Beton-feminismen lever i bedste velgående at dømme efter torsdagens “bimbo-kvote”-debat på DR2. Lad os starte med et par tilfældige tal:

I 2010 havde Kriminalforsorgen i gennemsnit en kapacitet på 4.117 pladser. Pladserne var i gennemsnit belagt med 96,3 %, hvilket svarer til et belæg på 3.965 indsatte pr. dag. Heraf var 172 kvinder.

[Statistikberetning 2010 – Kriminalforsorgen]. Altså:

Indsatte i danske fængsler: 4% kvinder, 96% mænd.

Og nu til aktieselskabernes bestyrelser, Januar 2011. Her var der 107449 danske mænd, 27808 kvinder og 9537 udlændinge, som man ikke har kønsfordelingen på. [Corporate Governance – Kønsfordeling i aktieselskabers bestyrelse status jan. 2011] Tager man de danske tal procentuelt, får man:

Bestyrelsesmedlemmer i danske virksomheder: 21% kvinder, 79% mænd.

Lad os herefter stille de retoriske spørgsmål: Hvor er uligheden størst? Og hvorfor starter ligestillingsfanatikerne ikke med at ændre på dette forhold, inden man retter den mindre ulighed?

For en gammel kønskriger som mig var DR2-Debatten fra i torsdags som at blive slået tilbage til start i Ludo. Det røde segment har tilsyneladende intet lært og henter deres holdninger i 70ernes støvede tankegods. I hvert fald har de snorksovet de seneste 10 år.

Siden man i 2003 indførte de såkaldte bimbo-kvoter for betyrelserne i Norge, har man haft svært ved at finde tilstrækkeligt med egnede kvinder. Det har bl.a. haft en konsekvens, der burde interessere socialister, nemlig den at ganske få kvinder sidder på ganske mange poster. Magten er blevet koncentreret, uligheden større! Fra DJØF-bladet – Lille elite vinder på norsk kvotelov:

I august 2009 delte godt 36 kvinder mere end 130 bestyrelsesposter imellem sig. Denne lille elite af erhvervskvinder – i norske medier kaldet ’guldskørterne’ – sidder altså på omkring 16 procent af kvindernes bestyrelsesposter på trods af, at de kun udgør godt seks procent af det samlede antal kvindelige bestyrelsesmedlemmer.

I HK glæder man sig over den norske udvikling og spekulerer ikke over, hvorfor den mon er “stagneret” ved de 40% [HK.dk]. At lønsomheden falder, interesserer vel hverken fagforsteningerne eller RAF-regeringen, men så retsstaten da? (host host) . Fra sammenfatningen af Cepos dokument KØNSKVOTER I STRID MED GRUNDLÆGGENDE RETSPRINCIPPER:

Tesen om at flere kvinder i bestyrelsen giver bedre økonomiske resultater, er på baggrund af de analytiske og empiriske undersøgelser fra bl.a. CBS og Stephen M. Ross School of Business tvivlsom. Undersøgelserne viser således, at det kan have en negativ økonomisk effekt at indføre kønskvoter. Ikke fordi kvinder bliver involveret i bestyrelsesarbejdet, men fordi det tvangsmæssige element gør, at selskaberne kan blive tvunget til at gå på kompromis med erfaring og kvalifikationer.

Derudover viser tallene fra Danmarks Statistik, Ledernes Hovedorganisatin og CBS, at der ikke er sammenhæng mellem udbud og efterspørgsel. Når der blandt danske topledere kun er ca. 6,5 % kvinder, så kan et kvotekrav på 40 % ganske enkelt ikke opfyldes inden for de danske grænser, medmindre man går på kompromis med erfaring og kompetencer.

Her er konklusionen:

Positiv særbehandling bryder med grundlæggende retsstatsprincipper om ligebehandling og lighed for loven. Derfor bør der være tungvejende grunde for at indføre kønskvoter i private selskabers bestyrelser, hvilket imidlertid ikke ses at være tilfældet. Kønskvoter vil f.eks.:

1. Bryde med fundamentale retsprincipper om lighed for loven og forbud mod forskelsbehandling
2. Indskrænke aktionærernes ejendomsret og dermed motivationen til at investere i virksomheden.
3. Tilsidesætte selskabernes selvbestemmelsesret og dermed skabe divergens i forhold til god selskabsledelse og de anbefalinger, som både Moderniseringsudvalget og Komitéen for god Selskabsledelse har fremsat.
4. Risikere at skade virksomhedernes performance.
5. Bevirke at selskaber bliver nød til at erstatte erfarne og kompetente bestyrelsesmedlemmer med yngre og mere uerfarne personer, da udbuddet af tilstrækkeligt kvalificerede kvinder (endnu) ikke står mål med efterspørgslen inden for landets grænser, eller alternativt søge til udlandet for at finde det fornødne antal kvalificerede kvinder.
6. Et krav om kvoter i danske bestyrelser risikerer derudover at blive den berømte dråbe i bægret, som får danske selskaber til fx at flytte til udlandet eller omorganisere sig. En tendens der allerede er set i Norge.

Da forslaget således strider mod det almindelige lighedsprincip og ikke har nogen selvstændig positiv effekt er anbefalingen, at der ikke bliver indført lovgivning om kønskvoter i Danmark.

Det burde efterhånden være klart, at målet ikke er lighed, men hævn over mandekønnet, og således beklædt med lidt fakta, kan man jo se eller gense hanens kamp mod hønsene fra i torsdags. Den modige hane var Søren Fauli, som muligvis er en blød mand, men dog har rygrad til at tage en kamp. Deltagerne var følgende:

Søren Fauli, Anne Christine Bech, Rushy Rashid, Camilla-Dorthea Bundgaard, Dorte Toft, Lone Frank, Elisabeth Møller Jensen, Özlem Cekic (SF), Pernille Skipper (EL), Mai Henriksen (K), Marie Krarup (DF).

DR er begyndt at lave deres eget referat af Debatten. Her et par citater:

Den klareste fortaler for en rendyrket kvindekvoteordning var Enhedslisten.
– I mange hundrede år er mænd ikke blevet valgt til bestyrelser, fordi de er kvalificerede. De er blevet valgt, fordi de er mænd. Det er der først for meget nyligt blevet gjort op med. Så ville der ikke være en smule poetisk retfærdighed i, at den bøtte blev vendt en smule om? Spurgte Pernille Skipper, nyvalgt folketingsmedlem for Enhedslisten.
Men det vandt ikke meget genhør hos de mere blå debattører. Blandt dem Camilla-Dorthea Bundgaard, der er chefredaktør på Damefrokosten.com.
– Og så er det mændenes tur til at opleve diskriminationen, for så er vi virkeligt ligestillede. Hvis bare de mænd, der lever i dag, ville være så venlige at bøde for en lang, lang historie, som ingen i dag kan gøre ret meget ved. Så har vi fået ligestilling? Sagde Camilla Dorthea Bundgaard.

Det var et underligt setup at begrave Fauli i kvinder, men de blå klarede sig glimrende. Skarpest var Lone Frank og Marie Krarup, men morsomst var det røde holds Pernille Skipper med overskriftens citat:

“At mødrene har en særlig binding til deres børn, det er en gammeldags opfattelse”

Søren Fauli krævede derefter at føde et barn, mens Marie Krarup forsøgte at forklare Scarlet Pernille, at mænd ikke kan amme.

Resten af det røde hold var ikke meget bedre. En mente f.eks. at når der stod i et papir, at man kun valgte de bedst kvalificerede, ja, så GJORDE man det sandelig, selvom man altså fravalgte nogle mænd alene på kønnet. Jeg tror lyserøde Camilla Dorthea forsøgte at “nå” det røde hold, men jeg tror også hun måtte sande, at det var spild af gode kræfter.

Her til sidst skal vi se en lille bonus-film. Især de kvindelige læsere bør slå antennerne ud:

Socialkonstruktivismen er resultatet af humanisters anvendelse af kvantemekanikken. Den nok største ulykke, der har ramt vesten siden første verdenskrig, skyldes at nogle akademiske fissemænd hørte om Bohr og Heisenberg og blev vældigt imponerede af deres status. De ville også være helte i en tid, hvor videnskab var for rigtige mænd og altså noget med tal og modbeviser. Alt er relativt og enhver måling påvirker resultatet, hvilket hos de konstruktive sossere, som var født uden fysikernes i bogstaveligste forstand fundamentale proportionssans, blev til at beskrivelsen vender op og ned på det beskrevne.

Hvis Habermas, Gergen og Luckmann blev nogens helte, blev de i hvert fald også kimen til vestens forfald. Begrebet sandhed blev udvandet og med det matematik, logik, op og ned. Man kan ikke længere stole på noget eller nogen, og en mand er selvfølgelig ikke længere en mand. Jeg har brokket mig over det i mange år, og nu er Michael Jalving heldigvis blevet min allierede, bortset fra at han ikke burde kaste sin glans over en tøseblog. Fra Damefrokosten – Den danske fissemand:

Det er kvinderne, man ser, ikke deres mænd. De kommer trissende bagefter som en trailer. Et godt råd: Man spotter en dansk familie i udlandet på, at kvinden går forrest, taler højt og dirigerer, mens manden ligner en udslukt slave, som slæber rundt på børn, klapvogne og habengut og ellers forholder sig enten tjenstivrigt eller tavst til kvindens kommandoer.

I Danmark lægger man ikke så meget mærke til dette mønster; her der det jo normalt. Men udenfor rigets grænser står danske kvinders maskinelle opførsel i skærende kontrast til andre kvinders opførsel, der pr. instinkt forekommer langt mere kvindelige, individuelle og tiltrækkende.

Hvorfor er danske kvinder og mænd blevet sådan? Hvordan blev danske kvinder til mænd, og mændene til får? Og hvor skal vi sende regningen hen?

(…)

Men hvordan skete det – og hvornår var det lige, at kønsrollerne blev vendt på hovedet?

Her bliver jeg mere usikker. Modsat tyskerne har vi ingen Hitler eller Bismarck at give skylden for alt muligt. Vi må nøjes med at kigge os selv i spejlet og overveje, om vi bryder os om synet og eventuelt gense den ultimative mandefilm Fight Club – og så kigge sig selv i spejlet igen: Hvordan synes du selv, det går, mand?

Det er – uden sammenligning, i øvrigt – med kvinder som med islamisme: Det ligger i begges natur at drage nytte af et vakuum. Møder de ingen modstand, kultur, mandighed og alternativer, så rykker de deres teltpæle et nøk, stiller nye krav om nye indrømmelser og så fremdeles. Lige til de får deres vilje.

Jalving giver intet svar på hvem der har ansvaret for rigets tilstand, men lægger op til at det befinder sig nogenlunde der, hvor de fleste tør placere det: hos mændene selv. Jeg tror svaret skal findes i socialismen.

Mænd er stadig lige så vigtige for kvinder, som omvendt, men i et socialistisk samfund er den enkelte kvinde ikke lige så afhængig af den enkelte mand som omvendt. Staten leverer de af kvinder mest efterspurgte varer: materiel tryghed og fysisk sikkerhed, mens Staten omvendt ikke leverer de af mænd mest efterspurgte varer: sex og børn. Denne ubalance definerer magtforholdet og er kernen i de kvindelige værdiers triumfmarch og mandens tiltagende ynkelighed.

Hvis vi skal ekstrapolere, ser jeg en fremtid hvor samfundet er en myretue: hunnerne er omdrejningspunktet. De fleste mænd er arbejdermyrer uden hunner. I starten har pornobranchen (endnu mere) kronede dage; senere omdirigeres sexdriften til noget mere samfundsgavnligt. Hunnerne, der som bekendt har en plastisk seksualitet, får sig et hieraki, hvor de mest radicoole bedækkes af den maskuline elite, en slags menneskelige soldatermyrer, mens de mere ordinære hygger sig med hinanden. Måske er islam alligevel ikke så tosset en idé..

Lighed for loven? Lighed for pressen? Ikke, når det drejer sig om køn og kriminalitet. Ritzau via Ekstrabladet:

Oftest er det mænd, men i den midtsvenske by Falun var det tirsdag 23 kvinder, der blev dømt for besiddelse af børnepornografisk materiale.

Ifølge det svenske nyhedsbureau TT blev kvinderne idømt dagbøder for blandt andet at have set billeder og film af børn, der blev voldtaget af voksne, mens børnene var fastspændt.

En 43-årig mand blev i sagen idømt et års fængsel for at have distribueret materialet til kvinderne, som han mødte via et chatforum på internettet.

Ud over strafudmålingen tegner dommen et billede af de 23 kvinder, som ustabile eksistenser, der har ladet sig påvirke af den mandlige distributør:

– Manden har udnyttet deres dårlige psykiske tilstand og længsel efter menneskelig nærhed, står der i dommen.

Det fremgår dog også af sagen, at kvinderne selv aktivt har efterspurgt børnepornoen fra manden.

Børnepornoringen blev sprængt sidste år, da politiet skred til anholdelse af i alt 50 personer i en planlagt aktion.

Halvdelen af børnepornokiggerne blev aldrig slæbt i retten, fordi de “kun” havde modtaget én film eller ét billede fra den 43-årige.

Vi kan opsummere:

1. Halvdelen af kvinderne går fri, den anden halvdel får dagbøder.
2. Kvinderne med dårlig psykisk tilstand har kun set på torturen for at behage den mandlige djævel, som tilbød dem menneskelig varme.
3. Mandlige forbrugere af børneporno er ikke ustabile, men har en stærk psyke og elsker bare uhyrligheder.