21. januar 2007

Edvard Brandes om Muhammed anno 1895 (stykket der ikke ‘fortjente’ at blive opført)

Edvard Brandes, Georg Brandes’ yngre bror, var i 1885 med til at grundlægge Politiken, og i 1905 medstifter af Det Radikal Venstre. Af uddannelse var han mag.art. i østerlandsk filologi, og i 1895 skrev han et meget overset skuespil ved navn Muhammed. Følgende tekst er tilsendt af ‘Basilios’.

Om Edvard Brandes skuespil ”Muhammed”.
Da Muhammedkrisen stod på sit højeste i det forgangne år, og en vis chefredaktør havde travlt med at spinde silketråde, læste jeg i skæret af flammende dannebrog og andet brændbart materiale et skuespil af Edvard Brandes med titlen ”Muhammed”.

Set i lyset af Muhammedkrisen var der visse ting ved stykket, der sprang mig i øjnene, og disse vil jeg forsøge at anskueliggøre i det følgende. Jeg vil ikke komme med noget længere handlingsreferat, men naturligvis opfordre til at man selv læser stykket. Det kan bl.a lånes på biblioteket, hvor jeg i sin tid lånte stykket!

Politikeren, forfatteren, journalisten og kritikeren m.m. Edvard Brandes (1847-1931) var med til at grundlægge Politiken i 1884, hvor han senere fungerede som chefredaktør fra 1901-04. Året efter var han med til at danne det Radikale Venstre.

Fra 1881 og i årene frem skrev Brandes en snes skuespil, hvoraf nogle blev opført bl.a på Det Kgl. Teater og Dagmarteatret. Hans første stykke hed ”Lægemidler”, og der fulgte flere efter, heriblandt stykket ” Muhammed” i tre akter fra 1895.

Handlingen foregår umiddelbart før indtagelsen af Mekka omkring 628 e.kr. Brandes bygger hovedintrigen op over en fortælling, hvori Aisha (en af profetens hustruer) beskyldes for at have haft et sidespring med en ung mand ved navn Safwan. Brandes bruger sin digteriske frihed til at lægge en lidt anden vinkel på historien end den gængse udlægning gør. Se evt. Link til Islamstudie.dk i afsnittet ”Løgnen”.

Profeten er plaget af tanken om, at Aisha skulle have været ham utro, mens hun var alene med den unge mand. I løbet af stykket erfarer vi, at det er tilfældet. I stykket optræder ligeledes en gammel jøde ved navn Kab. Han advokerer for, at både muslimer, jøder og kristne har mulighed for at leve sammen i fred. Jøden Kab fungerer som stykkets ræsonnør, og siger bl.a: ” Nu – strid om troen opstår hver dag her, siden Muhammed og hans venner kom hid fra Mekka. Før den tid, hvor fredeligt var her ikke!” Og videre i samme replik ” Men siden Muhammed kom, er alt anderledes. De siger, at han har bragt ufreden med – fra alle sider påstår de det” (1).

Muhammed, der ifølge stykkets kontekst dog respekterer Kab, lover at skåne ham og hans datter i en forestående massakre på de vantro. Mod stykkets slutning erfarer vi, at Safwan er død (slået ihjel). Muhammed er derimod blevet bønhørt, og har via en åbenbaring fået vished om Aishas uskyld, så at han og Aisha nu kan forliges. Muhammed har ligeledes fået åbenbaret, at ingen troende kvinde herefter skal vise sig uden slør. Da jøden Kab og hans datter derimod til sidst ser, at alle deres fæller er omkommet, udtaler Kab til Muhammed: ”Jeg vil døden tusindfold heller end en sejr som din.” (2). De to jøder føres bort, og stykket ender med at de troende kan drage i krig mod fjenderne. En del af Muhammeds sidste replik i stykket lyder således henvendt til de troende: ” Allah vil død for enhver, der ikke bekender Islam – hans eje er eders – hans sjæl går til helvede!” (3).

Efter min mening, er det ikke ligefrem noget flatterende billede Brandes maler af Muhammed. Profeten fremstilles bl.a som en fanatisk, kvindeglad, grådig, fej og nølende hanrej. Der er dog intet bespottende eller satirisk som sådan i karakterskildringen af profeten, men der tegnes snarere et psykologisk portræt af et fanatisk magtmenneske.

Edvard Brandes så ikke sig selv som nogen stor dramatiker. I et brev til Strindberg i 1885 skriver han bl.a: ” Om jeg dramatiserer min avisartikel og kalder den for et skuespil, hvad er ulykken? Hvad det kommer an på, er at finde de bedst mulige midler til agitation, propaganda, udspredning af fornuft – jeg er ligeglad hvordan det sker, når det blot nogenlunde kan lykkes” (4). For Brandes var fornuft, viden og oplysning af stor vigtighed. Hans forbillede var Voltaire og 1700-tallets rationalisme. For øvrigt har samme Voltaire også skrevet et skuespil om Muhammed nemlig stykket ”Mahomet ou le Fanatisme” – ”Muhammed eller fanatismen.”

Ved at vise Muhammed som en brutal person, der med fanatisk iver udrydder sine modstandere, har publikum nemt kunnet forstå hentydningen til datidens katolske kirkes magtmisbrug. Dette stykke skulle have været opført igen i Genève i 1994 i anledning af Voltaires 300 årsdag, men nogle muslimske grupper fik held til at forhindre stykket i at blive opført. I spidsen for dem stod prædikanten Tariq Ramadan. Se evt. Link til Helle Merete Brix: ”Bomben under Muhammed”.

Den dansk/norske Ludvig Holberg har skrevet et historisk portræt af Muhammed i en af sine epistler, hvor Muhammed ligeledes bruges i en rationalistisk sags tjeneste. (5) 1700-tallets rationalister kunne således ved at angribe Islam, ad omveje angribe kirken og samfundet. Brandes er ude i samme oplysningsærinde med sit skuespil om Muhammed. Han forfærdes over sin samtids jødehad. Han har sikkert haft de russiske jødepogromer i tankerne, der fra ca. 1880 og fremefter gjorde, at tusinder af jøder flygtede til Vesteuropa heriblandt Danmark.

Udover kritikken af antisemitismen og Islams brug af sværdet, indeholder stykket også et kvindefrigørelsestema, hvor brugen af sløret er et undertema. Det er klart, at stykket indeholder flere fortolkningsmuligheder og temaer, men set i lyset af Muhammedkrisen giver dette mere end 100 år gamle skuespil stof til eftertanke!
I sin biografi ” Edvard Brandes Portræt af en radikal blæksprutte” skriver forfatteren Kristian Hvidt bl.a om stykket, at ”Muhammed” blev til under læsning af koranen og sprogstudier. Brandes var ”Dels fascineret af Muhammedskikkelsens storhed, dels rystet ved fortællingen om Muhammeds forhold til jøderne i Arabien…” (6).

Antisemitismen var desværre også en realitet i verden dengang, og Brandes skrev til sin udgiver Philipsen: ” Jeg brænder af lyst til at skrive om jøder, men i denne tid er det ikke nemt. Antisemitismen er hård over os, og man må behandle publikum med forsigtighed.” (7). Stykket om Muhammed ”Blev aldrig opført på nogen scene, og fortjente det heller ikke” skriver Kristian Hvidt videre uden at uddybe, hvorfor stykket ikke fortjente at blive opført (8). Var det af æstetiske eller dramaturgiske årsager, eller var det af andre årsager? Det er jo interessant, om stykket nogensinde vil blive opført! Stykket er i hvert fald skrevet med henblik på scenisk opførelse, og Muhammed-karakteren er tænkt gestaltet af en skuespiller. Gad vide om der findes en teaterinstruktør, der sammen med et hold skuespillere ville turde at forløse et sådant stykke? Dansk teater er efter min mening generelt ikke kendt for at producere forestillinger, der tør forholde sig kritisk til Islam. Ingen nævnt, ingen glemt!

Skuespillet er en del af det kulturradikale arvesølv. Det nemmeste ville være at forbigå det i tavshed, og så eventuelt forsyne bibliotekernes udgaver af stykket med en lille advarsel om, at det kan virke anstødeligt på sarte sjæle!

Endelig kunne vi lade kunstnerparret Pio Diaz og Thyra Hilden brænde det af, for det er jo en del af vestlig kultur!

1) Brandes, Edvard: Muhammed. Skuespil i tre akter. P.G. Philipsens Forlag, København, 1895. Første akt, tredje scene.
2) Ibid. Tredje akt, sjette scene.
3) Ibid.
4) Dansk Litteratur Historie. Bd. 3, Politikens Forlag. København, 1966. S. 191.
5) Holberg, Ludvig: Epistula Muhammed, nr.434. I: Historiske portrætter i Ludvig Holbergs Epistler. Udvalgt af F.J. Billeskov Jansen. H. Hagerups Forlag. København, 1948.
6) Hvidt, Kristian: Edvard Brandes en radikal blæksprutte. Gyldendal, 1987. S. 296.
7) Ibid.
8) Ibid.

7 Comments »

  1. Skøn post! Tak til Basilios og Uriasposten. :D

    Kommentar by SilleEllis — 21. januar 2007 @ 20:58

  2. GAd vide hvornår vi ser det opført på Det Kongelige Teater ? Brandes er jo ikke en uvæsentlig del af vores kulturarv.

    Kommentar by PeterK — 22. januar 2007 @ 07:28

  3. -> Basilios

    Et glimrende indlæg. Kom meget gerne igen.

    Hvis jeg havde tid, ville jeg have citeret fra et af oplysningstidens store værker af Montesquieu: “De l’Espris des lois” fra 1748, der findes på dansk som “Om Lovenes Natur og Årsag”. Der får muhamedanerne også læst og påskrevet.

    Der er i det hele taget nok at tage af i litteraturen. Man kunne også gå i gang med det værk, der regnes for at være den første roman, Cervantes fortællinger om ridderen af den bedrøvelige skikkelse Don Quixote.

    Kommentar by Mette — 22. januar 2007 @ 22:26

  4. http://128.143.22.16/etcbin/toccer-new2?id=MonLaws.xml&images=images/modeng&data=/texts/english/modeng/parsed&tag=public&part=all (Fuld tekst)

    From Montesquieu, about 1748, “Spirit of the Laws”, Book XXIV, Chapter III:

    That a moderate Government is most agreeable to the Christian Religion, and a despotic Government to the Mahometan.

    THE Christian religion is a stranger to mere despotic power. The mildness so frequently recommended in the gospel, is incompatible with the despotic rage with which a prince punishes his subjects, and exercises himself in cruelty.

    From Chapter IV:
    It is a misfortune to human nature, when religion is given by a conqueror. The Mahometan religion, which speaks only by the sword, acts still upon men with that destructive spirit with which it was founded.

    We’re still trying to wrap our heads around the notion that fundamentalist Islam is not a “love-thy-neighbor” religion like the religions we are familiar with. We feel like no one’s ever suggested such a thing. In fact, this has all happened before. People have had to figure this out hundreds of years ago. More from Montesquieu:

    While the Mahometan princes incessantly give or receive death, the religion of the Christians renders their princes less timid, and consequently less cruel. The prince confides in his subjects, and the subjects in the prince. How admirable the religion which, while it only seems to have in view the felicity of the other life, continues the happiness of this!

    It is the Christian religion that, in spite of the extent of the empire and the influence of the climate, has hindered despotic power from being established in Ethiopia, and has carried into the heart of Africa the manners and laws of Europe.

    The heir to the empire of Ethiopia enjoys a principality and gives to other subjects an example of love and obedience. Not far thence may we see the Mahometan shutting up the children of the King of Sennar, at whose death the council sends to murder them, in favour of the prince who mounts the throne.

    4. Consequences from the Character of the Christian Religion, and that of the Mahometan.

    From the characters of the Christian and Mahometan religions, we ought, without any further examination, to embrace the one and reject the other: for it is much easier to prove that religion ought to humanise the manners of men than that any particular religion is true.

    It is a misfortune to human nature when religion is given by a conqueror. The Mahometan religion, which speaks only by the sword, acts still upon men with that destructive spirit with which it was founded.

    Kommentar by Kim Møller — 22. januar 2007 @ 22:39

  5. Mette
    Tak for din respons. Jeg har med stor fornøjelse læst Cervantes.
    Den spanske guldalderlitteratur er i det hele taget rigtig spændende, da den spanske guldalder “El Siglo de Oro” jo som bekendt bryder frem på baggrund af fordrivelsen af de muslimske maurere!
    Montesquieu kender jeg desværre kun af navn, men jeg har hørt om det pågældende værk.
    Det kunne være sjovt at lave to kronologiske lister over kunst, litteratur etc, der forholder sig kritisk til Islam, Muhammed, mellemøstlige værdier etc:
    1.En liste med eksempler fra den islamiske kulturkreds.
    2.En liste med eksempler hentet fra lande udenfor den islamiske kulturkreds.
    Endvidere en kronologisk liste over kunst og litteratur fra den islamiske kulturkreds, der forholder sig kritisk til Kristendom, Jesus, vestlige værdier etc.
    Hvis nogen føler trang til at lave en liste over vestlig kritik af Kristendom og vestlige værdier, skal vedkommende være velkommen.
    Jeg har haft den som obligatorisk pensum, siden jeg var en lille dreng i første klasse.
    Mvh
    Basilios

    Kommentar by Basilios — 22. januar 2007 @ 23:34

  6. Basilios

    Som du måske ved, deltog Cervantes som italiensk soldat i korstog mod muslimer. På vejen hjem til Spanien blev han taget til fange af de algierske pirater, der i århundreder var en pest og plage for søfarten i Middelhavet. Han var i fangenskab i hele fem år, inden han blev løskøbt.

    I noterne til en af de Don Quixote-udgaver, som jeg har haft fat i, står der, at ridderens elskede og fornemme Dulcinea, der i virkeligheden er en tarvelig bondetøs, kan være et ironisk tegnet billede af en muslimsk kvinde, der var konverteret.

    I dag vil muslimerne have Andalusien tilbage, men faktum er, at de på sin vis hele tiden har været der, fordi de fik det valg, at de kunne blive katolikker i stedet for at blive fordrevet af spanierne. Mange konverterede, men dette hører man aldrig noget om.

    Montesquieu er vel mest kendt for princippet om magtens tredeling i den lovgivende, den udøvende og den dømmende instans og sine betragtninger over fx despotiers natur.

    Men han skrev også skønlitteratur, og det kendteste værk er i dag brevromanen “De persiske breve”, “Lettres persanes” fra 1721, som Edward Brandes meget vel kan have kendt og være blevet inspireret af.

    Du foreslår at udarbejde lister. Det er en god idé, men jeg har desværre ikke tid til det. På den anden side kunne det jo være som et gruppearbejde, hvor man i cyberspace lagde sine “fund” ind på en fællesliste.

    Venligh hilsen Mette

    Kommentar by Mette — 23. januar 2007 @ 12:39

  7. Mette
    Pirathistorien kender jeg, hvorimod jeg ikke har hørt det om Dulcinea – ganske interessant!
    Der er mange romantiske forestillinger og myter om maurerne,Andalusien og den særlige tolerance under det muslimske herredømme. Reconquistaen er ofte blevet set i et meget negativt lys, hvilket ikke er særligt nuanceret og retfærdigt, dens negative og grusomme sider til trods.

    Jeg har heller ikke selv tid, men det ville være oplagt at lave sådanne lister som et fællesprojekt på nettet. Min mail er: mikrobasileus@yahoo.dk

    Kommentar by Basilios — 24. januar 2007 @ 00:45

RSS feed for comments on this post.

Leave a comment

Line and paragraph breaks automatic, e-mail address never displayed, HTML allowed: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>

Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 

 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper