23. maj 2022

Berlingske (Tom Jensen): Det røde medieforlig er ‘rå, rød statsmagt’, 100 mio. flere skattekroner til DR

Det værste er ikke at en socialdemokratisk regering laver en rød medieaftale, det må man forvente. Det værste er at en blå medieaftale ikke vil ændre fundamentalt på den røde udgave. Færre penge til DR bør altid være et mål i sig selv, men det fryder mig nu alligevel at 24syv mister skattekroner. Med programmer som ‘Revolutionen’ (kommunistisk), ‘Ungdomsmagt’ (venstreradikalt), ‘Det, Muslimer Taler Om’ (islamistisk) og diverse pk-koncepter (eks. ‘Banat’ og ‘Ghetto Factor) kan det vanskeligt blive værre. Måske produceres der mindre for pengene, men jo færre fantaster på offentlig forsørgelse jo bedre.

God leder i Berlingske af Tom Jensen – Berlingske mener: Medieforliget er rå, rød statsmagt med brug af mediestøtte (kræver login).

“Medieaftalen sælges som om den ’styrker den demokratiske samtale’. Realiteten er, at den øger statens styring af den demokratiske samtale, præcis som regeringen længe har signaleret, at den gerne vil. Således er det en del af aftalen, at det i forvejen kæmpestore statsmedie DR skal have flere penge. Over 100 millioner kroner. Det er statsmagt med brug af mediestøtte.

Samtidig er dette den anden medieaftale i træk, hvor politikere lukker en offentligt finansieret, men privat drevet radiostation, 24syv, og dermed sørger for, at DR ikke fremover oplever konkurrence, når det gælder taleradio. Det er statsmagt med brug af mediestøtte.

Derudover introduceres et såkaldt ‘kulturbidrag’ for streamingtjenester, en særskat målrettet særlige medier, der med stensikkerhed vil betyde, at danskerne kommer til at betale mere for deres streaming. Det er rå, rød statsmagt med beskatning som redskab.

(Collage: Medieaftale for 2022-2025, KUM.dk, 21. maj 2022)

“Snubletråden, de blå faldt over, var, at der skal indføres et såkaldt kulturbidrag på seks procent af omsætningen hos streamingtjenester i Danmark. De drives typisk af store internationale medievirksomheder som Netflix, HBO og lignende. De borgerlige partier betragter det som en ny skat.” (Henrik Hoffmann-Hanssen, Kristeligt Dagblad, 23. maj 2022)



17. maj 2022

Femina: Vi skal tro på Amber Heard, der miskrediteres, selvom retssagen “… endnu ikke er afsluttet”

Femina er woke, og med på ‘believe all women’-bølgen. Det bliver lidt komisk ift. Heard/Depp-retssagen, og bizart når hun samtidig pointerer, at sagen ‘endnu ikke er afsluttet’. I de mange MeToo-sager, der rutinemæssigt smadrer mænds liv, ender det aldrig i retten, og den feministiske vinkel er altid den samme: Det her handler ikke om jura.

Livsstilsredaktør Rita Gunnarsdóttir Dam kommenterer i Femina – Ingen tror på Amber. For myten om den løgnagtige kvinde vil ikke dø.

“Løgner. Golddigger. Amber Turd. … Jo mere jeg scrollede, jo mere blev det tydeligt for mig, at jeg kun blev eksponeret for posts, der hylder og forsvarer Johnny Depp og miskrediterer Amber Heard. …

Men jeg forholder mig derimod til den kvindehadske folkedomstol på sociale medier, der forsøger at miskreditere Amber Heard på alle tænkelige måder i en retssag, som endnu ikke er afsluttet.

Ved at kalde hende manipulerende. Ved at fortælle, at hun har onde intentioner.

Hele verdens øjne hviler på denne retssag, og jeg frygter, hvilke konsekvenser det vil have for kvinder, der går ud og fortæller, at de har været udsat for vold og overgreb. Vil de blive mødt med samme mistro fra samfundet omkring dem?

Den massive modstand mod Amber Heard puster nyt liv i det fortærskede narrativ om, at kvinder er manipulerende og løgnagtige.

(Johnny Depps eks-kone Amber Heard i den tv-dækkede retssag, 2022; Foto: Euronews)

Oploadet Kl. 10:04 af Kim Møller — Direkte link23 kommentarer


11. maj 2022

BT’s Jakob Illeborg mener: Manglende ret til fosterdrab lyder som “… noget fra en dystopisk gyserfilm”

Adskillelse af ‘news’ og ‘views’ er elementært indenfor journalistikken, og noget af det første man lærer på journalisthøjskolerne. BT’s internationale korrespondent Jakob Illeborg har en fortid hos DR, og måske er det derfor han ikke rigtigt forstår, at hans personlige holdning til fri abort og Trump ikke er det væsentlige.

Folkeligt demokrati endsige nærdemokrati plejer at være plusord, men ikke lige i forhold til amerikansk abortlovgivning, så er det noget farligt noget, som ordentlige mennesker bør tage afstand fra. Jeg bemærker at han i den lange artikel/kommentar ikke skriver noget om, at den nuværende abortgrænse er 24. uge. Det har han heller ikke gjort i de foregående artikler. Det faktuelle er ikke vigtigt. Fordi Trump.

Jakob Illeborg rapporterer og kommenterer på BT.dk – Farlig udvikling på vej i USA – kvinder vil kunne jages som kriminelle.

“‘Det er intet mindre end forfærdeligt. Det vil ødelægge så mange kvinders liv. Tænk, at vores land er nået dertil,’ sagde Suzanne, som er bartender i lufthavnen i Detroit, til B.T.s udsendte, da vi sent onsdag aften faldt i snak, og jeg fortalte, at jeg er i USA for at dække de vidtrækkende konsekvenser af den forventede underkendelse af retten til fri abort. …

Det viser, hvor langt ude dele af USA er politisk, at republikanere i delstaten Louisiana nu arbejder målrettet på, at alle fremtidige aborter, også dem fra voldtægt og lignende, skal behandles som mord. I Oklahoma vil de sætte dusørjægere til at finde dem, der hjælper med aborter. Det lyder som noget fra en dystopisk gyserfilm om en fjern fremtid, men det er USA i 2022.

Man må håbe, at dette for alvor vækker det sovende ordentlige republikanske USA op til dåd, og at dette bliver startskuddet til en bevægelse, der vil holde Trump fra magten… Det er nærmest ikke til at holde ud at tænke på, hvad der kan ske med dette land, hvis Trump genvinder præsidentposten.” (Jakob Illeborg)



5. april 2022

Anmelder om radikalfeministisk bog: “… et 96 siders langt frontalangreb mod den moderne mand”

Lørdag havde Deadline inviteret den feministiske forfatter Kristina Nya Glaffey i studiet, til en debat om hendes nye bog To the Modern Man. Bogen er blevet sammenlignet med Valerie Solanas’ SCUM manifest (1967), og sammenligningen gjorde hende intet. Som litteratur var bogen ‘en fantastisk tekst’. At Valerie Solanas forsøgte at myrde mænd med baggrund i hadet, blev forbigået i stilhed. Begge er lesbiske, hvis nogen skulle være i tvivl.

Berlingskes Jakob Genz har anmeldt bogen – 1 stjerne: Militant frontalangreb på den moderne mand er skrevet på feministisk hævnbenzin (21. marts 2022)

Bogen er nemlig et 96 siders langt frontalangreb mod den moderne mand, der ifølge Glaffey er så fuld af møgbeskidt lort, at han ikke engang synes at være værd at lukke op og skide (mere) i. Og kære læser, jeg ved ikke engang, hvor jeg skal starte og slutte, når det kommer til indholdet af den omvandrende mødding, som den moderne mand åbenbart er.

.. det, som stemmen i bogen, der må formodes at være Glaffeys, ene og alene er interesseret i, er hævn. Men hvad er der at hævne, hvis du ingen interesse har i den, du hævner dig på? Bliver det ikke bare hævn for hævnens skyld?

… der er noget sært beroligende ved Glaffeys militante meningsfremmarch, der er skrevet, som var der tale om en omgang feministisk poetry slam fremført i en mennesketom fredagsbar på Forfatterskolen.”

(Valerie Solanas, SCUM manifest, 2021 – Kristina Nya Glaffey, To the Modern Man, 2022)

“Gårsdagens Deadline blotlægger to problemer i debatten om køn og ligestilling. Det ene er, at det had til mænd, som findes i feminismen, bagatelliseres. De fleste feminister hader ikke mænd, men nogle gør, og i forståelsen af feminisme som idésystem og politisk og social bevægelse er det nødvendigt at være bevidst om. Der er en grund til, at et Solanas’ hadmanifest stadig læses af feminister i dag, og den grund er ikke, at de er uenige i alt, hvad Solanas skriver. Den er heller ikke, at de læser teksten som en feministisk udgave af Svikmøllen. Hvis vi skal have en sober debat om køn og ligestilling, skal vi forholde os seriøst til også de grimme sider af feminismen. For eksempel ved at spørge feminister, der lovpriser Solanas’ manifest, hvilke af hendes tanker om mænd de er enige i.” (Tobias Petersen, Reel ligestilling, 3. april 2022)

Oploadet Kl. 01:01 af Kim Møller — Direkte link14 kommentarer


31. marts 2022

Julie Rokkjær Birch: Krig ‘har en kønnet slagside og afspejler forældede normer om mandlig dominans’

Putins imperialisme er en konsekvens af manglende kærlighed, lød det fra Ruslandskenderen Samuel Rachlin på P1, tidligere i dag, hvor han blandt andet citerede Putin for noget han aldrig har sagt. Såvidt klogekanalen.

Herunder et feministisk take på Ukraine-invasionen ved museumsdirektør Julie Rokkjær Birch, der kommenterer i Jyllands-Posten – Der er intet som krig, der viser hierarkiet mellem kvinder og mænd (kræver login).

“Gang på gang tager jeg mig selv i at se den igangværende invasion af Ukraine som en anakronisme. Det ‘gammeldags’ handler for mig især om de nyoptegnede kønsroller (læs: de store stærke mænd versus kvinder og børn). For krig og køn hænger uløseligt sammen.

Krig har historisk (med få undtagelser) handlet om store magtmænd og deres mandlige soldater – og kulturens krigsfortællinger tegner det ultimative billede af mandighed og heltemod og ja, også af mandlig seksualitet. Tænk bare på Mel Gibson i ‘Braveheart’, som kvinder drømte om at knalde, og mænd drømte om at være. Mon ikke Putins hede drøm er at skrive sig ind i en sådan fortælling? Hans selvfremstillinger er i hvert fald megalomant hypermaskuline. Det er ikke tilfældigt, at han elsker at føre sig frem i bar overkrop, enten på hest eller i judokamp. Han er en overkompenserende kliché.

… Putin er ikke Mel Gibson. Han er mest af alt forsmået og vred – og åbenlyst i en svaghedsposition. Krig og konflikt kommer typisk ud af kontroltab – af at være trængt op i en krog. Lidt tilsvarende partnervold, som ligesom krig har en kønnet slagside og afspejler forældede normer om mandlig dominans.

Og overordnet kan man sige, at vold og krig afspejler følelsen af at være blevet afvist eller af at føle mindreværd – især som mand. Putin føler sig forladt, forrådt og underkendt, og nu spiller han med musklerne i en martyrrolle om alt det, han mener, Rusland har været udsat for de seneste 30 år.

… det hele er macho – og det hele er krig. … Der er intet som krig, der viser hierarkiet mellem kvinder og mænd.

(Mel Gibson som William Wallace i Braveheart, 1995)

Oploadet Kl. 23:22 af Kim Møller — Direkte link17 kommentarer


30. marts 2022

Malacinski om nyfeministers angreb på Politiken: “Jo flere indrømmelser de får, jo flere vil de kræve.”

Forleden bragte Politiken et portræt af sangerinden Pernille Rosendahl, som vakte vrede på Twitter, da artiklen angiveligt var sexistisk. Ledende Politiken-chefer undskyldte på skift. Knivskarp kommentar af Leny Malacinski i Weekendavisen – Søstrene Rosendahl skal ikke have en lillefinger (kræver login).

“… Det er dog ikke nok for Christina Rosendahl, der turnerer i medierne som spindoktor for sin søster. Hun accepterer kun den totale kapitulation…

Der er børn, der udviser større proportionssans, når de skriver ønskesedler til jul.

Christina Rosendahl udstiller tydeligt, hvad der ligger i vente, hvis man giver efter for ophidsede kvinder på de sociale medier. Køber man først ind på tidens nyfeministiske præmis om, at vi alle besidder en indre sexist, der må udrenses, er der ingen ende på det. At man ikke selv mener at være sexist, er ifølge nyfeministerne blot et bevis på, at man ikke er klar over sin forudindtagethed. …

Problemet er ikke fødselsdagsportrættet. Det er, at nyfeminister ikke tåler dissens. De sidestiller fejlagtigt kritik – eller blot fraværet af hyldest – med kvindehad. De er narcissistisk optaget af deres egne følelser og ophæver dem som det naturligste til at være symptom på et samfundsproblem.”

“Politikens toning er, at lade alt Pernille har udrettet blive fortalt igennem de mandlige kærester hun har haft. Som om hun intet selvstændigt bidrag eller værdi har bragt selv.” (Christina Rosendahl, Facebook, 21. marts 2022)

“… hvis jeg havde været Christian Jensen, ville jeg sige undskyld, iværksætte et nyt fødselsdagsportræt, og i samme åndedrag meddele nye indsatser på alle fire niveauer af organisationen, nemlig individ-, gruppe-, ledelses-og organisationsniveau, dvs. hos alle fra den enkelte journalist, i redaktionslokalet, hos chefredaktion og i bestyrelsen. Indsatser kunne være alt fra efteruddannelse, biastræning, indsatser for bedre arbejdsmiljø, viden om diversitet, talentprogrammer, til code of conduct, seminardage og så videre. Og meget vigtigt, så bør redaktioner indføre løbende målinger på, hvordan de redaktionelt arbejder med blindspotting. Formålet er at skabe et bedre arbejdsmiljø fri for mobning, grænseoverskridende adfærd og sexisme. Processen burde også inkludere et blik på, hvor tidspressede journalister er i arbejdet.” (Christina Rosendahl, Politiken, 25. marts 2022)

Oploadet Kl. 09:33 af Kim Møller — Direkte link19 kommentarer


27. marts 2022

West against the rest: Kinesiske kvinder hylder Putin, herboende muslimer fryder sig over Ukraine-krig

Universalisme er en vestlig opfindelse, og feminiseringen af Vesten, kan vanskeligt tolkes som andet end svaghed hos konkurrerende civilisationer. Når herboende udlændinge støtter Rusland, så grunder det næppe i kærlighed til Putin, og nok mere i forbitret had til Vesten og alt der definerer samme. ‘West against the rest’, som Samuel P. Huntington, så rigtigt skrev. Et sigende eksempel fra Kina omtalt i seneste udgave af Weekendavisen.

“Krigen i Ukraine har medført en ny trend på det sociale medie Weibo i Kina. Kvinder erklærer deres kærlighed til Vladimir Putin; hans krigshandlinger, hans maskulinitet, hans mod. Det skriver en række internationale medier. …

Kvinderne bruger ord som ‘machomand’, ‘jernmand’ og det kinesiske ‘tiehan’, som løseligt oversat betyder ‘hård mand’, til at fremhæve den maskuline tiltrækningskraft ved deres nye idol.

Eksperter tilskriver trenden det kinesiske styres målrettede politik for at fremme det mandlige ideal.” (‘furu’, Weekendavisen, 25. marts 2022)

(Opslag af Ahmed Riad Fuour i ‘International hyggegruppe’ på Facebook, 24. marts 2022)>

“People define themselves in terms of ancestry, religion, language, history, values, customs, and institutions. They identify with cultural groups: tribes, ethnic groups, religious communities, nations, and, at the broadest level, civilizations. People use politics not just to advance their interests but also to define their identity. We know who we are only when we know who we are not and often only when we know whom we are against.

“At the micro level, the most violent fault lines are between Islam and its Orthodox, Hindu, African, and Western Christian neighbors. At the macro level, the dominant division is between ‘the West and the rest,’ with the most intense conflicts occurring between Muslim and Asian societies on the one hand, and the West on the other.” (Samuel P. Huntington, d. 2008)

Oploadet Kl. 12:49 af Kim Møller — Direkte link24 kommentarer


19. marts 2022

Diez: Jacob Skyggebjerg forulempede mig, “… holdt mig fast, presset mig op ad en væg, taget på mig”

Katherine Diez er litteraturanmelder for Berlingske, og er vel bedst kendt i bloggosfæren, for at have været Dan Jørgensens overscoring. Jacob Skyggebjerg er den venstreradikale forfatter, som i årevis har hældt galde ud over enhver form for fædrelandskærlighed, og manden der portrætterede Stram Kurs-medlemmer med ordene: “… disse mennesker er den væske, som er løbet fra sprækken, da bunden af samfundet flækkede”.

Sidste år udkom Skyggebjerg med en roman, hvori han under andet navn omtaler en litteraturanmelder på Berlingske. Katherine Diez slår hårdt igen, og det er ham vel undt. De selvretfærdige er i reglen de værste. Set på Instragram.

“I 2018 gav jeg hans roman ‘Hjælp’ tre stjerner i Berlingske. Udgiver man en bog i et land med trykkefrihed (herunder pressefrihed), må man ogsa forberede sig pa en potentiel lunken anmeldelse. Det mærkede jeg bare ikke, han havde været, da jeg tilfældigvis mødte ham til en digters udgivelsesreception knap et år senere, eller rettere: jeg mærkede ikke, at han havde været forberedt pa at modtage en lunken anmeldelse af ‘mig’. Den aften i 2019 forlod jeg udgivelsesreceptionen helt ude af flippen, efter han mod min vilje havde jagtet mig, holdt mig fast, presset mig op ad en væg, taget på mig og været verbalt grænseoverskridende i sit udtryk over at være utilfreds med den anmeldelse, jeg havde skrevet året før. Som dagene derefter gik, blev det mere og mere klart for mig, hvad jeg var blevet udsat for, men uden at kunne sætte ord pa det; jeg var så forvirret over, at den eneste tilstedeværende, der reagerede på det, og råbte op om, at ingen andre reagerede, når nu det udspillede sig foran alle, var den veninde, jeg havde slæbt med. Havde min frygt for at komme til at ødelægge stemningen til denne udgivelsesreception forhindret mig i at sige tydeligt nok fra? Var det derfor kun min veninde, som kunne se, jeg var utryg ved det, der foregik? Jeg forstod det ikke og tænkte, det nok var bedst, at der ikke blev gjort mere ud af elt.

I december 2021 udkom Skyggebjerg med romanen `Inderkredsen’, som Informations anmelder Bodil Skovgaard Nielsen kaldte et ‘rasende udfald mod eliten’, her forstas litteraturkritikerne, som ødelægger litteraturen for alle andre. Selv kommer jeg aldrig til at læse den, men forstod straks på alle (dårlige) anmeldelser, omtaler og interviewforespørgsler (som jeg afviste), at Skyggebjergs karakter ved navn Ditte Corfitz, som er anmelder pa Berlingske, er en hadefuld parodi på mig. ‘Jeg’ bliver, ifølge Skovgaard Nielsen, fremstillet som en ‘litterær bimbo uden meget andet end sine blå øjne og blowjobsmil mellem ørerne’. Mange af denne karakters om litteratur pinligt aflirende, lommefilosofiske replikker er angiveligt taget direkte fra min Instagram-profil.

… Til Skyggebjerg, hvis i forvejen skrantende forfatterkarriere, jeg før tænkte, at jeg hellere matte beskytte ved ikke skrive dette opslag: Tak for i det mindste selv at levere en ubestridelig parodi på det kvindehad, jeg passende kan være med til at belyse i dag den 8. marts. Jeg er bange for dig og håber, du vil lade mig være nu.

(Katherine Diez om Jacob Skyggebjerg, Instagram, 8. marts 2022)

Oploadet Kl. 09:31 af Kim Møller — Direkte link8 kommentarer


10. marts 2022

Feministisk ‘kaninhul’: “Er der nogen af jer, der har haft fantasier om at slå mænd ihjel? Det her jeg…”

Medierne skriver meget om farlige ‘incels’, der huserer i lukkede ‘rabbitholes’ på ‘dark web’. Begrebet bruges efterhånden i flæng om alle der ikke køber den feministiske agenda, men det er desværre mainstream. Nedenciterede kommentar fra Lene B. er skrevet i et feministisk kaninhul. Jeg kan ikke datere indlægget, da gruppen ikke vil have mig som medlem. De holder lidt afstand til konservative hvide cis-mænd. Klogt nok.

Er der nogen af jer, der har haft fantasier om at slå mænd ihjel? Det her jeg i de her dage. Mænd der på den ene eller anden måde har gjort fortræd. Mænd har magt. Den læge der ikke ville behandle mit blodtryk, skrev i en henvisning til en hjertelæge at han skulle bemærke, at jeg flirter. Jeg fik ingen diagnose. Lige nu hvor jeg ligger syg fantaserer jeg om at betale en for at skyde lægen. Jeg havde en me to sag, lægen var så fræk at sige, at det var fordi jeg bruger sort bh. Jeg ved ikke om det er feminisme at fantaserer om mord? (Lene B., Facebook, udat.)

(Lene B. i Frit Feministisk Debatforum, Facebook, udat.; Foto: Uwe Max Jensen)

Oploadet Kl. 10:23 af Kim Møller — Direkte link36 kommentarer


9. marts 2022

Netflix fortolker Vikingerne: “There was a white male Jarl Haakon who ruled during this period, but…”

Kvindernes Internationale Kampdag plejer at kaste gode citater fra sig, og i år kunne man blandt andet høre Kvinfo-direktrice Henriette Laursen beklage sig over, at mens ‘kvinder og børn’ flygter i Ukraine, så bliver ‘mænd’ tvunget til at blive tilbage og kæmpe. ‘Det er voldsom stereotypt’, og den slags ‘kønsstereotype opfattelser bliver virkelig sat på spidsen under en krig, og det er noget møg’. Oversat til dansk: Der pissetræls for diskursen, når virkeligheden trænger sig på. Ikke et ord om døde hvide mænds privilegerede skæbne.

Alt er dog ikke skidt. Se blot på nye Netflix-serie Vikings: Valhalla, der er ‘loosely based’ på Vikingetiden. Omtale set hos Decider – Was Jarl Haakon a Real Person? All About ‘Vikings: Valhalla’s Badass Lady Leader.

“Netflix’s new hit series Vikings: Valhalla takes viewers into the world of early 11th century Viking culture. We discover the Vikings are now something of a superpower, sprawled all over the world from the frigid wastes of Greenland to the metropolises of Egypt. Nowhere is the Vikings’ strength seen more than in the great Norwegian city of Kattegat. Introduced in the original Vikings series as the home of Ragnar Lothbrok (Travis Fimmel) and his allies, the harbor town is now ruled over by Jarl Haakon (Caroline Henderson), a formidable Viking warrior woman whose grandmother is from Alexandria, Egypt. …

Jarl Haakon, however, is an amalgam of a few Viking figures. There was a white male Jarl Haakon who ruled during this period, but Vikings: Valhalla wanted to highlight just how diverse Viking culture had gotten by this time in history.

The Jarl Haakon we meet is a woman of color, but one universally accepted as a Viking. In her version of Kattegat, she has established a truce between pagans and Christians. Traders from all over the world hock their wares in her city and her walls are protected by shieldmaidens. She is one of the most exciting characters in Vikings: Valhalla Season 1 and she is loosely based on the historic record.”

(Fra Vikingekongen Jarl Haakon til dronning, spillet af Caroline Henderson; Foto: Youtube)

Oploadet Kl. 10:17 af Kim Møller — Direkte link36 kommentarer
Arkiveret under:
Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 

Næste side »

 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper