25. april 2006

Birthe Rønn Hornbech – ytringsfrihedens forsvarer i 2001, islamismens forsvarer i 2006

Fra fredagens Jyllandsposten – Katrine Winkel Holm undrer sig over hvor glade Politiken er blevet for Birthe Rønn Hornbech på det seneste. Der er tydeligvis sket et skred – men hvem har ændret sig. Her lidt fra To bøger – to stemmer.

“Da Politiken den 17. november 2001 anmeldte Venstre-politikeren Birthe Rønn Hornbechs debatbog En lige venstre var tonen ikke venlig. Bogen blev betegnet som »skinger«, »underlødig« – om end til tider også »elskelig« – og centrale passager i bogen dømt til at være »hult klingende nonsens«. Helt anderledes hjertelig var tonen fem år senere, da Hornbechs seneste bog, Tale er guld, den 8. april fik en stort opsat anmeldelse i samme avis. Nu blev Hornbech hyldet som »en ualmindelig begavet og skarpsindig politiker«, og anmelderen bekendte, at »hvis nogen stiller mig det Proust-spørgsmål Deres helt i det virkelige liv? Så vil Birthe Rønn Hornbech umiddelbart være en af dem, der falder mig ind.« […]

En sammenligning af hendes bog fra 2001 En lige venstre med hendes seneste bog, Tale er guld, viser, at det er Hornbech, der har vendt på en tallerken. I en sådan grad, at man godt kan tvivle på, om Rønn Hornbech anno 2006 overhovedet ville kunne holde ud at være i stue med Rønn Hornbech anno 2001. […]

Lad os begynde med hendes opfattelse af paragraf 266 b, den såkaldte racismeparagraf, der kriminaliserer nedværdigende og forhånende udtalelser over for mindretal. 2001Hornbech er ikke i tvivl: »Afskaffelsen af § 266 b er for mig en demokratisk nødvendighed.« Intet mindre. Holdninger, vi ikke kan lide, skal nemlig bekæmpes ved at blive modsagt, ikke ved at lovgivningsmagten sætter grænser for meningstilkendegivelsen. Der skal hverken straffes eller moraliseres, for i en ordentlig debat drejer det sig »om den konkrete modsigelse over for de konkrete standpunkter«.

I Tale er guld er afskaffelsen af racismeparagraffen ikke længere en demokratisk nødvendighed. Tværtimod konstaterer hun med tilfredshed, at ytringsfriheden er retligt begrænset af racisme- og blasfemibestemmelserne. Og hun har kun hån til overs for dem, der vil ophæve racismeparagraffen, for en ophævelse vil medføre, at Dansk Folkepartis politikere »ustraffet kan forhåne herboende mindretal«. Hun konkretiserer ikke, hvad der ligger i det anklagende ord »forhånelser«, men at hun ikke kan lide Dansk Folkepartis holdninger, burde ifølge hende selv ikke gøre hende til tilhænger af at straffe dem.
Konkret modsigelse over for de konkrete standpunkter var i 2001 en demokratisk nødvendighed. Det er det ikke længere i 2006.
[…]

 I dag er ytringsfrihedens radikale fortaler altså pist forsvundet og erstattet af revseren af den »tøjlesløse ytringsfrihed«. Nu er hun også tilhænger af forbudet mod at krænke den religiøse følelse, altså blasfemiparagraffen. At Muhammed-sagen har vist, at der er stærke muslimske kræfter, der vil bruge den til at lukke munden på islamkritikere og satirikere, anfægter hende ikke. Med andre ord: Stik modsat 2001Hornbech mener 2006-Hornbech, at staten skal sætte grænser for meningstilkendegivelsen. Og nu skal der ikke alene straffes, men også moraliseres. […]

2001Hornbech hyldede debatten i Danmark, der ikke sjældent »udøves i en noget rapkæftet stil«, og hun opfordrede usentimentalt udlændingene til at »vænne sig til den bramfri danske udtryksmåde«. Men for 2006-Hornbech er det lige præcis danskernes brug af »den tøjlesløse ytringsfrihed«, der er problemet og som »skader integrationen«. Nu er det en demokratisk pligt at tage mere hensyn til »religiøse følelser« og føre en »respektfuld dialog«. For som det anføres flere gange: »Ytringsfriheden er ikke en håneret.« […]

… når det drejer sig om de religiøse følelser. Her lyder der en utilsløret opfordring til selvcensur: »Spørgsmålet er, om vi ved generelt at vise en smule mere respekt for hinandens religiøse følelser, end vi er vant til, giver afkald på vor ytringsfrihed. Jeg mener det ikke.« Ved helt at undgå at forholde sig til den tekst, der her i avisen ledsagede Muhammed-tegningerne den 30. september, kan Hornbech postulere, at det hverken var »nødvendigt eller særlig gavnligt at bringe tegningerne«. Ved på den måde at undgå at forholde sig til begrundelsen for tegningerne, overser hun, at ytringsfriheden allerede før den 30. september var truet på grund af islamistiske trusler. Og at tegningerne var et forsøg på at gå op imod den denne trussel. […]

I 2001 var der andre boller på islam-suppen. Her taler hun om lovreligionen islams »umiddelbare fremmedhed for demokrati«, om islams religiøse intolerance, og hun plæderer for at trække forskellene mellem den muslimske og den demokratiske verden klart op. »Virkeligheden skal ikke fornægtes, men tværtimod erkendes.« Ja, men hvordan kan det lade sig gøre, hvis de religiøse følelser skal udstikke grænserne for, hvad der må skrives og tales om?

Det kan der, fordi der hos 2001Hornbech ikke tages særhensyn til religiøse følelser: »Det nytter ikke at skjule de helt afgørende forskelle på kristendom og islam. Det nytter ikke at affærdige spørgsmålet om, hvorvidt islam er forenelig med demokrati som irrelevant. I et demokrati skal alt kunne drøftes, og netop for demokratiets skyld er det nødvendigt at erkende forskellene på den demokratiske og den muslimske verden. Jeg vil under ingen omstændigheder acceptere, at den blotte erkendelse af forskellene kan blive mødt med påstanden om, at der skabets nye fjendebilleder.« […]

I 2001 revsede hun dem, der ikke rigtig kunne lide »den frie debat, hvor danskerne giver udtryk for deres bekymring for Danmarks fremtid«. I 2006 er det hende selv, der tydeligvis ikke rigtigt kan lide den frie debat. […]

Der er ikke nødvendigvis noget ondt i at ændre holdning. Men hvis man vil gå for at være principfast, bliver man nødt til at aflægge regnskab for, hvordan man pludselig når fra det ene til det modsatte synspunkt… måske skal man opgive jagten på den røde tråd hos Birthe Rønn Hornbech og lige så stille konstatere, at den bare ikke er der.

Oploadet Kl. 08:30 af Kim Møller — Direkte link9 kommentarer

9 Comments »

  1. Det er næsten helt uhyggeligt at se den tilsyneladende stramme, stringente BRH afsløret som et forfængeligt, selvpromoverende pjattehoved, hvis rablerier ingen kan tage alvorligt.

    Kommentar by NAN — 25. april 2006 @ 09:40

  2. Måske har hun mest af alt brug for opmærksomhed? Det er da næsten det eneste der kan forklare hendes behov for kontroversielle udtalelser der nu peger i hver sin retning indenfor så kort en årrække.
    Jeg har i hvert fald mistet alt for hende, og håber hun forsvinder ud af politik snart.

    Kommentar by anders j. — 25. april 2006 @ 09:50

  3. Hun har fået Det Radikale Venstres negative afhængighed af Dansk Folkeparti. For DRV betød det accept af Minhaj-islamister, men for Rønn Hornbech må det nødvendigvis betyde et partiskifte.

    DRV virker oplagt – hvis altså Khader vil være i stue med hende pga. hendes seneste bog, og Gerner Nielsen vil være det pga. hendes øvrige forfatterskab. Spørgsmålet er så bare om hun kan drikke kaffe fra automat…

    Kommentar by Kim Møller — 25. april 2006 @ 10:27

  4. #3
    *LOOOOOOOOOOOOOOOOL* :-D

    Kommentar by whodares — 25. april 2006 @ 13:20

  5. Det her er nærmest arketypisk for de jubelliberale. Lidt henad Seidenfarden og hans holdning om, at den islamiske dogmatik skulle have kamp til stregen (hans anmeldelse af Rushdies “Sataniske vers” i politiken sidst i firserne). Muhammedtegningerne afslørede at han nu ligger inde med de stik modstatte holdninger… De liberale har taget hul på en identitetskrise der nemt kan fælde dem – ligesom socialdemokraterne.

    Kommentar by Jacques — 25. april 2006 @ 13:41

  6. Tak Kim for god research, men kan kun ønske at rigtig mange bliver klar over dette!
    BRH optræder illoyalt og burde ærligt bekende kulør: Hun er tydelig skabs-radikal, hvor væmmeligt det end lyder.
    Hun skulle iklæde sig burka og gå på pension inden demensen får helt overtaget.

    Kommentar by Jacob — 25. april 2006 @ 15:28

  7. Birthes intelligens har længe været overvurderet. Hun er en vejrhøne. En letvægterdims i hønseform, som står på tagryggen, synlig for alle, og drejer efter vinden.

    Kommentar by Lama Q — 25. april 2006 @ 17:53

  8. Birthe Rønn Hornbech er virkelig et mysterium. Før valget i november 2001 var hun min yndlingspolitiker. Hun var én af de få, der turde at tale rent ud af posen om indvandrerproblemerne. På venstrefløjen var hun – i diametral modsætning til i dag – et hadeobjekt.
    Jeg kan især huske et pressemøde, hun holdt sammen med Anders Fogh kort før valget i 2001. Her bekendtgjorde Rønn Hornbech, at en Venstre-regering ville sortere blandt indvandrere og sætte en stopper for familiesammenføringer fra Tyrkiet, Pakistan og Somalia. Det udløste et ramaskrig fra venstrefløjen med de sædvanlige racisme- og nazismebeskyldninger til følge.
    Netop det pressemøde beseglede Rønn Hornbechs skæbne: Hun var nu for rabiat til, at Fogh kunne gøre hende til Justits- eller Integrationsminister og fik kun tilbudt posten som Kirkeminister. Det takkede hun fornærmet nej til og begyndte i stedet at modarbejde regeringen samtidig med, at hun tillagde sig synspunkter, der stod i stærk kontrast til hendes tidligere udtalelser.
    Jeg tror, hendes forvandling er en blanding af hævn, opportunisme og et stort behov for at være i centrum.
    I øvrigt er det interessant, at hun endnu ikke har reageret på Katrine Winkel Holms fremragende artikel. Har hun slet ikke noget behov for at forklare sig?

    Kommentar by JanChris — 25. april 2006 @ 20:43

  9. Det er ikke noget under, at Politiken lige pludselig omfatter Birthe Rønn Hornbech med en for en borgerlig politiker uhørt stor sympati. Og det er heller ikke noget tilfælde, at omslaget til den famøse bog er tegnet af Politikens hoftegner Roald Als. Als er ikke just den, der hænger sine politiske (venstreorienterede) holdninger ude i garderoben, og han ville næppe have indvilget i at tegne omslaget, hvis ikke bogens budskab passede så forunderligt ind i Politikens verdensbillede. Birthe Rønn Hornbech har nemlig udviklet sig til det, man på venstrefløjen ynder at kalde “en anstændig borgerlig”. Hvor helvede er brækspanden, når man skal bruge den?

    Kommentar by G. Christiansen — 25. april 2006 @ 23:37

RSS feed for comments on this post.

Leave a comment

Line and paragraph breaks automatic, e-mail address never displayed, HTML allowed: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>

Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper