2. juni 2008

Steen Busck: Uni-marxismen var en “anden form for marxisme end den man havde østpå”

I sidste uge havde Samfundstanker på P1, historiker Steen Busck i studiet til en samtale om det moderne universitet. Han mente, at universiteterne var blevet autoritære, og anbefalede rask væk et nyt studenteroprør. Post-marxisme kan man kalde det, men det er som bekendt sejrherrerne der skriver historien, og såvel Steen Busck som P1-vært Ove Gibskov (læste bl.a. idehistorie og kultursociologi) , ved godt hvordan den skal vinkles.

  • 26/5-08 Samfundstanker (P1) – Steen Busck.
  • Steen Busck, historiker: … det vi så mente i 1968 og efterfølgende, det var at vi ville have en tredie form for universitet – hverken det gamle Humboldt’ske universitet, eller et alt for funktionaliseret universitet… men vi ville have, hvad vi kaldte for et kritisk universitet, og det vil altså sige med langt større indflydelse for de studerende – jeg var selv ældre studerende på det tidspunkt, en der tidligere havde været – vi ville have indflydelse på vores eget studieindhold. Vi mente ikke professorernes bud på det faglige indhold var tilfredsstillende, vi ville blandt andet have mere teori og så videre. Så der kom en lang række studenterkrav indenfor mange forskellige fag på universitetet, og der skete masser af ting i såkaldte fagkritiske grupper i 1969 og 1970, og det var så muligt at føre nogle af de tanker igennem. Da der kom en ny styrelseslov på universitetet, der fik studenterne indflydelse gennem studienævnene. Typisk små nævn med fire studenter ogt fire lærere, der så sad og afgjorde studieordningen, udformede studieordningerne, og lagde planer for undervisningen og den slags ting.

    [..]

    Ove Gibskov, P1: Hvad syntes du så var det væsentligste der kom ud af studenteroprøret?

    Steen Busck: Jamen der kom mange forskellige ting ud af det studenteroprør. Jeg vurderer det først og fremmest positivt. Og det gør jeg navnlig på det faglige indhold, på den aktivitet som var i den såkaldte fagkritik, i fagkritiske grupper, der forenede sig hen over faggrænserne, sådan så man fik en fælles fagkritik for hele humanoira på Aarhus Universitet, hvor vi fik en kontakt henover faggrænserne, som vi ikke havde haft tidligere. Der skete masser af frugtbare ting på den konto.

    [..]

    Steen Busck: Det var sådan en meget kraftig bølge, der var – og den var jeg fuldstændig med på, for jeg var socialist og maxist helt siden 1950’erne, men man kan roligt sige at marxismen i begyndelsen, i løbet af 1970’erne, den der universitetsmarxisme som udvikledes blev en moderetning som virkede ret tyrannisk på de folk der ikke hyldede det der. Altså jeg har fuld forståelse for mange fagligt interesserede studenter, som er kommet i klemme fordi de ikke var med på den rette vogn i 1972-1973-1974, da marxismen var i højsædet. Sådan en modebevægelse kan jo være et tyranni, det har andre modebevægelser været senere hen på universitetet, og det er jo klart, det er navnligt studenterne som er til fals for modebevægelser af den slags, det er navnligt dem der skifter videre, og dem som får yngre lærere med på vognen, og sådan nogle ting. Så der er nogle omkostninger – det var der helt bestemt i 1970’erne, ingen tvivl om det.

    Ole Gibskov: Vi skal nok snart komme frem til situationen i dag, og tale noget mere om det du gerne vil have ændret, men vi bliver lige lidt ved 1968. Jeg har hørt at du gerne vil gøre op med både en negativ og en positiv myte som opstod i kølvandet på studenteroprøret. Den positive myte – hvad gik den ud på?

    Steen Busck: Jamen den gik jo ud på, at i 1973-1974, ’75 måske, der opstod der en slags myte om et 1968 som en slags gevaldigt forår. Som var noget alle mente var positivt. Det var navnligt folk der ikke havde været med i 1968, der var ophavsmænd og kvinder til den myte. Det blev vurderet fantastisk positivt, alt hvad der var foregået – man kan næsten sammenligne det med tiden efter Anden Verdenskrig, hvor modstandsbevægelsen lige pludselig blev det store mantra for alle mulige mennesker, alle blev pludselig modstandsfolk og sympatiserede med modstandsbevægelsen.

    Ole Gibskov: Skal det så forstås sådan, at der også var flere som sagde at ‘jeg var med’ – uden at de egentligt havde været det?

    Steen Busck: Ja, de fleste af dem som kaldte sig ’68’ere på det tidspunkt og har gjort det siden måske, indtil det blev det omvendte billede, jamen de kaldte sig selv rask vel ’68’ere, selvom de overhovedet ikke havde været med til det.

    Ove Gibskov: Så taler du så også om en negativ myte. Hvad går den ud på?

    Steen Busck: Jamen det skifter jo så i løbet af 1980’erne, navnlig da man får andre modebevægelser end dem der tidligere havde været. Man får en adgangsbegrænsning, helt andre vilkår på universitet, og det fortsætter op igennem ’90’erne, og da bliver jo ’68 til et skældsord. Der er ingen grænser for hvad ’68’erne, som de hedder, er blevet beskyldt for siden hen. Det gælder i pædagogiske henseende, det gælder universitetsmarxismen, og det gælder mange forskellige ting, og det er selvfølgelig anført af den der negative myte, som jo er anført af folk der jo faktisk kom i klemme i 1970’erne, og dem er der nogle stykker af, og det har jeg sådan set en vis forståelse for, men de er blevet frustrede dengang over det der skete der, så gennem Weekendavisen og hvad de ellers har af talerør, talerørene er ikke så få, de har faktisk flere talerør end vi andre har. Har faktisk fremstillet ’68 som et meget negativt fænomen.

    Ove Gibskov: – Men du talte før om at nogle reelt kom i klemme, og simpelthen blev domineret – jeg tror du brugte ordet tyranniseret – så er det vel også meget reelt, at nogle af dem siger, jamen at det var bestemt ikke godt alt hvad der foregik i ’68.

    Steen Busck: Ja, det kan man godt forstå, altså jeg har ikke nogen, dem har jeg sådan set en vis forståelse for.

    Ove Gibskov: – Hvorfor er det så en myte?

    Steen Busck: Altså det billede der tegnes af 1968, det er for eksempel et billede der går på, at det alt sammen var marxisme. Og den marxisme der var tale om, det var en marxisme der var fuldstændig indforstået med sovjetmarxismen eller med maoismen. Det var en side af det, og en anden side af mytologien går ud på, at vi var voldsromantikere, og at de ting der foregik der i 1968-1969, det var ting der direkte hang sammen med hvade Rote Armee Fraktion, altså Bader-Meinhofgruppen, terroristerne i Tyskland foretog sig, og De Røde Brigadere i Italien – altså myrdede folk og så videre. Den der forvrængning af hvad 68-oprøret egentligt gik ud på, den kan man stadigvæk se. Hvad kommunisterne spillede af rolle på universitetet, det var fuldstændigt minimalt. Det var en anden type marxisme, i det omfang man overhovedet var marxister, og det blev man jo så altså i løbet af 1971-1972 – bredte marxismen sig meget som synspunkt på universiteteterne, der var det en fuldstændig anden form for marxisme end den man havde østpå. Der var ikke mange som ikke tog afstand fra hvad der skete i Sovjetunionen. Man var altså en overgang, lidt mere positiv overfor hvad der foregik i Kina, indtil man fandt ud af hvad det egentligt var hvad der foregik. Så tog man også afstand fra det, og det er overhovedet ikke sandt at vi var voldelige i den forstand. Der var ikke megen voldsromantik – der var en smule voldsromantik i forbindelse med Vietnamdemonstrationerne foran den amerikanske ambassade i 1968.

    Ove Gibskov: – og Sten Busck, hvad er det så kort fortalt, der især er sket, siden du har den opfattelse, at universiteterne idag bliver styret mere autoritært end for flere hundrede år siden?

  • 1/12-04 Journalisten – Lytterne er også blinde (interview med Ove Gibskov).
  • 26/5-08 Forskningsfrihed? – Historien der kom ud af busck’en (Buschs universitære heppekor).
  • Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

     

    

     

    Vælg selv beløb



    Blogs


    Meta
    RSS 2.0
    Comments RSS 2.0
    Valid XHTML
    WP






    MediaCreeper