19. september 2005

Karen Jespersen om sine erfaringer med P1

Karen Jespersen redegjorde i lørdagens Berlingske Tidende for sit syn på P1 og den famøse ‘anmeldelse’ af hendes selvbiografi. Her lidt fra Da P1 sendte mig til psykolog:

“Der synes at være en virksomhedskultur på P1, hvor man i vid udstrækning tager bestemte meninger for givet – for eksempel at den stramme udlændingepolitik bør fordømmes.

Onsdag aften hoppede jeg ind i min bil for at køre fra Dragør til København, hvor jeg skulle i biografen med en veninde. Jeg tændte for radioen og slog over på P1, som jeg jævnligt gør, når jeg kører bil. Jeg kan godt lige at lytte til programmer som for eksempel Poul Friis og Lasse Jensens. Men indrømmet: Jævnligt tænder jeg også ud fra en anden form for forventningens glæde. Jeg skal høre, hvilke varianter af politisk korrekthed den står på i dag – leveret af forudsigelige gæster med forudsigelige meninger til en forudsigeligt nikkende interviewer. Med forudsigelig nedrakning af folk, der har forkerte meninger.

Jeg blev ikke skuffet på min tur til København. Henrik Dahls ugentlige program havde Svend Auken som gæst. Inden du når Rådhuspladsen bliver der talt ilde om dig, tænkte jeg. Ikke fordi jeg har specielt dårlige erfaringer med Henrik Dahl. Men det kom simpelthen over mig som en refleks ud fra mine erfaringer med både P1 og Svend Auken. Den konstellation måtte næsten munde ud i, at der skulle siges noget grimt om Karen Jespersen.

Ganske rigtigt. Interviewet bevægede sig ind på Aukens erfaringer med venstrefløjen i 1970’erne. Han benyttede lejligheden til at give lytterne det indtryk, at jeg, der i min ungdom befandt mig på venstrefløjen, dengang var en rablende venstreekstremist, der i dag er røget helt ud på højrefløjen. I hans tid som arbejdsminister kaldte jeg ham næsten dagligt for (klasse)forræder, kunne han fortælle P1’s lyttere. Påstanden, som han har fremført ved anden lejlighed, er pure opspind. Heller ikke dengang brugte jeg den slags ord. Formålet med at sige det var let gennemskueligt: Jeg skulle fremstilles som en person med hang til outrerede standpunkter – men pakket ind i en pseudo-jovial form: ”Jeg fortæller jo bare en sjov historie”. Denne tvetydige insinuerende debatform har altid været en Auken-specialitet.

Opdate.

  • 7/8-08 Jyllandsposten – Læserbrev: Pragtværk eller makværk? (af Herluf Hansen, Kirke Såby).
  • “Ralf Pittelkow underholder. Det er der ikke noget nyt i. Hans og Karen Jespersens bog ”Islamister og Naivister” var et paranoidt pragtværk, eller var det makværk, som højst kunne have interesse for personer, der studerer psykiatri.

    Oploadet Kl. 10:09 af Kim Møller — Direkte linkEn kommentar
    

    4. september 2005

    Dokumentation: Egon Clausen & Johanne Bratbo i Læst og påtalt, 3. november 2004

    Det er yderst tidskrævende at dokumentere P1’s politiske tendens, og derfor skal Jyllandsposten have stor ros for til dagens avis, at have transkripere lidt fra en udgave af Læst og påtalt, hvor P1-redaktøren Egon Clausen sammen med psykolog Johanne Bratbo lader en anmeldelse af Karen Jespersens selvbiografi gå til i politiserende absurditeter.

    Afskrift fra programmet Læst og Påtalt på P1 den 3. november 2004.

    EC: På forsiden sidder hun og kigger ud på os. Der er noget ungpigeagtigt over hendes ansigt, men ung er hun jo ikke. Hun ser faktisk både ung og gammel ud, og det virker lidt forvirrende. Hun ligner både en teenager og en bedstemor.

    JB: Det kunne man sige, det afslører jo den dobbelthed, som også kan være i bogen. Hvad har formålet været oprindeligt med at skrive den her bog. At lave en personlig historie? Er det at lave en historie om Karen eller er det, at lave historien om politikeren Karen?

    EC: Det siger Johanne Bratbo. Hun er psykolog. Hun har en fortid som chef i den kommunale verden, og i dag er hun leder af Videnscenter for Socialpsykiatri. Hun har læst bogen om Karen Jespersen. En personlig historie står der på omslaget. Men er den nu også det?

    JB: Nej, det synes jeg ikke den er. Jeg tænkte, da jeg fik bogen i hånden, at jeg ville kunne læse noget om den personlige udvikling. Det politik gør ved en person. Jeg synes, der er nogle afgørende tidspunkter i den personlige politiske karriere for Karen Jespersen, som er værd at reflektere over. Det handler om, at begrunde at det egentlig er gået så galt med hendes politiske karriere, som jeg synes, det er gået de sidste år, efter at hun blev indenrigsminister, og at hun kom i politisk opposition. Karen Jespersen var en populær socialminister, og hun satte klart nogle aftryk på socialpolitikken. Hun var nysgerrig, interesseret og lyttende i forhold til kvalitetsproblemer og indsatsområder. Til en profil som indenrigsminister, hvor hun påtog sig strammerrollen uden virkelig refleksion over konsekvenserne for hendes egen personlige tilgang til mennesker med vanskeligheder.

    EC: Men hun mente jo de ting, som hun lavede som indenrigsminister.

    JB: Det er det, jeg synes er overraskelsen ved at læse bogen. Det er det totale forsvar for den stramningspolitik, som blev indført på det tidspunkt. Jeg synes, at det er en bog som handler om, at det er vigtigt at gøre noget for at begrænse. Men det er ikke en bog, som samtidig redegør ret meget for, hvad er egentlig løsningen på det problem, at man skaber meget stærke konfrontationer mellem befolkningsgrupper. Og hvilket ansvar påtager man sig politisk, når man skaber et fremmedfjendsk kulturklima.

    EC: Men hun mener jo også selv, at hun er den ægte arbejderklasse. Det er ægte arbejderklassebarn.

    JB: Ja, det er rigtigt. Hun redegør i sin bog meget godt for, hvad var det for værdier, man voksede op med. Om det med at være personligt ansvarlig, den sociale justits, det med at kunne hjælpe andre og kunne dele de ting, man har. Jeg tror vi skal vide det, fordi Karen Jespersen gerne vil have, at vi synes, at hun står på en solid og ordentlig bund. Men Karen Jespersen har jo ikke haft en traditionel arbejderbaggrund. Hun er vokset op med en mor, der havde en viktualieforretning, og som alligevel, selv om hun har arbejdet hårdt, har haft et økonomisk underlag. Hun har fået lov til at tage uddannelse. Hun har fået lov at eksperimentere med sin ungdom, som det fremgår. Så hun har jo ikke på den måde levet det rigtigt hårde liv, som man gjorde på Nørrebro. Det tror jeg kommer hende lidt til skade i den videre proces, at hun har den opfattelse, at hun I virkeligheden har haft det her arbejderklasseliv, og at hun er blevet til noget, men når det kommer til stykket, så er hun nok opvokset meget mere med småborgerlige normer. Det slår meget igennem, når man bliver presset. Så træder de grundnormer, man virkelig har, rigtigt i karakter. Det synes jeg også sker, når hun begynder at snakke om indvandring og om det der med at være ordentlige mennesker – hendes begreb om, hvad der gør andre mennesker til ordentlige – der synes jeg, at kæden hopper af.

    […]

    EC: Men du siger, at da hun var socialminister, viste hun nogle af de ting, som du efterlyser her.

    JB: Jeg synes, at hun viste et reelt engagement og en forståelse. Jeg synes, at hun i sin profil som minister viste, at hun havde respekt for mennesker, der havde det svært. En forståelse for, at det var nødvendigt, at de havde liv med andet indhold end økonomisk forsørgelse. Sådan som jeg tænker tilbage på i min periode med at have arbejdet der, så var det spændende, og det var udfordrende. Jeg synes der var for meget fokus på enkeltsager. At engagere sig meget dybt og emotionelt i ting kunne godt forvride den socialpolitiske profil indimellem, men man var jo faktisk aldrig i tvivl om, at hun havde et ægte engagement på det her område.

    […]

    EC: Men hun er så forskrækket for, at det danske skal forsvinde og gå under i en malstrøm af globalisering og islam.

    JB: Det er jo det, der undrer mig, fordi Karen Jespersen har jo haft et godt liv. Hun skildrer et liv, hvor hun kan få lov at udvikle sig og møde forskellige kulturer. Hvor hun får lov at eksperimentere med forskellige tilhørsforhold til politiske partier og til rødstrømpebevægelsen. Normalt vil den form for udvikling jo give en særlig stor form for rummelighed. Den ængstelse over for det fremmede er tit bundet til mennesker, som har meget smallere liv. Det har været min fornemmelse, at da hun skiftede fra socialminister til indenrigsminister, da skete der noget ganske alvorligt med Karen Jespersen. Jeg ville have troet som psykolog, at hun kom ind i en meget stor personlig krise, som hun faktisk aldrig er kommet over. Fordi hun skulle varetage et menneskesyn, og hun skulle varetage store nogle store konflikter mellem politiske partier og i mellem tænkningen, at det kommer man ikke igennem, hvis man ikke tager meget stærkt personlig stilling til det her. Jeg tror, at det, at Karen Jespersen altid har været nysgerrig på nyt, at hun har holdt sammen med grupperinger og har haft opfattelser, men aldrig rigtig har stillet sig i midten, hverken i et politisk parti eller i rødstrømpebevægelsen og ligesom fuldt og helt solidarisk stillet op bag noget, det er et af hendes problemer her. Hun bliver nok meget ensom med den proces, hun er i gang med som indenrigsminister.

    EC: Kan det tænkes, at det er optagethed af enkeltsagen, der ligesom har forført hende? Du sagde, at da hun var socialminister, var der en tendens til at køre på enkeltsager. Det giver jo overskrifter i dele af pressen, og det giver opmærksomhed. At det kan være en frygtelig farlig fristelse at give sig ud i, når man kommer ud i det her spændingsfelt, som indvandrere og integrationspolitikken er. For der er der jo masser af muligheder for enkeltsager. Men hvis man vil forføre dem, så bliver man selv forført?

    JB: Det kan være en forklaring. Den anden kan være, at Karen Jespersen har et meget stort behov for at være populær. Jeg tror ikke er nogen nyhed, men når man læser Karen Jespersens bog, så er det meget tydeligt, at halvdelen af bogen er Karen Jespersens forsøg på at forsvare sine egne handlinger omkring integrationspolitikken. Den bliver næsten et politisk manifest. Det bliver ikke længere en personlig beretning. Hun gennemgår næsten i detaljer, hvad det politiske grundlag var, og hvordan hun tilrettelagde proceduren omkring det her. Så jeg tror i virkeligheden, at det at man ikke kunne gøre sig populær på gode enkeltsager… For Karen Jespersen gjorde sig jo ikke populær på dårlige enkeltsager, hun gjorde sig jo populær på at forsøge at løse enkeltsager, som var gået galt. Men det er jo ikke tilstillet integrationsministre i dag, at arbejde med den dimension.

    EC: Så er der også en tendens i bogen til, at der er nogle mennesker, som hun beundrer og som hun hæver op på en piedestal, men så lige pludselig falder de ned, og så er de altså heller ikke gode nok.

    JB: Nej, og det synes jeg også er meget karakteristisk. Jeg synes også, at det er karakteristisk , at dem vi hører om, det primært er mænd. Når vi samtidig ved, at Karen Jespersen har været aktiv i rødstrømpebevægelsen. Jeg synes også, at det er karakteristisk, at der ikke er ret mange af de markante kvindelige politikere hun har været i regering sammen med, som bliver fremhævet som støtter i de her processer. Man kan sige, at hvis man ikke går dybt og solidarisk ind i forhold til en bevægelse, en holdning eller en person, så er det nemmere at kassere dem, når de ikke lever op til de forventninger, man har. Det kan også være et problem for en selv, fordi man måske på samme måde er angst for at stå på piedestalen, og derefter at blive lukket ude af fællesskabet. Det er jo et tema, som hun har været meget optaget af også i socialpolitik. Det der med at være inde eller være ude af sociale fællesskaber. Jeg synes heller ikke, at Karen Jespersen, i betragtning af at det er en personlig historie, skildrer sig selv særlig meget som kvinde.

    EC: Tror du, at det i virkeligheden, når det kommer til stykket, handler om magt?

    JB: Jeg synes ikke det er rart at tænke på, hvis det er rigtigt. Men jeg må sige at efter læsningen af bogen, så synes jeg i hvert fald, at det handler om magt, man ikke har taget ordentlig stilling til. Og at den dimension og det behov ikke står klart hos én selv. Jeg vil stadigvæk håbe for Karen Jespersen, at hun ville kigge tilbage på det skift, der skete for hende selv personligt mellem at være socialminister og integrationsminister, og overveje om det var der, hvor hun for alvor blev konfronteret med, om hendes egne normer kan holde, når hun kommer under pres.

    EC: Tak til Johanne Bratbo.

    Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

     

    

     

    Vælg selv beløb



    Blogs


    Meta
    RSS 2.0
    Comments RSS 2.0
    Valid XHTML
    WP






    MediaCreeper