11. januar 2013

Ny bog: Indvandrerforskningen har i tyve år ikke levet op til ‘almindelige normer for videnskabelighed’

Kulturmarxisterne vil næppe se noget legitimt i ‘kulturel profiling’, og det forstår man jo godt – det gør det jo væsentlige svære at bruge pseudo-forskningen politisk. Fra Berlingske – Du er ikke racist alligevel.

“I årtier har vi fået fortalt og genfortalt, at danskerne er særligt fremmedfjendske. Men det er en myte uden videnskabeligt belæg, lyder konklusionen i en ny kildekritisk forskningsbog, der udkommer i næste uge.

»Der er simpelthen ikke dokumentation i forskningen for at hævde den slags grimme ting om danskerne,« siger Henning Bech, professor i sociologi ved Københavns Universitet og en af forfatterne til den opsigtsvækkende undersøgelse.

Sammen med lektor ved Center for Mellemøststudier på Syddansk Universitet Mehmet Ümit Necef har han gennemtrawlet store dele af den indvandrerforskning, som de seneste 20 år har beskrevet en udbredt og stigende racisme i Danmark… De to forskere konkluderer ligefrem, at store dele af indvandrerforskningen slet ikke lever op til almindelige normer for videnskabelighed.

Ifølge forfatterne er det f.eks. ikke udtryk for fremmedfjendskhed, hvis en far siger, at det »vender sig i ham« ved tanken om, at datteren fandt sammen med en mørk kæreste. Eller når en diskoteksejer afviser at lukke mandlige indvandrere ind på diskoteker.

Det er udtryk for farens »berettigede bekymringer« eller diskoteksejerens »økonomiske kalkyler«. Der er nemlig statistisk belæg for at formode, at en indvandrer fra bestemte etniske grupper vil have en undertrykkende adfærd over for kvinder eller vil skade forretningen på diskoteket.

Meget mere om bogen i Weekendavisen – Når man prædiker for de frelste (ikke online, af Jesper Vind).

“Konklusionerne når Bech og Necef frem til ved at bruge det mest ubarmhjertige videnskabelige redskab, man kan bruge over for andre forskere: den klassiske kildekritik. Mere end tyve danske forskeres referencer, henvisninger og statistikker er evalueret på kryds og tværs af den 67-årige Henning Bech og den 60-årige Mehmet Ümit Necef. De viser, at der er en klar tendens til, at forskningen forveksler mange borgeres »rationelle bekymringer« med racisme eller såkaldt »nyracisme«. Forfatterne påpeger et hav af metodiske problemer og sjusk inden for indvandrerforskningen. Bech og Necef bruger på næsten hver side i bogen vendinger som »løsagtige generaliseringer«, »dårligt interviewarbejde og analysearbejde«, »fejlslutninger og overfortolkninger«, »alt for spinkelt og usystematisk udvalgt empirisk materiale«, »påstande uden belæg« og »impressionistisk brug af indtryk, manglende kildeangivelser og udokumenterede oplysninger«. Bech og Necef har i bogen tillige tjekket oprindelige primærkilder til citater, som indvandrerforskningen har anvendt til at dokumentere danskernes racisme. Resultatet er ikke noget kønt syn. Politiker-citater og interview med almindelige borgere bliver tilsyneladende skåret til og taget ud af kontekster, så de kan bekræfte indvandrerforskernes antagelser. Bech og Necef vurderer eksempelvis, at antropologen Peter Hervik, der er professor i migration ved Aalborg Universitet, har lavet regulært citatfusk i sine skrifter.

[…]

Mehmet Ümit Necef siger, at bogen også er henvendt til den brede offentlighed: »Vi kunne godt tænke os, at både borgere, journalister og beslutningstagere blev mere kritiske over for forskningen og spurgte: ‘ Jamen, er det nu ordentligt dokumenteret?’ Der er vigtigt, for der er flere eksempler på, at en ubegrundet påstand fra en forsker – eksempelvis om udpræget diskrimination på arbejdsmarkedet – bliver gentaget af andre forskere og pludselig ender som en ubetvivlelig sandhed i både nationale og internationale medier.« Mehmet Umït Necef fortsætter: »Den her forskning foregår i et lukket, ukritisk kredsløb, der fremmer en lemfældig kildebrug.

Man er ikke bekymret for, at videnskabelige fejl bliver opdaget, for det er en forskning, hvor man er vant til at prædike for de frelste. Man har jo de politisk korrekte synspunkter, og alle er enige om, Danmark er blevet et racistisk land.« Henning Bech supplerer: »Vi skriver ikke, at de mange dokumenterede fiflerier, vi har identificeret, er noget, som forskerne har gjort bevidst. Jeg tror nærmere, at problemet er, at de fleste forskere deler et multikulturelt paradigme, der handler om, at indvandrernes kultur ikke må bruges som forklaringsfaktor, når det handler om integrationsproblemer. Her er det kun sociale faktorer, der dur. Til gengæld må den vesterlandske kultur godt bruges til at forklare danskernes angivelige racisme. Et sådant paradigme betyder, at der opstår blinde pletter i forskningen, fordi empirien ofte ikke stemmer med paradigmet.« Bech og Necef folder hele dette multikulturelle paradigme mere bredt ud i deres bog. De to forskere nævner flere ejendommelige tilfælde af, hvordan multikulturalismen gennem årene har prøvet at anskue næsten enhver problemstilling fra de etniske minoriteters side.

… I Er danskerne racister? bliver den ene forsker gennemgået efter den anden. Et af de grelleste eksempler på manipulation er, ifølge bogen, lavet af professor Peter Hervik fra Aalborg Universitet. Han har været en central indvandrerforsker siden 1990erne.
Hans forskning om de »fremherskende nyracistiske tendenser i Danmark« udkommer i internationale forskningsfora, hvor han har stor gennemslagskraft. Bech og Necef fortæller, at Hervik i forbindelse med racismeundersøgelser har interviewet og citeret en lang række personer, hvis udtalelser åbenbart bliver forvansket.

[…]

Vi ser her et typisk forløb inden for dansk indvandrerforskning, påpeger Mehmet Ümit Necef: »Først er det gisninger og pludselig er det ubetvivlelige sandheder. For så vidt er talen om den udbredte diskrimination på arbejdsmarkedet blevet lidt af en vandrehistorie,« siger han, mens forforfatterkollegaen Bech med henvisning til deres kildekritiske tour de force tilføjer: »Man kan få den tanke, at der eksisterer en art offentlig tvang med hensyn til diskriminationsundersøgelser på arbejdsmarkedet. De skal komme til det resultat, at der er diskrimination mod indvandrere og flygtninge…”

Oploadet Kl. 06:33 af Kim Møller — Direkte link95 kommentarer


2. september 2012

Bogaktuelle Mehmet Necef: Indvandrerforskere betragter ‘nydanskere’ som sagesløse ofre uden fri vilje

Professor Garbi Schmidt mener Mehmet Necef laver en ‘forgrovning’ af virkeligheden, der efter hendes mening er ‘ideologisk’. Besynderligt ordvalg fra en kulturmarxist, der vel må betragte alt som ideologi, ikke bare Necefs konklusion. Fra Kristeligt Dagblad – Sociologer: Indvandrerforskningen har gjort nydanskere til sagesløse ofre.

“Nydanskere bliver i danske forskningsrapporter og bøger alt for ofte fremstillet som sagesløse ofre for racisme og marginalisering. Det mener lektor, ph.d. Mehmet Ümit Necef fra Syddansk Universitet, der sammen med kollegaen, professor i sociologi Henning Bech er på vej med bogen ”Dansk Racisme? Indvandrerforskningens problemer”.

Bogen analyserer en række bøger og forskningsrapporter, der er udkommet mellem 1990 og 2010, om blandt andet indvandreres forhold på arbejdsmarkedet, debatten om tørklæder, nydanskernes mulige overkriminalitet, æresdrab, voldtægter, diskrimination på diskoteker og befolkningens samt politikernes og mediernes holdninger til indvandrere generelt.

”Analysen viser, at den herskende fortælling blandt forskere er, at det danske samfund diskriminerer og er racistisk. Det er den samme faste ramme, hvad enten forskerne analyserer Muhammed-tegningerne, arbejdsmarkedet eller tørklædedebatten,” siger Mehmet Ümit Necef.

Han fremhæver, at en alt for ensidig fremstilling af indvandrere som ofre for diskrimination og racisme i sidste ende har uheldige konsekvenser, fordi disse opfattelser breder sig til andre grupper i samfundet.

”Så sent som i sidste uge forklarede en professor problemerne i Vollsmose med, at det danske samfund marginaliserer de unge. Forskernes tankegang siver ud til andre grupper og når også ud til nogle unge indvandrere, der føler sig som ofre og derfor ikke tager personligt ansvar for deres handlinger,” lyder det fra Mehmet Ümit Necef.”

Mere.

Det er hovedsageligt offermentaliteten, der er skyld i problemerne. Der er en forestilling blandt danske forskere om, at det danske samfund er racistisk og diskriminerer. Den forestilling har bredt sig ned igennem samfundet til gymnasielærere, skolelærere, socialrådgivere, dem der laver integrationsprojekterne, journalister, de studerende og indvandrerne. Det hævdes, at muslimer marginaliseres og andetgøres. Og den fortælling overtager de unge indvandrere. Selv de veluddannede.” (Jyllands-Posten, 26. august 2012; ikke online)



20. juli 2010

Sociolog: Bortførelse (med henblik på ægteskab) kan ikke nødvendigvis forklares kulturelt

Meget er skrevet om dansk-tyrkeren Sibel Bilgin, der i sidste uge forsvandt under en ferie i Tyrkiet, ifølge familien i Randers, var hun blevet bortført af to fætre, med ægteskab for øje. De rette omstændigheder kender ingen endnu, men den herunder fremhævede forsker-kommentar fra Jyllandsposten står fint alene. Fra Bortførelse forklares med kultursammenstød (ikke online).

“Bortførelsessagen viser den store kulturforskel, der er mellem Danmark og Tyrkiet, mener han.

»Jeg ved, at det ikke er populært at forklare den slags ting med henvisning til kulturelle forskelle, og mange af mine kolleger bliver meget vrede, når jeg siger det. Men hvordan skal jeg ellers forklare dette?« Mehmet Ümit Necef er ikke i tvivl om, at den tyrkiske fætters ønske om ægteskab med sin danske kusine også handler om at komme til Danmark.

En genvej til fremgang »Opholdstilladelse i Danmark er en hurtig vej til social opstigning for en tyrker.

[…]

Lektor, kultursociolog Connie Carøe Christiansen fra Roskilde Universitet mener, at man skal være varsom med at forklare den aktuelle sag ud fra generelle kulturelle eller samfundsmæssige forhold i Tyrkiet.

»Hvis der er tale om en bortførelse, er det en kriminel handling, og det kan ikke nødvendigvis forklares ud fra generelle kulturelle eller samfundsmæssige forskelle mellem Danmark og Tyrkiet. Når der sker et hustrudrab herhjemme, spørger vi heller ikke os selv, om det skyldes dansk kultur eller vores samfundsforhold.

Men selvfølgelig er der nogle familiekonflikter, som udløses af bestemte samfundsforhold,« siger Connie Carøe Christiansen.”



11. juni 2010

“… højtuddannede forældre reagerer kraftigere på en stigende andel af tosprogede elever”

Forleden talte jeg med en yngre studerende, som uden at kende min politiske holdning erklærede, at han muligvis ville stemme på Liberal Alliance til næste valg. Han kunne ikke lide Dansk Folkepartis ‘menneskesyn’. Han fik selvfølgeligt at vide, at jeg heller ikke kunne lide hans. Kronik af lektor Mehmet Ümit Necef i dagens Information – Er de veluddannede mere tolerante?

“Mette Frederiksen og andre fremtrædende socialdemokratiske politikeres fravalg af folkeskolen for deres børn har skabt stor forargelse og debat… Der er heller ingen grund til at ‘privatisere’ problemstillingen og gøre problematikken til en sag om Mette Frederiksens eller Helle Thorning-Schmidts eventuelle dobbeltmoral eller inkonsekvens, jvf. den gentagne påstand om, at de siger én ting, men gør noget andet. Men det virker umiddelbart, som om de opfører sig nøjagtig som tusindvis af andre forældre: De fravælger skoler, hvor der er mange børn med sproglige og/eller sociale problemer. Og denne tendens er mest synlig blandt veluddannede forældre.

Denne tendens, at de veluddannede danske forældre flygter fra skoler med mange børn med indvandrer- eller flygtningebaggrund og etnisk danske børn af boglige svage forældre med svag tilknytning til arbejdsmarkedet, er blevet grundigt dokumenteret af Beatrice Schindler Rangvid, forsker ved AKF (Anvendt Kommunal Forskning).

Hendes undersøgelse fra 2007 viser, at forældre (både danske og etniske) begynder at trække deres børn ud, når mere end hver tredje elev på en skole er tosproget – og det er særligt de højtuddannede forældre, der gør det. Hun kunne desuden se en klar tendens til, at højtuddannede forældre reagerer kraftigere på en stigende andel af tosprogede elever end lavtuddannede.

Mette Frederiksen og Thorning-Schmidts skolevalg sætter fingeren på to vigtige problemstillinger. For det første: Hvorfor flygter danske forældre fra skoler med mange tosprogede børn? For det andet: Hvis det er korrekt, at det ikke mindst er de veluddannede forældre, der fravælger folkeskolen, hvad siger det så om de veluddannedes holdning til den multietniske virkelighed ude i samfundet (langt væk fra Christiansborg, Hellerup og Østerbro) og deres tolerance over for nydanskere?

Rangvid diskuterer, hvad der får de danske forældre til at trække deres børn ud af skolerne. Hun oplyser, at danske forældre ifølge en analyse fra Megafon i 2005 mener, at en høj andel af tosprogede elever kan have en negativ indflydelse på børnenes tryghed i skolen, på deres faglige udvikling og på deres muligheder for kammeratskab…

Rangvids undersøgelse sætter spørgsmålstegn ved en bestemt påstand, som ofte fremsættes som en fasttømret sandhed i dansk forskning om danskernes holdninger til etniske minoriteter: De veluddannede er mere tolerante end de kortere uddannede. »Tolerancen stiger med stigende uddannelsesniveau«, skriver Lise Togeby i Fremmedhed og fremmedhad i Danmark (1998)…

Man kan næsten se det for sig: På den ene side den søde og venlige yngre københavner fra den københavnske kulturelle overklasse, der har læst globalisering og multikultur på RUC, som drikker caffè latte på Cafe Europa og stemmer på De Radikale. Og på den anden side en slagteriarbejder i Udkantsdanmark, hvis far har arbejdet på samme fabrik, og som stemmer på Dansk Folkeparti. Mens den første ikke kan få indvandrere nok, vil den anden helst sende dem tilbage, hvor de kommer fra…

Der er en del, der tyder på, at de veluddannedes tolerance blot er en positur, der reelt ikke har at gøre med deres dagligdag. Denne ‘tolerance’ har ikke nogen reelle konsekvenser, når de skal træffe vigtige beslutninger. Når det gælder fravalg af folkeskolen, er der tale om en stor forskel mellem det, de siger, og det, de praktiserer.”

Oploadet Kl. 13:11 af Kim Møller — Direkte link37 kommentarer
Arkiveret under:


5. maj 2006

Universiteterne reproducerer myten om danskernes racisme og gør muslimer til ofre

Fra dagens Information, lidt fra en god artikel om hvorledes de danske universiteter reproducerer en offerrolle-tænkning på muslimerens vegne – Offerrolle: ‘Muslimer er ikke Europas jøder’.

“Forestillingen om, at Danmark er et racistisk land, er især populær på humaniora og samfundsvidenskab, men noget tyder på, at der ikke er så meget dækning for den,” siger Henning Bech, der sammenligner udbredelsen af tækningen med den marxistiske analyse, der dominerede universiteterne i 70’erne.

Det er som om, der er en særlig lødighed og finhed ved at producere denne fortælling og gøre muslimske indvandrere til ofre. Tidligere analyserede man alt i arbejderklassetermer på universitetet. Nu analyserer man i offertermer. Danskerne er racister, og det danske samfund er undertrykkende, udgrænsende og marginaliserende, som det hedder på universitetet. Forestillingen siver ud i samfundet og kan genkendes mange steder. Hvis man præsenterer de studerende for et andet synspunkt, mistænker nogle det for at være politisk propaganda. De er så vant til offer-fortællingen, at de mener, at hvis man vil være på de velmenendes side, skal man også være på de lidendes side,” siger Henning Bech.

[…]

Ifølge Mehmet Necef har en fortælling om dikotomi og hierarki domineret i akademiske kredse indtil slutningen af 90’erne. Den tager udgangspunkt i forholdet mellem Orienten og Vesten, hvor Vesten undertrykker og udbytter den islamiske verden, og projicerer alt det over på Østen, som Vesten ikke er: Umoderne, uciviliseret, udemokratisk-. Overført til forholdet mellem danskere og indvandrere bliver danskerne undertrykkere af indvandrere, og mange akademikere har ifølge Necef ment, at Danmark er et racistisk og islamofobisk samfund.¨

[…]

Men tænkningen er sevet ud fra universitetsmiljøet til store dele af behandlermiljøet – til pædagoger og socialrådgivere. Forleden hørte jeg chefen fra Vollsmose-sekretariatet forklare de optøjer, der var i bydelen for nylig, med, at de unge var mere sensitive efter Muhammed-tegningerne. Så racismetankegangen trives stadig,” siger Necef.”



6. november 2005

Måske brydes fortolkningsmonopolet ift. islam og terrorisme

I kølvandet på opdagelsen af den danske terrorcelle er der tegn på bevægelse i dansk islamforskning, og ikke mindst mediernes reaktion. Tre eksempler.

1). DR Tekst-tv igår – imam Abu Laban er nu “en af de mest ydertligtgående prædikanter i det muslimske miljø” .

2) Nyhedsmagasinet Døgnrapporten på TVDanmark havde igår Naser Khader i studiet, som fortalte at han havde trænet den ene af de sigtede i karate, og at han på overfladen var velintegreret. Han mente man nu burde stoppe al den snak om terrorisme som en reaktion på samfundets stigmatisering. Fælles for de sigtede var jo at de alle fungerede fint i det daglige.

3) I dagens Fyens Stiftstidende er der en længere artikel om den danske terrorcelle, og ekspertudtalelser fra to forskere fra SDUs Institut for Mellemøststudier – Torben Rugbjerg Rasmussen og Mehmet Ümit Necef. Her et uddrag fra
– Jeg var lykkelig som terrorist, men læs det hele.

“Kan vi forvente selvmords-aktioner i Danmark? Og hvorfor bliver unge, tilsyneladende velfungerende muslimer pludselig terrorister? Særligt én forklaring har fået høj-status i medierne: De unge bliver terrorister, fordi det danske samfund ikke vil vide af dem.

Selv om de unge gør deres bedste for at integrere sig, får de en kold skulder og udsættes for eksempel jævnligt for racisme. Det driver dem i armene på de ekstreme.

Men det er noget sociologisk vås, mener Torben Ruberg Rasmussen og Mehmet Ümit Necef, der begge er ansat ved Center for Mellemøst-studier på Syddansk Universitet.

– Hvis folk virkelig tager sig sammen og arbejder hårdt for at nå deres mål, vil de fleste af dem ikke have problemer. Men sådan er den muslimske selvforståelse ikke. Og det skyldes, at mange danske “eksperter” har konstrueret nogle forklaringer, som nærmest har karakter af ideologi. Det er blevet en statsautoriseret ekspert-forklaring, at muslimerne er blevet ofre for et samfund, der grundlæggende er racistisk og ikke vil vide af dem. Men for mig at se handler det om, at danskerne pådutter indvandrerne nogle værdier, som de ikke har. Islam er en arrogant religion i den forstand, at den mener, at den er bedre end alle andre, og det der med at være offer, kender man ikke inden for islam, siger Mehmet Ümit Necef.

Mange danske intellektuelles “åh-så-forstående” tilgang til problemet kan måske på overfladen virke rimelig harmløs, men den er faktisk alt andet, mener de to. For det kan gøde jorden for terrorisme i Danmark.

Unægtelig en noget provokerende påstand. Hvordan hænger det sammen?

Det har blandt andet noget at gøre med den måde, vi hver især ser samfundets store problemer på – altså den forståelse, vi lægger ned over verden. -Hvis man for eksempel er overbevist om, at det danske samfund er racistisk, så samler man hele tiden eksempler, som bekræfter en i den tro. Og man prøver ikke at se verden, som den er, nemlig en mere kompleks størrelse. Det er en forsimpling af hele den politiske virkelighed, siger Torben Ruberg Rasmussen.
Og sådanne forsimplinger trives i stor stil. Manden undertrykker kvinden. Den vestlige verden tryner muslimerne. Kapitalisterne udbytter de fattige, bare for at tage nogle af de mest typiske, som selvfølgelig alle har et større eller mindre element af sandhed i sig. -Stiger man ind i sådan et verdensbillede, går det hele pludselig op – hele universet går op, og du har forklaringer på selv meget komplicerede forhold, siger Mehmet Ümit Necef.

Hvis noget stritter imod de nemme forklaringer, kommer konspirations-teorierne til undsætning. De to forskere kalder dem for “opium for uerfarne intellektuelle”.

-Det kan være konspirations-teorier som “Vesten er rig, kun fordi Østen er fattig”. Eller “Det danske samfund vil ikke anerkende muslimer”. Her kigger man ikke indad, men giver andre hele skylden, siger Torben Ruberg. – Løsningen på problemerne bliver derfor også forholdsvis enkel. Hvis Vesten for eksempel står i vejen for Østens udvikling, er den eneste måde Østen kan blive stærk på, ved at knuse Vesten. Det er enkelt, det er let-forståeligt – og så er der ikke så langt til handling, siger Mehmet Ümit Necef.”

Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 

« Forrige side



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper