5. oktober 2006

Bob Woodward om Condoleezza Rice – pinlig journalistik i 24timer

Washington Posts Bob Woodward udgiver om få dage sin tredie bog om Bush-administrationen, og selvom P1 fortæller at han denne gang går hårdt til den nuværende regering – så husk lige at det også lykkedes P1 og de Ritzau Bureau-afhængige medier at lave Bush-bashende overskrifter på Woodwards hårdtpumpede konklusioner i Plan of Attack (2004) og Bush at War (2005).

For et par dage siden læste jeg om Woodwards seneste værk, og bemærkede den hårde kritik af samme der eksempelvis blev luftet i et indslag på ABC News. Jeg gjorde ikke mere ud af det, da det så ud til de danske medier ikke købte konklusionerne i sin helhed. Idag kan man så i 24timer læse en historie af journalist Maria Cuculiza, der enten er groft politiserende, eller ringe rent journalistisk – jeg hælder mest til det sidste, selvom hendes forsøg på at fremstille venstreekstremisten Ulla Røder som idealist i en DR dokumentar sidste år, dog indikerer det modsatte.

Overskriften er helt grotesk: Condoleezza blev advaret om 9-11 – her lidt fra artiklen.

“I en ny bog ‘State of Denial’ af den verdensberømte journalist, Bob Woodward, fremgår det, at CIA’s direktør George Tenet’s briefing på dette møde var ment som en usædvanligt kraftig advarsel til regeringen, men at Rice affejede CIA’s indstilling… Da Bob Woodwards bog [stavefejl] udkom i sidste uge, afviste udenrigsminsteren beskyldningerne i kraftige vendinger, men i går måtte hendes talsmand, McCormacki, indrømme og udsende en pressemeddelse fra Yemen om, at hændelsesforløbet er korrekt beskrevet i bogen.

Det er rigtigt, at Woodwards beskrivelse blev afvist, og det virker logisk alt den stund Condoleezza Rice giver en væsensforskellig udlægning, og Woodwards kilder, George Tenet og Cofer Blacks heller ikke tidligere har givet udtryk for det synspunkt under 9/11-undersøgelser, hvor de begge har udtalt sig under ed. Se evt. Five Key Myths in Bob Woodward’s Book & The Rest of the Story: The Rice-Tenet Meeting . Det kan iøvrigt bemærkes at George Tenet, som CIA-chef var manden der før Irak-krigen var 100 pct. sikker på at Irak havde masseødelæggelsesvåben, men efter sin ‘fyring’ og 9/11-høringerne føler han er blevet syndebuk. Det forklarer fint de udmeldinger han allerede i 2004 blev citeret for i… Woodwards Plan of Attack.

Her lidt fra en artikel set på ABC Online, baseret på et interview med Bush-rådgiveren Dan Bartlett sendt i tv-programmet This Week with George Stephanopoulos på samme kanal. Fra White House Accuses Woodward of Bias.

“”I was really stuck by the fact that the central thesis of this book, the claim that the president was in a state of denial, that he was misleading the America people about what was happening in Iraq,” Bartlett told ABC News. “Quite frankly, is not backed up with the own facts in his book.”

[…]

One of the book’s most explosive charges involves the pursuit of Osama bin Laden prior to the 9/11 attacks. In “State of Denial”, Woodward describes an urgent, unscheduled meeting that took place on July 10, 2001, between then-National Security Advisor Condoleezza Rice, then-CIA Director George Tenet, and Cofer Black, a counterterrorism chief within the State Department.

In that passage, Woodward describes Tenet and Black. “They both felt they were not getting through to Rice. She was polite, but they felt the brush-off. A coherent plan for covert action against bin Laden was in the pipeline, but it would take some time.”

Bartlett refuted the claim, saying he had spoken with Secretary Rice about Woodward’s assertion. The told ABC News “That’s Secretary Rice’s view, that that type of urgent request to go after Bin Laden, as the book alleges, in her mind, didn’t happen.”

Bartlett also called Woodward’s description of the encounter a “grossly inaccurate characterization of the meeting they had,” contending that that period of time, due to its relevance before the 9/11 Commission, has been “some of the most investigated eight months of any presidency.””

Med andre ord, når 24timer skriver at noget “fremgår” af en bog, så er det højest sandsynligt blot en analytisk opstramning af en udtalelse fra en tendensiøs kilde – ikke et ukendt fænomen i politisk journalistik.

Det bliver dog værre endnu. 24timer postulerer at Rices talsmand McCormack, har måtte “indrømme” at mødet fandt sted, og at – jeg citerer: “hændelsforløbet er korrekt beskrevet i bogen”. Helt forkert, og selv (‘liberale’) CNN lader referatet fra pressemødet få overskriften Spokesman: Rice didn’t ‘brush off’ terror warnings, hvad også indirekte fremgår af The Plain Dealers referat Staffer confirms Rice got CIA briefing.

I USA: Oppositionsaviserne kører sag mod Bush-administrationen baseret på Bob Woodwards mere eller mindre vel-underbyggede postulater. Konservative aviser og Bush-administrationen debunker efter bedste evne. Amerikanerne træffer sin konklusion på basis af begge fløjes argumentation.

I Danmark: Hvis medierne vælger at fortælle om historien, så ophøjes oppositionsavisernes udgangspunkt til sandhed. Oplysninger der nedtoner/dementerer historien ignoreres, og konklusionerne strammes efter bedste evne i korte oversigtsartikler – ikke mindst i overskriften. Danskernes syn på Bush-administrationen er i vid udstrækning baseret på demokraternes dagsorden.

24timers historie er desværre ikke unik. Ligenu verserer også historien om hvorledes republikanske Mark Foley har lagt an på teenagedrenge i en række emails. DR Online gengiver Washington Posts udlægning: Piccolo-skandale i USA presser republikanere, og skriver ikke et eneste ord om det påfaldende i at afsløringerne kommer kort før midtvejsvalget. Den vinkel ser Ritzaus Bureau næppe med de amerikanske medier de følger, og selvom man må formode (forvente, håbe) at Jyllandsposten og Berlingske Tidende i deres dækning også inkluderer det punkt, så vil 95 pct. af danskerne ikke se noget der bare ligner en motivanalyse rettet imod Demokraterne. Tværtom bliver det springende punkt i dækningen nok mere hvor meget Bush nu vidste om hele affæren – måske har han holdt hånden over Foley…

Yderligere info…
MSNBC – Fact File: Details from new Woodward book.
3/10-06 Boston Globe – Tenet told 9/11 panel that he warned Rice of Al Qaeda. Former CIA head said she took threat seriously.
3/10-06 L.A. Times – Rice Denies Book’s Assertion She Brushed Off CIA Terror Warning.

11 Comments »

  1. Hej Kim,

    jeg arbejder paa Capitol Hill som intern for tiden, og din udlaegning af Woodward- og Foley-sagerne henholdsvis er helt hen i vejret.
    Jeg ved godt, at fokus i din artikel er, at 24timer og DR har daekket sagerne daarligt. Jeg ved ogsaa godt, at du selv skriver fra en (Det er i hvert fald min opfattelse) konservativ, pro-republikansk synsvinkel. Ydermere bliver der formentlig fra din trofaste laeserskares side slaaet ned paa at jeg stoetter Demokraterne og i oevrigt er Radikal.
    Anyways, saa er Woodward stadig en af de mest anerkendte journalister i DC – til de der ikke ved det var han med til at afsloere Watergate-skandalen i sin tid – og naar du skriver “mere eller mindre vel-underbyggede postulater”, om de ting der kommer frem i bogen virker det paa mig respektloest og i det hele taget farvet af dine holdninger.
    Woodwards bog har vaeret overskrift hver dag paa alle nyhedskanaler, alle kommenterer paa den, republikanere dementerer den og demokrater hylder den; men eksperterne naerlaeser og tager den til eftertanke. Faktisk er de foerste to boeger i serien meget anerkendte paa begge floeje, selvom de ikke noedvendigvis er sjov laesning.

    Historien om Mark Foley verserer ikke bare. Den er over det hele. Den har kaempestor betydning, ikke bare for Foley, men som du nok ved ogsaa for Speaker Hastert og Republikanerne i det hele taget.
    Det springende punkt er da selvfoelgelig hvem der vidste hvad, men at historien skulle have naaet til White House er pjattet at foreslaa, selv for DR.
    En motivanalyse rettet mod demokraterne er indlysende, men lige nu er det ikke til at sige, hvem der har givet ABC kopier af mails og instant messages. I oevrigt er det da lige saa interessant at tage skridtet videre og se, hvordan hele den her sag stjaeler sendetid fra den bill, som President Bush fik vedtaget sidste uge om military detainees og human rights etc.

    Mere om Woodward kontra Rice: http://gudsegetland.blogspot.com/2006/10/ridser-i-lakken.html

    Mere om Foley:
    http://jacobpackert.dk/2006/10/01/95/
    http://jacobpackert.dk/2006/10/02/foley-sagen-update/

    Mvh Jacob Packert

    Kommentar by Jacob Packert — 5. oktober 2006 @ 18:04

  2. -> 1 Jacob

    Du starter med at konkludere at min “din udlaegning af Woodward- og Foley-sagerne henholdsvis er helt hen i vejret”.

    Men ret beset, så argumenterer du jo ikke for synspunktet.

    At Woodward er en respekteret journalist, gør ham jo ikke immun overfor kritik, og meget tyder jo på han får lidt for meget ud af sine interviews med Tenet/Blacks – der jo selv i Boston Globes optik har ændret fundamental forklaring. Kronologien i sagen tyder (for en historiker) på at Tenet er en tendensiøs kilde, hvad jo sådan set ikke behøver gøre Woodward til Seymour Hersh – eller noget der ligner.

    Ift. Foley-sagen har jeg næppe skrevet et forkert ord, og det forsøger du heller ikke at sandsynliggøre. At du som radikal betragter hele affæren som et republikansk spin, siger måske lidt om hvor galt det står til. (Orientering på P1 forfølger vel sporet en af dagene.. :-)

    Tak for links’ne til dine to blogs. Kritik af Bush-administrationen uden anti-amerikanisme er virkelig en mangelvare, og trods det at du er et partsindlæg, så refererer du amerikansk politik langt mere objektivt end hovedparten af de danske medier. Lidt skræmmende, iøvrigt.

    Opdate. Fint nok du her mener Foley-sagen måske er republikansk spin, men du roser faktisk Foley for at sætte republikanerne i dårligt lys og kunne give demokraterne en nem valgsejr… Hvad er så dit næste ræsonnement: Foley-sagen er dårlig republikansk spin… Hmm.. never ending story.

    Kommentar by Kim Møller — 5. oktober 2006 @ 18:32

  3. Hej igen,

    foerst: Tak for ros – jeg tilstraeber en nogenlunde grad af objektivitet. For en god ordens skyld skal det siges at GudsEgetLand er min broders blog, han arbejder i oevrigt ogsaa paa Capitol Hill…
    Dernaest: Det jeg mente med at din udlaegning var helt hen i vejret, var at din gengivelse af den amerikanske opfattelse af de fornaevnte sager ikke var korrekt. Din udlaegning stemmer i hvert fald ikke overens med den gaengse opfattelse af Foley og Woodward, som jeg oplever herovre.
    Hvad angaar det historie-analytiske skal jeg ikke goere mig til ekspert. Jeg tror det er der, du har din uddannelse, saa hatten af for din analyse af den kronoligiske udlaegning.
    Og ja, Woodward kan godt kritiseres, og boer efter alle journalistiske og historievidenskabelige regler ogsaa kritiseres. Alligevel maa Woodwards tidligere udviste dygtighed i sager saette ham noget naer nederst paa listen over folk man skal skynde sig at kritisere, fordi erfaring vil vise at der sikkert ikke er noget at komme efter. Jeg tror, at grunden til at man gerne vil i flaesket paa Woodward, er fordi han rent faktisk har noget at sige, og at dette kommer paa et daarligt tidspunkt i forhold til republikanernes valg.
    Og det der med at det er republikansk spin var en joke, det troede jeg ville fremgaa. Det var egentlig en satirisk kommentar jeg hoerte i the Daily Show om Foley-sagen. Men saa vidt jeg kan se ud fra CNN, MSNBC, ABC og CNN (de kanaler vi ser her i kontoret), saa er det efter al sandsynlighed en republikaner eller en republikansk staffer, der har laekket de fortrolige informationer. Dog er republikanerne i gang med at smide det i hovedet paa demokraterne, men quite frankly tror jeg ikke saerlig meget paa, hvad Dennis Hastert siger lige for tiden.

    Saa nej, jeg raesonnerer ikke for at det er daarligt republikansk spin, det ville vaere at laegge ord i munden paa mig. Men det er blevet haandteret daarligt af den republikanske del af House.

    Udover det er jeg lidt interesseret i, om Senate har vidst noget om sagen. Det er usandsynligt, men der er alligevel en mulighed for at nogle af de fortrolige informationer paa en eller anden maade er blevet kommunikeret fra de republikanske hotshots paa house til dem paa senate. Eller at staff med informationer er flyttet fra et kontor i house til senate. Grunden til at det er interessant, er at det maaske kan paavirke senateraces, og saa er republikanerne for alvor paa roeven. 7. November kommer taettere og taettere paa, det bliver smadderspaendende!

    Kommentar by Jacob Packert — 5. oktober 2006 @ 21:32

  4. Jacob Packert har jo nævnt de væsentligste kritikpunkter, men jeg vil også lige være med.

    Bob Woodward lever måske stadig højt på Watergate, men han er en af de journalister med de klart bedste insiderkilder.
    Hvis du vil vide mere om terrorsituationen og tiden op til 9/11, så lad være at spilde tiden på Bob Woodward, som du tilsyneladende alligevel ikke stoler på. Læs Richard Clarke, against all enemies, god bog.

    Og som Jacob nævner er det da helt hen i vejret at give demokraterne skylden for at det kommer frem. Hvem var det lige der var den skyldige??
    Republikanerne kunne jo også have taget denne sag for lang tid siden, i stedet for at holde hånden over deres kollegas perverse tilbøjeligheder.

    mvh
    Rasmus

    Kommentar by RasmusE — 5. oktober 2006 @ 21:59

  5. Bob Woodward har ikke tidligere været modstander af Bush, og det bør man vel hæfte sig ved.

    -> Jacob.

    Ang. din brors blog undrer det mig, at han skriver, at Colin Powell gik selv. I artiklen “Usikker kurs mod valg” skrev Jyllands-Postens korrespondent Klaus Justesen den 2. oktober:

    “Blandt dem, der ønskede Rumsfeld sat på porten, var daværende udenrigsminister Colin Powell. I en ny bog om Powell afsløres det, at den populære general ikke selv valgte at gå, men blev fyret.

    Det skete med en telefonopringning fra præsidentens stabschef Andrew Card, der bad Powell om at aflevere sin afskedsansøgning to dage senere. Da Powell mødte op i Det Hvide Hus for at sige farvel, anede præsident Bush ikke, hvorfor han var der.

    Powell er stadig uhyre populær, og mange vil føle, at han trods sin ubetingede loyalitet over for Bush blev udsat for en urimelig behandling.”

    http://www.jp.dk/arkiv:aid=3992990

    Kommentar by Mette — 5. oktober 2006 @ 23:28

  6. Som jævnlig besøgende DC kan man måske komme til orde her;

    Tak for det høje niveau der drøftes på. Jeg vil blot komme med to elementer;

    1. Bush’ tale til ROA forleden; den så jeg direkte på BBC satelite, den varede ca. en time, og den var den civiliserede verdens leders svar på hvorfor det gik som det gik i Afgha og Irak. Den var blændende og jeg har en god ven som sad på første række, og som -Bush kritisk republikaner- var meget imponeret over præsidenten.

    Hvor DR og de andre giver plads til Bush’s beklagelse i Foley sagen den anden aften, så er der ALDRIG plads til Bush når han performer. -Hvornår har DR nogensinde sendt State of Union talen, som undertegnede følger med interesse?

    2. Hvis man kan nok engelsk til at læse Malkins blog eller LGF, så ved man, at de republikanske karle får med stålbørsten i sådanne sager. Dét har de også fortjent. Men man ved også, at Ted Kennedy et al kan slippe afsted med mord, bogstaveligt talt. Hvornår, udover Clinton skandalen som DR dog ikke kunne ignorere, har man set en demokrat hængt til tørre?

    Anti-sharia

    Kommentar by anti-sharia — 6. oktober 2006 @ 00:04

  7. Ja, niveauet er højt, men for os der ikke færdes hjemmevant på Cap Hill, skulle man måske lige holde igen med forkortelser og jargon. Ja, kald mig bare stivstikker.

    Kommentar by kristoffer — 6. oktober 2006 @ 12:05

  8. -> 7. kristoffer.

    Du har jo ret.

    Kommentar by Mette — 6. oktober 2006 @ 14:45

  9. Mette: Jeg er ikke sikker paa at min bror havde laest Jyllandsposten d. 2. oktober, eller for den sags skyld fanget det i nogen amerikanske medier. Det havde jeg heller ikke selv der i mandags, men jeg har hoert lidt fuzz om det efterfoelgende. Det har – som tidligere naevnt – vaeret overskygget af Foley-sagen. Jeg kan ikke engang finde noget om det i National Journal, som ellers plejer at vaere gode til at kommentere paa alt hvad der er sket i den forloebne uge. Pointe: Vi har ikke hoert saa meget om det i DC. Men thx for the heads up.
    Jeg kunne forresten ikke gennemskue hvad du mente med, at man skulle bide maerke i, at Woodward ikke tidligere har vaeret Bush-kritiker. Er det til forsvar for Woodward eller ej? Jeg skal maaske lige laese det igen om tre kopper kaffe =)

    Angaaende forkortelser kan jeg naevne at GOP = Grand Old Party(dvs. Republicans), LGF = Little Green Footballs (betydningsfuld amerikansk politisk blog), CNN, ABC, MSNBC, BBC = nyhedskanaler, ROA = The Reserve Officers Association of the United States.

    I oevrigt glemte jeg vist at svare paa Kims indvending om at jeg ikke argumenterede for min sag, saa here goes:
    Jeg tror aerligt talt at jeg glemte selve argumenationen fordi jeg var optaget af pointerne, og du har selvfoelgelig ret i at det ser dumt ud. Men det, jeg bed maerke i, var at du citerer to artikler fra White House’s nyhedstjeneste, samt et interview med Bartlett, som selv arbejder for Bush, og disse kilder maa i den grad anses for at vaere partiske i denne sag. Med Netto-stemme: “Derfor”.

    Mvh Jacob Packert

    Kommentar by Jacob Packert — 6. oktober 2006 @ 17:01

  10. -> Jacob.

    Mens du drikker kaffe og funderer, kan jeg passende udtrykke mig mere klart. Det var sent i aftes, og jeg burde have skrevet, at det om Colin Powell skyldtes en anden bogudgivelse, der som Woodwards har vakt opsigt. Jeg syntes i sin tid, at det virkede sært abrupt, da Powell pludselig forsvandt, og det kunne være interessant at få at vide, hvem der i givet fald stod bag.

    Klaus Justensen skriver tidligere i den artikel, som jeg henviste til flg.:

    “Washington

    Kombinationen af to opsigtsvækkende bøger og en chokerende skandale i Kongressen har blot fem uger inden midtvejsvalget slået George W. Bush og hans republikanske parti ud af kurs.

    Præsidenten og hans partifæller havde håbet på at gøre intern sikkerhed til det altdominerende tema inden det vigtige valg, hvor republikanerne ifølge opinionsmålinger er i fare for at miste flertallet i både Senatet og i Repræsentanternes Hus.

    Nu har nye bøger fra den berømte journalist Bob Woodward og om den tidligere udenrigsminister Colin Powell med påstande om usandheder og fejlvurderingen i stedet rettet søgelyset mod den stadig mere upopulære krig i Irak.”
    ——–

    Desværre nævner Justesen ikke, hvad bogen om Powell hedder, eller hvem der har skrevet den.

    Nej, det var ikke min mening at forsvare Woodward. Mest sandsynligt er der tale om, at han blot som flertallet er led og ked af krigen i Irak. Det er jeg også, selv om jeg i sin tid – efter lang tids tøven – syntes, at det var det rette at deltage. Men jeg har jo set, hvordan folk er vendt på en tallerken, som Hans Brix – den løgner.

    Men der er noget galt i dækningen af Irak-krigen, for når folk kommer hjem derude fra, kan de ikke genkende beskrivelserne i vore aviser. De mener, at der er sket meget godt, som journalisterne ignorerer. Altså bortset fra forholdene mod nord hos kurderne, hvor opsvinget ikke mere kan skjules.

    Hvis dårlig og misvisende journalistik bliver årsag til, at divers udenlandske soldater trækkes hjem fra Irak på et forkert tidspunkt, påtager medierne sig sandelig et kæmpeansvar, der kan blive uhyggeligt blodigt.

    Ang. Foley. Det er nemt at forestille sig, at flere har vist noget i lang tid, og at hans perversiteter er en lækkerbisken, som man har gemt til det rette øjeblik. Men skæbnen er finurligt lunefuld, og der sker ofte tilfældige sammetræf, som virker iscenesatte men ikke er det.

    På den anden side kommer man ikke til tops i politik uden at være syltet ind i både det ene og det andet, og det gælder begge “sider”. For mig er Clinton fx bare en billig charmedryppende psykopat og endda lige efter bogen. Jeg fatter ikke, at folk bliver ved med at falde for ham. Forleden var han i Frederikshavn – af alle steder – for tjene lidt til føden. Han fik så at sige ingen presse.

    Kommentar by Mette — 6. oktober 2006 @ 17:42

  11. Kim & co. — jeg kan se at jeg er blevet hevet ind i en discussion på din i øvrigt interessante og velskrevne blog, så jeg tænkte at jeg ville deltage i den selv.

    Det er rigtigt at det fremgår af den nye bog ’Soldier: The Life of Colin Powell’, skrevet af Washington Post journalist Karen DeYoung (et væsentligt uddrag kan læses her: http://www.washingtonpost.com/wp-dyn/content/article/2006/09/27/AR2006092700106.html), at White House Chief of Staff Andrew Card ringede til Powell d. 10. november 2004 og bad ham om at sige op. Dette er en ny oplysning som afviger i væsentlig grad fra den officielle version af historien fra 16. november ’04, hvor såvel White House (http://www.whitehouse.gov/news/releases/2004/11/20041115-2.html – her kan jeg ikke dy mig for at påpege din henvisning til White House press releases som validificering af påstande. En praksis man bør afholde sig fra :) og Colin Powell (http://www.washingtonpost.com/wp-srv/politics/documents/cabinetresignations/powell.pdf) fastholdt at han selv havde besluttet at sige op. Daværende White House Press Secretary Scott McClellan benægtede sågar at han var blevet gået, som det fremgår af udvekslingen som jeg har pastet ind længere nede.

    Jeg synes det er en meget interessant og vigtig historie, og den har, som beskrevet ovenfor, desværre stået i skyggen af artikler om Bob Woodwards nye bog og selvfølgelig Mark Foley-skandalen. I lyset af disse oplysninger tager jeg gerne mine ord (http://gudsegetland.blogspot.com/2006/10/ridser-i-lakken.html) i mig, men vil dog alligevel henvise til de meget åbenhjertige betragninger som Powells tidligere Chief of Staff, Lawrence Wilkerson, var fremme med i oktober 2005, om Powells frustrationer over at opleve USAs udenrigspolitik og i særdeleshed krigen i Irak blive kørt udelukkende af Cheney, Rumsfeld, Rice (da hun var National Security Advisor) og et par andre medløbere.

    Powell var kørt helt ud på et sidespor og var rasende over at være blevet bundet en pinligt fejlbehæftet Sikkerhedsrådstale på ærmet af Cheney & co. Powell overvejede iflg. Wilkerson at træde tilbage, men var, som Karen DeYoung ogsaa naevner, ’the world’s most loyal soldier’, og vidste at det ville være en katastrofal underminering af krigen og store dele af USAs udenrigspolitik, hvis han skred før 2004-valget. Han var desuden det klart mest populære medlem af Bushs kabinet, og Bush havde stærkt brug for hans goodwill til at blive genvalgt, selvom det samtidig var åbenlyst for offentligheden at der var alvorlige gnidninger mellem Powell, Cheney, Rumsfeld og Rice over krigen og andre udenrigspolitiske emner.

    Jeg vil, for at gå tilbage til pointen fra min egen blog, stadig fastholde at Powell har udvist klart større villighed/evne til at undsige Bush & co, hvilket senest er blevet bevist i hans brev til Senator John McCain (http://www.washingtonpost.com/wp-dyn/content/graphic/2006/09/14/GR2006091400728.html) hvor han modsætter sig Bushs holdning til gradbøjning af Geneve konventionerne. Personligt ser jeg det som et tegn på integritet som Condoleezza Rice efter min mening mangler, selvom jeg i øvrigt har respekt for hende generelt.

    Mvh Jesper
    http://www.gudsegetland.blogspot.com

    ————————-

    Indsat herunder: pressebriefing af White House Press Secretary Scott McClellan 15. november 2004: http://www.whitehouse.gov/news/releases/2004/11/20041115-1.html

    […]

    Q Did he offer to stay on at all? Did he offer to stay on, and was he turned down?

    MR. McCLELLAN: Helen, he came to a decision — it was his decision to resign and he made that decision. So I’m not going to get into private discussions that the President has, but I don’t think anyone would describe it that way.

    […]

    Q Scott, has he asked anyone in particular — I’m not asking for the name, but has the President asked any officials in his Cabinet to offer a letter of resignation?

    MR. McCLELLAN: Again, I’ll tell you — I’ll speak to the ones that have submitted their letters so far. These are — all these individuals have come to their own decision about why they decided to submit a letter of resignation. And they each have, I think, different reasons, and you can see in their letters of resignation, some of those letters [sic]. And if you have other questions about that you can talk to those individuals.

    Q My question is more general. My question was, here, as we begin a second term, has the President gone to his Cabinet, has he asked anyone or everyone to submit a letter of resignation? Has he taken the initiative in any of these cases?

    MR. McCLELLAN: Again, the way I would describe it is, and as you saw in Secretary Powell’s letter, some of these discussions have been going on for some period of time. And the President has discussions with members of his Cabinet. Those are private discussions. But the individuals who have submitted their letters of resignations came to this decision and made a decision that they thought this was the right time to resign.

    Q So you’re saying if the President did ask someone to resign, it wasn’t any of these four?

    MR. McCLELLAN: Well, Jim, I’m not going to get into private conversations the President has with members of his Cabinet. But these were all —

    Q Well, I wasn’t asking you about private conversations. I was just asking you, in general, if the President asked anyone to submit a letter of resignation.

    MR. McCLELLAN: And as I stated, these were decisions that each of these individuals came to, and that’s the way I would describe it.

    Kommentar by Jesper — 6. oktober 2006 @ 19:37

RSS feed for comments on this post.

Leave a comment

Line and paragraph breaks automatic, e-mail address never displayed, HTML allowed: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>

Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 

 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper