26. maj 2004

C. Henrik Scharling: Reisestudier fra Ægypten og Palæstina – nogle notater

Før der kom indvandring fra islamiske lande til Danmark, vidste danskerne flest ikke meget om muslimerne og den islamiske kultur. Den viden man havde var således koncentreret omkring den sparsomme litteratur der var udgivet, og hermed i høj grad fra rejsebeskrivelserne. Hark Olufs beskrev allerede i først halvdel af 1700-tallet Orienten, og et halvt århundrede senere var det Carsten Niebuhrs tur. Sidstnævnte har som bekendt lagt navn til Instittutet for Nærorientalske Studier på Københavns Universitet, og netop i år er udgivelsen af hans rejsebeskrivelser påbegyndt. I 1800-tallet var der adskillige lærde som i kortere eller længere perioder rejste i det vi idag kalder Mellemøsten, med Danmarks måske mest berømte orientalist Frants Buhl i spidsen. Nogenlunde samtidig, rejste Dr. Theol. C. Henrik Scharling fra Københavns Universitet til ‘det hellige land’, en del af rejsen iøvrigt foretaget sammen med Frants Buhl. Resultatet af denne rejse blev 1892-udgivelsen Reisestudier fra Ægypten og Palæstina, som jeg vil beskrive lidt mere indgående – med særligt henblik på Scharlings syn på islam.

Enhver tekst skal ses i forhold til sin samtid, og i slutningen af 1800-tallet var Vestens globale hegemoni måske mere total end idag – endvidere er beskrivelsen af islam som kultur og religion følgelig blottet for senere akademiske landvindinger – herunder biproduktet, den politiske korrekthed.

Scharling er evangelisk kristen i en tid hvor det betød noget, akademiske uddannet, ‘hvid’ – og kontrasten kunne næppe stå klarere i forhold til de indfødte. Dette er et gennemgående træk. Kristendommen og den kristne kultur overfor den østerlandske muhammedanske religion og kultur. To kulturer som ikke på nogen måde er ligestillede, og flere gange omtales de indfødte da også som vantro. Religiøst og kulturelt er fronterne skarpe, og der holdes ikke igen, især ikke i de mere analyserende dele såsom kapitlet om Tyrkiske forhold. Det er ikke sådan at Scharling foragter den enkelte ‘muhamedaner’, men den menneskelige afstand mellem de indfødte og ham, gør at beskrivelsen bliver næsten som når en far taler til sin søn.

Kritikken hagler dog ned over araberne som gruppe: de er røvere, de har ringe militær kundskaber, de er uvidende, de er påtrængende og griske – et forhold som intensiveres når emnet bliver religiøst. Islam er problemets kerne, idet det er en stagneret kultur uden bevægelse medvirkende udbredt fanatisme og fatalisme til skade for den åndelige udvikling. En naturlig følgevirkning er desuden at kvinderne undertrykkes, og at Kristendommen lægges for had. Flere gange i bogen omtales muslimernes intolerance overfor kristne, og der rettes fokus på ‘Christenmassacren i Damascus og Libanon 1860’, ligesom han omtaler forfølgelse af kristne pilgrimme med bl.a. stenkast. Islam er for ham en intolerant ‘kampreligion’ med alt hvad deraf følger.

Set i forhold til senere historieskrivning er det bemærkelsesværdigt hvor bramfrit Scharling sætter ord på den islamiske tros betydning for et samfunds udvikling. Dette kommer især til udtryk i den hårde dom han giver ‘tyrkerne’, og skulle man ikke have forstået at begge religioner er monoteistiske, så uddyber han gerne. Korsfarerne havde en god sag, og såfremt vi ikke idag var muslimerne langt overlegen – så ville de med det det samme mobilisere fanatismen mod kristendommen og den kristne kultur.

Scharlings tanker skal ses i relation til hans dybe kristne monoteisme, identisk med ønsket om en europæisk universalisme. Den kristne kultur er på et højere ‘culturtrin’, og er kulturelt overlegen østerlændingerne. Darwis ‘evolutionsteori’ er blot et modefænomen, som flere gange afvises i utvetydige vendinger. Etnocentrismen ses da også flere steder i sin ikke altid akademisk gangbare kerneform, og hvor ‘rettroende muhamedanere’ tituleres som værende ‘fanatiske’, så er yderligtgående kristne blot ‘troesivrige’. Trods disse forbehold, så er det tydeligt at professor Scharling har nogle væsentlige pointer om den kristne og den islamiske kulturs forskelligheder, af stor betydning for et eventuelt kulturmøde.

Her er nogle citater fra bogen:

Heller ikke her ville de moderne Evolutionstheorier slaae til, ifolge hvilke Menneskeslægten skulde have udviklet sig gjennem lange Aartusinder fra en oprindelig dyrisk Raahed, inden der kan tales om en begyndende Cultur. Tværtimod paatrænger den Tanke sig her, at Slægtens tidligste Culturudvikling maa være gaaet forholdsvis hurtig, og at den i Løbet af nogle faa Aarhundreder er naaet frem til stor teknisk Færdighed og en tilsvarende Cultur. Dette stemmer da ogsaa med den bibelske Opfattelse… [s. 70f]

“Den fulde Længde har været henved 40 Fod, den er udhugget i meget haard Kalksten, og navnlig er Ansigtet fortræffelig bevaret med den krumme Ørnenæse, det rolige majestætiske Udtryk i Øinene og et fint Smil om Munden, den hele Ansigtsform viser Lighed med den jødisk-arabiske Typus.” [s. 78]

“Det Udtryk af ophøiet Majestæt og mild Ro, som hviler over det mod Østen vendte Ansigt, har til alle Tider vakt de Reisendes Beundring. Desværre have Araberne, der som alle Muhamedanere afskye Fremstillinger af Menneskeskikkelser, handlet ilde med den, idet de have slaaet en Deel af Næsen af og beskadiget Læberne, hvorved Ansigtets Form har faaet noget Negeragtigt.” [s. 99]

“Med hvert Aarhundred voxede Traditionen og dækkede aandeligt over den sande Historie, som de vældige Grusmasser daekkede over det gamle Jerusalems Gader og Fundamenter. Først i vort Aarhundred er der skeet en Forandring heri. Kritiken er paa een Gang det nittende Aarhundredes Styrke og Svaghed. Dets Styrke – forsaavidt ved Kritikens Hjælp mange gamle Fordomme og urigtige Anskuelser ere blevne henveirede og have givet Plads for en sundere og rigtigere Opfattelse – dets Svaghed, fordi Kritiken ofte anvendes paa urigtig Maade og forhindrer fra at indtage et afgjørende Standpunkt, hvor et saadant er absolut nødvendigt, navnlig paa det moralske og religiøse Omraade. Kritiken har kun Betydning, hvor den har et givet Grundlag at arbeide paa; hvor et saadant mangler, kommer Kritiken til at svæve i Luften og medfører Holdningsløshed og Usikkerhed. [s. 121]

“Den er 1500 Fod lang og 900 Fod bred, indtager henved en Sjettedel af det nuværende Jerusalem. Da imidlertid Omarmoskeen er opført her, betragtes den som hellig, og de Christne er Adgangen til den forbudt. Tidligere bleve de hilsede med Stenkast, naar de nærmede sig den, og dræbte om de bleve fundne paa den. [s. 130]

“Medens Franziskanerne tappert holdt ud under alle Lidelser og Forfølgelser og til Tider, da det hellige Land ganske var overladt til de Vantro, reiste Korset og byggede deres Klostre saavel i Jerusalem som i de større Byer, havde Dominikanerne trukket sig tilbage fra det hellige Land.” [s. 166]

