22. oktober 2011
Beton-feminismen lever i bedste velgående at dømme efter torsdagens “bimbo-kvote”-debat på DR2. Lad os starte med et par tilfældige tal:
I 2010 havde Kriminalforsorgen i gennemsnit en kapacitet på 4.117 pladser. Pladserne var i gennemsnit belagt med 96,3 %, hvilket svarer til et belæg på 3.965 indsatte pr. dag. Heraf var 172 kvinder.
[Statistikberetning 2010 – Kriminalforsorgen]. Altså:
Indsatte i danske fængsler: 4% kvinder, 96% mænd.
Og nu til aktieselskabernes bestyrelser, Januar 2011. Her var der 107449 danske mænd, 27808 kvinder og 9537 udlændinge, som man ikke har kønsfordelingen på. [Corporate Governance – Kønsfordeling i aktieselskabers bestyrelse status jan. 2011] Tager man de danske tal procentuelt, får man:
Bestyrelsesmedlemmer i danske virksomheder: 21% kvinder, 79% mænd.
Lad os herefter stille de retoriske spørgsmål: Hvor er uligheden størst? Og hvorfor starter ligestillingsfanatikerne ikke med at ændre på dette forhold, inden man retter den mindre ulighed?
For en gammel kønskriger som mig var DR2-Debatten fra i torsdags som at blive slået tilbage til start i Ludo. Det røde segment har tilsyneladende intet lært og henter deres holdninger i 70ernes støvede tankegods. I hvert fald har de snorksovet de seneste 10 år.
Siden man i 2003 indførte de såkaldte bimbo-kvoter for betyrelserne i Norge, har man haft svært ved at finde tilstrækkeligt med egnede kvinder. Det har bl.a. haft en konsekvens, der burde interessere socialister, nemlig den at ganske få kvinder sidder på ganske mange poster. Magten er blevet koncentreret, uligheden større! Fra DJØF-bladet – Lille elite vinder på norsk kvotelov:
I august 2009 delte godt 36 kvinder mere end 130 bestyrelsesposter imellem sig. Denne lille elite af erhvervskvinder – i norske medier kaldet ’guldskørterne’ – sidder altså på omkring 16 procent af kvindernes bestyrelsesposter på trods af, at de kun udgør godt seks procent af det samlede antal kvindelige bestyrelsesmedlemmer.
I HK glæder man sig over den norske udvikling og spekulerer ikke over, hvorfor den mon er “stagneret” ved de 40% [HK.dk]. At lønsomheden falder, interesserer vel hverken fagforsteningerne eller RAF-regeringen, men så retsstaten da? (host host) . Fra sammenfatningen af Cepos dokument KØNSKVOTER I STRID MED GRUNDLÆGGENDE RETSPRINCIPPER:
Tesen om at flere kvinder i bestyrelsen giver bedre økonomiske resultater, er på baggrund af de analytiske og empiriske undersøgelser fra bl.a. CBS og Stephen M. Ross School of Business tvivlsom. Undersøgelserne viser således, at det kan have en negativ økonomisk effekt at indføre kønskvoter. Ikke fordi kvinder bliver involveret i bestyrelsesarbejdet, men fordi det tvangsmæssige element gør, at selskaberne kan blive tvunget til at gå på kompromis med erfaring og kvalifikationer.
Derudover viser tallene fra Danmarks Statistik, Ledernes Hovedorganisatin og CBS, at der ikke er sammenhæng mellem udbud og efterspørgsel. Når der blandt danske topledere kun er ca. 6,5 % kvinder, så kan et kvotekrav på 40 % ganske enkelt ikke opfyldes inden for de danske grænser, medmindre man går på kompromis med erfaring og kompetencer.
Her er konklusionen:
Positiv særbehandling bryder med grundlæggende retsstatsprincipper om ligebehandling og lighed for loven. Derfor bør der være tungvejende grunde for at indføre kønskvoter i private selskabers bestyrelser, hvilket imidlertid ikke ses at være tilfældet. Kønskvoter vil f.eks.:
- Bryde med fundamentale retsprincipper om lighed for loven og forbud mod forskelsbehandling
- Indskrænke aktionærernes ejendomsret og dermed motivationen til at investere i virksomheden.
- Tilsidesætte selskabernes selvbestemmelsesret og dermed skabe divergens i forhold til god selskabsledelse og de anbefalinger, som både Moderniseringsudvalget og Komitéen for god Selskabsledelse har fremsat.
- Risikere at skade virksomhedernes performance.
- Bevirke at selskaber bliver nød til at erstatte erfarne og kompetente bestyrelsesmedlemmer med yngre og mere uerfarne personer, da udbuddet af tilstrækkeligt kvalificerede kvinder (endnu) ikke står mål med efterspørgslen inden for landets grænser, eller alternativt søge til udlandet for at finde det fornødne antal kvalificerede kvinder.
- Et krav om kvoter i danske bestyrelser risikerer derudover at blive den berømte dråbe i bægret, som får danske selskaber til fx at flytte til udlandet eller omorganisere sig. En tendens der allerede er set i Norge.
Da forslaget således strider mod det almindelige lighedsprincip og ikke har nogen selvstændig positiv effekt er anbefalingen, at der ikke bliver indført lovgivning om kønskvoter i Danmark.
Det burde efterhånden være klart, at målet ikke er lighed, men hævn over mandekønnet, og således beklædt med lidt fakta, kan man jo se eller gense hanens kamp mod hønsene fra i torsdags. Den modige hane var Søren Fauli, som muligvis er en blød mand, men dog har rygrad til at tage en kamp. Deltagerne var følgende:
Søren Fauli, Anne Christine Bech, Rushy Rashid, Camilla-Dorthea Bundgaard, Dorte Toft, Lone Frank, Elisabeth Møller Jensen, Özlem Cekic (SF), Pernille Skipper (EL), Mai Henriksen (K), Marie Krarup (DF).
DR er begyndt at lave deres eget referat af Debatten. Her et par citater:
Den klareste fortaler for en rendyrket kvindekvoteordning var Enhedslisten.
– I mange hundrede år er mænd ikke blevet valgt til bestyrelser, fordi de er kvalificerede. De er blevet valgt, fordi de er mænd. Det er der først for meget nyligt blevet gjort op med. Så ville der ikke være en smule poetisk retfærdighed i, at den bøtte blev vendt en smule om? Spurgte Pernille Skipper, nyvalgt folketingsmedlem for Enhedslisten.
Men det vandt ikke meget genhør hos de mere blå debattører. Blandt dem Camilla-Dorthea Bundgaard, der er chefredaktør på Damefrokosten.com.
– Og så er det mændenes tur til at opleve diskriminationen, for så er vi virkeligt ligestillede. Hvis bare de mænd, der lever i dag, ville være så venlige at bøde for en lang, lang historie, som ingen i dag kan gøre ret meget ved. Så har vi fået ligestilling? Sagde Camilla Dorthea Bundgaard.
Det var et underligt setup at begrave Fauli i kvinder, men de blå klarede sig glimrende. Skarpest var Lone Frank og Marie Krarup, men morsomst var det røde holds Pernille Skipper med overskriftens citat:
“At mødrene har en særlig binding til deres børn, det er en gammeldags opfattelse”
Søren Fauli krævede derefter at føde et barn, mens Marie Krarup forsøgte at forklare Scarlet Pernille, at mænd ikke kan amme.
Resten af det røde hold var ikke meget bedre. En mente f.eks. at når der stod i et papir, at man kun valgte de bedst kvalificerede, ja, så GJORDE man det sandelig, selvom man altså fravalgte nogle mænd alene på kønnet. Jeg tror lyserøde Camilla Dorthea forsøgte at “nå” det røde hold, men jeg tror også hun måtte sande, at det var spild af gode kræfter.
Her til sidst skal vi se en lille bonus-film. Især de kvindelige læsere bør slå antennerne ud:
