21. august 2009

Karina Pedersen: Der eksisterer “en klasse, der anser det at forsørge sig selv som en straf.”

En virkelighed der stemmer overens med mine erfaringer. Klumme af Karine Pedersen på 180 Grader – En othello-begivenhed.

“… Og jeg har da heller aldrig – siden min barndom i et socialt belastet kvarter – set sygdom manifestere sig hurtigere, end når en kontanthjælpsmodtager modtog et brev om at møde i aktivering. Den energi – for slet ikke at nævne hurtighed – der blev lagt i at få fat i en lægeerklæring, som datomæssigt kom på tværs af kommunens ønske om aktivering, har – og det erkender jeg gerne – gjort mig særdeles mistroisk overfor “uarbejdsdygtige” medlemmer af underklassen.

Nu har endnu et medlem af underklassen så fået tildelt livslang forsørgelse – og det i en alder af kun 32 år. Man fristes til at bebrejde velfærdsstaten – og den går heller ikke fri – men hvad med de mennesker som med opdigtede lidelser forsøger at opnå livslang forsørgelse? I tilfældet med min 32-årige tidligere veninde har hun i årevis løbet den ene speciallæge efter den anden på dørene for at finde en, som ville erklære hende permanent uarbejdsdygtig. Det har i sig selv kostet samfundet en del penge. Da hun desuden fandt det for hårdt at passe de børn, hun fik i en meget ung alder, bor de ikke længere hjemme – noget som også koster samfundet anseelige summer…

Hun har levet af kontanthjælp siden sit 18. år, og hver gang kommunen forsøgte at aktivere hende, fandt hun en ny grund til, at det ikke kunne lade sig gøre. Da hun blev sendt ud for at gøre rent hos ældre, opdagede hun på andendagen, at hun ikke kunne tåle støv. Da hun fik tilbud om en grunduddannelse i pædagogik med henblik på, at hun kunne blive pædagog, gik det heller ikke, fordi skolen lå for langt fra hjemmet. Da hun blev aktiveret i en butik, brød hun sig ikke om den tone, de talte til hende i, hvorfor hun efter mindre end en uge måtte blive i sengen p.g.a. stress, og sådan gik det med alle forsøgene på aktivering: hun måtte opgive af den ene eller anden grund.

Nu er den førtidspension, som ikke blot skærmer hende fra aktiveringsforsøg, men også giver hende væsentligt flere penge, så blevet tildelt, og hendes glæde vil ingen ende tage. Hendes venner, som overvejende består af kontanthjælpsmodtagere og førtidspensionister, har ønsket tillykke i et omfang, som ikke efterlader nogen tvivl om, at der i samfundet eksisterer en klasse, der anser det at forsørge sig selv som en straf… Underklassen er underklasse, fordi den spiser othello-lagkage, når andre ville græde og græder, når andre ville spise kage…

Oploadet Kl. 17:55 af Kim Møller — Direkte link15 kommentarer
Arkiveret under:

The URI to TrackBack this entry is: https://www.uriasposten.net/archives/7306/trackback

15 Comments »

  1. Intet udover sult, kulde og nød vil drive disse snyltere paa arbejde og kurere deres “sygdomme”.

    Kommentar by marius — 21. august 2009 @ 18:07

  2. Hver eneste lille del af denne sociale godgørenhed har sin egen tragiske, utilsigtede, sideeffekt. Vægten og kvaliteten af beviserne giver ingen plads til tvivl, som klummen så fint skildrer.. Velfærdsstaten har været en uophørlig, utilsigtet katastrofe, og der er ikke håb om, at det kan blive bedre. Det er ikke sådan, at velfærdsstaten ikke fungerer ganske godt, det det drejer sig om, er at velfærdsstaten er nedbrydende.

    Velfærdsstaten har opfostret en generation af bedøvede, dovne og uansvarlige. Den er forresten også belastet, med en dødvægt af et obstruktivt og alt alt for dyrt statsapparat.

    De moderne ‘kulturelle tendenser’ som vi klager over har sin ophav i økonomisk misbrug og er et direkte resultat af statslig intervention. Venstrefløjen betragter ikke den økonomiske uafhængighed som noget godt for menneskelige forhold, men som en kapitalistisk pestbyld. Ved at fjerne incitamentet hos mennesker til at klare sig selv (hvilket er det velfærden gør), da risikerer vi at synke ned i barbari.

    Kommentar by synopsis-olsen — 21. august 2009 @ 18:23

  3. Tilbage i folkeskolen hørte jeg første gang om bistandsloven og følte mig straks tryg og godt tilpas. Stillet overfor en stor og ukendt verden, virkede tanken om fremtiden om ikke utryg, så dog alligevel lidt skræmmende. Jeg var aldrig helt fortabt uanset hvad. Det var lunt og godt at være dansker, for jeg havde hørt om tredivernes massearbejdsløshed.

    Siden dengang har jeg stødt på typer, der helt sikkert ville have bedre af at bestille hvadsomhelst andet end at være på offentlig forsørgelse. Og de summer det monstrøse uhyre hele forsorgsindustrien har bygget op om sig selv, virker nu som en direkte trussel mod et ægte velfærdssamfund.

    Det er ikke velfærd, at sunde og raske mennesker tuller rundt, som ovennævnte kvinde. Lediggang er vejen til alt ondt. Jeg har stadig i frisk erindring, hvordan forskruede unge mennesker lavede et vist stunt ude på Nørrebro, der kostede prisen på et mindre hospital. Var det ikke i nabolaget af 150 millioner kr. socialofrene fik molesteret for.

    Efterkrigstiden er i sandhed en helt igennem bemærkelsesværdig periode i Verdenshistorien.

    Må jeg anbefale mig med denne bog:

    http://www.saxo.com/dk/item/ole-birk-olesen-taberfabrikken-haeftet.aspx

    Kommentar by DeTreAber — 21. august 2009 @ 18:36

  4. 16.500 muslimer på førtidspension:

    http://politiken.dk/politik/article772322.ece?cmpid=ni1063

    Kommentar by Anne Larsen — 21. august 2009 @ 19:04

  5. Løsningsforslag udbedes.

    Gerne med detaljeret beskrivelse af hver eneste led i den proces der skal til for at bevæge os fra August 2009 til det ønskede mål.

    Kommentar by WilliamJansen — 21. august 2009 @ 19:50

  6. Drop den ulyksalige lov.
    Lad atter folk selv tjene til det daglige brød.

    falkeøje

    Kommentar by falkeøje — 21. august 2009 @ 20:02

  7. Det er imponerende at se disse synspunkter og meninger blive præsenteret, var der en lignende virkelyst og konkret virkende eksempler, der blot kunne varieres for at passe til de fleste, der ikke er fatalt handikappede eller med hensyn til reelt at hjælpe mennesker på offentlig forsørgelse men en anderledes tilværelse og udskiftning af offentlig forsørgelse med privat ansættelsesbidrag (løn) ville jeg se fremtiden i møde med et mere positivt lune.
    Noget sådan forekommer mig ikke at være tilfældet. Endnu.

    Det aktiveringstilbud som pedelmedhjælper jeg just havde 6 måneder var ikke med mulighed for senere fast ansættelse, det var en aktiverings-stilling, der er og bliver en aktiverings-stilling. Trods kontraktens ord der nævnte ord om mulighed for fast ansættelse opererer virksomheden og Jobcentret sådan i virkelighedens verden.

    Jeg tillader mig at henvise til mine morgenens kommentarer fra JP
    http://jp.dk/opinion/leder/article1788741.ece her i selektivt redigeret form for den noble læser:
    Ideer og praktiske forslag til hvordan individer og samfund på fornuftig vis kan sikre sig mod eksempelvis finanskonjuktures udsving og problematikker forbundet med bestemte demografiske scenarier er stadig velkomne – vel også fra JPs leder-plads. Personligt har jeg ikke i oplægget bemærket nogle forslag jeg kan benytte, men flere ord om sund fornuft og sammenhængen mellem krise og reformer. Jeg er enig deri. Der udbedes herfra, at der fra JPs side præsenteres noget mere konkret løsningsrettet

    For nu at være mere specifik ud fra mit eget eksempel, der er det jeg kender bedst, en person der arbejdssøgende konkret igår skriftligt opfordres til at søge flere jobs fra det lokale Jobcenteres side er uden oversigter over hvilke virksomheder, der har stillinger jeg ville kunne beklæde.
    Hvorfor findes disse oversigter ikke? Hvorledes kunne de lettest fremstilles og gøres så let søgbare så et utal af virksomheder efterfølgende ikke drukner i ansøgninger til stillinger, der ikke eksisterer?

    Da graden af min udadvendthed – der faktisk for mig er tilstede i en anden end den her og andetsteds kommenterende funktion som følge af overfald år tilbage- begrænser min søgning, er jeg henvist til opslåede stillinger i en uhyggelig grad uden ovennævnte oversigter eller reel hjælp af andre. Jeg beklager den personlige tilgang og beder andre læsere med større og hele samfundet påvirkende kræfter på sinde om undskyld for formuleringerne.

    Peter Buch.
    Søndre Fasanvej 35. 1.t.h.
    2000 Frederiksberg

    Citat slut fra JP- morgen-kommentarerne.

    Jeg er på dagpenge, ikke med min gode vilje men ikke at være det ville kræve et job jeg ikke har, eller på sigt betyde emigration, og større social afsondring end den allerede eksisterende. Da jeg efter 17 år sagde jobbet op i Klodsafdelingen på Terminalen, Københavns Post Center- klodser det er genstande større end breve mindre end pakker i post-terminologi- år 2003 var det da en ny opstilling medførte kollegerne og jeg fik muligheden for at blive ramt af klodser og da overfaldets konsekvenser tilbage i 1975 betød jeg ikke blev student det år men først i 1984, må jeg indrømme at jeg var ganske traumatiseret- igen. Opstillingen blev til beroligelse for læseren ændret et halvt år efter min opsigelse. Jeg fandt intet job og systemet virkede ikke med hensyn til at hjælpe mig på job, mit netværk til den slags er rent ud sagt ikke eksisterende, så jeg var glad da jeg fik job på Rosenborg Slot 2005 som opsynsbetjent, hvilket vist er et mere moderne ord for kustode, en deltidsstilling jeg havde med supplerende dagpenge til 2008.

    Nok om det, tak for ordet.

    -ovenstående var kopi af ord just lagt på 180 Grader.

    Korrekt hr. Jansen. Prisværdigt klart, kort og godt formuleret.

    Kommentar by Peter Buch — 21. august 2009 @ 21:00

  8. “men” sidst i 3 linje skal være “med”

    Kommentar by Peter Buch — 21. august 2009 @ 21:11

  9. I det større perspektiv, for noget mere vidtrækkende end hvad de personlige erfaringer kan omfatte, er det for mig at se udviklingen i perioden 1950 til år 2000 over navnlig brugen af offentlige ydelser, og antallet af offentlige ansatte, et antal der er steget med omkring 800.000 der kunne skræmme enhver med en smule borgerlighed.

    Den aktuelt høje erhvervsfrekvens i forhold til tidligere tiders lave erhvervsfrekvens – gennemsnit for mænd faldet fra i år 1950 at være 96 til at være 80 år 2000, gennemsnit for kvinder steget fra i år 1950 at være 47 til i år 2000 at være 73.
    Samlet gennemsnit steget fra i år 1950 at være 71 til at være 77 i år 2000.

    Arbejdsstyrken som sådan blevet forøget med omkring 700.000 flere i perioden.

    Tabel 8.1 Erhvervsfrekvens 1950 og 2005
    Kilde:Danmarks Statistik,2005 .
    Tal taget fra lille pdf fil fundet under google søgning på “antal beskæftigede 1950 1960 1970 (…) 2000”.

    Det aktuelt højere i forhold til tidligere tiders lave gennemsnitlige uddannelsesniveau og de mange mennesker, der al dette til trods ses optrædende som offentligt forsørgede, kan for mig at se give baggrund for tvivl om et stigende antal arbejdssøgende og et stigende uddannelsesniveau automatisk medfører løsninger, der er de for de flest mulige optimale løsninger.

    Jeg mener ikke der er tale om en sådan automatik, meget muligvis mest afhænger af hvilke løsninger og modeller der vælges. Både fra politikeres side såvel som fra borgernes side. Borgerne kunne eller kunne tænkes at lave ordninger uafhængigt af politisk trufne beslutninger, der fik de følger for politikerne at disse ikke behøvede så store offentlige midler. Tanker er toldfrie…

    For der vælges fra politikeres side i en grad der påvirker flere end i tidligere tider jvf. de stigende antal offentlige ansatte og store antal offentligt forsørgede.

    Borgerlig valgte repræsentanter, ( som kunne være borgerlige politikere, det er dog ikke en betegnelse jeg selv vil anvende om de fungerende), er ringe til at få selvfinansiering udbredt til flere, og til at få formindsket den offentlig forsørgerbyrde.

    Da borgerlige forslag om en kraftig formindskelse af de 3 tunge offentlige udgiftsområder, det sociale område, sundhedsområdet og undervisningsområdet ikke har flertal er en mulig lettelse af det offentlige udgiftsniveau og en løsning, der retter sig mod et større antal mennesker knap synlig i det aktuelle politiske billede.

    Borgerliges glæde over selv at bruge offentlige udgifter ses af mig som en væsentlig hæmsko for fremsættelse af løsningsforslag, der har nogen større betydning for et skift fra et stort offentligt udgiftsniveau til et mindre af betydning for- de mange.

    Kommentar by Peter Buch — 22. august 2009 @ 06:16

  10. At pensionsfirmaer har omtrent fordoblet deres store formue over 20 år, og at det ikke har medført at flere hundrede tusinde er gået fra offentlig forsørgelse til selvfinansiering bør nævnes her.

    Store indtægter og skatteindbetalinger fra fortrinsvis mennesker i arbejde og fra firmaer har ej heller medført, at flere hundrede tusinde er gået fra offentlig forsørgelse til selvfinansiering, samlet har private og politikere i vid udstrækning set således været elendige til at løse samfundsøkonomiske såvel som de dermed forbundne sociale- problematikker.

    Det er ikke og bør måske ikke være privates opgave at løse samfundsøkonomiske problematikker i større udstrækning, men politikere har alene ikke magtet det indtil videre. I min tolkning af tingenes tilstand.

    Jeg er ikke økonom men blot af nominel uddannelse en halvstuderet historiker fra specialesumpen, ( betegnelse for en større gruppe studerende der selv efter utallige års indskrivning på et universitet ikke fik lavet deres speciale), udeladelser og perspektiv fremsat er ( her som andetsteds) alene mit ansvar.

    Kommentar by Peter Buch — 22. august 2009 @ 06:57

  11. 16.500 muslimer på førtidspension:
    http://politiken.dk/politik/article772322.ece?cmpid=ni1063

    Det er vel meget rimeligt
    16.500 flygtninge og indvandrere svare til ca 5,5% på førtidspension.
    for hele landet er tallet 4,4% og når så påregnes flygtninge og indvandrerenes baggrund som ofre for krig og tortur.

    Kommentar by Bill Atkin — 22. august 2009 @ 07:46

  12. @ Atkin:

    Er indvandrere ikke generelt yngre end gammeldanskerne? Den skal vel også med i beregningen.

    Kommentar by WilliamJansen — 22. august 2009 @ 11:44

  13. Godt skrevet af Karina Pedersen.

    Jeg driver en juridisk virksomhed, hvor jeg bl. a. advokerer i sager om førtidspensuion, sygedagpenge, kontanthjælp osv.
    Og altid oplyser jeg om, at ifald jeg får færten af at ansøgeren forsøger at snyde (læs: Bedrage) det offentlige, ved sideløbende at arbejde (som oftest sort), afregner jeg sagen straks of kontant, allerede indbetalt a konto salær, tilbagebetales IKKE.

    Og adskillige gange har jeg (mit kontor), været udsat for platugler af værste skuffe.

    Og disse er direkte forargede over at mit kontor, ikke arbejder, ligeledes sort.

    Det er mere udbredt en man tror.

    PLATUGLER ER DE, og de skal stoppes.

    Engang havde jeg en enlig forsørger til 3, vedkommende mente at være berettiget til julehjælp.

    Da hun og jeg fik regnert sammen hvad hendes samlede indtægt var/er, kontanthjælp, børnepenge, diverse fripladser osv. osv. osv, var der 5.000,00 kroner til forbrug, altså efter SAMTLIGE udgifter var betalt.

    Behøver jeg at oplyse min holdning? som dog ikke kom til udtryk.

    En anden gang, var det, også en enlig forsørger, der mente sig berettiget til revalidering fordi hun var/er enlig forsørger.

    Flot ikke?

    Mit gæt er at det er resultatet af 68 generationen.

    Kommentar by Vagn Jensen — 22. august 2009 @ 16:20

  14. Undskyld diverse stavefejl i indlæg nummer 13.

    Kommentar by Vagn Jensen — 22. august 2009 @ 16:21

  15. Muslimerne ud af landet + topskat/mellemskat/bundskat væk = fuldt finanseret skattenedsættelse.

    Kommentar by Sigwar — 23. august 2009 @ 16:02

RSS feed for comments on this post.

Leave a comment

Line and paragraph breaks automatic, e-mail address never displayed, HTML allowed: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>

Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper