der er ogsaa i persernes høflige Væsen et Moment af mild Menneskelighed, som ikke bør underkendes; det er ikke blot falske Talemaader altsammen. Gæstfrihed hører ogsaa til Persernes bedste Egenskaber. Handelsmoralen – eller Handels-Umoralen – har andre Former i Østen end i Vesten. Man skal vænne sig til den orientalske Pruttehandel og være paa sin Post overfor de Forsøg paa at pudse de Naive… Men alt i alt er en den persiske Handelsstandart maaske ikke saa meget ringere end den europæiske. Og det gælder forøvrigt den borgerlige Hæderlighed i Almindelighed. Med politisk og offentlig Moral er det en anden Sag; her har Aarhundreders Synder fra oven desværre kun altfor grundigt forkvaklet Begreberne. [s. 25]

“De er mistænksomme overfor Motiver til menneskelige Handlinger, og deres Livsopfattelse er gennemtrængt af en intellektuel Pessimisme… Vi er et usselt Legetøj i Hænderne paa den ubøjelige Skæbnemagt, og det ubønhørlige ‘Hjul’, der ruller følelsesløst ad sin Bane, knusende under sig Slægt efter Slægt…[. 27]

“Perseren beundrer Lærdom og Kundskaber; han er lærenem, men har endnu vanskeligt ved at tilegne sig den Stringens i Tænkningen og den kritiske Evne, der er Forudsætningen for videnskabeligt Virke i moderne Forstand. Gennem Aarhundreder har den metafysiske Spekulations Hjærnespind lokket ham fremfor den tørre, nøgterne Videnskabelighed, der ikke taler saa stærkt til Fantasien.” [s. 27f]

“… Folkeaand er et flydende Begreb. Der er dybtgaaende Tendenser, som spores gennem alle Omvekslinger, og der er Tendenser, som mere beror paa ydre Forhold, og som skifter med Tiderne, og det er vanskeligt at skelne det forbigaaende fra det varige.” [s. 28]

“… Tilhængere af Zarathushtras (Zoroasters) gamle Tro, der var Statsreligion i Persien i Oldtidens sidste Aarhundreder. Under de vanskelige Forhold, som Islams Fremtrængen beredte Bekenderne af den gamle Tro, udvandrede mange Zarathustriere til Indien, hvor den største zarathushtriske Koloni i vore Dage lever i Bmobay og Omegn. [s. 32]

“… de har gennem Aarhundrederne haft en meget fortrykt Stilling og har maattet taale mange Ydmygelser.” [s. 32; om zarathustrier]

“Kawadh sluttede sig nemlig til en manikæisk Sekt, der lededes af Mazdak, og som forfægtede en religiøs betonet Kommunisme med Ejendoms- og Kvindefællesskab.” [s. 49]

“… Araberne stod foran Rigets Porte, opflammede af religiøs Begejstring og verdslig Byttelyst.” [s. 50]

“Tilhængere af Zarasthrushtras Religion regnedes ligesom Jøder og Kristne for ‘Besiddere af en hellig Skrift’ og havde som saadanne Ret til at beholde deres Tro mod at erlægge en bestemt Personsskat til de arabiske Herrer.” [s. 52]

“… men materielt vegeterede Zarathrushtrismen under fattige Kaar. Fordelene ved at antage Islam var for store: Skattefrihed i Islams ældste Periode og indbringende Embeder under det arabiske Styre, som overhovedet ikke kunde administrere uden de med Land og Folk og de gamle Forvaltningstraditioner kendte Persere.” [s. 52]

“Paa en Maade kan det siges, at Abbasidekalifatet var en Genoplivelse af Sasanideriget i islamitisk Forklædning… I denne Periode blev det opblomstrende islamitiske Aandsliv ganske overvejende baaret af Ikke-Arabere og da navnlig af Persere, skønt det Sprog, hvorpaa de skrev, var Arabisk. I Historie, Naturvidenskab, Filosofi, ja endog i islamitisk Teologi, arabisk Sproglærdom og arabisk Digtning møder vi persiske Navne. Muhammedanske Persere oversatte og bearbejdede Pehlevisskrifter fra Sasanidetiden. Og Perserne var sig deres kulturelle Overlegenhed bevidst.” [s. 53]

“Ved siden af den konventionelle Hofpoesi havde der udviklet sig en mystisk-religiøs Digtning, som var knyttet il den religiøse Aandsretning, man kalder Sufismen.” [s. 57]

I retslig Henseende stilledes Anderledestroende paa vigtige Punkter ringere end Shiiterne; de kunde ikke vidne imod en Shiit, og de kunde ikke tage Arv efter en Rettroende, medens denne vel kunde arve en Vantro. Disse Bestemmelser aabnede Døren for alskens Uretfærdighed. I Spørgsmaal, der angik Troen, var der egentlig ingen Retsbeskyttelse for Ikke-Rettroende. [s. 65]

Shiismen er da i det hele en utaalsom Religion. Skønt Shiiterne er betydelig mindre strænge i Opfyldelsen af deres kultiske Pligter end Sunniterne og tager mange af Profetens Paabud og Forbud – bl. a. Forbudet mod at afbilde levende Væsener og navnlig Vin- og Spiritusforbudet – saare let, er de mere intolerante. Hos Perserne ligger religiøs Fanatisme og Fritænkeri tæt op ad hinanden.” [s. 66]

“Han var unægtelig en betydelig Feltherre og en kraftig Hersker og tillige en Asket, der foragtede Pomp og Pragt, men iøvrigt var et umætteligt Had til enhver Modstander og en bestandig lurende Ondskab mod næsten alle, med hvem han kom i Berøring, de fremtrædende Træk hos denne Mand, hvis rynkede, sammenbidte Ansigt med de stikkende Øjne røbende hans Grusomhed. Den haardt saarede Lutf Ali Khan, der var faldet i hans Hænder, lod han blinde, gilde og underkaste daglige Pinsler i tre Maaneder, inden han gjorde en Ende paa hans Liv… Georgien, der stod i Pagtforhold til Rusland, blev erobret og 20.000 unge Mænd og Kvinder ført bort til Slaveri i Persien. [s. 75; om Agha Muhammed]

Religionskrige fordømmes ligesom Forestillingen om Anderledestroendes rituelle Urenhed. Men egentlig tolerant er Bab ikke; naar hans Lære er bleven herskende, skal Ikke-Troende ikke taales paa de Troendes Landomraade, undtagen naar det drejer sig om Købmænd, hvis Virksomhed er de Troende til Nytte.” [s. 8; om babi-religionen]

“I 1850 henrettedes Bab i Tabriz. Urolighederne fortsattes en Tidlang rundt omkring og undertryktes med megen Grusomhed. Et babitisk Attentat paa Nasir-ud-Din Shah, der fandt Sted i 1852, gav Anledning til en Masseslagtning af Babier i Teheran under rent ud djævelske Torturer, en af de hæsligste Episoder i Persiens nyere Historie.[s. 89]

“Saaledes genfandt man Korruptionen overalt, i Militæret som i Civiladministrationen og i den gejstlige Verden. Resultatet var, at Landet langsomt affolkedes, offentlige Bygninger, Moskeer, Karavanserajer, Broer og andre almennyttige Indretninger forfaldt, fordi de Penge, som lejlighedsvis anvistes til Istandsættelse og Nybygning, blev hængende i Lommerne paa de Embedsmænd. der havde med Sagerne at gøre. Ikke mindre betænkelige var de moralsk Virkninger… Retsplejen var helt igennem gammelorientalsk.[s. 99f]

“I Shiraz skulde elleve Røvere paa én Dag mures levende inde i hule Piller. Banden bestod egentlig af tyve Mand, men de ni var straks undsluppet ved Bestikkelse. Da Fangerne før Dagens Frembrud blev ført til Retterstedet under Bevogtning af et Par hundrede Soldater, slap én af dem bort, idet en af hans Venner betalte Overbødlen en god rund Sum. For nu at faa Tallet fuldt, greb man en tilfældig forbipasserende Lastdrager og stak ham ind i de Dødsdømtes Rækker. Heldigvis for ham blev han genkendt af flere Personer, og Bødlerne blev nødte til at lade ham løbe. De ti, der var tilbage, blev saa anbragt hver i sin Pille og deres Hoveder muret til med Kalk.” [s. 101]

“At begge de kontraherende Parter i de indledende Bemærkninger til Overenskomsten forpligtede sig til at respektere Persiens Integritet og Uafhængighed, var et udslag af den ikke-tilsigtede, dystre Ironi, som saa ofte har præget Stormagters Politik overfor orientalske Stater. Man gjorde sig ikke den Ulejlighed at tage Persien med paa Raad i Sagen. Madjlis fik overhovedet ikke noget at vide om det hele, før Overenskomsten d. 4. September blev offentliggjort i den teheranske Presse, thi, som en af de persiske Deputerede sagde i Forsamlingen, ‘naar plejer man at spørge Kyllingen, der skal steges, med hvilken Sauce den ønsker at serveres?’ [s. 124f]

“Det var Mændene fra det gamle Styre, der stadig gik igen. Den gamle Despotisme var bygget paa den almenfattelige Grundsætning, at de Personer, der blev anbragt ved Kødgryderne, skulde tage for sig af Retterne efter bedste Evne, og det nye Forfatningsstyre fulgte det samme Princip. Det syntes knap Umagen værd at gøre Revolution for at opnaa en Forandring, der betød saa lidt.” [s. 138]

“Om man vilde kalde det ‘Protektorat’ eller ej, kunde til syvende og sidst være ret ligegyldigt, naar Realiteten var den, at England alene raadede over Persiens Finanser og Hærvæsen og forøvrigt paa Persiens Bekostning kunde anbringe sin Raadgivere i enhver Gren af den persiske Stats Forvaltning, hvor det maatte ønske det.” [s. 155]

Vel blev det snart klart, at der ikke var nogen Jordbund for Bolshevisme i Persien [som Rusland i 1917 havde antaget]. Arbejderklassen her var ikke socialistisk organiseret og følte ingen Trang til en saadan Organisation; de dannede Klasser var vesteuropæisk orienterede og utilgængelige for kommunistisk Propaganda, og for Mullaerne var Bolshevismen et fordømmeligt Oprør mod alle guddommelige Love.” [s. 171]

“De Resultater, som allerede er naaet i Løbet af det korte Spand af Aar, der er gaaet siden den nye Reformperiodes Begyndelse, maa aftvinge Respekt. Men med alt dette staar der saare meget tilbage, inden Persien kommer nogenlunde paa Højde med Europa i moderne udvikling.[s. 183]

“Et socialt Spørgsmaal af gennemgribende Betydning, vel det vigtigste af alle, er Kvindens Frigørelse. Her støder Reformvennerens Iver imod de religiøse Fordomme. Det ydre Symbol paa Kvindens sociale Underlegenhed er Sløret, Tchader, det Klædningsstykke, der tilhyller Kvinden fra Isse til Fod, saasnart hun viser sig udenfor Haremets Forhæng. I de ledende Krese er der utvivlsomt Ønske om at faa Sløret afskaffet, men Modstanden fra Mullaernes og de af de religiøse Forestillinger ledede brede Lags Side er endnu saa stærk, at man maa gaa forsigtig tilværks.” [s. 184f]

“Indførelse af de nødvendige Reformer er én Ting, Ændringen af et helt Folks Mentalitet er en anden og uendelig vanskeligere Sag, og dog er en saadan Ændring nødvendig, om Reformerne skal virke og Fremskridtsudviklingen fortsættes.” [s. 188]

“Som Mussolinismen i Italien søger Tilknytning til det gamle Romerriges Traditioner, saaledes sværmer Perserne nu for de store Tider i deres Lands gamle Historie, særlig for Sasanidernes Tid… Man kritiserer ikke højlydt Islam, men der er frit Slag, naar man gaar løs paa Arabernes Indflydelse paa Persiens Kulturliv, hvad der i Virkeligheden saa nogenlunde kommer ud paa ét. [s. 189]

“Men Ligegyldigheden for Religionen er mere end blot et Overklassefænomen. Den æder sig stadig dybere ned i Befolkningen.” [s. 193]

“Men Perserne har allerede saa ofte før, naar de tilegnede sig fremmede Kulturelementer, forstaaet at indsmælte dem i deres egen Folksjæl og lade dem befrugte deres egne Kulturtraditioner og bringe dem til ny Blomstring og det kan vel ske en Gang endnu.” [s. 195]

Flere citater fra Arthur Christensen: Det gamle og det nye Persien (1930).

Oploadet Kl. 19:48 af Kim Møller — Direkte linkSkriv!

No comments yet.

RSS feed for comments on this post.

Leave a comment

Line and paragraph breaks automatic, e-mail address never displayed, HTML allowed: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>

Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper