2. april 2008

Killing in the name of…

Forleden fordømte Iran, OIC og deres fæller i Vesten Geert Wilders Fitna, der med dokumentarisk billedmateriale illustrerede sammenhængen mellem koraniske vers og islamistisk terrorisme. Hvis Fitna iscenesatte apartheid, baner vejen for holocaust, og derfor er udtryk for nazi-propaganda, som det blev påstået – hvilke ord skal man så bruge om et dukkeshow sendt på al-Aqsa (Hamas) i søndags. Memri dokumenterer (via Snaphanen og Jihadwatch).

Se videoen på Youtube.

“Child: I have come to take revenge with this sword – revenge for my mother and my sisters…

[…]

Child: What can you give me? All I want is one thing. Bring back my father and mother. I don’t want anything from you. I don’t want anything from you, just bring back my father and mother. I place my trust in Allah. I need to kill you.

Bush: No, my dear. Enough. I will give you anything you want. I also… Enough with that. Come with all your friends to the White House. I will give you food and toys. We will sit in the White House and talk. You will get whatever you need.

Child: You are impure, Bush, so you are not allowed inside the White House.

Bush: What are you saying?! Why am I not allowed into the White House?

Child: Because it has been turned into a great mosque for the nation of Islam…

Child stabs Bush repeatedly

Child: Ahhh, I killed him.

  • 3/4-08 Nyhedsavisen – Ekstremistisk tv-kanal er blodig alvor (Tina Magaard).
  • Apropos.

  • Scope.dk – Death of a President (fik pris ved Toronto Film Festival 2006).
  • IMDB – The Prisoner or: How I Planned to Kill Tony Blair (2006).
  • 13/2-08 Fyens Stiftstidende – Mordet på Fogh vinder pris (AFR fik Carl Th. Dreyer-prisen 2008).
  • Oploadet Kl. 14:33 af Kim Møller — Direkte link13 kommentarer
    

    31. marts 2008

    Fitna og Koran-citater om ‘terror’ (Jytte Klausen, Thomas Hoffmann… og Tina Magaard)

    Kritikken af Fitna har kun undtagelsesvis været konkret, omend islamforskere som Jytte Klausen og Thomas Hoffmann begge har kritiseret Wilders brug af koranvers. Et par citater…

    There are also moments of pure source manipulation… And horrifying footage of the planes flying into the World Trade Center is prefaced with another citation from the Koran: “Strike terror into their hearts …” This sura, too, refers to the war with the pagan tribes. The next verse, though, urges the believers to embrace peace when it is offered. “If they incline to peace, make peace with them and put your trust in God.” (Jytte Klausen)

    —–

    “Han mener, at filmen er dybt tendentiøs i sin omgang med netop Koran-versene.

    »Det jo ikke tilfældigt, at han har fundet et vers, som i sin engelske oversættelse anvender ordet terror. Men det betyder, at man skal jage en skræk i livet på folk. Men her fremstiller han det som, at verset har en politisk agenda, altså at muslimer skal anvende det politiske apparat terror«.” (Thomas Hoffmann)

    Tankevækkende at forskere der i akademiske sammenhænge hævder at Koranen kun har et budskab i kraft af læseren, i mediemæssige sammenhænge hævder at Koranen er blevet misforstået eller misbrugt. Egentlig en overflødig debat, for sålænge muslimer legitimerer myrderier med koranvers, så er islam og terrorisme forbundet, og det er selvfølgelig det vestlige politikere må forholde sig til. Længere er den ikke.

    Ældre artikel om koranens voldspotentiale.

  • 11/9-05 Jyllandsposten – Religion: Terrorens religiøse ammunition.
  • “Om Osama bin Laden har læst sura 4,78 i Koranen under planlægningen af terrorangrebet på de to tårne i World Trade Center, ved kun han selv.

    Men han har i alle tilfælde kunnet hente inspiration i teksten:

    »Hvor I end er, vil døden nå jer, selv om I også er i høje borge eller tårne«.

    Han kunne også have læst sura 16,26 i Koranen :

    »Men Allah fattede deres rænkers bygning ved grundvoldene, så at taget styrtede ned over dem, og straffen kom til dem fra den side, hvor de ikke ventede det«.

    Osama bin Laden, medlemmer af Al Qaida og andre islamiske fundamentalister kan finde den sproglige og religiøse ammunition for deres terrorhandlinger i rigt mål i Koranen og andre af islams tekster, viser en undersøgelse af 10 religioners tekster, som ph.d. Tina Magaard har foretaget…

    »Der er slet ingen tvivl om, at islamiske terrorister kan finde skriftsteder i Koranen , hadith og Muhameds biografier, som de kan bruge som argumenter for at øve terror mod civile. I islam er terror et begreb, der findes lige fra begyndelsen som et legitimt og af og til obligatorisk middel. Teksterne i islam adskiller sig meget klart fra de øvrige religioners tekster ved langt mere at opfordre til vold og aggression. Det har længe været et tabu at tale om i forbindelse med islam-forskningen… Flere steder i de islamiske tekster fremgår det, at man godt må slå civile vantro ihjel,« siger Tina Magaard.

    […]

    Begrebet terror går igen i flere skriftsteder i Koranen, viser analysen.

    I engelske og franske oversættelser af Koranen oversættes det arabiske ord rub til ordet terror, mens det i den hidtil eneste danske oversættelse hyppigst bliver oversat med ord som rædsel eller advarsel, som det sker i følgende eksempler, hvor den engelske og franske oversættelse er angivet i parentes:

    »Vi vil kaste rædsel (terror) i de vantros hjerter, fordi de har stillet guder ved siden af Allah Deres bolig er ilden! Og slemt er de uretfærdiges hjemsted!« (3, 152) Koranen .

    »Men Allah kom over dem fra en side, som de ikke regnede med og kastede rædsel (terror) i deres hjerter, så de ødelagde deres hus med deres egne hænder og de troendes hænder. Drag da lære deraf, som har øjne at se med«. (59,3)

    I de to andre islamiske tekster, hadith og biografierne om Muhamed, gives deltajerede eksempler på brugen af terror mod civile.

    »Muhamed brugte terroren til at skræmme civile i form af eksempelvis handelsfolk i karavaner, hyrder og beboere i oasebyer, inden han kom med sine egentlige hære i kampen for at underlægge sig stadig større dele af den arabiske halvø, da islam vandt frem i religionens første år,« siger Tina Magaard…

    »Jeg har ikke mødt begrebet terror mod civile, hverken i kristendommen, i jødedommen eller i nogle af de andre religioners tekster, som jeg har gennemgået,« siger hun.”

    Oploadet Kl. 16:19 af Kim Møller — Direkte link8 kommentarer
    

    24. marts 2008

    Tina Magaard om Sherin Khankans kamp imod ekstremisme

    Fra gårsdagens Berlingske Tidende – Muslimer til kamp mod Hizb ut-Tahrir.

    “Den muslimske forening »Forum for Kritiske Muslimer« vil bremse Hizb ut-Tahrirs tiltrækningskraft på unge, rodløse muslimer og kalder til verbal kamp mod Hizb ut-Tahrir… Ifølge foreningens forkvinde, religionssociolog og forfatter Sherin Khankan, kan det bedst gøres via åben dialog:

    »Vi vil i kritisk dialog med Hizb ut-Tahrirs sympatisører og medlemmer, og vi vil søge at nå de unge via intellektuelle argumenter. Vi mener, at Hizb ut-Tahrir manipulerer et kunstigt skel mellem islam og demokrati, og mellem islam og menneskerettigheder. De er med til at manipulere en kunstig modsætning mellem dem og os, og det er meget lidt frugtbart for en ung identitet, uanset hvor i verden man bor,« siger Sherin Khankan.

    […]

    Religionsforsker Tina Ma-gaard fra Aarhus Universitet mener, at det kan blive svært at komme i dialog med Hizb ut-Tahrirs medlemmer:

    »Hvis man vil i dialog med Hizb ut-Tahrirs medlemmer, skal man være meget bevidst om, hvad dialogens formål er. Eftersom Hizb ut-Tahrir nok er den mest topstyrede islamistiske bevægelse overhovedet, vil det være begrænset, hvor meget den danske filial kan få lov til at flytte sig i forhold til den internationale ledelse. Det virker umiddelbart mindre kompliceret at gå i dialog med de unge muslimer, der ikke er en del af bevægelsen, men som færdes i de miljøer, hvor Hizb ut-Tahrir rekrutterer,« siger Tina Magaard.

    Hun er overrasket over, at det netop er Sherin Khankan, som går i kødet på Hizb ut-Tahrir:

    »Sherin Khankan har selv argumenteret for indførelse af et »demokratisk kalifat«, så det er altså ikke kalifat-tankegangen, der skiller de to foreninger, men hvordan kalifatet skal forvaltes. Desuden har hun før udtalt sig tvetydigt om Hizb ut-Tahrir. I sin seneste bog er hun for eksempel afvisende over for kritik af helligskrifter, samtidig med at hun opfordrer til, at vi skal kunne »rumme« Hizb ut-Tahrir.«

    Oploadet Kl. 11:00 af Kim Møller — Direkte link15 kommentarer
    

    21. marts 2008

    Tina Magaard: Islamisterne bruger islamofobi-begrebet til at afvise religionskritik

    Når det regner på Søvndal, så drypper det på P1, eller hvordan er det nu det er. Sjælden fornuftig Søndagsorientering – Den anden Profet-krise. Fra programomtalen.

    “Anden runde af Muhammed-krisen, Profetkrisen eller karikaturkrisen blev indledt for en måned siden, da Politiets Efterretningstjeneste opdagede et planlagt mordforsøg mod tegneren Kurt Westergaard. Ham der har tegnet den efterhånden famøse tegning af profeten Muhammed med en håndgranat i turbanen.

    17 danske aviser valgte at bringe tegningen, også aviser, der under den første Profet-krise havde undladt at bringe de oprindelige karikatur-tegninger fra Jyllands-Posten i september 2005.

    Er der tale om ytringsfrihed i et vestligt demokrati overfor religiøs intolerance i den muslimske verden. Eller er der andre kræfter på spil. Kræfter som på et par uger har gjort SF’s formand til noget der ligner en ny Holger Danske, fordi han har fordømt de formørkede og højreorienterede islamistiske kræfter i Hizb ut-Tahrir, som han mener bør ’gå ad helvede til’.

    Er det vi oplever en kulturkrise – et civilisationsopgør, en radikalisering af en lille gruppe muslimer, der bl.a. støtter terrorens retorik og mål? Eller er det noget helt andet? Medvirkende, Ph-d Tina Magaard fra Multireligiøse Studier ved Aarhus Universitet, Peter Wivel, Politikens Tysklandskorrespondent og Jens Nauntofte, DRs mangeårige Mellemøsten medarbejder.”

    Peter Wivel var optimist på multikulturens vegn, for som han sagde “det bliver man nødt til at være”, og kunne han tale demokratisk islam frem, så var det nok sket nu. Jens Nauntofte var mindre virkelighedsfjern, men begge kom til kort når Tina Magaard foldede sig ud.

    Tina Magaard, ph.d.: … der kan jo spille rigtig mange ting ind, men jeg tror det religiøse kan spille ind som en baggrundsfaktor for nogle, i den forstand at hvis man kommer i miljøer hvor der bliver udtrykt foragt for for eksempel de demokratiske systemer, for de demokratiske institutioner, så er der i hvert fald ikke nogen stopklods mod at sætte ild til, hvad ved jeg – rådhuset eller skoler eller den slags ting. Det er måske mere derigennem at det religiøse kan have en indflydelse, altså indirekte i forhold til holdningsprægningen… (om opstande i Frankrig 2005)

    […]

    Tina Magaard: Ahh… der vil jeg nu sige, at under den første Muhammedkrise, der vil jeg nu nok sige, at jeg blev meget overrasket over faktisk en del personer fra den progressive elite, som synes jeg – det var altså min fortolkning af det, at de var så forblændet af det indenrigspolitiske ven/fjendebilleder, at de fuldstændigt mistede det internationale udsyn, og derfor faktisk lod sig selv blive brikker i islamisternes spil… og jeg synes også nogle gange, at netop når man talte om tonen i debatten, om moral og menneskerettigheder, så syntes jeg bare det kom til at klinge rigtigt hult, fordi det tit blev kombineret med ligegyldighed overfor de mennesker i den islamiske verden, der blev udsat for overgreb af samme islamistiske grupperinger, som dem der satte gang i Muhammedkrisen, og her havde vi altså med mennesker at gøre som ikke havde mulighed for at forsvare sig selv – og dem var man ligesom ligegyldige overfor for, for de passede ikke ind i det indenrigspolitiske spil…

    […]

    Tina Magaard: … for det første så er der jo stor forskel på et historisk faktum – udryddelsen, en planlagt udryddelse af en menneskegruppe, og satire af en religiøs figur, som formentligt har levet for 1400 år siden. Det er to helt forskellige registre – det skal vi først slå fast. Desuden så er det også meget vigtigt, det der også tit bliver blandet ind her, det er jo islamofobi-begrebet, som tit misbruges, også til at sige, til ligesom at sætte lighedstegn mellem muslimer og islam, og det er jo netop noget islamistiske grupperinger benytter sig af, for at afvise religionskritik.

    

    28. januar 2008

    Tina Magaard anmelder Jakob Skovgaard-Petersen-udgivelse

    Fra Jyllandsposten, sidste torsdag. Tina Magaard anmelder et dansk trebindsværk om al-Azhar-universitetet. Fra Lærdom og diskrimination (kræver login).

    “Hans Munk Hansen fra Kunstakademiets Arkitektskole har forfattet den første bog, ”al-Azhar, moskeens historiske bygningsanlæg”. Han var i 1980-1982 med til at lede restaureringen af Madrasa al-gawhariye, en lille tilbygning til al-Azhar, og byder her på en historie om det store i det små…

    Den anden bog, ”al-Azhar. Et muhammedansk universitet”, er et genoptryk af et værk fra 1922, forfattet af tidligere professor ved Københavns Universitet Johannes Pedersen (1883-1977), som i 1920 gæstede al-Azhar. Pedersen giver en historisk gennemgang af institutionens historie og indflydelse i det mellemøstlige samfund… At al-Azhar i næsten et årtusinde havde været et både religiøst, administrativt og politisk centrum, forklarer Pedersen med, at »i Islam er der intet Skel imellem det politiske og det religiøse, thi Religionen omfatter alt i Livet«. Det var dengang, man kunne viderebringe, hvad muslimske lærde sagde, uden at blive mistænkeliggjort. En førende kritiker af vestlige islameksperters motiver som Edward Said ville nok også have kritiseret professorens karakteristik af al-Azhar som »et ægte Udsnit af Middelalderen, ikke en svag Afglans af den, thi Azhar-folkene danner et Milieu, der endnu lever i dens Forestillinger og Idealer«…

    Der er sket meget på al-Azhar siden Johannes Pedersens tid, er en af hovedpointerne i den tredje af samlingens bøger, nemlig Jakob Skovgaard Petersens bog ”al-Azhar 1922-2006”.

    Skovgaard-Petersen er ikke bare direktør for det Dansk-Egyptiske Dialoginstitut i Cairo, han er også specialist i ulema, de islamiske lærde. Det afspejles i den kyndige gennemgang af al-Azhars reformer i det 20. århundrede. Skovgaard-Petersen er især velinformeret om al-Azhars lærdes indbyrdes stridigheder om, hvad al-Azhar først og fremmest skal være. Et internationalt missionscenter? Et moderne universitet? En censurkomité? En fatwa-fabrik? De administrative detaljer, der strukturerer denne diskussion, kan måske opfattes som en anelse tørre af lægmand, men de er værdifulde for studerende og fagfolk, som kun kan sætte pris på Skovgaard-Petersens indsigt i disse spørgsmål.

    Al-Azhars ulema har tilsyneladende, deres forskelligheder til trods, foretaget mindst ét fælles fokusskift siden Johannes Pedersens tid. Kalifat-temaet, som optog al-Azhars lærde i 1920’erne, er i dag gledet i baggrunden til fordel for andre diskussioner om den politisk-sociale-religiøse forvaltning af de islamiske samfund. Skovgaard- Pedersen udreder her, hvordan al- Azhar positionerer sig strategisk i konkurrence med såvel Saudi-Arabiens Medina- Universitet og islamistiske organisationer som det Muslimske Broderskab, alle konkurrenter til al-Azhars status som moralskreligiøs ledestjerne og legitim forvalter af islam…

    Lige så interessant er alt det, vi ikke får at vide. Skovgaard-Petersens fremstilling er nemlig symptomatisk for nutidige islamforskeres dilemma. For at kunne forstå og fortolke en given kulturel kontekst, må forskeren nødvendigvis internalisere de implicerede aktørers begrebsapparat. Men det er med risiko for at overse de mennesker, der kommer i klemme i samme begrebsapparat.

    Spørgsmålet er, om Skovgaard-Petersen er blevet så integreret i ulemas tankesæt, at han ikke studser over deres forvaltning af institutionaliseret apartheid. Vi får nemlig på intet tidspunkt at vide, at det er forbudt for jøder og for koptere (de kristne egyptere) at studere på al-Azhar-universitetet. Det gælder ikke kun teologi, men også verdslige fag som medicin, økonomi og agronomi. Skovgaard-Petersen fortæller heller ikke om al-Azhars lærdes direkte medansvar for den undertrykkelse og forfølgelse, som koptere udsættes for i Egypten.

    Hvorfor må læseren ikke få dét at vide? Det er før set, at vesterlændinge er blevet prompte udvist af Egypten, fordi de har brudt den implicitte aftale, der indebærer, at disse ting taler man ikke om. Da Skovgaard-Petersen officielt repræsenterer Danmark i kraft af sin stilling som direktør for det Dansk-Egyptiske Dialoginstitut, kan han have valgt at udelade disse oplysninger for ikke at skabe ballade. Men han overspiller sin rolle, når han går i rette med den danske presse og siger, at »det er misvisende at betegne stater, samfund eller kulturer som den egyptiske som præmoderne og statiske og afventende en reformation eller oplysningstid. For oplysningstidens ideer og institutioner har for længst vundet indpas, i takt med at Cairo blev indskrevet i en global politisk-, kommunikations- og undervisningskultur «...

    Spørgsmålet er, hvem der her kommer med misvisende udsagn. Hvad med kopterne, som absolut ikke nyder godt af »oplysningstidens ideer og institutioner«? Og hvor blev oplysningstidens ytringsfrihedsidealer af i Muhammedkrisen, som meget direkte angik al-Azhar, eftersom krisen tog internationale dimensioner efter sheikh Muhammad Sayed Tantawis møde med Islamisk Trossamfunds delegation til Egypten? Det får vi heller ikke noget at vide om.

    Igen kan det handle om, at Skovgaard- Petersen i den sag var så tæt på krisestyringen, at han skifter forskerkasketten ud med diplomatkasketten. Men Tantawis gøren og laden under krisen tydede absolut ikke på, at han var indstillet på at lade oplysningstidens ytringsfrihedsideal stå over det teologiske krav om respekt for muslimers religiøse følelser.

    Der er heller ikke noget, der tyder på, at man på al-Azhar har reformeret den del af sharia, som tillader muslimer at krænke andres religiøse følelser, mens ikke-muslimers krænkelse af muslimers religiøse følelser straffes.”

    

    6. november 2007

    Tina Magaard om Tariq Ramadans kommunikationsstrategi

    Kronik af Tina Magaard i Frederiksborg Amts Avis om et arrangement med Tariq Ramadan på Krogerup Højskole. Her det vigtigste fra Lad os få en fri diskussion, Boel (kræver login, gratis).

    “Her vil jeg nøjes med at kommentere problemstillinger, der er direkte forbundet med Ramadans oplæg på Krogerup. Før man forholder sig til Ramadans udtalelser, må man være bevidst om hans kommunikationsstrategi. I interviews til pressen og oplæg til debatmøder à la Krogerups vil han typisk bruge plus-ord så som »reform af islam«, »kritik«, »rettigheder«, »dialog«, »demokrati« uden at forklare, hvad begreberne konkret betyder for ham. Denne strategi favoriserer i høj grad tilhørerens egne forestillinger af disse ords betydning. Men hvis man vil vide, hvad Ramadan mener med disse ord, kan det anbefales at lytte til hans kassettebånd. På båndet »Courants de la pensée musulmane contemporaine. Hassan al-Banna. 3« forklarer han, at man i stedet for at bruge islamiske begreber skal bruge vestlige begreber, men give dem et islamisk indhold. Derfor: Hvis vi ikke skal misforstå hinanden, må vi udrede, hvad vi præcist mener med de forskellige begreber…

    I mit spørgsmål til Ramadan på Krogerup var min hensigt netop at forbinde det, han havde sagt i sit oplæg med det, han siger på båndene. Jeg forholdt mig meget præcist til hans egen opfordring: »things which are missing today: The first one is: Trust. Trust«. Jeg roste Ramadan for tillids-tanken, og gjorde ham opmærksom på, at der var en meget enkel, men vigtig ting, han selv kunne gøre for at styrke tilliden: nemlig at sige det samme i åbne debatfora som på kassettebåndene, så vi var klar over, hvor vi havde hinanden. Jeg foreslog, at vi diskuterede to eksempler fra kassettebåndet »L”identité musulmane: construire notre discours«. 1) Ramadan udtaler, at hvis man tager en kop kaffe under ramadanfasten, så er det udtryk for »holdninger som er forbundet med en perversitet«. 2) Han udtaler (i forbindelse med kritik af »ateistiske, verdslige og zionistiske ideologer«) at »intet sted i nogen menneskerettighedserklæring kan kræve, at en mand amputerer sig selv for at opnå statsborgerskab. Hvis det drejer sig om, at jeg skal amputere mit væsen for at få papir på mit statsborgerskab, så har det papir nogle skavanker.« Jeg opfordrede til, at vi sammen debatterede præmisserne for disse udsagn om perversitet og amputering og sluttede af med at sige: »Bring it out in fora like this and let us discuss it freely«. I det kvarters tid, Ramadans svar tog, forholdt han sig ikke på noget tidspunkt til de konkrete passager, jeg havde refereret til, men rettede anklager mod mig, såsom »the mistrust that you are spreading«.

    Hans reaktion tager jeg nu ikke personligt, da formålet med mit spørgsmål også var at se, om han følger samme kommunikationsstrategi som for ti år siden i Frankrig. Det gør han, med samme forudsigelighed som en velsmurt sodavandsautomat. Først taler han om tillid og opfordrer til at diskutere alle problemstillinger, og hvis nogen så gerne vil have en præcis diskussion af, hvordan han fortolker bestemte begreber, lukker han diskussionen ved at mistænkeliggøre spørgeren. Business as usual. Så vi fik aldrig at vide, ud fra hvilke præmisser, Ramadan forbinder menneskerettigheder med amputation af muslimer og kaffedrikning under ramadanfasten med en perversitet.

    Ramadan opfordrede mig gentagne gange til at komme med beviser, og det havde jeg hjertens gerne gjort, da jeg jo sad med dem foran mig. Ordstyreren nægtede desværre at lade mig komme til orde…

    Begrebsudredningen kan jo også komme Krogerup-forstander Erik Boel selv til gode. For eksempel skriver han i sin kronik: »Manipulerende angreb på Krogerup«, at »Tariq Ramadans holdning viste sig at være alt andet end antidemokratisk og islamistisk«. Også her vil jeg foreslå en tålmodig begrebsudredning for at være sikker på, at vi ikke misforstår hinanden i forhold til, hvad det betyder at være demokratisk/antidemokratisk. Jeg anbefaler her Ramadans kassettebånd »Critique de la démocratie«, hvor han er meget kritisk overfor det demokrati, der er udviklet i samspil med sekulariseringen i Europa, samtidig med at han udtaler sig positivt om den Islamiske Republik i Iran. Ud fra disse konkrete eksempler kunne vi have fået en god diskussion om, hvad vi hver især lægger i ordene »demokratisk/antidemokratisk«, i forhold til konkrete praksis i henholdsvis Iran og Europa…

    I stedet for at polemisere opfordrer jeg altså til, at vi forholder os til Ramadans konkrete udtalelser på kassettebåndene, og diskuterer dem åbent med ham. Det kræver naturligvis i første omgang, at han selv og hans tilhængere ønsker at engagere sig i den dialog, i stedet for at mistænkeliggøre enhver, der lægger op til den. Krogerup-forstander Erik Boel hævder for eksempel i sin kronik, at jeg kom med »beskyldninger« mod Ramadan. Men spørgsmålet er jo nok, hvilken side, beskyldningerne kommer fra. Jeg har ikke gjort andet end at forholde mig til, hvad en oplægsholder selv har sagt og så komme med følgende positive opfordring: »Let us discuss it freely«.”

    Oploadet Kl. 04:45 af Kim Møller — Direkte link25 kommentarer
    Arkiveret under:
    

    10. september 2007

    “Hvorfor hader de os?,” spurgte Nyhedsavisen, selvom de ikke gad høre svaret

    Nyhedsavisen havde i fredags afsat en hel side til at finde svar på spørgsmålet: Hvorfor hader de os? Ingen overraskelser, her refereret fra noget der ligner en faktaboks.

    De vigtigste grunde til vrede
    1) Jyllands-Postens karikaturer af Muhammed (krænket)
    2) Danske soldater i Irak og Afghanistan (krig mod islam)
    3) Diskrimination og afslag (marginaliseret)
    4) Skuffede forventninger (socio-økonomi)

    Kilder: Mostafa Chendid, imam i Det Islamiske Trossamfund, Karen-Lise Karman, Islamforsker ved Aarhus Universitet, Tallat Daniel Shakoor, forsker i etniske minoriteter og islam ved Danmarks Pædagogiske Universitet, Hans Jørgen Bonnichsen, tidligere chef for Politiets Efterretningstjeneste, og Abdul Wahid Pedersen, imam.

    Nu er det jo ikke fordi der hersker 100 pct. konsensus om at ‘Koranen ikke motiverer muslimer til terrorisme’ (lyder forkert, bebrejd ikke mig), og Nyhedsavisen burde selvfølgeligt have indhentet kommentarer fra begge fløje i debatten. Alt andet er ikke god journalistik.

    I det her tilfælde er Jyllandsposten langt bedre. I en artikel igår med samme fokus er der indhentet kommentarer fra en broget skare, herunder Minhaj ul-Quran, Jørgen Bæk Simonsen og to modpoler. Så kan læserne selv vurdere hvilken analyse der virker mest troværdig – avisen bliver ikke i sig selv et retningsangivende filter. Fra Terrorens tid.

    Tina Magaard, islamforsker, Post.doc. ved Center for Multireligiøse Studier ved Aarhus Universitet:

    Hvad får unge muslimer til at blive terrorister?

    »Forskningen byder på flere forklaringer. Man har tidligere især støttet sig til en idé om, at social-økonomisk diskrimination var en hovedårsag. Men den forklaringsmodel er man på vej væk fra, fordi de islamistiske terrornetværk ofte består af ret velintegrerede muslimer.

    Ideologien er til gengæld vigtig. Professor Mehdi Mozaffari fra Aarhus Universitet har i årtier gjort opmærksom på, at den islamistiske ideologis grundstrukturer fremmer radikaliseringen. Denne politisk-religiøse ideologi opbygger nogle fjendebilleder og voldsforherligende tankemønstre, som får islamister til at opsøge eller fremprovokere konflikter. Det eneste nye er, at de fjendebilleder og den terror, som islamistiske netværk før har rettet mod moderate muslimer eller religiøse mindretal i den islamiske verden, nu er blevet overført til en europæisk virkelighed.«

    »I den forbindelse er det vigtigt også at fokusere på netværksdannelserne. Ideologien bliver jo først en trussel i det øjeblik, den bliver udbredt og “aktiveret” i bestemte sociale netværk. Disse netværk kan godt række ud over den radius, som udgøres af terroristerne selv. Såkaldte “moderate islamister” opfordrer ikke decideret til terror i Europa, men de er med til at skabe den ideologiske platform, som terroristerne tager afsæt fra, når de vil legitimere deres handlinger.«

    Hvordan løser vi den tendens?

    »Forebyggelse af terror handler i høj grad om at forebygge udbredelsen af religiøse parallelsamfund, hvor man f.eks. deler mennesker op i “dem” og “os”. Man skal helt ned i folkeskolen og arbejde med ligeværd og accept af det verdslige. En skolelærer spurgte, hvad hun skulle sige til de palæstinensiske forældre, som ikke ville lade deres piger bade sammen med de “urene” danske piger. Jeg svarede, at hun skulle sige præcis det samme, som hvis det drejede sig om danske forældre, der havde givet udtryk for, at palæstinensiske børn var “urene”. Hverken mere eller mindre.«

    […]

    Seniorforsker Shmuel Bar, leder af Institut for Politik og Strategi i Herzliya i Israel. Har forsket i islamisk terrorisme.

    Hvad får unge muslimer til at blive terrorister?

    »For mange muslimer er hellig krig en naturlig del af deres tro. Det er ikke specielt ekstremt at dø som martyr. Det er noget, der er accepteret, og der er ingen ideologisk eller idealistisk mur mellem den almindelige og den radikale del af islam. Desuden er der mange, der ser det som noget særligt, og som om man kommer op på et højere niveau, hvis en muslim siger, at han vil deltage i hellig krig. Det giver status.«

    »I Vesten er der en tendens til at forklare terroristernes væsen med, at det er fattige mennesker, som lever på samfundets bund, men de fleste selvmordsbombere eller terrorister er ikke fattige. De er ofte veluddannede, og man kan ikke forklare det med, at det er mennesker, der er blevet trådt på.«

    Hvorfor vender eksempelvis danske muslimer sig pludselig mod det land, de lever i?

    »I Danmark og i Holland har man i mange år troet, at de radikale islamister kun gik efter USA og Israel. Men Danmark er også en del af NATO, Danmark handler også internationalt, og så har Danmark en stor muslimsk befolkning, og derfor kan det ikke undgås at få nogle, der er villige til at gøre den slags ting

    

    1. marts 2007

    Tina Magaard om islamforskernes ‘forudfattede sympati’ for sit felt

    Tina Magaard var gæst i seneste udgave af Krause på tværs, og hun fik som sædvanlig mange interessante pointer frem, selvom hendes kritik af den danske islamforskning blev pakket godt ind.

  • 28/2-07 Krause på tværs, P1 – Islamisme er ikke tro men politik.
  • Her lidt fra dialogen.

    Niels Krause-Kjær, P1: Islamforskningen i Danmark som vi jo har haft i mange mange år, den udspringer af den humanistiske forskning, og islamisme, det er i hvert fald den del som du forsker i, den udspringer fra statskundskab. Kan du ikke prøve at fortælle mig og andre dødelige hvorfor det efter din opfattelse er så stor forskel på om forskningen tager afsæt i den humanistiske verden, eller i den politologiske verden.

    Tina Magaard, Ph.D.: Jov. Allerførst vil jeg lige sige, at jeg synes det er enormt positivt at Naser Khader netop går ud og siger det er ideologien vi skal have fat i, og undersøge, det er ikke kun det sociologiske, eller hvad skal man sige, det samfundsklassemæssige, som man har i de traditionelle marxistiske forskningsprojekter. Det er ideologien, og hvorfor er det så vigtigt på statskundskab. Det er det jo netop fordi, at de humanistiske fag giver os en masse gode redskaber til at forslå islamisk kunst, islamisk sufi-musik, islamisk filosofi, og sådan noget – og det er vigtigt, det er jo nogle områder som er vigtige, men islamismen som politisk bevægelse, der er du simpelthen nødt til at have et politologisk begrebsapparat.

    Niels Krause-Kjær, P1: Hvorfor?

    Tina Magaard, Ph.D.: Jamen, også netop fordi, som jeg nævnte før. Mehdi Mozzafari, hvis han ikke havde haft et indgående kendskab til de her bevægelser i 20’erne og 30’ernes Europa – altså politiske totalitære bevægelser, så havde han jo aldrig etableret forbindelsen til islamismen.

    Niels Krause-Kjær, P1: Det er ham du forsker med på Aarhus Universitet.

    Tina Magaard, Ph.D.: Nemlig, og det vil sige at så var vi gået glip af en meget meget væsentlig, hvad skal man sige, væsentlig nøgle for at forstå (simpelthen) islamismen. Hvad er dens samfundssyn, hvad er dens menneskesyn?

    Niels Krause-Kjær, P1: Kunne den kobling ikke ligeså godt blive lavet på det humanistiske, med et humanistisk afsæt, ligesom den kunne laves med et politologisk afsæt.

    Tina Magaard, Ph.D.: Jov, men jeg synes stadigvæk, at den politologiske forskning giver os nogle redskaber og metoder som jeg synes er rigtigt gode til det her.

    Niels Krause-Kjær, P1: Hvad?

    Tina Magaard, Ph.D.: Jamen, det er jo netop at gå ind og se, hvordan er en politisk bevægelse skruet sammen, og hvordan er en ideologi, og det er selvfølgelig – det er jo rigtigt nok, det er jo også idehistorisk, og det er jo også derfor, kan man sige, at det er min styrke, at jeg har begge tilgange. Både den humanistiske, idehistoriske, og den politologiske. Det som nogle gange sker, hvis man tager den her specifikt problematik. Det der nogle gange sker for islamforskere, som jeg jo ikke regner mig selv for. Det er at mange islamforskere er jo gået ind i, lidt som jeg selv gjorde selv i 90’erne, at man går ind og studerer det her, fordi man har en – hvad kan man sige, en, jeg ved ikke om man kan kalde det en forudfattet sympati, men det er i hvert fald, en ide om at man vil noget sympatisk – man vil finde noget sympatisk – noget man kan identificere sig med, være glad for i den islamiske kultur, og det er super, det er fint nok, at nogle gør det, men problemet er at hvis du gør det, så vil du have, nogle gange – måske vil du have svært ved, det er altså selvkritik det her jeg kommer med nu, fordi jeg taler om en proces der har taget mig mange år om at komme igennem. At jeg havde simpelthen svært ved at tage islamismen, som en politisk trussel mod nogle værdier, som jeg synes er vigtige. Fordi jeg jo netop havde – jeg så det mere som min rolle at fremhæve nogle ting som var spændende i for eksempel den islamiske filosofi, og det vil sige – der havde jeg altså ikke en tilpas nøgtern tilgang til det her, og problemet er også, at hvis du eksempel går ind og siger, det har at gøre med tro, og derfor vil jeg passe på ikke at fornærme. Jamen, så sker der bare det, at hvis islamisterne siger om deres politiske program, at det er et trosspørgsmål, så forholder du dig ikke nøgternt og kritisk til det. Hvor du kan sige den politologiske tilgang, jamen der er det egentligt ikke så væsentligt, om det er noget der er folks tro eller ej – du analyserer nogle mekanismer, du analyserer et politisk program, du analyserer en politisk strategi.

    […]

    Niels Krause-Kjær, P1: Hvad har du lært af den overgang fra den humanistiske forskningstradition til nu…

    Tina Magaard, Ph.D.: … jeg har jo netop lært, at i forskning er det vigtigt faktisk, at man ikke er alt for følelsesmæssigt engageret i sit emne. Det kan faktisk være en hindring – det har det været for mig i hvert fald… fordi så bryder man sig ikke om at kritisere islamismen, eller bare fortælle hvad islamisterne egentligt står for. Fordi du netop er bange for, at det falder tilbage på alle muslimer.

    Oploadet Kl. 19:15 af Kim Møller — Direkte link32 kommentarer
    

    31. januar 2007

    Fra en konference om moderne religionskritik med Tina Magaard og Mehdi Mozzafari

    Fra dagens Kristeligt Dagblad – Islam har det svært med demokrati.

    “Religion og religionskritik er hinandens tvillinger. Og sådan har det altid været. Til gengæld har diskussionen om, hvem der er religiøs, og hvem der er gudløs, ændret sig over tid. Og religionskritikken i islam er flyttet fra at være en sag for filosoffer og videnskabsmænd til en mere social og politisk kritik.

    Tina Magaard, ph.d fra Sorbonne-universitetet i Frankrig og islamismeforsker på Aarhus Universitet, havde i går den opgave at gøre rede for de gudsløse i den islamiske verden.

    Det skete på anden og sidstedagen for konferencen “Gudløs! – en konference om moderne religionskritik”. Ikke desto mindre begyndte hun af pædagogiske årsager hos de gamle grækere…

    Og så fortsatte hun sin gennemgang af religionskritik i islam med at smække en karikaturtegning af en drabelig profet Muhammed med sværd og på kamel på overheadprojektoren.

    – Den blev trykt af iranske ateister under Muhammed-krisen, sagde hun.

    […]

    Mozaffari erklærede, at islam er den af de tre monoteistiske verdensreligioner, som har sværest ved at tilpasse sig demokratiet, fordi islam både er et lovsystem og universel.

    – Jeg siger ikke, at det ikke kan lade sig gøre. Men jeg efterlyser moderate muslimer, der vil og tør tage den udfordring op.”

    

    21. december 2006

    Sherin Khankan for fuld apologi: Profeten etablerede et samfund præget af tolerance…

    Tina Magaard og Sherin Khankan var sat stævne i den sene Deadline onsdag i sidste uge, og det blev en underholdende affære. Khankan har tydeligvis helt mistet jordforbindelsen, så det var nemt for Magaard at hudflette naiviteten. Selv Adam Holm kunne ikke helt overskue Khankans middelalderromantik.

    Deadline kunne have kaldt indslaget for en debat om hvordan islam kan forsone sig med demokratiet, men gav det istedet følgende tankevækkende overskrift: Debat om hvordan samfundet kan forsone sig med islam.

    Her lidt fra debatten, der fint illustrerer det faktum at selv den mest moderate muslim er mere fundamentalistisk end Søren Krarup, Jesper Langballe og det halve af Indre Mission.

    Sherin Khankan: Islamisme er betegnelsen for folk der betragter Koranen som politisk ideologi og det er ikke i sig selv et problem, at man sammenblander religion og politik. Det afgørende er hvordan man gør det. Hvis man tillægger andre mennesker, religioner, identiteter en negativ værdi, så udgør man et problem. Hvis man er intolerant, hvis man mangler det jeg kalder det jeg kalder… troens sødme og rummelighed, som visse danske islamister gør så udgør man et problem…

    Tina Magaard: Der findes to slags islamister kan man sige. Der findes dem der bruger vold nu og her, men så findes der også dem som vil arbejde gennem demokratiet, for eksempel ligesom Tariq Ramadan og islamisere demokratiet kan man sige. Men deres mål er jo det samme, deres mål er jo en teokratisk stat, og der vil jeg bare sige, jamen der er ingen teokratisk stat der nogensinde på noget tidspunkt i verden har kunne give de menneskerettigheder som det verdslige demokrati har givet os… når vi har sharia, ligegyldig hvordan man vender og drejer det, så er den baseret på diskrimination og ulighed.

    Sherin Khankan: Jeg er ikke enig. Da profeten etablerede et samfund, og kom med islam som det nye budskab, der var han med til at ophæve alle former for skel, skel mellem køn, skel mellem racer, mellem nationalitet…

    Tina Magaard: Nu siger du Sherin Khankan, at Muhammed etablerede et samfund uden skel, og så har vi også din rollemodel Tariq Ramadan, som siger, han holder foredrag som hedder Europas fremtid i islam, altså som en del af den muslimske verden. Hvis vi nu siger Tariq Ramadan får ret, at Europa bliver islamisk, hvordan skal vi så fortolke den, for eksempel, hvis vi tager den passage i Koranen, som siger at muslimer skal bekæmpe kristne og jøder til de betaler tribut til muslimerne, og gør det med villig underkastelse, mens de føler sig kuede – altså hvor ligger ligheden i den for eksempel – og hvordan skal vi så bruge den hvis Europa bliver islamisk, som Tariq Ramadan… [afbrydes]

    Sherin Khankan: Man er nødt til at læse Koranen i sin helhed, og ikke selektivt, der er nogle vers som er universelle, der er nogle der skal læses ind i den kontekst man lever i…

    Adam Holm, DR2: Hvem afgør hvad der er hvad?

    Sherin Khankan: … der er utallige vers der fremhæver fællesskabet, sammenholdet mellem jøder, kristne og muslimer. Majoriteten af Koranens vers prædiker en tolerance og en næstekærlighed overfor troens folk. I forhold til Tariq Ramadan, hvis jeg lige må tale ud. Tariq Ramadan, det Tariq Ramadan, arbejder ikke for en islamisering af europæiske samfund, tværtimod, Tariq Ramadan hævder at praktisere sharia i Europa, det betyder at man skal være loyal overfor det samfund man lever i, og bidrage til det samfund man lever i.

    Adam Holm, DR2: Jamen, Sherin Khankan [som forsøger at afbryde ham], nej nu skal skal lige ind her. I din bog skriver du at du sætter Koranen over verdslighed. Det er da ikke at bidrage loyalt til det samfund der er bygget op her. Det er et verdsligt samfund.

    Sherin Khankan: Nej det gør der, det skriver jeg ikke.

    Adam Holm: Det står der meget tydeligt, side 197.

    Sherin Khankan: Jeg skriver i min bog, at ofte bliver danske muslimer sat i et dilemma hvor vi bliver tvunget til at fortælle – hvad står højest. Er det Koranen, eller er det den danske forfatning. Er det sharia eller demokratiet, og min pointe i bogen er, at det er en kunstig modsætningsforhold man bliver bedt om at forholde sig til, fordi hvis man er et troende menneske, og det ved jeg, det gælder også for troende jøder og troende kristne, så vil man altid tro på Guds vejledning, men Guds vejledning står ikke for mig i opposition til demokratiet eller menneskerettigheder, og det er også derfor, når jeg kalder det i min bog…

    Oploadet Kl. 20:47 af Kim Møller — Direkte link30 kommentarer
    Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

     

    « Forrige sideNæste side »

     

    Vælg selv beløb



    Blogs


    Meta
    RSS 2.0
    Comments RSS 2.0
    Valid XHTML
    WP






    MediaCreeper