21. februar 2008

Prof. Jørgen S. Nielsen: “… each religion should be studied and understood on its own terms”

I mit historiespeciale konkluderede jeg, at Jørgen Bæk Simonsen omkring år 1990 overtog muslimernes syn på deres religion, og derved reelt undsagde traditionel videnskabelighed i forhold til emnet. Han gjorde sig, som jeg fortalte under paneldebatten om bogen i forgårs – til aktivist for multikultur.

Indtil for nogle få år siden var en anden islamforsker, Jørgen S. Nielsen totalt ukendt for de fleste danskere, selvom han internationalt var kendt som professor ved Centre for the Study of Islam and Christian-Muslim Relations i Birmingham, som han også ledede. I 2005 da Jørgen Bæk Simonsen flyttede hjem til Danmark, overtog han direktørstolen på Det Danske Institut i Damaskus, og fornyligt blev han udnævnt til professor ved Københavns Universitet. En bevilling på 6,2 mio. kr. forventes at blive akkumleret til 17,5 mio. kroner, og medierne er så småt begyndt at anvende denne kapacitet indenfor islam som sandhedsvidne.

Hvor Bæk Simonsens nyere forfatterskab er problematisk i videnskabelig henseeende, så er Jørgen S. Nielsen intet mindre end en katastrofe. Et læserbrev af sognepræst Rolf Sloth-Henriksen bragte mig frem til følgende tekst fra hans hånd, dateret 1991. Det er artige sager, glem alt om uvildig forskning – det her er utilsløret propaganda for trosbaseret apologi.

Fra forordet til bogen med den Orwell-inspirerede titel A guide to the presentation of Islam in school textbooks (skrevet af to tyske muslimer Abdoljavad Falaturi og Udo Tworuschka). Oversat fra den tyske original med titlen Der Islam im Unterricht, Georg-Eckert-Institut (1991).

“It has always been a cardinal principle in the teaching and research of the Centre for the Study of Islam and Christian-Muslim Relations (CSIC) that each religion should be studied and understood on its own terms, before even the most timid attempt may be made to compare or critize one against the other. Parallel to this principle has been the conviction that serious personal and academic interaction between adhenrents of the two traditions is essential, if any demolition of the historically accumulated mutual demonization is to be achieved.

One continuing medium for the continuing mutual demonization is the content and underlying assumption of primary and secondary classrooms. In this setting the role of text books is a major factor – althought their impact differs across European countries depending on the nature and degree of bureaucratic and political control of individual school curriculum, teaching resources, school management and teacher traing.

[…]

We trust that this booklet will be useful both as a basic introduction to Islamic teaching and as a tool to evaluate the presentation of Islam in the many school textbooks and teaching materials on offer in the English-speaking world.”

Bogens indhold præsenterer islam, som muslimerne selv ser det, eksempelvis i forhold til “Muhammad and his relations with polytheists, Jews and Christians” (Summary of the central doctrines in Islam, 5.5), “The position of Women” (6.4) og “Jihad – the ‘Holy’ War” (6.5). Interessant nok, men i sagens natur ikke noget en vestlig religionsforsker burde se det som sin opgave at promovere.

Fra det der er tiltænkt at være en slags konklusion (s. 58f).

The following are incorrect:

To confuse social and religious levels. In matters of faith, those known as ‘The People of the Book’ enjoyed complete freedom…

To generalize from the oppression of Christians on political grounds which can be seen at certain times and in certain countries, and to characterize this as Islamic. (Reference should be made here to the considerable social and economic position which Christians – in Egypt for example – have enjoyed, and still do enjoy.)

[…]

The following are incorret:

“It is Gidm who guides” (Surah 28, 56). In accordance with this precept, drawing people to Islam is exclusively God’s affair: Muhammad never took it upon himself to convert other people.

Missionary activity, in the sense of converting others, does not exist in Islam… Muslims, were only required to invite people to guidance, i.e. to a strict monotheism. This task is called da’wa, which can be translated as ‘non-compulsive invitation’…

The spread of Islam began after the death of Muhammad, as the Arabs opposed renewed Byzantine and Iranian colonialization… if these wars had had the aim of converting other peoples, they would have been contrary to the intention of the Qur’an. No effort to spread Islam by force, whether in the past or in the present, can be justified by reference to the Qur’an. If ‘fundamentalism’ exists in this sense, then it is contrary to the nature of Islam.“>

Jeg modtog kopier fra bogen med posten tirsdag ved middagstid. Det hele læste jeg i toget på vejen mod København nogle timer senere. Skal man opsummere modpartens budskab under aftenens debat, må det være at islam ikke er noget i sig selv. Jørgen Bæk Simonsen, Kate Østergaard og Garbi Schmidt gentog det næsten messende i kor: Koranen er intet i sig selv. Blandt publikum var Jørgen S. Nielsen, forskeren der skrev forordet til ovennævnte bog der dikterede hvorledes ‘the intention of the Qur’an’ og ‘the nature of Islam’ og (s. 59) skal præsenteres for et vestligt publikum.

De sprogvidenskabelige forskere undsiger den komparative forskning, og forsker i muslimernes forskellighed udfra den betragtning at islam intet er i sig selv. En forsker som Jørgen Bæk Simonsen lader dog ikke altid muslimerne selv definere islam. Eksempelvis pointerer han i Det retfærdige samfund. Om muslimer og etik (2001, s.78), at sharia “kun vanskeligt [kan] oversættes med det danske ord ‘lov’. Det ville være bedre og mere korrekt med en oversættelse som eksempelvis det, der er ordets grundbetydning, nemlig slet og ret ‘vej’.” Så selvom muslimernes fortolkning af islam er det essentielle, så må deres tolkning korrigeres, hvis det lyder for barsk på dansk.

Andre forskere søger en slags (u)videnskabelig økumeni, og promoverer det synspunkt at islam skal præsenteres som muslimerne selv ønsker det. Skodderne mellem de to retninger er ikke vandtætte. Den slags lader sig kun gøre indenfor samfundsforskningen, hvor visse fag minder om politik til forveksling. Forskere der i 70’erne hudflettede det (de så som) det kapitalistiske samfunds kvindeundertrykkende strukturer, kan trods stor viden om islams undertrykkende natur ikke se problemerne selv efter nærkontakt med Koranen og de underkastede. Idag findes der antropologer der ser det islamiske tørklæde som en slags moderne feminisme.

Diverse integrationsforskere med islam og integration som studieobjekt, anerkender tydeligvis ikke, at Danmark (modsat eks. Sverige og England), ikke officielt har gjort multikultur til et samfundsmæssig udgangspunkt. Klokkeklar sammenblanding af politik og forskning, men næppe noget der kommer frem i debatten om forskningsfrihed, der altid drejer sig om faren for markedsøkonomisk pression mod uafhængige forskere. En af de mere markante kritikere i den henseende er iøvrigt antropologen Kim Esmark – censor på mit historiespeciale.

PS: På Århus Hovedbanegårds ventesal lå tæt på mig lå en kopi af en dansk bog om islam “Muhammed, Guds sidste sendebud”, med undertitlen “Guds velsignelse og fred over ham” (Online, 96 s., doc). På bagsiden henvises til ‘Al-Ahsa Islamic Center, Kingdom of Saudi Arabia’. Nej, islam bedriver bestemt ikke mission.

Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper