17. december 2016

Thomas Hoffmann: Forskere anskuer Islam ‘vulgærmarxistisk’, som ‘en form for illusorisk overbygning’

Sidste lørdag var professor Thomas Hoffmann gæst i Deadline til en debat om dansk islamforskning, og blot ved at bekende sig til en apolitisk tilgang, kom han til at stå i modsætning til professor Garbi Schmidt, der mente det var hendes opgave at nuancere synet på Islam. At fortæller danskerne, at Islam i virkeligheden ikke var noget farligt noget, og at muslimer ikke nødvendigvis var særligt religiøse.

I indslaget henvises der til Tina Magaard og Tim Jensen, og udsendelsen kan anbefales. Her en bid fra Thomas Hoffmanns nylige redegørelse i Berlingske – Er islamforskning tilstrækkelig kritisk?.

“‘Min primære anke er, at der er en tendens til, at religion bliver negligeret i forskningen til fordel for alle hånde politiske, sociologiske, kulturelle og psykologiske forklaringsmodeller. Det bliver meget let en vulgærmarxistisk variant af, at religion blot er en form for illusorisk overbygning, og at det i virkeligheden er nogle mere substantielle kræfter, der er på spil, når det gælder islam. Religionen bliver forklaret med alt mulig andet end religionen selv. Det sådan noget man hører, når der bliver sagt, at islam er blevet taget som gidsel i jihadismens navn. Eller at ekstremisme blot er randfænomener, der slet ikke er kendetegnende for islam. Men det er problematisk at affeje kontroversielle emner med, at de blot er randfænomener.På den måde kan man sige, at der er tale om en religiøs hvidvaskning.

… Som forsker er man nødt til at have en vis solidaritet med det emne, man forsker i. Men man risikerer at få så stor empati med subjektet, at det bliver til solidarisk empati. Man er altså nødt til også at sætte sig ind i de mere dysfunktionelle sider af sit emne.'”

(Professor Tim ‘Islam eksisterer ikke’ Jensen)

“Jeg kan ikke sidde og konsekvensberegne på hvordan offentligheden, fra højre mod venstre til midten – vil tolke og bruge mine budskaber. Jeg kan kun udtale mig om det som min forskning berettiger mig til. … Lige så snart man siger noget, uanset hvor ukontroversielt det er, så fortolker folk det på vidt forskellige måder, derfor kan jeg ikke forudsige, hvad det jeg siger, kan blive brugt til. Derfor må jeg simpelthen bare sige det min forskning berettiger mig til.” (Thomas Hoffman, 10. december 2016)

“… vi er ikke politikere, vi skal ikke være politikere, men netop fordi vi deltager i en politisk debat, så er det jo klart, at – bare se på de tråde der er under diverse indlæg, artikler, blogs eller hvad det. Hvor vores udsagn bliver jo opfattet som værende partsindlæg i en politisk debat. … Jeg prøver ikke at trække i en anden retning, jeg prøver måske at præsentere nogle andre perspektiver i forhold til hvad det er der foregår. Hvor jeg siger, at det debatten kan gå hen og blive ensidig. For eksempel, at der er enorm meget fokus på muslimers religiøsitet, om muslimer som værende specielt religiøse, at det sikkert er farligt, men vi kan jo sige, at der jo er mange muslimer, for hvem det at være muslim ikke betyder noget.” (Professor Garbi Schmidt, 10. december 2016)

“Jeg tror altså også, at vi har haft så meget i medierne og blandt politikerne om islams mørke sider, at nogle forskere har sagt, at vores opgave som debattører, og som bidrager til den pluralistiske oplyste debat. Det er ikke at komme med mere af det, det er tværtimod at nuancere debatten ved at pege på islams mangfoldighed.” (Tim Jensen, 11. marts 2016)



15. marts 2016

Lektor Tina Magaard til islamforskere: “Hvorfor er det så vigtigt at lede blikket væk fra moskeerne?”

Lektor Tina Magaard har fået egen blog på JP.dk, og måske har vi endelig fået egentlige poler i den danske islamdebat, så relativisterne ikke står alene. Herunder en god kommentar fra Magaard i Berlingske – Integrationsministeriets hukommelse.

“I Berlingskes artikel citeres en politiker endvidere for at sige at ‘der er f.eks. heller ingen viden om, hvilken betydning tilhørerne egentlig tillægger det, imamerne siger i moskeerne – om muslimerne for eksempel lytter til de råd om børneopdragelse og ligestilling, imamerne kommer med’. Beklager, det var lige præcis emnet for den rapport, jeg skrev for fem år siden…

De resultater, jeg kom frem til i dette studie, kunne ministeriet have bidraget med, så de af Berlingske citerede forskeres udsagn kunne have fået lidt modspil. Såvel Niels Valdemar Vinding som Brian Arly Jacobsen griber til argumenter, som jeg hørte til hudløshed, da jeg i perioden 2005-2011 beskæftigede mig med islam og integration i Danmark: 1) Problemerne er begrænsede til en håndfuld ekstreme moskeer, som ikke er repræsentative 2) Problemerne kan lige så vel skyldes andre ting end islam, såsom kultur, uddannelsesniveau, boligkvarteret etc. 3) Der er også ekstreme kristne miljøer.

… Som det fremgår af afsnit 2 og 3 i dokumentarserien ‘Moskeerne bag sløret’, er det netop ikke bare i en håndfuld ekstreme moskeer, at man fraråder en voldsramt og voldtaget kvinde at gå til politiet, men i stedet sender hende hjem til den voldelige ægtemand, nægter hende skilsmisse og gør hende opmærksom på, at manden har ret til at tage en kone mere, uden at hun må protestere over det.

Den slags rådgivning får TV2s muldvarp også i moskeer, der i den offentlige debat har været promoveret som moderate, såsom ‘Fredens Moské’ i Aarhus og stormoskeen i København. Brian Arly Jacobsen har i øvrigt for nyligt selv hævdet følgende om stormoskeen: ‘Dansk Islamisk Råd er i høj grad tilhængere af demokrati i Danmark og menneskerettigheder.’ Men det passer jo ikke, som det tydeligt træder frem i de skjulte optagelser. Dette er et godt eksempel på, hvordan islamforskningen alt for tit gør sig til vandbærer for bevægelser, der netop handler imod menneskerettighederne. …

Derfor kan det undre, når de to islamforskere, som citeres i Berlingskes artikel, lader til at være enige om, at det ‘næppe er moskeerne, man skal kigge efter, hvis man vil finde roden til den sociale kontrol, som modvirker integrationen i visse befolkningsgrupper’. Hvorfor er det så vigtigt at lede blikket væk fra moskeerne? Hvad er det, man vil beskytte dem mod?



31. juli 2015

“Det fremmer aldrig erkendelsen… på forhånd at opstille regler om, hvad man må og ikke må tale om.”

Jeg havde klappet i hænderne over Tina Magaards hårde svar til Jakob Skovgaard-Petersen, hvis ikke hun havde associeret islamistisk ideologi med ‘religiøs højreekstremisme’. Dansk islamforskning kunne have gjort en forskel, men har forlængst udspillet sin rolle. Med eller uden ph.d. Tina Magaard der havde følgende kommentar i sidste uges udgave af Weekendavisen – Vi skal turde tale om det (ikke online).

“Jakob Skovgaard-Petersen illustrerer i debatindlægget ‘Nazi-kortet hjælper os ikke’, hvilke metoder han bruger for at marginalisere dem, han ikke bryder sig om. Jakob Skovgaard-Petersens reaktion på min kronik afspejler en attitude, jeg tit har mødt i islamforskningsmiljøet, når jeg har spurgt, hvorfor man ikke må tale om islamistisk terrors relation til islams centrale dogmer, og hvorfor man ikke må påpege visse ligheder mellem islamistisk ideologi og fascistisk/nazistisk ideologi.

Jakob Skovgaard-Petersen kræver, ‘at vi gennemgående undlader at spille nazi-kortet’. Men hvis man ikke må tale om visse affiniteter mellem islamistisk og nazistisk ideologi, selv om man kan påvise dem punkt for punkt, så kortslutter man den debat, som er nødvendig for at udrede udfordringen fra islamismen.

Det fremmer aldrig erkendelsen og den nuancerede analyse på forhånd at opstille regler om, hvad man må og ikke må tale om. Lad mig for en sikkerheds skyld understrege, at dette ikke er et forsvar for de Konservatives valgkampagne. … Det bør interessere hele det politiske spektrum, specielt venstrefløjen, som har en lang historie for kritik af religiøs højreekstremisme.

Det andet problem med udsagnet ‘at spille nazikortet’ er spil-metaforen i sig selv. For dette er ikke et spil kort – det er blodig alvor. Islamismen udfordrer i dag grundlæggende friheder og rettigheder i Europa, både gennem politisk pres og gennem terror. Gennem de seneste år har terrorangreb og terrorforsøg tvunget os til at flytte milliarder af skatteydernes penge væk fra velfærden og over i terrorbekæmpelse-og forebyggelse.

Vi står altså med et anseeligt sikkerheds-og ressourceproblem, og det løser vi ikke ved at tabuisere dele af en nødvendig debat. …

Min pointe er, at islamister og nazister har komplimenteret hinanden for fælles værdier som jødehad, antimodernisme og voldsforherligelse – og at det er disse værdier, der udfordrer os i dag. …

Det hjælper heller ikke at prøve at ekskludere mig fra debatten, fordi jeg oprindeligt er cand. mag. i fransk og kunsthistorie. Det er normalt en selvfølge, at man benævner folk ved deres højeste titel, men det respekterer Jakob Skovgaard-Petersen ikke, når han titulerer mig ved min kandidatgrad i stedet for at nævne, at jeg har en ph.d. fra Sorbonne-Paris IV, med tre af fire ph.d.-kurser i politisk filosofi, og at jeg i den forbindelse netop beskæftigede mig med totalitarismer.”



2. april 2015

Tina Magaard mobbet ud af islamforskningen: “Det skal du ikke tale om, for det kan højrefløjen bruge.”

Sidste uges interview med Tina Magaard i Berlingske bragte interessante ting for dagen, men hun er tilsyneladende vågnet op til dåd. Fremragende interview af Søren Villemoes i seneste udgave af Weekendavisen – Folk vil tro, du er racist (ikke online). Køb avisen og læs det hele.

“I dag underviser hun i virksomhedsetik (CSR) på AU Herning. Det er langt fra, hvor hun befandt sig for små ti år siden. … I dag har hun forladt islamisme som professionelt interesseområde, men de sidste måneders begivenheder har fået hende til at tage bladet fra munden:

‘Situationen er alvorlig. Vi har lige oplevet terror på nært hold, og i Mellemøsten er Islamisk Stat i gang med kulturmord og storstilede massakrer. I Frankrig er debatten om disse emner i fuld gang, mens den i Danmark nærmest står stille, måske fordi man ikke som i Frankrig har forskere, der beskæftiger sig med feltet uden at være fedtet ind i de tabuer, der præger islamforskningsmiljøet,’ siger hun.

[…]

I sin ph. d.-afhandling beskæftigede hun sig med vestlige fascistiske bevægelser, men da hun i 2002 afleverede afhandlingen ved Sorbonne var fokus allerede skiftet til politisk islam. …

Jeg havde på statskundskab fået et helt begrebsapparat til at analysere og forstå fascismen. Det skete bare rigtig tit, at jeg stødte ind i begivenheder, hvor islamismen præsenterede forstyrrende ligheder med fascismen. Den passede punkt for punkt. Både i synet på kvinder, på anderledes tænkende og brugen af vold som politisk middel. Det var fortrinsvis gennem kontakten med mellemøstlige kunstnere, ateister, zoroastrer, baha’ier og kristne, jeg fik informationerne, men også af og til fra islamisterne selv. Det, som alle disse var rørende enige om, var, at når islamisterne gjorde, som de gjorde, så var det, fordi det stod i Koranen og Hadith. Det var helt i modstrid med, hvad jeg læste i den moderne islamforsknings værker…

[…]

Det var en udgivelse dedikeret til den franske forfatter David Rousset. Han havde været kommunist og modstandsmand under krigen og var spået en lovende forfatterkarriere. I 1949 opdager han, at der i Stalins Sovjet eksisterer koncentrationslejre.

Som en, der selv har overlevet ophold i to af nazisternes lejre, bliver Rousset oprevet og er den første, der bruger ordet ‘ gulag’ på fransk.

‘Alle slår hånden af ham. Der er kun nogle ganske få af hans nærmeste venner tilbage. Ellers mister han hele sit netværk. Hans forfatterkarriere ligger i ruiner. Selv blandt folk, der ikke var kommunister, mente man ikke, at han skulle tale om Stalins forbrydelser. Højrefløjen kunne jo bruge det, sagde man. Han lever resten af sit liv som udstødt. På en beskeden levefod. Han fik først oprejsning med dette posthume nummer, som Noël gav mig,’ fortæller hun.

Først forstår Magaard ikke Noëls pointe. Men som tiden går, dæmrer det. …

– Hvad har du da til fælles med David Rousset?

‘Jeg kan genkende det med, at man tager et tabu op, som man får ondt i maven af at tie stille med. For så at blive stemplet som ‘ikke stueren’. Og at man hele tiden møder argumentet: Det skal du ikke tale om, for det kan højrefløjen bruge. Folk, der kendte mig godt, har stået og råbt og tigget mig, om jeg ikke nok ville glemme det, for ‘folk vil tro du er racist’. I det miljø var det den absolutte sociale død, og slut på den akademiske karriere, for uden netværk, ingen karriere. Heldigvis havde jeg et bredt netværk, fordi jeg har været i kontakt med flere forskellige akademiske miljøer i løbet af mine studier. Derfor gik det ikke så slemt for mig som for Rousset, fordi jeg ikke var 100 procent afhængig af det ene miljø omkring islamforskningen.

[…]

‘Jeg kom jo med min baggrund fra Sorbonne, hvor man stadig holdt fast i den klassiske dannelse. Mit holdepunkt var Plutarks definition af, hvordan man skal opføre sig: Aldrig have personligt had på trods af kontrasterende synspunkter; være kompromisløs i den offentlige debat, men aldrig nære bitterhed mod politiske modstandere, og altid sørge for at opretholde en hjertelig tone over for modstanderne, så snart man er kommet ned fra debatpodiet. Det prøvede jeg at leve efter, men jeg syntes desværre, jeg i islamforskermiljøet fandt den præcis modsatte attitude: At man nægtede at debattere, men til gengæld gjorde alt, hvad der var muligt for at bagtale mig og ramme mig personligt. Jeg elsker den skarpe debat, hvor analyser, vurderinger og synspunkter fyger, men det er der simpelthen ikke nogen fra det miljø, der har villet gå ind i,’ siger hun. …

– Hvad var det da for ting, de ikke følte, at de kunne sige?

For eksempel at arabere også kunne være racister. Og at der i religionen er nogle dogmer, som konflikter med menneskerettighederne, hvis man følger dem bogstaveligt. Og så skulle man selvfølgelig hade Dansk Folkeparti,’ siger hun og tilføjer: ‘Jeg håber virkelig, at den nye generation af islamforskere vil bryde med de her tabuer, og ikke hænge fast i gammeldags forklaringer om, at alting er danskernes racisme og den europæiske kolonialismes skyld…’.”



27. marts 2015

Magaard: “At sløre de religiøse påbud og regler, som findes i Koranen og haditherne, er uhæderligt.”

Man kan håbe Tina Magaard efter flere års krumspring, nu endelig har fundet sin plads i den polariserede islamdebat. Mikkel Andersson interviewer til Berlingske – ‘Vi skal sætte spørgsmålstegn ved, om Muhammed gjorde det rigtige’.

“Tina Magaard har været væk længe. Både fra den islamdebat, som hun var med til at præge i midten af 00erne… Da hun var ansat hos iranskfødte Mehdi Mozaffari, professor emeritus dr.scient.pol., på Aarhus Universitet fra 2005 til 2008, erfarede hun, hvor omkostningsfuldt det kan være at beskæftige sig med islamisme og integration.

Ikke mindst da hun i kølvandet på Muhammed-krisen var en af de få danske akademikere, der talte imod en konsensus blandt danske islamforskere, som næsten samstemmende hævdede, at terror intet eller meget lidt har med islams centrale dogmer og hellige skrifter at gøre. Men efter terrorangrebene i København og Paris har Tina Magaard alligevel besluttet sig for kortvarigt at vende tilbage til debatten om islam i Danmark. …

‘At nogle i islamistiske miljøer finder det legitimt at bruge vold for at straffe dem, de mener, krænker islam, er ikke noget, der er skabt af europæisk racisme eller opstået ud af den blå luft med Muhammed-krisen. Det er en tendens, som i mange år har indskrænket kunstnere og kritisk tænkende personers rettigheder i muslimske lande og muslimske miljøer i Europa. Det eneste nye er, at nu rettes volden også ud mod ikke-muslimer,’ siger Tina Magaard. …

I løbet af 1990erne begyndte Tina Magaard også at undervise i interkulturel kommunikation ved en finsk handelshøjskole. Her brugte hun blandt andet kilder, som fremhævede, at islam i sin essens er en fredelig og tolerant religion, som blot er blevet misforstået eller kapret af ekstremister.
Men det satte hende i et dilemma, for selv om hun gerne ville tro, at det forholdt sig sådan, oplevede hun i sin hverdag mange eksempler, som tydede på noget andet. Både islamisterne og dem, de forfulgte, var rørende enige om én ting, nemlig at begrundelserne for at indskrænke ytringsfriheden, både den kunsteriske, litterære og politiske, blev hentet direkte og ofte ordret fra islams hellige skrifter.

Derfor besluttede hun selv at gå til kilderne. Hun studerede arabisk og læste både Koranen og haditherne. Her genkendte hun mange af de repressive tendenser, hun havde oplevet omkring sig.

‘Det slående er ikke i sig selv, at man kan finde drabelige passager i islams tekster, for det kan man i så mange hellige skrifter. Det slående var, hvor meget disse passager fyldte, og hvor meget de kredsede om en dem-og-os-logik, hvor vantro og frafaldne karakteriseres som urene, rådne, kriminelle, hykleriske og farlige. Det var også påfaldende, i hvor høj grad disse tekster stillede krav til læseren om at bekæmpe de vantro, både med ordet og med sværdet. I mange passager spiller Muhammed en central rolle som ham, der opfordrer til brug af vold, hvad enten det drejer sig om steninger, halshugninger, krigshandlinger eller henrettelse af kritikere og digtere.

Tina Magaard finder det særlig kritisabelt, at mange islamforskere efter hendes mening bevidst fortier dette forhold og bruger deres magtposition til at skabe bestemte normer for, hvad man må sige. Ofte lægger de også skylden på danskernes racisme i stedet for nøgternt at fortælle om de begrundelser for at udøve vold og trusler, som ekstremister faktisk finder i de hellige skrifter.

‘Kernen i problemet er en mangel på accept af de liberale frihedsrettigheder, vi har i EU, samt retfærdiggørelse af vold for at fremme en islamisk agenda, der først og fremmest rammer andre muslimer. Hvis man som forsker fortier det, ender man med at tage parti i en intern muslimsk kulturkamp, samtidig med at man fortier vigtige ting for offentligheden. At sløre de religiøse påbud og regler, som findes i Koranen og haditherne, er uhæderligt. Og nej, de forklarer ikke alt, men de er en vigtig del af den virkelighed, som det er akademikernes opgave at forstå og formidle, og derfor bliver man nødt til at inddrage dem.’ …

‘I en undersøgelse, jeg udførte for Integrationsministeriet, besøgte jeg en bred vifte af muslimske menigheder. Kun ahmadiyya-imamen læste tydeligt de voldelige passager metaforisk, for eksempel ved at sige, at når der står, at en tyv skal have hugget hånden af, er det en metafor for at sige, at man skal forhindre hans hånd i at stjæle mere.’

Men hun nævner samtidig, at netop ahmadiyyaerne af stort set alle andre muslimer betragtes som frafaldne, blandt andet fordi de læser Koranen metaforisk.

Oploadet Kl. 07:33 af Kim Møller — Direkte link9 kommentarer


17. marts 2013

Ghetto-beretning: “.. i luften hænger der en – på en og samme gang – både apatisk og agressiv stemning”

I dagens Jyllands-Posten beretter liberale Camilla-Dorthea Bundgaard om sine personlige erfaringer med multikulturen på Nørrebro. Tilbage i 2009 medvirkede hun sammen med Islamforsker Tina Maagaard i en dokumentarudsendelse på P1, som eksempler på veluddannede danskere der flyttede ind i multikulturelle områder og hermed var med til at modvirke ghettodannelse. Magaard i Gellerup, Bundgaard på Nørrebro.

(Dokumentartimen, P1, 6. august 2009: Førstevælger til ghetto)

Delvis transkription (sammenklippet).

Tina Magaard, forsker: … i starten var det svært… der gik flere måneder til jeg så ansigterne på mine kvindelige naboer. Altså de har jo tørklæde på alle sammen… Jeg havde svært ved i starten bare at få øjenkontakt. … Jeg tror ikke helt jeg var klar over hvad der menes med belastede boligområder. Jeg har ofte tænkt, at det jo måtte være en overdrivelse, når folk fortæller om det. På den måde er det nok kommet bag på mig. … Det kunne jo være meget smukt bare at se mejserne ude i træerne, de smukke grønne områder, men jeg har for eksempel slet ikke brugt de grønne områder. Fordi sådan noget som at gå ned og tage solbad om sommeren når vejret er godt, som jeg jo normalt gør, altså, det virker bare ikke her. Det er der ingen andre der gør, og det ville skabe for meget opsigt pludselig at ligge sig derned i bikini. Det er så et eksempel på, at man indordner sig under den kultur der så er herude… I starten da jeg kom, der var jeg faktisk ude for at der var nogle drengebander som stod og kastede sten efter mig, når jeg kom cyklende hjem. Altså, sidst på eftermiddagen, ikke sent på aftenen. Sexchikane, chikane som var meget ubehageligt, tit fordi, hvis det er en gruppe på 5-10 store drenge, unge mænd, så kan det faktisk være ret ubehageligt. Nu har jeg i andre sammenhænge haft en del at gøre med arabisk kultur, hvor man selvfølgelig lægger mærke til sådan noget med klanstrukturer og sådan nogle ting, og det er mit indtryk at det også er det der eksisterer herude. Det jeg jo oplevede i starten, det var jo at det der med, at det var først da jeg begyndte at snakke med folk, og finde ud af, hvem der sådan ligesom havde magten i den her egentlige parallelle kultur… Det er først når jeg har snakket med det, og fortalt at jeg ikke synes det kunne være rigtigt, at jeg skulle være bange for at komme hjem fra arbejde klokken 4-5 stykker om eftermiddagen, fordi, det var derfor jeg også var nødt til at gøre noget ved det, fordi det blev sådan til sidst, at når jeg drejede ind ad vejen herind til Gellerupparken, så fik jeg altså ondt i maven. Fordi jeg vidste, at de kunne stå der og vente på mig, og så tænkte jeg – det går bare ikke, sådan skal det ikke være. Så var det at jeg prøvede at snakke med nogle af de ældre mænd herude, der ligesom har noget autoritet, og sige, at jeg ikke synes det kunne være rigtigt, at jeg ikke kunne få lov til stille og roligt at komme hjem fra arbejde. Og så stoppede det jo, og siden har jeg ikke haft et eneste problem nogensinde, også når jeg kommer hjem på alle mulige tider af døgnet, jeg har aldrig haft problemer. Så man kan jo sige, at det har jo løst problemet for mig som person. Jeg har gået til de rigtige personer, og har ligesom, altså, fået forståelse for, at jeg også ligesom skulle have ret til at være respekteret, gå frit omkring her, hvis jeg så må sige.

Camilla-Dorthea Bundgaard, blogger: Her er møgbeskidt… Det er ikke sådan at jeg føler mig decideret utryg herude, men hvis jeg kan blive fri for at møde nogle mennesker, så vil jeg ærligt talt helst det. … Jeg kan ikke lide den lejlighed (om underbo) Jeg kan ikke lide de mennesker der er der… når politiet har besøgt dem ofte nok så bliver man utryg… De skal helst ikke kende min eksistens, og jeg ignorerer deres, så tror jeg det går bedst. Det lyder måske lidt paranoidt, men når man har oplevet blod udenfor ens hoveddør i en pøl…

Camilla-Dorthea Bundgaard i dagens Jyllands-Posten – Om ghettoer i Danmark (kræver login). Bemærk den afsluttende sentens om den ‘apatisk-aggressive stemning’. Den er helt central for forståelsen.

“I den forgangne uge er jeg flyttet fra et ghettoområde på Nørrebro. Og det var et ghettoområde, og det holdt det ikke op med at være, fordi den nuværende regering besluttede, at det fremover ikke måtte hedde ghetto, men i stedet udsat område.

I en åbenbart lalleglad tro på, at vi da ikke har rigtige ghettoer i Danmark, valgte jeg for knap fem år siden at sige ja tak til at bo billigt i ghettoområdet. … De grå hår begyndte allerede at titte frem en måned efter, at min veninde og jeg flyttede ind. En sen aften var der en uhyrlig larm i trappeopgangen, og det var ikke lysten, der fik os til at undersøge, hvad der foregik. Nederst i opgangen fandt jeg to hunde og fire mænd i sort fleece i færd med at save hængslerne på to lejligheders døre over. De var fra politiet, sagde de…

Men det var ikke kun på nederste etage, der var gang i den. Under mig boede, ja, lad os kalde ham Mikkel. Mikkel har det skidt, og det er meget trist, men det betød også, at han ad to omgange forsøgte at komme ind i min lejlighed.
Efter første gang flyttede min veninde. Efter anden gang – som inkluderede en kniv -var jeg ved at være hærdet, så jeg ringede til politiet, fik et glas vin med overboen og gik så ind i min lejlighed og faldt i søvn.

Og så har jeg end ikke fortalt Dem om den 12-årige, der tog min venindes hue, maste den mod sit skridt og lavede bevægelser, jeg ikke vil belemre dem med yderligere beskrivelse af her. … Eller om dengang, jeg på tv så billeder af min bygning under et indslag om, at politiet ledte efter sprængstof fra mulige terrorister.

Eller om alle skyderierne, som De i forvejen kender fra mediernes beretninger fra Nørrebro. Eller dengang, jeg måtte flytte hjemmefra en måned, fordi jeg ikke kunne holde til mere larm. Eller om at jeg ikke en eneste gang har følt mig fri til at solbade på plænen under mit vindue. …

Men konklusionen er fortsat: Der findes ghettoer i Danmark – også på trods af de kommunale, mangfoldige og farverige akademikere, man sætter til at skabe såkaldt områdefornyelse. De består af mange nationaliteter og mange små subkulturer. De er hårde at bo i – måske særligt når man ikke kender de uskrevne regler? Man skal konstant sætte grænser for andre, almindeligt hensyn kan langt fra tages for givet, og i luften hænger der en – på en og samme gang – både apatisk og agressiv stemning.

Oploadet Kl. 15:09 af Kim Møller — Direkte link31 kommentarer


28. april 2009

“Det med at sige, at islam er mangfoldig, er et udsagn, der skal forhindre kritik…”

Jeg er har haft citatet i hovedet et par uger, men ville lige vente til næste islam-apologet foldede sig ud. Det blev idag.

  • Hans Hauge i Jyllandsposten – Respekt (11/4-09).
  • “Har I lagt mærke til, at hvis man kritiserer islamisk kultur, så træder en af vore statsanerkendte eksperter i islam straks frem og siger, at islamisk kultur er mange ting. Det med at sige, at islam er mangfoldig, er et udsagn, der skal forhindre kritik og fremme respekt. Hvis jeg siger, at jeg respekterer islamisk kultur, da træder en af de statsanerkendte smagsdommer ikke frem og siger, at det kan man ikke, for islamisk kultur er mange ting. Med andre ord: når man respekterer islamisk kultur er den en ting, men når man kritiserer islamisk kultur, opløser den sig i mange ting.”

    Fra P1 Morgen, der formentligt vil sparke åbne døre ind resten af ugen, som et led i det tværmediale DR Tema Din Muslimske Nabo (se evt. Fordomsquizzen).

    P1-vært: Tina Magaard, hvorfor kan man ikke bruge imamerne som talsmænd for muslimer i Danmark?

    Tina Magaard, islamisme-forsker.: Jamen fordi muslimer i Danmark simpelthen er så forskellige som de er… og derfor giver det ikke mening at tale om muslimer som samlet gruppe, og det giver slet ikke mening at give imamerne ordet som talsmænd for denne gruppe, for de imamer er jo ikke blevet valgt af nogen… det er i virkeligheden ikke ret mange de repræsenterer.

  • 2/2-07 Politiken – Tusinder tog afsked med Abu Laban .
  • 28/4-09 DR Online – Imamer repræsenterer kun lille gruppe (Lene Kühle).
  • Oploadet Kl. 09:43 af Kim Møller — Direkte link21 kommentarer
    

    21. marts 2009

    Tina Magaard 2.0

    Det tog et par år, men Tina Magaard er nu assimileret rent akademisk. Fra Berlingske Tidende – Muslimske kvinder kontrollerer hinanden.

    “Den religiøse mobning og den indbyrdes sociale kontrol blandt unge muslimske kvinder på danske uddannelsessteder synes udbredt. De muslimske drenge er også særdeles aktive i kontrollen, fremgår det af en ny såkaldt kvalitativ undersøgelse, lavet for Velfærdsministeriet, om at være muslimsk kvinde i Danmark…

    Ligestillingsafdelingen under Velfærdsministeriet har fået ph.d. Tina Magaard fra Teologisk Institut ved Aarhus Universitet til at lave grundige interview af 34 muslimske piger og kvinder samt 11 ikke-muslimske, kvindelige uddannelsesvejledere på uddannelsessteder med muslimske studerende. Formålet har været at kortlægge, hvordan muslimske kvinder selv oplever problemer om ligestilling mellem kønnene, både når det gælder uddannelse, indgåelse af ægteskab, leveregler, straf m.v.

    Tina Magaard understreger, at undersøgelse på 220 sider ikke giver noget fuldt dækkende billede af virkeligheden, og hun advarer derfor politikerne mod at bruge kvindernes og lærernes udsagn som skyts til politiske skærmydsler og en unuanceret debat.

    – I rapporten kan begge fløje sikkert finde noget, de kan slå hinanden i hovedet med. Jeg har fokuseret på at lade kvinderne og vejlederne selv komme til orde, og uden at jeg kommer med løsningsforslag, siger Tina Magaard.”

    Oploadet Kl. 23:28 af Kim Møller — Direkte link9 kommentarer
    Arkiveret under:
    

    22. september 2008

    Konference om multikulturalisme blotlægger ideologiske blokeringer på venstrefløjen

    Lørdagens konference på Borups Højskole arrangeret af Danske skønlitterære Forfattere var ikke helt spild af tid, men havde først og fremmest interesse i forbindelse med et studie af venstrefløjen. Emnet var Multikulturalisme, ytringsfrihed og menneskerettigheder, men selvom talerne alle var intelligente og veltalende, så var det meget lidt de kunne bidrage med i forhold til emnet.

    Jens-Martin Eriksen lagde ud med at tale om Offentlighed og multikulturalisme, og han forblev højdepunktet. Konklusionerne var afdæmpede, men ikke venstrefløjs-apologi. Den multikulturelle utopi problematiseres med udgangspunkt i konkrete eksempler.

    Professor Frederik Stjernfelt talte om Det antropologiske kulturbegreb og multikulturalisme, og havde nogle yderst relevante betragtninger i forhold til multikultur, men der var stor divergens mellem hans fundamentale skepsis i forhold til multikultur, og hans personlige præferencer udi det rent politiske – hvad desværre prægede hans analyser.

    Stjernfelt og Eriksen udgiver om kort tid Adskillelsens politik, og den bliver nok en af undertegnede julegave-ønsker, selvom sidstnævnte forfatter, trods det høje reflektionsniveau og dybe forståelse for problemets natur, reelt er en del af problemet. Universiteterne har rigeligt med tre-kvarte Bæk Simonsen’er, men hvor er forskeren der åbent tager konsekvenserne af egen analyse.

    Informations chefredaktør Palle Weis talte Om pressens strategier mod censur og selvcensur, og erkendte indledningsvis, at han tog fejl i forhold til Muhammedtegningerne. Tiden har vist, at de var berettiget, men i lighed med Stjernfeldt gik det hurtigt over i tom snak og politisk positioneren. Her var ingen løsningsforslag, men en masse tåbeligheder, såsom postulatet om en lighed mellem Dansk Folkeparti og islamisme. Grundlovens fremmeste fortaler sammenlignet med demokratiets definitoriske modsætning.

    Der blev talt en del om en ‘moderat’ tredje vej, og det må være Tøger Seidenfadens: ‘Ja vi har ytringsfrihed, men…’ Den tredje vej er glidebanen til nye niveauer for krænkethed – islamisering som skiver på en salami.

    Den svenske Muhammedtegner Lars Vilks talte også (ikke-annonceret), og da han i lighed med Kurt Westergaard udspringer af et venstreorienteret kunstnermiljø, så kunne han tillade sig at tale mere frit fra leveren. Hvis bare den øvrige venstrefløj havde haft samme mod.

    Tina Magaard skulle have talt om Strategien for Organization of Islamic Congress… i kampen mod FNs menneskerettigheder, men det blev en overordentlig pinlig affære. Hun indledte sit oplæg med at fortælle, at hun havde boet i Frankrig i femten år indtil hun kom til Danmark i 2005, og så gik hun ellers til angreb på den danske debat. Det hele opsummerede hun på tavlen med et skema, hvor hun opdelte Danmark i to lejre – de højreorienterede og de venstreorienterede. Førstnævnte stod for nationalisme, racisme, intolerance – sidstnævnte for plusord såsom multikulturalisme, tolerance og frisind. Taletiden blev således brugt på at placere sig selv på den gode venstrefløj, og hun følte flere gange behov for at understrege, at hun var motiveret af sympati for moderate muslimer og undertrykte kristne i arabiske lande. Konkret stillingtagen til Danmark anno 2008 var ikke-eksisterende, og jeg følte mig hensat til gymnasietiden, hvor kvindelige SF-lærere også angreb enhver form for borgerlighed fra katederet.

    Jeg vidste udemærket at hun var venstreorienteret, men der et eller andet helt galt med den akademiske verden, når en af de mere fornuftige forskere, spilder konference-deltagernes tid med etiketter. Paradoksalt nok, så indledte hun med generel afstandtagen fra mediernes brug af kategorier. Problemet var reelt ikke den polariserede debat og mediernes citatbrug, men det at forskerkollegaer qua hendes islamkritik kunne få det indtryk at hun var højreorienteret.

    Myten imødegik hun med diverse hadske udfald mod højrefløjen (ikke-defineret), ingen var mere “anti-national” end hende, og så kunne hun ellers fortælle at hun havde fået trusler fra to DF’ere. Det skulle næppe forstås som medlemmer af Dansk Folkeparti, men var blot et synonym for ond racistisk højrefløj. Man græmmes, og hun må virkelighed have gjort sig sine erfaringer med anvendt islam, når hun med sin manglende civilcourage trods alt ikke jagter lektoratet med kulturrelativistisk abstraktion.

    Nu kunne det ikke blive værre tænkte jeg, og det gjorde det så.

    Næste taler var ateisten Malene Busk, der skulle tale om Venstrefløjens historiske konception af multikulturalisme, men det blev aldrig relevant. Hun kunne næsten ikke få sig til at bruge I-ordet, og talte derfor mest om den kristne højrefløj i USA og Dansk Folkeparti. Hun talte indforstået som frisindet venstreintellektuel til frisindede venstreintelletuelle – bemærkelsesværdigt, når nu 1/3 af salen var fyldt med borgerlige bloggere fra de nordiske lande (herunder Sara Azmeh Rasmussen – frafalden muslim, lesbisk). Hun lancerede udtrykket “anti-racistisk islamkritik”, og pointen var som hos åndsfællen Magaard, der talte om “hyper-nationalisme”, at enhver form for borgerlig islamkritik var lettere fascistoid. Man forstår fint formålet med insinuationerne, for når nu historien har vist at det ikke er socialisme der skaber velfungerende demokratiske nationalstater, så må man jo associere national-borgerlighed med totalitarisme. De er givetvis klogere end de giver udtryk for.

    Jeg forlod arrangementet efter Busk, men det siges at Eva Maria Lassen fra Institut for Menneskerettigheder var endnu værre.

    Tilbage står et indtryk der ikke vil forsvinde sådan lige. Jovist påvirkes venstrefløjens intelligensia af virkeligheden, men der er væsentlige ideologiske blokeringer, som bevirker, at nye erkendelser kommer modstræbende – for lidt, for sent, så at sige.

    (Eriksen, Magaard, Vilks, Lassen, Stjernfelt og Busk)

    Apropos.

  • 26/4-07 Uriasposten – Idehistoriker Malene Busk gav en opvisning i politisk korrekt religionskritik.
  • 21/9-08 Snaphanen – »Jeg forsager Dansk Folkeparti og alt dets væsen« (Snaphanens referat).
  • 

    17. juli 2008

    Saudi-Arabiske kampagne for islam – med dansk deltagelse

    Hjemme forfølger de systematisk ikke-muslimer. Ude finansierer de radikale islamisters agitation. – og nu taler de om dialog. Jeg kan ikke den dag.

    Fra Kristeligt Dagblad – Kampagne for islam.

    “Madrid danner i disse dage ramme om en religiøs verdenskonference, der begyndte i går. Her er 200 deltagere fra de store verdensreligioner kristendom, jødedom, buddhisme, hinduisme og – ikke mindst – islam repræsenteret. Det er den saudiarabiske konge, Abdullah bin Abdul Aziz, som har taget initiativ til konferencen, som han i går åbnede sammen med den spanske konge, Juan Carlos.

    Saudi-Arabien har fastlagt programmet, og det lægger op til en positiv forståelse af Islam, mener en af deltagerne den norske islamekspert Jan Opsal fra Missionshøyskolan i Stavanger…

    Bestræbelserne på at skabe et bedre billede af islam i Vesten virker. Kirkesamfund verden over valfarter til Madrid, herunder repræsentanter fra Kirkernes Verdensråd, der dog pointerer i en pressemeddelelse, at de er skeptiske over for Saudi-Arabien som vært, da ikke-muslimsk tro er ”bandlyst” i oliestaten. Alligevel vælger Kirkernes Verdensråd at deltage, for ”dialogen er vigtig”.

    Det mener også den danske overrabbiner, Bent Lexner, som er positivt stemt over for konferencen.

    – Det er udmærket, at kong Abdullah af Saudi-Arabien har taget initiativ til en konference om dialog mellem religioner. Det er der brug for, for her møder folk hinanden på tværs af religiøse skillelinjer, ser hinanden som mennesker, og det kan betyde, at fordomme falder bort, siger han…

    Mere kritisk er post.doc. Tina Magaard fra Aarhus Universitet. Hun mener, at dialog er et af tidens modeord trods tvivl om, hvad det egentlig betyder.

    – Betyder dialog gensidig forståelse? Eller mission? Eller imagepleje? Eller betyder det, at man har en stiltiende aftale om kun at sige noget pænt om hinanden og derfor ikke berører mere pinagtige emner, såsom Saudi-Arabiens krænkelser af religionsfriheden og brud på menneskerettighederne? spørger hun.

    Hos Institut for Menneskerettigheder ser Mu’ayyad Mehyar, projekleder for dialog mellem Europa og Mellemøsten, dog mere positivt på den saudiske imagepleje.

    – Alene det, at det finder sted i Madrid, er symbolsk. Her har jøder, muslimer og kristne før levet i fredelig sameksistens. Så budskabet er, at denne fred kan skabes på ny, siger han.”

    Oploadet Kl. 12:42 af Kim Møller — Direkte link72 kommentarer
    Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

     

    Næste side »

    

     

    Vælg selv beløb



    Blogs


    Meta
    RSS 2.0
    Comments RSS 2.0
    Valid XHTML
    WP






    MediaCreeper