21. februar 2008

Prof. Jørgen S. Nielsen: “… each religion should be studied and understood on its own terms”

I mit historiespeciale konkluderede jeg, at Jørgen Bæk Simonsen omkring år 1990 overtog muslimernes syn på deres religion, og derved reelt undsagde traditionel videnskabelighed i forhold til emnet. Han gjorde sig, som jeg fortalte under paneldebatten om bogen i forgårs – til aktivist for multikultur.

Indtil for nogle få år siden var en anden islamforsker, Jørgen S. Nielsen totalt ukendt for de fleste danskere, selvom han internationalt var kendt som professor ved Centre for the Study of Islam and Christian-Muslim Relations i Birmingham, som han også ledede. I 2005 da Jørgen Bæk Simonsen flyttede hjem til Danmark, overtog han direktørstolen på Det Danske Institut i Damaskus, og fornyligt blev han udnævnt til professor ved Københavns Universitet. En bevilling på 6,2 mio. kr. forventes at blive akkumleret til 17,5 mio. kroner, og medierne er så småt begyndt at anvende denne kapacitet indenfor islam som sandhedsvidne.

Hvor Bæk Simonsens nyere forfatterskab er problematisk i videnskabelig henseeende, så er Jørgen S. Nielsen intet mindre end en katastrofe. Et læserbrev af sognepræst Rolf Sloth-Henriksen bragte mig frem til følgende tekst fra hans hånd, dateret 1991. Det er artige sager, glem alt om uvildig forskning – det her er utilsløret propaganda for trosbaseret apologi.

Fra forordet til bogen med den Orwell-inspirerede titel A guide to the presentation of Islam in school textbooks (skrevet af to tyske muslimer Abdoljavad Falaturi og Udo Tworuschka). Oversat fra den tyske original med titlen Der Islam im Unterricht, Georg-Eckert-Institut (1991).

“It has always been a cardinal principle in the teaching and research of the Centre for the Study of Islam and Christian-Muslim Relations (CSIC) that each religion should be studied and understood on its own terms, before even the most timid attempt may be made to compare or critize one against the other. Parallel to this principle has been the conviction that serious personal and academic interaction between adhenrents of the two traditions is essential, if any demolition of the historically accumulated mutual demonization is to be achieved.

One continuing medium for the continuing mutual demonization is the content and underlying assumption of primary and secondary classrooms. In this setting the role of text books is a major factor – althought their impact differs across European countries depending on the nature and degree of bureaucratic and political control of individual school curriculum, teaching resources, school management and teacher traing.

[…]

We trust that this booklet will be useful both as a basic introduction to Islamic teaching and as a tool to evaluate the presentation of Islam in the many school textbooks and teaching materials on offer in the English-speaking world.”

Bogens indhold præsenterer islam, som muslimerne selv ser det, eksempelvis i forhold til “Muhammad and his relations with polytheists, Jews and Christians” (Summary of the central doctrines in Islam, 5.5), “The position of Women” (6.4) og “Jihad – the ‘Holy’ War” (6.5). Interessant nok, men i sagens natur ikke noget en vestlig religionsforsker burde se det som sin opgave at promovere.

Fra det der er tiltænkt at være en slags konklusion (s. 58f).

The following are incorrect:

To confuse social and religious levels. In matters of faith, those known as ‘The People of the Book’ enjoyed complete freedom…

To generalize from the oppression of Christians on political grounds which can be seen at certain times and in certain countries, and to characterize this as Islamic. (Reference should be made here to the considerable social and economic position which Christians – in Egypt for example – have enjoyed, and still do enjoy.)

[…]

The following are incorret:

“It is Gidm who guides” (Surah 28, 56). In accordance with this precept, drawing people to Islam is exclusively God’s affair: Muhammad never took it upon himself to convert other people.

Missionary activity, in the sense of converting others, does not exist in Islam… Muslims, were only required to invite people to guidance, i.e. to a strict monotheism. This task is called da’wa, which can be translated as ‘non-compulsive invitation’…

The spread of Islam began after the death of Muhammad, as the Arabs opposed renewed Byzantine and Iranian colonialization… if these wars had had the aim of converting other peoples, they would have been contrary to the intention of the Qur’an. No effort to spread Islam by force, whether in the past or in the present, can be justified by reference to the Qur’an. If ‘fundamentalism’ exists in this sense, then it is contrary to the nature of Islam.“>

Jeg modtog kopier fra bogen med posten tirsdag ved middagstid. Det hele læste jeg i toget på vejen mod København nogle timer senere. Skal man opsummere modpartens budskab under aftenens debat, må det være at islam ikke er noget i sig selv. Jørgen Bæk Simonsen, Kate Østergaard og Garbi Schmidt gentog det næsten messende i kor: Koranen er intet i sig selv. Blandt publikum var Jørgen S. Nielsen, forskeren der skrev forordet til ovennævnte bog der dikterede hvorledes ‘the intention of the Qur’an’ og ‘the nature of Islam’ og (s. 59) skal præsenteres for et vestligt publikum.

De sprogvidenskabelige forskere undsiger den komparative forskning, og forsker i muslimernes forskellighed udfra den betragtning at islam intet er i sig selv. En forsker som Jørgen Bæk Simonsen lader dog ikke altid muslimerne selv definere islam. Eksempelvis pointerer han i Det retfærdige samfund. Om muslimer og etik (2001, s.78), at sharia “kun vanskeligt [kan] oversættes med det danske ord ‘lov’. Det ville være bedre og mere korrekt med en oversættelse som eksempelvis det, der er ordets grundbetydning, nemlig slet og ret ‘vej’.” Så selvom muslimernes fortolkning af islam er det essentielle, så må deres tolkning korrigeres, hvis det lyder for barsk på dansk.

Andre forskere søger en slags (u)videnskabelig økumeni, og promoverer det synspunkt at islam skal præsenteres som muslimerne selv ønsker det. Skodderne mellem de to retninger er ikke vandtætte. Den slags lader sig kun gøre indenfor samfundsforskningen, hvor visse fag minder om politik til forveksling. Forskere der i 70’erne hudflettede det (de så som) det kapitalistiske samfunds kvindeundertrykkende strukturer, kan trods stor viden om islams undertrykkende natur ikke se problemerne selv efter nærkontakt med Koranen og de underkastede. Idag findes der antropologer der ser det islamiske tørklæde som en slags moderne feminisme.

Diverse integrationsforskere med islam og integration som studieobjekt, anerkender tydeligvis ikke, at Danmark (modsat eks. Sverige og England), ikke officielt har gjort multikultur til et samfundsmæssig udgangspunkt. Klokkeklar sammenblanding af politik og forskning, men næppe noget der kommer frem i debatten om forskningsfrihed, der altid drejer sig om faren for markedsøkonomisk pression mod uafhængige forskere. En af de mere markante kritikere i den henseende er iøvrigt antropologen Kim Esmark – censor på mit historiespeciale.

PS: På Århus Hovedbanegårds ventesal lå tæt på mig lå en kopi af en dansk bog om islam “Muhammed, Guds sidste sendebud”, med undertitlen “Guds velsignelse og fred over ham” (Online, 96 s., doc). På bagsiden henvises til ‘Al-Ahsa Islamic Center, Kingdom of Saudi Arabia’. Nej, islam bedriver bestemt ikke mission.

The URI to TrackBack this entry is: https://www.uriasposten.net/archives/5505/trackback

11 Comments »

  1. Tirsdag aften i forfatterforeningen

    Først tak til Kim for dit emnevalg, dit arbejde, din bog, at du stiller op!

    Context-begrebet er vist et ”in” ord – som med tiden vil blive udskiftet med et andet ”love”-ord. Men altså: context var Ordet. Vist både grundbegreb, metode og rettesnor (i ”vores tid” var rettesnoren begreberne sand/falsk). Context betyder sammenhæng. Men vi tvivler på denne oversættelse/ fordanskning er dækkende, og håber vi nogenlunde kan redegøre for denne tvivl:
    ”Islam er ingenting”, men der kan forskes i den enkelte muslims opfattelse af dette ingenting, som i den enkeltes hoved bliver noget, og dette noget kan så studeres. Men nu er det jo sådan, at der i mange mennesker er begrænset med sammenhæng, så derfor kan ´context´ nok ikke oversættes ved ´sammenhæng´ . På sammen vis hvis fx blikket rettes mod et større samfundsniveau, og der i synsfeltet kommer dels mennesker, som hverken bruger vold, bål eller trusler, og dels andre, som ynder at bruge disse ”redskaber”, og dette nu vælges som observeringsemne, ja så observeres usammenhænge og konflikter mellem de første og de andre mennesker. Så context kan næppe betyde sammenhæng i betydning sammenhænge i det observerede, og begrebet ville i så fald sikkert også umuliggøre usammenhænge som studieobjekt. Begrebet synes derfor ikke at have sin plads i det observerede men i den observerende. Når dette føjes til fraværet af begreberne sandhed og løgn, – hvis anvendelse laver et skel mellem forskning og fx en rejsebeskrivelse af et ophold i en fremmed landsby – ender den observerende ikke bare med at være garant for produktets vægt og interesse for andre, men som person at være afgørende herfor. Andre må fatte tilid til vedkommendes integritet, begrundelser osv for at interessere sig for produktet – dvs skribentens personlighed, skal være godt kendt af disse, og de skal kunne få fornemmelse af, hvordan redskabet ”context” bruges i/af skribenten, – hvorfor lige denne context og ikke lige den ved siden af er valgt.

    Har en forsker ikke disse kvaliteter, og måske ovenikøbet holder ”contexten” flydende, fx over for kritikere (eller ´krænkede´) kan dette let få en i gang med at associere til to eller flere tunger og dermed til et andet begreb, nemlig taqiyya, et begreb, som er grundlæggende i islam, dette ingenting. Så man til sidst sidder med et billede af et tvillingepar: context og taqiyya.

    Taqiyya, grundlæggende for en helt taqiyya-verdensopfattelse. Går denne opfattelse måske den, der studerer dele af heraf i årevis, mer end under huden, ja helt ind i identiteten – så man goes, ikke black, men goes muslimic?

    Måske denne holden-det-flydende har en helt anden side, et vel-udviklet selvforsvar: lang tids beskæftigen sig med dette ingenting har måske givet en velfungerende fornemmelse for, hvad der kan krænke tilhængerne af ”ingenting” og dermed bringe en i livsfare.
    Men det er måske en illusion, at nok så megen omhu med valg af objekt og holden-flydende er et sikkert værn mod pludselige dødstrusler o.l. For ingentingmagtens hovedredskab arbejder ikke fornuftigt eller forudsigeligt. Gjorde den det, ville den holde op at være sig selv lig, nemlig at være frygt. Og den fungerer bedst gennem at få skabt tryghed og ro og så pludselig slå til – og tilfældigt, uforudsigeligt, voldsomt – og så har frygten fået ny, magtgivende næring for et stykke tid osv.osv.

    Men måske vi ikke havde context-kontakt og derfor ikke har fattet essensen – øh, nåh nej, det ord er jo også yt.

    Kommentar by Soy og Gerd — 21. februar 2008 @ 18:02

  2. Det mest fantastiske ved disse forskere til lettelse af islams indførelse i den vestlige kultur, må være begejstringen for den muslimske kultur. En kultur der kun har formået at fostre et par enkelte nobelpristagere. Der produceres ingen varer af betydning, som kan sælges på det globale marked og der gøres ingen opfindelser, som kan gøre livet lettere at leve. Alt dette foregår uden for islam og skal de olierige områder imponere med bygningsværker, hentes det meste af arbejdskraften udefra og returneres selvfølgelig, når arbejdet er færdig. Hvad foregår der dog i en forskerhjerne, som vil bruge sit liv på at forberede sin egen og vor andres nedstigning til helvede? 

    Kommentar by Menig 442 — 21. februar 2008 @ 20:53

  3. Forhåbentlig har Jørgen S. Nielsen husket at fortælle muslimerne at de skal tolke andre trosretninger på disses egne præmisser.

    Hvad er i øvrigt “multikultur” andet end et andet navn for en totalitær drøm, der i allerhøjeste grad minder om ren marxisme-leninisme: Når arbejderklassen overtager samfundet opløses alle (klasse-)modsætninger og vi går mod paradisiske tilstande styret efter de sande videnskabelige og grænseoverskridende principper. Nationalstaten overflødiggøres mv….

    Venstrefløjen genkender bl. a. disse ting i den muhammedanismen, men anerkender ikke at tro ( undtagen deres egen )kan bevæge mennesker – eller masserne. Heri tager venstrefløjen grueligt fejl og fatter det først alt for sent.

    Jeg

    Kommentar by Limewoody — 21. februar 2008 @ 21:05

  4. Flot indlæg. Jeg håber vi hører mere til ‘A guide of the presentation of Islam in school textbooks’. Kunne digital distribution komme på tale?

    Kommentar by Højrebladet Komet — 21. februar 2008 @ 21:11

  5. Jeg har ledt efter bogen på nettet. Det er som støvsuget for den. Hvorfor?

    Kommentar by Hodja — 21. februar 2008 @ 21:38

  6. 2. Limewood

    Samfundet, som “en dampende og sydende multikultur gryde” var hvad Morten Kjærum engang sagde ville være herligt om Danmark kunne ende som .

    Pudsigt som multidrømmen er på vej til at ligne en regulær udskiftning af den oprindelige, fredsommelige monokultur med en fremmedartet, ind i marven krigerisk monokultur.

    Kaos og ufred bliver resultatet af denne udskiftning.

    Kommentar by Vivi Andersen — 22. februar 2008 @ 00:08

  7. Titeln stavas “A Guide TO…”:
    Falaturi, Abdoldjavad/ Tworuschka, Udo: A Guide to the Presentation of Islam in School Textbooks (CSIC Papers: Africa, no.8; CSIC Papers: Europe, no.8), Brimingham September 1992.

    Den som vill kan köpa den av: http://www.islambook.com/books/bookdetails.jsp?isbn=N13&parent=8
    Eller kanske inte… (We appreciate your patronage. May Allah bless you and give you the guidance.) Hmm!!!

    Boken verkar användas i forskning:
    Education for Religious tolerance in the Middle East
    Dr. Wolfram Reiss (Universities of Rostock and Erlangen-Nuremberg)
    http://folk.uio.no/leirvik/OsloCoalition/Reiss0904.doc

    Islam i europæisk klædedragt: 5. MUSLIMER I EUROPA Af Aminah Tønnsen
    http://www.islamstudie.dk/boeger_klaededragt.5.htm

    Kommentar by Jonny — 22. februar 2008 @ 00:25

  8. 1. Jørgen S. Nielsen er endnu en akademisk islampropagandistpamper, som Uriasposten forhåbentlig vil holde skarpt øje med.

    w. Hvornår får vi (offentligheden, og helst Uriaspostens læsere som de første) at vide, om Jørgen Bæk Simonsen rent faktisk er konverteret til den tro, han gør så meget for at stille i et gunstigt lys?

    Kommentar by Crass Børsting — 22. februar 2008 @ 09:44

  9. I alle religioner, alle trossamfund findes der en “dommedag”, hvor ALLE
    skal stå til regnskab for deres gerninger. det håber jeg, er sandt,
    Bestiller hermed en billet på 1. række, når J.B. Simonsen og alle de andre syge halal-hippier, der ser det som deres ypperste gerning, at omstyrte Danmark, stilles til regnskab.
    Kan vi bestille omtale i (D)DR, således at dette falske medie for første
    gang tvinges til at bringe sanheden ???

    Kommentar by ramses-2 — 22. februar 2008 @ 21:09

  10. ->8 Crass Børsting

    Jeg har vist skrevet det flere gange, men gentager gerne: Jørgen Bæk Simonsen har ikke konverteret til islam.

    Kommentar by Kim Møller — 27. marts 2008 @ 16:09

  11. Lige en kedelig kommentar.. det hedder ikke “en kopi af en bog” men et eksemplar af en bog – det andet er en anglicisme. Med mindre der er tale om en fotokopi.

    Det er ikke ment som flueknepperi, men i god national-sproglig ånd.

    Kommentar by Casper — 28. marts 2008 @ 01:44

RSS feed for comments on this post.

Leave a comment

Line and paragraph breaks automatic, e-mail address never displayed, HTML allowed: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>

Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper