27. april 2004

Allan Bloom: Historien om Vestens intellektuelle forfald – nogle notater

I 1987 udgav den amerikanske filosof Allan Bloom bogen The Closing of the American Mind, hvad i 1991 blev oversat til dansk under titelen: Historien om Vestens intellektuelle forfald, hvori han argumenterede for at USAs krise i bund og grund var en konsekvens af universiteternes krise. Selvom bogen fokuserede på amerikanske forhold, kan pointerne uden større problemer overføres til europæiske forhold – idet det, som den danske udgave titel indikerer – er et problem som hele Vesten deler.

Bogen, som blev Blooms hovedværk er på godt 400 sider inkl. et efterord af SDU-lektoren Dominique Bouchet. Bogen er inddelt i tre skarpt adskilte dele, som kunne læses særskilt:

Første del – Studenten, redegør for de universitetsstuderendes manglende lyst og evne til kritisk akademisk tænkning. Studenterne er ugidelige i forhold til universitetets målsætninger, og generelt er der en konsekvensløshed i ungdommen som gør at ingen anstrenger sig mere end højst nødvendigt. Alle er ramt af den allestedsnærværende værdi-relativisme, som gør alle synspunkter lige gyldige og hermed ligegyldige.

Anden del – Nihilisme på amerikansk, er en noget tungere affære. Med baggrund i de store filosoffer forklarer Bloom hvorfor det gik så galt, og den amerikanske intellektuelle klasse, for ikke at sige demokratiet – som sådan får hårde ord på vejen.

Tredje del – Universitetet, forsøger at se det hele fra samfundets synsvinkel, og understreger behovet for et formuleret helhedssyn i universiteternes målsætninger. Her mener Bloom at fokus igen skal rettes på de tidlige filosofiske værker, der vender alle problemstillinger – langt bedre end den nutidige filosofi der gør alt til et spørgsmål om fortolkning.

Historien om Vestens intellektuelle forfald er en af de bedste bøger jeg har læst, og da emnet stort set ikke er beskrevet andetsteds, forstår man ikke (og så alligevel godt), at bogen ikke er fast pensum på grunduddannelsen. Allan Blooms hovedopgør er med værdi-relativismen, og hermed også kultur-relativismen, der med udgangspunkt i de intellektuelle spreder sig som ringe i samfundet – med store og svært oprettelige konsekvenser. Intellektuel debat bliver til føleri, idet alle holdninger og synspunkter ikke bare i teorien, men også i praksis er acceptable – hvad på ingen måde sættes i relation til samfundets overordnede behov for udvikling af en akademisk elite.

Bedst i bogen er de mange eksempler fra de ‘glade tressere’, hvor han underviste på Cornell University. Her beskriver han indgående hvorledes professorerne opgav alle idealer, til fordel for en brovtende studenterpøbel som skreg på lighed, men i praksis blot nød solskinnet og fritimerne i selvgodhedens navn. Lighed blev en ideologi, og middelmådigheden en norm. Dette især indenfor de humanistiske fag, der ikke som naturvidenskaben havde faste holdepunkter.

Her er nogle citater fra bogen:

“Den umættelige hunger efter frihed til at leve som man vil trives i denne side af den moderne demokratiske tanke. Til sidst kan det komme til at se ud som om, man kun kan opnå den fulde frihed, hvis der slet ikke findes nogen moralsk og politisk viden. En effektiv måde at få ram på modstanderne er at overbevise dem om, at de slet ikke kender til godhed. Den oppiskede følsomhed, der følger med en radikal, demokratisk teori ender med at opfatte enhver begrænsning som vilkårlig og tyrannisk. Der er ingen absolutte sandheder, kun friheden er absolut. Resultatet er selvfølgelig på den ene side, at argumenterne for frihed forsvinder, på den anden at enhver overbevisning efterhånden antager den samme svækkede form, som først kun var tiltænkt religiøs overbevisning. [s. 15]

“De har ingen grund til at tro, at de er bedre end andre, hverken som enkeltpersoner eller kollektivt, som en nation. John Rawls er næsten en parodi på denne tendens. Han bruger flere hundrede sider på at overbevise folk om det og til at foreslå en styreform, der kunne tvinge dem til ikke at se ned på andre. I ‘A Theory of Justice’ skriver han, at fysikeren eller forfatteren ikke bør rynke på næsten af én, der bruger sit liv på at tælle græsstrå eller på en hvilken som helst anden fjollet eller direkte dårlig måde. Man burde hellere rose ham, for alle mennesker har behov for at blive rost af andre, ikke kun af sig selv. Ikke-diskrimination bliver derfor et moralsk bud, fordi det er det modsatte af diskrimination. Dette pjat vil bevirke, at man ikke må søge den almenmenneskelige godhed og beundre den, når man finder den – for gør man det, har man også fundet det modsatte, nemlig det dårlige, og beundring for det gode vil indebære foragt for det dårlige. Instinkt og intellekt skal holdes i ave af uddannelse. Den naturlige sjæl skal erstattes med en kunstig.” [s. 17]

“Sådanne studenter findes næsten ikke mere – nu er de fleste interesseret i politiske problemer i Den Tredje Verden og i at hjælpe dens lande til modernisering med tilbørlig respekt for deres kulturer. Det har ikke noget at gøre med at lære af andre, men er blot en ny og nedladende forklædning af imperialisme. Det er fredskorpsmentaliteten, som ikke ansporer til at lære noget, men til en sekulariseret udgave af velgørenhed. [s. 21]

“Åbenhed var engang den dyd, der skulle hjælpe os til at finde det gode ved fornuftens brug. Nu betyder det at godtage alt og benægte fornuftens magt. Den uindskrænkede og tankeløse leflen for åbenhed, uden erkendelse af det nedarvede politiske, sociale eller kulturelle problem, der kommer af at betragte åbenhed som naturens mål, har gjort åbenhed meningsløs. Kulturrelativisme ødelægger både éns eget og godheden. [s. 26]

“Færdig med heltespørgsmålet gik jeg videre og spurgte, hvem de syntes var ond. Her har alle et svar parat: Hitler. (Stalin husker ingen åbenbart.) Men hvem så efter Hitler? Indtil for et par år siden var der nogle få, der svarede Nixon, men han er på samme tid ved at blive glemt og rehabiliteret. Og her standser de. De har ingen forestilling om ondskab og tvivler vel på, at der eksisterer noget sådant. Hitler er bare en abstraktion, noget der kan udfylde et tomrum. De lever i en verden, hvor der konstant begås de frygteligste forbrydelser, hvor gaderne dagligt er scene for kriminalitet – og de vender ryggen til. Måske mener de, at ugerninger begås af mennesker, der bare har brug for den rette terapi for at blive gode igen – at der er onde gerninger, men ikke onde mennesker. Der er intet Inferno i dette spil. Derfor er studenternes almindelige livssyn helt befriet for højder såvel som for dybder. Det mangler alvor.” [s. 56f]

“Tressernes programmerede broderskab kulminerede ikke i integration, men bøjede af og blev til sort adskillelse. Hvide studenter er pinligt berørte og taler nødigt om det. Det passer ikke rigtigt ind i stilen. Alle mennesker skulle jo være smukke og lige og venskab bare et aspekt af alle de lige muligheder. De lader som om, de ikke bemærker alle de borde i spisesalen, hvor hvide studenter aldrig sætter sig. [s. 81]

“Cornell, hvor jeg underviste i mange år, var ét af de universiteter, der ville have flere sorte studerende. Rektor gik endda så vidt som til at erklære, at man ikke bare ville optage flere sorte, man ville også fortrinsvis tage de mindre privilegerede fra de mest belastede bymiljøer. I Begyndelsen af første semester i 1967 var der mange flere sorte på universitetet, og da man med lys og lygte havde ledt efter de dårligst udrustede, var optagelsesbetingelserne selvfølgelig lige så stille blevet kraftigt ændret… Cornell havde derfor på det tidspunkt en stor gruppe studenter, der var mærkbart ukvalificerede og uforberedte, og måtte at den grund træffe et uundgåeligt valg: Lade de fleste dumpe, eller lade dem bestå uden at have pensum i orden. Moral og tanken om presseomtale udelukkede den første mulighed, og den anden var delvis umulig… Det betød nemlig, at de sorte igen ville blive regnet for andenklasses borgere. Black Power, som netop da skyllede ind over universiteterne som en tidevandsbølge, anviste en tredje mulighed. Integration var nemlig bare en ideologi, der passede for hvide og Onkel Tom-typer. Hvem sagde at det, man lærte på universiteterne, var sandheden og ikke bare myter, der støttede det herskende system?… Relativisme og marxisme gjorde nogle af disse påstande troværdige, godt hjulpet af tidens vankelmodighed. [s. 83f]

“Mænds lidenskaber er igen blevet syndige, for de hører nemlig til sexisme. Kvinder bliver til sexobjekter, der bliver voldtaget af deres mænd, de bliver seksuelt chikaneret af arbejdsgivere og professorer, og deres børn, som de afleverer i institutioner for at kunne pleje karrieren, bliver seksuelt chikaneret af pædagogerne. Disse forbrydelser må straffes, og der må vedtages love mod dem. Hvilken mand ved sine fulde fem vil benægte, hvor farlige hans drifter er? Findes der faktisk en arvesynd? Mændene havde glemt at læse det, der stod med småt i emancipationsproklamationen. [s. 90f]

“Da præsident Reagan kaldte Sovjetunionen for ‘ondskabens imperium’, lød der et kor af protester fra retsindige mennesker mod en så provokerende retorik. Ved andre lejligheder havde hr. Reagan sagt, at USA og Sovjetunionen ‘havde forskellige værdier’, en påstand, som de samme mennesker mødte enten med tavshed eller med sympati. Jeg tror egentlig, Reagan selv mente, at han sagde det samme ved de to lejligheder. Men de forskellige reaktioner på hans to udtryksformer leder os på sporet af det vigtigste og mest forbløffende fænomen i vor tid – som sært nok er næsten upåagtet: Der er nu et helt sprog, der handler om ondt og godt, opstået i et forsøg på at komme ud over begreberne og forhindre os i overhovedet af tale seriøst om ondt og godt. [s. 129f]

“Om denne værdirelativisme kan forenes med demokrati, er et spørgsmål, der aldrig er blevet taget op. Samfundsvidenskaberne har beskæftiget sig med nazisme som psykopatologi – et resultat af autoritære, ydre-styrede personligheder, som på Woody Allensk vis bør under psykiatrisk behandling. Samfundsforskningen nægter, at tænkning kunne have noget at gøre med Hitlers succes. Men Weimarrepublikken, hvis venstrefløjsversion tiltaler mange amerikanere, rummede også intelligente mennesker, der i hvert fald i begyndelsen havde sympati for fascismen. Dens tanker om autonomi og værdidannelse tiltalte også mange venstrefløjsideologer. Men når man kaster sig ud over afgrunden, er der ingen garanti for at finde lighed, demokrati eller socialisme på den anden side.” [s. 142]

“Amerikansk nihilisme er en stemning, en blues-stemning, en vag uro. Det er en nihilisme uden afgrund. Sindets nihilisme afslører sig ikke så meget ved et fravær af noget at tro på, men snarere i et kaos af instinkter eller lidenskaber. Folk tror ikke længere på, at nogle drifter er vigtigere at lytte til end andre, og de traditioner, der før erstattede naturen, er smuldret væk. [s. 143]

“Vejen fra naturtilstanden har været meget lang, og vi er nu meget fjernt fra naturen. En selvtilstrækkelig ener må være undergået mange ændringer for at blive en social skabning… Men alle kunstgrebene har nu skabt et menneske, der ikke længere ved, hvem det er, som er så optaget af at leve, at det ikke længere ved, hvorfor det gør det, og som, når det endelig har opnået fuld sikkerhed og bekvemmelighed, ikke ved hvad det så skal lave. Fremskridtet kulminerer i erkendelsen af, at livet er meningsløst. [s. 156]

“Den kulturelle bevægelses velsignelse af hele begrebet kulturel mangfoldighed i USA har båret ved til det bål, der legitimerer og intensiverer gruppepolitik samtidig med, at det svækker troen på de individuelle rettigheder, der proklameres i uafhængighedserklæringen, men som de blot regner for forældet retorik.” [s. 182]

“Den nye revolutionære tiltrækning blev tydelig i USA i tresserne, til fortrydelse for marxisterne. Der ligger også noget i den aktuelle sympati for terrorister, fordi de er ‘engagerede’. Jeg har set unge, og også ældre, som er gode, demokratiske liberale, beundrere af fred og ømhed, blive stumme af beundring for individer der enten truer med eller bruger den mest frygtelige vold på grund af bagateller. De har en snigende mistanke om, at de står overfor mennesker, der virkelig har det engagement, som de selv savner. De tror, at det er engagement, og ikke sandhed der tæller. [s. 212]

Alt i alt blev den sofistikerede marxisme til en kulturel kritik af livet i de vestlige demokratier. Af indlysende grunde afholdt den sig fra at kommentere Sovjetunionen på det punkt. Noget af denne kritik var seriøs, andet var overfladisk og kværulantisk. Men intet af den kom fra Marx eller fra et marxistisk perspektiv. Den var, og er, Nietzscheske variationer over vort liv som ‘det sidste menneske’.” [s. 216]

“Når vi nu taler om retten til valg, mener vi, at der ikke er nogen konsekvenser, at afvisning bare er en fordom og skyld bare en neurose. Politisk aktivitet og psykiatri kan snart få bugt med det.” [s. 219]

“Når man betragter de alvorsfulde middelklassefortalere for fødselskontrol, fri abort og let adgang til skilsmisse – med deres sociale engagement, deres humorforladte selvbevidsthed og deres mængder af statistik – så kan man ikke lade være med at synes, at de har rigtigt godt af det. Jeg er ikke ude på at undervurdere fattige, børnerige familiers problemer eller de forfærdende konsekvenser for kvinder der bliver banket og voldtaget. Men ingen af disse problemer hører egentlig hjemme i middelklassen, som ikke reproducerer sig selv overvældende, som sjældent bliver voldtaget og slået, men som får mest ud af de ting, den selv foreslår. Hvis bare et af dens forslag ville betyde afkald på en frihed, eller glæde for den og dens klasse, så ville den virke mere troværdig. Nu bidrager alle dens forslag blot til egne valgmuligheder, i den moderne betydning af ordet valg. Motiver, der er så let gennemskuelige, burde ikke være basis for moralsk selvbehagelighed. [s. 227]

“Jeg har aldrig mødt nogen, der sagde: ‘Jeg tror, hvad ieg tror – det er mine værdier.’ Der er altid argumenter. Nazierne havde dem, kommunisterne har dem. Tyve og sutter har dem. Måske findes der folk, der ikke føler trang til at forsvare sig selv, men så må de enten være vagabonder eller filosoffer. Men disse ord er ikke begrundelser, og det var de heller ikke tænkt som. Tværtimod blev de dannet for at vise, at vores dybe, menneskelige behov for at vide hvad vi gør og for at være gode, ikke kan opfyldes. Men ved et mirakel blev netop disse termer vores berettigelse: Nihilisme som moralisme. Det er ikke det umoralske ved relativismen, der ryster mig. Det, der forbløffer og deprimerer, er den dogmatisme, hvormed vi accepterer en sådan relativisme, og vores sorgløse ligegyldighed over for, hvad den betyder for vore liv. [s. 229f]

“Jeg ser hele tiden et bestemt ugebladsbillede for mig som symbol på vores nuværende intellektuelle tilstand. Det forestiller en franskmand, der plasker sorgløst rundt i bølgerne ved stranden og nyder den betalte ferie, som Leon Blums folkefrontsregering havde skaffet ham. Året var 1936, samme år, som Hitler fik lov at besætte Rhinlandet. Alt, hvad vi kan tænkes at stræbe efter, er denne form for ferie.” [s. 231]

“Forpligtelsen til at fremme ligeberettigelse, udradere racisme, sexisme og elitisme (vort demokratiske samfunds specielle forbrydelser) – samt krig, er naturligvis påtrængende for et menneske, der ikke kan finde andet, der er værd at forsvare. At politikken i Tyskland var højreorienteret, mens den i USA lå til venstre, bør ikke forvirre os. Begge steder gav universiteterne op over for massebevægelser, og det gjorde de især, fordi de troede at masserne besad en moralsk sandhed, universiteterne ikke kunne hamle op med. Engagement blev bedømt som dybere end videnskab, følelse end fornuft, historien end naturen, de unge end de gamle. Faktisk var den grundlæggende tanke, som jeg har hævdet, den samme.” [s. 308]

“Hele tresseroprøret havde til hensigt at fremskynde vores bevægelse i de retninger, vi allerede var inde på, og aldrig rigtig at stille spørgsmål ved disse retninger. Det var en øvelse i egalitær selvtilfredsstillelse, der strøg alle de træk i universitetsforløbet, som ikke passede med vores særlige følelser og smag lige på det tidspunkt.” [s. 314]

Hitler blev det princip, der regulerede samvittigheden: ‘Du ville vel heller ikke adlyde Hitler, eller hvad?’ Så forfinet var evnen til at skelne moralsk blevet – det skulle være indlysende, at de folkevalgte amerikanske embedsmænd og lovligt vedtagne forbunds-, stats- og lokale love ikke havde mere legitimitet end Hitler.” [s. 320]

“Cornell var i frontlinien, når det gjaldt visse strømninger i humaniora og politik. Det havde i flere år hvidvasket venstreorienterede franske idéer i sammenlignende litteratur. Fra Sartre over Goldmann til Foucault og Derrida skyllede de, bølge efter bølge, ind over Cornells kyst… Den intellektuelle antiuniversitets-ideologi jeg har talt om, fandt sit udtryk i disse omstændigheder, eftersom universitetet kunne tænkes at blive historiens scene. Lucien Goldmann fortalte mig, få måneder før sin død, at han var glad for at have levet længe nok til at se sin ni-årige søn smide en sten gennem en butiksrude i Paris i 68. [s. 348]

“Samfundsfagene havde interesse for alle, der havde et program, som interesserede sig for velfærd, fred og krig, lighed, race- og sexdiskrimination. Denne interesse kunne gå ud på at få fat i fakta – eller at få dem til at passe med deres idéer og påvirke offentligheden. Fristelsen til at ændre på kendsgerningerne er enorm i disse fag… Alle ville have samfundsvidenskabernes historie til at passe til deres ønsker og behov. Hobbes sagde, at hvis det faktum, at to og to er fire, skulle blive et politisk spørgsmål, så ville der komme en fraktion, der benægtede det.” [s. 350]

“Men der er uafviselige, formodet uvidenskabelige elementer i statskundskab. Udøverne i disse grene af faget kan ikke overvinde deres uforklarede og uforklarlige politiske instinkter – deres bevidsthed om, at politik er den virkelige scene for godt og ondt. De begraver sig derfor i samfundsstudier, som åbent eller skjult har handling som mål. Forsvar af friheden, undgåelse af krig, udbredelse af ligheden – flere aspekter af retfærdighed i handling – er varme studieobjekter. [s. 361f]

Vi fascineres af smart, tysk filosofisnak i stedet for de virkelige alvorlige ting. Det bliver ikke det sidste forsøg fra de detroniserede humanistiske fag på at finde et fantasirige, der lefler for den populære, demokratiske smag.” [s. 377]

Flere citater fra Allan Bloom: Historien om Vestens intellektuelle forfald.

Oploadet Kl. 12:52 af Kim Møller — Direkte linkSkriv!

No comments yet.

RSS feed for comments on this post.

Leave a comment

Line and paragraph breaks automatic, e-mail address never displayed, HTML allowed: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>

Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper