8. maj 2012

Chris Holmsted Larsen i ministeriel rapport: Svært at gribe ind overfor blogs der ikke gør noget ulovligt

Social- og Integrationsministeriet offentliggjorde i dag to rapporter om ekstremisme i Danmark, omhandlende henholdsvis højre/venstreekstremisme og islamisme. Jeg har set nærmere på den første, der er forfattet af ph.d.-studerende Chris Holmsted Larsen, der har en ikke nærmere defineret fortid på den yderste venstrefløj.

(Chris Holmsted Larsen på Facebook, april 2011)

Chris Holmsted Larsen læner sig i rapporten op af (eks-venstreradikale) sociolog René Karpantchof, og som akademisk værk er det noget bedre end Jeppe Lyngs makværk fra 2010. Der er tænkt grundigt over tingene, men udgivelsen repræsenterer ikke desto mindre den yderste venstrefløjs selvforståelse, og det fremgår klart, hvis man læser de 44 sider fra start til slut.

Uriasposten er nævnt ved navn en enkelt gang, men der henvises flere steder til ‘højreekstreme hjemmesider og blogs’ der udfører efterretningsvirksomhed, og faciliterer politisk vold (s. 16). Ting der skrives indirekte kræver ikke bevisførelse.

“En efterfølgende netværksanalyse, foretaget af den britiske avis The Guardian, viste bl.a., at Breivik i sit manifest havde hentet inspiration fra flere hundrede højreekstreme og antiislamistiske websites, blogs og debatforums, herunder de stærkt antimuslimske danske websites Uriasposten og Snaphanen. Dermed var Breiviks terrorangreb også udtryk for en ny type politisk webekstremisme, hvor hadefulde holdninger søges realiseret i praksis.” (s. 19; se også 33f)

(Uriasposten, 8. september 2011: … ‘Breiviks spider web of hate’, ifølge venstreorienterede The Guardian)

Guardians ambitiøse associationstrick er baseret på kildehenvisninger i Breiviks 1516 siders kompendium. Som Urias-læsere ved, og en statsansat forsker burde vide, så medtager Breivik en artikel af Fjordman, der i noterne henviser til Uriasposten, der blot citerer fra en kronik trykt i Jyllands-Posten.

Rapport inkluderer 13 sider om hver af de to politiske ekstremer, der for højrefløjens vedkommende inkluderer ‘nationalsocialisme’ og ‘højrenationalisme’, og for venstrefløjen ‘anarkisme’ og ‘kommunisme’. Hvor nationalsocialisme er problematisk per definition, og højrenationalisme i sit udtryk altid vil være problematisk, så er kommunisme uproblematisk, og anarkisme noget flydende man ikke rigtigt kan konkretisere. Enkeltpersoners frustrationer, så at sige.

Her er forskerens tanker vedrørende den demokratiske højrefløj.

“De højrenationale websites, blogs, debatforum og sociale medier er typisk åbne for udefrakommende, og man søger at tiltrække nye medlemmer, der kan påvirkes i ekstremistisk retning. … I forbindelse med den præventive indsats er de positivt, at de fleste ekstreme politiske websites er frit tilgængelige for forskere og myndigheder, der vil følge udviklingen med henblik på en præventiv og reaktiv indsats. På den anden side er indgreb, i forhold til ekstreme politiske websites, og i det omfang de ikke direkte er truende eller racistiske, forbundet med vanskeligheder. En betydelig faktor er hensynet til ytringsfriheden.” (s. 19)

(Chris Holm Larsen: Politisk ekstremisme i Danmark, 2012. 44 sider)

Isoleret set giver det mening, at adskille “den radikale holdning fra den ekstreme politiske handling” (s. 4), men Holmsted Larsen giver en meget skæv analyse af begreberne konkret i forhold til fløjene. Hvor han i forhold til venstreekstremismen anvender en tragt-model, der gør venstreekstremisme til udtryk for isoleret og diffus samfundskritik, så anvendes der ‘en omvendt tragt’ i forhold til højreekstremismen – her er alle, inklusiv demokratiske højrenationale, udemokratiske per definition. Når han skriver om højrefløjen, minder den omvendte tragt lidt for meget om brugen af en megafon til en venstreradikal moddemo.

For at sætte folk der er imod islamisering og multikultur i bås med racister og nationale socialister, så må han ignorere forskellen på multikulturelt og multietnisk, og tærske langhalm på kulturmarxistiske floskler, herunder ikke mindst et begreb som som ‘kulturracisme’. At modstand mod multikutur er en slags racisme, er en gennemgående pointe.

“… og højrenationalisme. Den sidste strømning består af et blandingsforhold af ultranationalisme, antiislamisme og biologisk og kulturel racisme. … Nogle højreekstremister forbereder sig på, hvad de ser som en uundgåelig fremtidig racekrig eller krig imod islam, andre er mere ekstreme og ønsker at fremprovokere en sådan konflikt. Den højreekstreme utopi er dog relativt samstemmende et etnisk udrenset Danmark, altså et monoetnisk, monokulturelt og monoreligiøst samfund for hvide og kristne danskere. Målet er et utopisk samfund fra tiden før indvandring og globalisering.” (s. 7)

“De højrenationale ønsker generelt demokratiet bevaret, men i en version forbeholdt etniske hvide danskere…” (s. otte)

Omvendt i forhold til venstreekstreme. Her lidt fra håndvasken…

“Den overvejende del af grupperingerne på den udenomsparlamentariske venstrefløj er radikale i deres samfundskritik, men ikke ekstreme i den forstand at de støtter eller udøver politisk vold. Derfor er ekstrem venstrefløjgrupper og individer, der anvender ekstreme metoder, oftest isoleret i forhold til den radikale venstrefløj…” (s. 20)

“… anarkistisk inspirerede grupperinger, der typisk på spontant basis opererer i mindre grupper/celler eller som individer… antisystemiske grupperinger…relativt spontant… mere diffuse… ofte af spontan og desorganiseret karakter… der ikke havde nogen ensartet organisering, endsige et klart politisk mål… Anarkisterne er traditionelt blevet bekæmpet af den resterende venstrefløj, og generelt har anarkisterne manglet forankring… et meget flydende og omskifteligt miljø… ikke fast organiserede… meget få individer… uformelle hierarkier… et desorganiseret miljø, hvor de politiske målsætninger er uklare og ofte fraværende.” (s.20-36)

En gruppe som Vederfølner har trods sit demokratiske udgangspunkt en racistisk anti-demokratisk dagsorden, der udgør et demokratisk problem. Personsammenfald med mere ekstreme grupperinger kommer ikke organisationen til gode.

Omvendt med venstrefløjen, hvor erklærede revolutionære Socialistisk Ungdomsfront, og partier som Danmarks Kommunistiske Parti, Partiet Kommunisterne og Kommunisterne i Danmark – ses som radikale, men ikke problematiske i et demokratisk perspektiv, selvom fødekæden er noget nær identisk.

En af de terrorsigtede i brandstifterbanden har en umiddelbart fortid i Socialistisk Ungdomsfront, og manden der i 2003 overfaldt Anders Fogh Rasmussen er i dag spidskandidat for Arbejderpartiet Kommunisterne.

“Der er dog tale om tætte politiske og personlige netværk, så vil der typisk være personsammenfald mellem venstreradikale grupperinger, der tager afstand fra politisk vold, og venstreekstremister der anvender ekstreme og udemokratiske metoder.” (s. 20f)

“En typisk aktivist på den yderste venstrefløj kan altså være fredelig aktivist, demonstrant eller aktiv i en fredelig forening den ene dag, men den næste kan vedkommende indgå i militante aktioner eller anvende ekstreme metoder.” (s. 23)

Den tendensiøse ubalance viser sig flere steder i rapporten. Når højreekstremismen står stærkt i Århus, så er det udtryk for et mere eller mindre koordineret ønske om, efter østtysk forbillede, at sikre ‘nationalt befriede zoner’. Når venstreekstreme gør det samme i København, så er det noget helt andet, noget defensivt.

“Særligt i Århus har den ekstreme højrefløj praktiseret voldelige overfald på politiske modstandere og tilfældige mennesker af anden etnisk herkomst. De racistiske overfald har ofte haft en spontan karakter, mens overfaldene på politiske modstandere har virket koordinerede. Volden er sandsynligvis drevet af et ønske om at fordrive politiske modstandere og etniske minoriteter fra byen. I Tyskland har nynazistiske grupper med tilknytning til NPD i årevis arbejdet på at fordrive særligt etniske grupper fra de østtyske provinsbyer, og derved skabe hvad nynazisterne betegner som ”nationalt befriede zoner”.” (s. 15)

“De højreekstreme miljøers udvikling har siden årtusindskiftet primært fundet sted i provinsen, eller det der i dag kaldes for udkants-Danmark. Dette er bl.a. en konsekvens af den yderste venstrefløjs monopol på det politiske gaderum i København, hvor den yderste højrefløj ikke levnes plads til mobilisering.” (s. 17f)

“Oprettelsen af AFA skete på et tidspunkt, hvor den højreekstreme politiske og racistiske vold var stigende… Stiftelsen AFA var den ekstreme venstrefløjs modtræk, og det umiddelbare mål var, bl.a. med voldelige metoder, at fordrive den ekstreme højrefløj fra det offentlige rum.” (s. 25)

Når det bliver konkret, så er det meget svært for Holmsted Larsen at underbygge sin vinkling, og Anders Breivik bliver da også nævnt hele fjorten gange på de 44 sider. Søllerødgade omtales to gange (s. 15, 25), den ene gang som ‘bombeterror’, hvad tørres af på højrefløjen, selvom sagen ikke blev opklaret. På samme måde henvises der to gange til Thomas Nakaba og hans brevbomber (s. 15, 18), og det er da tankevækkende, at en rapport der skal belyse den aktuelle udvikling anvender eksempler der næsten har historisk karakter.

Man kan også undrer sig lidt over, at en mand med et japansk efternavn står bag det groveste konkrete eksempel på højreekstrem vold i kampen for et hvidt kristen Danmark. Det fortælles, at højreekstremismen står stærkt i Århus og Midtjylland, men eneste eksempel på overfald rettet mod etniske minoriteter er Skive-sagen.

“I sommeren 2011 blev en dansk familie, hvor faderen er af indisk afstamning, overfaldet under en strandtur på Knud Strand, nær Skive. Ifølge vidneudsagn deltog tyske nynazister, der gæstede DNF, i overfaldet. Et medlem af DNF er efterfølgende blevet sigtet i sagen.” (s. 10)

Historien blev fortalt af Berlingske Tidende, der baserede sig på (venstreekstreme) Redox, der ikke er nævnt i rapporten som kilde til noget som helst, selvom detaljer tydeligvis baserer sig på Redox-udgivelser, herunder ‘Århus 08’. Hvor Redox trods terrorsigtelse er en troværdig kilde til den yderste højrefløj, så tages der omvendt absurde forbehold for oplysninger om den yderste venstrefløj. Her lidt fra beskrivelsen af brandstifterbanden og den meget aktive Antifascistisk Aktion.

“… den verserende sag om brandattentat på Politiskolen m.m., der tilsyneladende blev planlagt og udført af 5 unge venstreekstremister, der ikke havde nogen ensartet organisering, endsige et klart politisk mål eller opbakning i det politiske bagland. Derimod tyder meget på, at de ekstreme handlinger bl.a. var en udløber af den vrede, der opstod i det venstreekstreme miljø efter rydningen af Ungdomshuset og masseanholdelserne i forbindelse med COP 15. Det er dog endnu for tidligt at sige, om denne sag er udtryk for en stigning i den politiske vold, der udgår fra den ekstreme venstrefløj herhjemme. (s. 23)

“Et eksempel er de 5 unge venstreekstremister, der i 2011 blev arresteret i forbindelse med et formodet brandattentat imod Politiskolen…” (s. 37)

“Hvad angår volden imellem fløjene, så må det formodes, at AFA fortsat er en central aktør…” (s. 26)

Indledningsvis forklarer Holmsted Larsen, at politiske ekstremister er folk der vil “undergrave og ultimativt omstyrte den bestående samfundsorden.” (s. 2). Ekstremister er tilsyneladende enhver der offentligt udtrykker modstand mod islamisk indvandring og multikultur, men ikke revolutionære organisationer, der har demokratiets afskaffelse som erklæret formål.

Venstreekstreme kæmper mod det de ser som ‘uretfærdig neoliberalisme’ fortælles det (s. 21), hvorefter han gør analysen til sin egen – de “udfordrer det neoliberale system” (s. 22). Det fortæller en hel del om udgangspunktet.

Når tyske nazister kaster en sten efter et dansk-indisk ægtepar på en strand nær Skive, så er det et problem i samme størrelsesorden som en brandstifterbande, der med brandbomber i nattetimer har angrebet flere samfundsinstitutioner. Ingen er dømte i nogen af sagerne, men hvor førstnævnte sag kaster lange skygger på højrefløjen, så relaterer sidstnævnte til enkeltstående frustrerede formodede venstreorienterede, der måske, måske ikke havde et politisk mål. Vi taler om folk der under retsmøderne demonstrativt læser marxistisk litteratur!

René Karpantschof og Chris Holmsted Larsen er to alen af et stykke, men nok så velgennemtænkt akademisk arbejde, kan ikke skjule det essentielle – venstrefløjen er mere voldsparat, og ud fra enhver betragtning et langt større demokratisk problem. Det fortælles, at der i 2010 var registreret 334 kriminelle forhold med muligt ekstremistisk baggrund (s. 14). Statistik og fleksible definitioner kan ikke sløre det faktum, at politisk vold fra højrefløjen er sjældne, kun undtagelsesvis rammer minoriteter, og i det store og hele er minimal i forhold til de mange koordinerede aktioner der er rettet mod samme.



27. september 2010

Sociolog Jeppe Ingemann Lyng erkender fejl i rapport til Københavns Kommune

Sociolog Jeppe Ingemann Lyng svarer på min kritik i email til undertegnede. Offentliggjort efter aftale.

Da jeg nu læser din kommentar, finder jeg faktisk din kritik rigtig – jeg kan ikke påstå, at du har været medlem af en gruppe, og ærligt talt er det heller ikke meningen (eller det egentlige formål med rubrikken i rapporten).

I stedet forsøger jeg vise udenforstående den kamp om information, der finder sted på begge sider af de politiske fløje, og her er det min klare overbevisning, at store dele af den danske højrefløj føler sig repræsenteret af de holdninger, som findes på Uriasposten.net.

I en rapport om politik skal man vare sine ord, og det kan være svært at gøre på så mange sider.”

Oploadet Kl. 04:24 af Kim Møller — Direkte link23 kommentarer
Arkiveret under:


26. september 2010

Sociolog Jeppe Lyng i kommunalt bestilt rapport: Uriasposten er Dansk Fronts nyhedsblog

Mere end syv års blogning har lært mig, at man ikke skal forvente alverden fra hverken journalister eller forskere. Et fantastisk eksempel på absurd sociologisk forskning, gav Ph.D.-studerende Jeppe Lyng i en nyligt offentliggjort rapport for Københavns Kommunes Beskæftigelses- og Integrationsforvaltning (se link; kopi). Den 70 sider lange udgivelse bærer titlen Højreradikale bevægelser i København – En rapport om radikalisering og racisme (pdf).

Rapporten er spækket med fejl. På side 18 omtales Uriasposten.net eksempelvis som ‘Urielsposten.dk’ under ‘Politisk foreninger’.

Længere inde i rapporten går det helt galt. Uriasposten.net (denne gang stavet Urialsposten.dk), omtales som værende en del af ‘højreradikale reaktioner’ mod Modkraft og Redox. Jeg citerer…

“I stil med deres fjender søger Dansk Front at overvåge Modkraft og REDOX igennem deres nyhedsblog kaldet Urialsposten.dk”

Jeppe Lyng postulerer således, at Uriasposten er Dansk Fronts nyhedsblog. Som faste læsere vil vide, så har det intet med virkeligheden at gøre.

For nu at skære det ud i pap: Jeg har aldrig været medlem af, aktiv i, eller på anden måde tilknyttet Dansk Front. Dansk Front lukkede sin hjemmeside for mere end tre år siden, og Uriaspostens lejlighedsvise fokus på venstreradikale (højreradikalismens fjender) er sket efterfølgende, gradvist i takt med at venstreradikale har udråbt mig som fjende. Selvfølgelig med ekstra styrke efter jeg blev fysisk truet på Nørrebro (juli 2009) og slået ned på Park Allé i Århus (februar 2010).

Jeg kontakter i den kommende uge den pågældende forsker for at få en forklaring.

(Jeppe Lyng: Højreradikale bevægelser i København… 2010, s. 49; Grafik, redigeret)



12. marts 2010

Politiinspektør Morten Anker Jensen om “Uriasposten, Redox eller Modkraft”

Praktikant Sofie Tholl fortsætter den insinuerende journalistik på Information, og denne gang med politiets hjælp. Fra Tilsvining i gadebilledet er en eskalering.

“Som politimand kan jeg konstatere, at det ikke er lovligt. Og som menneske, kan jeg konstatere, at det er noget forbandet svineri,« siger Morten Anker Jensen politiinspektør for Østjyllands politi og fortsætter

»Der er ikke ret mange almindelige mennesker, der stemmer konservativt eller socialdemokratisk, som surfer rundt på Uriasposten, Redox eller Modkraft og finder de digitale udgaver af tilsvininger. Så det er en hel anden måde at eksponere hinanden på, når det bliver gjort i gadebilledet. Det er langt mere provokerende,« siger Morten Anker Jensen.”

Modkraft blev grundlagt af revolutionære socialister, er ofte talerør for erklærede militante Antifascistisk Aktion, og flere på redaktionen er dømt for alt fra fysiske angreb på politiske modstandere til terrorstøtte.

Researchkollektivet Redox står ligeledes i tæt kontakt med Antifascistisk Aktion, og her taler vi om anonyme der fotograferer og registrerer politiske modstandere på hjemmeadresse.

Uriasposten, undertegnede – fotograferer til offentlige demonstrationer. Forskellen er alt. Sammenligningen er urimelig.



2. marts 2010

Sociolog: Venstreradikale i hovedstaden søger AFA – i Århus søger de Enhedslisten

Jeg kan ikke helt genkende den formulering, sociolog Jeppe Ingemann Lyng kommenterer på, og derfor bliver det en lidt upræcis artikel på Berlingske.dk. Omvendt må man også se kritisk på en forsker der hævder Århus har 200-300 organiserede højreradikale – man kommer nemt til at tro det inkluderer socialdemokrater og hjemmeværnsfolk.

Interessant er det dog, at Enhedslisten i Århus har personkredse tilknyttet, der i hovedstaden åbent agerer voldeligt. Det sætter Enhedslistens kritik af politisk vold i perspektiv.

“Jeppe Ingemann Lyng mener, at de er godt 200-300 organiserede højreradikale i Århus, men tør ikke gætte på antallet af venstreradikale. Sagen er, at situationen i de to byer er meget forskellig. I Århus er mange venstreradikale gået ind i Enhedslisten, hvorimod de i København har dannet selvstændige organisationer som f.eks. Anti-Fascistisk Aktion (AFA).

René Karpantchof burde efter sin hyldest til AFA-grundlæggeren Lindblom være inhabil, men Ritzaus Bureau er ikke så kræsen. Her citeret fra Berlingske Tidende – Den politiske vold er ikke vokset.

“Der er ikke noget dramatisk nyt under solen i forhold til konflikter mellem højre- og venstreekstremister. Det mener René Karpantschof, der er historiker og ph.d. studerende fra Sociologisk Institut på Københavns Universitet…

Han mener dog godt, at man kan tale om en konflikt, der har bredt sig en smule på lokalt plan forskellige steder i landet.

– De senere år er konflikten eskaleret en smule i blandt andet Århus, fordi det er lykkes et højrefløjsmiljø at skabe sig plads i gaderne. Det kommer der så reaktioner mod, forklarer René Karpantschof.”



25. februar 2010

Århus Stiftstidende om “en mand fra den yderste højrefløj” med et skummelt ærinde

Foranlediget af GNWP-demonstrationen tidligere på måneden, bragte Århus Stiftstidende i lørdags en dobbeltside om politisk vold i Århus. Der gives to eksempler på højrefløjsvold (17 og 26-årig), og to eksempler på venstrefløjsvold (‘Pernille’ og undertegnede), men trods modstillingen er artiklerne skåret efter den vante skabelon.

Jeg bliver kaldt “en mand fra den yderste højrefløj” med et skummelt ærinde, og det at venstreradikale slår mig ned midt på gaden, er nu i sig selv et bevis for mit højreradikale sindelag. Jo hårdere de slår, jo mere rechtradikal bliver jeg rent journalistisk.

Gerningsmændene er selvfølgelig ikke radikale, de er blot ‘autonome’, ‘unge’ eller til nød ‘venstrefløj’. Logikken mangler, og journalist Morten Svith må selv kunne se det absurde i at White Pride “stormede en broget flok unge”, der tidligere på dagen havde deltaget i en demonstration der mestendel bestod af sortklædte.

Hvor White Pride med rette betegnes som højreradikale, så er der ikke noget der hedder venstreradikale. Antifascistisk Aktion tilhører ‘den yderste venstrefløj’ eller er blot ‘venstrefløj’. Der er også forskel på den vold de udøver. Hvor White Pride uddeler ‘bank’, så lægger Antifascistisk Aktion blot “et fysisk pres” på de højeradikale”.

Fra hovedartiklen, hvor emnet introduceres og ekspert citeres.

Kampen i gaderne: Den ekstreme højrefløj har slået rod i Århus.

“.. en mand fra den yderste højrefløj bliver slået ned med en flaske, mens han fotograferer demonstranter for at kunne lægge billeder af dem ud på sin blog.”

Jeppe Ingemann Lyng: Det er ingen tilfældighed, at det er i Århus, de voldelige højreradikale i White Pride slår sig løs, og det er her den højrepatriotiske gruppe Vederfølner har sin hjemmebane… I København kan de højreradikale ikke komme til. Derfor søger de til Århus, hvor der ikke er en stærk venstrefløj. I København kan højreradikale ikke på samme måde bevæge sig frit og lave demonstrationer for eksempel. Så kommer deres politiske fjender hurtigt. Og det er svært for dem at rekruttere. Sådan er det ikke i Århus… I København lægger AFA – Antifascistisk Aktion et fysisk pres på de højeradikale… Måske skal man også have exit-programmer, hvor man hjælper unge ud af grupper som WP. Det har man i Sverige, Tyskland og Norge. I Stockholm hjælper det omkring 10 ud af det højreekstreme miljø hver år. Den slags har vi ikke i Danmark.

Beretningen om højrefløjsvold.

Michael fik bank på gaden i Århus – nu følger han strømmen til København

“26-årig håndværker fik næsten slået ind, da White Pride stormede en broget flok unge.”

Beretningen om venstrefløjsvold.

Gravide Pernille blev nikket en skalle i busskuret for sine gamle bekendskaber på højrefløjen

“‘Din nazi-so! Du kan godt lide at hænge ud med nazister!’. Det var indgangsreplikken. Derefter nikkede den unge mand hende en skalle…”



17. februar 2010

Forsker: Højreradikalismen står stærkt i Århus, for her får de ikke tæsk af venstreradikale

Tidligere på ugen kunne Ritzaus Bureau fortælle, at Enhedslistens Per Clausen havde modtaget en dødstrussel. Det tog han alvorligt, da “de højreekstreme kræfter i Århus” havde vist, at “at de ikke bare truer med vold, de bruger vold”. Herom har Per Clausen ret, men det er nu påfaldende, at Enhedslisten aldrig taler om politisk vold i København.

Herom sagde en en forsker i højreradikalisme forleden – Århus er plaget af politisk vold (Orientering, 10/2-10).

Jeppe Ingemann Lyng, PhD: “Der er ingen tvivl om, at hvis man har beskæftiget sig bare en lille smule med højreradikalisme i Danmark, så kan man se, at der er en klar skævvridning i forhold til Århus. Århus er bare den højreradikale hovedstad.. Det er klart at Greve må jo også være et udgangspunkt for den nationalsocialistiske side, og derfor så også være hovedstad der. Det ser man så ikke så meget af i Århus… De politiske modstandere har stået svagere i Århus, end de for eksempel har gjort i København. Det vil sige, at den yderste venstrefløj, måske ikke har kunne mobilisere sig i samme grad, som de har kunne i København. Hvis man skal arbejde videre på den, så kan man også sige, at hvis man kan arbejde rimeligt frit, for sine politiske modstandere, så har man også mulighed for at udvikle sig. Det har de gjort i Århus… Hvis man står og heiler på en eller anden gade i København, så går der ikke lang tid før der kommer nogen fra Antifascistisk Aktion, og overfalder én eller siger at det skal man holde op med. Hvorimod i Århus, der er der rimeligt frit for, og det er en af de store forskelle mellem de to byer.



12. oktober 2009

Sociolog: “… der er jo ikke meget islamisk terrorisme i Danmark, men der er en del racisme”

Samme dag som P1 lod en militant venstreradikal tale i 25 minutter, om hans kamp for en bedre verden, interviewer Astrid Fischer til Orientering en sociolog om dansk højreradikalisme.

Indslaget var lige efter bogen. Sociolog Jeppe Ingemann Lyng (tidl. aktiv i Radikal Ungdom) kunne fortælle, at islamisk terrorisme var et mindre problem, i modsætning til flere tusinde bombelystne højreekstremister i forskellige løse grupperinger. Hvor P1-værten indledningsvis gav White Pride skylden for et voldeligt overfald (med ukendte gerningsmænd), så tog forskeren hvad han kunne bruge fra en PET-rapport, og vævede løs i forsøget på at definere en ‘ond ikke-nazistisk højrefløj’, så trusselsniveauet nåede lidt højere end 10-15 nazister fra Greve, der må have politibeskyttelse for at mødes offentligt.

  • 6/10-09 Orientering, P1 – Dansk højreradikalisme gror i det stille (Astrid Fischer; 11 min.).
  • Fuld transkription.

    Intro: I en ny sang der er lagt ud på internettet, blæser det danske nazistparti DNSB til racekamp, og en anden gruppe på den yderste højrefløj White Pride, blev så sent som i denne uge, igen forbundet med vilkårlige overfald i gaderne i Århus. Der er altså aktivitet i det højreradikale miljø i Danmark, og ifølge Politiets Efterretnings Tjeneste også potentiale for yderligere radikalisering og voldelig konflikt, men opmærksomheden om det er forsvindende lille i forhold til det fokus der er på islamisk radikalisering. Der er dog god grund til at holde øje med de højreradikale grupper, mener sociolog Jeppe Lyng, der som en af de få herhjemme forsker i den. Astrid Fischer har talt med ham, men først skal vi lige høre det seneste budskab fra de danske nazister.

    [… Skjoldungerne: Racekamp …]

    Astrid Fischer, P1: Racekamp hedder sangen i en ny video der er blevet lagt ud på Youtube på internettet i sidste uge, og som det danske nazistparti DNSB henviser til fra sin egen hjemmeside. Partiet kalder det, det første udspil fra det nye nationalsocialistiske musikprojekt Skjoldungerne. Og der bliver altså synget om ungdom der ruster sig til racekamp. Videoens billedside består udelukkende af sangens tekst. DNSBs leder er Johnni Hansen, og han blev i sidste uge for første gang tiltalt for racisme. Det er ikke sangen det handler om, men løbesedler som tilhængere af DNSB uddelte i 2006, og som indtil juni i år stadig lå på partiets hjemmeside. Rigsadvokaten mener der er tale om racistisk propaganda, og at Johnni Hansen som partiets leder har ansvaret for det. Løbesedlen beskyldte politikerne for at have åbnet for en farvet syndflod, og for at have gjort de racefremmede til herrefolk, mens danskerne fornedres til andenrangsborgere. Konklusionen i løbesedlen var ud med de fremmede. DNSB er en af de mest kendte, og synlige højreradikale grupper herhjemme, men der er en lang række andre grupper på den yderste højrefløj, men næsten ingen opmærksomhed om dem, sammenlignet med det enorme fokus der er på radikalisering i muslimske miljøer. Der er dog god grund til at holde øje med de højreradikaliserede, også, ikke så meget for deres holdninger, som for deres handlinger, siger sociolog og forsker Jeppe Lyng.

    Jeppe Ingemann Lyng, sociolog: Vi skal passe på med at bruge ordet radikalisering i alle mulige sammenhænge, i den forstand at folk der bare lever anderledes end os andre, også skal have rum til at leve anderledes. Det gælder jo sådan set også folk på den politiske højrefløj. For mig at se så bliver det først et problem, når folk tager deres politiske holdninger ud i gaden, eller hvis de praktiserer nogle ting som går ud over andre menneskers demokratiske rettigheder, og menneskerettigheder. Der kan man sige, at vi glemmer måske en lille smule højreradikales handlinger, når vi nu har så meget politisk, økonomisk og forskningsmæssig fokus på den muslimske terrortrussel.

    Astrid Fischer: Det de højreekstremistiske grupper gør, er ifølge den seneste årsrapport fra Politiets Efterretnings Tjeneste, at de systematisk spreder racistiske og forhånende budskaber, og er involveret i at intimidere og chikanere personer fra de etniske minoriteter. De har et højt aktivitetsniveau med potentiale for yderligere radikalisering og voldelig konflikt, og både højre- og venstreekstremistiske grupper er i stigende grad ved at anskaffe sig våben til at bruge i konflikter mod hinanden, vurderede PET i rapporten. Det var for et år siden, og det er Jeppe Lyngs vurdering, at problemet med højreradikalisering er tiltagende.

    Jeppe Ingemann Lyng: Det er et stigende problem i den forstand, at vi møder højreradikalisme mere og mere i hverdagen, og som forsker kan jeg se, at der er stigende medlemstal på deres hjemmesider, og de chatrooms hvori de findes.

    Astrid Fischer: – Og i de seneste år, har man så oven i, set at rockermiljøet Hells Angeles og støttegruppen AK81 i stigende grad bruger en højreekstrem retorik, og forsøger rekruttere fra nogle af de højreradikale grupper. Og den sammenblanding af rockerkriminalitet og højreekstreme grupperinger er også meget bekymrende mener Jeppe Lyng. Om udbredelsen af højreradikale gruppper herhjemme, siger han, at det er meget svært at vurdere, helt præcist. Dels er der de traditionelle nationalsocialister, som DNSB og Blood and Honour, der anslås at have 7-800 medlemmer til sammen, hvoraf højest 2-300 er aktive. Dels er der nationalliberalister, som White Pride og Vederfølner, og de har tilsyneladende flere tilhængere.

    Jeppe Ingemann Lyng: Dansk Front som er nationalliberalisternes startsted, der hvor de chattede, og hvor de stadigvæk chatter i et forum, ja, der er en 2-3000 medlemmer – der skal så frasorteres en del venstreradikale der sidder og holder øje, og forskere der sidder og holder øje, men det giver jo et godt indtryk, af at det måske er et par tusinde på landsplan, som taler om det. Selve aktivitetsniveauet når de mødes, til møder og den slags ting, det er svært at gætte på. Jeg vil gætte på 6-700 mennesker i Danmark.

    Astrid Fischer: Jeppe Lyng mener det er vigtigt, at forstå forskellen på de to grupper nationalsocialister og nationalliberalister.

    Jeppe Ingemann Lyng: Jeg taler om nationalsocialister, som de klassiske nynazister. Dem som hylder de klassiske værdier for 2. Verdenskrig og heltene derfra. Adolf Hitler selvfølgelig, for eksempel, Himmler, og måske især Rudolf Hess, og som dyrker hagekorset, og de der klassiske elementer som vi kender så godt fra historietimerne. Men som så også, understreger deres socialistiske tilhørsforhold, og derved også har politiske ideer, der befinder sig på den socialistiske side, i hvert fald ifølge dem selv. Så er der den anden gruppe. Dem kalder jeg nationalliberalister, og det er gruppen – hvor hver gang jeg taler med dem, så understreger de meget kraftigt, at de ikke vil kaldes nationalsocialister. De tror ikke på den nazistiske ideologi. De er imod – de kan ikke forstå at nazisterne stadigvæk taler om zionisme, og jøderne som et problem, og den slags. Derimod har de muslimerne som hovedfjende, og de har indvandrere i Danmark som hovedfjende, og det største problem. De har fokus på racegenetik, de har fokus på, at vi i Danmark skal holdes hvide, og de er det man generelt vil kalde racister. De går ind for et Danmark der er nationalistisk, et Danmark der finder sit tilhørsforhold i Norden, og ikke i Europa eller Verden for den sags skyld.

    Astrid Fischer: Men hvordan er de så organiseret i Danmark. Hvad for nogle grupper er der?

    Jeppe Ingemann Lyng: Altså man ser grupperingerne være ekstrem løse. I modsætning til nationalsocialisterne, som har en decideret borg i Greve, så kan man sige, at nationalliberalisterne, de er meget at finde på internettet. De er meget aktive i chatrooms, og de er ekstrem aktive når det gælder, hvad skal man sige – koordinerede koncerter og den slags ting. Det er små og større grupper, som har fundet sammen, under det der engang var Dansk Front, men som så i mellemtiden var lagt ned, og udspredt sig og manifesteret sig i andre grupper. Mindre, men stadigvæk aktive. Hvis man vil komme lidt af overfaldene på homoseksuelle, de racistiske udmeldinger, råb på gaden, og den slags ting til livs. Hvis man vil komme organiserede kriminalitet til fodbold til livs, så er man nødt til at differentiere mellem de to forskellige grupper. For den ene gruppe praktiserer den ene form, nemlig nationalsocialisterne, de har meget fokus på uddeling af løbesedler, deres radio og deres ugeavis. Hvorimod nationalliberalisterne ikke er så organiserede, de har mere fokus på deres fodbold, og fokus på forskellige events, som koncerter.

    Astrid Fischer: Men hvem er det der bliver højreekstremistiske. Ifølge Jeppe Lyng er det ofte unge, der har haft en svær skoletid, både fagligt og socialt, de går ofte ikke i ungdomsklub eller foreninger, har været meget alene, og søger så venskaber i andre miljøer. Og så kan man meget groft generalisere, og sige, at nationalsocialisterne ofte kommer fra økonomisk dårligt stillede hjem, hvor man måske konkret har følt sig truet på levebrødet af indvandringen, og forældrene har været racistiske. Mens de nationalliberale ofte kommer fra bedrestillede hjem, og er bedre uddannede. Men kan den trussel der kommer fra de højreradikale miljøer overhovedet sammenlignes med truslen fra radikaliserede muslimer, hvor frygten jo er, at de kan udøve terror.

    Jeppe Ingemann Lyng: Det kommer jo an på, altså der er jo ikke meget islamisk terrorisme i Danmark, men der er en del racisme i Danmark, så det er et spørgsmål om hvordan man gør den slags ting op. Når det så er sagt, så har jeg hørt flere nationalliberalister udtale, at de godt tør springe noget i luften, hvis det blev nødvendigt. Den omtalte stormoske, som jo var debatteret en del rundt omkring, er i høj grad fokus i den her aggressivitet, og man kan sige, at den form for aggressivitet, hvor man springer noget i luften eller udøver vold imod andre, den findes bestemt i de her miljøer. Men deres primære mål er ikke udøvelse af vold. Deres primære mål er at vinde indflydelse, og det må man i hvert fald sige, især om nationalsocialisterne, som både stiller op til lokalvalg, og på en måde afviser demokratiet, og på en anden måde deltager i det. Hvorimod nationalliberalisterne er mere uidentificerbar i den her sammenhæng. Den form for aktioner jeg har set dem praktisere, og hørt de praktiserer, det er da for eksempel vold mod sagesløse, det er da også støtte til folk der udøver vold, og ikke decideret selv udøver vold. Så den muslimske terror er en trussel på en eller anden form for mental billede, hvorimod for mange mennesker i Danmark er det helt konkret, at møde hverdagsracismen. Så hvad der er værst, tør jeg ikke tage stilling til.

    Outro: – Sagde Jeppe Lyng, sociolog, som skriver ph.d om de højreradikale miljøer.

    Apropos.

  • 2/4-00 Ekstra Bladet – Jeppe Lyng & K. Shamshiri, medl. af Hovedbestyrelsen i Radikal Ungdom – Euroens velsignelser (ikke online).
  • 5/10-08 Uriasposten – PET-rapporten ignoreres, når venstreradikale Redox postulerer.
  • “Der har i de senere år været stadig flere episoder med konfrontationer mellem personer og grupperinger fra henholdsvis det højre- og det venstreekstremistiske miljø. I de fleste tilfælde har der været tale om aktioner, herunder af voldelig karakter, fra det venstreekstremistiske miljø rettet mod de arrangementer (demonstrationer, møder mv.), som personer og grupperinger fra det højreekstremistiske miljø har afholdt. (fra den af Jeppe Lyng refererede PET-rapport)

  • 4/12-08 Aalborg Universitet – Pre-defence af Jeppe Ingemann Lyng: Maskulinitetskonstruktioner blandt højreradikale mænd – om jagten på kønsidentitet gennem vold, fjender og kontrafaktiske heltefortællinger (hans ph.d).
  • Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

     

    

     

    Vælg selv beløb



    Blogs


    Meta
    RSS 2.0
    Comments RSS 2.0
    Valid XHTML
    WP






    MediaCreeper