8. juni 2021

Forskere: Demokratisk problem at politikere kritiserer forskere, “Messerschmidt og Dahl udskammer..”

Vi har haft en kønsforsker, der i sine unge år var nært tilknyttet den venstreradikale ‘Homoaktion’-gruppe, og vi har sågar set en Osama bin Laden-støttende islamforsker. Tidligere på ugen bloggede jeg om et åbent anti-israelsk brev fra 40+ Mellemøstforskere, og sådan kan man blive ved. Jeg har haft flere sager med Dansk Magisterforbund, der nogle år efter Murens fald gjorde VS’eren Per Clausen til formand. Hvis statsansatte forskeraktivister føler sig presset på deres levebrød, så kunne de jo bare springe ud som fuldtidsaktivister, og få 100 pct. uafhængighed.

Fra Forskerforum.dk – Ny DM-undersøgelse: Forskere trækker sig fra den offentlige debat af frygt for trusler og hård tone.

“En del af forskerne ved landets universiteter har valgt at trække sig fra den offentlige debat og udtaler sig ikke længere om emner, de har faglig indsigt i. Det viser en analyse lavet af fagforeningen DM blandt medlemmerne som arbejder som forskere. …

Han siger, at hetzen har fået hele forskningsområder til kollektivt at beslutte at forsøge at ‘flyve under radaren’ og ikke længere vil have deres navne på titelbladet på rapporter om kontroversielle emner som eksempelvis islam.

‘Det er dybt alvorligt og et kæmpe demokratisk problem, fordi politikerne får et skævt, fordrejet og filtreret billede af virkeligheden, når forskere ikke tør formidle deres viden. Ansvarlige politikere og universitetsledelserne burde sige fra’, siger Heine Andersen. …

‘Politikerne skal ikke fodre den hårde tone. Jeg ved godt, at det gør det lettere at trænge igennem i medierne og på SoMe med en hård retorik, men når Messerschmidt og Dahl udskammer de forskere, som de ikke er enige med, så sætter det sig i forskningsmiljøerne som selvcensur, og det er et problem. På den måde er de i hvert fald ikke med at understøtte den gode tone i den offentlige debat’, siger Camilla Gregersen.”

“Det er ironisk, at lige netop Dansk Magisterforening udviser bekymring for den gode tone overfor forskerne, for gennem et års tid kørte DM selv en hetz mod mig i deres tidsskrift Forskerforum. Det førte bl.a. til, at jeg syv gange klagede til Pressenævnet, som syv gange afsagde en kendelse om at Forskerforum havde overtrådt de presseetiske regler. Hetzen standsede først, da jeg stævnede DM ved Københavns Byret (sagen blev afsluttet med et forlig og jeg modtog en kontant erstatning). Siden har Forskerforum selv valgt at slette 2.600 af deres artikler…” (Klimaforsker Jens Olaf Pepke Pedersen, Facebook, 3. juni 2021)



13. marts 2021

Heine Andersen, dokumenterede venstre-bias, forsvarer forskningsfrihed: ‘Transnational relokation’

I onsdagens Deadline kritiserede professor emeritus Heine Andersen Weekendavisens Søren K. Villemose, for at have fejloversat (læs: opstrammet) sin omtale af et norsk forskningsprojekt i en større artikel om venstre-aktivistisk migrationsforskning. Her skrev Villemoes blandt andet om ph.d.-studerende Rahma V. Søvik, der havde et noget alternativt syn på genopdragelsesrejser.

“Der er dog ingen workshops, der handler om social kontrol. Kun et enkelt paper omtaler begrebet. Det er et ph. d.-projekt under udarbejdelse af en nordmand ved navn Rahma Vetlesdatter Søvik med arbejdstitlen: ‘Når de ser dig som en trussel mod dit eget barn’. I projektet foreslår Søvik et andet syn på genopdragelsesrejser, der ‘potentielt kan åbne op for et eventyr, en følelse af sikkerhed og lighed samt nye muligheder for både børn og forældre’.” (Søren K. Villemoes, Weekendavisen, 19. februar 2021)

Heine Andersens kritik.

“Der tales om genopdragelsesrejser… Der viser det ved en nærmere granskning af kilde, at så må det bero på en oversættelsesfejl, for der står faktisk ikke noget om genopdragelsesrejser i det citat som journalisten fra Weekendavisen bygger på, og som så går videre i Kristeligt Dagblad, og som så ministeren forholder sig til, og som så kommer op her igen. Før man begynder på det her, så skulle man være mere kildekritisk, og lave lidt mere faktatjek…” (Heine Andersen, Deadline, DR2. 10. marts 2021)

(Collage: Professor emer. Heine Andersen, dokumenterer politisk tendens, kæmper for forskningsfrihed)

Efterfølgende frikendte han migrationsforskningen for politisering. Professor emeritus Heine Andersen er kendt som ekspert i forskningsfrihed, men tilbage i 1998 skrev han faktisk en banebrydende artikel om de politiske holdninger blandt danske samfundsforskere. En undersøgelse der havde til formål at granske ‘forholdet mellem videnskab, ideologi, politik og moral’, det man kunne kalde for politisering.

Heri påpegede han eksempelvis, at det rationalistiske udgangspunkt var “… trængt i defensiven fra flere sider, både af fallibilistiske, relativistiske, konstruktivistiske og af postmodernistiske positioner og strømninger, herunder dem som Gross og Levitt giver etiketten ‘det akademiske venstre'”. Han konkluderede slutteligt, at der var ‘ret tydelige sammenhænge’ mellem faglighed og politiske holdninger. Blot tre procent af sociologerne stemte på VK-alternativet ved folketingsvalget i 1994, og markante tendenser sås indenfor beslægtede fagområder.

DR2: Heine Andersen, der er en række eksempler på titler og andet inden for forskning, når vi taler om kønsidentitet og migrationsforskning, som i hvert fald har fået nogle til at rejse børsterne, og tænke – hvad er det egentligt, der foregår. Hvor også nogle af forskernes syntes at være aktivistiske ved siden af. Er der noget problem i at man som forsker, også er aktivistisk sådan rent politisk ved siden af?

Heine Andersen: Jeg vil gerne lige knytte en… (afbrydes)

Niels Krause-Kjær, DR2: – Nej, du skal svare på det jeg spørger om.

Heine Andersen: Okay. Altså, nu vil jeg ikke sig, at jeg forstår ikke helt hvor det der udtryk ‘aktivistisk’, stammer fra, om det er noget de selv bruger, eller hvem der har fundet på det. Derudover vil jeg jo sige, at hvis man kigger rundt omkring på tendenser i de senere år, så kan man sige, at forskningen jo hele tiden bliver opfordret til at engagere sig i samfundsspørgsmål. Og på mange måder er det jo sat direkte i system…

Niels Krause-Kjær: … nej, Heine Andersen, nu skal du svare på hvad jeg spørger om. Bundlinjen her til sidst. Mener du overhovedet, at der er et problem med indenfor det her område, når vi taler om forskning der bliver politiseret i urimelig grad.

Heine Andersen: Jeg mener, der foreligger ikke noget der tyder på, at der er et problem.

(Konvertitten Rahma Vetlesdatter Søvik, som studerende på Tromsø Universitet, 2013; Foto: NRK)

Ph.d.-studerende Rahma Vetlesdatter Søvik er ikke en mand, men en kvinde der siden hun konverterede til Islam har gjort det som Koran-aktivist. I rapporten omtaler hun genopdragelsesrejser som ‘transnational relokation’, hvad isoleret set understreger Villemoes’ pointe. Heine Andersen er sikkert bekymret for hendes forskningsfrihed.

“Jeg tilbød iøvrigt den pågældende professor at sende ham alle abstracts fra konferencen samt transskriptioner af taler, da han for nogle dage siden påstod, at min artikel var tendentiøs. Men han var ikke interesseret i at undersøge, om hans anklage holdt vand. … Abstracten bruger eufemismen ‘transnational relokation’. Samme abstract henviser dog til en rapport om norske børn fra religiøse hjem, der er i udlandet mod deres vilje. Det er det, man normalt omtaler som ‘genopdragelsesrejser’.” (Søren K. Villemoes, Facebook, 11. marts 2021)



2. februar 2007

Heine Andersen: Politiske holdninger… blandt samfundsforskere i Danmark (1998)

Det er ikke meget der er skrevet om den danske forskerstands politiske holdninger, og det bedste er uden tvivl Heine Andersens Politiske holdninger og faglige overbevisninger blandt samfundsforskere i Danmark, trykt i tidsskriftet Dansk Sociologi (1998, nr. 3).

Jeg har gransket artiklen, der med udgangspunkt i en undersøgelse af 788 danske forskere fremlægger statistisk materiale til belysning af det han kalder “forholdet mellem videnskab, ideologi, politik og moral”.

De nærmere detaljer vedrørende undersøgelsen er interesssante nok, men for mit vedkommende er det først og fremmest det statistiske materiale vedrørende samfundsforskernes politiske observans der har interesse, og Tabel 1 er formentligt det nærmeste man kommer en akademisk pendant til Hovdabrekka-undersøgelsen.

Ud af de 618 samfundsforskere der er tilbage når datalogi og naturvidenskab/medicin er fratrukket, stemte hele 64 pct. på et parti der ved valget i 1994 var med til at give en SR-regering. Blot 18 pct. stemte på et parti til der støttede VK-alternativet.

Jeg regner Det Radikale Venstre og Centrumdemokraterne med til SR-alternativet. Førstnævnte gik til valg på fornyet mandat til Nyrup-regeringen, og sidstnævnte tilhørte allerede dengang den yderste venstefløj rent værdipolitisk. Den senere udvikling i dansk politik har blot forstærket polariseringen rent værdipolitisk.

Hvis man fratrækker de forskere der ikke svarede på spørgsmålet (5 pct.), dem der ikke stemte ved 1994-valget (10 pct.), samt dem der stemte på ikke-navngivne partier, så er billedet endnu mere markant. Hele 78 pct. stemte så for en SR-regering, og blot 22 pct. for VK-alternativet.

Tager vi de enkelte fag, som Heine Andersen opridser i Tabel 2, så udstilles venstredrejningen, ikke mindst værdipolitisk i fag som Politologi, Sociologi, Antropologi og Udviklingsforskning (‘Andet fag’), samt i den gruppe af forskere der definerer sig selv som tværfaglige.

Politologi – 77 pct. for en SR-regering. Blot 7 pct. for VK [Korrigeret: 91,7 mod 8,3].
Sociologi – 86 pct. for en SR-regering, blot 3 pct. for VK [Korrigeret: 96,6 mod 3,4].
Andet fag – 64 pct. for en SR-regering, blot 10 pct. for VK [Korrigeret: 86,5 mod 13,5].
Tværfag – 70 pct. for en SR-regering, blot 9 pct. for VK [Korrigeret: 88,6 mod 11,4].

Omvendt er forskere indenfor Erhvervsøkonomi, Jura og Nationaløkonomi højredrejet hvis man anskuer det strengt økonomisk (og medtager De Radikale og Centrumdemokraterne). Det er dog kun markant indenfor erhvervsøkonomien.

Erhvervsøkonomi – 63 pct. for VK-regering, blot 20 pct. for SR [Korrigeret: 75,9 mod 24,1].
Jura – 50 pct. for VK-regering, dog 38 pct. for SR [Korrigeret: 56,8 mod 43,2].
Nationaløkonomi – 50 pct. for VK-regering, dog 36 pct. for SR [Korrigeret: 58,1 mod 41,9].

Anskuer man højre-venstre-skalaen i værdipolitiske termer, så er der selv i de tre liberale fag flertal for SR-regeringen, centrumvenstre-alternativet.

Erhvervsøkonomi – 43 pct. for en SR-regering, dog 40 pct. for VK [Korrigeret: 51,8 mod 48,2].
Jura – 57 pct. for en SR-regering, dog 31 pct. for VK [Korrigeret: 64,8 mod 35,2].
Nationaløkonomi – 61 pct. for en SR-regering, blot 25 pct. for VK [Korrigeret: 70,9 mod 29,1].

Ovennævnte talmateriale indgår som tidligere nævnt, blot som et delaspekt i Heine Andersens undersøgelse, der blandt andet konkluderer at…

– Forskernes politiske holdninger fint svarer til deres øvrige holdninger ift. individ og samfund
– Venstrefløjen ikke tror på ’sikker viden’, og lægger vægt på forståelse og samfundskritik
– Højrefløjen er mere til naturvidenskab, mere tror på ’sikker viden’ og det mulige i at forudsige

Heine Andersen understreger afslutningsvis, at forskernes politiske sympatier ikke i sig selv er et problem, hvis blot de er opmærksom på deres dobbelte rolle, så analyserne ikke kommer til at fungere som det han kalder “politisk ideologi eller normativ morallære i forklædning”. Resultaterne understreger således behovet for “selvkritisk refleksionsberedskab”, og nødvendigheden af “alternative metodologiske og teoretiske grundpositioner”, og derfor opfordrer han mere overordnet til at ‘forskerrekruttering’ og ‘fordeling af forskningsressourcer’ sker med hensyntagen til nødvendigheden af ‘paradigme-pluralisme’.

Den danske islamforskning må være skrækeksemplet. ‘Alternative metodologiske og teoretiske grundpositioner’ betragtes slet og ret som essentialisme (/racisme), ‘paradigme-pluralisme’ er derfor en umulighed, og ’selvkritisk refleksionsberedskab’ så godt som ikke-eksisterende. De bedst kendte forskere herhjemme – Jørgen Bæk Simonsen og Tim Jensen, er begge leveringsdygtige i analyser der reelt er ‘normativ morallære i forklædning’. Meget sigende har det desuden været nødvendigt at oprette en nyt forskningscenter for at få ‘paradigme-pluralisme’. Ansvaret for ‘fordeling af forskerressourcer’ måtte simpelthen væk fra det etablerede system.

Selvom artiklen i sit udgangspunkt er politisk ukorrekt, så kan man ikke sige Heine Andersen er konfrontatorisk, men trods den fuldfede akademiske indpakning, så står de væsentligste pointer dog lysende klar mellem linierne.

Det vil blive for omfattende at præsentere samtlige aspekter af de 20 tætpakkede sider, men for god ordens skyld har jeg valgt at transkribere enkelte afsnit, så det skulle være muligt at danne sig et et lille indtryk af undersøgelsen udover det rent partipolitiske.

“Samfundsvidenskaberne institutionalisering var et projekt om videnskabeliggørelse, og hermed fulgte værdifrihedskravet og scientismen, der indebar en forestilling om, at samfundsvidenskaber ligesom andre videnskaber skulle være værdifri og neutrale i forhold til politiske og moralske standpunkter. Spor i faglige resultater og teorier fra politiske og moralske standpunkter blev betragtet som tegn på fejl, der skulle elimineres gennem overholdelse af metodologiske regler for testning og intersubjekiv kontrol af resultater og teorier.” (s. 2, 56)

“Jeg vil forsøge at besvare spørgsmålet, om der er sammenhænge mellem forskeres politiske holdninger og deres faglige synspunkter. Undersøgelsens hovedemne har været kvalitetsspørgsmål i samfundsforskningen, og et aspekt heraf – omend kun et biaspekt i hele undersøgelsen – er faglige begrebers og vurderingers eventuelle sammenhæng med politiske holdninger. (s. 2, 56)

“Som nævnt stammer datamaterialet fra en interviewundersøgelse blandt 788 danske forskere, der blev gennemført i perioden november 1995 – april 1996. Interviewingen foregik ud fra et struktureret spørgeskema, og blev foretaget af Socialforskningsinstituttet. Svarpopulationen var et stratificeret udvalg blandt forskere fra samfundsvidenskab, datalogi og naturvidenskab/medicin (under et). Svarprocenten var 90%, således at der er besvarelser fra 618 forskere fra i princippet alle institutioner og institutter i Danmark med samfundsvidenskabelig forskning som en hovedopgave (ca. en tredjedel af alle samfundsforskere fra i alt 60 institutter) samt 83 fra datalogi og 87 fra naturvidenskab/medicin. I alt indgik forskere fra 84 institutter.

De spørgsmål, der anvenes i den foreliggende analyse, er af tre typer:

1. Forskernes partivalg ved folketingsvalget i 1994. Dette anvendes som indikator på politisk holdning…

2. Forskningsfag, idet forskerne blev spurgt om, under hvilket fag, de ville rubricere deres forskning.

3) Fagligt-kognitive overbevisninger. Forskerne blev spurgt om deres tilslutning eller ikke-tilslutning til en række elementære og ret basale påstande med relation til forskellige paradigmekomponenter. Jeg inddrog spørgsmål vedrørende tre aspekter heraf: 1) fundamentale antagelser om forskningsemnets natur og 2) grundlæggende erkendelsesmål og 3) syn på muligheden for erkendelsesfremskridt…” (s. 4f, 58f)

(s. 5, 59; Tabel 1)

Resultaterne tyder altså på sammenhænge mellem den politiske venstre-højre-dimension og en række antagelser om individer og samfund, der har spillet en rolle i samfundsvidenskabernes historie, og de harmonerer ganske godt med, hvad man skulle forvente ud fra billeder af samfundsvidenskabelige paradigmers idehistoriske rødder.” (s. 7, 61; om 11 påstande vedrørende individ- og samfundsbillede – eks. ‘rationel egeninteresse’, ‘Ud fra individer’ og ‘Klassemodsætninger’)

Den relativt høje tilslutning til venstrefløjspartierne svarer nogenlunde til den, vælgerundersøgelser har vist for højtuddannede i befolkningen i det hele taget (Borre og Goul Andersen 1997:176)… Også den store tilslutning til Det Radikale Venstre svarer til et kendt billede af dette parti som et parti for (bla.) intellektuelle og højtuddannede.

Socialistisk Folkeparti og – navnlig – Enhedslisten har større tilslutning i samfundsvidenskaber og datalogi end i naturvidenskab/medicin… Tendenserne svarer sikkert i hovedtræk til, hvad de fleste med bare noget kendskab til fagene ville forvente. (s. 5f, 59f)

“Fraværet af undersøgelser gør det svært at sige, i hvor høj grad det observerede mønster afspejler generelle… og stabile træk ved fagene… I grove træk er det dog sandsynligt, at fagenes relative placering på højre-venstre-skalaen med sociologer mest til venstre og erhvervsøkonomer mest til højre svarer til en ret lang historisk tradition… At billedet ikke virker overraskende betyder på den anden side ikke, at der på forhånd findes en god og udtømmende forklaring. Det gør der ikke, og det ligger også uden for denne artikels formål og rammer at udvikle sådanne.” (s. 6, 60)

(s. 6, 60; Tabel 2)

“Tallene viser dog også, at det især er venstrefløjen, der skiller sig ud ved at have en lavere grad af tiltro til de antagelser, der er udvalgt her.” (s. 8, 62; om tilslutning til påstande vedrørende individ- og samfundsbillede – model baseret på ‘Rationel egeninteresse’, ‘Ud fra individer’ og ‘Politikerne styrer udviklingen’)

“Der findes mig bekendt ikke grundige idehistoriske analyser af disse relationer, men emnet er i stærkt polemisk form behandlet i bogen Higher superstition af Paul R. Gross og Norman Levitt (1994). I deres “Crusade against muddleheadness” anvender de etiketten “det akademiske venstre” om en temmelig heterogen gruppe af videnskabskritiske strømninger, der har det til fælles, at de fremfører kritik mod det etablerede objektivistiske, universalistiske og rationalistiske syn på moderne (natur-) videnskab og de institutioner, der understøtter den. De mener selv, at det politiske venstre faktisk i stedet burde være naturlige venner af moderne videnskab og dens institutioner. (s. 10, 64; se foregående citat)

“Et aspekt af videnskabsidealer blev i undersøgelsen belyst ved, at forskerne blev bedt om at vurdere, hvor vigtige for deres egen forskning nogle angivne erkendelsesmål var. Der blev angivet i alt 11, hvoraf jeg her kun vil inddrage følgende 3…” (s. 12, 66)

(s. 12, 66; Tabel 5)

“Disse tre påstande er udvalgt, fordi de kan forbindes med forskellige videnskabsidealer i betydende samfundsvidenskabelige traditioner: c med et naturvidenskabeligt præget, emperisk-analytisk videnskabssyn, e ned et humanistisk-hermeneutisk og j med et kritisk-teoretisk videnskabssyn.” (s. 12, 66)

“Disse resultater tyder således på, at det traditionelle naturvidenskabelige ideal faktisk – i hvert fald blandt samfundsvidenskabelige forskere – har ringere tilslutning på den politiske venstrefløj end på højrefløjen, mens det omvendte gælder for de humanistisk og kritisk orienterede idealer…” (s. 13, 67)

“Et andet karakteristisk træk ved moderne videnskab har været et universalistisk, kumulativt og rationalistisk syn på videnskabelig erkendelse. I post-kuhnsk videnskabsteori er dette blevet trængt i defensiven fra flere sider, både af fallibilistiske, relativistiske, konstruktivistiske og af postmodernistiske positioner og strømninger, herunder dem som Gross og Levitt giver etiketten “det akademiske venstre”…” (s. 13, 67)

“Med hensyn til disse besvarelser, hvor der altså også indgik forskere fra naturvidenskabelige fag, viste der sig visse interessante interaktionseffekter, når man inddrager både fag og partivalg. Det viser sig nemlig, at samvariationen mellem partivalg og videnskabssyn gør sig gældende med væsentlig større styrke i sociologi, politologi, tværfag og til dels også i jura, end i de økonomiske fag, datalogi og naturvidenskab/medicin. (Der er også andre indikatorer, der tyder på, at forskere i økonomiske fag hælder mere til naturvidenskabelige videnskabsidealer end forskere i andre samfundsvidenskabelige fag gør).” (s. 15, 69)

“Sammenligningen af totaltallene for de tre faggrupper viser deres indenbyrdes rangorden med hensyn til tilslutning til et kumulativt, rationelt videnskabssyn; den svarer nok nogenlunde til, hvad folkloren vil vide… Figuren og tallene giver et ret klart indtryk af, at skepsis over for det traditionelle, kumulative og rationalistiske videnskabssyn faktisk er forbundet med en politisk venstrefløjsposition. Men de viser desuden, at denne forbindelse især findes blandt forskere inden for faggruppen “andet samfundsvidenskabeligt fag (altså jura, politologi, sociologi, tværfag, antropologi mv.). Når det gælder graden af tilslutning til den første påstand, om tiltro til fremskridt i sikker viden på eget forskningsområde skiller også venstrefløjen blandt økonomiske forskere sig signifikant ud fra de øvrige partigrupper.

Dette tyder altså på, at der faktisk er en sammenhæng mellem standpunkter af den type, som Gross og Levitt tillægger “det akademiske venstre” og venstreorientering i samfundspolitisk forstand. (s.17f, 71f)

Resultaterne viser, at der faktisk er ret tydelige sammenhænge til stede mellem politiske holdninger hos samfundsvidenskabelige forskere og deres faglige overbevisninger. Konklusionen får støtte allerede fra de markante forskelle, der er mellem fagene med hensyn til forskernes partivalg. Den støttes yderligere gennem de påviste tydelige sammenhænge mellem partivalg og faglige overbevisninger vedrørende basale antagelser om individ og samfund og videnskabssyn. Stærkest er disse, når det handler om elementer i grundlæggende menneske- og samfundsbillede.

Også når det angår udvalgte aspekter af forskernes videnskabssyn, fremtræder der imidlertid tydelige forskelle mellem partigrupper. Det gælder med hensyn til vurderingen af vigtigheden af forskellige erkendelsesmål… ” (s. 18, 72; fra Sammenfatningen og afsluttende bemærkninger)

“For at forebygge misforståelser vil jeg afslutningsvis påpege to ting.

For det første, at resultaterne i sig selv ikke implicerer noget som helst i retning af erkendelsesteoretisk relativisme, fx af den type, der optræder i den socialkonstruktivistiske strømning i nutidig videnskabssociologi. Forbindelser mellem kognitive overbevisninger og politiske holdninger viser i sig selv ikke noget om sandhedsværdien af førstnævnte.

For det andet skal tilstedeværelsen af sådanne forbindelser heller ikke i sig selv tages som tegn på fejl eller mangler i samfundsvidenskaberne, der skal søges elimineret. Eftersom samfundsvidenskaber altid må optræde i en dobbeltrolle som iagttagere af og deltagere i deres studiefelt, vil deres begreber og resultater være indlejret i sprog og livsverden i de samfund, de studerer, og her indgå i kollektive refleksionsprocesser. Fejlagtigt bliver det først. hvis det medfører, at samfundsvidenskabelige teorier og analyser kommer til at fungere som politisk ideologi eller normativ morallære i forklædning, og den risiko er iøvrigt antageligt større, jo højere grad af enighed, der er blandt forskere (jf. Andersen 1993 og Andersen 1995).

En vigtig metodologisk pointe kan uddrages, og den skal nok også udstrækkes til nogle basale forskningspolitiske retningslinier. Når det er sådan, at faglige overbevisninger i vid udstrækning ser ud til at hænge sammen med politiske holdninger, må dette begrunde et metodologisk princip om størst mulig intellektuel åbenhed og selvkritisk refleksionsberedskab. I praksis vil dette kræve indsigt i de forskellige metodologiske og teoretiske grundpositioner, herunder i deres idehistoriske baggrund og koblinger til politiske og moralfilosofiske ideer.

Det vil endvidere stille krav om oprigtig beredvillighed til at lade konkrete resultater undergå kritisk vurdering ud fra sådanne alternative metodologiske og teoretiske grundpositioner. Dette kan bedst ske, hvis sådanne konkurrerende positioner kan udfolde sig ligeværdigt, hvilket kan begrunde forskningspolitiske og uddannelsespolitiske principper om at tage hensyn til paradigme-pluralisme i uddannelsesplanlægning, forskerrekruttering og ved fordel af forskningsressourcer.

Endelig må det medføre et krav om størst mulig åbenhed i forhold til offentlighed og brugere af forskningens resultater med hensyn til at give indsigt i aspekter af faglige uenigheder.” (s. 18f, 72f; fra Sammenfatningen og afsluttende bemærkninger)

Andersen, Heine: Politiske holdninger og faglige overbevisninger blandt samfundsforskere i Danmark. I: Dansk Sociologi, 1998, Vol. 9, nr. 3, s. 55-74.

Formalia.
I parentes efter hvert citat henvises til to sidetal. Det sidste refererer til tidsskiftartiklen, det første til fuld tekst-udgaven jeg håber at kunne få online på et senere tidspunkt med forfatterens og tidsskriftets tilladelse.

Links.

  • AAU (1995/05) – Jørgen Goul Andersen: Valgkampen og valget 1994 (pdf, VKZ-effekten, s. 13).
  • Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

     

    

     

    Vælg selv beløb



    Blogs


    Meta
    RSS 2.0
    Comments RSS 2.0
    Valid XHTML
    WP






    MediaCreeper