Specialet er udprintet og indbundet, den obligatoriske sjuskefejl er fundet, og jeg er officielt klar til aflevering.

Titlen blev som det fremgår Dansk Islamforskning 1885-2005, med undertitlen – fra København til Damaskus. Mere følger når opgaven er bedømt, men undertitlen henfører til det forhold at dansk islamforskning i løbet af perioden mentalt har bevæget sig væk fra sit kristen-vestlige udgangspunkt, og idag skrives med stor hensyntagen til muslimernes egen ontologi og epistemologi.

I Bæk Simonsens tilfælde kan skiftet dateres til 1988-1990, hvor han gik væk fra den filologiske metode som også var gængs i den tidlige periode, og på grund af et integrationsfokus, med et klart blik på den danske debat, i praksis adopterede det antropologiske kultursyn. Han gik således væk fra skriftlige kilder om troen, i retning af dialog med den troende.

Hvor Buhls kristen-religiøse tilgang og Østrups kulturchauvisnisme bestemt ikke var befordrende for et videnskabeligt studie af islam, så har Bæk Simonsens humanistiske tilgang i det nyere forfatterskab også sine akademiske mangler. Jørgen Bæk Simonsens antropologi er kort sagt ikke anvendelig til en videnskabelig analyse af islam som samlende fænomen.

“Det islam-billede, forskellige kristne har tegnet gennem historien, er præget af den kontekst, i hvilken det er formuleret.” (Jørgen Bæk Simonsen, Damaskus, 2004)