20. februar 2021

Holbæk-terrorsag: Kom til Danmark i ‘flygtningestrømmen’, begyndte pludseligt ‘at gå med tørklæde’

I en debat om social kontrol i islamiske miljøer får en kommentar af Thomas Hoffmann kritik fra Hizb-ut-Tahrirs Taimullah Abu-Laban, der hævder at ‘negativ social kontrol’ er en måde at ‘dæmonisere muslimer’. En række trosfæller liker kommentaren, men også ph.d. Louise Lund Liebmann, en af de to forskere bag rapporten der konkluderede at muslimer skulle kende Koranen bedre, så de kunne stå imod samfundets ‘konformitetspres’.

Muslimer, islamister, jihadister eller terrorister. Det starter med Koranen. Her lidt fra en omtale af Holbæk-terrorsagen. ‘To generationer af syriske flygtninge’ er blandt de anholdte, skriver Ekstra Bladet, og giver beskrivelsen af arabere, der på overfladen fremstår velintegrerede. Fra EB.dk – Terrorsag: Hun begyndte pludselig at gå med tørklæde.

“Nogle af dem har levet i Danmark i mange år, mens andre kom hertil i flygtningestrømmen for omkring fem-seks år siden. Én er for længst fyldt 70 år, mens en anden er i starten af 20’erne.

I alt 14 mennesker sidder lige nu fængslet i den terrorsag, som eksploderede forrige weekend. … udadtil har de tilsyneladende levet som helt almindelige mennesker. Indtil politiets aktionsstyrke pludselig dukkede op og stormede flere adresser i både Vestsjælland og i Storkøbenhavn. …

En 37-årig småbørnsmor, som også skal være blevet anholdt, er både sød og venlig, men meget privat fortæller en kvinde i samme opgang. En ting har hun dog undret sig over:

– Hun har boet her nogle år. I starten gik hun helt almindelig klædt, men pludselig begyndte hun at gå med tørklæde og var tildækket. Hun er ellers meget smuk.”

(Ph.d. Louise Lund Liebmann liker Hizb-ut-Tahrir-talsmands kritik, 19. februar 2021)



11. november 2020

Th. Hoffmann: “Problemet er jo bare, at gerningsmændene i den grad har religion og er muslimer…”

‘Ny bog viser Muhammads mange facetter’, kan man læse hos POV International, der lader Jakob Skovgaard-Petersen præsenterer sin nye bog. “Det interessante ved Muhammed, er efter min mening ikke, hvem han oprindelig var…”, men hvordan muslimer og kristne har set på ham historisk. En bekvem vinkel.

Så er der mere kød på professor Thomas Hoffmann, der i en kronik i Politiken giver salonsocialisterne akut behov for lugtesalt – Muslimer må droppe virkelighedsfornægtelsen.

“Lige nu synes en ny jihadistisk terrorkampagne at være i proces: angrebene på de forvekslede Charlie Hebdo-medarbejdere i Paris, Paty, kirkegængerne i Nice og senest en synagoge og cafégæster i Wien. I den muslimske verden myrder og lemlæster muslimske terrorister også løs – i en skala og med en intensitet helt uden for kategori i sammenligning med Europa.

Op gennem 00’erne har vi læst det ene afstandtagende kommuniké, charter, fatwa, tweet og facebookopslag efter det andet. … det sprog, som man almindeligvis møder i kølvandet på endnu et muslimsk udført terrorangreb, er alt for ofte overfladisk, floskuløst, sentimentalt, relativiserende og bortforklarende og derved ude af stand til at identificere og analysere det problem, som såvel muslimer og ikkemuslimer er ofre for i dag.

… For det andet oplever man igen og igen det, jeg kalder pseudotakfir. Takfir er et klassisk islamisk begreb og praksis, hvor man erklærer en muslim for ikkemuslim, altså en slags kætterstempling. Konsekvensen af en sådan takfirstempling er principielt fredløshed og dødsstraf.

Ekstremistiske muslimer benytter sig netop gerne af takfir over for deres trosfæller og fordømmes derfor ofte for det af mere moderate muslimer for deres puritanske dømmesyge. Det ironiske er imidlertid, at de forskellige terrorfordømmelser næsten altid forfalder til en tilsvarende takfirtaktik uden tilsyneladende at erkende overlappet.

Det giver sig til kende i vendinger som ‘de har ingen religion’, ‘det er ikke muslimer’, ‘det er ikke ægte islam’ – eller ‘der findes ikke noget, der hedder islamisk terror’.

Paradokset adresseres aldrig – for det analytiske og selvkritiske blik mangler. Problemet er jo bare, at gerningsmændene i den grad har religion og er muslimer – angrebene udføres almindeligvis under lovprisning af Guds storhed, med minikoraner tæt på kroppen og rituelt rensede kroppe. At hævde, at disse terrorister reelt ikke er troende muslimer, er udtryk for en farlig virkelighedsfornægtelse.

For det tredje synes alt for mange af fordømmelserne at mangle historisk-kritisk vilje eller evne. For eksempel når det entydigt slås fast, at den islamiske tradition fordømmer drab på civile. Begrebet civile findes simpelthen ikke i traditionen… Et klassisk eksempel, som man har set mange gange i denne ombæring, er påstanden om, at Koranen forbyder drab, fordi den rummer et vers, hvor det slås fast, at det at slå et menneske ihjel svarer til at dræbe hele menneskeheden.

Problemet er bare, at verset (sura 5, vers 32) næsten altid gengives i amputeret format. Afgørende detaljer undlades belejligt. Verset lyder nemlig i sin fulde ordlyd således: ‘På grund af dette har Vi foreskrevet Israels børn (Koranens betegnelse for jøderne), at hvis nogen dræber et menneske, uden at det sker som hævn, lige for lige, eller for at have skabt fordærv i landet, er det, som om han havde dræbt alle mennesker’. Her skal man dels lægge mærke til, at verset indfører to vigtige forbehold over for forbud mod drab, dels, at hævndrab er legitimt ligesom drab på dem, der skaber ‘fordærv’ i landet – sidstnævnte er naturligvis en så vag og elastisk term, at enhver kan beskyldes for at skabe ‘fordærv’. …

Indtil videre har jeg desværre ikke observeret nogen problematisere disse forbehold. For slet ikke at tale om verset, der følger lige bagefter, og som lyder: ‘Gengældelsen for dem, der fører krig mod Gud og Hans udsending og stræber efter at skabe fordærv i landet, er, at de bliver dræbt eller korsfæstet eller får deres hænder og fødder hugget af i modsat side eller bliver fordrevet fra landet. Sådan er det’. Versets kontekst knyttes traditionelt til en historie om Muhammad, hvor han brugte amputationen (samt udprikning af øjne). Ja ja, vil nogle indvende, men det er vel ligegyldigt, hvad Koranen siger? ‘Koranen i sig selv er tavs’ er frasen, der rutinemæssigt luftes.

Det, det handler om, er, hvordan muslimer tolker det. Nuvel, her er et eksempel på en fordømmelse af 11. september-angrebet fra en lang række indflydelsesrige arabiske islamiske lærde og meningsdannere: ‘Alle muslimer bør være forenet imod alle dem, som terroriserer de uskyldige og som begår drab på ikkekombattanter uden en forsvarlig grund’. Denne sidste præciserende detalje, ‘uden en forsvarlig grund’, åbner ligesom det førnævnte koranvers for en afgrund af potentielle voldelige reaktioner.

(Mozambique, hvor IS-associerede militser netop har halshugget 50 personer, 6. november 2020)



9. september 2020

Kulturrelativisten Rasmus Brygger om ‘den manglende respekt for fagligheden i integrationsdebatten’

Det er som om ‘den talende klasse’ helt har opgivet at vinde debatter i fri meningsudveksling. Galal, Liebmann, Sodemann og mange andre er måske nok forskere, men de er også aktivister. Det skal naturligvis imødegås, for vi er ikke alle kulturrelativister, og deres forståelse af integration er en holdning som alle andres. Søren K. Villemoes skrev ganske sobert i Weekendavisen om Galal/Liebmanns ‘forskning’, ligesom Mehmet Necef og Thomas Hoffmann har sat ord på henholdsvis integrationsforskningens og islamforskningens ideologiske tendens.

Kulturrelativisten Rasmus Brygger har kæmpet for åbne grænser i hele sit voksne liv, og nu ønsker han som stifter af ‘Danmarks Videnscenter for Integration’, at friholde forskeraktivister fra kritik. Man mærker hensigten, og bliver forstemt. Kommentar set hos EB.dk – Eksperter skræmmes bort i integrationsdebatten.

“Integrationsdebatten er fyldt med holdninger. … Men selvom holdninger er vigtige, så kan de ikke stå alene. Der skal også viden til. Problemet er bare, at dem med viden bliver angrebet, udskammet og skræmt væk, så snart de stikker hovedet frem i integrationsdebatten.

… det er helt fair, hvis en forskningsrapport bliver genstand for en debat mellem eksperter. Men at politikere på den måde angriber forskernes faglighed og gør klart, at man ikke ønsker forskning, når man er uenig i forskningens konklusioner, er mildest talt bekymrende.

… Hvad var Morten Sodemanns forbrydelse? Han vurderede på baggrund af mange års erfaring med indvandreres helbred, at smitten blandt somalierne ikke skyldes kultur, men at de er socialt udsatte… Det afholdte dog ikke en lang række af landets debattører og politikere for at konkludere det præcis modsatte. Ikke baseret på forskning eller mange års erfaring med indvandreres sundhed. Nej, det var baseret på holdninger.

Vi har den integrationsdebat, vi fortjener. Og det er desværre en integrationsdebat, hvor holdninger trumfer viden, og hvor forskerne angribes og udskammes, hvis deres viden ikke stemmer overens med den politiske konsensus. Jeg har talt med mange forskere, som meget nødig vil stå frem i medierne på grund af debatklimaet… det bekymrende i den manglende respekt for fagligheden i integrationsdebatten…”

(Rasmus Brygger på Facebook, 2016)

Jeg stoler ikke på aktivistisk forskning, men Nye Borgerliges Faktabase baserer sig på konkrete tal, og er hermed i udgangspunktet længder foran karrierehumanisternes syns’ninger. Konkrete tal er dog også problematisk, må man forstå. DTU-studerende Daniel Juhász Vigild i Dagbladet Information – Stol ikke på de tal, der får minoritetsetniske unge til at fremstå langt mere kriminelle.

“Har man som deltager i den offentlige samtale et tal eller en statistik, der underbygger det argument, som fremføres, så er man urørlig. Man smider trumfen. Tal lyver ikke.

Og nej, tallet som sådan lyver ikke. Det er jo rigtigt, at andelen af registrerede dømte opdelt på etnisk baggrund er som nævnt i begyndelsen. Men et tal er ikke bare et tal. Et tal er resultatet af en proces. Resultatet af komplekse arbejdsgange og menneskelig adfærd. Det er ikke sandheden. Det er vores bedste bud på sandheden. Men i dette tilfælde både kan og burde vi kunne gøre det bedre. For processen bag tallet og den måde, vi bruger det på, gør, at vi har sværere ved at løse de udfordringer, der uden tvivl skal løses.”



17. december 2019

Islamforsker nævnte terrorsigtets niqab, og apologeterne gik til angreb: Mufti Husayn & Ph.d. Petersen

For nogle dage siden bragte jeg diverse beskrivelser af de sigtede i den igangværende terrorsag, og havde i den forbindelse fremhævet indikationer på ekstremisme. Det være sig eksempelvis det forhold, at en af de sigtede kvinder var ‘iført niqab og handsker’. Islamforsker Thomas Hoffmann bed mærke i samme detalje, og skrev en frisk lille opdatering på Facebook – “… det er salafi-jihadismens signaturdragt”.

(Thomas Hoffmann på Facebook, 12. december 2019)

Herefter gik apologetene til angreb. Det være sig mufti Imran Bin Munir Husayn fra ‘IslamAkademiet’, og Ph.d. Jesper Petersen fra Lund Universitet. Argumentationen er tæt på hinanden, omend den Koran-tro muslim trods alt nævner, at den terrorsigtede måske bærer niqab som ‘en identitetsmarkør’. Kulturmarxisme gør blind.

(Collage: Mufti Imran Bin Munir Husayn og doktorand Jesper Petersen)

Uddrag fra debatten (Facebook).

Jesper Petersen Og jakkesættet er signaturdragt for mennesker, der begår økonomisk kriminalitet. Er ikke sikker på, at jeg forstår fokus her, eller hvad denne åbenbart meget vigtige beklædningsgenstand fortæller os. Fint at journalisterne beskriver den, men hvad skal man udlede af det?

Jesper Petersen (til Casper G.) eller en sufi-muslim, en salafi, en jihadi eller… Forstår stadig ikke helt, hvorfor netop niqaben er så vigtig i denne sag. Det er en del af sagen men vel næppe omdrejningspunktet. Venter stadig på at blive imponeret af en stor analyse, hvor jeg for alvor kommer til at se signifikansen, og alt det jeg burde have udlet. Berig mig…. :) …

Thomas Hoffmann Man kan formodentlig udlede at 1) kvinden er meget religiøs. 2) Eftersom at det er en terrorsag, kan man gætte (ikke vide) at der er tale om en salafi-jihadi-sympatisør. 3) Hvis man også inddrager mændenes udseende føjer der sig også nogle vigtige nuancer til omkring salafi-jihadiers selvforståelse og image-pleje.

Jesper Petersen (Til Thomas Hoffmann) jeg synes at det er noget tyndt. Det ville vi jo også vide uden niqab etc. Dit punkt nr. 2 udledes jo fra at det er en terrorsag og ikke niqaben, og punkt 3 er jo niqaben om igen. Helt ærligt ved jeg ikke mere end før jeg læste dit opslag og blev opmærksom på deres beklædning, og var de klædt i joggintøj og hijab, så ville vi jo sige og vide de samme ting. Det eneste jeg kan tilføje er, at de også klæder sig på en bestemt måde, og det er det. Jeg ved dog ikke rigtig, hvad det fortæller mig, eller hvad det tilføjer af signifikant viden.

Imran Bin Munir Husayn (Til Thomas Hoffmann): Beklager Thomas, men hvorfor kan man udlede, at en kvinde med niqab er ‘meget religiøs’? Og hvad betyder ‘meget religiøs’? Betyder det automatisk at hun beder fem gange om dagen, faster i Ramadan, betaler sin almisse, behandler sine forældre godt, udfører velgørenhed, udviser god karakter overfor alle og ønsker for sin næste hvad hun ønsker for sig selv – osv?

Det kan vel også passe at hun bærer niqab som en identitetsmarkør, som trods (mod forbuddet) eller fordi hun ikke gad make-up og tænkte niqab var en god løsning på den dag. Kvinder med tørklæde, mænd med skæg, kvinder med niqab, mænd med turbaner – er alle blot mennesker; de er ikke supermuslimer pr automatik, og mange begår alverdens synder trods deres udseende og tøj; som bekendt skaber klæderne ikke mennesket, selvom de godt kan give en indikation af noget – i bedste fald fortæller det vel indtil videre blot, at kvinden måske gerne vil ses som ‘meget religiøs’ – ikke om hun vitterligt er det. …

Oploadet Kl. 02:06 af Kim Møller — Direkte link23 kommentarer


4. juli 2019

Hoffmann om Muhammed-biografi: Skelner ikke mellem ‘religiøs ønsketænkning og historisk forskning’

Islamforsker Thomas Hoffmann anmelder en ny bog fra Juan Cole, en af Islam-apologiens ypperstepræster. Læs det hele på Weekendavisen.dk – Som Fanden læser Koranen.

“Coles tese er følgende: Muhammad blev født i en tid, hvor to store imperier stødte sammen, henholdsvis det kristne Byzantinske Rige og det zarathustriske Persien. Ifølge Cole så Muhammad med dyb sorg på alle de blodsudgydelser og følgeskader, som imperiernes lokale verdenskrig forårsagede. Netop derfor formedes i Muhammads sind en storslået vision om en fredsbevægelse.

Bevægelsen var islam, og den spredte sig med stor succes i hans livstid, primært ved at bero på åndelig soft power frem for rå militær magt. Når Muhammad blev angrebet af sine fjender, søgte han våbenhvilen frem for den blodige sejr. Med Coles ord: ‘I det multikulturelle Medina sammensatte Profeten en mangfoldig ‘nation’ af abrahamitter i håbet om at sætte monoteister (sammen med deres hedenske klienter) op imod Mekkas militante traditionalister.’ En slags monoteistisk økumene, der endda var tolerant over for hedninge.

Da Muhammad imod slutningen af sit liv indtog sin fødeby, Mekka, der i sin tid havde fordrevet ham, foregik det derfor ganske fredeligt. Ja, ifølge Cole var dette indtog snarere at sammenligne med Martin Luther Kings borgerrettighedsmarch ind i Washington i 1963 end en militær kampagne.

Cole indrømmer, at Muhammad af og til var blevet tvunget til at forsvare sig, men det var undtagelsen, der bekræftede fredsreglen. ‘Koranen,’ skriver Cole, ‘rummer en doktrin om retfærdig krig, men ikke om hellig krig, og den bruger ikke ordet jihad med den sidstnævnte association.’

Dette skønmaleri står i grel kontrast til konsensus i såvel forskningen som den islamiske tradition. Kan det virkelig passe, at forskningen i tidlig islam og jihad har fejlfortolket Koranen og læst kilderne forkert? Ja, hævder Cole. Og ikke nok med det, også muslimernes egen historieskrivning har misforstået Profeten og islam. Middelalderens muslimske lærde har nemlig opfundet dubiøse tolkningsmetoder og misbrugt dem til at kolportere en ufredelig og aggressiv islam frem for den oprindelige fredsversion.

Forskningens almindelige konsensus om, at islam udvikler sig mere og mere militant i løbet af Muhammads karriere, betragter Cole som en fordrejning af Profetens forkyndelse.

… det er et problem, hvis Cole som islamforsker ikke skelner mellem religiøs ønsketænkning og historisk forskning. Overhovedet er det én af de farligste faldgruber i moderne islamforskning – som alt for mange forskere mere eller mindre frivilligt hopper ned i. At en så dreven og indflydelsesrig islamforsker som Cole publicerer et sådan værk, er altså en smule bekymrende.

Næste store minus er hans selektive metode. Hans materiale er rigt, men det tenderer grov cherry picking. Således udvælger han alt det fredelige materiale, han kan få fat i, samtidig med at han ignorerer, nedtoner eller afviser alt det materiale, der umiddelbart modsiger eller komplicerer sagen. Det er det, man i psykologien kalder confirmation bias, hvor man ‘opdager’ de ting, der understøtter de hypoteser eller forventninger, man i forvejen har. I teologisk forskning er det en gammel traver, der kaldes eisegese: at læse ting ind i materialet, der faktisk ikke er belæg for.”

(Juan Cole, Muhammad – Prophet of Peace Amid the Clash of Empires. Nation Books, 2018)

Oploadet Kl. 03:02 af Kim Møller — Direkte link35 kommentarer


1. juli 2019

Undersøgelse: Blot en ud af ti MENAP-indvandrere gifter sig dansk -‘Religionen er et ufravigeligt punkt’

Undersøgelse er udarbejdet af lektor Ulla Nørtoft Thomsen for tænketanken Unitos. Hun har kortlagt ‘ægteskabsmønstre i de ti største immigrantnationer’ (fra Vest- og Centralasien samt Afrika), og er kommet frem til, at blandt indvandrere og efterkommere er det blot 11,6 og 9,9 procent der gifter sig med danskere. Indvandrere fra islamiske lande er således langt mindre tilbøjelig til at gifte sig ind i danskheden, end andre ikke-vestlige indvandrer, uafhængigt af eventuel flygtningestatus. SF’eren Halime Oguz påpeger, at social kontrol er klanens måde at undgå tværkulturelle ægteskaber på. Man bliver som ung muslim ‘udskammet’, hvis man forelsker sig i en dansker.

Fra gårsdagens Jyllands-Posten – Halime Oguz turde ikke at fortælle forældrene om sin danske flamme (kræver login)

“Halime Oguz’ første forelskelse var i en dansk dreng. Dengang gik hun i folkeskole, men hun vidste allerede da, at hun ikke skulle nævne sommerfuglene i maven for sine forældre derhjemme.

‘Det var komplet urealistisk, at jeg skulle blive kærester med en dansk fyr. Jeg havde jo set, hvordan andre, der havde fundet en dansker, blev udskammet, udstødt og set ned på,’ siger hun.

Da hun var 17 år, blev hun gift i et arrangeret ægteskab, som hun forblev i gennem 14 år. Halime Oguz, som er folketingsmedlem for SF, er født i Tyrkiet, men opvokset i Vollsmose i Odense. …

En ny undersøgelse fra tænketanken Unitos viser, at 11,6 pct. af indvandrere og efterkommere fra de 10 største immigrantlande i Mellemøsten og Afrika har giftet sig med en person af dansk oprindelse. Ser man alene på efterkommerne, som er født i Danmark, taler dansk og har gået i dansk folkeskole, er tallet 9,9 pct. Altså lavere endnu. …

Halime Oguz, som netop er blevet valgt ind i Folketinget for SF, mener, at tallene er udtryk for social kontrol i muslimske familier: ‘I store dele af det muslimske miljø er der en klanmentalitet, hvor især kvinderne ikke selv kan vælge frit, når de skal finde en kæreste eller en ægtefælle. Så kan det være, at det går bedre med uddannelse osv., men på det sociale er der kontrol.’ Hun kæder tallene for tværkulturelle ægteskaber sammen med andre former for social kontrol.

‘I store dele af det muslimske miljø bliver piger holdt fra sociale arrangementer og ungdomsaktiviteter generelt. Det er alt sammen for at undgå, at de bliver for danske. Det er samme problematik,’ siger hun.”

(Ægteskabsmønstre. En kortlægning af ægteskabsmønstre…, Ulla Nørtoft Thomsen, Unitos, 2019, 11 sider)

“Det er normen, at en muslimsk mand gifter sig med en muslimsk kvinde, men han kan også gifte sig med en kvinde, som er kristen eller jøde. Den åbenhed finder man dog ikke, når det gælder den muslimske kvinde. Hun må kun gifte sig med en muslimsk mand. Det er regler, som bliver fulgt ret nøje blandt muslimer i hele verden, også i Danmark. … religionen er et ufravigeligt punkt for mange muslimer, når de vælger ægtefælle.” (Professor Thomas Hoffmann)

“Jeg tror helt ærligt ikke, at den debat, vi har, og den måde, vi taler om hinanden på, har nogen gavnlig effekt for ægteskaber mellem indvandrere og danskere. Hvis man får at vide, at man skal rejse hjem i både anden og tredje generation, føler man sig så virkelig velkommen i den anden gruppe, altså i et dansk ægteskab.” (Seniorforsker Vive Anika Liversage)



2. januar 2019

Islamforsker om terror-apati: “… hvad er så sket efterfølgende? På en underlig måde: ingenting.”

Islamforsker Thomas Hoffmann har helt ret, hvis han mener at den afdæmpede reaktion, også dækker over et latent dybtliggende had. Det er i hvert fald min observation, at den islamkritiske fløj ikke lader sig påvirke nævneligt af tilfældige drab, hvor brutale de end måtte være. Det hele opsummeres fint i den gamle traver: ‘Alt jeg behøver vide om islam lærte jeg den 11. september 2001’. At foragte Islam er en ‘no-brainer’ hos folk flest.

Interessante betragtninger af islamforsker Thomas Hoffmann på Facebook.

“Stemningsskift? Da det blev klart, at de to unge kvinder i Marokko var ofre for islamisk terror, tænkte jeg, at det ville sætte en mindre lavine i gang af dementier om, at dette dobbeltdrab ikke havde noget med islam at gøre. Det troede jeg, fordi jeg – ligesom så mange andre – har ventet og frygtet at lige netop den type henrettelsesbilleder en dag ville komme helt tæt på Danmark. Jeg tænkte, at når dét en dag skete, ville det være et chok og emotionelt vendepunkt for nationen. Og nu er det så sket. Men hvad er så sket efterfølgende?

På en underlig måde: ingenting. Jeg har simpelthen svært ved at forestille mig en lignende afdæmpet reaktion på en lignende hændelse for bare tre-fire år siden. Og det endda på trods af at (alt for) mange folk har set eller delt henrettelsesvideoen. Er det godt eller skidt? Det er måske godt, at der er sket så lidt for så vidt at terroristernes håb om alarmisme og almindelig skræk, terrorismens kendetegn par excellence, på den måde kommer til at virke som spildte kræfter. Det er bare noget, vi har lært at leve med. …

Kan være at det også er skidt, at der ikke har været en voldsommere emotionel reaktion. For er det ikke også et sært forsinket bevis på, at danskernes ’uskyld’ for længst er blevet taget? At en eller anden grænse er krydset og har sat en eller anden forråelses-, resignations- og ressentimentsproces i gang, som jeg ikke tør lodde dybden af.

… Denne sært afdæmpede, nærmest udeblevne reaktion, blandt majoritetsdanskere komplementeres af en ditto hos de danske muslimer. Eller rettere de personer, der ofte optræder som selverklærende repræsentanter eller blot er stærke individuelle stemmer. Jeg har ingen målinger eller kvantitative data, men også her virker der stille.”

(Se evt. tidligere post)

Oploadet Kl. 03:52 af Kim Møller — Direkte link26 kommentarer


17. juli 2018

Prof.: Koranens vers om renhed/urenhed handler især om ‘markering af grænser til ikke-muslimer’

Professor Thomas Hoffmann i Weekendavisen – Religionens rene hænder (6. Juli 2018m, ikke online).

“Troen opfattes ofte som det reneste udtryk for religion. Vel vidende, at religion nok så meget er et spørgsmål om handlinger og dermed også om de kroppe, der nødvendigvis må udføre handlingerne. Når religioner sætter fokus på handlingerne og forlener dem med et særligt formaliseret og teatralsk udtryk, taler vi om rituelle handlinger.

… shariaen har efterfølgende opbygget et fyldigt katalog over ting, der gør uren. Grundreglen er dog, at så længe bønnen ikke er på færde, er den urene tilstand egentlig ikke noget problem. Urenheden bliver først relevant eller aktiveret, når bønnen står for at skulle udføres. På tærsklen til bønnen vil erindringen om døgnets tidligere almenmenneskelige foreteelser, der nu renses af med vand, psykologisk markere et kategorispring mellem livets rodede fysikalitet og den tilstundende rituelle orden og kropslige ensretning (kroppe på rækker, kroppe i én bederetning, synkrone bevægelser). …

En mere jordbunden sociologisk analyse vil bemærke, at Koranens vers om renhed og urenhed, renselse og besmudsning især samler sig om passager, der drejer sig om den muslimske menigheds markering af grænser til ikke-muslimer.

Oploadet Kl. 03:23 af Kim Møller — Direkte link19 kommentarer
Arkiveret under:


2. oktober 2017

Prof. Hoffmann om ‘islams doktrin om os og dem’: Islam har ‘kultiveret en antiassimilatorisk tradition’

For godt ti år siden, da jeg første gang deltog i en offentlig debat, fik jeg stryg, da jeg pointerede, at Islam ikke bare var en religion som alle andre – og en passant påpegede, at vi havde en tendens til at anskue religioner ud fra en lutheransk forståelse. Professor Thomas Hoffmann glatter ud til sidst, men det jeg ville sige, er jo egentligt det udpensler i det citerede herunder. Kloge ord i Weekendavisen – Islam og assimilation (ikke online).

“Set fra en islamforskers perspektiv udfolder debatten sig i noget, der kunne ligne de sociale mediers nok så berygtede ekkokamre.

For såvel assimilationens og integrationens pro et kontra er præget af et gennemsekulariseret perspektiv, der ikke tager megen højde for religionens rolle. Jeg har skrevet om disse ting før, men den følgende analyse tåler en gentagelse.

For vi har at gøre med en religion, der har nogle stærke traditioner og idealer omkring assimilation og integration.

Assimilationsdebatten udfoldes faktisk i såvel Koranen som islams tidligste historie ligesom den i dag også udgør et kæmpe emne blandt islamiske teologer om sharia i Vesten.

Ligeledes finder vi i islam en særlig form for integrationstænkning. Jøderne og de kristne behøver nemlig ikke at blive muslimer i det ideelle islamiske samfund, men kan beholde deres religiøse autonomi – på betingelse af at de betaler en særlig religiøs skat. En anden og mere kønslig form for integration er islams accept af, at muslimer må gifte sig med jøder og kristne – med den klausul at retten kun gælder for muslimske mænd. På det sæt kan man derfor tale om islam som en religion med en klar vilje til integration.

Men det ene udelukker som bekendt ikke det andet. Derfor må man også konstatere, at islam samtidig har kultiveret en antiassimilatorisk tradition. Her er det alfa og omega, at man ikke assimilerer, da dette kan forstås som et religiøst identitetstab, ja måske ligefrem et frafald. I stedet skal man aktivt betone solidariteten med sine trosfæller og distancere sig fra ikke-muslimer. Denne social-teologiske position har faktisk sin egen tekniske betegnelse i teologien: al-wala wa al-bara. Termen kan oversættes til ‘loyalitet og undsigelse’, underforstået: loyalitet over for muslimer og islam og afstandtagen til ikke-muslimer og alt, hvad der er uislamisk. Frit oversat kunne man kalde det for islams doktrin om os og dem.

[…]

Samtidig kom der også et andet princip i spil ved siden af os-og-dem princippet, nemlig det såkaldte mukhalafa-princip. På arabisk betyder det egentlig at gøre det modsatte af, at være forskellig fra, men vi kan frit oversætte det til Rasmus Modsatprincippet.

Ligesom i vore dages modeverden handlede det om at skille sig ud fra de andre – uanset hvor idiosynkratisk det kunne forekomme. For derved befæstes ens egen identitet som unik og de andres som inferiør. For islams vedkommende var der bare tale om kollektiv identitetspolitik.

(Ashura-optog/Shia-muslimsk identitetspolitik, København, 1. oktober 2017; Foto: FB-video)

Oploadet Kl. 12:37 af Kim Møller — Direkte link16 kommentarer


27. april 2017

Professor Thomas Hoffmann om dansk islamforskning: “Man har smidt barnet ud med badevandet…”

Meget vand er løbet i åen siden mit historiespeciale røg i trykpressen, og flere forskere har mere eller mindre skrevet det samme med andre ord. Sorbonne-skolede Tina Magaard ønskede af indlysende årsager ikke at tage opgøret alene, men tiden er en anden, og professor Thomas Hoffmann bliver bare bedre og bedre.

I et interview med Kristeligt Dagblad tager han livtag på professor Anders Klostergaard Petersen, og forklarer kort og præcist stridens kerne. Hermed anbefalet – Professor: Religiøs vold kan ikke forklares uden religion (kræver login).

“Efter terrorangrebet i Sverige skrev professor i religionsvidenskab Anders Klostergaard Petersen fra Aarhus Universitet en kronik i Politiken. … Det er seneste eksempel på, at en særlig religionsopfattelse har sejret ad helvede til inden for dele af religionsstudiet, mener professor Thomas Hoffmann fra Det Teologiske Fakultet på Københavns Universitet.

‘I disse tider, hvor der sker mange forfærdelige ting i islams navn, er der en tendens til at underspille og nedprioritere det religiøse aspekt for i stedet at se på det som udtryk for alt muligt andet. …

Hvad får dig alligevel til at sige, at religion ikke udelukkende er et underprodukt af kultur og historie?

‘Religion ønsker jo ofte at være anderledes end bare kultur. … Et godt eksempel her i året for reformationsjubilæet er Martin Luther. Han ønskede jo netop at komme ud af den traditionelle, historiske katolske suppedas og gå tilbage til urbudskabet – skriften alene.’

Eller når unge muslimer i Vesten i dag gør op med deres forældres kulturbårne religionsforståelse og begynder en mere afkulturaliseret – og dermed fundamentalistisk – religionsdyrkelse. Dette kan jo heller ikke udelukkende forklares via kultur eller sociologi, men er udtryk for en typisk universalistisk ambition i religionen.’

[…]

Man har smidt barnet ud med badevandet, når man har mistet dette aspekt i sin religionsforståelse, mener professoren. Det kommer især til udtryk, når religionseksperter taler om religiøs vold uden at tale om religion som en medvirkende årsag.

‘Det er desværre blevet sådan, at vi slet ikke tør tale om teologiske faktorer, når der bliver begået vold i religionens navn. Det svarer til at sige, at vi ikke tør tale om det ideologiske indhold i nationalsocialismen som en faktor i, at der blev foretaget jødeudryddelser i Tyskland i nazitiden.

Så når religionsvidenskabsfolk og teologer frikender islam og Koranen for islamismens forbrydelser, svarer det til at frikende nationalsocialismen for nazisternes forbrydelser?

‘Jeg vil gerne understrege, at sammenligningen er rent provokativ, men på mange måder, ja. Ingen vil jo sige, at tyskerne havde bygget koncentrationslejre, hvis ikke det var for nationalsocialismens tankegods og ‘Mein Kampf’.

Disse indeholdt jo tankerne og visionerne bag forbrydelserne. Til gengæld har mange den opfattelse, at teologien ikke er en faktor i vold begået i religionens navn. De religiøse tekster bliver reduceret til sagesløse kroge og løftestænger, som mennesker hænger deres egne voldelige projekter på. Det er meningsløst, synes jeg.

Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 

Næste side »



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper