17. august 2012

Transkønnede Fernanda stak af fra asylcenter: “Jeg blev voldtaget ikke bare af én mand, men af mange.”

I onsdags kunne man i Kristeligt Dagblad læse, at 83 procent af de danske protestanter så sig selv som ‘religiøse’, en større andel end herboende muslimer (76 pct.). Reelt siger det mest om kravene de forskellige religioner stiller til troende, men det er klart, at hvis man vil gøre plads til Islam, så fylder Kristendommen (for) meget. Her tænker jeg konkret på professor Lisbeth Christoffersen der på DR Online, hævder at kritikken af DR’s EID-fejring skyldes, at Danmark “er et folkekirkeland, hvor religion fylder meget i det offentlige rum”.

Det er et af tiden store paradokser, at De Radikale, der kæmper for sekularisme,’kønsneutrale personnumre og ‘fire forældre’, sideløbende ihærdigt arbejder for dannelsen af et multikulturelt Danmark med alt hvad dertil hører. Fra Politiken – Transkønnede Fernanda blev voldtaget i dansk asylcenter.

“De to kvinder er begge flygtet til Danmark fra Guatemala, og begge er de, når man kigger på deres papirer og i henhold til dansk lovgivning, mænd. Så da Fernanda kom til Danmark og søgte asyl, blev hun, placeret i mændenes fløj i Sandholmlejren.

“»Jeg var virkelig bange. Jeg var ny i landet. Jeg kom fra et fremmed land og fra en frygtelig baggrund, og jeg stod over for en skræmmende situation her i Danmark, så jeg sagde ikke noget«.

Hun kan ikke huske, hvor mange måneder hun var i Sandholmlejren; hun har fortrængt det i forsøget på at glemme de overfald, voldtægter og andre ydmygelser, hun var udsat for, mens hun boede der.

»Jeg blev voldtaget ikke bare af én mand, men af mange«. … En nat brød flere mænd ind på hendes værelse, hvor de voldtog hende. Hun flygtede fra lejren samme nat.

[…]

Dansk Røde Kors, som driver Center Sandholm, kan ikke udtale sig om den konkrete sag, men ifølge asylchef Anne La Cour er der ikke per automatik en særlig indkvarteringsform, når det kommer til transkønnede, men de har særlige retningslinjer, der omhandler seksuelle minoriteter.

»Som udgangspunkt ville en transkønnet kvinde godt kunne blive placeret på en mandeafdeling, men på et eneværelse«.

»Men vi placere hende ikke på en kvindegang, for den er jo absolut for kvinder, der kan vi jo ikke tillade os at placere en mand«, siger Anne La Cour.

[…]

»I Guatemala er det sådan, at hvis du er anderledes, bliver du afvist af din familie, af samfundet og af regeringen…, siger Fernanda. Årsagen er ifølge Fernanda, at Guatemala er et katolsk land, hvor kirken har stor magt, og dens frygt spreder sig ud i samfundet og får folk til at ty til selvtægt. »Jeg kender ingen transkønnede i Guatemala, der er over 35 år«, siger hun.”



7. juni 2011

Kirsten Sarauw om universitetsforskere der vil “gentænke forholdet mellem ret og religion”

‘Re-traditionalisering’, ‘gentænkning’, ‘nyorientering’, ‘nye perspektiver’. Jeg ville have mere respekt for Islam-apologeter som Lisbeth Christoffersen, Sven Andersen og Kjell Å. Modéer, hvis de på det private plan agiterede for sharia i multikulturens navn, og ikke brugte sit akademiske virke på at gentænke forholdet mellem ret og religion.

Teolog Kirsten Sarauw renser luften i dagens udgave af Kristeligt Dagblad.

Vrøvl om religiøse særrettigheder. Akademisk skulderklap til sharia
På baggrund af en antologi om forholdet mellem ret og religion i det 21. århundrede (“Law & Religion – in the 21st Century – Nordic perspectives”, 2010) bragte Kristeligt Dagblad den 3. juni et interview med de to professorer Lisbet Christoffersen og Kjell Å. Modéer. Begge udfolder i samtalens løb en enestående sproglig behændighed for at gøre ideen om “religiøse særrettigheder” spiselig i en nordisk retssammenhæng.

Der tales mystificerende om en “de-sekularisering”, som skal betyde den “synliggørelse af religion i det offentlige rum, der er i de nordiske lande i dag,” og som “også betyder, at de kristne værdier er blevet synlige igen.” Med andre ord “de-sekulariseringen” er til gavn for kristendommen. Hvor herligt! Ikke ét ord om islams massive tilstedeværelse i Vesten inden for de seneste 30-40 år, som er selve årsagen til al tale om en “de-sekularisering”, der i øvrigt ikke understøttes af kristne trossamfund, som de er flest.

Heller ikke nævnes visse muslimers ihærdige indsats for at få indført et parallelt sharia-retssystem for muslimer, blandt andet i skilsmisse-og arvesager, med tilhørende forskelsbehandling af kvinder. En anfordring, som troligt nok er den egentlige baggrund for, at antologien overhovedet har set dagens lys.

Et andet mærkværdigt ord er “re-traditionalisering” af forholdet mellem religion og ret, hvormed der sigtes til blandt andet” romerretten og den kanoniske ret, som var kombineret med forskellige regionale retssystemer”.

Denne middelalderlige arv foreslås nu genoplivet som inspirationskilde til at gentænke “et nyt forhold mellem religion og ret”. Man spærrer unægtelig øjnene op: kanonisk ret i det 21. århundrede? Under retslig europæisk overkontrol og menneskerettighedskonventionens kanoniske paraply tænkes religiøse særrettigheder (sharia) at kunne listes ind i de nordiske “regionale retssystemer” med forlokkende toner om, at det er en ægte hjemmegroet europæisk tradition.

Nu kan sharia som helliglov for personlig tro og etik (ibadat) sagtens eksistere side om side med et demokrati. Så hvad er problemet? At samfundsdelen af sharialovgivningen (mu’amalat), vil opløse det demokratiske fællesskab, som alene bygger på menneskefornuft, lighed for loven og folkelig kontrol.

At politisk sharia kan fortolkes af mennesker ind i en nutidig kontekst, som visse muslimer mener gør den forenelig med demokrati, ændrer ikke på, at den grundliggende retskilde er Allahs åbenbaring. Bibelen kan også fortolkes af mennesker ind i nutiden, uden at den kan bruges som lovbog.

Når Lisbet Christoffersen er “sikker på”, at der vil komme en “nyorientering” i pluralistisk retning med “en retsordning, som kan bruges til at løse konkrete problemer”, og Kjell Modéer sekunderer med, at “nye perspektiver” skal hentes ind fra “tværfaglig retstænkning”, så er det igen et floromvundet udtryk for, at sharia som parallelt retssystem ønskes indføjet i skandinavisk retspleje i det 21. århundrede.
Man spekulerer på om “taqiyya” (tilsløring af sandheden, når blot det gavner islam ) er blevet en ny trend inden for akademisk retstænkning?

Denne nye “tværfaglige” retstilstand vil betyde mange konflikter, forudser de to professorer. Dér sagde de et sandt ord. Har de stuelærde i al deres multikulturelle idealisme mon tænkt på, at borgerkrig også kunne være et realistisk scenarie i det 21. århundrede?



21. april 2010

Tre professorer anbefaler ‘mellemløsning’ mellem sharia og dansk retspraksis

Det kan egentligt godt undre at en venstreorienteret forsker som Jørgen S. Nielsen er så vild med islam. Fra Kristeligt Dagblad – Professorer: Retsvæsenet skal tage hensyn til sharia.

“Nogle muslimer i Danmark gifter sig, skilles og lever i det hele taget efter særlige religiøst, kulturelt og traditionsbestemte regler kaldet sharia. Det bør vores retsvæsen i langt højere grad tage hensyn til.

Det mener tre danske professorer i jura og islam, som har bidraget til en ny engelsksproget bog om opfattelsen af sharia i Europa – en bog, der netop argumenterer sig frem til den løsning.

– Det er et spørgsmål om basal retfærdighed. Hvis ikke der fra sag til sag udøves en fleksibilitet, hvor også folks kultur, religion og traditioner – herunder elementer fra sharia – tages i betragtning, udelukkes en del af borgerne i samfundet fra en ligeværdig adgang til retssystemet, siger Jørgen S. Nielsen, professor i islam ved Københavns Universitet.

[…]

Hanne Petersen, professor i retskultur ved Københavns Universitet, og Lisbet Christoffersen, professor i religion, ret og samfund ved Roskilde Universitet samt adjungeret professor i kirke- og religionsret ved Københavns Universitet, er enige.

– Det handler ikke om, at vi skal indføre sharias strafferet med stening. Men vi er nødt til at forholde os til, at der er mennesker, som lever på kant med det danske retssystem, som lever efter regler og normer, der udspringer af sharia, siger Lisbet Christoffersen og tilføjer:

– Vi skal ikke anerkende disse parallelle retssystemer, men vi kan altså heller ikke tvinge folk til ikke at leve efter disse normer og regler. Derfor går jeg ind for en mellemløsning, hvor vi forsøger at skabe nogle koblinger – selvfølgelig kun på områder, hvor det ikke strider mod dansk retspraksis. Gør vi ikke det, udelukker vi nogle grupper i samfundet fra basale rettigheder.”

Mere.

  • Ashgate.com – Jørgen S. Nielsen og Lisbet Christoffersen (red.): Shari‘a As Discourse.
  • 

    1. september 2009

    Lektor Lisbet Christoffersen om jura, der “også forholder sig til folks religiøse normer”

    Et hængeparti fra forrige måned. Lektor Lisbet Christoffersen var gæst i Religionsrapporten på P1, og selvom hun på alle måder argumenterede for at lade sharia indgå i dansk ret, så var det tydeligt, at det ikke var nemt for hende at tale om hverken islam eller muslimer. Hun eksemplicerer først problemstillingen i længder med et eksempel fra en jødisk skole i England, og da hun direkte blev spurgt, hvorvidt der var andre lande, der var længere fremme, så henviste hun til krav fra den lutherske kirke i Finland.

    Hendes overordnede pointe var, at hvis ikke dansk lov mødtes på midten med islamisk ret, så ville der opstå parallelle retssystemer. Hun var ifølge eget udsagn, ikke uvidende eller naiv, men det lød sådan, selvom hun indirekte henviste til de igangværende konflikter i Nigeria, der fint opridser scenariet. Bruger vi ikke sharia i dansk ret, så kan det ende med kampe i gaderne for sharia. Velkommen til religion i det 21. århundrede.

  • 13/7-09 Religionsrapport, P1 – Religion i det 21. århundrede.
  • Delvis transkription.

    Lisbeth Meléndez, P1: Vi lever i et samfund der bliver mere og mere sekulariseret, men betyder det at religionens rolle er ved at være udspillet. På Københavns Universitet afsluttede man sidste år et forskningsprojekt, der netop fokuserede på religionens rolle i det 21. århundrede. Jurist og lektor Lisbeth Christoffersen Fra Roskilde Universitet, var koordinator for projektet, og hun er ekspert i kirke- og religionsret, og hun er med her.

    Og Lisbet Christoffersen, hvad kom i frem til. Er religionens rolle ved at være udspillet?

    Lisbet Christoffersen, lektor: Nej, det er den jo ikke. Og man kan også diskutere, om den der grundide om at vi lever i et samfund der bliver mere og mere sekulariseret, nu er rigtig. Vi lever vel både i Danmark og i Europa og i verden idag, i samfund hvor man kan tale om at religion er kommet tilbage på dagsordenen. Det betyder ikke at den grundlæggende forestilling om adskillelse af politik og religion for eksempel, at den er ophævet, men det betyder at religion er kommet tilbage, både i den almindelige samfundsmæssig dagsorden, og også i det politiske, på en måde som man ikke havde forestillet sig, da man i slutningen af 60’erne havde den her sekulariseringstese, som betød at religion ville forsvinde.

    Lisbeth Meléndez: Som jurist er din tilgang til religionens samfundsbetydning i høj grad den retslige, og jeg ved du lige nu er optaget af en sag fra England, hvor en jødisk skole er blevet dømt for at afvise end dreng, da man vurderede, at drengens mor ikke var ‘korrekt jøde’ i forhold til nogle af de andre ansøgere på skolen. Hvorfor synes du lige præcist, at den sag er interessant at hæfte sig ved?

    Lisbeth Christoffersen: Det den handler om, hvis jeg skal fortælle lidt mere om baggrunden. At i England har en lang række offentlige skoler lov til at have, eller offentlige skoler lov til at have religiøst præg. Vi vil nok stadigvæk kalde dem friskoler, altså de er offentlige i den forstand, at de er finansieret omkring 90 pct. af staten, og resten af forældrene eller forskellige former for fonde. Hvis de her religiøst identificerede offentlige skoler, eller religiøse friskoler, får for mange ansøgere i forhold til hvor mange pladser de har, altså hvis der simpelthen er efterspørgsmål på dem, og det er der, så har de lov til at anlægge en politik for hvem de gerne vil optage. Og denne her skole det handler om, er en jødisk skole, og de havde så anlagt den politik, at fik de for mange elever, så ville de lægge vægt på at have jødiske børn som elever. Og så bliver spørgsmål jo – hvem er et jødisk barn? I den her konkrete sag var der tale om en dreng, hvis far var jøde, og det var ikke omdiskuteret, han var jøde, det var de enige om. Hans mor mente også at hun var jøde. Hun var omvendt gennem en omvendelsesproces, og havde identificeret sig selv som jøde, og var blevet identificeret som jøde i den synagoge hvor hun var blevet omvendt. Så familien mente altså at den var hel-jødisk. Moderen var ikke født som jøde, og den synagoge hvor hun havde været gennem en omvendelsesproces, var ikke en del af en ortodoks jødisk selvforståelse, men var en mere liberal synagoge. Den her skole anlagde en politik som sagde, at de ville opfatte jødiskhed, enten som dem der er født som jøder, eller dem som har været gennem en ortodoks omvendelse. Hun faldt klart uden for deres kriterium for hvem der er jøde, og hun faldt udenfor kriteriet for hvem der er jøde, på den måde, at udgangspunktet i jødedommen er, at det er moderen som videregiver jødiskhed. Men hvad er så den juridisk dimension i den, ja den ene side, er at skolen siger, det er en del af religionsfrihed, at skoler kan få lov at identificere sig selv med et religiøst mærkat, og det er en del af religionsfrihed, at vi kan få lov til selv at bestemme hvad jødiskhed er. Medens modparten, staten og moderen der, sagde, det er racediskrimination. Det er udtryk for en opdeling af mennesker mellem racer, når man lægger vægt på hvilket blod man er født med. Så gør man jødiskhed til en race. Og det var det sidste argument som vandt. Altså jeg synes jo generelt, at retten meget ofte får den funktion, at vise hvilke konflikter der er i et samfund aktuelt, og det betyder også, at hvis man gerne vil kigge på konflikter mellem religiøse og sekulære værdier i de europæiske samfund i dag, så er det retslige materiale et enormt interessant sted at få viden fra, simpelthen.

    Lisbeth Meléndez: Men er det noget nyt, at vi har den her type konflikter. Har vi ikke altid haft dem.

    Lisbeth Christoffersen: Jov, det har vi måske nok, fordi det er hele tiden nogle kampe hvor det handler om, hvor meget skal så et religiøst livssyn betyde, man kan sige, at hele folkekirkens historie, har vi haft den type kampe, og i folkekirken har det så landet med, at der hele tiden er blevet skabt nye muligheder for at man kan opretholde en religiøs dimension i sit liv, samtidig med at det sekulære livssyn fylder ind. De aktuelle kampe i folkekirken, handler så om, hvor meget plads, skal der så gives til mennesker som ønsker at anlægge et fuldstændigt klart religiøst livssyn. Og det er der også nogle eksempler på.

    Lisbeth Meléndez: Er det her så en problematik, der er forholdt de vestlige lande, eller er det noget man ser sådan helt globalt i takt med, at flere og flere samfund er inde i sådan en sekulariseringsproces.

    Lisbeth Christoffersen: Altså, Grace Davie har talt om, at det er Europa som er den store undtagelse.

    Lisbeth Meléndez: Hvem er Grace Davie?

    Lisbeth Christoffersen: Det skal jeg forklare dig. Grace Davie er en engelsk religionssociolog, der har talt om, at det er Europa, der er den store undtagelse, fordi når man kigger ud over verden i dag, så kan man ikke tale om, at der er en igangværende meget kraftig sekulariseringsproces. Man kan derimod tale om at sekularisering og en kraftig stigning i religiøsitet går hånd i hånd, og hvis Europa skal opfattes som et meget sekulært sted, så er det Europa der er undtagelsen. Og det vil sige, og det ved vi jo alle sammen, at kigger man rundt i muslimske lande, eller i Indien for eksempel, eller i Sydøstasien, eller i Afrika, eller i Sydamerika, så vil man alle steder se den her type konflikter mellem forskellige typer af livssyn. At vi har de konflikter alle steder, er vel et resultat af globalisering, altså at vi overhovedet ved om det, og at vi derfor påvirker hinanden, er et resultat af globaliseringen.

    Lisbeth Meléndez: – Og det er vel et paradoks kan man sige, at samtidig med at religionen tilsyneladende betyder mere for flere mennesker, samtidig med at samfund måske, altså sådan politisk, bliver mere sekulariseret.

    Lisbet Christoffersen: Altså, der ligger ihvertfald en form for paradoks. Jeg tror vi er på vej ind i en ny kamp om hvor skarpt, det her skal opstilles som en konflikt, og i hvor stort omfang skal det lade sig gøre, at forene de der forskellige normative livssyn. Altså, meget religiøse og meget sekulære vil på en måde meget gerne tage hinanden i hånden, og sige, enten er man religiøs eller også er man seulær, og det tjener begge parter på. Hvilket vil sige, at begge parter bygger hinanden op, ved at skabe sådan et klart billede af, hvad religion er.

    […]

    Lisbeth Christoffersen: … hvor Reformationen jo netop viser, at det er muligt at fastholde de statslige organisationer, som de fælles organisationer, som så også understøtter religionernes eksistens i samfundet. En af mine kollegeer i Oxford, sagde her, da jeg talte med dem i sidste uge, at måske var vi på vej hen imod, hvad man kunne kalde ‘an anglican Islam’, altså en eller anden form for, en eller anden form for statslige støtte, også til, eller anerkendelse af, eller plads til i det offentlige rum, også for andre trossamfund.

    Lisbeth Meléndez: Det handler vel også om, at Islam ikke alene kan kaldes en indvandrerreligion. Det er jo en del af vores europæiske religionsbillede nu.

    Lisbeth Christoffersen: Ja, det er det. Ligesom Jødedom er det. Ligesom Hinduisme er det, og ligesom diverse udgaver af Kristendom er det. Det som hele tiden diskuteres i europæiske, og også nordiske og danske organisationer af den ene eller anden slags, er hvordan kan staterne medvirke til at sikre…

    […]

    Lisbeth Christoffersen: For halvtreds år siden var dansk ret, dansk ret, og havde udelukkende sit udspring i Folketinget. Og det vil sige, at vi kunne meget klart adskille, dansk ret fra andre landes ret, og fra europæisk ret, og fra international ret. Vi vidste hvordan vi skulle få international ret trukket ind i dansk ret og så videre. Det der er sket med medlemskabet af EU, med mange internationale samarbejdspartsorganisationer og så videre, det er at retten udspringer mange steder fra. Og når vi er ved at vænne os til at retten udspringer mange steder fra, så bliver det lukket en anden æske op, som har været lukket i 2-300 år. En æske der handler om, at kan man også i Danmark forestille sig religiøse retssystemer. Det var jo det vi lukkede ud af Danmark med Reformationen, da vi brød med kanonisk ret, og vi fik altså et monolitisk retssystem. Altså et enhedsretssystem. Og det fik vi så først helt gennemført i løbet af det næste århundrede, men i hvert fald fra midten af 1700-tallet, kan vi tale om at vi har et enhedsretssystem i Danmark. Det er som om, at muligheden for at der kan skabes retlige normer mange steder, er blevet åbnet igen. Og der må man så sige, at i hele Vesteuropa forsøger man at fastholde, at det helt afgørende skel, ligger mellem religion og ret, religionen kan ikke skabe ret. Men det gør vi samtidig med, at vi udmærket ved, at vi har kanonisk ret lige ved siden af os. Den katolske kirkes retssystem, som har betydning for medarbejdere i den katolske kirke, på ejendomsforhold og så videre. Det er en debat der har været lukket op, i hvert fald i England, hvor ærkebiskoppen Rowan Williams sidste år rejste spørgsmålet, skal vi overfor sharia, lukke øjne og ører, lagde som om den ikke er her, eller skal vi på en eller anden måde, forsøge at få koblet sharia med common law, sådan at det bliver et fælles retssystem, hvor man trækker fra forskellige kilder. Eller er vi på vej ind i parallelle retssystemer.

    Lisbeth Meléndez: Hvordan skulle det fungere i praksis?

    Lisbeth Christoffersen: Ja, det skulle fungere i praksis, for eksempel på den måde, at man hele tiden fastholder, at de engelske domstole er det sted, hvor tingene bliver afgjort, og alle forskellige retlige normer bliver vejet sammen. Og det er jo det, der er et eksempel i den sag vi startede med at tage, med den jødiske skole ik’. Fordi det den domstol skal tage stilling til, det er, hvad er race, hvad er racediskrimination, hvad er religion, hvad er religiøse normer, og i hvilket omfang er de normer, som den her skole har lagt til grund, udtryk for religiøse normer, og i hvilket omfang er det udtryk for racediskrimination. Det er jo et klart eksempel på, at man er nødt til at forholde sig til, altså et klart jødisk-retsligt normsystem, altså om hvem er jøde, og hvem er ikke jøde.

    […]

    Lisbeth Meléndez: … kunne man forestille sig en for eksempel britisk, eller lad os bare sige, en dansk domstol skulle forholde sig til, hvorvidt en kvinde for eksempel havde forbrudt sig mod sharia, og derfor skulle dømmes, eller hvordan skulle man afveje det. Vi snakker jo ikke om at inkorporere sharia i det danske retssystem for eksempel.

    Lisbet Christoffersen: Jamen, den der sag jeg taler om, den handler jo om, hvad er forholdet mellem jødisk retstænkning og hvad skal man sige – britisk common law-tænkning. Og det er klart, at man kan starte med at sige, at det afviser vi, vi vil slet ikke forholde os til den type normer, men så får man heller ikke løst sagen, og det er det der er problemstillingen. Altså, vi har i forvejen masser af, jeg går ud fra du tænker på familieretlige problemstillinger lige nu ik’.

    Lisbeth Meléndez: – Ja, for eksempel.

    Lisbet Christoffersen: – Og inden for de områder, der er jo meget stor, om jeg så må sige – åbne rum i dansk familieret, hvor man kan indgå aftaler. Der er selvfølgelig også regler fastsat, men dansk familieret, bliver jo, siger mine kollegeer der har forstand på det, mere og mere åben, og mere og mere aftalebaseret, det er parterne der indgår aftaler. Det som er den store udfordring, det er hvordan vi så vil forholde os til det. Til parters aftaler som er baseret på, hvor aftalerne er baseret på religiøs opfattelse. Vil vi sige, at det må man ikke. Hvorfor må man ikke det? – hvis man godt må indgå aftaler som er baseret på økonomi, eller på magtforhold, eller på seksualitet. Det er den type diskussioner, hvor det for mig at se, er langt sundere, og sige, når parterne indgår aftaler, eller indenfor de områder af familieretten, som er aftalebaseret, så må vi tage stilling til, om de aftaler er rimelige, og som ser ordentligt ud i forhold til dansk ret i øvrigt. Og der er to andre modeller til rådighed. Den ene er at sige, vi vil slet ikke have med det at gøre, og den anden er at sige, at så er vi hoppet over i et parallelt retssystem, så kan i bare løse jeres retsproblem over i det andet retssystem – det synes jeg er en farlig udvikling. Det er en farlig udvikling, hvis man accepterer, at sige – I har lavet sharia-aftaler, så må i få dem løst efter shariadomstole, hos imamer og sådan noget. Jeg ville langt hellere, at man sagde, okay, I har lavet en aftale, vi skal have løst konflikterne i den, hvad er det for nogle normer det drejer sig om. Og så holde det inde i det dansk retssystem. Vi har selv behov for, at der er jurister der tør omgås, også religiøse normer, uden at blive bange, men som tør at analysere og vurdere, hvad er det for en type, altså hvad fører det her til ik’.

    Lisbeth Meléndez: … er det uløselige konflikter, der kommer ud af, at koble menneskers religiøsitet med sekularitet?

    Lisbet Christoffersen: Ja, det er der er jo ikke nogen tvivl om. Jeg sidder her og taler for en fredelig løsning, hvor man forsøger at kombinere og skabe rum til alle, og så samtidig finde ordentlige resultater, men forudsætningen for at man kan skabe sådan nogle fredelige løsninger, hvor man også forholder sig til folks religiøse normer, det er jo, at folk også vil være med til det. Altså forudsætningen det er jo, at folk ikke selv gerne vil skabe egne lukkede rum, hvor de selv får lov til at bestemme i en form for parallelsamfund. Der er jo ikke nogen tvivl om, at der er en stigning i grupperinger, som ønsker at skabe egne lukkede rum. Det ser vi ude i verden, vi ser kæmpe-alvorlige konflikter i lande som Nigeria, hvor man ligesom kæmper fra domstol til domstol. Skal denne her domstol være baseret på sekulær ret, eller skal den være baseret på kristne normer, eller skal den være baseret på islam. Altså, jeg mener – det er jo ikke fordi jeg er naiv, og ikke ved, at sådan ser verden ud. Jeg forsøger bare at pege på, om ikke der er andre muligheder.

    […]

    Lisbeth Meléndez: … er der nogen der har taget første skridt i forhold til måske, at tage hensyn til religiøse normer, når det handler om retslige spørgsmål.

    Lisbet Christoffersen: For eksempel i Finland er der en konservativ bølge på vej i den lutherske kirke, hvor man i stigende grad… siger, at det er klassiske bibelske værdier, som skal lægges til grund… i Litauen….

    […]

    Lisbet Christoffersen: … meget større synlighed, netop af Islam, ind i Danmark, og der har vi jo fået en professor nu, Jørgen S. Nielsen, en professor i islam og moderne islamisk tænkning, og han viderefører en række af de diskussioner og undersøgelser med henblik på netop at se, er det muligt at kombinere islamisk tænkning og moderne europæisk tænkning. Det er et område, hvor man kan sige, at forskningen fortsætter i en slags eller anden slags spydspids… Så er der det her juridiske eller samfundsmæssige område, hvor man kan sige, at det nok bliver tydeligere og tydeligere, at samfundets institutioner, som du sagde det, er sekulære, og hvor jeg mener, og hvor mange forskere med mig mener, at vi står lidt ved en vejskel, altså at vi kan vælge tre forskellige veje – enten kan vi helt lade være med at forholde os til det, området omkring religion, eller vi kan bevidst privatisere religion… og på den måde bevidst skubbe religion ud af den offentlige diskurs, og også institutionernes diskurs. Eller vi kan sige, at religion er en dimension i tilværelsen, og det skal vi få til at fungere sammen med de andre.

    (Lisbet Christoffersen, bagved bl.a. Jørgen Bæk Simonsen og Jørgen S. Nielsen)

    Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

     

    

     

    Vælg selv beløb



    Blogs


    Meta
    RSS 2.0
    Comments RSS 2.0
    Valid XHTML
    WP






    MediaCreeper