24. oktober 2011

Brix & Jensen: Der blev ikke ført konservativ kulturpolitik under konservative kulturministre

Det lykkedes ikke Uffe Elbæk at smadre nationalstaten med kommunistiske paroler, men som radikal kulturminister fyldt med multikulturalistiske floskler, får han det man i golfsporten kalder en ‘Mulligan’. Helle Merete Brix og Uwe Max Jensen på Denfri.dk – Uffe og myten om de konservative kulturministre.

“… det er en myte, at de tidligere konservative ministres tid var præget af stilstand på billedkunstområdet, som er emnet for denne kronik. Nullerne var derimod en i særklasse succesfuld periode for de danske billedkunstnere. Faktisk var danske billedkunstnere i det forgangne årti så fremgangsrige, at det savner historisk sidestykke. … De konservative kulturministre kan ikke tage æren for den danske kunstscenens internationale succes, men flere af de pågældende billedkunstnere har været støttet med kulturministerielle midler, og faktum er, at det bliver endog meget vanskeligt for Uffe Elbæk at trumfe de resultater, der blev opnået under hans konservative forgængere.

Men kulturministeriet har under konservativ ledelse ikke kun støttet deciderede kunstprojekter. Da Brian Mikkelsen satte sig i kulturministerstolen, lagde han ideologisk hårdt ud ved at nedsætte et kanonudvalg, der skulle vælge det ypperste indenfor dansk arkitektur, design, billedkunst, teater, litteratur, film og musik. Det kan godt være, at Kulturkanonen var tænkt som et kulturbærende og –bevarende indslag af konservativt tilsnit, men i praksis blev Kanonen noget helt andet. Således fravalgte kanonudvalget indenfor billedkunst Jellingstenen, der er regnet for Danmarks dåbsattest og står som en markør af Danmarks overgang fra et hedensk til et kristent land. Og udvalget for teater havde medtaget den politiske teatergruppe Solvognen, der blev berømt og berygtet, da gruppens selvbestaltede Julemandshær tog varer ned fra Magasins hylder og delte dem ud som gaver til stormagasinets kunder.

Kulturkanonen var et lærestykke i, at kunsten ikke sådan lader sig tøjle. Hvis Brian Mikkelsen havde ønsket sig en konservativ Kulturkanon, blev resultatet altså det stik modsatte. Under Mikkelsens afløser Carina Christensen igangsatte man i Kunststyrelsens regi i 2009 således også et alt andet end konservativt projekt, da man barslede med et såkaldt interkulturelt projekt, der skulle ”markere interkulturalisme som en væsentlig katalysator for udviklingen af kunstlivet i Danmark”.

Til at facilitere dette ansatte Kunststyrelsen i 2009 en interkulturel konsulent, kunstner, kurator og Ph.d. Khaled Ramadan. Ramadan har om projektet udtalt, at interkulturelle kunstnere kan tilføre kulturen noget helt andet end monokulturelle kunstnere. Det er dog uklart hvad. Mens udstillingssteder og mange billedkunstnere lider under forværrede økonomiske vilkår, har Khaled Ramadan siden sin ansættelse i 2009 haft en månedsløn på 40.306,29 kroner. Hertil kommer et overenskomstfastsat pensionsbidrag på 17,1 procent.

Samme konsulent har i øvrigt selv frembragt et videoværk om 11. september, hvor man igen og igen ser terroristerne flyve ind i World Trade Centrets tårne. Da Politiken interviewede Khaled Ramadan i 2003 og spurgte ham om, hvordan han havde det med at se disse billeder af død og ødelæggelse, lød svaret: ”Jeg træner mig i at se det som et æstetisk og visuelt spørgsmål”.

Om Muhammedtegningerne mente interkulturel konsulent Ramadan i ”Muslimsk-Dansk dagbog” (Informations Forlag, 2006), at det måtte være ”planlagt” og lignede et ”kolonialt forsøg på at opretholde den provokation, som araberne efterhånden har vænnet sig til”.

Kunststyrelsen stod også bag ytringsfrihedsudstillingen i Den Danske Pavillon på dette års kunstbiennale i Venedig. Det officielle oplæg for Den Danske Pavillon lød sådan her:

”I lyset af de forandringer, der i øjeblikket præger den globale scene, bliver spørgsmålet om ytringsfrihed i stadig stigende grad anfægtet. Dette gælder både i lande med autoritære regimer og i frie demokratiske samfund, hvor civile rettigheder i stigende grad synes under pres.”

Men i praksis havde udstillingen ikke meget med ytringsfrihed at gøre. Hverken på den ene eller den anden måde. Således forlod tre danske kunstnere udstillingen på grund af uenigheder med den græske kurator Katarina Gregos, og dermed endte den skatteyderstøttede biennalepræsentation med en udstilling, der omfattede 18 kunstnere, hvoraf kun to – Lilibeth Cuenca Rasmussen og FOS – var danske. I kataloget til udstillingen fandt kurator Katarina Gregos plads til et essay af den britisk-amerikanske forfatter Christopher Hitchens, der er kendt som en engageret forsvarer af Muhammedtegninger, ytringsfrihed og religionskritik. Men også til et interview med Antonio Negri, den tidligere venstre-revolutionære italienske professor, der sad fængslet i en årrække, anklaget for at være leder af organisationen Autonomia Operaia (Arbejdernes Autonomi). En organisation der ifølge den britiske avis Independents interview med Negri i 2004 var ansvarlig for 174 angreb på civile og 206 røverier.

I kataloget optrådte også Raoul Vaneigem, der ligeledes er gammel venstre-revolutionær. I en artikel på nettet hylder han Zapatistaerne i Mexico, som han også nævner i katalogets interview. Selve udstillingens slagnummer er en installation af den tyske kunstner Thomas Kilpper, der ikke alene tilhører den yderste venstrefløj, men også var en randfigur i den tyske terrorgruppe Rote Armeé Fraktion.

Udstillingen har på grund af Thomas Kilppers bidrag vakt en del opsigt især i Danmark, hvor formanden for Statens Kunstråd, Per Arnoldi, for egen regning udtalte, at Thomas Kilppers installation, der har modtaget 240.000 kroner i støtte fra Kunststyrelsen, ”virker som et meget firkantet og primitivt bidrag”. Forholder man sig til både de interviewede i kataloget og Thomas Kilppers konkrete bidrag til udstillingen, står det imidlertid klart, at udstillingens udmeldinger ikke bare er firkantede og primitive, men snarere er et marxistisk opgør med frie ytringer end et forsvar for denne grundpille i ethvert demokrati.

Nu kommer Uffe Elbæk så ind som en fornyer, hvis man skal tro tilhængerne. Men hvad er det han skal forny?”

The URI to TrackBack this entry is: https://www.uriasposten.net/archives/30592/trackback

1 kommentar »

  1. Jeg kendte kun Uffe Elbæk fra et interview med Mikael Jalving, og vidste kun han havde ledet det der bøssefestival. Aldrig i livet ville jeg have troet, at denne sølle skabning skulle være kandidat til en ministerpost.

    Bossen og Bøssen, Jalving og Elbæk – 30 millioner til til homo-eksibitionister i København?

    Kommentar by Balder — 25. oktober 2011 @ 00:16

RSS feed for comments on this post.

Leave a comment

Line and paragraph breaks automatic, e-mail address never displayed, HTML allowed: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>

Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper