18. maj 2022

‘Ekspert’ undsiger Folkemøde-debat: ‘Velfriseret had og kæk fascisme er stadig angreb på rettigheder’

Jeg har været til folkemøde de sidste mange år, og de sidste par år har jeg mest været der for Bornholm. Før jeg besluttede mig for at blive hjemme, havde jeg sagt ja til at deltage i paneldebatter i det pågældende telt: ‘Mød en islamofob’, ‘Islamkritikere tiltalt efter § 264d’ mfl. Det kunne være spændende, men uden mig denne gang.

Debatternes blotte eksistens har vakt opsigt i Twitterland, ikke overraskende anført af den woke Christian Mogensen fra ‘Center for Digital Pædagogik’. Han agerer ofte ekspert om højrefløjen i større medier, men ret beset så anerkender han ikke modstridende holdninger til de emner han forsker i. Hans ytringsfrihed er god, din ikke-woke er derimod provokerende, tilsvinende, udtryk for ‘velfriseret had og kæk fascisme’, hvad tenderer opfordringer til vold. Bizart, når nu han indtil for nyligt var en del af Cybernauterne, der åbent henviser til venstreradikale Redox (skråstreg erklærede militante Antifascistisk Aktion).

“Jeg er ked af, at @Folkemoedet lægger hus til debatter som de her. Velfriseret had og kæk fascisme er stadig angreb på rettigheder og demokrati. Det her er, mildest talt, beskæmmende. (Jeg opfordrer iøvrigt til at forbigå teltet i stilhed. De jagter polemikken.) #dkpol #dkmedier” (Christian Mogensen)

(Christian Mogensen på Twitter, 17. maj 2022)

Mere Christian Mogensen

“Jeg mener, at langt de fleste diskussioner er værd at tage. Også selvom de højest bør vare 30 sekunder. Der er læringsmuligheder i *de fleste* dialoger. Men her er der tale om slet skjulte tilsvininger og provokationer. …” (17. maj 2022)

“Ydermere er der tale om en samling koleriske ‘debattører’ (hvis vi nu bruger det begreb særdeles gavmildt) som kun har til ærinde at provokere, for dernæst at påberåbe sig offer-rollen og cancel-kortet som bevis på, at ‘de andre’ er Udine, og at de selv er de nedtrådtes helte.” (17. maj 2022)

“Hvis vi nu underholder den hyper-demokratiske priviligerede argumentation, så vil jeg vove påstanden at hadtale – uanset hvor vandkæmmet og blankpoleret man kan gøre den – snuser så meget til opfordringen til vold, at den ikke er værd at give plads til. Se Carlson, Jones m.fl.” (17. maj 2022)



16. maj 2022

Filosofisk rottefælde: Venstrefløjen forklarer jihadisme med ‘rundkredspædagogisk endimensionalitet’

Endnu et pletskud fra Kontrast, hvor Jørgen Dalsgaard pointerer, at hvor højrefløjen anvender arabiske termer som ‘fatwa’ og ‘jihad’, så tyer venstrefløjen til mere ideologiske forklaringsmodeller. Det er modeller der udelukker at jihadister kan være motiveret af Islam, og omvendt giver politikerne en mulighed for at løse problemet – også hvor en løsning ikke findes. Fremragende klumme af cand.phil. Jørgen Dalsgaard set hos Kontrast.dk – Hvorfor højrefløjen snakker arabisk og venstrefløjen latin.

“De venstreorienterede forklaringer på terrorisme rækker fra fattigdom og arbejdsløshed til uvidenhed og psykisk sygdom, fra slaveri og kolonialisme til krigen imod terror og dårlig tone, fra marginalisering og frustration til gruppedynamik og hjernevask, fra internettets radikaliserende narrativer til ungdommelig kedsomhed og søgen efter spænding og fællesskab. Ingen af disse forklaringer kræver arabiske og religiøse nøgleord. Men man bemærker, at der optræder nogle gængse, socialvidenskabelige fagtermer og fremmedord. …

Man finder et fint eksempel på dette hos Ayaan Hirsi Ali, når hun i bogen Kætter omtaler Theo van Goghs morder, Mohammed Bouyeris, der jo også ville hende selv til livs (hun var manuskriptforfatter på den film, van Gogh blev myrdet for). Ayaan Hirsi Ali skriver således, at hun kan erindre ‘hollandske intellektuelle, der påstod, at trods Bouyeris religiøse sprogbrug var hans virkelige motiv – for at ville slå mig ihjel – hans socioøkonomiske afsavn og postmoderne fremmedgørelse’ (s. 18). Man ser her ganske bogstaveligt, hvordan de arabiske termer, der optrådte i Bouyeris selvforståelse, bliver erstattet med vestlige iagttageres egne fremmedord. Tidens termer presses ned over terroristen som en kageform, uanset hvordan han selv fremstiller sig.

Det skorter ikke på ædle motiver for en sådan fremgangsmåde. … At et stykke poesi klinger smukt på persisk, eller at en terrorists argumenter finder klangbund i islamiske helligskrifter, er ikke umiddelbart kendsgerninger, man kan stille noget op med. Men hvis man statistisk kan påvise, at den religiøse slagkraft kun virker på folk, der er for eksempel ‘marginaliserede’ eller ‘frustrerede’– ja, så har man givet politikerne et håndtag, som de kan forsøge at dreje på.

Et tredje motiv for at anvende en rigid fagterminologi er, at denne måske kan afsløre en ’dybere’ årsagssammenhæng end aktørernes egne ord. Dette vil typisk dreje sig om psykologiske eller strukturelle faktorer, som lægfolk ikke umiddelbart kan se – men som en særlig ekspertise angiveligt kan hjælpe dem med at blive bevidstgjort om. Det vil inden for en sådan tankegang kunne opfattes som en dyd at ignorere andres sprog, fordi dette indeholder netop de fortrængninger og fordomme, som projektet handler om at frigøre sig fra. …

Det forekommer mig vigtigt at fastholde, at de ovenfor nævnte motiver kan være velmente nok. Men også, at de sagligt set er tvivlsomme og i høj grad fungerer i kraft af, at deres tilhængere ikke tænker tilstrækkeligt over dem. Eksperter i andres ‘fordomme’er ofte påfaldende lidt udspekulerede, når det gælder om at gennemskue deres egne.

Hvad angår de tekniske løsninger på sociale konflikter, har disse ofte vist sig at være eklatant forkerte – og ikke sjældent præget af en rundkredspædagogisk endimensionalitet, hvis kognitive spændvidde synes udtømt i Beatles-refrænet ‘All you need is love’. Men det grundlæggende fatale er måske, at der overhovedet bliver stillet tekniske løsninger i udsigt på områder, hvor sådan noget kan være principielt umuligt at opnå. Jeg tænker herved blandt andet på en talemåde, der var gangbar indtil for i hvert fald en snes år siden, og som læseren måske vil huske: ‘Antallet betyder ikke noget, hvis bare vi får integrationen til at virke.’

Hvad angår bevidstgørelsesbegrebet, idéen om en indre frigørelse fra fordomme, må man konstatere, at vi her står med en slags venstreintellektuel evergreen. Med det er også en filosofisk rottefælde, der er spækket med logiske og politiske giftigheder. Kernen i giftighederne består i, at mennesket på en og samme tid skal optræde som subjekt og objekt for sin egen ideologikritik. Heraf opstår en paradoksal situation, der med nødvendighed synes at måtte føre til et af to mulige udfald: enten en selvgendrivende relativisme eller en klar rolleforfordeling imellem refleksionens subjekter og objekter. Det første svarer groft sagt til 90’ernes postmodernisme. Det sidste svarer til marxismens totalitære aspekt, som jeg desværre mener at genfinde i nutidens omsiggribende cancel-culture og censurmani.”

(Mohammed Bouyeris’ citerer Koranen i åben brev til Hirsi Ali, 2004; Se evt. Spiegel)



14. maj 2022

Om BLM-dækning: ‘At some point, the organization went from ignoring key facts to just reporting lies’

Zar Kriegman var talknuser for Reuters, indtil han gik i dybden med Black Lives Matter-bevægelsen påstande om racistisk-motiveret politivold. Han vidste det kunne koste ham jobbet at fremlægge statistikken, men til sidst smed han det online internt. Hans opslag blev taget ned kort efter, og nogle dage senere var han fyret. Det er en lang beretning (der blandt andet henviser til Roland Fryers forskning), men skal du kun læse en artikel i dag, så lad det være denne. Her lidt fra gennemgangen hos Common sense – I Criticized BLM. Then I Was Fired..

“In 2020, I started to witness the spread of a new ideology inside the company. On our internal collaboration platform, the Hub, people would post about ‘the self-indulgent tears of white women’ and the danger of ‘White Privilege glasses.’ They’d share articles with titles like ‘Seeing White,’ ‘Habits of Whiteness’ and ‘How to Be a Better White Person.’ There was fervent and vocal support for Black Lives Matter at every level of the company. No one challenged the racial essentialism or the groupthink.

This concerned me. I had been following the academic research on BLM for years…, and I had come to the conclusion that the claim upon which the whole movement rested—that police more readily shoot black people—was false.

The data was unequivocal. It showed that, if anything, police were slightly less likely to use lethal force against black suspects than white ones.

… Police are authorized to use lethal force only when they believe a suspect poses a grave danger of harming others. So, when it comes to measuring cops’ racial attitudes, it’s important that we compare apples and apples: Black suspects who pose a grave danger and white suspects who do the same.

Unfortunately, we don’t have reliable data on the racial makeup of dangerous suspects, but we do have a good proxy: The number of people in each group who murder police officers.

According to calculations (published by Patrick Frey, Deputy District Attorney for Los Angeles County) based on FBI data, black Americans account for 37 percent of those who murder police officers, and 34 percent of the unarmed suspects killed by police. Meanwhile, whites make up 42.7 percent of cop killers and 42 percent of the unarmed suspects shot by police—meaning whites are killed by police at a 7 percent higher rate than blacks.

If you broaden the analysis to include armed suspects, the gap is even wider, with whites shot at a 70 percent higher rate than blacks. Other experts in the field concur that, in relation to the number of police officers murdered, whites are shot disproportionately.

… For many months I stayed silent. I continued to read Reuters’ reporting on the movement, and started to see how the company’s misguided worldview about policing and racism was distorting the way we were reporting news stories to the public.

In one story, Reuters reported on police in Kenosha, Wisconsin shooting a black man, Jacob Blake, in the back—but failed to mention that they did so only after he grabbed a knife and looked likely to lunge at them.

In another story, Reuters referred ‘to a wave of killings of African-Americans by police using unjustified lethal force,’ despite a lack of statistical evidence that such a wave of police killings had taken place. (In 2020, 18 unarmed black Americans were killed by police, according to The Washington Post database.)

And in yet another, Reuters referred to the shooting of Michael Brown as one of a number of ‘egregious examples of lethal police violence,’ despite the fact that an investigation conducted by the Justice Department—then run by Barack Obama’s Attorney General Eric Holder—had cleared the police officer in question of all wrongdoing.

A pattern was starting to emerge: Reporters and editors would omit key details that undermined the BLM narrative. More important than reporting accurately was upholding—nurturing—that storyline.

At some point, the organization went from ignoring key facts to just reporting lies. When Donald Trump declared, in July 2020, that the police kill more white than black people—this is true—Reuters, in its dispatch, repeated the false claim that blacks ‘are shot at a disproportionate rate.’ …

All this left me deeply unsettled: It was bad for Reuters, which was supposed to be objective and withhold judgment. It was bad for our readers, who were being misinformed. And it was bad for black people in rough neighborhoods, where local officials, prompted to take action by reporting like ours and the public outcry it triggered, were doing things like defunding the police.”

(Apropos Roland Fryer: Harvard cancels a black academic who debunked woke orthodoxy, 2022)

Oploadet Kl. 10:39 af Kim Møller — Direkte link50 kommentarer


6. maj 2022

LOL: Forskere tør ikke udtale sig om køn/racisme pga. ‘et organiseret netværk’, ‘højreradikale kredse’

Jeg har tidligere blogget om røde forskere, der føler sig intimideret, når de møder kritik, og nu er debatten så oppe at vende igen. Rikke Andreassen & Co. agerer som venstreradikale aktivister, lige til den dag de møder modstand fra det politiske højre, så er de pludselig forskere. Sarte forskere, der får det fysisk dårlig af kritik. I en bedre verden måtte de arbejde for føden.

Fra Forskerforum – Forskere: Vi bliver systematisk chikaneret.

“En række forskere, der arbejder med emner som køn, racisme, migration og ligestilling, står nu frem og fortæller, at de bliver udsat for, hvad de kalder systematisk chikane. En chikane, som de selv og en ekspert mener er koordineret med det formål at få forskerne til at trække sig fra den offentlige debat og afstå fra at publicere forskningsresultater af frygt for at havne i skudlinjen i medierne. Flere forskere fortæller, at chikanen har været så psykisk belastende for dem, at de enten har været sygemeldt i en periode eller var tæt på at blive det.

Meget tyder på, at det har den ønskede effekt. …

Heine Andersen, professor emeritus ved Københavns Universitet og forfatter til bogen ‘Forskningsfrihed – ideal og virkelighed’, siger, at han har kendskab til flere sager, hvor fremgangsmåden har været den samme. Det er derfor hans indtryk, at der kører en systematisk kampagne drevet i et samspil mellem politikere og bloggere, der befinder sig på den politiske højrefløj.

‘Det er kun en lille flig af et gardin, der dækker over et langt større kompleks, vi her får løftet. Det virker som et organiseret netværk, der spiller i takt. De udser sig nogle områder, som de ikke selv kan lide, hvor de forventer at få opbakning fra højreradikale kredse. Der er tale om helt åbenlyst uholdbare klager….’, siger Heine Andersen.”

(Collage: Rikke Andreassen, forskeraktivist med speciale i hvidhedsstudier)



3. maj 2022

Bezos’ køb af Washington Post var ‘en eventyrlig investering’: Musks køb af Twitter er ‘bagudskuende’

Da Amazon-ejer Jeff Bezos i 2013 købte Washington Post blev det ikke set som et problem, og tværtimod blev han forsvaret, da Trump i 2018 kritiserede mogulen. Siden det kom frem, at Musk overtager Twitter har kendte konservative oplevet en fremgang, også en fremgang der ikke kan forklares med andet end mindre shadowbwnning. Eksempelvis fik Donald Trumps søn pludselig 87.000 nye følgere på en dag.

Den talende klasse er hunderædde for at miste definitionsretten. Det gælder eksempelvis en langhåret sociolog ved navn Christoph Houman Ellersgaard, der deltog i seneste udgave af Debatten på DR1.

“Problemet er, at det er en af verdens rigeste mænd, der kommer til at kontrollere det her. Vi koncentrerer rigtigt meget magt på rigtig få hænder, og det er ikke nogle mennesker vi kan sætte på valg. Vi kan håber, at hvis Musk misbruger Twitter i tilstrækkelig høj grad, at vi begynder at søge mod andre sociale medier. Men det er jo noget der tager tid. Det tager tid at bygge nogle nye forsamlingshuse, og indtil da deponerer vi rigtigt meget magt over samfundet på en håndfuld menneskers hænder. … Der opstår en monopolsituation, og når markedet monopoliseres, går vi ind og splitter dem op, eller også så sikrer vi demokratisk regulering og kontrol… grundlæggende handler det om, at hvis der er noget der er livsvigtigt for samfundet, så vil vi have mulighed for, som borgere i fællesskab, at beslutte hvem der skal være der. Det kan godt være Elon Musk er dygtig, men vi kan ikke skifte ham ud, hvis vi synes at han gør det dårligt.” (Christoph Houman Ellersgaard, sociolog)

Da Jeff Bezos købte Washington Post (2013)
´

“De to seneste opkøb i USA er en slags lottokuponer: Risikoen for at tabe er tårnhøj, mulighederne for at få pengene igen med renter er til stede, hvis de nye ejere finder den rette, digitale forretningsmodel.
Jeff Bezos er måske manden, der kan finde den. Men vi ved det ikke.”
(Lasse Jensen, Information, 7. august 2013)

“Jeff Bezos er for mig præcis den skabende og innovative kraft, der er påkrævet for genskabelsen af journalistik i den store skala, som mange af os håber på.” (Carl Bernstein cit. af Jyllands-Posten, 7. august 2013: It-nørden, der tør tænke langsigtet)

“Det er altså svært at afgøre, om det er forretningsmanden eller eventyreren Jeff Bezos, der har købt Washington Post. Måske er der brug for dem begge. Medieverdenen holder nøje øje med, hvordan Jeff Bezos eksperimenter går.” (Berlingske, 7. august 2013: En eventyrlig investering)

Da Elon Musk købte Twitter (2022)

“Når reaktionerne på Elon Musks overtagelse af Twitter er så stærke, skyldes det, at han har været meget direkte om, at Twitter ikke bare en investering for ham. Han vil lave platformen, som mange elsker, om, og han ønsker at gøre den til en ‘ytringsfrihed først’ -platform. … Det er næsten uden undtagelse altid en bestemt type ytringer, vi taler om friheden til. Dem, der går til kanten af det lovlige; de grænseoverskridende, hadefulde og hånlige ytringer. De racistiske, homofobiske og transfobiske ytringer, der, når de kritiseres, forsvares med, at det har man jo lov til at sige. … Når Elon Musk melder ud, at han vil slække på de retningslinjer, der regulerer denne type indhold på mediet, bekymrer det mange brugere og menneskerettighedsorganisationer. Det bekymrer også dem, der beskæftiger sig med ekstremisme, fordi mange yderliggående grupper hylder Elon Musks Twitterkøb og forventer, at de igen får lov at bruge platformen til rekruttering, chikane og spredning af had. For hvad betyder Elon Musks selverklærede ‘ytringsfriheds-absolutisme’ for brugerne på mediet, og hvad kommer det til at betyde for samfundet? (Maia Kahlke Lorentzen, Berlingske, 29. april 2022: Elon Musk er ikke ytringsfrihedens frelser)

“Elon Musks opkøb af Twitter er et ekstremt eksempel på noget, som egentlig er indlysende: Det er uforeneligt med politisk frihed, at enkeltpersoner har så store formuer, at de kan købe sig til kontrol over millioners meningsdannelser. Vi må gøre op den perverse helliggørelse af privat rigdom.” (Rune Lykkeberg, Information, 30. april 2022: Vi må sætte grænser for rigdom)

“Hans vision for sin nyerhvervede platform Twiter virker til gengæld bagudskuende og virkelighedsfjern. Elon Musk må før eller siden sande, at han ikke kan få alt på sin måde. Han sværger til ytringsfrihedsabsolutisme… Når han sidder i Twitters maskinrum, vil han måske opdage, at for at gøre Twitter til et meningsfuldt sted for mange brugere bliver man nødt til at fjerne indhold.” (Astrid Haug, Politiken, 30. april 2022: Elon Musks vision for Twitter skuffer)



21. april 2022

Taimullah Abu-Laban holdt hof i auditorium på Københavns Universitet: Islam skal ikke moderniseres!

Forleden afholdt den muslimske studenterorganisation MSA City Campus et større arrangement på Københavns Universitet under overskriften ‘Skal islam moderniseres?’. De to talere var Hibz-ut-Tahrirs Taimullah Abu-Laban, og Peter Kuzmanovski fra CEDA (Center for Muslimers Rettigheder i Danmark). Den ene kæmper for kalifatet med Koranen i hånden, men den anden forfølger offer-diskursen. Islamofobi-dagsordenen og koraniske sværdvers går hånd i hånd – dog naturligvis kønsopdelt. Og det sågar i et samfundsvidenskabeligt auditorium på KU.

Glimrende kommentar af Katja Kvaale set i Weekendavisen – Islamister møder ingen modstand på Københavns Universitet.

“Mens kønnene flyder i Vestens identitetsdebatter, sidder de mange tilhørere i salen denne fredag skarpt kønsopdelt i overensstemmelse med islamismens forskrifter; tørklædekvinder for sig og fuldskæggede mænd for sig. Det er ikke diskurs, men virkelighed.

Hvor forgår så denne ‘debat’ ultimo marts 2022? I et mellemøstligt kalifat? I den Qatar-finansierede stormoské på Rovsinggade? Nej, vi er i Københavns Universitets største auditorium på Samfundsvidenskabeligt Fakultet i indre by.

Hvordan kan det ske, at Københavns Universitet lægger oplysningens sekulære haller til agitation for islamistisk antioplysning og antidemokrati? Og tillader kønsopdeling? Hvor er Vestens intellektuelle modstandskraft? Rektors afvisning?

Problemet er jo, at islamisterne løber halvåbne døre ind. De har ret i, at Vesten er blødagtig. Grundet postmoderne anfægtelser, hvid skyld og relativisme står vestlige universiteter ikke rigtigt på mål for ægte viden; for fri tanke og hård faglig kritik, hvor dårlige eller følelsesbaserede argumenter afvises. I stedet forfægter KUs rektor, Henrik Wegener, en diffus multikulturalisme…”

(Facebook-Begivenhed ved MSA City Campus, Facebook, 2022)

“I den offentlige debat bliver der ofte slynget med anklager om, at islam er gammeldags, middelalderlig, kvindeundertrykkende og dermed har behov for at tilpasses det moderne samfund. Sommetider er diskussionen om islam og modernisering desværre baseret på misinformation og usaglighed. Vi i MSA City Campus håber på, at kunne tilgå emnet på basis af saglighed samt historiske kendsgerninger. Her vil vi se nærmere på, hvad der ligger til grund for tanken om modernisering, samt hvorfor traditionelle muslimer ikke mener, at islam bør moderniseres. Disse spørgsmål har vi i MSA City Campus æren af at adressere til vores næste offentlige event ‘Skal islam moderniseres?’ … Vi glæder os til at se jer, og tag gerne en ven med under armen!” (MSA City Campus, Facebook, 9. marts 2022)

(Chr. Hansen Auditoriet, Københavns Universitet, 25. marts 2022; Foto: Facebook)



31. marts 2022

Julie Rokkjær Birch: Krig ‘har en kønnet slagside og afspejler forældede normer om mandlig dominans’

Putins imperialisme er en konsekvens af manglende kærlighed, lød det fra Ruslandskenderen Samuel Rachlin på P1, tidligere i dag, hvor han blandt andet citerede Putin for noget han aldrig har sagt. Såvidt klogekanalen.

Herunder et feministisk take på Ukraine-invasionen ved museumsdirektør Julie Rokkjær Birch, der kommenterer i Jyllands-Posten – Der er intet som krig, der viser hierarkiet mellem kvinder og mænd (kræver login).

“Gang på gang tager jeg mig selv i at se den igangværende invasion af Ukraine som en anakronisme. Det ‘gammeldags’ handler for mig især om de nyoptegnede kønsroller (læs: de store stærke mænd versus kvinder og børn). For krig og køn hænger uløseligt sammen.

Krig har historisk (med få undtagelser) handlet om store magtmænd og deres mandlige soldater – og kulturens krigsfortællinger tegner det ultimative billede af mandighed og heltemod og ja, også af mandlig seksualitet. Tænk bare på Mel Gibson i ‘Braveheart’, som kvinder drømte om at knalde, og mænd drømte om at være. Mon ikke Putins hede drøm er at skrive sig ind i en sådan fortælling? Hans selvfremstillinger er i hvert fald megalomant hypermaskuline. Det er ikke tilfældigt, at han elsker at føre sig frem i bar overkrop, enten på hest eller i judokamp. Han er en overkompenserende kliché.

… Putin er ikke Mel Gibson. Han er mest af alt forsmået og vred – og åbenlyst i en svaghedsposition. Krig og konflikt kommer typisk ud af kontroltab – af at være trængt op i en krog. Lidt tilsvarende partnervold, som ligesom krig har en kønnet slagside og afspejler forældede normer om mandlig dominans.

Og overordnet kan man sige, at vold og krig afspejler følelsen af at være blevet afvist eller af at føle mindreværd – især som mand. Putin føler sig forladt, forrådt og underkendt, og nu spiller han med musklerne i en martyrrolle om alt det, han mener, Rusland har været udsat for de seneste 30 år.

… det hele er macho – og det hele er krig. … Der er intet som krig, der viser hierarkiet mellem kvinder og mænd.

(Mel Gibson som William Wallace i Braveheart, 1995)

Oploadet Kl. 23:22 af Kim Møller — Direkte link17 kommentarer


30. marts 2022

Om Will Smith-vold: “This is about a much larger systemic issue rooted in white supremacist culture…”

Jyllands-Posten skriver med baggrund i Will Smith-affæren om ‘racebaseret hårdiskrimination’, men hvis du synes det er sort snak, så kan det blive meget værre. Erhvervsmagasinet Forbes har en kommentar fra ph.d. Maia Niguel Hoskin, som fortjener en selvstændig post. Selv i Twitterland vækker hun opsigt.

Set hos Forbes.com – While Talking About Will Smith’s Behavior, Don’t Forget To Also Talk About The System That Helped Create It.

“… perhaps the larger question that should be asked is why Blacks in Hollywood have routinely been expected to grin and bear embarrassment and degradation without expressing any discontent or risk being viewed as angry? Furthermore, why is it permissible for a Black woman’s health condition to be made content for a few cheap laughs at an award show and how will this incident overshadow the hard work of Will Packer, the Black man who produced the award show along with an all-Black team for the first time in history.

… Some argue that this is not about Will Smith and Chris Rock being Black or Will Smith ’setting Black people back.’ This is about a much larger systemic issue rooted in white supremacist culture designed to police the behavior of Blacks amongst the who’s who in Hollywood and beyond. Respectability politics suggest that equity and fair treatment require that Black people — both inside and outside of Hollywood — conduct ourselves in a manner deemed acceptable to whites. Furthermore, expressing any emotion other than complacence, apathy, or agreeance directly violates those norms, disqualifying Black people from receiving the same equitable treatment that whites enjoy as a birthright. And sadly, there is a large group of Blacks who have internalized this toxic messaging.

Again, most will agree that grievances should not be met with balled-up fists or open-palmed slaps. But perhaps there is space to challenge the system and the cultural norms and expectations that have created a pressure cooker for repressed and stereotyped emotions and behaviors of people of color. Bottom line: the joke was made in extremely poor taste. Many have pointed out that it is far from the norm for the health of white actresses to be made the butt of a joke in such a public and esteemed space. So, why should it be acceptable for Black women to be made the exception, and why is the public so eager to only wag their fingers in judgment of Smith’s behavior and not question the racist system that was designed to incubate his and so many others’ frustrations. Perhaps, the most tremendous disservice this rumble has caused was overshadowing history being made — the hard work of Will Packer, the first Black man to produce the esteemed award ceremony with an all-Black production team.”

(Maia Niguel Hoskin, Ph.d.; Foto: Muckrack)

Oploadet Kl. 00:17 af Kim Møller — Direkte link15 kommentarer


27. marts 2022

West against the rest: Kinesiske kvinder hylder Putin, herboende muslimer fryder sig over Ukraine-krig

Universalisme er en vestlig opfindelse, og feminiseringen af Vesten, kan vanskeligt tolkes som andet end svaghed hos konkurrerende civilisationer. Når herboende udlændinge støtter Rusland, så grunder det næppe i kærlighed til Putin, og nok mere i forbitret had til Vesten og alt der definerer samme. ‘West against the rest’, som Samuel P. Huntington, så rigtigt skrev. Et sigende eksempel fra Kina omtalt i seneste udgave af Weekendavisen.

“Krigen i Ukraine har medført en ny trend på det sociale medie Weibo i Kina. Kvinder erklærer deres kærlighed til Vladimir Putin; hans krigshandlinger, hans maskulinitet, hans mod. Det skriver en række internationale medier. …

Kvinderne bruger ord som ‘machomand’, ‘jernmand’ og det kinesiske ‘tiehan’, som løseligt oversat betyder ‘hård mand’, til at fremhæve den maskuline tiltrækningskraft ved deres nye idol.

Eksperter tilskriver trenden det kinesiske styres målrettede politik for at fremme det mandlige ideal.” (‘furu’, Weekendavisen, 25. marts 2022)

(Opslag af Ahmed Riad Fuour i ‘International hyggegruppe’ på Facebook, 24. marts 2022)>

“People define themselves in terms of ancestry, religion, language, history, values, customs, and institutions. They identify with cultural groups: tribes, ethnic groups, religious communities, nations, and, at the broadest level, civilizations. People use politics not just to advance their interests but also to define their identity. We know who we are only when we know who we are not and often only when we know whom we are against.

“At the micro level, the most violent fault lines are between Islam and its Orthodox, Hindu, African, and Western Christian neighbors. At the macro level, the dominant division is between ‘the West and the rest,’ with the most intense conflicts occurring between Muslim and Asian societies on the one hand, and the West on the other.” (Samuel P. Huntington, d. 2008)

Oploadet Kl. 12:49 af Kim Møller — Direkte link24 kommentarer


22. marts 2022

EU-hær er fake news, sagde de: Mandag fremlagde EU konkret plan om brigade med 5000 soldater…

‘Mette F. og Co. vil bruge Ukraine-krig til at få afskaffet forsvarsforbeholdet’, skrev jeg for to uger siden. Dagen efter citerede jeg Berlingskes Tom Jensen, der undsagde Lissabontraktatens artikel 24: “… der er ingen planer om en EU-hær.”. Konservative Søren Pape Poulsen betegnede samme dag nej-sidens fokus på en EU-hær som værende fake news: “Hvis Danmark afskaffer forsvarsforbeholdet… Kommer der INGEN EU-hær.”

‘Der bliver aldrig nogen EU-hær’, lød det mandag fra DIIS-forsker Christine Nielsen i en artikel omhandlende EU’s nye forsvarsstrategi, som forsvars- og udenrigsministre netop har godkendt. TV2 Nyhederne hævder der er tale om en ‘udrykningsstyrke på 5000 mand’, men Reuters talte allerede sidste år om en brigade bestående af 5000 soldater. Man får nemt det indtryk, at vi skal have afskaffet forsvarsforbeholdet i ly af Ukraine, før EU går all-in på den længe ønskede EU-hær.

Fra The Council of Europe – A Strategic Compass for a stronger EU security and defence in the next decade.

Today the Council has formally approved the Strategic Compass, at a time when we witness the return of war in Europe. The Compass gives the European Union an ambitious plan of action for strengthening the EU’s security and defence policy by 2030.

… A stronger and more capable EU in security and defence will contribute positively to global and transatlantic security and is complementary to NATO…

The threats are rising and the cost of inaction is clear. The Strategic Compass is a guide for action. It sets out an ambitious way forward for our security and defence policy for the next decade. It will help us face our security responsibilities, in front of our citizens and the rest of the world. If not now, then when?

The Strategic Compass provides a shared assessment of the strategic environment in which the EU is operating and of the threats and challenges the Union faces. The document makes concrete and actionable proposals, with a very precise timetable for implementation, in order to improve the EU’s ability to act decisively in crises and to defend its security and its citizens.

The Compass covers all the aspects of the security and defence policy and is structured around four pillars: act, invest, partner and secure. … In order to be able to act rapidly and robustly whenever a crisis erupts, with partners if possible and alone when necessary, the EU will:

– establish a strong EU Rapid Deployment Capacity of up to 5000 troops for different types of crises

– reinforce the EU’s civilian and military CSDP (Common Defence and Security Policy) missions and operations by promoting a rapid and more flexible decision-making process, acting in a more robust way…

– provide further incentives for member states to engage in collaborative capability development and jointly invest in strategic enablers and next generation capabilities to operate on land, at sea, in the air, in the cyber domain and in outer space…”

(‘Der bliver aldrig nogen EU-hær’, sagde politikeren, chefredaktøren og forskeren)

“The countries say the EU should create a brigade of 5,000 soldiers…” (Reuters, 5. maj 2021)

(EU’s socialistiske udenrigschef om ‘the Language of power’; Mere: Consilium.europa.eu)

Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 

Næste side »

 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper