22. juli 2021

Bent Blüdnikow om Sune Haugbølle mfl.: ‘RUC-forskeres aktivisme ligner statsstøttet pseudoforskning’

Adskillige statslige institutioner fungerer som kamporganer for den yderste venstrefløj, og i de her år, hvor den højreorienterede fjende inkluderer Socialdemokraterne, er Mette Frederiksen-regeringen måske mere lydhør. Man finder næppe flertal for at ‘defunde’ RUC og DR, men alene debatten har en positiv effekt. Fremtidens Haugbøller er måske nok glade for marxisme, Hamas og Palæstina, men de er formentligt mere glade for deres gode faste løn.

Kronik af Bent Blüdnikow på B.dk – RUC-forskeres aktivisme ligner statsstøttet pseudoforskning (kræver login).

“Sune Haugbølle lagde erklæringen fra Politiken på RUCs hjemmeside og udtalte til Berlingske, at det var fra RUCs mellemøstforskere, at initiativet til erklæringen kom. …

Sune Haugbølle fik i 2019 cirka seks millioner kroner af Danmarks Frie Forskningsfond til et projekt med titlen ‘Entangled Histories of Palestine and the Global New Left’, som kan oversættes med ‘Den indviklede historie om Palæstina og den globale nye venstrefløj’. På Sune Haugbølles side på universitetets hjemmeside optræder følgende projektbeskrivelse: ‘Det er afgørende for at evaluere, hvorfor det Nye Venstre gik fra at være en revolutionær bevægelse med stor opbakning til at blive marginaliseret mange steder. Muligheden for global politisk aktivisme bliver aktualiseret af protestbevægelser i nutiden, der har været med til at genoplive historikernes interesse i ungdomsoprør og revolution.’

Bemærk, at projektbeskrivelsen definerer projektet som ‘muligheden’ for global politisk aktivisme. Ved at bruge ordet ‘muligheden’ vedkender Sune Haugbølle sig til en aktivistisk forskning. Det understøttes af et interview, Sune Haugbølle gav i 2019 til RUC-bladet Tæt på Videnskaben efter at have fået de seks millioner kroner:

‘Jeg synes ikke, vi hidtil har været i dybden med det, der skete i den periode. Det er nok fordi, vi har være så fokuserede på Blekingegadebanden, men det er jo kun en lille del af historien. Alle vidste, hvem de var, men hele ideen om, at de skulle repræsentere hele venstrefløjen, er enormt skadelig, for der var en stor principiel diskussion af, hvor langt man skulle gå.’ Og Haugbølle citeres videre: ‘Hvor langt vil vi gå for at støtte revolutionære bevægelser, hvornår er det nødvendigt, og hvornår er det kriminelt, som det for eksempel er blevet for danske frivillige i Kurdistan?’ Sune Haugbølle gør fælles sag med den danske venstrefløj ved at bruge ordet ‘vi’. Det er vel ikke en forskers opgave at tale om et aktivistisk ‘vi’.

På Sune Haugbølles webside om projektet kan man læse de første artikler, som en af hans medarbejdere, ph.d. Sorcha Thomson, har skrevet: ‘A Cosmovisión of Solidarity: Anticolonial Worldmaking in Havana, Palestine and the Politics of Possibility’ Altså noget i retning af ‘En kosmopolitisk vision af solidaritet: Antikolonial verdensskabelse i Havana, Palæstina og mulighedernes politik’.

Artiklen beskriver det nære samarbejde mellem palæstinensiske aktivister og Cubas kommunister fra 1960erne (min oversættelse): ‘For palæstinenserne var det et sted, hvor forbindelser blev skabt, forbindelser der støttede bevægelsens vej til den globale scene og fortsatte som en vedvarende model for solidaritet mellem antiimperialistiske kampe (…) Udforskningen af denne historie, at genfinde dets tradition og spore dens efterliv af samarbejde, venskab og gensidige forbindelser, giver en lektie for betydningen af verdensskabelse (worldmaking) i dag, som en kollektiv praksis for en forandringssolidaritet, der har rødder i en fælles tro på muligheden af en alternativ fremtid.’

Artiklen lægger ikke skjul på forfatterens aktivisme og håbet om en revolutionær aktivisme.

(Professor Sune Haugbølle i debat om syriske flygtninge på tyrkiske TRT, 2021; Foto: YT)



2. juni 2021

Forskere: “… our support for Palestinian liberation is integral to the broader process of decolonization”

En hel del universitetsansatte forskere agerer som venstreradikale aktivister, og det er ikke altid noget de holder skjult. Vanvittig sympatierklæring med Palæstina (læs: Hamas) underskrevet 40-50 forskere, herunder Jørgen Bæk Simonsen og Jørgen S. Nielsen. Fra RUC.dk – The Situation in Palestine – Building Solidarity in Danish Academia.

“Statement of Solidarity with the Palestinian People, Scholars, Researchers, and Educators of the Middle East in Denmark

We as scholars, researchers, and educators of the Middle East in Denmark stand in solidarity with the Palestinians in Gaza, the West Bank, and Israel, as well as the 7 million Palestinian refugees around the world, including those living in Denmark, some of whom are our colleagues, students, and friends.

We stand in solidarity with the Palestinian people, as they face bombardment, police brutality and dispossession – and with their right to resist occupation and discrimination. The violence happening now in Gaza, Jerusalem and across historic Palestine is the result of the continuous expansion of settler colonialism and the implementation of a system of apartheid. We as teachers, researchers and human beings concerned with decolonization and international justice stand with the Palestinian people’s broad resistance to this oppression across civil society and all geographies that connect them.

The perception that the conflict is one between two equal sides is an obfuscation…

Denmark was the first Western nation to impose full sanctions on apartheid South Africa in 1986 – we believe that Denmark should take a leading stand in the fight against Israeli apartheid today.

We call on Danish universities and research institutions to fully divest and end all official collaboration with Israeli institutions in violation of BDS (Boycott, Divestment and Sanction).

… As scholars, researchers, and educators in Denmark, a former colonial power, our support for Palestinian liberation is integral to the broader process of decolonization. We advocate for equality for all people, an end to all racism, and an end to all colonial violence. This cause is integral to both our teaching and scholarship.”

(RUC.dk, 21. maj 2021: Building Solidarity in Danish Academia | Roskilde University)

Blandt andet underskrevet af: Sune Haugbølle, Professor, Roskilde University; Rasmus Christian Elling, Associate Professor, University of Copenhagen, Lise Paulsen Galal; Jørgen Bæk Simonsen, Associate Professor, University of Copenhagen; Peter Seeberg, Associate Professor Emeritus, University of Southern Denmark Associate Professor, Roskilde University; Jørgen S. Nielsen, Affiliate Professor, University of Copenhagen; Rasmus Alenius Boserup, former senior researcher at DIIS…



21. august 2013

Lektor Haugbølle om national kulturs ‘hybriditet’, ‘fortællingen om enhedskulturen’ og det binationale

“Vesten undervurderer Mellemøstens sekulære”, forklarede Sune Haugbølle et tidsskrift tidligere på året, og han lader til at have et lektorat i varm luft og ønsketænkning. Her lidt fra et debatindlæg i Politiken – Lektor: »Jeg kan altså ikke mærke den danskhed, de taler om«.

“Kultur er det, vi spiser, og det, vi gør, vores traditioner og ritualer. Men det er også de historier, vi fortæller om os selv. Fortællingen om enhedskulturen er på mode… Vi må stå ved, hvem vi er, siger et kor af højre-, center-, venstreorienterede meningsdannere og politikere, og ikke give efter for de fremmedes mad, traditioner og ritualer.

Jeg kan ikke spejle mig i fortællingerne om det pæredanske og det multikulturelle, for de bygger på det samme præmis: at vi og de fremmede hver især udgør veldefinerede klaner, fasttømrede kulturer, der enten lever gnidningsløst side om side eller fastholdes i et hierarki af oplyst kristen modernitet over muslimsk obskurantisme.

For mig er debatten gabende kedelig. Den beskriver ikke vores samfund, som det egentlig er. Jeg tror, vi er blevet langt mere hybride som national kultur, end vi åbenbart vil være ved. … Udtrykket hybriditet kommer fra postkoloniale studier af blandt andet kreolsk kultur og blandingssprog som pidgin English, men bliver i dag brugt til at analysere kultur i bredere forstand.

Den indiske teoretiker Homi Bhabha taler om en national kultur, der ikke er baseret på eksotisme eller multikulturalisme og ’diversitet’, men på en accept af national kulturs hybriditet.

Nu gør det sjældent den store forskel, hvad antropologer siger. Vores offentlige debat er påvirket af andre stemmer. Og de holder os overvejende fast i et os og et dem, vi og de fremmede, Danmark og muslimerne. Selv når analysen kommer fra en velmenende venstrefløj.

[…]

Jeg har ingen anelse om, hvor mange ’bare danskere’ der i virkeligheden er binationale. Det er heller ikke vigtigt. Det vigtige er, at vi kan rumme deres hybride identiteter: deres halvkasteudseende, deres sprog, deres kreoliserede skikke og deres historier. Og at vi begynder at forstå, hvor meget globaliseringen har forandret os selv i de sidste årtier, så vi kan begynde at fortælle nogle historier, der passer til det 21. århundrede.”

Oploadet Kl. 13:59 af Kim Møller — Direkte link28 kommentarer


6. februar 2012

Sune Haugbølle: “.. forskning viser, at der sker mere i arabisk politik end islamisme: venstrefløjen spirer”

Der findes ikke den virkelighed venstre-‘intellektuelle’ ikke kan bortforklare. ToRS-adjunkt Sune Haugbølle for fuld udblæsning på Videnskab.dk – Venstreorienterede arabere vender tilbage.

“Noget af det iøjnefaldende ved den arabiske venstrefløj er, at den på mange måder måder minder om venstrefløjen i Danmark:

»Ligesom venstrefløjen herhjemme kritiserer de arabiske venstreorienterede kapitalismen – især siden finanskrisen i 2008. De kæmper for en mere lige fordeling af de økonomiske resurser – mere social retfærdighed – og de kritiserer magthaverne og business-eliten for deres grådighed,« siger Sune Haugbølle.

[…]

Et stort antal af de mange nye partier i Egypten indeholder alle sammen det arabiske ord ’ishtirakiyya’, der betyder ’socialisme’. … Venstrefløjen i de arabiske lande er altså ved at vinde frem, men det er ikke første gang. Sune Haugbølle forklarer, at den arabiske venstrefløj længe har været en overset, men vigtig spiller i arabisk politik:

»Der er mange i Vesten, som ikke har haft den arabiske venstrefløj på radaren, fordi man i lang tid hellere har ville se på islam og islamisterne. Og mange af dem, som spottede den arabiske venstrefløj, så den først i foråret 2011,« siger han.

[…]

Siden fulgte de arabiske opstande i 2011, der har en været en særlig frugtbar jord for den visnede arabiske venstrefløj. Det er længe siden, de har været så stærke. … Men enhver start er også svær, og det Muslimske Broderskab har stadig meget at skulle have sagt…

[…]

På den måde er det ikke helt hen i vejret at sammenligne Dansk Folkeparti med det Muslimske Broderskab…”

Oploadet Kl. 06:56 af Kim Møller — Direkte link18 kommentarer


15. februar 2011

Hauge: Kolonialismen gav både demokrati (Israel, Indien, Malaysia) og autokrati (Arabien)

Udover Steffen Jensen og Jakob Skovgaard-Petersen, bør også nævnes Sune Haugbølle, den tværkulturelle adjunkt der i Information gav udtryk for, at Det Muslimske Broderskab og islamistiske bevægelser i denne post-islamistiske tid blev en slags “pendant til Kristeligt Folkeparti”.

Fremragende kronik af Hans Hauge i dagens Jyllandsposten – Postkolonial revolution?

“Demonstrationerne i Egypten fortolkes på mange måder. CNN er ikke i tvivl, og kalder det revolution. Dernæst føjes det til, at det er en digital revolution. Andre mener, at det drejer sig om at indføre demokrati. Det er en næsten nationalromantisk fortolkning, fordi den hele tiden henviser til ”folket”…

Denne tolkning bruges så yderligere til at lægge afstand til invasionen af Irak og fjernelsen af Saddam Hussein. I Irak var det USA, England, Australien og os, der ville demokratisere Irak og vælte deres Mubarak. Dengang lød kritikken konstant: Man kan ikke påtvinge demokrati ovenfra; det skal komme fra folket. Det er en mytologisering af kategorien ”folket”, som bruges af mennesker, der ellers altid opfatter sig selv som anti-nationalister.

Især TV 2’s Steffen Jensen og islameksperten Jakob Skovgaard-Petersen kolporterer myten om demokrati fra neden. Jensen prædiker, at vi ikke skal blande os; de skal selv gøre det. Han mener, at deres demokrati skal bygge på Ibn Khaldun – en arabisk middelalderfilosof.

Der findes også en socialistisk tolkning. På Aarhus Universitet hænger der for tiden plakater, der er sat op af Socialistiske Studerende. De forestiller sig, at de demonstrerende er arbejderklassen, der gør op med kapitalen. De overser, at Mubarak og Ben Ali opfattede sig selv og deres partier som socialdemokratiske.

Andre igen ser demonstrationerne som forløbere for en islamisk magtovertagelse, og begivenhederne sammenlignes med oprøret mod Shahen af Iran i 1979. I Iran demonstrerede liberale, muslimer og kommunister sammen, men de var ikke enige om målet… Især venstrefløjen tager afstand fra denne tolkning af demonstrationerne i Egypten. Den fløj frygter ikke religion. Den gør derfor alt, hvad den kan, for at minimere religionens betydning.

Den fortolkning, som jeg her vil opholde mig ved, ser oprøret som et postkolonialt.

Flere egyptiske kommentatorer, der er blevet brugt eller nævnt på dansk tv, fortolkede demonstrationerne på Tahrir-pladsen på den måde. Det vil sige, de iscenesatte dem som opgør med kolonitiden og endda med englænderne, eller de så Mubaraks styre som et resultat af eller en fortsættelse af kolonitiden. Som om denne fortid har noget med nutiden at gøre.

De forstår ved postkolonialisme det, at kolonialismen ikke er ophørt. De skelner dermed ikke mellem formelt imperium og informelt. En journalist ved navn Islam Mohamed udtalte til TV 2 News, at demonstrationen nu mindede ham om, da engelsk militær indførte undtagelsesstilstand i 1940 og igen påbegyndte en ”udnyttelse af Egyptens rigdomme”. For ham var englændernes besættelse af Egypten i 1940 det samme, som når vi taler om tyskernes besættelse af Danmark samme år…

Under alle omstændigheder findes der en myte om, at de mange mellemøstlige diktaturer skyldes kolonialismen. Det gælder Mahgreb-landene: Tunesien, Algeriet, Marokko, der var franske kolonier. Det gælder Syrien og Libanon, der var franske mandatområder. Libyen var italiensk. Dernæst har følgende lande en fortid som britiske protektorater eller mandatområder: Egypten, Sudan, Irak, Jordan, Kuwait, Bahrain, Qatar, UAE (de forenede emiraterne), Yemen (Aden) og Oman. Persien eller Iran kan regnes for en del af det informelle, britiske imperium…

Jeg har udeladt et land, der også var britisk. Israel, eller Palæstina som det hed dengang. Hvis den britiske okkupation, kolonisering eller tilstedeværelse i regionen på en eller anden måde kan have forårsaget de nuværende autokratiske styreformer, hvorfor havde den så ikke den samme virkning i Israel? Er det så også det britiske imperiums skyld, at der er demokrati i Israel? Hvordan kan det samme styre få så forskellige konsekvenser? Imperiets tidligere juvel, Indien, er et demokrati. Malaysia er vel også. Der er ingen årsagssammenhæng mellem kolonialisme og et efterfølgende diktatur. Det britiske imperium moderniserede verden, men dele af verden blev mod-moderne.

Kolonitiden i de nævnte lande var relativ kortvarig. Hvis man altså mener den europæiske kolonisering… Dybest set er alle disse lande vel langt mere prægede af at have været underlagt et andet imperium, nemlig det osmanniske. Det nævnes sjældent.

Englænderne besætter Egypten efter nationalistiske optøjer i 1882… Når englænderne i sin tid blev interesseret i Egypten og de arabiske lande, skyldtes det ene og alene bygningen af Suez-kanalen, der blev åbnet i 1869. Først nu blev Egypten interessant…

Det britiske imperium var datidens form for globalisering. Da Anden Verdenskrig begyndte, vendte de britiske tropper tilbage til Egypten ifølge en traktat. Det var således ikke en besættelse, som journalisten udtalte på dansk tv for få dage siden…

Mange intellektuelle opfatter egypterne i offerrollen eller som endnu koloniserede. En af dem er den 80-årige forfatter, antisemit og feminist Nawal el-Saadawi… Hun er et glimrende eksempel på en, der giver Vesten skylden. Hun har udtalt, at siden Anwar Sadat overtog magten i 1970, har Egypten været en amerikansk koloni. Egypten er, siger hun videre, i dag underlagt USA og Israel.

Vi skal holde den mulighed åben, at revolutionen i Cairo kan være vendt mod Vesten, USA, Israel og os..”

Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper