23. august 2007

Munkemarxisterne før og nu

Tegning af Paul Nowak, set hos Snaphanen.



8. august 2007

Den Hemmelige Krig: “en klassisk, afdæmpet og kritisk undersøgende dokumentarfilm”

Med Nybroe-sagen i hukommelsen, burde det være yderst interessant at læse medieforsker Ib Bondebjergs kommentar i seneste udgave af Lettre Internationale (sommer 2007). Titlen er Den iscenesatte virkelighed, med undertitlen Doku-drama: Når virkeligheden dramatiseres, men professor Bondebjerg er desværre ideologisk hæmmet i en grad der forstyrrer analysen.

“Sondringen mellem fiktion og fakta spiller en meget central rolle. Ikke bare i vores kultur og vores kommunikation, men også i vores bevidsthed… I Fiktionen taler man indirekte og omskrevet om virkeligheden… Fakta derimod peger pr. definition på en direkte historisk virkelighed… men både fiktion og fakta handler om virkeligheden – de har bare forskellige frihedsgrader i måden at omgås den på og tale om den på.

[…]

Den dramatiserede dokumentar er det sted i fakta-universet, hvor fiktion og fakta, både på indholdsplanet og på udtryksplanet, mødes den mest markante måde. Men fakta som sådan består af meget forskellige genrer: Som udgangspunkt kan vi sondre imellem nyhedsformidling og journalistik på den ene side og dokumentarisme på den anden side. Det ville være uacceptabelt for os som modtagere, hvis avisens nyhedsartikler og baggrundsanalyser eller den daglige tv-avis pludselig begyndte at opføre sig som fiktion, enten ved at oprinde historier, der ikke havde bund i virkeligheden, eller ved i udstrakt grad at anvende skuespillere og æstetiske greb såsom kraftig underlægningsmusik eller billedmanipulation.

Men ikke desto mindre ved vi jo godt, hvis vi tænker os, at al medieret virkelighed rummer en grad af iscenesættelse. Som regel skal man udvælge sine klip eller sine citater fra en større mængde af kilder, og udvælgelse indebærer valg og fortolkning. Ordvalg og retorik i tekster, radio og tv spiller også en afgørende rolle: Måde man taler og kommunikerer på med ordene, med stemmen, med kroppen – det er alt sammen del af en retorik som ikke er neutral. Alligevel forventer vi i de journalistiske nyhedsgenrer, at journalisten bestræber sig på at gengive virkeligheden og de forskellige syn på den så fair, objektivt og afbalanceret, som man nu kan gøre det i de enkelte artikler og indslag og over tid i dækningen af virkeligheden. Vi har en berettiget forventning om en afbalanceret repræsentation af virkeligheden.

[…]

Der findes også en del undersøgelser, so viser, at DR’s nyheder og TV2’s nyheder adskiller sig en del fra hinanden i journalistisk form og verdensbillede… I USA er modsætningerne endnu større: på den ene fløj finder man PBS-systemets relativt “europæiske” nyheds-model og et præg af public service, i midten de fire gamle networks mere kommercielle mainstream, og på den anden fløj finder man Fox News med sin ekstremt skingre, nationale og konservative retorik.

Selv i den mest objektive og neutrale del af de journalistiske genrer foregår der altså en framing af virkeligheden, som normalt (med Fox News som undtagelse) er et udtryk for bevidst manipulation og iscenesættelse, men bare et et udtryk for, at den uberøte og ufortolkede virkelighed ikke findes.

[…]

Afghanistansagen og Irakkrigen er et godt eksempel, her bliver både modtagerne og det politiske system meget overfølsomme over for kritik eller mangel på kritik… Til gengæld fik Christoffer Guldbrandsen hele regeringen og dens støttepartier voldsomt imod sig, da Den Hemmelige Krig blev vist på DR2 i 2006, og en meget tydeligt planlagt politisk kampagne mod filmen blev lanceret. Selv Statsministeren mente, selvom han ikke havde set filmen, at den havde vældig stærk underlægningsmusik og var dramatiseret, men i øvrigt ikke rummede en tøddel sandhed. Guldbrandsen blev angrebet, som var han en dansk Michael Moore. Men sandheden er jo, at det var en klassisk, afdæmpet og kritisk undersøgende dokumentarfilm, som ikke på nogen måde var dramatiseret udover den basale iscenesættelse, som enhver præsentation af virkeligheden i en dokumentarfilm må rumme. Her blev et uberettiget angreb på form og æstetik i en stærk journalistisk dokumentar brugt for at undgå den politiske diskussion af filmens indhold. Første klasses spin.

[…]

Dramatisering og æstetisk iscenesættelse blokerer ikke for stor journalistisk værdi og sandhedskraft. Æstetik og dramatisering kan faktisk styrke en historie og give den bedre gennemslagskraft, som enhver feature- eller reportagejournalist ved. Men man skal have sine facts i orden – det æstetiske må ikke dække over en manglende, journalistisk set relevant og vedkommende problemstilling, et solidt indhold.”

  • 19/12-06 Uriasposten – Christoffer Guldbrandsen afslører: Der blev ikke serveret lagkage….
  • 18/2-07 Uriasposten – Erik Valeur om filmiske virkemidler og konkret brug af samme i….
  • Oploadet Kl. 01:46 af Kim Møller — Direkte link7 kommentarer
    

    25. april 2007

    P1 her til formiddag om DR’s spareplan

    Besparelserne i DR betød desværre meget lidt for DR’s folkeopdragende element. Lidt kortere radioaviser, nedgradering af DR Undervisning, lukning af Radiomontage og P1-magasinet Lige lovligt, samt fyring af Mik Schack, og det var alt. Hovedparten af besparelserne rammer sporten, lørdagsunderholdningen og den slags der i forvejen findes i rigelige mængder på kommercielle kanaler.

    Nu skulle man jo så tro, at oppositionen ville være tilfredse, men nej. Enhedslisten var først ude, den øvrige opposition fulgte hurtigt trop, og minsanten om ikke også Dansk Folkeparti hoppede på vognen af frygt for at pensionister ikke fremover kan se større idrætsbegivenheder på DR.

    Jeg hørte P1 hele formiddagen, og kanalen havde allieret sig med flere medieforskere der på hver deres måde
    reciterede Enhedslistens kritik. De mente at besparelserne i løbet af nogle år ville betyde DR’s endeligt, og selvom jeg selvfølgelig kun kan håbe de får ret, så er der absolut intet der tyder på det. Et citat…

    “Økonomisk set for seerne og lytterne, vil det betyde, at sport fjernes fra public service, og derved ikke længere vil være gratis.” (Frands Mortensen)

    En af de øvrige medieforskere var var Ib Bondebjerg. Manden bag flere ‘ideologikritiske’ bøger om det han i 70’erne kaldte ‘Proletarisk offentlighed’ (1976). Glemme må man heller ikke hans banebrydende essay om Bertol Brecht i Kunst er våben: Socialistisk teaterarbejde (1976).

    Derudover var der piveri fra en af DR’s mange underleverandører. Nyd blot Dansk Idræt Forbunds Mogens Mølholm Hansen, der havde de store ord fremme om en spareplan, han intet konkret vidste om.

    “For nogle idrætsgrene vil man, for at være på de smalle programmer som man betaler for tv-rettighederne – Der er jo nogle få idrætsgrene, fodbold og håndbold, i Danmark, der er kommercielt attraktive, men for de mange idrætsgrene, der vil jeg sige, der er det en katastrofe ikke at være på de landsdækkende kanaler bare en gang imellem for at vise hvad det er man laver.” (Mogens Mølholm Hansen)

    På DR’s hjemmeside kan man høre mere om de kvalitetsmæssige konsekvenser af ‘DR´s sparreplan’.

    I forhold til sportstransmissioner, så er problemet for mit vedkommende ikke at DR Sporten fremover må koncentrere sig om at sende smalle idrætsgrene, men at jeg vanskeligt kan se to kommercielle kanaler på samme tid. I aften er menuen…

    TV3+ 20.45 Champions League, semifinale – Chelsea-Liverpool.

    Eurosport 21.00 Snooker World Championship, 1. runde – Ali Carter vs Andy Hicks.

    Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

     

    

     

    Vælg selv beløb



    Blogs


    Meta
    RSS 2.0
    Comments RSS 2.0
    Valid XHTML
    WP






    MediaCreeper