“Alle tre havde jeg for øie, naar jeg om Morgenen vandrede frem og tilbage paa Hospitiets flade Tag. I umiddelbar Nærhed laa Gravkirken, og det glædede mig at see, at Korset paa dens Top rager betydelig høiere op end den blinkende Halvmaane over Omarmoskeens Kuppel, eftersom den sidste ligger lavere. Kun undrede det mig, at de fanatiske Muselmænd havde fundet sig heri. Der fortælles da ogsaa, at denne Dristighed nær havde kostet en græsk Patriarch i det niende Aarhundred Livet. Han blev kastet i Fængsel og anklaget for fræk Bespottelse, fordi han havde vovet at stille Korset høiere; men en af hans Venner, som besøgte ham i Fængslet, gav ham det snilde Raad, at han blot dristig skulde paastaae, at Korset i k k e stod høiere, og overlade til sine Anklagere at bevise det Modsatte. Dette gjorde han, og da Muselmændene vare ude af Stand til at foretage et saadant Regnestykke, blev Patriarchen frifunden af Mangel paa Bevis.” [s. 171]

Ved de store Kirkefester opstaaer ikke sjældent Rivninger og Sammenstød mellem de forskjellige Processioner, der bevæge sig omkring de hellige Steder, og da man ikke skyer at gribe til Knive og Knipler ja end ikke at lade Bøsserne knalde under de gamle Kirkehvælvinger, saa have Kirkefesterne stundom faaet en blodig Udgang. Forat forhindre dette er der altid en tyrkisk Politivagt, som til Venstre for Indgangen i Kirken indtager et ophøiet Sæde og uforstyrret ryger sin Tschibuk, medens Pilgrimmenes tætte Skarer strømme frem og tilbage.” [s. 173f]

“Vel skete der en Afbrydelse heri ved Korsfarernes Erobring, som indviedes med den blodige ‘normanniske Gudstjeneste’, da de tætte Skarer af Mænd, Kvinder og Børn, som havde søgt Tilflugt omkring Helligdommen, uden Naade nedhuggedes, og Blodet flød i Strømme henover den store Plads. Omarmoskeen blev nu omdannet til en Kirke… El-Aksa Moskeen blev atter, som den tidligere havde været, en christelig Kirke… Men 1187 faldt Jerusalem i Arabernes Vold… Nu bleve Kirkerne paa Harampladsen atter omdannede til Moskeer og ere vedblevne at være det… Efterdi Hellighed i muhamedansk Forstand er uadskillelig fra Fanatisme, blev al Adgang til Harampladsen forbudt Christne og Jøder under Dødsstraf. Dette strænge Forbud holdt sig endnu i vort Aarhundred, først efter Krimkrigen tillodes det enkelte høitstaaende Reisende at træde ind i Moskeen. Men endnu i 1861 hilstes min Reisefælle og jeg med Tilraab og Stenkast, hver Gang vi nærmede os Harampladsen, og det lykkedes os ikke at faae Adgang til Omarmoskeen… [s. 183f]

“I den sidste Uge af vort Ophold i Jerusalem var al Adgang til Harampladsen formeent de Christne. Da indtraf nemlig ‘Neby-Musa-festen d. e. Festen til Ære for Propheten Moses, der ligesom Jesus holdes i Ære af Muhamedanerne. Da denne Fest som overhovedet alle religiøse Fester i høiere eller ringere Grad fremkalder Muselmændenes Fanatisme, anseer Øvrigheden det for klogest at holde alle Christne borte fra deres hellige Steder for at undgaae Sammenstød, hvis Udfald ikke lader sig beregne.

“Hele Kedronsdalen, gjennem hvilken Toget bevægede sig frem, var opfyldt af Tilskuere. hvoriblandt en Mængde Kvinder i deres hvide Burnusser… Man fik et levende Indtryk af en østerlandsk Religion, der udelukkende henvender sig til Følelsen og Phantasien, som den forstaaer at opildne til vild Lidenskab, men uden Tilfredsstillelse for Tankelivet og uden sædeligt Ideal, der kan beherske og danne Villien, Det var underligt nok at see en saadan Religion udsende sine Festskarer netop under disse Mure og over disse Bjerge, hvorfra Toner og Minder af en heel anden Art lyde til os.” [s. 191]

“En aandløs Rationalisme, blottet for al historisk Opfattelse og stivnet i sin bornerede Selvgodhed, har løsrevet Propheten fra hans tragiske Livsskæbner og kun havt Øre for hans Veraab og Klagesange og ‘Begrædelser’, men ganske glemt, hvad det var, der fremkaldte dem. Den troesstærke og dybt følende Prophet, som end ikke i sit Folks dybeste Elendighed slipper Troen paa Guds frelsende Naade, er herved bleven omskabt til en klynkende og forsagt Melancholiker.”rofeten Jeremias]

“… Banias er en elendig lille By med omtrent 150 skrøbelige Lerhytter, Befolkningen saae fattig og pjaltet ud, og Modsætningen var paafaldende mellem dens Fattigdom og Naturens Ødsle Rigdom rundt omkring, et ligesaa sørgeligt som talende Bevis for, hvorledes selv under de gunstigste Naturforhold alt Samfundsliv vantrives og hensygner under det brutale tyrkiske Regimente. Her er Sol, rindende Vand i Overflødighed, frugtbar Jordbund, herligt Klima, rig Plantevæxt, og dog er Resultatet af Alt dette kun Armod og Usselhed!” [s. 320]

“Betingelserne for, at Hauran skal blive et frugtbart. og rigt Culturland, er nemlig, at det ved stærke Militærvagter maa være sikkret mod de røveriske Nomadestammer, der fra Arilds Tid indtil den Dag idag have tumlet sig i Ørkenen. Tages denne Beskyttelse bort, vil Landet være prisgivet for Plyndring og ligge øde, som det nu har gjort i over et Aartusind, lige siden det blev underlagt Islams Herredømme. [s. 330]

“Saaledes blomstrede Hauran ved en stor Handelsomssætning og sin naturlige Frugtbarhed, og det fattedes ikke paa Midler for den store Byggelyst, hvoraf den driftige og kunstelskende Befolkning var besjælet. Da kom der som en ødelæggende Ørkenvind, som i Løbet af nogle Aaringer lagde al den rige Cultur øde: det var Islam, hvis fanatiske Skarer brøde frem fra Arabiens Sandørkener. Det var altsaa en ny Indvandring fra Arabien, men ikke som tidligere af et høit udviklet Culturfolk med Kjærlighed til Kunst og et fredeligt Handelsliv, men omvankende krigerske Nomadestammer, hvem en ny religiøs Tro i Forening med Lysten til Røveri og Plyndring drev frem med uimodstaaelig Kraft. I det syvende Aarhundrede væltede de sig ind over Hauran, hvis Befolkning blev enten nedhugget eller fordrevet. Fra den Tid var det forbi med Haurans Cultur, og Landet ligger øde indtil den Dag idag som en af de mærkeligste Ruinmarker. [s. 333f]

“Da vi imidlertid vare komne noget længere frem, viste det sig, at Byen dog ikke var saa helt død endda. En lille omvandrende Araberflok havde nemlig taget den i Besiddelse og indqvarteret sig i de herreløse Huse. De vare Christne og tilhørte den græsk-katholske Kirke. Deres Præst talte ganske godt Fransk, som han havde Iært paa et Seminarium i Beirut, og han meddelte mig adskillige Oplysninger. Menighedens Antal var omtrent 150 Sjæle, de havde for et Par Aar siden taget Byen i Besiddelse, men Præsten klagede bitterlig over den Fattigdom og det Tryk, hvorunder de levede. Jorden var haard og vanskelig at bearbeide, og Naboerne rundt om vare Muhamedanere, der paa alle Maader plagede og trykkede dem, uden at de havde nogensomhelst Beskyttelse mod dem. [s. 338]

“Da denne Fæstning for Tiden gjør Tjeneste som tyrkisk Castel og der ligger tyrkisk Garnison i den, maatte der selvfølgelig gjøres nogle Ophævelser, inden vi fik Lov til at komme ind. Vi ansaae det ikke for stemmende med vor europæiske Værdighed at blive staaende og vente udenfor Porten og gik derfor hen til den store Vandbeholder Syd for Byen.” [s. 350]

“Da Bosra efter Muhameds Død blev erobret af hans fanatiske Tilhængere, skulle Boheiris Kloster og hans Kirke være blevne skaanede. Og hermed ere vi naaede frem til den muhamedanske Periode i Bosras Historie, der endnu stedse vedvarer og vel kan siges at være den fornemste Aarsag til dens dybe Fald og den Elendighed, hvori den nuomstunder befinder sig. [s. 355f]

“… Hauran betyder et udfyldt Hul i Culturhistorien. Det er et nyt Pompeji, ikke under, men over Jorden. Hvad Vulkanens Aske har bevirket hist, det har Barbarernes Vildhed og Ørkenens Ensomhed bevirket her, at Landet har ligget urørt og ukjendt i lange Aarhundreder.”

“Men lige det modsatte Indtryk fremkalder Tyrkiet i vore Dage, da det er nedsunket til et Skyggerige, som kun bestaaer ved de christne Stormagters Naade og maa kæmpe en frugtesløs Kamp mod den overlegne vesterlandske Cultur.” [s. 378]

“Til enkelte Tider, hvor forskjellige ydre Omstændigheder støde sammen, kan denne Mangel paa retslig Sikkerhed hobe sig op til en Verden af Uretfærdighed, der med Blod og Vold, Brand og Plyndring vælter sig frem over de ulykkelige Indbyggere. Saaledes ved de forfærdelige Massacrer i Libanon og Damascus i Sommeren 1860, hvor flere Tusende Christne bleve paa den mest barbariske Maade nedsablede eller i egentlig Forstand nedslagtede, uden at den tyrkiske Regering gjorde den ringeste Mine til at beskytte dem. [s. 384]

“Paa praktisk Vis giver denne Ringeagt for Kvinderne sig udslag i den store Uvidenhed, hvori de opvoxe. De lære saa godt som Intet…” [s. 398f]

“Det traf sig saa heldigt, at Ramadanen netop faldt under vort Ophold i Beirut og Konstantinopel, og vi havde saaledes Leilighed til at overvære den. Man maa i den Periode være forsigtig i sin Optræden, da de fromme Muselmænd ved den strenge Faste let blive pirrelige og i Følelsen af deres egen Hellighed med endnu større Foragt end ellers see ned paa de christne Hunde, som æde og drikke saa meget, de ville. [s. 401f]

“Allerede den Maade, hvorpaa Ramadanen holdes under vexlende Faster om Dagen og lystige Gildeslag om Natten vækker Mistanken om, at dens aandelige virkninger ikke kunne være af meget indgribende Natur. Det vil da ogsaa for en nærmere Betragtning snart vise sig, at al den megen Fromhed, som møder os i Islam, mangler dybere Rod og ligesom saa meget Andet kun er østerlandsk Blændvserk. Det Hele er en tom Skal uden indre Kjærne… Naturligvis kan der ogsaa indenfor Islam findes virkelig Fromhed, thi saadan kan findes i enhver, selv den laveste og raaeste Religion, idet den fremgaaer af den naturlige Trang til Ærefrygt og Tilbedelse, som er nedlagt i Menneskehjertet. Men Islam er ude af Stand til at give denne religiøse Naturrørelse nogen Veiledning eller forædlende Uddannelse. Her er ikke Tale om nogen Syndserkjendelse uden overfor de allergroveste Overtrædelser, følgelig heller ikke om Omvendelse og Helliggjørelse, og Troen opfattes kun som en blind Underkastelse, hvorfra der ikke kan udgaae nogen fornyende sædelig Indflydelse. Følgen heraf er, at det religiøse Liv enten ganske sygner hen og viger Pladsen for en fuldkommen Ligegyldighed, saaledes hos de rige og fornemme Tyrker, eller der opelskes en glødende Fanatisme, som paa Grund af sin store Uvidenhed vender sig i bittert Had mod enhver anden religiøs Tro, saaledes i Regelen hos den lavere Befolkning, der stadig opildnes og ophidses af det fanatiske Præsteskab. Denne Fanatisme vilde utvivlsomt skaffe sig Luft i en vild Ødelæggelseskrig mod Christendom og al vesterlandsk Cultur, om den ikke holdtes nede af de europæiske Stormagter. Men den er tilstede, og den ulmer stedse i Grunden og giver af og til Luft i vilde Tumulter og blodige Christenforfolgelser, hvorom bl. A. Mord- og Brandscenerne i Damaskus 1860 afgive et talende Vidnesbyrd. Men denne skjulte Fanatisme er det, som holder Liv i Tyrkiet… [s. 403f]

“Den tyrkiske Regering er sig vel bevidst, hvilken magt der ligger i denne Fanatisme, og den har derfor i de senere Aar bestemt modsat sig ethvert Forsøg paa at drive christelig Mission blandt Muhamedanerne… Enhver Muhammedaner. der lader sig døbe, bliver uden Videre udskreven som soldat og sendt bort til Rigets fjerneste Provindser, hvor han snart omkommer i et hedt og usundt Klima. [s. 404f]

“Paa alle Forestillinger, som gjøres herom, lyder Svaret bestandig, at Tyrkiet er nødt til at opbyde alle sine Kræfter forat kunne holde Stand mod Stormagterne… Fra et politisk Standpunkt er denne Betragtning ikke uden Berettigelse, thi Islam er ganske vist saa nøie sammenhængende med den tyrkiske Regeringsform og Samfundslivets Udvikling, at en Ophævelse af hin utvivlsomt vil medføre en fuldkommen Omdannelse af disse. Men paa den anden Side er det ligesaa sikkert, at den dybeste Aarsag til det Forfald, hvori Tyrkiet befinder sig, netop maa søges i Religionen, i selve Islam og intet andet Steds. [s. 405]

“Men hvorfor er Tyrkiet ikke stærkt nok til at stænge denne fremmede Cultur ude? og hvilke ere da de Principer, hvorpaa det tyrkiske Rige er bygget? Med disse nye Spørgsmaal komme vi til at røre ved den egentlige Aarsag, som ligger dybere skjult og derfor ikke sees ved første Øiekast. Denne er ingen anden end Landets Religion, og her som andensteds stadfæster det sig, at den inderste Livsnerve i Folkelivet, hvoraf Fremgang saavel som Tilbagegang er betinget, ligger i den religiøse Livsanskuelse. Islam har som Folkereligion to blivende Charakteermærker: Fanatisme og Fatalisme. Den er fra sin første Oprindelse en Kampreligion, og dens hele Verdensanskuelse hviler endnu den Dag idag paa Kampen mod de Vantro d. e. mod alle dem, som ikke ville anerkjende Allah som den sande Gud og Muhamed som hans Prophet. Og dette er ingen aandelig Kamp med Ordets og Samvittighedens overbevisende Kraft, men en raa physisk Magtudfoldelse, der brutalt slaaer al Modstand til Jorden. Paa denne Vis trængte først Araberne frem, drevne af religiøs Fanatisme og Byttelyst…” [s. 405f]

“Fra den Tid [nederlaget ved Wiens port i 1682] har Tyrkiets Magt været i stadig Synken, medens omvendt de christne Magter været i stadig Fremgang. Dette er vedblevet indtil den Dag idag… Men derfor har Islams religiøse Livsanskuelse ikke mistet sit oprindelige Præg, den er kun bleven omsat fra sin ydre Kampiver til en indre Vredesglød, der ulmer dybt i hver troende Muselmands Hjerte. Gjenstanden for denne Vrede er Christendommen og dens seirrige Cultur. Islam er efter sit inderste Væsen Fjendskab mod al Vesterlandets Cultur… Til Fanatismen kommer Fatalismen, der ligeledes finder god Støtte i Tyrkernes Indolents og Magelighed. I Europa har Fatalismen aldrig kunnet vinde ret Fremgang, dertil er Frihedsfølelsen og den til samme knyttede personlige Ansvarsfølelse, som gjennem Aarhundreder er næret og pleiet af Christendommen, altfor stærk… Ganske anderledes i de Lande, hvor Islam er herskende. Slægt efter Slægt voxer op i en blind Skæbnetro og indsuger Determinismen med Modermælken. Her bliver den gjennemført i Livet til sine yderste Conseqventser… Kommer saa hertil Despotiet, der lammer al selvstændig Handlen, og som ligeledes er begrundet i Islam, samt den fuldkomne Retsløshed, i hvilken den Enkeltes Interesser befinder sig, saa vil man kunne forstaae Sandheden af Ordsproget: hvor Tyrkens Hest sætter sin Hov, groer intet Græs. Her er Alt viet til Stagnation og langsom Undergang; enhver Frihedsrørelse og dermed enhver Fremadstræben er umuliggjort ved Despotiet og Fatalismen, som er Islams inderste Kjærne. Her maa Grunden søges til det uforsonlige og forbittrede Had, hvormed den troende Muselmand betragter saavel Christendommen som den fra samme udgaaende europæiske Cultur. [s. 407ff]

“Hvis nu det tyrkiske Rige laa inde paa Asiens Høisletter, hvorfra det oprindelig stammer, fjernt fra alt Vesterlandets Cultur, da kunde det selv under Islams jernhaarde Tryk fortsætte sin Tilværelse i ufoandret Stilstand som en patriarchalsk Naturstat endnu i Aarundreder. Men dette er saa langtfra Tilfældet, at det tværtimod er den yderste Grændsestat mod Vest for Asiens Barbari, i umiddelbar Berøring med den europæiske Culturstrømning, der i stedse stigende Magt og Vælde bryder ind over det faldefærdige Rige. Og saaledes bliver Tyrkiet, særlig Konstantinopel, Mødestedet for tvende Cultartrin med absolut uensartede Principer. Medens den vesterlandske Cultur bæres af Christendommen, der sætter Livets Formaal i en sædetig Frihedsudvikling, som skal omdanne Naturstoffet, saaledes at dette mere og mere gjennemtrænges af Aanden og derigjennem forklares til et Afbilled af Gud – saa bæres den østerlandske Cultur af Islam, som nægter al Frihed og fordrer blind Underkastelse. Derfor er den i sit inderste Væsen culturfjendtlig og vil i Grændseløs Abstraction kun erkjende Guddommen som den uendelige Almagt, medens al selvstændig Livsrørelse, enhver Frihedsstræben allerede ved sin blotte Existents er en Haan og Trods mod Allah, ikke bedre værd end at slaaes ned. Saaledes komme Christendom og Islam til at staae overfor hinanden som Liv og Død, inen af disse tvende er Christendommen ubetinget den stærkeste. [s. 409]

Flere citater på C. Henrik Scharling: Reisestudier fra Ægypten og Palæstina, 1892.

Oploadet Kl. 10:52 af — Direkte linkSkriv!

No comments yet.

RSS feed for comments on this post.

Leave a comment

Line and paragraph breaks automatic, e-mail address never displayed, HTML allowed: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>

Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper