31. marts 2022

Julie Rokkjær Birch: Krig ‘har en kønnet slagside og afspejler forældede normer om mandlig dominans’

Putins imperialisme er en konsekvens af manglende kærlighed, lød det fra Ruslandskenderen Samuel Rachlin på P1, tidligere i dag, hvor han blandt andet citerede Putin for noget han aldrig har sagt. Såvidt klogekanalen.

Herunder et feministisk take på Ukraine-invasionen ved museumsdirektør Julie Rokkjær Birch, der kommenterer i Jyllands-Posten – Der er intet som krig, der viser hierarkiet mellem kvinder og mænd (kræver login).

“Gang på gang tager jeg mig selv i at se den igangværende invasion af Ukraine som en anakronisme. Det ‘gammeldags’ handler for mig især om de nyoptegnede kønsroller (læs: de store stærke mænd versus kvinder og børn). For krig og køn hænger uløseligt sammen.

Krig har historisk (med få undtagelser) handlet om store magtmænd og deres mandlige soldater – og kulturens krigsfortællinger tegner det ultimative billede af mandighed og heltemod og ja, også af mandlig seksualitet. Tænk bare på Mel Gibson i ‘Braveheart’, som kvinder drømte om at knalde, og mænd drømte om at være. Mon ikke Putins hede drøm er at skrive sig ind i en sådan fortælling? Hans selvfremstillinger er i hvert fald megalomant hypermaskuline. Det er ikke tilfældigt, at han elsker at føre sig frem i bar overkrop, enten på hest eller i judokamp. Han er en overkompenserende kliché.

… Putin er ikke Mel Gibson. Han er mest af alt forsmået og vred – og åbenlyst i en svaghedsposition. Krig og konflikt kommer typisk ud af kontroltab – af at være trængt op i en krog. Lidt tilsvarende partnervold, som ligesom krig har en kønnet slagside og afspejler forældede normer om mandlig dominans.

Og overordnet kan man sige, at vold og krig afspejler følelsen af at være blevet afvist eller af at føle mindreværd – især som mand. Putin føler sig forladt, forrådt og underkendt, og nu spiller han med musklerne i en martyrrolle om alt det, han mener, Rusland har været udsat for de seneste 30 år.

… det hele er macho – og det hele er krig. … Der er intet som krig, der viser hierarkiet mellem kvinder og mænd.

(Mel Gibson som William Wallace i Braveheart, 1995)

Oploadet Kl. 23:22 af Kim Møller — Direkte link17 kommentarer


7. december 2020

Mikael Jalving: “Den nye kønsforskning og museumsforvanskning er marxisme på nye flasker…”

Kvindemuseet i Århus skifter navn, fortæller Mikael Jalving, og kommenterer en bizar klumme af museets direktør Julie Rokkjær Birch. Sakset fra JP.dk – Derfor skifter Kvindemuseet navn: ‘Kvinde’ lugter af krænkelse og traditionelle kønsroller.

“‘Museer er ikke monumenter. De skal følge samfundsudviklingen,’ udtaler museets direktør, Julie Rokkjær Birch, som repræsentant for tidens progressive disciple i stat, kommune, kulturliv og akademia. Samtid og ‘frigørelse’ er godt, fortid er skidt, og museer lige så ‘flydende’ som køn, universiteter og sprog. Kultur er bare ‘røverhistorier’ og ‘fortællinger’, som direktøren understreger i en klumme i avisen.

… Julie Rokkjær Birch er en moderne leder, der skjuler sagens kerne, som er, at begrebet ‘kvinde’ ikke længere er acceptabelt i toneangivende identitetspolitiske kredse. …

Biologien er det første offer for den amerikanske syge. Den fortæller os ellers, at alle mennesker er født med et entydigt køn (undtagen en mikroskopisk gruppe hermafroditter). Det er akkurat på grund af de to entydige køn, at vi overhovedet eksisterer, for det kræver to køn at skabe liv. Nogle – ofte ganske ulykkelige – eksistenser føler sig som det modsatte køn. Fred med det. Men at nogle mænd gerne vil være kvinder og klæder sig og lever derefter, gør dem ikke til kvinder. Virkeligheden er given og fuld af politisk ukorrekte begrænsninger.

Den nye kønsforskning og museumsforvanskning er marxisme på nye flasker: Man vil ikke nøjes med at beskrive verden, nej, man vil omforme den. Lige siden Marx & co. er venstrefløjen gået gennem historien med en konstant iver efter at revolutionere alting. Først var det kapitalismen og den private ejendomsret. Så kom turen til nationale identiteter, slut, forbudt! Derpå var det den borgerlige kultur og dens institutioner, der skulle ødelægges.

Kampen mod det biologiske køn er en tak mere gak end de tidligere projekter. Vist kan man smadre nationale identiteter ved hjælp af masseindvandring, det er vi allerede godt i gang med. Men kønsidentiteter, forankrede som de er i biologiske, entydige køn? Ja, det afholder ikke vore dages projektmagere fra at forsøge. De er bare ikke forskere, men forkæmpere. Forkæmpere for den seneste venstrefløjsfantasi, der forhåbentlig vil lide skibbrud på virkelighedens klipperev.

(Julie Rokkjær Birch, Kvindemuseet, 2017; Foto: Youtube)

“Harry Styles’ projekt er et frigørelsesprojekt. Vi så det med kvinders hår under armene i 70′ erne og brug af skulderpuder i 80′ erne – nu er mændene klar til at sige: ‘Hey, vi kan være mænd på mange måder’. Det med køn bliver kun ‘noget farligt’, fordi det er svært. Vi er allermest bange for dét, vi ikke ved noget om. Kom ind i varmen, venner! PS: Det er vinter, og jeg har virkelig meget hår under armene. Jeg føler mig toplækker… (Julie Rokkjær Birch, museumsdirektør)

Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 

 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper