6. april 2008

Apologi i Information

Generelt bør man læse mere end man skriver, men er det Information man vælger at læse, så vil jeg mene en fodboldkamp giver mere – sådan rent akademisk. To eksempler fra weekendens udgave.

“Problemet er, at nogle vestlige provokatører gerne vil have pisket en stemning op mod islam og Koranen. Det er nogenlunde lige så ubegavet som at ville piske en stemning op mod f.eks. kristendommen og Det gamle Testamente. Hvis nogen vil forsøge det sidste, ville vi blot trække på skulderen og tænke ‘herregud’. Men i den muslimske verden tager man profet-tegninger i Jyllands-Posten, Theo van Goghs film Submission og Geert Wilders video Fitna dødsens alvorligt.(Jens Nauntofte, DR-journalist i kronik: Islam vokser – mens vi skrumper, 5/4-08)

De fleste ville jo nok tænke lidt videre, og spørge sig selv, hvorfor den muslimske verden tager krænkelser af Muhammed alvorligt, men nej – man stiller ikke de spørgsmål der afføder svar der ikke kan integrereres i favorit-ideologien.

“Den amerikanske psykolog W. Barnett Pearce citerer Hans-Georg Gadamer for at tale om forståelseshorisonter. En forståelseshorisont er den naturlige ’synsrand’ for forståelsen, som man ikke kommer udover, men som markerer rækkevidden af ens meningsfulde verden… I dag bliver vores forståelsesgrænser udfordret, og Karikaturkrisen I og II illustrerer, hvordan vi endog kan stå med hver vores synsfelt, eller forståelseshorisont, som bare ikke når hinanden. Skal vi så bare opgive enhver tilnærmelse og stå fast på vores egen horisont, med dertilhørende bål og brand, eller skal vi lade selvcensuren råde, så vi ikke træder andre over tæerne?

Måske et svar bedst kan udtrykkes i ordene om at vælge sine konfrontationer med omhu. Hvis jeg f.eks. har en nabo, som slår sine børn, og denne nabo samtidig bliver meget vred, hvis man kalder ham for skaldepande, så vil jeg sige, at det gælder om at vælge den rigtige konfrontation, nemlig at anklage ham for børnemishandling, frem for at drille ham med hans manglende hårvækst.” (Morten Kruse: Konflikter bør vælges med omhu, 5/4-08)

Hvis bare det var så nemt, men analogien holder ikke. Hvis ikke ytringsfrihed er retten til sige det andre ikke gider høre, så er den slet ikke, og det handler således ikke om Geert Wilders, Kurt Westergaard, Salman Rushdie med flere, men om princippet der udgør en væsentlig årsag til at Vesten overhovedet fik tæmmet Kristendommen. Med en let omskrivning af Niemüllers berømte ord: ‘Først kom de efter Salman Rushdie, og jeg protesterede ikke, for jeg havde ikke skrevet noget om Profeten. Så kom de efter Kurt Westergaard, og jeg protesterede ikke, for jeg er ikke karikaturtegner. Så kom de efter Geert Wilders, men jeg protesterede ikke, for jeg er ikke højreorienteret…’

Oploadet Kl. 11:23 af Kim Møller — Direkte link19 kommentarer

The URI to TrackBack this entry is: https://www.uriasposten.net/archives/5659/trackback

19 Comments »

  1. Her er mig bekendt originalen af den tyske præst, Martin Niemöller som efter Holocaust skrev:

    “Først hentede de kommunisterne.
    Jeg sagde intet, for jeg var ikke kommunist.
    Så hentede de arbejderne og fagforeningsfolkene.
    Jeg sagde intet, for jeg var ikke fagforeningsmedlem.
    Så hentede de katolikkerne og jøderne.
    Jeg sagde intet, for jeg var protestant.
    Til sidst hentede de mig.
    Og så var der ikke mere nogen, der kunne sige noget”.

    Kommentar by Michael Sandfort — 6. april 2008 @ 11:35

  2. Nu skal man jo ikke tage Jens Nauntofte, eller andre man er uenige med, som indtægt for det generelle refleksionsniveau på information.

    Det er bare et tegn på kendisfaktoren, der findes titusinder der kunne have skrevet en bedre kronik.

    Kommentar by Thomas Bolding Hansen — 6. april 2008 @ 11:48

  3. Helt ærligt så er det da vist Nauntofte og Kruse, der er forståelseshorisontmæssigt udfordret

    Kommentar by Limewoody — 6. april 2008 @ 12:39

  4. “så vil jeg sige, at det gælder om at vælge den rigtige konfrontation, nemlig at anklage ham for børnemishandling”

    Og er det ikke lige præcist det som JP og Wilders har gjort. De har anklaget islam/muslimer for dets tydelige forbindelser til vold og terror. De har netop ikke valgt at fokusere på ligegyldigheder som at gøre nar ad at de stikker røven i vejret fem gange om dagen. Det sidste er da også vældigt latterligt og der kan sikkert laves meget sjov ud af det, men det er ikke af nogen videre betydning – dvs. skadeligt for vi andre. Det er derimod volden/terroren, koranens racistiske og militante budskaber.

    Morten Kruse burde derfor falde bagover af benovelse over at både JP og Wilders vælger den rigtige konfrontation, nemlig ud fra hans eget eksempel nemlig kampen mod børnemishandling.

    Men mon ikke der er en racistisk kulturrelativisme og politiks korrekthed der står i vejen…..

    Kommentar by Superman — 6. april 2008 @ 12:42

  5. Jeg har læst Niemüllers citat to gange på det seneste her på siden. Samtidig er det forordet til Jan Guillous “Fjenden i os selv”.

    Det er interessant hvordan begge fløje prøver at gøre citatet til “deres” og koble de andre til nazisterne

    Kommentar by Kasper — 6. april 2008 @ 12:49

  6. Hvor er det man som regel finder moraliserende universitetsfeminister der forsvarer religiøs hovedbeklædning til kun kvinder? Hvor er det vi finder antropologisk forståelse for flerkoneri? Hvor er det vi ser kunstnere der har en grusom tolerance overfor intolerant kultur, hvis det altså bare kommer fra syd for Sahara? Hvor er det man finder kvinder der foreslår at man ser mildere på arrangerede ægteskaber? Hvor er det der opfordres til at man tager specielt hensyn til religiøse følelser – hvis de altså er muslimske? Hvor er det salig Georg Metz harcelerer mod regeringens forfriskende kulturkanoner? Hvor ser vi det kraftigste udtryk for sort kulturelt selvhad? Det gør vi primært på minaret aviserne Information og Politiken.

    Hvor ser vi til gengæld at der helt tydeligt og kraftigt tages afstand fra religiøs undertrykkelse af kvinder, børn, mænd, frihedsrettigheder og demokrati? Bare jeg kunne sige Information og Politiken.

    Kommentar by Janne — 6. april 2008 @ 13:10

  7. “Problemet er, at nogle vestlige provokatører gerne vil have pisket en stemning op mod islam og Koranen.”

    Ja! det er rigtigt. Bla. mig. Og hvorfor er jeg så slem, tja! det forklarer bl.a. Wilder om.

    Et spørgsmål: Hvorfor er der så mange vestlige provokatører, der vil have os til at elske en kulturelt fremmed middelalderlig voldsreligion, skabt af en massemorder og pædofil?

    Tja her ville min gamle mor nok sige, at jeg spørger mere end 7 vilde kan svare på.

    Kommentar by Anonym — 6. april 2008 @ 13:47

  8. #1:

    Ja mig bekendt skrev han ikke på dansk 8;-)

    Der findes såvidt en hurtig søgning bringer flere varianter af digtet. Om manden har skrevet flere er mig ikke bekendt. På tysk er den mest “anerkendte” tilsyneladende:

    Als die Nazis die Kommunisten holten, habe ich geschwiegen;
    ich war ja kein Kommunist.

    Als sie die Sozialdemokraten einsperrten, habe ich geschwiegen;
    ich war ja kein Sozialdemokrat.

    Als sie die Gewerkschaftler holten, habe ich geschwiegen;
    ich war ja kein Gewerkschaftler.

    Als sie mich holten, gab es keinen mehr, der protestieren konnte.

    Altså:

    først kommunisterne,
    så socialdemokraterne,
    derefter fagforeningsfolkene
    og til sidst ham selv.

    Altså f.eks. ikke noget om katolikker, dem er der også en hel del af i Tyskland – godt 30% af 82 mio i dag, så AH fik dem vist ikke alle :-) Men heller ikke noget om jøder eller for den sags skyld arbejdere.

    Iøvrigt, OT eller ej: Niemüller var en tvetydig figur, bl.a. for dem, der ikke bryder sig om tysk militarisme.

    (Martin Niemüller, tysk teolog, 1892-1984:)

    Under 1. verdenskrig gjorde han karriere som U-bådsofficer og endte som kommandant. Han tog 1919 sin afsked fra flåden, fordi han ikke brød sig om den demokratisk valgte regering. I 1920 var han bataljonsfører i et af de berygtede frikorps, “Akademischen Wehr Münster”.

    Han stemte nazistisk allerede fra 1924 og langt hen i sin senere kontrovers med det tredje riges magthavere. Denne kontrovers var iøvrigt mest et spørgsmål om religiøs frihed og i al fald i begyndelsen præget af kompromissøgen. F.eks. efter arieriseringen af de protestantiske tyske kirker, hvor han ganske vist talte imod disse nye forordninger, men samtidig udtalte, at han forventede at præster af jødisk afstamning holdt sig tilbage, så der ikke kom problemer.

    Han sad mange år i KZ-lejr og ved krigsudbruddet i 1939 meldte han sig frivilligt men forgæves til fornyet tjeneste i U-båds flåden.

    I 1954 overgik han til en radikal pacifistisk linje, hvormed han hurtigt gjorde karriere. I 1957 blev han valgt som Formand for “der Deutschen Friedensgesellschaft” og 1958 for “Internationale der Kriegsdienstgegner” og efter nogle fusioner var han i mange år (?) førende i tysk pacifisme. 1952 besøgte han den øverste patriark i Moskva midt i den værste krisetid, 1967 Nord-Vietnam mens krigen rasede. I sine sidste år talte han imod den vesttyske regering og støttede de udenomsparlamentariske kræfter. I 60-erne og 70-erne blev han (derfor) ofte beskyldt for at høre til Kremls og Østberlins venner.(frit efter tysk wikipedia)

    Kommentar by Scavenius — 6. april 2008 @ 14:10

  9. -> 5 Kasper

    “Det er interessant hvordan begge fløje prøver at gøre citatet til “deres” og koble de andre til nazisterne”

    Modstil mig venligst ikke med Guillou. Jeg har aldrig undsagt demokratiet til fordel for det modsatte.

    Kommentar by Kim Møller — 6. april 2008 @ 15:34

  10. Kim Møller:
    “Hvis ikke ytringsfrihed er retten til sige det andre ikke gider høre, så er den slet ikke, og det handler således ikke om Geert Wilders, Kurt Westergaard, Salman Rushdie med flere, men om princippet der udgør en væsentlig årsag til at Vesten overhovedet fik tæmmet Kristendommen.”

    Vil du ikke forklare lidt nærmere, hvordan vi tæmmede Kristendommen? Jeg har lidt svært ved at se det.
    Kristendommen/Kirken ser for mig ligeså urationel dengang som den er idag. Den vigtige forskellen er at den nu ikke har politiske magt.
    Dengang var der ingen ende på de katastrofer som den var skyld i. De endte således med at køre sig selv og meget af den vestelige verden helt i sænk og de mistede alt troværdighed.
    Staten (politikerne) kom så ind og samlede den politiske magt op som før var kirkens og indtil videre har de ikke givet den fra sig.
    Sådan som jeg forstår det, så var der faktisk ikke nogen ytringsfrihed før kristendommen mistede sin politiske magt. Det virker derfor lidt underligt når du siger at princippet om ytringsfrihed har noget at gøre med en tæmning af kristendommen.
    Jeg kan heller ikke se at man brugte sin ytringsfrihed imod kirken efter at den havde mistet sin magt. Folk kunne bare være ligeglade med hvad kirken sagde og du blev ikke brændt på bålet.
    Eller hvad?

    Kommentar by niin — 6. april 2008 @ 18:34

  11. “Vil du ikke forklare lidt nærmere, hvordan vi tæmmede Kristendommen”

    Det er da meget nemt;

    Med renæssancen satte man ikke blot mennesket med individet i centrum (sidstnævnte fastsloges ved oplysningstiden), og Kristendommen blev subsidiær til (efterhånden) folkestyret. Men tankerne om frihedsrettigheder blev retten til religiøs praksis en PERSONLIG rettighed til at udøves i PERSONSFÆREN snarere end en samfundsmæssigt bærende institution.

    Alle tanker baseret på disse to historiske begivenheder (og eftertiden til dem) er fuldstændigt fremmede for den Islamiske verden. Der er sikkert mange der nyder den liberal(agtige) indstilling til specielt overklassens liv i forskellige golfstater såsom Dubai, men i realiteten forstår de slet ikke hvad vi siger når vi taler om religiøs frihed og den sekulære, tolerante stat. Faktisk tror de at “tolerance” skal forstås snævert som “tolerance for at Islam skal bestemme alt”; Ikke bredt som en tolerance for alle menneskers religiøse frihed, også ateisters frihed fra andres religiøse ideer.

    Så er er også en debat om eks. den lutheranske ideologis positive impact på nordvesteuropa, men det er vidst en anden diskussion.

    Kommentar by DaLi — 6. april 2008 @ 19:13

  12. Jens Nauntofte skriver også: “Der vokser en Nu-kan-det-være-nok holdning frem, som man bør tage alvorligt. Det gør det betydeligt vanskeligere for moderate muslimer i Europa at integrere sig. Deres projekt bliver ødelagt af jihadister og radikale islamister fra vores lokale “Boghandler fra Brønshøj” til selvmordsceller i Leeds, London og Madrid.”
    “Deres projekt” …?? Med at integrere sig? Hvad er det for et projekt? Det har jeg da ikke hørt om. Er det blandt de moderate muslimer i Europa, at denne “Nu-kan-det-være-nok holdning” over for jihadister og radikale islamister vokser frem? Jeg mener, det ville da være et udmærket integrationsprojekt; men det er vist ikke det Nauntofte skriver. Er der noget jeg har misforstået?

    Kommentar by monse — 6. april 2008 @ 19:53

  13. > 11 DaLi
    Tak fordi du tog dig tid til at forklare #10 niin hvordan den kristne kirke mistede sin magt fordi europæernes vilje til ytringsfrihed viste sig at være så stærk, som den gjorde. Det giver en en smule håb at tænke på, at når det kunne lade sig gøre dengang, kan det også lade sig gøre igen.

    Kommentar by monse — 6. april 2008 @ 20:18

  14. @ monse

    Det er nok et projekt som de sagnomspundne moderate muslimer har, og før vi finder ud af hvor de holder til må vi nøjes om at høre om det gennem deres talrige mystiske talsmænd, blandt andet Jens Nauntofte.

    Kommentar by Mallebrok — 6. april 2008 @ 20:25

  15. -> 11. DaLi

    Jeg har lidt svært ved at se sammenhænget mellem individet i centrum og kristendommens fald. Kunne du uddybe det lidt?
    Man havde også tanker om frihed før kristendommens fald. Men de førte aldrig til at religion kun var en personlig praksis
    Var det ikke først da kirken havde mistet sin politiske magt at religion blev noget mere personligt?

    Kommentar by niin — 6. april 2008 @ 21:25

  16. > 15 niin
    Kirken mistede sin politiske magt i Europa over en lang periode startende i 1500-tallet og gående frem til i dag, idet kirken nogle steder faktisk har en del politisk magt tilbage, i hvert fald uformelt, men dog i en tæmmet udgave, som Kim korrekt påpeger. Frelse gennem personlig tro var kernen i den lutheranske reformation, som indledte nedbrydningen af kirkens magt og banede vej for oplysingstiden, idet da frelsen var blevet et personligt trosanliggende, var det jo pludseligt legitimt at erkende verden omkring sig med egne sanser og forstand, dvs. udenom kirkedogmernes filter. Det banende også vej for de borgerlige revolutioner mod enevældskongerne, der i første omgang kaprede den magt, som kirken mistede, idet friheden til erkendelse af verden med egne sanser og forstand også kom til at omfatte sociale og politiske forhold. Så DaLi har ganske ret i at “individet i centrum” var det første og afgørende søm i den kristne kirkemagts ligkiste. Udviklingen mod borgelig frihed, eller rettere kampen, for det var blodigt, startede altså mens kirken var magtfuld. Det var dog nok ikke gået i 1200 – 1300 tallet, hvor den var mere magtfuld. Den var lidt degenereret i 1500 tallet.

    Kommentar by monse — 6. april 2008 @ 23:42

  17. Og så hjalp det også gevaldigt, at den almindelige befolkning fik lært at læse og skrive, at Luther fik oversat Biblen til Tysk fra Latin,at Guthenberg fik konstrueret trykkerimaskinen og at Biblen gik fra at for de ganske få til alles ejendom.

    Så var det slut med at præsterne enerådigt kunne fortolke Biblen.

    Når folk kan læse og skrive – og har adgang til informationer bliver det sværere at undertrykke dem.

    Seneste eksempel er den SaudiArabisk imam der forsøger at få FaceBook forbudt – idet de unge Araberes brug af denne vil bringe dem i kontakt med andre fra den øvrige del af verde – og så bliver de let at lede Araber-ungdommen i fordærv.

    Kommentar by Vivi Andersen — 6. april 2008 @ 23:55

  18. Hvordan Vesten “tæmmede Kristendommen”.

    Hurtigt fortalt som nogle allerede har været inde på. Den lutherske revolution og dermed den protestantismen betød, at enhver var sin egen præst i et direkte gudsforhold. Heraf fulgte også, at udlægningen af Evangeliet tog en drejning, således at det enkelte menneskes værdi blev fremhævet i fortolkningerne. Herunder også barmhjertigheden. Og som følge af den naturvidenskabelige udvikling og oplysningstiden tabte Kirken kulturkampen, fordi dens religiøse dogmer ikke kunne tilpasses de nye tider.

    Sekularisering, demokrati og ytringsfrihed opstod som fuglen Fønix af Romerkirkens aske. Men alt kan vi takke Martin Luther og de to regimenter for.

    Kommentar by kurt rosenstrøm — 7. april 2008 @ 10:03

  19. “Hvordan Vesten “tæmmede Kristendommen”.”

    Hvis man tager en tur rundt på mange danske kirkegårde med en god mængde år på bagen, så kan man se hvordan synet på kristendommen har ændret sig, fra at være en mørk, fordømmende, straffende og gudsfrygtig kristendom til at blive mere romantiseret og knap så fordømmende og moraliserende og op til i dag hvor en del nyere gravpladser minder om små kopier af børninstitutioner med dyr, figurer, bamser og plastikblomster; kort sagt ikke nødvendigvis en udstillingsplads for gudstro (kors er sjældne), heller ikke et billede på paradis eller et andet sted hinsides, men et lille område der afspejler den afdødes ynglingsinteresser eller personlighed. Også gravpladser på kristne kirkegårde er blevet individualiseret og personlige. Væk er de allerfleste tegn for eller symboler på kristendom.

    Kommentar by Janne — 7. april 2008 @ 14:57

RSS feed for comments on this post.

Leave a comment

Line and paragraph breaks automatic, e-mail address never displayed, HTML allowed: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>

Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 

 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper